30 Minute Break - [Advarsel]

[Deleted]

Som om Lennox ikke havde været usikker og akavet nok ved denne lejlighed, så følte han endnu engang trangen til at løbe væk og gemme sig omme bag et eller andet, da drengen tydeligvis mente, at dette var alt for mærkeligt. Han vidste jo godt, at det ikke var helt normalt at have sig en bjørn som kæledyr, og han vidste også godt, at hun ville vokse op en eller anden dag, og der ville han selvfølgelig være nødt til at tage stilling til, hvad han skulle gøre med hende igen. Men han havde jo ingen steder at sende hen lige nu, og hun kunne ikke klare sig alene, så han var jo nødt til at tage sig af hende. Han nikkede usikkert og forsøgte at undgå øjenkontakt med både Evan og Kala ved blot at kigge ind i væggen. "... Jo..." Sagde han tøvende. Hvad skulle han ellers gøre? Benægte bjørnens eksistens? Det var jo ikke helt en optimal mulighed, nu hvor Evan jo allerede havde set hende.
Lidt akavet prøvede Lennox at finde et eller andet sted, han kunne bevæge sig hen til, men forgæves. Han endte med i stedet bare at dreje en omgang rundt om sig selv, hvorefter han nåede frem til at blive stående samme sted som før. Han tog sig dog en anelse sammen og besluttede sig for, at han godt kunne kigge Evan i øjnene, men den idé blev straks destrueret. Der var noget i Evans udtalelse, der fik modet til at synke helt væk fra Lennox, og han kunne mærke, hvordan trangen til at blænde sig ind i væggen blev større og større. Et kort øjeblik overvejede han faktisk at gribe den nærmeste bøtte med maling og hælde den ud over sig selv bare for at kunne slippe for det uundgåelige.
Som han netop skulle til at åbne munden for at tale, blev hans afbrudt af knægten, der nu greb fat i hans trøje. Af en eller anden grund fik det faktisk hans mod til at hejse sig selv en smule op igen. Så hadede drengen ham ikke helt endnu. Lennox holdt et smil tilbage, da det endnu ikke virkede som tidspunktet til at skulle være glad på, og det havde han ganske ret i. For øjeblikket efter skubbede Evan sig væk fra ham og forlod lokalet. Endnu engang sankt modet helt ned til bunden og virkede til bare at grave sig længere og længere ned i takt med, at Lennox krøb sig en smule sammen og stillede sig ind i hjørnet. Så fik han også spoleret det, Herligt! Hvorfor kunne han ikke bare lade være med at skræmme folk væk på den måde? Var han dømt til for evigt at skulle være en ensom narkoman, der til sidst ville slå sig selv ihjel med en overdosis? Tanken om dette rev ham blot endnu længere ned, for han vidste jo godt, at det en eller anden dag ville ende sådan. Han havde jo ingen familie, og han ødelagde det med at få venner for sig selv. Han var fuldkommen alene, det havde han altid været, det det var tydeligt, at det ville han også blive ved med at være. Han sukkede dybt.
Lennox løftede hovedet en anelse, efter at have stået og kigget ned i gulvet, men han rørte ellers ikke på sig. Han turde ikke gå ind til Evan, så ville han nok bare gøre det hele værre. Det var det sikreste at blive stående derude, hvor han i det mindste ikke ville gøre det hele værre fra. Han åbnede munden for at svare, men der kom ingen ord ud. Han huskede godt, at han havde tilbudt drengen et sted at bo, men han var også fuldkommen sikker på, at det løb var kørt nu. Han ville sikkert skride så snart han fik chancen. Så var det jo også nemmere for ham, hvis han bare kunne få lov til at gå sin vej, uden en eller anden akavet afsked. Endnu engang sukkede Lennox, lod sit blik falde ned på gulvet igen og lænede sig tættere ind til hjørnet, som om han på denne måde ville kunne få sig selv til at forsvinde.

[Evan Riley]

Hvorfor kom han ikke ind i stuen? Hvad lavede han dog, han svarede ikke engang! En normal person ville i det mindste svare, eller råbe ’vent lidt’, hvis de var i gang med noget! Det irriterede faktisk Evan en hel del, selvom det ikke var noget at hidse sig op over, han blev dog heller ikke så vred, at han kommenterede det. ”Lennox?” Han løftede hovedet, og prøvede at lytte efter, om manden var i gang med at rode med noget, men han kunne intet høre. Stod han bare derude? ”Er du sød, at komme herind?” Spurgte han, ganske roligt. Han nægtede, at sidde og tale til en væg! Det var ikke faldet drengen ind, at manden var blevet såret, eller skræmt over hans reaktion på bjørnen, men alligevel tonede han sin stemme lidt ned, så det ikke skulle lyde som om, at han bare var efter ham hele tiden. ”Og gider du tage kaffen med?” Tilføjede han så. Han tænkte ikke, at han behøvede at sige at han skulle tage kopper og sukker med, selvom han var begyndt at tvivle en smule på mandens evne til at tænke rationelt lige nu. Han opførte sig, i hvert fald ikke, som han gjorde da de sad på baren, hvilket Evan fandt en smule mystisk. Dér snakkede han relativt meget, og han var selvsikker nok, til at stille sig op på en scene og synge foran en masse mennesker. Nu mindede han mere som et lille barn, som havde fået skæld ud af sin mor, og nu var blevet sat i skammekrogen.

Drengen svingede benene op i sofaen og satte sig derefter til rette op af armlænet. Han gik da ud fra, at manden ville komme ind til ham, nu hvor han havde bedt ham om det. Måske ville han bare ikke snakke om det der var sket? ”Øhm,” Han rømmede sig kort. Han vidste ikke rigtigt hvad det præcis var, som han synes at de skulle snakke om. Lennox lod ikke til at være mærket af noget som helst, hvilket gjorde det svært for drengen at bringe emner op.
”Du spurgte i går om jeg ville, øh, bo… her,” Sagde han og kløede sig kort på næsen, akavet. Han følte lidt at han var til besvær og pressede på, især når han ikke kendte manden godt nok, til at vide hvordan han ville tænke. ”Og så synes jeg måske at vi skal…” Drengen sank en klump, for det var ærligt talt en smule pinligt at bringe på bane. ”Vi skulle måske snakke om vores… Øh…” Hvad kunne han sige, som ikkelød forkert? Forhold? Kunne han sige det? Var det underligt? Evan stirrede tænksomt ned på sine fødder i lang tid, imens han torturerede sin underlæbe ved at vide i den. ”…Forhold?” Endte han så alligevel med at sige, og stirrede hen imod manden, hvis han da endelig var kommet ind i stuen.

