30 Minute Break - [Advarsel]

[Evan Riley]

l Dette emne finder sted i skolens sommerferie. l

- Advarsel: Der bliver pillet lidt. -

@lennox
- 30 Minute Break -

---

Sommerferien havde været et decideret Helvede, indtil videre. Der var kun gået en enkelt uge, men alligevel føltes der som om, at der var gået tre. Han var udmattet, irriteret og han ønskede næsten at han aldrig havde forladt skolen, selvom det var dét han havde mest brug for. Efter Professor Wolf havde afvist hans følelser på den groveste måde, havde det ikke været det samme. Der havde ikke været længe til eksamen, da hele episoden var sket, og han havde brugt det meste af sin tid, på at ligge i sin seng, og tænke på hvor forfærdeligt han havde det. Han havde pjækket fra de fleste lektioner, og kom overhoved ikke til Wolfs, hvilket også kunne ses på hans eksamen. Han var kun med nød og næppe sluppet godt fra det, og var bestået i de fleste fag. Han havde dumpet FMMK, men dette overraskede ham ikke.
I starten vidste han ikke hvor han skulle tage hen. Hans forældre ville ikke have ham, og han havde ikke rigtig nogen familiemedlemmer han snakkede med, udover hans yngste søster, så han var taget hen til hende. Det var ikke just endt godt. Hans mor var kommet på uanmeldt besøg, hvilket havde resulteret i et slag i ansigtet. Hun havde slået ham med flad hånd, hårdt. De skulle have været en lussing, men da han var kommet til at vende hovedet lidt, havde den ramt over hans øje og næse. Han var løbet, uden at få sine ting med, så kvinden ikke ville kunne nå at hæve endnu en hånd. Nu gik han så dér, på gaden, alene. Han var øm i ansigtet, det dunkede vildt, og det overraskede ham ikke, hvis han vågnede op med et blåt øje dagen efter, lige nu var der dog kun et meget flot, rødt mærke, formet som en hånd i hans barnlige ansigt.

Han ville ønske at han bare kunne forsvinde, bare glemme alt hvad der var sket i hans korte liv allerede. Det var simpelthen for meget. Hans tanker søgte hen i de mørkere steder i hans tanker, og han huskede på alle de film og serier han havde set, hvor tøserne sad og spiste is og så TV, dette var dog ikke helt hvad han havde brug for. Han stoppede op, og lod sine øjne søge rundt på de forskellige skilte i byen. Det gik op for ham, at han faktisk allerede havde gået rimelig langt, og allerede var nået London Bridge, hvor han tilfældigvis vidste, at der lå en bar, som hans søstre tit havde besøgt, dengang de var yngre. The Old School Yard. En karaoke bar, vel at mærke. Havde han virkelig brug for sådan noget? Havde han virkelig lyst til at lægge sig selv på grænsen til idioti på grund af en dum professor og røv-forældre? Uden at tænke over det, begyndte hans ben at bevæge sig og han blev, haltende, ført over til indgangen til baren.
Han skubbede døren ind, og blev med det samme ramt af en heftig dunst af alkohol, klam mandedeodorant og svedige teenagere. Hans ører blev fyldt med forfærdelig sangstemme, som prøvede at efterligne Adeles høje røst, men uden held.

Drengen stirrede rundt, og fandt hurtigt ud af, hvor malplaceret han så ud, da de andre unge drenge havde skjorte på, han havde kun et par sorte bukser og en simpel Flash T-shirt på, under sin sorte sommerjakke. En person skubbede ham til siden, og fik gjort ham opmærksom på, at han var stoppet op i døren. Evan blev pludselig nervøs. Han vidste ikke hvordan han skulle agerer sådan et sted. Stivbenet og akavet fik han haltet op til baren, hvor han satte sig ned. Han følte sig som en fisk ude af vand, og fornemme hvordan folk stirrede på ham, som om der var noget galt med ham, og dette fik en irritation til at sætte sig som et monster nede i maven på ham. Dette monster gjorde han dog ikke noget ved, han forsøgte at ignorere det.
Et prik på skulderen rev ham ud af sine tanker, og han stirrede overrasket mod pigen på den anden side af bardisken. ”Skal du bestille?” Spurgte hun, med en sød, lille musestemme. ”Øh,” var det eneste han kunne frembringe som svar. Han havde ingen idé om hvad han skulle sige. Han havde aldrig drukket, og havde overhoved ingen anelse om, hvad noget af det var. Pigen rullede irriteret med øjnene og åbnede munden igen: ”Hørte du hvad jeg sagde?”

[Deleted]

Hvilken dato var det? Hvad var klokken? Hvor hvor præcist var han egentlig henne? Tre spørgsmål hvoraf Lennox vist kun havde bare nogenlunde styr på det sidste. Han var på en karaokebar i England et eller andet sted, men han var ikke helt sikker. Hvis han dog ikke var helt galt på den, så var den i London. Af en eller anden grund, så var han sgu egentlig ikke helt klar over, hvor den lå henne, hvilket var en smule mystisk, eftersom det langt fra var første gang, han var der. Det var det sted, han fandt det bedst at være, når han ikke skulle arbejde i et stykke tid. Så i weekender eller påtvungene ferier. Det var et fremragende sted. Alkohollen var billig, stedet var altid fyldt, og det var en norm at skulle te sig som en komplet idiot uden at genere nogen. Lige noget for Lennox. Det var sommerferie, og han var derfor tvunget til at skulle tage mindst en uges ferie, så han havde taget den første for at få det overstået så hurtigt som muligt. Han hadede ikke at kunne komme på arbejde. Det var på en måde hans flugt fra virkeligheden. Hvordan det lige gav mening, vidste han ikke helt, men det virkede, og det var det, der betød noget. Det rev ham væk fra alkohollen og stofferne for en tid, og han havde aldrig haft trang til at komme i nærheden af noget af det, når han havde været på arbejde.
Det var faktisk morsomt hvordan denne bar engang havde været et sted, hvor man havde kunnet tage sine børn med sig til en aftens underholdning. Men som børnene var blevet ældre og langsomt havde taget over, så var det blevet til et teenage-sted med en aldersgrænse. Man skulle være muggler-myndig for at kunne komme derind, så Lennox havde ingen problemer dér. Han kunne endnu huske, dengang han var yngre og sammen med sin mor. Han var altid blevet efterladt udenfor en eller anden bar eller et diskutek et eller anden sted, hvor han ellers bare kunne sidde og vente, mens fulde stoddere kom forbi og gjorde alverdens ting og sager. Dengang han blev ældre havde han forsøgt sig med selv at komme ind på steder, og det havde lykkes ham allerede, da han var 15. Han havde altid været stor af sin alder, så dengang han var 15, kunne han sagtens gå fra at være mindst 18, hvilket var myndighedesalderen i mugglerverdenen. Ja, han var fuldblod, men grundet sin baggrund, kendte han faktisk rigtig meget til mugglerne og deres verden. Han havde heller intet problem med at begå sig med dem. Han havde nu heller ikke noget imod mugglere og var faktisk en smule teknemmelig for at kunne slippe bort fra den magiske verden gang imellem. Det var til tider morsomt at betragte.
Lennox var ikke iført noget som sådan pænt tøj, da han ikke ejede skyggen af den slags. Det var sådan set bare almindeligt mugglertøj, så han heller ikke stod for meget ud fra mængden. Det var heller ikke hans plan at gøre. Alt hans tøj var desuden sort, så det var vist heller ikke et problem. Lige nu sad han oppe ved baren og stirrede ned i det glas, der før havde været fyldt op med whisky. Hvor var det egentlig blevet af? ... Nåh, ja... Han smækkede glasset ned på bordet, hvorefter han kiggede efter en eller anden, der kunne fylde på. Men det varede ikke længe, inden en eller anden trunte kom hen til ham med et opgivende hovedryst. "Mere whisky?" Spurgte hun, selvom hun allerede var begyndt at fylde på. Ja, det var jo ikke første gang, han var der. Han nikkede til hende, hvorefter hun gik videre til den næste. Han kiggede hen mod fyren, som hun før havde forsøgt at ekspedere. Han kneb øjnene en smule sammen og åbnede dem så ordentligt igen. "Er du egentlig ikke for ung til at måtte være herinde?" Spurgte han drengen, der på ingen måde så ud som om, han var gammel nok. Sådan kunne udsenet jo selvfølgelig bedrage, men Lennox var knap så genert, når han var fuld, så han havde ingen problem med at tage kontakt. Han var ganske vist ikke helt fordrukken lige nu, men en smule beruset, var han vel.

