30 Minute Break - [Advarsel]

[Evan Riley]

Drengen havde ikke tid til at tænke over rodet i mandens hus. Selvfølgelig lagde han mærke til det, for hvordan kunne man undgå det? Drengen havde været venlig nok til at stille sine sko pænt til side, men manden på den anden side, lod ikke til at gå så meget op i det selv, sådan som han bare smed sin jakke på gulvet. Dette fik Evan til at smile.

Det havde føltes som en god idé da han havde gjort det. Det var lidt af et vovet spring, sådan at kysse én som man slet ikke, var sikker på, ville kunne lide det, men han tænkte jo ikke rigtigt lige nu, han vidste bare at han havde brug for det, og han havde brug for at takke manden, så hvorfor ikke bare slå de to ting sammen? Men nu hvor manden nu bare stod og stirrede på Evan, som om han havde lyst til at sige noget, men ikke kunne få det ud. Shit. Lige nu føltes det ikke som en god idé. Lige nu føltes det dumt og akavet, sådan som han stod dér og lignede en idiot. Det kunne hurtigt ses på hans kropssprog at han blev forlegen, for han begyndte at trippe lidt og hans øjne begyndte at flakke. ”Undskyld, øhm… Jeg er ikke helt-…” Resten af sætningen døde i halsen på ham, da Lennox’ ansigt kom tættere på hans. Han forsøgte at rømme sig, sluge en klump, prøvede at gøre hvad end han nu kunne gøre, for ikke at tænke på, hvor tør hans mund pludselig føltes. Selvom han lige havde gjort det samme imod manden, føltes det alligevel som om, at det hele bevægede sig i slowmotion, da Lennox endelig fik lukket afstanden imellem dem, med sine hænder plantet ved drengens baghoved. Evan havde en pludselig lyst til at græde, men lod da være.
Det føltes fantastisk. At kramme, at kysse, noget så simpelt som nærhed, var noget han virkelig havde brug for, noget som han ikke engang vidste at han havde haft brug for. Han havde aldrig forestillet sig, at Lennox’ insisterende læber ville påvirke ham på den måde, tvang et svar ud af ham, før han kunne nå at tænke over noget som helst. Hans hænder føltes rastløse og før han vidste af det, havde hans ene hånd revet fat i mandens trøje, og den anden havde fundet det bløde, mørke hår som manden besad, ødelagde den frisure som manden nu havde haft.
Han skilte sine læber, så der kom plads nok til, at hans tunge kunne rykke ud, og guide den ældres mund åben, for, med langsomme bevægelser, prøve at kortlægge mandens mund, ned til den sidste millimeter.

Idet drengen stoppede kortlægningen, for at trække luft til sig, forsøgte han sig med, at skifte deres position, så han på den måde kunne skubbe manden længere ind i lejeligheden, igennem al roden der måtte være på gulvet. Han havde ingen idé om Lennox’ usikkerhed og han var faktisk fuldkommen ligeglad, han vidste bare, at lige nu var hans topprioritet at få tøjet af manden. Hans pupiller var store, da han stirrede på Lennox, som var han både solen, månen og stjernerne kombineret og lige nu kunne man næsten høre hormonerne i Evans teenagekrop skrige på tæthed og kontakt. ”Soveværelse?” Fik han hæst udtalt, i et suk, måske lidt for tidligt i deres lille kysse-leg, men Lennox var lige hvad han behøvede lige nu. Al den vrede han havde bygget op, al det deprimerede… Hvorfor ikke bare samle det i én stor følelse, som han kunne lukke ud, via Lennox? Manden ville næsen ikke få tid til at svare, da Evan sultent smækkede deres læber sammen igen.

[Deleted]