[Deleted]

Yiks... I et kort øjeblik overvejede Lennox faktisk, om han burde blive stående og ignorere drengens ønske, men droppede det igen. Han var vel heller ikke så stor en svagpisser, han han ikke engang turde gå ind i sin egen stue, bare fordi en mindreårig dreng var blevet sur på ham, vel? Det kunne tages til overvejelse, men denne gang valgte han dog at tage sig sammen. Han sukkede dybt og trak sig væk fra væggen, hvorefter han satte kursen mod stuen, selvom han dog ikke nåede særlig langt, inden han blev bedt om at tage kaffen med sig. Han kiggede lidt omkring for at se, hvor den mon kunne være henne, da han ikke selv havde styr på sin egen kaffemaskine. Han var faktisk blevet overrasket over, at han overhovedet havde en og endnu mere af, at Evan havde kunnet finde den mellem alt rodet. Nu hvor han tænke efter, så undrede det ham faktisk en hel del, hvor han mon havde fået den fra. Han huskede i hvert fald ikke selv at have købt den, og det var usandsynligt, at han skulle have fået den fra nogen. Han kendte jo ikke nogen mugglere, og det var jo heller ikke fordi han havde forfærdeligt mange magikervenner, hvis det endelig skulle have været en af dem, der havde lavet sjov med ham. Selv drak han ikke kaffe, så han havde aldrig brugt den før kunne heller ikke mindes at have haft trang til det før, så det var i hvert fald usandsynligt, at han så selv skulle have købt den og bagefter glemt den. Men på den anden side, så ville det jo sådan set ikke være første gang, det var sket...
Lennox rev sig ud af sin undren over den mystiske kaffemaskine for i stedet at tage det kaffe, som Evan havde gjort klar til sig selv og bevægede sig langsomt ind i stuen med det. Han forsøgte at se selvsikker og nonchalant ud, men det lykkedes ikke helt. Skaden var sket, så nu håbede han bare på, at han kunne få denne situation overstået så hurtigt som muligt uden at være nødsaget til at snakke for meget.
Han placerede kaffen foran Evan og bakkede lidt tilbage, mens han tog hænderne i lommen. Han bemærkede først nu, at han sådan set ikke havde skiftet tøj til natten, men det tog han sig ikke af lige i øjeblikket. For ham var det jo sådan set kun normalt, at han ikke tog sig særligt meget af sin beklædning, når han ikke skulle arbejde dagen efter. Men nu hvor der var en anden person i huset, så skulle det måske være lidt bedre gennemtænkt? Han lod som ingenting og stirrede bare op i luftet på et usynligt punkt, der åbenbart interesserede ham umådeligt...
Som drengen fik færdiggjort sit foreslag, kneb Lennox kort øjnene sammen. Det her skulle nok ende med at blive en interessant samtale. "Du behøver ikke blive her, hvis du ikke vil," sagde han med en stemme, der lød langt mere selvsikker, end han havde regnet med, den ville. Dette gav ham også mod til at åbne øjnene igen og tage øjenkontakt med Evan. "Du er stadig velkommen, men valget er dit eget," tilføjede han og lød faktisk en lille smule kold uden at være helt afvisende. Så var han da ved at være lidt tilbage på sit normale spor igen, det måtte da være et godt tegn. Det var nemmere for ham at håndtere situationer, når han ikke bekymrede sig om, om han nu kom til at sige noget forkert eller såre nogen, som han i den grad havde tendens til. Så var det meget nemmere bare at være kynisk og kort for hovedet. Det var så til gengæld også dette, der gjorde, at de fleste folk foretrak at holde sig på afstand til ham og på mange måder, så var det faktisk også dette, han foretrak; selvom han ofte savnede noget selskab.

[Evan Riley]

Evan stirrede på manden, som han endelig kom ind i stuen og han havde endda kaffen med! Hold da op. Drengen måtte hive sig selv i nakkeskindet, for ikke at komme til at klappe sarkastisk, men han tænkte at han nok hellere måtte være sød, især nu, hvor manden havde tilbudt ham et sted at bo. Drengen lod sine kindtænder hærge sin ene kind, inde i munden, idet han hørte efter hvad Lennox havde at sige.

Seriøst? Var det alt han fik ud af manden? Evan lavede en irriteret grimasse, idet han stirrede på den ældre med et blik som næsten skreg: ’det kan du ikke mene…?’ Han havde ærlig talt håbet på, at de kunne snakke om deres udveksling af spyt, men i stedet lod manden til, slet ikke at huske det, siden han nu snakkede om tilbuddet han havde givet drengen. Evan kunne ikke sige nej. Havde han noget valg? Han kunne ikke tage hjem, og han var på sit sidste år på Hogwarts, hvilket betød at han behøvede et sted at bo, efter han havde gradueret. Han blev faktisk næsten fornærmet over den måde som manden havde sagt det på, som om det egentligt var ligegyldigt. Var det fordi Evan var ligegyldig? Han havde da på ingen måde givet udtryk for, at han ikke ville bo der, havde han? Han lod sit irriterede blik, blive en anelse blødere, og lod det falde, så han stirrede på mandens fødder. Gud, hvor var de egentlig store. Evan kunne ikke lade være med, at lade blikket søge op, så det hvilede på mandens skridt. Jesus. Hvis de havde haft samleje, havde han da i hvert fald kunne mærke det, jo tak, hvilket var noget, han nok blev nødt til at skrive sig bag øret, når han nu lod til at blive en anelse kontaktsøgende, når han blev fuld.

”Jeg vil gerne blive,” sagde han, og så engelig væk fra Lennox’ skridt, og lod i stedet sit blik undersøge rummet. Der var virkelig rodet. Tænk at han kunne leve der? Hvad lavede han dog? Drengen kunne godt mærke, at hvis han skulle bo der, var han på en eller anden måde nødt til at få manden til at rydde op, ellers ville han ikke kunne ud at være der. Det var det samme på skolen, når der var rodet i sovesalen. Han havde det som om, at han ikke kunne trække vejret, indtil der var blevet ryddet op, hvilket godt kunne tage tid, når nu de var så mange drenge og over halvdelen af dem var nogle svin. Tankerne om Hogwarts fik ham til at tænke på en okay stor detalje i deres lille room-mate plan. ”Øh, kan du huske i nat, da jeg sagde at jeg var 18?” Han så op på Lennox igen, med et undskyldende blik. ”Jeg er kun 16,” mumlede han, og klemte det ene øje i, som forventede han at blive slået. ”Men jeg bliver altså snart 17!” Tilføjede han hurtigt. Dette ville nok også forklare hvordan han stadig kunne gå på Hogwarts. Og det var vel de færreste 18-årige som rendte rundt i superhelte T-shirts?

Var han et dårligt menneske, hvis han håbede på, at hans alder ville få manden til at tænke lidt over hvad de havde gjort? Nu var der jo pludselig kommet et større hul imellem dem. Hvor gammel var det nu professor Wolf var? I hvert fald i 30’erne. 40? Han kunne ikke huske det, men han var i hvert fald ældre end Lennox. Drengen huskede pludseligt på de ord, som professoren havde sagt omkring alder og at blive sendt til Azkaban, og han blev pludselig bange. Var det her det samme, eller gjaldt det kun professorer og elever? Hvor gammel var det nu Lennox var? Endnu en gang lod han sine fingre hive fat i sin øreflip, som han, nervøst, begyndte at nuldre. Havde han gjort noget forkert?