[Evan Riley]

”Øhm,” sagde han igen, og hans øjne flakkede rundt, som var han ved at gå i panik. Han prøvede at få øje på noget, bare ét eller andet som han kunne nævne, for ikke at virke helt dum. Til sidst, lod han et suk undslippe ham, og han havde det som om han havde tabt. ”Cider?” Sagde han så, og stirrede op på pigen, som hurtigt fandt et glas frem til ham. Det kendte han i det mindste, siden det altid havde været til stede til julefrokoster, fødselsdage og bryllupper, som havde fundet sted i hans familie. Evan havde sådant set forventet lidt mere, af hans første sur på en decideret bar, men nej. Dette ville have været så meget nemmere, hvis han havde nogle venner med sig, eller bare havde hørt lidt efter, når der blev snakket om alkohol. Dette føltes jo næsten bare ynkeligt. Drengen tog en lille tår af drikken og rynkede derefter på næsen, da den lille smule alkohol der var i, fik hans mund til at føles tør og tung. Han ændrede næsten mening. Måske skulle han bare tage videre, finde et ledigt motelværelse et billigt sted, indtil han fandt noget bedre.
En mandestemme fik ham til at kigge op, og hans blå øjne faldt på en mand, måske i midten af 20’erne. Snakkede han til ham? Stillede han virkelig en fremmed person sådan et spørgsmål? Evan blinkede lidt, lavede et lille fnys-grin, hvorefter han stillede glasset med cider fra sig igen. Han kunne mærke at muse-pigen følge med i samtalen, også selvom hun var i gang med at betjene en anden kunde. ”Er du ikke selv lidt for gammel?” Spurgte han, uden at svare på mandens spørgsmål. Siden det var sommerferien, var baren jo proppet med unge mennesker, som bare hoppede, grinede og råbte til hinanden, så manden virkede sådan set lidt malplaceret i den unge pøbel. Men det gjorde Evan vel også.

Han vidste jo godt at han ikke burde være der. Han kunne ikke engang tælle hvor mange gange hans søstre havde sneget sig ud om natten, og han måtte dække for dem, og dér havde den yngste kun være omkring de 15 år, men der havde aldrig været nogen problemer. ”Jeg er faktisk 18,” løg han, og vendte ansigtet væk fra manden, da man tydeligt kunne se på hans ansigtsudtryk, når han ikke sagde sandheden. Han var kun 16, og blev ikke 17 før december måned, så han havde næsten løget sig to år ældre end han egentlig var. Drengen tog hurtigt glasset op til munden, for at tage endnu en tår. Muse-pigen havde nu vendt sin opmærksomhed væk, da hans alder var kommet frem og der nu intet var at bekymre sig om.
Evan vidste ikke om han skulle blive irriteret på manden, eller bare ignorere det, siden han egentligt bare ville sidde og surmule alene, så var der meget irritation lagret i ham, som bare ventede på at springe i luften. Manden var fremmed, og havde egentligt ikke gjort noget, kun kommet med en lille, dum bemærkning. Alligevel besluttede Evan sig for, at lige i dag, var det denne mand, som fik lov til at bære Evans vægt: ”Og det er faktisk ikke specielt fedt, at en fremmed mand, går og gætter på din alder, bare lige så du ved det!” Sagde han, snakkede til luften, som om han ikke rigtig ønskede at manden skulle høre det, selvom han havde sagt det rimelig tydeligt.
Han mente det ikke engang, siden han ikke havde tænkt over sætningen, før den havde forladt hans mund. 

[Deleted]