Det var som om Evans forsøg på at undskylde for sin handling druknede fuldkommen hen i det virvar af tanker, der flagrede rundt i Lennox hoved lige nu. Han havde knap opfattet, hvad Fanden der egentlig var sket, og han var endnu mindre ubevidst om, hvad det selv var, han havde gang i. Ikke fordi, han ikke vidste, hvad han lavede, men han vidste ikke, hvad der fik ham til det. Eller rettere sagt; han vidste ikke, hvorfor der ikke var noget inde i ham, der stoppede ham. Han havde jo ikke drukket så meget, at han var komplet tankeløs; faktisk så føltes det som om, han blev mere og mere klar over, hvad der foregik... Men så alligevel ikke... Det var totalt forvirrende og alt i alt, så vidste han nok egentlig ikke, hvad det var, der foregik.
Der gik et par sekunder, efter han havde lukket mellemrummet mellem deres læber, at han egentlig var klar over, hvad han havde gang i, og det hele stod mere klart, men alligevel så lyksageligt uklart. Han skulle faktisk lige til at give slip og selv undskylde for sin pludselige handling, da drengen selv pludselig tog affære. En handling, der overraskede Lennox en hel del og fik han til at spirre øjnene op. Der blev også pludselig grebet fat i ham, hvilket næsten resulterede i, at han var faldet forover, hvis ikke han havde nået han støde sin højre hånd mod væggen i den smalle gang, de stod i. Grebet af stemningen lad han sig derefter rive med. Han førte sin venstre hånd ned omkring hans ryg, hvorefter han trykkede drengen op ad væggen og gjorde kysset en hel del mere intenst end før. Det var efterhånden ved at være en måneds-tid siden, han havde haft noget med en pige at gøre, som han godt kunne fornemme på situationen kunne komme til at hænde med Evan. Men han havde faktisk aldrig sådan rigtig taget affære med en dreng før. Han havde ofte beundret dem på afstand, det skulle ikke nægtes, men han var bare altid selv for usikker til at skride til handling. Det var piger noget bedre til at gøre, for ærlig talt, så lignede Lennox jo heller ikke just en, der var til drenge, hvis man kiggede på stereotyperne. Hvis man forestillede sig en homoseksuel tænke man jo på et lille skvat i fimset tøj. Lennox var jo enormt høj, og havde oveni købet også været meget muskuløs, hvis han bare spiste lidt mere. Det fornemmere man ikke just, når han havde tøj på, men han behøvede ikke andet end at smide trøjen, før man kunne se, at han burde få sig noget mere mad. Jobbet som auror holdt ham i form, og han var derfor ikke bare et stor skelet, men den muskelmasse, det burde have givet ham, havde ligesom ikke rigtig noget at sætte sig på med hans appetit.
Som Evan begyndte at rode rundt med sin tunge, deltog Lennox glædeligt i denne idé, mens han løftede en smule mere op i drengen, så han ikke skulle bukke sig så langt. Det var faktisk næsten en skuffelse, da Evan gav slip for dels at få luft og dels for at tale. Soveværelse? Han havde ganske vist et soveværelse, men det var blevet lager for alle hans malerier, så han havde sovet på sofaen i lidt over et år efterhånden. Han nåede dog hverken at svare eller informere drengen om dette, inden han havde kastet sig over ham igen. Han droppede derfor snakken og bevægede i stedet sin højre hånd ned fra væggen og ned til drengens lår i stedet. Med den venstre hånd omkring hans ryg løftede han derefter op i knægten, uden at slippe hans læber, med den hensigt at bevæge sig in mod stuen på denne måde.

[Evan Riley]

Briten havde ikke opfattet at manden havde fået overbalance og måtte sætte en hånd på væggen. Det var først da han selv ramte den, eller rettere blev skubbet op imod den, at han opfattede at anden gik til den. Dette fik ham til at smile i kysset, og han tillod sig at hive fat i mandens buksekant, som kunne han ikke vente på, at de blev smidt.

Et sug gik igennem hans mave, da han kunne mærke mandens hånd søge nedad, hvor han håbede at den ville lægge sig et sted på hans balle. Han nåede ikke engang at føle skuffelse, før hånden lagde sig på hans lår i stedet, og før han vidste af det blev han båret op, at den store mand, stadig med deres læber hæftet sammen. Han kunne ikke lade være med at grine imod Lennox mund, idet han svingede sine ben omkring hans hofter og begge drengens arme lagde sig rundt om nakken på ham, så han på den måde kunne holde sig oppe. Han havde ikke lige ventet at blive båret op på den måde, men han klagede ikke og det gjorde bulen som var kommet frem i hans bukser bestemt heller ikke, da det var en helt fantastisk position, til at kunne gnide sig op at den fantastiske mand, som holdte ham oppe som, i Evans øjne, lige så godt kunne have været Gud ham selv. Drengen havde det som om, at han havde løbet et maraton, men på samme tid følte han, at han var helt frisk, da han lod sine smalle læber efterlade mandens, for i stedet arbejde sig ned til hans kæbe og derefter ned på hans uimodståelige hals, som nu blev overdækket af små kys og bid.

Lennox bevægede sig længere ind i stuen og da Evan fik øje på sofaen som stod i rummet, var det som om, at dén tanker bare var SÅ meget bedre, end at skulle vente på, at manden bar ham ind i et helt andet værelse, så han gjorde hvad en hver anden person med en høj libido: Evan lagde sin ene hånd på mandens, den som var placeret på drengens lår, og fik ham på den måde til at give slip, så drengen kunne komme ned på gulvet igen. Han kom med en lille, ynkelig lyd, som kom helt nede fra mellemgulvet af, grundet manglen på kontakt, men der gik ikke længe før han angreb igen. Han satte hænderne imod mandens brystkasse og skubbede ham tilbage, for at placere ham i sofaen, hvor Evan ikke tøvede med at sætte et knæ på hver side af mandens lår, og derefter sætte sig, så tæt op af ham som muligt, for at skabe den vidunderlige friktion, som han havde så hårdt brug for. Det gik først op for ham hvor træt han egentligt var, da han igen placerede sine læber på Lennox’, denne gang lidt bedre koordineret end før, også lidt langsommere, som om Evan havde opfattet at de ikke havde så travlt, selvom det nu egentlig bare var fordi han havde fundet den position som gav den største effekt på hans stramme bukser, som var begyndt at irriterer ham noget så forfærdeligt. Tøj i det hele taget, var en forfærdelig tanke lige nu, så der gik ikke længe før hans sorte sommerjakke blev smidt på gulvet og den røde Flash T-shirt ligeså, hvilket efterlod drengen med bar overkrop. Han var ikke den muskuløse type og var egentligt ret bleg på kroppen, da han næsten altid havde jakke på. Han ville jo helst ikke fryse. ”Lennox,” sagde han, hans stemme fyldt med alverdens fjollerier og børnelege. ”Du bliver nødt til at tage tøjet af,” hviskede han.