[Deleted]

Var det forkert af ham at lyde så ligeglad med hele situationen? Tanken slog lige pludselig ned i Lennox, selvom det ikke var noget, man kunne læse på hverken hans ansigtsudtryk eller kropssprog, som han gennem sin erfaring som skuespiller havde lært at forholde i stilstand, når han ikke ønskede at afsløre, at han havde fejlet i en replik eller noget i den stil. Men kunne Evan læse tanker, så var han nok blevet noget kun omtumlet nu, for tankerne begyndte endnu engang at flyve rundt i Lennox' hoved, som havde der lige været en eksplosion derinde. Men det var jo lige netop det problem, som han tumlede allermest rundt med. Selvfølgelig udover stofmisbruget og hans miserable fortid. Men han tænkte bare for meget over tingene. Hvis han nu lod være med det, så kunne det måske være, at han ville kunne have ført en normalt samtale, uden at ødelægge det hele for sig selv; for det var dér, problemet lå. Hvis han nu bare lod være med at tænke så meget over sagerne og i stedet bare talte, som det ville falde ham naturligt, så ville der sikkert ikke være nogen problemer. Men han var alt for bange for at sige noget mærkeligt eller forkert, at han blev nødt til at gennemtænke hele samtale fra den første til den sidste sætning, og når samtalen så bare overhovedet ikke gik, som han havde planlagt det, så gik det galt. Og det gjorde det jo altid. Han vidste bare ikke helt, hvad han skulle gøre ved det.
Der var et stykke tid med stilhed, hvor Lennox bare blev ved med at stirre op i loftet; uvidende om, hvad han ellers skulle gøre. Evan skulle jo have lov til at tænke lidt over tilbudet igen efter at have fundet ud af, at der boede en bjørneunge i huset. Hvor lød det dog latterligt. Han ville ikke engang bebrejde Evan, hvis han valgte at drage bort igen. Han havde nok heller ikke selv havde haft syndelrigt meget lydt til at blive, hvis han selv havde været i Evans sted. Hvad havde han måske at kunne byde på? Et enormt ord og en bjørn. For ikke at nævne hans rædselsvækkende personlighed; hvem havde lige lyst til at være i nærheden af det? Som tankerne fløj lidt frem og tilbage, mærkede han endnu engang modet synke dybt ned igen. For det var jo rigtigt. Han hverken havde eller var noget. Et faktum, der ofte havde slået ham lidt ud, men som han også med tiden havde lært at erkende. Han havde hverken familie eller venner, der kunne sige ham noget andet, og det var der jo nok en grund til. Folk kunne bare generelt ikke lide ham. Og 100 på, at det kunne Evan heller ikke. Ikke efter hvad han havde været nødt til at opleve. Han syntes at kunne mærke Evan kigge på ham, hvilket kort fik ham til at vende øjnene i den retning, men uden at dreje hovedet. Hvad pokker kiggede han på? Han så ned ad sig selv for at sikre sig, at det ikke var fordi han havde maling ud over det hele, men der var intet. Han havde sikkert gjort et eller andet dumt, som drengen bare var for venlig til at påpege...
Lennox forberedte sig på, at drengen ville afslå hans tilbud, men blev overrasket over, at det faktisk ikke endte med at være tilfældet. "Virkelig?" Spurgte han og lød lidt for overrasket. Han tog sig dog hurtigt i det og rømmede sig, hvorefter han bevægede sig hen mod sofaen, hvor han omhyggeligt placerede sig i den anden ende af den, Evan havde sat sig i. Han ville ikke virke creepy, for det synes drengen sikkert allerede han var. Men han ville heller ikke virke for ukomfortabel i sit eget hjem; også selvom han nu kom i tanke om, at han sikkert aldrig nogensinde havde gjort rent derinde. En tanke der slog ham ind, netop som han sendte et blik ud gennem stuen. Ew...
Han jog tankerne bort fra stuen velvidende, at han nok egentlig aldrig ville få gjort noget ved det. Han lyttede til drengen ord uden at se hen på ham. Han overvejede derefter lidt sagen. Han så ikke noget galt i det. "Jeg er stadig 21..." Var det eneste, han lige kunne finde på at sige. Han havde jo lidt regnet ud, at den knægt ikke kunne være fyldt 18 endnu, det kunne man både se og mærke på ham. "Men du er stadig velkommen til at blive... Hvis du altså har lyst..." Tilføjede han næppe-hørligt, da han kom i tanke om, at det igen virkede alt for usikkert at sige, men skaden var sket, så han valgte blot at dæmpe stemmen og klø sig lidt i nakken, mens han stirrede ned i gulvet.

[Evan Riley]

Evan stirrede på manden. Han lød overrasket over at Evan stadig havde lyst til at blive. Hvorfor? Havde han forventet et nej? Havde han håbet på et nej? Drengen trak benene en smule til sig, da manden kom hen, for at sætte sig i den anden ende af sofaen. Han lignede ikke just én som havde lyst til at være der, han opførte sig i hvert fald ikke som om, at han følte sig særlig tryg ved situationen. Skulle han sige noget? Måske skulle han bare finde ud af noget selv, så manden ikke skulle tænke på, at have en teenager i huset. Evan åbnede munden, for at spørge om, manden overhoved ville have ham der, da manden oplyste ham om, at han stadig var 21, hvilket fik den yngre til at grine lidt. ”Det tænkte jeg nok,” smilede han og trak kort på skuldrene. Når man rent faktisk lignede én som var gammel nok til at drikke, var der nok ikke nogen grund til at lyve om sin alder. Tanken om ”Lennox” og ”bar”, fik Evans smil til at blive mindre, idet hans øjenbryn placerede sig i en undrende mine, og lavede rynker i drengens pande. Nu hvor han sad og snakkede med manden, virkede han ikke lige som typen, som ville befinde sig på en bar, hvor der var folk og larm. Det virkede lidt underligt, at en så stille mand skulle sidde sådan et sted… Selvom han ikke som sådan havde været stille natten før. Evan nikkede bekræftende til mandens ord, idet han svingede benene ned på gulvet, hvorefter han fik skubbet sig selv op af sofaen, så han kunne halte lidt rundt på gulvet. ”Lennox,” sagde han bestemt, og sendte et lille smil imod den ældre mand. ”Jeg vil gerne blive, lad nu være med at spørge, ellers tror jeg bare at du vil have mig til at gå.” Han lagde armene over kors og bed sig tænkende i læben. Dette betød selvfølgelig at han blev nødt til, at tage hen til sin søster og hente sine ting. Gad vide om manden ejede en mobil, eller bare en telefon af en eller anden art, så han kunne ringe ned, for at høre om deres mor stadig lå på lur, og bare ventede på at han kom, så hun kunne råbe lidt mere af ham.