Selvom Lennox ikke just lignede en, der hørte hjemme i denne mængde, som han nu befandt sig i, så var det nu alligevel ikke helt sandt. Der var mange af de unge, der kom der af samme grund som ham selv. For at drikke sine problemer væk og ellers bare glemme sig selv lidt i den taktfaste støj. Forskellen var vel bare, at Lennox måske var lidt for veluddannet end de andre, for det var oftest unge, der havde været af samme baggrund som han selv, men så til gengæld ikke var kommet ud af den igen. Det var Lennox på mange måder heller ikke, men han holdt sig i det mindste ikke til den slags mennesker længere. Det var både den bedste og værste dag i hele hans liv, da han besluttede sig for at forlade dem og hans mor. Det var den bedste beslutning på det grundlag, at han kom ud af alt kriminaliteten og faktisk fandt sig den første beskæftigelse, han nogensinde rigtigt havde holdt af. Teatret. Musik og teater var og ville altid være en del af ham, selvom han var blevet auror nu. Men det ville aldrig helt forsvinde, for når han endelig afholdt sig fra alkohollen og stofferne derhjemme, så var det jo det, han gav sig i kast med. Men der bukkede det jo også ud i at have været den værste beslutning. Hvis han aldrig var kommet derfra, så ville han aldrig have opdaget, hvor elendigt han egentlig havde haft det dengang, og så havde ham måske ikke haft det så elendigt i dag. Sandheden var nok bare, at han burde have holdt sig på teatret, men den fejl ville ikke indrømme for sig selv.
Lennox himlede med øjnene over drengen. Han kunne umuligt være 18. Ganske vist opførte han sig ligeså barnligt som enhver anden teenager, men ikke nok med, at han bare ikke så ud til at være så gammel, så var der alligevel et eller andet ved hans måde at sige det på, der gjorde Lennox mistænksom. Han var nu egentlig ret ligeglad. Det var ikke hans job at holde mindreårige væk fra stedet. "Hvis du siger det," sagde han blot og kiggede ned på whiskyen et kort øjeblik, inden han svagt kunne høre knægten påpege noget mere. Han så op på drengen, der faktisk så ret så sørgelig ud med et fesent glas, hvad var der? Cider? Og han sad desuden alene. Det gjorde Lennox selvfølgelig også selv, men det var folk vist vant til, når han var der, så det kunne da være lige godt.
"Der er vist én, der er lidt bitter i aften," påpegede han, hvorefter han skubbede det uberørte glas whisky hen til ham. "Jo mere du drikker af det, jo bedre bliver det," sagde han kort for hovedet, hvorefter han tilkaldte servitricen, der ikke engang tog sig tid til at spørge ham efter, hvad han ville have, inden hun skænkede ham et glas whisky og gik videre. Han tog en tår af det nyopfyldte glas, inde han igen vendte blikket mod drengen. "Jeg har ikke set dig herinde før," påpegede han. "Er det første gang, du er her?" Han virkede faktisk slet ikke som en, der helt vidste, hvordan by-livet fungerede. Det ville også være synd at sige, at Lennox for alvor gjorde det, men han havde da styr på, hvordan man klarede sig, mens denne dreng bare så en smule ynkelig ud. Lennox var jo trods alt en stor fyr, så der var ikke mange mennesker, der turde forsøge sig med at gå ham på nerverne. Det ville også kun ende galt, hvis han havde fået nok at drikke, men det kunne næppe være tilfældet med denne dreng.

[Evan Riley]

Irriteret over mandens provokerende ord, som tydeligvis viste at han ikke troede på drengen, himlede ham med øjnene. Det kom ikke ham ved, hvad Evans alder var, og han kunne da ikke være bekendt ikke at tro på ham, om det var sandt eller ej. Han stirrede dog længe på manden, da han, ud af ingenting, kaldte ham bitter. ”Du kan sgu da selv være bitter, din nar!” Han fnyste og tog endnu en tår af sin cider, da han hørte lyden af glas kører hen af bordpladen. Han kiggede ned på glasset, som manden havde skubbet hen til ham, og han overvejede et kort øjeblik om han lavede sjov med ham, men på anden side ville han jo gerne virke voksen. Hvis det var noget manden havde drukket, var det helt sikkert stærkere end drengens cider, hvilket gjorde ham en anelse nerøs, men han besluttede sig for at tage chancen.

Lige så snart den fremmede væske mødte hans mund, var det som om, at der var én der gav ham en lussing. Det føltes som om han lige havde hældt en kop varm te op, og var kommet til at drikke af den, før den kunne nå at køle ned. Overraskelsen over smagen og den brændende fornemmelse i hans hals, fik ham til at puste ud, så han på den måde fik det ud, og delvist ned i glasset igen. Hostende satte drengen glasset fra sig og en meget misfornøjet grimmasse viste sig i hans ansigt, idet han tørrede sig om munden med bagsiden af sin hånd. Manden havde godt nok sagt at det blev bedre jo mere man drak, men Evan tvivlede stærkt, lige med denne drik. Hvor pinligt! Han gned irriteret sit ene øje med sin pegefinger, for ikke at komme til at få øjenkontakt med manden, men han snakkede lige pludselig til ham, hvilket fik ham til at skule hen imod ham.
”Jeg har været her.. nogen gange før.” Han valgte at lyve, også selvom han ikke var god til det. Siden han på ingen måde kendte manden, og han havde indgået en pagt med sig selv om, at han ville være mere rebelsk, kunne han ikke se hvorfor han ikke skulle gøre det. Hvad havde han at miste? Han tog endnu en tår af drikken, som manden havde givet ham, som om at det var det mest normale i verden. Denne gang hostede han det ikke op igen, men formåede rent faktisk at synke det, selvom han ikke for meget for det. En kuldegysning gik igennem ham, som havde han fået stød, og efterlod han endnu en gang med et kvalmt udtryk i ansigtet. Han håbede virkelig at manden havde ret i, at det blev bedre, for indtil videre havde der ikke været den store forskel.

”Bare fordi du aldrig har set mig før, betyder det jo ikke at jeg ikke har… Ja ... du ved, været her før!” Han pillede akavet ved sin underlæbe og gav sig selv en fantasi-lussing. Det kunne fandeme ikke være rigtigt at han ikke engang kunne lyde truende, uden at gøre sig selv komplet til grin. Han ville ønske at han bare kunne begynde forfra med det hele, så han ikke skulle opleve det her akavede øjeblik, fanget i sine egne ord. Det burde være forbudt for ham at komme sådan en sted, uden at vide hvad han skulle gøre af sig selv… Oh, wait.
Drengen besluttede sig for at lukke øjnene tælle til ti, hvorefter han vendte blikket imod manden, bare for at tømme hovedet for alt det pinlige og akavede. ”Evan,” sagde han så. ”Altså… Det er mit navn, jeg tænkte at vi kunne… Ja.” Endnu engang slog hans plan om at være sej fejl, og han stirrede irriteret ned i sit glas med den fremmede drik. Åh, hvor ville han ønske at han bare kunne holde sin dumme mund lukket.

[Deleted]