[Deleted]

Af en eller anden årsag, så kunne Lennox faktisk ikke helt beslutte sig for, om han nød dette øjeblik eller ej. Ej at misforstå, så nød han det i fulde drag. Men der var alligevel et eller andet monotont over det. Sådan endte det jo altid, når han var sammen med nogen. Meningsløs samleje og så videre. Og dog... Han havde lidt en fornemmelse af, at det måske ikke helt ville gå på samme måde denne gang. Ikke kun fordi drengen ikke ville have andre steder at gå hen bagefter, men det var bare ikke den samme længsel, som andre havde haft. Det føltes ikke som om, det bare skulle til at have sig en one night stand, selvom det heller ikke føltes som om, det hele var regnbuer og enhjørninger. Det var som om, der faktisk lidt var en mening bag det, der havde en eller anden form for betydning. Hvilken slags kunne han selvfølgelig ikke begynde at afgøre, men det var bare som om, at han ikke var den eneste, der søgte mere end bare at være i seng med den anden.
Efter at have løftet drenge op og begyndt at bære ham ind mod stuen, gav det et usynligt gip af usikkerhed i Lennox. Evan grinede. Gjorde han noget forkert? Burde han i stedet have ladet Evan føre an? Eller skulle han havde gjort noget helt andet? Tankerne farede igennem ham, mens han ganske vist holdt facaden udenpå; og han blev oprigtigt, da Evan svingede sine ben omkring ham. Det måtte ved betyde, at det ikke var helt galt, det han havde gang i. En kort skuffelse ramte Lennox, da Evan gav slip på hans læber; men han kom sig hurtigt igen, da drengen begyndte at søge ned omkring hans kæber og hals i stedet for. Han vippede hovedet lidt tilbage, så drengen bedre kunne komme til, og så kunne han oveni købet også bedre bære ham rundt uden at falde over alt det rod, som endnu ikke havde ryddet sig selv om, selvom han ønskede sig det.
Endnu engang måtte han give hen til sin usikkerhed, da Evan fjernede hans hånd og hoppede ned. Var det mon så forkert, det han havde gang i? Åbenbart ikke helt, for nu tog drengen selv affære, så han kunne jo ikke have skræmt ham helt væk. Hvilken lettelse... Han bakkede væk, som han blev ført i den retning og faldt næsten bagover, da bagsiden af hans knæ stødte mod sofaen. Han bevarede dog balancen og fik sat sig ned i stedet efterfuldt af, at Evan satte sig ovenpå ham. Det skulle ikke nægtes, at Lennox efterhånden var ved at blive godt og grundigt tændt i situationen, hvilket Evan nok også kunne mærke i sin position ovenpå ham. Et støn undslap Lennox mund, som drengen fik sig placeret ovenpå ham. Hun skulle netop til at fortsætte, da knægten nu begyndte at smide tøjet, hvilket ikke just fik hans egne bukser til at blive løsere. Han kiggede dog blot på Evan et par sekunder, da han også bad Lennox om at begynde på det. En tanke, der ikke just hujede ham, da han var så forfærdeligt blufærdig. "Jeg..." Begyndte han en forklaring, men droppede det så. Han lagde i stedet begge arme omkring Evan og trak ham tættere ind til sig, hvorefter han sultens begyndte at forene deres læber igen, alt imens han langsomt lænede sig bagover, så de til sidst ville ligge ned på sofaen.

[Evan Riley]

Lennox havde ingen grund til at være bekymret, for hvis man skulle tage det ud fra Evans mening, så klarede han det fantastisk! Hvis manden opførte sig usikkert, eller sendte ham blikke, havde han ikke opdaget det. Det kunne godt være at der var noget galt med ham, men drengen havde alt for travlt med at fokuserer på det der ikke var galt med ham. Den måde han rørte ved ham, dét at Evan kunne se på ham, at han blev skuffet når deres kys blev brudt. Det gjorde ham glad. Det fik ham til at føle, at han havde kontrol, og der var brug for ham, på en eller anden måde.