”Øhm, må jeg spørge hvad du lavede på karaokebaren?” Han spurgte egentlig mest for, at få en samtale i gang, men han var faktisk også rimelig nysgerrig. Evan havde jo været der på grund af sit simpelthen forfærdelige liv, og man tog vel egentlig ikke rigtig på bar, medmindre man havde et lorte liv, eller venner man kunne have det sjovt med. Det måtte jo betyde, at ifølge Evans teori, så måtte manden jo mindst have det lig så forfærdeligt som ham. Det gik op for ham, at det godt kunne lyde som om, at han ville snage i mandens liv, hvilket jo egentlig ikke var meningen. Han ville jo sådan set bare vide, om de var i samme båd, også selvom han tvivlede på, at Lennox var blevet voldsomt afvist af sin professor. ”Det er ikke fordi jeg ville-… altså, du behøver ikke, at-…” Han var trådt frem imod manden, men havde trådt på et eller andet, som fik ham til at miste balancen, og derfor falde forover. Af ren refleks, rakte han ud efter det nærmeste han kunne få fat på, hvilket i dette tilfælde var Lennox’ knæ. Hvor pinligt. Ikke nok med, at han kun var 16 år, så skulle han absolut også være satans klodset. Da hans hånd stadig havde fat i mandens knæ, trak han sig op, så han selv kunne sidde på knæ. ”Øh, undskyld!”

[Deleted]

Nu hvor Lennox tænkte sin bemærkning igennem, kunne han godt høre, at det lød fuldkommen åndssvagt. Selvfølgelig havde han ikke løjet om sin alder, hvorfor skulle han også det? Det var jo ikke ligefrem fordi, han lignede en, der endnu ikke var blevet myndig. Han havde jo sådan set voksen ud, selv da han ikke var det. Men sådan var det jo nu engang, når man var en hel del højere end gennemsnittet. Kroppen udviklede sig bare meget hurtigere, og han havde jo sådanset endnu været teenager, dengang folk begyndte at mistage ham for værende voksen. Det var måske også lidt det, der havde medvirket til, at han var så selvstændig, som han var. Der havde jo aldrig været en eller anden voksen henne ved ham for at tilbyde hjælp, som det var med de fleste andre unge. Ej heller lærerene på skolen, som jo kendte hans alder kom i nærheden af ham dengang. For ligesom de kendte til hans alder, så havde de også kendt til at temperament dengang. Han havde jo været en tikkende bombe af ren vrede og frustration, som han ikke kunne komme ud med derhjemme og derfor slap løs på skolen i stedet. Folk havde jo været decideret bange for ham dengang, for hvis han skulle være gået baserk - som vist var sket et par gange eller tre - så var han jo heller ikke ligefrem nogen lille fyr.
Han skulle netop til at åbne munden for at sige et eller andet, selvom han ikke helt vidste hvad. Evan kom ham dog i forekøbet, hvilket fik Lennox til at vende blikket ned i gulvet og synke en anelse sammen. Han svarede ikke. Han ville ikke risikere at sige et eller andet forkert igen, for knægten var tydeligvis ikke specielt begejstret for ham i øjeblikket. Dog fløj hans blik hurtigt op fra gulvet igen og havnede på noget, han havde spottet, da hans øjne havde været på vej nedad. Darn... Det var jo ikke kun tilfældigt rod, der lå rundt omkring i huset, men alverdens forskellige whiskey og vodka flasker lå jo ud over det hele. Det var en detalje, han faktisk slet ikke havde skænket en tanke før nu. Han drak jo ikke kun, når han var ude, men også når han var hjemme. Kunne han virkelig tillade sig at lade en dreng i den alder bo i nærheden af det? Eller var han gammel nok til selv at kunne vælge den slags fra, så han ikke pludselig havnede i samme situation som Lennox? Selv var han jo kun begyndt, fordi hans mor havde lært ham det og nærmest direkte opfordret ham til det, og han havde jo være meget yngre end Evan var, så det kunne måske egentlig godt gå? Hvis han nu bare lod være med at tage stoffer i nærheden af Evan, så gik det vel ikke helt galt?
Han nåede dog ikke videre med disse tanker, inden Evan pludselig spurgte ind til, hvad han egentlig havde foretaget sig på den bar. Han åbnede munden for at svare, men vidste ikke helt, hvad han skulle sige. 'Jeg tog skam bare i byen for at drikke mit i hegnet og glemme alt om mit ynkelige, miserable liv og bilde mig selv ind, at jeg laver andet, end at sidde hjemme for mig selv at drikke. Så virker jeg jo social, selvom jeg slet ikke er det!'... Nej, det kunne han ikke.
Han overvejede kraftigt sit svar, men endnu engang blev han afbrudt af knægten. Han var landet i en højst akavet stilling, og selv Lennox kunne fornemme dette. "Ehm..." Var det eneste, han lige umiddelbart kunne få frem, mens han betragtede drengen, der praktisk talt sad mellem hans ben. Gud! Hvad skulle han tænke om den situation? Skulle han synes om det? Komme med en pervers bemærkning? Nej, det ville være klamt... Han sad egentlig i stedet bare og stirrede på drengen med et udtryk, der tydeligt indikerede, at han ikke havde nogen anelse om, hvordan han skulle tackle situationen.

[Evan Riley]

Evan forstod det ikke. Hvordan kunne manden ændre sig så meget over så få timer? Natten før, havde han været højlydt, fyldt med selvtillid og meget mindre akavet, end han var nu. Ikke at han havde så meget imod det, det virkede bare lidt underligt… Og så var det måske bare en smule irriterende, at han opførte sig så usikkert. Evan var jo yngre end ham, burde han ikke have lidt mere selvtillid? Havde alle voksne ikke det? Det kunne da ikke passe at Evan var den, som skulle være den voksne, når han ikke engang kunne forsørge sig selv. Okay, det kunne da godt være at Lennox var en anelse, bare en lille bitte smule sød, både på den måde han snakkede, og den måde han opførte sig. Måske var det usikre ikke så slemt?
Han havde ikke lagt mærke til, at det han rent faktisk var snublet i, var en flaske. Han fokuserede mere på, at hans ben gjorde afsindigt ondt, lige nu, men det var kun slemt i et øjeblik, siden det var det andet ben han var landet på, heldigvis.