"Det skal jeg ikke benægte," svarede Lennox uanfægtet og tog en tår af den nyopskænkede whisky. Han havde gået gennem så mange diskrete vredesudbrud, så mange bebrejdelser på andre mennesker og hvordan det hele, var alle andre skyld. Det havde han til sidst indset var ren og skær bitterhed over sin egen sørgelige skæbne og den ikke just lysere fremtid. Han var bitter. Men efter at have indset dette var han i stedet begyndt at bebrejde sig selv alle de ting, der var sket. Ikke det klogeste valg i sit liv, for det havde totalt ødelagt den selvtillid, som han ellers så desperat havde forsøgt at opbygge gennem alle disse år, og som det lige med nød og næppe var lykkedes ham i sidste ende. Som han endelig var begyndt at have det godt med sig selv, var det hele bare faldet på gulvet efter at have indset, at det hele faktisk var hans egen skyld. Selvfølgelig bebrejdede han endnu sin mor for at have været så idiotisk ikke at løbe tilbage til sine forældre, da hun var blevet gravid, men i stedet falde i dårligt selskab. Men alt derfra var ligesom begyndt at blive hans egen skyld, uanset hvor lidt han kunne have gjort for det. Han fandt ligesom bare altid en omvej til at kunne bebrejde sig selv for det hele, hvilket kun gjorde at alkohol- og stofmisbruget blev øget igen, efter han også havde været så tæt på at stoppe med dette. Og tanken om det ledte kun til yderligere misbrug.
Det var tæt på, at Lennox gav sig til at grine over drengens reaktion til whiskyen. Det bekræftede bare hans teori om, at han ikke var vant til at gå i byen og da slet ikke kunne være gammel nok til det. Ellers havde han nok reageret noget anderledes på drikken. Men det virkede heller ikke helt som om, han var kommet der for at feste. Kunne det være rigtigt? Han virkede bare som om, han var totalt på vildspor derinde. Han så heller ikke ud til at være der sammen med nogen, hvilket kun var med til at booste denne teori. Det var nok det, der var årsagen til, at Lennox ikke straks var fløjet i flæsket på knægten, da han begyndte at være flabet. Guderne skulle vide, at han jo ikke just var den mest tålmodige person på planeten, når det kom til flabede møgunger. Men ham her lod bare ikke helt til at mene det for at være flabet. Han forsøgte vel bare at passe ind? Det ville han have klaret udmærket, hvis han var kommet fra samme kvarter som Lennox selv, men det lød nu ikke sådan. Han havde vist ikke helt styr på, hvad det egentlig var, han havde gang i, og det morede faktisk Lennox mere, end det gjorde ham vred, så han lyttede derfor underholdt efter, selvom han endnu sad med sin alvorlige mine, der jo sjældent skiftede. Ja, han var sgu ikke til at læse fra ansigtet.
Han rystede blot på hovedet over drengens fejlagtige forsøg på at være hård. Et lille-drengs ansigt som hans kunne på ingen måde skræmme Lennox. Det var der ganske vist ikke meget, der kunne, hvis sandheden skulle frem, men dette var bestemt ingen undtagelse. Han vendte blikket tilbage mod sit glas og løftede det for at tage endnu en slurk, da knægten åbenbart skiftede mening i sit forsøg på at være hård. Han tog en slurk, inden han satte glasset fra sig og vendte sin opmærksomhed hen mod ham igen. "Evan?" Gentog han for at sikre sig, at han havde hørt rigtigt. "Navnet er Lennox," præsenterede han så sig selv. "Skotsk," tilføjede han, da det jo ikke just var et normalt navn blandt Englændere. Det var det heller ikke i Skotland, hvor han selv var født, opvokset og endnu boede, men det stammede da derfra. Han havde måske ikke engang behøvet at informere om dette, da hans accent jo røbede ham på stedet. Sagde han for meget på en gang, havde folk faktisk ofte svært ved at forstå ham, da accenten var så kraftig og sproget ikke altid det pæneste. "Hvad bringer dig så egentlig herind, Evan?" Spurgte han og drejede sig om om Evan for at rette sin fulde opmærksomhed imod ham. "Ikke genert, jeg løber ikke med sladder." Men nysgerrig var han nu engang.

[Evan Riley]

Drengen rynkede kort på øjenbrynene, da manden ikke lod til at blive specielt fornærmet over hans ellers strenge ord. Det undrede ham, at han ikke reagerer yderligere. Normalt ville folk have smidt en bemærkning tilbage i hovedet på drengen, eller dasket til ham, og ville starte en slåskamp, men ham her sad bare, som om han var vant til at blive kaldt sådan nogle ting, og selvom det rent teknisk set, var manden der begyndte, kunne Evan ikke lade være med at føle sig bare en lille smule skyldig over, at have sagt sådan. Han ville gerne undskylde, hvis det ikke lige var fordi han havde fået det hosteanfald, og selvfølgelig lige den detalje med, at det ville være endnu mere pinligt. Drengen var overbevist om, at manden ville give sig til at grine af ham, men nej. Han sad stadig hvor han gjorde før, og fortrak ikke en mine, hvilket fik Evan til at undre sig endnu mere. Hvad var det lige for en fyr? En hver anden person ville give sig til, at gine vildt og uhæmmet over ham, men nej. Ham her var anderledes, hvilket ville få Evan til at smile, hvis det ikke lige var fordi han stadig spillede fornærmet.

Han nikkede kort, da hans navn blev gentaget, og da manden selv havde præsenteret sig, besluttede den yngre dreng sig for, at han sagtens kunne sætte sig tættere på ham, da de sag et par stole fra hinanden. Han satte sig ved siden af, dog tak han stolen en smule væk før han satte sig, så de ikke skulle sidde helt op af hinanden. De var stadig fremmede, men nu de var begyndt at snakke, kunne de lige så godt sidde tættere på hinanden. ”Lennox?” Smilede han, og holdte et grin tilbage. Det var et lidt specielt navn, i hvert fald ikke ét som drengen havde hørt før, ikke engang blandt eleverne på skolen. Manden fortalte at det var skotsk, men det var jo ikke fordi det gjorde det bedre. Det var stadig lidt sjovt.

Et nervøst og lidt usikkert blik blev sendt imod Lennox, da drengen blev spurgt om, hvorfor han var der, og manden nu kiggede afventende på ham. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, han kendte ikke manden. Hvis de havde været venner, ville han nok have fortalt hele historien, men de var ikke venner. De var ikke engang bekendte. Det var alligevel lidt pinligt, også bare at skulle fortælle at han egentligt bare var der alene, for han var jo ikke fest typen, og han havde ikke engang nogen venner at hænge ud med… men det vidste manden sådant set ikke. ”Jeg venter,” fortalte han, og så kort væk, idet han kløede sig på næsen. ”Jeg skal faktisk mødes med nogle venner her… Øhm… Lidt senere,” Han nikkede selvsikkert og kiggede endeligt hen på manden, dog blinkede han lidt for mange gange, til at virke fuldstændig sikker i sin sag.
Det var jo fuldstændig pinligt at være sådant et sted alene, når man havde sommerferie. Det var faktisk tæt på at være sørgeligt.
”Hvad laver du selv? Stedet er jo fyldt med teenagere,” Han rynkede lidt på næsen, da hans egne ord, fik ham til at lægge mærke til lugten af billig deodorant endnu en gang. Han stirrede pludselig en smule mistænktsomt på manden, hvorefter han kiggede ned på glasset han lige havde drukket af.  ”Nu er du vel ikke sådan en klammert som kun kommer for at score små piger, vel?” Han sagde det en smule usikkert, idet han rynkede på næsen. Han håbede virkelig at dette ikke var tilfældet, og han lige havde givet sit navn ud til en pædofil.