De placerede sig i sofaen, og følelsen af kontrol blev kun større, da han hørte mandens støn, idet han satte sig til rette, og han fandt sig selv, smilende endnu en gang, og smilet blev kun større, da han mærkede hvad han rent faktisk gjorde ved manden, og han elskede det. Han selv holdt sine støn tilbage, for at kunne høre manden bedre.
Evan læber havde været skilt i et lille smil, da han havde bedt Lennox om, at tage tøjet af, men som manden bare sad og stirrede på ham, blev smilet mindre, og som den ældre åbnede sin mund, ændrede drengens udtryk sig, til han til sidst stirrede undrende på manden. Havde han gjort noget galt? Havde manden fortrudt? Evan skulle faktisk lige til at blive sur. Han ville simpelthen ikke kunne klare endnu en afvisning, lige nu. Han var alt for langt nede. Han havde håbet bare at kunne glemme det hele, bare en enkelt aften, men nu var han blevet usikker. Dog kun i to sekunder. Manden tog fat om ham og slog deres læber sammen igen, og dette fik hurtigt alt usikkerheden til, at forlade drengens krop, og erstatte det med alt muligt varmt og dejligt.

Manden lænede sig tilbage, hvilket resulterede i et lalleglad smil fra Evans side. Når de nu endelig lå ned, gik det op for drengen at han faktisk var virkelig træt. Det var sent, og han havde ikke sovet ordentligt i lang tid, men han blev da ved. Drengens hænder søgte nedad og fandt vej ind under den trøje som manden nu havde på, så han kunne lade sine fingre danse hen over mandens maveskind. Det havde han i hvert fald planer om, hvis ikke hans koncentrationsevne lige nu kun var halv, og det var allerede hårdt nok i forvejen, at skulle kysse, nippe og slikke på mandens hals. Det var faktisk ret trættende. Ikke at han ikke havde lyst til at blive ved, men efter at han var kommet til at placere sin kind imod mandens skulder med lukkede øjne, så var det svært at løfte hovedet igen og blive ved. Ligeglad med, hvad det end var, som lige nu gemte sig i sine bukser, ligeglad med hvad der end gemte sig i Lennox bukser, faldt han i søvn.

[Deleted]

Hvor var det dog rart at kunne give sig hen til en person på denne måde. Måske var det det, der drev Lennox længere og længe fremad nu? Noget af det, der plejede at gøre situationer som disse så ubetydelige og monotone var jo det med, at de fleste gerne ville domineres af ham; og det var han bare ikke selvsikker nok til. Han efterkom altid deres ønske, men ikke uden at have husket sig selv på, at det var totalt ubetydeligt det hele. Det havde altid gjort tanken om at gøre noget galt mere nemmere at bære. Det var også derfor, han så ofte opførte sig som et fjols over for folk. Det var nemmere at fucke helt op, hvis man på forhånd havde overbevist sig selv om, at vedkommende ikke var værd at imponere. Om det var fordi, han var den største eller fordi, han netop havde opført sig som et røvhul, at han altid skulle være den, der styrede det hele, vidste han ikke. Men selvom Evan jo var betydeligt mindre end ham, så nød han nu alligevel den følelse af at blive kontrolleret af en anden på denne måde. Så lå ansvaret ikke på ham, og det lod faktisk heller ikke til, at Evan lagde særlig meget i, om der blev gjort noget forkert eller ej. Hvor var det dog rart ikke at skulle bekymre sig om at være i kontrol på samme måde, som man ellers burde. En følelse som han ikke var vant til, men på en eller anden måde havde længtes efter uden selv at have vidst det før i dette øjeblik.
I et par sekunder frygtede Lennox for, at der ikke var nogen anden vej udenom end at skulle smide tøjet; hvilket aldrig havde været noget, han var specielt glad for. Det var vildt fesent at være blufærdig, når man ikke var en pige, men det var vel bare en del af en forbandede usikkerhed, han rendt rundt med, at han ikke brød sig om at skulle have tøjet af. Men han nåede ikke at tænke længere over dette, inden Evan var stoppet. Der gik yderligere et par sekunder af undren, inden han opfattede, at knægten faktisk var faldet i søvn. Her burde han nok havde mærket en enorm bølge af skuffelse skylle ind over ham, men det gjorde han ikke. Han blev af en eller anden grund ikke det fjerneste skuffet over, at det måtte stoppe så brat lige inden, det rent faktisk gik i gang.
Lennox forsøgte at dreje sit hoved en smule for at sikre sig, at Evan rent faktisk sov, men det formåede han ikke. Knægtens hoved lå i vejen, men han vovede sig nu også til at være ganske sikkert i sin sag. Drengens åndedræt, der var blevet en del tungere, røbede det for ham. Han strammede sit greb omkring Evan, hvorefter han med benene skubbede sig - og dermed også Evan - længere op på sofaen, så du ikke kun lå der halvvejs. Han løsnede derefter sit greb uden at give helt slip, bare så det ville være lidt mere komfortabelt. Han ønskede ikke at vække drengen ved at rejse sig op, så han besluttede sig i stedet for selv at lukke øjnene og snart efter, faldt han i søvn.