Han havde egentligt ventet et ”det er okay”, eller et ”det gør ikke noget.” Det ville da være det mest normale at svare, hvis en person sagde undskyld. Han havde i hvert fald ikke forventet at manden bare sagde ”ehm”, og begynde at stirre underligt på drengen. Han så skræmt ud. Hvorfor stirrede han sådan? Havde Evan noget i ansigtet? Evan så kort væk, før han vendte blikket imod manden igen, undrende. Han forstod det ikke, i hvert fald ikke før hans øjne søgte nedad, egentlig for at se på gulvet, men i stedet endte hans øjne på mandens skridt. Han fik et sug i maven, og en lyserød farve overtog hurtigt hans ansigt, da det gik op for ham, hvor han sad, og hvor mandens tanker var. Vent. Skulle han være beæret over, at manden tænkte sådan om ham? Han kunne jo egentlig ikke lade være med at være det, siden det var første gang at nogen havde stirret på ham på den måde. Og kunne han lide det? Svaret måtte desværre blive ja. Når manden reagerede på den måde, betød det vel også at han på et hvis punkt gerne ville have det, gjorde det ikke? Evan havde nu stirret på mandens skridt i et godt stykke tid, og man kunne næsten se overvejelsen i hans blik. Skulle han gøre det? Kunne han gøre det? Ville det få manden til at slappe mere af? Han kunne næsten mærke det sidste af sin uskyldighed forlade sin unge krop, idet han lod sin hånd glide langsomt op af mandens lår. Drengens øjne søgte opad, så han på en eller anden måde kunne danne lidt kontakt med manden, og samtidig holde øje med, hvordan han reagerede. I mellemtiden havde begge hans hænder søgt op til mandens bælte, som han nu, langsomt, begyndte at åbne, stadig imens han forsøgte at holde øjenkontakt. Skulle han sige noget? Burde han sige noget? ”Jeg har altså ikke, øh, prøvet det her før, så du må lige sige til, hvis jeg ikke er særlig god.” Drengen grinede kort, akavet, idet han endelig fik bæltet op, og derefter åbnet mandens bukser. Hvor var det en dum ting at sige, hvorfor sagde han det overhoved!? Lennox behøvede jo ikke at vide, at Evan ikke havde prøvet sådan noget før. Evan tog fat i både mandens bukser og hvad end han nu havde på indenunder, og skulle til at trække dem ned, så han kunne komme til, han stoppede dog, for at lægge hovedet en smule på skrå og stirre spørgende på manden. ”Det er okay, ikke?”

[Deleted]

Lennox var godt klar over, at han på mange punkter virkede umådeligt ynkeligt. Det var jo også derfor, det hele bare var så meget nemmere, når man var et dumt svin. Folk det kunne ikke lide ham under alle omstændigheder så, men nu havde han begået den fejl, som han kun havde begået ganske få gange før: han var kommet til at opføre sig pænt. Sådan nogenlunde i hvert fald. En fejl som han efterhånden burde have lært at tage sig i agt for. Han kunne jo ikke finde ud af at være venner med folk eller bare bekendte uden, at de i forvejen nærede en vis væmmelse ved ham grundet hans opførsel over for andre mennesker. Men Evan kendte ham jo ikke og havde ikke set ham i aktion. Han vidste ikke, hvor led han kunne være. Og Lennox havde altid en idé om, at nu hvor de var på forholdsvis god fod med hinanden, så var det heller ikke nødvendigt for ham at vide, at han i virkeligheden bare var et dumt svin, der ikke kunne finde ud af at konversere. Det var jo lige til at skamme sig over.
Det måtte da også være enormt akavet for Evan at befinde sig i samme hus som Lennox i sin mere forvirrede og ynkelige tilstand. Det var jo trods alt Lennox, der var voksen af de to, men han opførte sig jo på mange måder som et barn. Dette skyldes dog mest hans manglende erfaring med at tale med folk og hans svækkede tro på sig selv. Han havde givet op på sig selv for år siden, det var derfor han var så uforsigtig, som han var. Han forsøgte ikke engang at oprette nye bekendskaber, for han legede altid med ilden på det stærkeste, når han var på arbejde. Han påtog sig altid farlige og direkte livstruende opgaver uden det mindste spor af fortrydelse, for han var ikke bange for at dø. Det der drev ham på arbejde var ikke kun, at det ligesom var en flugt fra det andet liv, han ikke havde. Men han vidste bare, at han sikkert bare ville ende med at blive dræbt af en overdosis i stedet, og det ønskede han ikke.
Lennox' tanker var nu igen ved at bevæge sig ned af den sti, der fik ham lyst til at grave sig ned i et hul og blive der. Men de blev straks kørt ud på et helt andet spor, og det var som om, han lige var blevet vækket brat af en dyb søvn, da han mærkede drengens hånd, der langsomt bevægede sig fra hans knæ og videre op. Hvad i al verden have han dog gang i? Var han overhovedet selv klar over det? Men det lod umiddelbart til, at drengen faktisk havde mere styr på, hvad han var ved, end Lennox havde. Alt han registrerede lige nu var Evans hånd, der bevægede sig længere op ad hans ben, og hvordan han ikke helt kunne lade være med at nyde det, selvom det måske var forkert. Var det forkert at tænke sådan?
Han blev hurtigt overbevist om, at det var det ikke. Drengens spørgsmål afslørede det. "Det... Okay?" Var det eneste, han lige kunne komme på. Det gav et sug i maven og også lidt længere nede, da Evan begyndte at rode rundt med hans bælte for endelig at få det spændt op. Og hvorfor var han egentlig så tankefuld og overvejende omkring dette? Det var jo ikke ligefrem fordi, han ikke selv havde prøvet det før! Og dog... Han havde aldrig været i denne situation, mens han var ædru. Måske det havde noget med det at gøre. Han fangede endelig øjenkontakt med knægten, som han spurgte, om det var okay. Lennox lod kort sig blik glide frem den ene side af lokalet til den anden, som om der skulle hænge et svar på en af væggende et eller anden sted. Derefter lod han blikket rette sig tilbage mod Evan, hvorefter han nikkede og lagde armene tilbage på ryglænet for at kunne løfte en smule op i underlivet, så drengen kunne få rykket hans bukser ned.

[Evan Riley]

Lennox’ udtryk, fik gjorde drengen en smule nervøs. Han så virkelig ikke ud som om at han havde det sjovt eller godt på nogen måde. Han lignede faktisk én som lige havde fået en dårlig nyhed at vide og Evan havde faktisk rimelig meget lyst til, bare at lægge sig til at dø. Det havde han i hvert fald lyst til, indtil manden åbnede munden, og oplyste ham om, at det var ’okay’. Okay hvad? At han ikke havde prøvet det før? At manden skulle sige til, hvis det var skidt? Evan var ærlig talt lidt fornærmet over udmeldingen. Han burde da have sagt noget i retning af; ”Hey, du kan da umuligt være dårlig”, eller noget andet opmuntrende. ’Okay’ lød bare så følelseskoldt. Hvor strengt, endda når man tænkte på, at det her var Evans første gang og alt muligt. Han havde kommenteret, måske endda skældt en lille smule ud, hvis ikke det fuldstændigt ville ødelægge deres øjeblik, og muligvis, hvis ikke helt sikkert, gøre det en del mere akavet at bo sammen med manden, hvis de havde et ufærdigt blowjob imellem dem. Tanken om orden fik ham til at skære en lille grimmasse, da det gik op for ham, hvor grimt det egentligt var.