[Deleted]

Han nikkede, som knægten gentog hans navn. Han vidste godt, det var et underligt navn, det havde han ofte fået afvide før. Det betød vist også et eller anden med nogle elmetræer, men det gik han nu ikke så meget op i. Faktisk var det en plage at have sig et specielt navn, nogen gange. Folk skulle altid hen for at høre, om de nu udtalte det korrekt, hvor navnet egentlig kom fra, hvor man selv kom fra og alt det der nonsens. Til tider havde han faktisk ønsket sig, at han bare havde fået sig en typisk skotsk navn. Som Donald. Men så gentog han klangen af det navn, og så havde han dog altid været mere tilfreds med Lennox. Men ud over disse irritationer det kunne koste, så var han nu egentlig ikke rigtig interesseret i navne. Selv havde han jo et forfærdeligt langt et, og det eneste normale af dem var vist efternavnet, som han selvfølgelig også gik under. Selvom ham måtte indrømme, at det faktisk lød ret sejt, når hans navn blev skrevet op som 'Lennox R.C. Mackenzie'. Det fik ham til at lyde så vigtig på en eller anden måde. Ikke at han var det, men det lød det ikke mindre fedt af.
Et skeptisk udtryk gled kort henover Lennox ansigt, der ikke var meget mere end et hævet øjenbryn og et indtrængende blik. Han var ikke helt sikker på, at knægten fortalte sandheden. Han var faktisk ret overbevist om, at han ikke gjorde. Hvor han fortalte sandheden, havde han nok virket lidt mere sikker i sin sag, og han lignede desuden heller ikke en, der forventede selskab, hvornår det så skulle være. Ja, det var den slags mistanker, Lennox ikke kunne stoppe sig selv fra at have. Han var mistroisk, selv når han havde drukket. Han var bare knap så led, når han det var tilfældet, men skepsissen sad bare for godt fast i ham, til han kunne lade det slippe.
Ikke desto mindre besluttede han sig for ikke at grave længere ned i det. Hvis han ikke havde lyst til at sige, hvad han egentlig lavede der, så skulle han heller ikke tvinges. Lennox var jo trods alt ikke muggler-politi, så han kunne jo egentlig være ret ligeglad, ikke? Endnu engang drejede Lennox tilbage mod baren og tog endnu en tår whisky. Havde han ikke drukket, så havde han nok heller ikke afsløret noget, men han var faktisk lidt ligeglad i øjeblikket. Han kunne dog ikke lade være med at komme med et fnys over Evans næste kommentar. "Selv hvis jeg var, så tror jeg ærlig talt ikke, jeg ville have held med mig," sagde han hårdt, men ikke uden et strejf af bedrøvelse i stemmen. Han havde opgivet alt håb om dette for omkring en måndestid siden. Han havde reflekteret lidt over sig selv og kommet til den konklusion, at han da vist var den sidste person på kloden, som man skulle ønske sig at ende sammen med. Og han ledte jo ikke efter et løst forhold, så det havde slået ham godt og grundigt ud den aften.
"Jeg tror, du har fejlvurderet min alder, Evan," sagde han. Der var jo trods alt endnu folk derinde, der var ældre end ham selv. Men det var ikke første gang, nogen havde gjort det. Han hverken lignede eller opførte sig jo, som om han var ung og frisk. "Niksen, jeg er her for at drikke uden at være deprimeret," afslørede han så, da han ikke lige tænke over, at de jo sådan set var totalt fremmede, og det ikke ragede Evan det fjerneste. "Jeg kunne lide denne her pige, ser du," begyndte han, "og det har jeg kunnet længe. Og så viser det sig gudhjælpemig, at hun er sammen med noget nær den person, jeg hader mest her på planeten." Det var faktisk lang tid siden, at han havde fundet ud af dette, men med et liv som hans, hvor der ikke skete særlig meget nyt, så var det alligevel nok til at slå ham ud i lang tid efter. Men sådan var det jo, når man var sådan et sølle tilfælde, som det lykkedes ham selv at være.

[Evan Riley]

Evan kunne ikke lade være med at smile lidt af mandens ord. Det lød lidt ynkeligt, sådan som manden fortalte at han ikke ville have heldet med sig. Det var jo ikke fordi han var helt grim, så at erklærer sig selv fuldstændig u-datelig var måske en smule overdrevet. Medmindre han selvfølgelig var fuldstændigt sindssyg. Drengens smil forsvandt dog, da han kom i tanke om sin egen kærlighedssituation, og han skulede til bordet. Han havde det jo sådan set på samme måde som manden, lige nu, han ville nok bare ikke sige det højt, mest for sin egen skyld.
”Hvor gammel er du da? 25?” Spurgte han, da det lige var det, der havde faldet ham ind, da han først havde fået tid til at kigge lidt på ham. Nu var han jo rimelig dårlig til at gætte folks alder, og han var jo sådan set rimelig ligeglad med folks alder, havde han lært, efter Professoren viste sig at være ældre end han havde troet. Evan nikkede til mandens ord, og slappede nu en smule mere af, da han fortalte at nej, han var ikke én eller anden pædofil som bare var her for at score unge piger. Hans ord gjorde ham dog en smule forvirret: ”Drikke uden at være deprimeret?” Sagde han og rynkede på øjenbrynene. Før han kunne nå at åbne munden for at spørge, kom manden ham i forvejen. ”Øh?” Han så lidt rundt, forvirret og overrasket over manden bare begyndte at fortælle om nogle personlige ting. Han valgte dog at høre efter, og kunne ikke lade være med at føle en smule med manden, idet han fortalte, indtil han kom i tanke om sig selv og sine egne problemer.

”Kærlighed er noget lort,” konkluderede han, da manden blev færdig med at fortælle om sin ulykkelige kærlighed. Man kunne jo sige at de næsten var i samme båd, bortset fra at han sådan set var blevet afvist efter at have fortalt personen hvordan han havde det. Han var ikke sikker på, at pigen som Lennox kunne lide, vidste hvordan manden havde det. Kærlighed var stadig noget lort. Evan tog endnu en tår af drikken, og gav i sine tanker manden ret i at det blev bedre jo mere man drak. Det smagte dog stadig forfærdeligt.
Han fremdrog et langt, træt suk hvorefter han satte albuen i bordet, for at lade sin hage hvile på sin håndflade. ”Jeg kunne også lide denne her… person,” valgte han at kalde det, i tilfælde af, at manden kunne finde på at reagerer lige som hans mor. ”Jeg blev afvist… Rimelig groft faktisk! Den nar…” Endnu engang rynkede han på brynene og kom i tanke om hvor uretfærdigt han egentligt var blevet behandlet, hvor irriteret han egentligt var. Det undrede ham, at han egentligt kunne sige det højt, siden han følte at det var noget af det mest forfærdelige og pinlige han nogensinde havde oplevet. Drengen havde ikke engang fortalt det til sine nærmeste venner, hvordan kunne han, uden at de ville stille spørgsmålstegn ved hvem denne person var? Han kunne i hvert fald ikke fortælle dem at det var deres mandelige og meget ældre professor. Han besluttede sig for at manden nu var blevet en allieret, hvilket fik ham til at åbne munden igen: ”For at være helt ærlig, så er det også derfor jeg er her. Jeg har fået at vide at man skal drikke sine sorger væk,” fortalte han og trak på skuldrene, nikkede ned imod sit glas. ”Jeg er måske bare ikke så god til det.” Han tillod sit at grine, måske lidt akavet, siden manden faktisk lod til at være ret så meget på hjemmebane, sådan som han sad og drak.