********** TIMESKIP **********

Hvor mange timer, der var gået, var uvist. Men morgensolen lyste den rodede stue op og afslørede det enorme rod, der virkelig lå i huset. Mest af alt var det kunstgrej. Malerpensler, paletter, maling, et staffeli hist og her, tomme lærreder, samt lærreder, der allerede var blevet malet over. Der stod også et klaver oppe mod væggen, hvor al verdens nodehæfter og alt muligt lå smidt omkring. I et af de fjernere hjørner var der også noget, der tydeligt skulle forestille at have været et læsehjørne engang. Der stod et par bogreoler og en lænestol samt en lampe, mens de fleste af bøgerne lå spredt ud over resten af rummet.
Trods lyset, der var kommet ind i rummet og de søvnproblemer, han ellers døjede med, så formåede Lennox faktisk endnu at sove. Mærkelig taget i betragtning af, at han både havde problemer med det - grundet stofmisbruget - men også fordi, han jo normalt var tidligt oppe for at komme på arbejde. Klokken var jo efterhånden ved at være oppe omkring formiddagen.

[Evan Riley]

Det havde været et stykke tid siden, at han havde sovet så længe. Det sidste stykke tid havde han enten ikke kunne falde i søvn, eller også var han faldet sent i søvn, og vågnet tidligt, hvilket han ikke fik så meget ud af. De sidste ti minutter han lå med lukkede øjne, havde han drømt om hovedpine og ondt i både ben og mave, hvilket til sidst blev lidt voldsommere end man lige skulle tænke, når det nu bare var en drøm. Han valgte, efter megen overtagelse af sig selv, til at åbne øjnene, men han fandt, at smerten hverken forsvandt, eller blev mindre, hvilket fik ham til at skære en misfornøjet og irriteret grimmasse. Drengen lå og stirrede ud i rummet, ud på rodet, og han lå i lang tid og bare tænkte over, at han ikke kunne genkende rummet. Hvilket rent ud sagt, virkede latterligt. Han burde vel kunne genkende et rum som han selv var gået ind i? Derefter gik det op for ham, at han lå på noget hårdt, bulet, det var i hvert fald ikke en seng. Det undrede ham, men alligevel lå han i måske 3 minutter og stirrede på rodet, som i hvert fald ikke var hans. Han orkede næsten ikke at rejse sig, hans krop føltes svag og den gjorde ondt. Han prøvede at føle sig frem med sine hænder, men den ene var klemt imellem et eller andet og den anden var på en eller anden måde bukket ind under en eller anden form for stof. Nu kunne det være nok. Han brugte hvad der føltes som de sidste muskler i hans krop, på at lægge sin ene hånd i position til at kunne skubbe sig selv op. Drengen fik næsten et hjertestop, da han opdagede at han lå oven på nogen, en mand, og et overrasket hyl kunne høres fra ham, og han sprang næsten op, hvis ikke det var fordi hans fod var kommet i klemme imellem en sofapude, og mandens massive krop, hvilket resulterede i, at drengen faldt sidelæns ned på gulvet, stadig med et ben oppe i sofaen.

”L-Lennox?!” Halv-råbte han, idet han stirrede op på manden, nu med ondt i bagdelen også. Han kunne selvfølgelig godt huske manden, han kunne godt huske at de sang, men efter dét blev det hele en smule sløret. Han placerede en hånd på sin pande, idet hans ansigt blev mere og mere rødt. Havde de…? Hans blik blev hurtigt rettet ned, så han kunne se på sin krop, og han fandt, at han stadig havde bukser på, men hans overkrop var bar. Han vidste ikke lige hvordan han skulle reagere på hele situationen. Var han lettet over, at de ikke havde været sammen? Skuffet? Skulle han overhoved føle noget omkring det hele? Dette var ikke lige en situation, som han havde befundet sig i før, hvilket selvfølgelig også satte en masse andre spørgsmål i gang: SKULLE drengen overhoved føle noget? Hvad tænkte Lennox om det hele? Skulle de nu til at være akavede, hver gang de kiggede på hinanden?

Alle disse tanker fløj rundt i hovedet på den unge dreng, og gav ham egentligt endnu mere ondt i hovedet, end han i forvejen havde, og det gik op for ham, at han havde kvalme, hvilket fik ham til at flytte hånden, som have været i hans pande, hen over sin mund. ”Hvor er toilettet?” Spurgte han så. Hvis han skulle brække sig, skulle det i hvert fald ikke være på gulvet, i en fremmed persons stue!

[Deleted]