Det overraskede ham faktisk en hel del, at manden nikkede til hans spørgsmål, om det var okay. Han havde egentligt forventet et nej. Lennox lignede ikke ligefrem en homoseksuel mand, men en mund var vel en mund, uanset om det var en dreng eller en pige, som den tilhørte? Evan så fra mandens ansigt, ned på hans skridt igen. Var det her en god idé? Ikke fordi han ikke brød sig om idéen, for det gjorde han! Det var mere hans selvtillid som godt lige kunne bruge et boost lige nu. Ja, det virkede som om, at manden ikke rigtig havde styr på noget, og det hjalp lidt, siden det fik Evan til, at virke lidt mere selvsikker end han egentlig følte sig lige nu. Han sank en klump og slap så dyret løs, ved at trække mandens bukser ned. I lang tid stirrede han egentlig bare på mandens, nu nøgne, diller. Superdick, var lige det første der faldt ham ind og han kunne tydeligt se, at manden da mindst måtte bruge størrelse 48 i sko. Han smilede, lidt nervøst. Hvordan pokker skulle han få dén ind i sin mund!? Da det gik op for ham, hvor længe han egentlig bare havde siddet og stirret, lod han endnu engang sit blik søge op på mandens ansigt, egentlig bare for at sende ham et beroligende smil, siden han bare virkede en anelse nervøs. Gad vide om Lennox havde prøvet det før, det måtte han da næsten have? Sådan en stor mand som ham, måtte da have haft en kæreste på et eller andet tidspunkt? Tanken satte en smule ekstra pres på drengen, som lige nu gjorde alt for at være rolig. Han vidste egentlig ikke helt hvor han skulle starte, så det endte med at han kort og kontant, bare startede med at tage fat. Han kunne ikke lade være med at kigge, næsten uroligt op på manden, bare lige for at se hvordan han reagerede. Af hvad han kunne huske fra natten før, så var det altså gået en del bedre dér, men det stoppede ham dog ikke, fra at lade sit ansigt søge ned, og lade sin tunge ramme manden. Langsomt, lod han sin mund omslutte ham, og da han ikke følte at han kunne komme længere ned, uden at brække sig, stoppede han. Okay, ja, det var da ikke så slemt. Alt tvivlen og usikkerheden havde på kort tid, forvandlet sig til nysgerrighed, så han begyndte at bevæge sin mund op og ned, prøvede at finde en eller anden form for rytme i sine kluntede bevægelser.

[Deleted]

Hvordan kunne det være, han skulle begynde at blive så usikker på sig selv lige netop nu? Det gav jo ingen mening! Ganske vist havde han aldrig været sammen med en anden fyr før, men han havde da været sammen med adskillige piger. Og det var nu heller ikke det, der skræmte ham. Han havde et eller andet sted altid vidst, at han var til begge køn, selvom det hidtil kun havde været piger, der havde været interesseret i ham. Han lignede måske ikke en, der var til mænd? Sikkert ikke, men det var vel også lige meget. Det, der ligesom skræmte ham var den sædvanlige usikkerhed, der tog over, når han ikke havde lyst til at gøre et dårligt indtryk på den anden person. Også når Evan var ny i faget, så skulle han jo heller ikke have nogen dårlige oplevelser med det. Han havde i hvert fald ofte mødt piger, der var meget usikre omkring hele situationen, fordi nattelivet før var gået galt for dem. Men han var ikke et manipulerende svin, selvom mange folk nok troede det. Han pigen været alt for bange omkring det, så havde han ikke presset på. Også selvom han havde været fuld. Dette havde overrasket mange af dem, og nogle af dem havde endda været direkte hengivne over for ham bagefter, men han var altid bare forduftet igen. Inden de skulle opleve hans ædru-jeg.
Tanken om at han skulle gøre noget forkert forlod ham ikke. Heller ikke selvom der ikke var så forfærdeligt meget at gøre galt i hans nuværende position. Men kendte han sig selv ret, og det gjorde han, så skulle han nok få fundet en eller anden måde at fucke det hele op på. Han kunne slet ikke finde ud af sådan noget, når han var ædru. Han havde jo heller aldrig som sådan haft en kæreste før. Kun de der løse piger, der rev ham med hjem fra byen af en eller anden grund. Han overvejede jo aldrig ligefrem, at han kunne være ganske charmerende, hvis han ikke tænkte for meget over det. Og det var da slet ikke faldet ham ind, at ham måske heller ikke ligefrem så helt værst ud. Alle disse tanker, der boostede selvtilliden, når han var plørefuld, de forsvandt fuldkommen, når han var ved sig selv igen.
Da drengen endelig trak til og blottede Lennox' underliv, var hans første reaktion sådan set bare at se væk. Han havde ikke lyst til at se drengens reaktion. Han vidste egentlig ikke, hvad han forventede, at drengen ville gøre, men et eller andet dårligt kunne vel ske? Men nu hvor han tænkte nærmere efter, så virkede det ærlig talt også ret flabet sådan bare at kigge væk. Han lod derfor øjnene glide tilbage ned mod drengen, der egentlig bare sad og stirrede. Fuck. Var der noget galt? Hvad kiggede han efter?
Lennox havde omgående vendt blikket bort igen, denne gang mod loftet, da Evan bare sad og kiggede. Han vidste ikke, hvad han ellers skulle gøre. Han opmærksomhed blev dog straks bragt bort fra både loftet og hans tanker, da han for alvor begyndte at kunne mærke drengen dernede. Et langt suk - som han ikke engang selv kunne beslutte sig for om var af anspændthed eller nydelse - undslap ham. Han lænede sig dernæst længere tilbage i sofaen efter at have indset, at han nok egentlig hellere bare burde slappe lidt af. Som Evan så småt begyndte at finde en ordentlig rytme i sine bevægelser blev nydelsen ved denne idé større og større og bekymringerne forsvandt langsomt i takt med, at han blev mere og mere tændt. Han vippede hovedet bagover og lukkede øjnene, mens han kørte sine hænder gennem håret, hvor de stoppede på halvejen. Lavmeldte støn undslap ham fra tid til anden og ubevidst bevægede han også underlivet i takt med Evans bevægelser.

[Evan Riley]

Hvorfor? Hvorfor havde han dog ikke haft en eller anden form for kæreste, i løbet af sine år som teenager? Bare så han i det mindste kunne have én eller anden form for erfaring, i stedet for, bare at famle rundt i blinde. Jo, okay han havde da prøvet at fjolle lidt rundt med én der gik på en årgang over ham, engang, men han havde ikke koncentrationen til, at opfatte hvad der skete. Han opfattede egentlig bare hvad der var godt, og hvad der var knap så godt. Dengang havde han bare lagt sig tilbage og ladet det ske, i forhold til nu, hvor det var ham som havde kommandoen. Han havde følt sig meget sikker natten før, hvor var dét blevet af? Hvis han kunne dér, så kunne han vel også nu!?