[Deleted]

Lennox rystede på hovedet, hvorefter han tog sig lidt mere whisky, inden han svarede. "21," svarede han kort. Han havde ikke ramt langt ved siden af, men alligevel langt nok til at kategorisere ham blandt en af de ældste derinde. Han var jo på sin vis også blandt de, der var lidt ældre, men der var folk derinde, der var ældre end ham. Ikke at han nogensinde havde gået særligt meget op i alder, men snare op attituden. Hvis man opførte sig modent, så godkendte Lennox gerne én som værende voksen, men hvis man opførte sig som en irriterende møgunge, så han havde ingen respekt til overs for vedkommende. Dette var noget, der faktisk ofte havde generet dem, der var ældre end ham, men så kunne de jo også bare opføre sig som om de var det. Ellers behandlede dem som de børn, de insisterede på at te sig som.
Det lød måske lidt besynderligt i drengens ører, at man drak uden at være deprimeret. Men det var jo hele årsagen til, at han gik ud og gjorde det og ikke blev hjemme og tudede ned i sin pude, som jo var alternativet. Men alkohollen var her, og da han var en kendt kunde, havde han fået sig en regning, som han kom og betalte engang imellem. Men han drak aldrig ligeså meget, når han var ude, som han gjorde, når han var hjemme. Når han var hjemme var det oftest til, han gik fuldkommen ud af det. Det var bare lidt noget andet. Alkohol var der her, men stemningen forhindrede ham i at tænke for meget over, hvorfor han egentlig drak, når han først var ovre de første par glas. Det var på den måde faktisk også en hel del bedre for hans helbred, end hvis han sad derhjemme. For når han var alene, var det jo også, at han han begyndte at ty til heroinen, da den var lige i nærheden og så nem at bruge. Det var noget nemmere at holde sig fra, når man ikke havde det lige ved hånden.
"Det må du ikke være for forhastet med at sige," advarede han dog uden at lyde specielt faretruende. "Det er ofte taget for givet af folk, der er så heldige, at have modtaget det," tilføjede han lidt som forklaring på hans ord. Han havde ikke tænkt sig at dykke for langt ned i det, men han havde ofte hørt folk før sige, at kærlighed bare var noget møg. Det ville Lennox på mange måder også gerne give dem ret i, men det var jo mere fordi, han aldrig selv havde været så heldig, at få noget tilbage. Ikke engang hans egen mor havde holdt af ham, og det var der heller ingen andre, der nogensinde havde gjort. Hvor sørgeligt det så end lød, men det var jo ikke bare på grund af en enkelt piges mangel på kærlighed til ham, der havde slået ham ud. Der var jo aldrig nogen, der havde elsket ham, hvilket var årsagen til, at han altid ramte så hårdt, når det håb han havde haft for, at det måske ville kunne ændre sig bare blev smidt på gulvet og knust i så mange stykker, at det ville være umuligt at samle igen.
Han nikkede som tegn på, at han lyttede, selvom han ikke kiggede på ham, da drengen også begyndte at forklare om, hvad der var sket for ham. Spøjst, han havde aldrig hørt nogen kalde en pige for en nar. Det var oftest et andet ordvalg, man brugte til det køn. Men måske det slet ikke var en pige? Han havde jo bare beskrevet vedkommende som en person, og nu hvor Lennox sendte drengens et stjålent blik for at kigge lidt nærmere på ham, skulle det faktisk ikke undre ham, hvis han var til mænd. Fred være med det. Selv var Lennox vist til lidt af hvert, så han skulle ikke begynde at beklage sig. "Det er også den nemmeste måde at klare det på," sagde han efter at have bundet det sidste af whiskyen kun for at kalde efter noget mere. "Skal jeg lade flasken blive her?" Spurgte servetricen, der nu havde sat prikken over i'et med at stå og tygge tyggegummi imens. Lennox nikkede og servitricen forsvandt efter at have stillet flasken, som Lennox derefter begyndte at hælde i sit glas fra. "Men pas på med det, knægt," tilføjede ha med et alvorligt blik hen mod drengen. "Det virker som den rette løsning, men lad det nu ikke blive til en vane. Det kommer du bare til at fortryde. Tag det fra en, der allerede gør det."

[Evan Riley]

”21?!” Gentog han, en smule overrasket. Han havde virkelig ikke troet at han var så ung. Han var kun fem år ældre end Evan, hvilket… faktisk gjorde ham en smule nervøs, siden han havde skudt så langt forbi med mandens alder. Ville han også komme til at ligne én på 25, når han havde rundet de 20? Han havde ellers fået at vide masser af gange, at han havde sådant et ungt ansigt. Han prikkede sig selv tænkende på kinden, og undrede sig egentligt over, hvorfor han lige sad og tænkte over sådan noget. Han var stadig kun 16 år, så han havde masser af tid til at bekymre sig over fremtiden! Han vendte blikket imod manden igen, og nåede lige at høre ham sidde og prædike over kærlighed.

”Ja, ja, ja, det siger du jo.” Sukkede han og rystede kort på hovedet, idet han rullede med øjnene. ”Det gør det ikke til noget mindre lort… Det gør det egentligt bare værre, at du ved det!” Han følte ikke at han ligefrem at han gav kærlighed for givet. Hvordan kunne han det, når han ikke engang havde modtaget den? Ikke engang fra sine forældre, som jo havde smidt ham ud, og lod ham klare sig selv. De vidste jo godt, at han ikke skulle bo på Hogwarts for evigt. Og tænk at der bare skulle så lidt til, før de gjorde det. Han havde skrevet et brev til sin yngste søster, hvori han søgte vejledning til, hvordan han skulle forklare sine forældre, at han ikke var til piger. Desværre havde hans forældre fundet brevet, før hans søster havde svaret, og de havde så selv sendt ham et brev, hvori der stod at han ikke skulle komme hjem igen. Han havde nok aldrig været så bange, vred og ked af det i hele sit liv, lige indtil Professoren havde afvist ham… Det havde nok bare været prikken over i’et. Nu følte han bare, at alt var ligegyldigt.