Det havde været længe siden, Lennox havde haft sig en drømmeløs søvn og i nat var ingen undtagelse. Det var så til gengæld også lang tid siden, han havde drømt noget, der gav mening og endnu engang skilte denne nat sig ikke ud fra mange andre. Han havde drømt noget om nogle geder, der rendt rundt og græssede på en kæmpestor fod, der åbenbart havde groet græd på sig. Han ville nok ikke kunne huske det igen, når han engang vågnede, men hvis han havde kunnet det, så havde han nok undret sig en hel del. Han huskede aldrig sine drømme. Han var altid klar over, at han havde drømt et eller andet, for han kunne sagtens genkalde det hele de første sekunder efter, han var vågnet. Men derefter huskede han ikke andet, end at han havde drømt et eller andet, som han have glemt. Ofte ønskede han sig faktisk lidt, at han kunne huske, hvad han drømte; men hvis han nu kunne det, så havde han nok hellere været fri. Nogle gange blev det bare alt for mærkeligt og mystisk til, at man ville have lyst til at kunne huske den slags. Hans liv var desuden allerede underligt nok i forvejen samtidig med, at det alligevel formåede at være kedeligt, så mærkeligt drømme var nok ikke lige det, han manglede.
Det var ikke normalt for Lennox at sove så længe som denne nat, da han jo normalt var tidligt oppe for at arbejde. Men det var nok selskabet med Evan, der gjorde, at han kunne få lov til at sove videre denne gang. Denne fredfyldte søvn endte dog med at blive afbrudt da noget, der lød som et skrig brød ud. Lennox vågnede med det samme, og da han oveni købet mærkede pludselige bevægelser ved siden af sig, begyndte han selv at reagere ved at kaste sig i den modsatte retning. Der stod dog et ryglæn i vejen og i alt hastværket, strakte han sig en smule, mærkede balancen svigte, og han landede på ryggen nede på gulvet, endnu med sine ben oppe ad sofaens ryglæn. Han hørte derefter en stemme sige hans navn. En meget bekendt stemme, men han kunne ikke lige sætte fingeren på, hvem det var. Han blev liggende i et lille stykke tid, men han overvejede, om vedkommende overhovedet var ægte. Det var jo ikke unormalt at begyndte at hallucinere, når man havde et stofmisbrug som ham, så tanken forekom ham ikke at være helt umulig, og han flippede derfor heller ikke ud over den.
Efter at have ligget på gulvet i et lille stykke tid, trak han benene til sig for at sætte sig op og se hen over sofaens ryglæn. Det overraskede ham faktisk, at der sad en person på gulvet foran ham. Men kendte han ikke vedkommende. "Evan?" Sagde han nok mest som et spørgsmål. Hvad dælen lavede han der? Han spekulerede lidt over sagen, inden han så småt begyndte at huske tilbage til aftenens hændelser. Han huskede ikke det hele endnu, men han huskede da så langt frem til, at han havde taget knægten med hjem. Hvad der yderligere var sket, kunne han i øjeblikket ikke lige komme på.
Han blev pludselig opmærksom på Evan igen efter at have siddet i tankerne i et stykke tid, da knægten spurgte efter toilettet. "Ehm, det eneste rum, der er en dør til ude i gangen," sagde han og pegede mod det åbne hul, der ledte ind til stuen. Der igennem kunne man også ane den anden åbning, der første ud til køkkenet, mens gangen ellers fortsatte begge veje, selvom den var længst ned mod hoveddøren.

[Evan Riley]

Evan blev mildest talt forskrækket, da manden vågnede og rent faktisk faldt over ryglænet. Drengen havde rakt ud efter ham, men han havde jo selvfølgelig ikke kunne nå at stoppe det uundgåelige, da de var så langt fra hinanden. Han var stille, for at høre om manden stadig trak vejret, og han overvejede næsten at rejse sig, hvis det ikke havde været fordi manden kom i forkøbet. Lennox’ ansigt dukkede op, bag ryglænet. Evan skulle næsten til at smile, hvis ikke det var fordi manden åbnede munden og tilkendegav at Evan nok var et navn iblandt en masse andre i manden hoved. Han havde i hvert fald ikke lydt så sikker på, at det var ham. Dette fik den blonde dreng til at lave en irriteret grimasse og rulle med øjnene. Sådan en idiot. Selvfølgelig tænkte Lennox ikke over hele deres situation.

Drengen havde rejst sig, og havde allerede taget et skidt, før manden overhoved havde talt færdigt, men ligeså snart han støttede på sit dårlige ben, gik der et smertefuldt stød op igennem det, hvilket gjorde at han faldt forover. Han nåede heldigvis at gribe ud med sine hænder, og slog derfor ikke hovedet i gulvet. Selvom han ikke slog sit ansigt, slap han ikke for, at det blev fuldstændigt rødt, ikke kun for ydmygelsen, men også fordi det ikke just hjalp på hans humør. Hvad fanden havde de dog lavet? Evan havde ikke haft så ondt i lang tid, så det skulle ikke undre ham, hvis de havde brugt hele natten på, at løbe et maraton! Evan lå i et godt stykke tid på gulvet, for at få styr på sin dunkende hovedpine og sit smadrede ben. Langsomt, akavet og fuldstændigt ude af balance kom han op og stå, støttede sig til væggen, idet han begyndte at humpe fremad med et surt ansigt. ”Hvorfor fanden er her så rodet!?” Nåede han at råbe til manden, før han fik transporteret sig selv ud på toilettet. Det faldt ham ikke lige ind, at lukke døren, da han med det samme bare lænede sig ind over kummen. Han havde forventet et vandfald af bræk ud af hans mund, men nej. Ingenting. Til gængæld havde han det som om, at han ikke havde tisset i tre dage, hvilket i den grad gav ham styrke nok i det dårlige ben, til at han kunne rette sig op og trække bukserne ned om hofterne, for at klarer sit. Han havde det forfærdeligt. Hvorfor havde han det dog så forfærdeligt!? Han forstod lige pludselig hvorfor forældre altid sagde til deres børn, at de ikke skulle drikke.