Han så kun lige hurtigt op, da han havde trukket mandens bukser ned, og følte sig lettet, da han opdagede at manden så væk. Det tog lidt af presset væk, følte han, hvilket også mest var det, som havde motiveret ham til at begynde. Han turde dog ikke se op, da han først var i gang.

Okay, så langt så godt, manden så ud til at slappe mere af, og dette var lige hvad der skulle til, for at give Evan et lille selvtillids-boost. Det måtte vel betyde, at han ikke var helt dårlig til det her. Hvor typisk. I så mange år, havde han fået at vide, at han skulle prøve at bruge sin mund til noget fornuftigt, og hvem skulle have troet at han ville ende på knæ, foran en mand han ikke engang havde kendt i 24 timer? Fred være med dét… Så var der i det mindste noget han var god til, og det var jo i teorien ikke det værste han havde prøvet. Han havde til gengæld en del besvær med at finde ud af, hvad han skulle gøre af sine hænder. Skulle han over hoved gøre noget? Han havde overhoved ikke set nok voksenfilm i sit liv, for at lægge mærke til, hvad de gjorde, så han gjorde egentligt bare det, som føltes mest naturligt; Han lod sine hænder lægge sig, en anelse rystende på mandens lår, og da det egentligt føltes som det rigtige at gøre, lod han sine fingerspidser og håndflader glide op og ned i forskellige bevægelser. Evan kunne mærke hvordan hans ansigt brændte, men manden havde vist alt for travlt til at lægge mærke til det. Sådan lød det i hvert fald på de støn som undslap ham, og gjorde ting ved Evan, som han egentlig ikke havde planlagt skulle ske, for det var jo ikke meningen, at han skulle sidde på den måde, med munden fuld af, ja, Lennox. Men han skammede sig ikke. Han havde alt for travlt med at koncentrere sig om ingenting, i takt med, at hans hænder lagde sig ved mandens hofter, for at prøve at holde dem nede, da det lod til at Lennox, af ren refleks begyndte at bevæge dem, hvilket drengens svælg ikke var alt for glad for, hvilket også kunne fornemmes på de lyde han lavede, hvilket endte med at blive en blanding af et støn og et gisp.

[Deleted]

Det var faktisk sjovt, som alle tankerne, så hurtigt, som de var opstået, pludselig fløj ud af hovedet, som betød de absolut intet. Lennox var genert og usikker, når han var ædru eller omkring mennesker, han gerne ville have brød sig om ham. Men det varede ikke mere end et sekund, efter Evan var gået i gang med den nedre region, at alt usikkerheden og genertheden omgående var glemt, og han havde mere travlt med, hvad knægten foretog sig. Eller rettere sagt: hvad hans foretagende medbragte. Han huskede faktisk aldrig, det havde været så godt. Var det fordi, at fyre jo vidste, hvad andre fyre kunne lide? Hvis han endnu gik på Hogwarts, så kunne han da ikke have haft chancen for at prøve særlig meget endnu. Lennox huskede jo tydeligt, hvor isolerede man var fra hinanden dér. Men det kunne jo også bare være fordi, at drengen var et naturtalent. Det lød faktisk som den mest fornuftige årsag til hans fremragende evner på dette område. Eller kunne det skyldes, at han for første gang var ædru, mens en sådan gestus blev udført? Sandheden var nok bare, at det var en blanding mellem de to. Men det tænkte han ikke for meget over; ikke endnu i hvert fald. Det skulle nok komme på et andet tidspunkt, mens i øjeblikket var hans tanker travlt optaget andetsteds.
Lennox bemærkede faktisk ikke engang, at Evan egentlig bare fumlede lidt med sine hænder i begyndelsen. Han registrerede først drengens hænder, da de blev placeret på hans lår. Ikke noget dårligt sted, og han blev ikke mindre tændt af det, da de bevægede sig længere opad. Hvor lang tid var der egentlig gået? Det kunne have været en evighed såvel som kun få sekunder; han havde ingen anelse, og han var faktisk også ligeglad med det.
Som den ukendte tid gik, kunne han dog så småt begynde at mærke, at han var ved at være ved vejs ende. Hans vejrtrækning var blevet mere heftig, og trods Evans hænder mod hans hofter bevægede de sig endnu op og ned. Hans stønnen var også blevet mere jævntlig og for den sags skyld også en smule højere. Burde han advare ham? Ja, det burde han nok. Han åbnede munden for at sige et eller anden, men det eneste, han lige kunne få frem var en ekstra højt støn, der gjorde ham lykkelig for, at boede ude på Lars Tyndskids Mark og ikke havde nogen naboer i flere kilometers omkreds.Det kunne have været kønt for naboerne. De ville aldrig høre noget til ham og nok heller ikke se ham, da han arbejde tidligt om morgnen til sent om aftenen. Og så når de endelig fik lyd fra ham, så var det, det, de ville høre... Hyggeligt...
Netop som tanken om at advare drengen endnu engang fandt frem til ham, var det for sent. Den ikke ukendte følelse af fuldkommen nydelse omslugte ham, inden det var som om, han faldt fuldkommen sammen igen. Han blev nu opmærksom på sine åndedrag, og havde man ikke vidset bedre, skulle man tro, at han ikke kunne få luft. Han lænede sit hoved tilbage mod ryglænet, mens han forsøgte at få styr på sin vejrtrækning. "Og det har du aldrig prøvet før?" Sagde han uden at forvente et svar. Han vidste ikke, om han kunne tillade sig at sige, at han havde været god til det. Det kunne jo risikere at fornærme ham. Men om Lennox så sagde det højt eller ej, så var sandheden, at det var han.

[Evan Riley]

Evan var rent faktisk begyndt at føle sig mere og mere sikker på sine handlinger, i takt med at mandens støn blev højere og højere. Hans hænder blev modigere og søgte længere op ad mandens sider, denne gang med brug af negle og i det hele taget bare med et hårdere tag. Han kunne ligeså godt bare prøve sig frem, når han endelig havde chancen for det. Okay, han kunne godt mærke på Lennox, at han snart kom, og gjorde derfor klar til at trække væk, så snart manden nu sagde til. For han sagde vel til? Det var vel almindelig høflighed at sige til, når man nu næsten gjorde en anden person til kannibal? Svaret måtte blive nej. Drengen slog overrasket øjnene op, da han mærkede sin mund blive fyldt, men alligevel rykkede han sig ikke, før manden var færdig. Åh Gud, ad! Han var stensikker på, at han aldrig havde prøvet noget værre! Han rettede sig op, læberne tæt slået sammen og med et meget utilfreds blik rettet imod manden. Drengen satte en hånd foran sin mund, idet det utilfredse blik gik hen og blev et mere nervøst et af slagsen. Hvad skulle han gøre nu? Han kunne jo ikke bare spytte det ud! Evan lukkede øjnene og fortrød sin næste handling. Han slugte. Jesus, hvorfor gjorde han dog også det? Jamen så havde han da også prøvet dét, og han konkluderede, at det var sidste gang nogensinde, at det skulle ske. En kuldegysning fik hårene i nakken til at rejse sig, og han lavede en form for spastisk bevægelse med hovedet, bare for at gøre det lidt mere tydeligt, at det ikke var noget han brød sig om.