Drengen nikkede overvejende over mandens ord, om at det var den nemmeste måde. Det havde han sådan set haft på fornemmelsen, så det kom ikke som en overraskelse. Lennox lod til at have styr på den slags. Pigen i baren lod også til at være vant til at han kom der, siden hun bare lod flasken stå. Evan rynkede på næsen, da han så at der stod ”Whisky” på flasken. Var det virkelig det han havde drukket?
Den blonde dreng kunne ikke lade være med at fnyse af mandens advarsler omkring drikkeriet. Han var jo ikke engang begyndt endnu. Han havde ikke engang overvejet det, før han havde trådt ind på karaokebaren. Alkohol havde ikke været inde i hans system rigtigt, før manden havde skubbet glasset hen til ham, og han anede stadig ikke hvad det rent faktisk var, som han havde drukket, siden han jo ikke havde en dyt styr på det. Han havde endnu ikke tænkt over, om han kunne lide det, eller ej, det rettede sig nok mere hen af ej indtil videre. ”Jeg kunne ikke være mere ligeglad,” grinte han. ”Hvis det hjælper, så hjælper det!” Han drak den sidste tår i sit glas, en rimelig står tår for én der ikke var vant til det, hvilket fik ham til at hoste. ”Så du kan vælge at være med, eller… -” Endnu et host. ”- … Eller kigge på.” Han smilede lidt for lalleglad til manden, idet han smækkede glasset i bordet og stirrede afventende på Lennox.

[Deleted]

Det var faktisk ikke det mindste underligt, at folk altid fejltolkede hans alder. Ikke nok med at han ikke opførte sig som en fyr i starten af tyverne eller ville have tendens til at gøre, så lignede han jo ikke just en på den alder. Det havde stofferne sørget for. Han så nedslidt ud, så man regnede ham sjældent for at være andet end ældre, end han egentlig var. Men det generede ham nu ikke. Hvis folk troede, at han var den ældste, så behandlede de ham også ofte med en større respekt, end hvis de havde vidste, at han faktisk ret så ofte var yngre end dem. Desuden var han jo altid så gnavet, når han altså ikke var fuld. Så folk turde heller ikke spørge efter, hvor gammel han egentlig var. Men alkohollen dæmpede hans dårlige humør en hel del, og han blev faktisk noget nær social, når han var lidt halvfuld. Det kom jo så og bed ham i røven igen, ligeså snart han var blevet ædru og igen opførte sig som en sur gammel mand, hvilket også ledte til, at han skammede sig over sit alkoholforbrug. Det var en ond cirkel, som han endnu ikke havde haft held til at bryde, selvom han engang havde været tæt på. Men så forlod han teatret og faldt tilbage i de samme dårlige vaner igen. Heldigvis af en noget mildere skuffe end før, så det var da altid noget, ikke? "21," gentog han blot med et kort nik.
Han rystede på hovedet over knægtens ord. Han kunne mene, hvad han ville lige nu, han havde vel bare brug for at brokke sig lidt. Fred være med det, så gad Lennox ikke spilde mere tid på at overbevise ham om noget andet. "Det skal være skidt, før det bliver godt," sagde han blot og trak på skulderen. Han havde aldrig været god til det der med at opmuntre andre folk, men det virkede alligevel heller ikke som situationen, hvor han bare skulle være stille. Men på den anden side, så havde han aldrig fået ros for sin situationsfornemmelse, så hvad Fanden? "Men det nytter ikke noget at sidde og brokke sig over det," tilføjede han en smule fraværende, men alligevel velvidende. "Livet stinker, og det er bare et faktum. Så man kan ligeså godt forsøge at komme igennem det uden for meget møg." Hvor ville han dog ønske, at han selv havde indset det noget før. Så havde han måske bare tænkt det hele lige meget lige fra begyndelsen, og så var han ikke havnet i alt det lort, som han var i nu.
Lennox hævede et øjenbryn ved drengens kommentar. "Det siger du nu," sagde han og løftede flasken med whiskey op fra bordet. "Men det kommer og bidder dig i røven en dag. Igen: tag det fra en, der allerede har fucket sit lov op." Ja, det var vist mildt sagt, og han ville virkelig ønske, at han aldrig var havnet i det. Men sket var sket, og der var jo heldigvis ikke nogen, der ville savne ham, hvis han nu skulle ende med at slå sig selv ihjel ved en overdosis eller drikke sig til sin egen død. Selvom han ønskede sig en noget større og måske lidt mere betydningsfuld død, så måtte han nok desværre indse, at det nok var sådan, han ville ende med at ende sine sagde. Han hævede flasken hen over Evans glas, hvorefter han fyldte det op for så at gøre det samme med i eget. Han placerede flasken på bordet igen, hvorefter han straks gik i gang med sit eget glas. Han havde aldrig i sit liv givet Evan noget af det, hvis han ikke allerede havde været lidt halvfuld, hvilket oftest kostede ham sin fornuft.

[Evan Riley]

Evan grinede kort over mandens ord. Han forstod det ikke. Lennox sad og sagde, at det blev bedre og et eller andet med at komme igennem det, selvom drengen havde kigget på manden og hørt efter, havde han af en eller anden grund, ikke registreret alt det, som der var blevet sagt. Som om han var faldet i staver, men han kunne på ingen måde huske om han overhoved havde ladet sine tanker vandre et andet sted hen. Briten havde dog opfattet lidt, og dét han havde hørt, havde på én måde virket positivt, og på en anden måde virket negativt. ”Du sidder og siger at det skal være skidt, før det bliver godt, men alligevel sidder du samme sted som jeg gør… Og du er ældre end mig, så jeg gad virkelig godt at vide, hvornår det hele blev til blomster og regnbuer.” Han gned sine øjne med håndfladerne. Han følte sig træt og hans mund føltes tør, men han havde det som om, at han skulle blive ved med at snakke og åbne munden, så det gjorde han; ”Jeg kunne godt bruge blomster og regnbuer…” Fortalte han, med et undrende udtryk i ansigtet. Han havde én eller anden trang til bare At presse alle sine sorger og tanker hen på denne vildt fremmede mand, som han egentligt kun kendte navn og lidt historie på. Det var måske også det letteste? Når man ikke rigtigt kendte den person, som man åbnede sig op for?

”Hør, Lennox, det er meget fint det hele, men helt seriøst, så har jeg fået nok af forældre og forælder-agtige samtaler,” Han smilede, idet manden fyldte hans glas op med den forfærdelige drik, som han på en hver anden aften ville have sagt ’nej tak’ til. ”I nat vil jeg bare gerne have en pause, hvis det er okay med dig?” Drengen trak sit glas til sig og tog en tår, denne gang uden at hoste, hvilket ærlig talt føltes som en stor ting i Evans øjne.
Evan vendte sig om på stolen, så han kunne kigge ud på alle de unge mennesker, som var ældre end ham. De dansede, grinede, sang og havde det sjovt. Lennox og Evan sad bare, og tanken fik drengen til at føle sig restløs. Som om de burde lave et eller andet. Den unge dreng havde aldrig været ude på et dansegulv og bare opfører sig fuldstændigt åndssvagt, i modsætning til alle andre i lokalet. Drengens blå øjne faldt personen, som lige nu stod med en mikrofon i hånden, og sang ”We will rock you,” en smule ude at takt, nok grundet lidt alkohol.