”Lennox? Har du-… Åh, Jesus…” Han var i gang med at vaske hænder, da han fik rettet øjnene op, hvor han fik øje på sit spejlbillede. Han så forfærdelig ud. Åh, Gud, tænk at Lennox havde set ham sådan. Hans hår var uglet, han så så træt ud, selvom han havde sovet i lå lang tid. Selvom han ikke var meget for det, haltede han langsomt ind i stuen igen, hvor han så godt han kunne, prøvede at undgå alt rodet, så han til sidst kunne komme hen og ligge sig ned i sofaen igen. ”Du har vel forhåbentligt noget smertestillende et sted?” Mumlede han med en hæs stemme, idet han lod sin hånd dække sine øjne. ”Hvor er min trøje?”

[Deleted]

I første omgang mærkede Lennox faktisk slet ikke, hvor hårdt han var faldet. I starten havde han nemlig haft travlt med at undre sig over, hvad der havde været skyld i hans forskrækkelse i første omgang, indtil han var komme i tanke om Evan. En forunderlig aften havde de haft sig, det måtte han indrømme, hvis han altså havde kunnet huske det. Han huskede nemlig ikke så meget end Evan selv, og der var jo ellers også rigeligt at huske på. En meget specielt dreng, det måtte indrømmes. Men ikke på en dårlig måde. Knægten var uden tvivl ung, men han var nu meget godt selskab, og det skulle ikke nægtes.
Efter at have ligget der lidt og fortalt Evan vejen ud til badeværelset, rettede sig sig langsomt op og kunne nu godt mærke, at han ikke var helt fjerlet, selvom han var tynd. Han havde landet hårdt, og det kunne mærkes på ryggen, selvom han ikke gjorde et stort nummer ud af dette. Lennox var hårdfør og peb ikke over sine smerter, det havde han aldrig gjort. Havde han været typen, der brokkede sig med sine både fysiske og psykiske problemer, så havde han da heller ikke lavet andet. Han huskede hvordan hans mor ikke havde lavet andet end at brokke sig, og hvordan han skulle rende rundt og lege forælder for hende, fordi hun mente, hun havde haft det elendigt. Jo, det havde hun da også, det skulle ikke nægtes. Hun havde jo været totalt miserabel. Men han kunne bare huske, at han havde været drevet til vandvid af det, specielt fordi han jo også havde haft sig sine egne problemer at slås med. Faktisk, nøjagtigt de samme som hende bortset fra, at han ikke selv havde kunnet gøre for det. Men han huskede det alt for tydeligt, og han havde ikke lyst til at være den person.
Langsomt fik Lennox rejst sig op og hørte Evan kalde ude fra badeværelset. I et øjeblik var han på vej derud for at høre, hvad det var, Evan manglede, men ændrede mening efter de første par skridt. Det ville måske være en smule upassende, ikke? Om ikke andet så havde han ikke lyst til at gøre noget forkert, men hans intentioner havde jo altid ledt ham på den forkert vej, så måske han bare skulle gå derud? Han stod et kort øjeblik i sit dilemma, men så fandt Evan selv sin vej tilbage til stuen, hvilket han var noget så taknemmelig over. Han så dog ikke alt for godt ud. Han skulle lige til at åbne munden for at spørge om noget, da han spurgte efter smertestillende. Et kort øjeblik skævede han hen til skuffen, hvor han havde sit heroin i, men besluttede sig lynhurtigt for, at han ikke også ville begyndte at dope drengen efter han i forvejen havde sørget for, at han blev fuld. Det var jo slemt nok, ikke?
"Øh, smertestillende," sagde han, nok mest til sig selv, hvorefter han begyndte at gå ud mod køkkenet, hvor der var størst sandsynlighed for, at der var noget. Han vendte dog om igen, hvilket resulterede i, at han næsten faldt over sine egne fødder, da han gik frem igen. Han havde nemlig spottet en trøje, der var for lille til at være hans egen, da han var kommet op fra gulvet. Han gik hen mod stedet og samlede trøjen op, "er det denne her?" Spurgte han og holdt den op, så Evan kunne se på den. Nej, det var i hvert fald ikke hans egen. I et kort øjeblik skød et billedet af ham selv iført en sådan lille trøje igennem hans hoved, hvilket fik ham til at skære en undrende grimasse - der ikke just så intelligent ud - ud i luften.

[Evan Riley]

Drengen tillod sig at løfte hånden, som dækkede hans øjne en smule, så han kunne se hen på manden, som han snakkede, og derefter begyndte at gå, nok for at finde de smertestillende som Evan havde bedt om, hvis han da ejede nogen. Han måtte da næsten have? Han lignede én som var meget vant til at have sin mås plantet i en barstol, så han måtte vel have en konstant hovedpine? Måske tog han det med magi? Var der magi imod smerter? Havde de lært det?
Evan studerede skotten, som han var ved at falde over sine egne ben, og han tillod sig at smile lidt. Lennox virkede nervøs. Var han det? Og hvad vigtigere var; Var det Evan som fik ham til at opfører sig sådan?