”Helt ærligt, du kunne godt lige ha-...” Han blev afbrudt af manden, hvis ord fik den lyserøde farve i Evans kinder til at dukke op igen, og den var ellers lige gået væk. Den nar. Nu skulle drengen lige til at blive sur, og så sagde han sådan noget fandens pinligt! Endnu en gang placerede han sin hånd hen over sin mund, da et lille smil dukkede op på hans læber og han så væk. Okay, ét point til Lennox, for endelig at sige det rigtige. Eller, rigtige og rigtige. En hver anden person var nok blevet bare en smule fornærmede over Lennox' kommentar, men her var Evan anderledes. Ja, okay, måske havde han en eller anden lille ting for at blive kaldt dygtig og i det hele taget, bare få at vide at han havde gjort et godt stykke arbejde, så i forhold til Evan, havde Lennox valgt de helt rigtige ord at bruge, til at forvandle drengen til noget der mindede mere om en 14-årig skolepige, som var blevet inviteret med i biografen af den fyr hun kunne lide.
Evan svarede ham ikke, men fjernede i stedet hånden fra sin mund, så det lille smil kom til syne. ”Fjols,” mumlede han og rystede på hovedet. Han rejste sig, for at placere sig oven på manden, præcis på samme måde som han havde siddet for kun timer siden. Denne gang havde manden dog ikke bukser på, men dette så ikke ud til at irritere Evan det mindste, idet han placerede et hurtigt, lille kys på mandens mund. Med lidt held slappede den ældre lidt mere af nu hvor de bogstaveligt talt var kommet lidt tættere på hinanden. ”Jeg går ikke ud fra at du har en kæreste, eller sådan noget?” Sagde han, ganske roligt og lavt, idet han placerede sine håndflader imod mandens brystkasse og lod den glide op og lande på hans skuldre. Det havde mere været en konstatering, siden han var rimelig overbevist om, at man ikke havde en kæreste, når man sad alene på en bar og bagefter bad en fremmed om at flytte ind hos sig. Et tænksomt udtryk dukkede op i Evans ansigt, idet han stirrede på manden, og overvejede sine muligheder.

”Okay, kan vi... Altså, kun hvis du har lyst...” Evan kløede sig kort på næsen med sin ene pegefinger, og så i et øjeblik nervøst væk. ”Kan vi lave en slags... Aftale?”

[Deleted]

Der var ingen tvivl om, at drengens plan havde fungeret, som den skulle. I det sidste stykke tid, hvor langt det så end havde varet, så var Lennox da i hvert fald gået fra at være anspændt til at være fuldkommen afslappet. Eller nok rettere udkørt. Det var bestemt ikke første gang, han havde prøvet dette, men det var første gang, det var lykkedes ham at færdiggøre sig under dette. Så enten var de piger, han før havde været sammen med ualmindeligt dårlige til det, ellers var Evan ualmindeligt god til det. Det var nok egentlig lidt af begge dele. Men måske nok mest den sidste. Han huskede i hvert fald ikke pigerne til at være direkte dårlige til det. Men man var vel egentlig også først decideret dårlig, når man satte tænderne i... Og det havde han da til sit held da heller aldrig prøvet før.
Han bemærkede faktisk ikke engang drengens utilfredshed, hvilket nok var et held, da det blot ville have fået ham til at synke tilbage i sin sædvanlige usikkerhed omkring andre mennesker. Men han havde for travlt med at finde på plads igen, så han ville kunne tale uden at lyde forpustet, hvilket var en større udfordring, end det måske burde være lige nu. Eller hvad, normalt faldt han jo sådan set bare i søvn efter det. Det mente han dog ikke, han ville kunne tillade sig lige nu. Ikke nok med, at han ikke havde advaret drengen, inden han kom, men så ville det da slet ikke forbedre sagen, hvis han så oveni købet bare lagde sig til at sove oveni købet. Selvom, nu hvor han tænkte over det, så var det faktisk ret så fristende. Men ikke nok til, at han ikke godt kunne modstå trangen. Gad vide om knægten forventede tilbagebetaling? Det gjorde han sikkert. Ikke lige nu, vel? Det håbede han ikke, men han tillod sig også at tvivle på, at det ville være tilfældet. Det måtte han vente til anden god gang med.
Lennox kunne faktisk ikke helt holde et smil tilbage, da drengen kalde ham for et fjols. Det var han vel egentlig også lidt. Men selvom han normalt ville blive slået lidt ud af en bemærkning som den, så var det ikke tilfældet denne gang. Under alle omstændigheder så nåede han overhovedet ikke tænke videre over det, inden knægten havde placeret sig på hans skød. På mange måder en drøm, der gik i opfyldelse og på andre måder et mareridt. Han vidste godt, det var vildt fesent for en fyr at være blufærdig, men han havde nu aldrig været meget for at skulle have tøjet af. Og nu hvor det egentlig ikke tjente noget rigtigt formål, at han ikke havde sine bukser på, kunne han faktisk virkelig godt tænke sig at få dem rykket op igen. End ikke Evans kys var nok til at lede hans tanker bort fra dette, selvom det var tæt på. "Dog ikke," svarede han og kløede sig i nakken. Det havde været kønt, hvis han havde.
"En aftale?" Gentog Lennox og tog fat om Evans ben for at skubbe ham lidt længere op mod sin mave, så han lige netop havde plads nok til at kunne få sine bukser trukket ordentligt på plads igen. Først da de var ordentligt spændte igen, lod han sine hænder køre op ad drengens ryg op så ordentligt på ham igen. Hvor var det egentlig rart at have nærkontakt med et andet menneske... Han huskede faktisk slet ikke sidste gang, han havde haft det. Sådan i ædru tilstand. "Jeg lytter..." Tilføjede han så, mens han forsigtigt trak drengen helt ind til sig og lod sit hoved hvile på hans skulder og lænede sit hoved på mod hans. Tanken om at han på et eller anden tidspunkt ville være nødt til at give slip, ville have pint ham i øjeblikket, hvis hans tanker havde strakt sig så langt, som de plejede til det altovervejende vandvid, de plejede at være. Men at være så tæt på et andet menneske på en helt anden måde, end han nogensinde havde oplevet før; det overskyggede alligevel alle disse tanker. Det eneste han frygtede for lige nu var nu mere, hvad den såkaldte aftale ville indebære, selvom han nu havde en god fornemmelse af, at det ikke kunne være så slemt igen. Men med hans held, så ville det sikkert ende med at være det alligevel.