Drengen tog endnu en tår af drikken, før han åbnede munden igen: ”Lennox, Lennox, vi bliver altså nødt til at… at synge, eller sådan noget!” Han rejste sig, og lagde en hånd på mandens arm, som for lige som at overtale ham, glasset havde han stadig i den anden hånd. Han begyndte at trække lidt i manden, idet han stirrede på ham med bedende øjne og et smil, som viste at alkohollen allerede havde nået godt ind i hans system.

[Deleted]

Lennox trak på skuldrene. Han havde jo totalt ødelagt sit liv i en tidlig alder, men det var jo ikke for sent for denne dreng, selvom det havde været det for ham selv lige fra starten af. Men selvfølgelig kendte han ikke noget til Evans baggrund. Han kunne dog fornemme, at knægten aldrig rigtig havde drukket før, og det var jo ellers allerede et godt tegn. "Ligeså snart du lader det blive det eller sådan noget," sagde han, selvom han selv havde ledt efter lige dette svar længe. "Det kunne vi alle sammen, knægt," påpegede han, hvorefter han bundede sit glas for kun at fylde det op igen for at tage endnu en tår. Han længtes virkelig efter bare et eller andet godt for tiden, for det var længe siden, han havde oplevet noget i den stil. Ikke siden han havde forladt teatret og ikke før det. Hele hans liv var sådan set bare gå ned ad bakke, indtil han blev ansat der. Der begyndte livet at blive bare en smule bedre, men ændrede sig med det samme tilbage igen, da han valgte at gå hen og blive auror i stedet for. Hvor lidt han end havde lydt til at indrømme det, så havde det nok været en meget meget dårlig beslutning.
Han himlede med øjnene ved knægtens ord. Selv havde han aldrig tænkt på det som at få en pause, men snarre at fucke sig selv endnu mere op, end han allerede var. Han skammede sig faktisk ekstremt over det, men det var der ikke nogen, der skulle vide, Faktisk, så satte han stor pris på, at folk ikke anede, at det faktisk var noget at et problem for ham, som han ikke helt kunne finde ud af at styre. "Det må du om," sagde han lidt ligegyldigt og tog endnu en tår. "Bare ikke kom rendende til mig, hvis det ender galt." Normalt ville han jo nok fraråde drengen det på det kraftigste og insisteret på, at han gik sin vej, inden han selv ville smide ham ud. Men nu hvor han efterhånden var ved at være fuld, så tænkte han sådan set ikke yderligere over det. Nok noget af en dårlig beslutning, men det var jo trods alt heller ikke ham, det ville ende med at ramme i slutningen, så han kunne jo i realiteten faktisk også være ligeglad.
Han kiggede lidt sløvt hen på Evan, hvorefter han så ned på sit glas igen. Lige nu lød det faktisk som en glimrende idé. Han bundede endnu engang glasset og så lidt eftertænksomt ud i luften. efter et par sekunder genkendte han den sang, der nu blev sat på. 'It's raining men'. Han nærmest sprang op fra stolen og tog fat i Evan, hvorefter han løbende trak ham med hen mod scenen. "Ja, det er det, vi mangler!" Nærmest råbte han, hvorefter han gav sig til at trække drengen med helt op på scenen. Det var jo karaoke bar, ikke? Om ikke andet, så havde han i hvert fald drukket nok til at være totalt ligeglad i øjeblikket. Desuden, så elskede han jo at synge. Det var derfor han havde fået de store roller i de musicals, han havde medvirket i. Eller, i hvert fald en af grundende, men det hjalp da i hvert fald på det. Desuden led han jo ikke ligefrem af sceneskræk, så det gjorde ham sgu ikke rigtig noget.

[Evan Riley]

”Se selv! Du er ikke meget bedre!” Evan grinte, da manden lige pludselig ikke var så filosofisk, som han før havde været. Han havde virket så klog, sådan som han havde siddet og fortalt Evan, at det nok skulle blive bedre, men nu virkede det bare som om, at han havde givet op, til Evans held.

”Det ender ikke galt. Jeg kom bare herind for at have det lidt… sjovt, for en gangs skyld!” Han havde et smil på læben, men det forsvandt med den næste sætning; ”Og glemme den idiot til Wolf!” Han sagde professorens navn, som var et bandeord, som brændte i hans mund. Han hadede jo i teorien ikke manden, den selv samme person kunne træde ind af barens dør lige i dette øjeblik, og få Evan til at blive blød i knæene og tvinge sig selv til ikke at løbe hen og spørge ham om, hvorfor han ikke elskede ham, lige så højt som Evan elskede manden. For hvorfor gjorde han ikke det? Han følte da ikke selv, at der var noget galt med ham. Var han grim? Var han for barnlig? Han forstod det simpelthen ikke og tanken gjorde ham egentligt endnu mere deprimeret, og fik ham til at hæve glasset endnu en gang.

Drengen så næsten forskrækket ud, da manden pludselig sprang op fra stolen. ”Hvad? Vent! Av!” Det pludselige ryk, sendte et stød op i hans ben, og det blev ikke bedre af, at manden trak ham hele vejen op, på den lille scene, som var placeret i rummet. Han stod akavet i lang tid, støttende til manden, grundet hans dårlige ben. ”Lennox!” Han stirrede skræmt ud på folk, som stirrede grinende tilbage, sådan føltes det, i hvert fald. ”Lennox, jeg troede ikke rent faktisk at du ville sige ja!” Han sendte en albue i siden på manden, og vendte sig om, så han i det mindste ikke skulle stå og kigge ud på publikum, som ventede sang og sjov. Hans ansigt var allerede begyndt at blive rødt, og med lyset skindende på ham, ville det kun være mere tydeligt, hvis ikke han havde vendt sig om. Det kunne godt være, at han var vant til at folk stirrede på ham, han var jo trods alt på skolens Quidditch hold, og endda anfører, men det her var jo noget helt andet. Det her kom lidt for tæt på, og i modsætning til Lennox, så var Evan overhoved ikke fuld nok, til at gøre sig selv til grin, og være fuldstændig ligeglad bagefter. Evan havde jo på ingen måde forstillet sig, at manden havde sagt ja, han havde forberedt sig selv på, at den ældre bare ville vende det hvide ud af øjnene og takke nej, men så heldig havde han ikke været. Så meget for, at prøve at være sej.

”Lad os nu bare gå ned igen!”