Evan så hen på trøjen, da Lennox åbnede munden og stillede Evan et spørgsmål. Drengen skulle lige til at svare, da han lagde mærke til mandens grimasse. Var det her seriøst? Lavede manden sjov med ham? Han havde virket så voksen og bedrevidende, på baren, nu virkede han bare… kluntet, akavet og en smule barnlig. Drengen troede næsten, at manden lavede sjov, men alligevel; hvad var oddsene for det? Han stirrede på ham, lang tid, før hans læber skiltes i et smil, hvorefter han begyndte at grine, sit karakteristiske grynte-grin, som han havde arvet fra sin mor. Han fik mere ond i hovedet af at grine, hvilket resulterede i, at han lavede en grimasse samtidig med. ”Ja, det er den,” grinte han, og lænede sig frem, for at tage den røde T-shirt ud af hånden på Lennox, stadig smilende. Han havde haft planer om at tage den på, men da han tog den op under næsen, for at lugte til den kom han på andre tanker. Han lavede en grimasse, da lugten af bræk, sved og cigaretrøg nåede hans bihuler. Han kunne huske, at han havde syntes at mandens størrelse var perfekt, men lige nu, situationen taget i betragtning, syntes han faktisk næsten det modsatte. ”Har du en trøje som ikke er i størrelse gigant?” Spurgte han, denne gang med et undskyldende smil.

Nu hvor han havde set manden i aktion, i sit eget hjem endda, var han næsten bange for, at han havde stillet for mange spørgsmål på én gang. Både smertestillende OG en trøje, var jo et stort arbejde, tænk nu hvis manden fik et nervesammenbrud. Idet Evan satte sig op, kunne han dog ikke lade være med at føle sig en smule krævende, han var jo trods alt gæst, og endda i en fremmed mands hjem. Men han kunne jo ikke trække sine krav tilbage nu, det ville bare være underligt. Evan følte sig pludselig ligeså nervøs som manden så ud til at opfører sig.
”Øhm, du behøver ik’-…” han rystede på hovedet, kløede sig kort på næsen. ”Skal jeg… Har du en el-kedel, eller en kaffemaskine eller…?” Han rejste sig, måske lidt for hurtigt, hvorefter han gik ud imod det der måtte være køkkenet.

[Deleted]

Lennox var faktisk lidt i tvivl om hvorvidt, han overhovedet havde noget smertestillende. Selv havde han aldrig døjet med tømmermænd, hvilket hans priste sig lykkelig for, men hvis han så endelig skulle hænde at have det dårligt dagen efter, han havde drukket sig selv i hegnet, så løste han det jo bare ved at ryge noget heroin. Altid noget han ikke benyttede sig af sprøjter, hvilket nok var det, der holdt ham i live, nu hvor han absolut skulle tage det. Det var meget nemmere at dosere, når man røg det, eller var han nok for længst blevet dræbt af en overdosis. Men hvor dårligt Evan end måtte have det til denne morgen, så nægtede han for sig selv at lade ham få noget af heroinen. Nok havde han været så tankeløs at byde knægten på whiskey, selvom han tydeligvis var meget uerfaren med hensyn til at drikke. Det havde han nok heller ikke gjort, hvis han selv havde været klar i hovedet på det tidspunkt, men sket var sket, selvom han nok hellere havde ændret på det nu, hvis han kunne. Men stoffer var en helt anden sag end alkohol, og det ville han alligevel aldrig være den, der skulle opfordre knægten til.
Det varede et par sekunder, inden Lennox rystede tanken af sig om ham selv iført en trøje i den størrelse. Selvom Evan nok var nogenlunde normal størrelse, så var han jo enormt lille i forhold til Lennox selv, der var noget større end stort set alle andre. Men efter at være kommet sig over det billede, begyndte Evan nu at grine, og nu ble han endnu engang usikker. Grinte hans af ham, eller var det meningen, at han skulle grine med? Ærlig talt, så vidste han ikke, hvad der var at grine af, så det resulterede i stedet i, at han krympede sig en smule sammen, selvom han ikke helt bevægede sig. Han lod sit blik flakke lidt rundt i lokalet, inden Evan endelig tog trøjen hvilket, af en eller anden årsag, lettede Lennox en hel del. Så var han alligevel ikke fuldkommen på afveje.
Han skulle til at vende rundt igen for at lede efter noget smertestillende, da Evans ord omgående fik ham til at stoppede sig selv igen. "Øhm..." Han kiggede ned ad sig selv og rundt på gulvet, hvor det meste af hans andet tøj lå. "N-nej, det tror jeg ikke," sagde han usikker på, om det nu var noget man skulle have i sit klædeskab. Tøj, der passede andre end én selv i tilfælde af, at man skulle få gæster. Eller tænkte han bare fuldkommen ud i hampen nu? For ærlig talt, så lød det som en underlig norm selv i Lennox øre.
Her var Lennox lykkelig for, at han var vokset på blandt mugglere. Havde han ikke været det, så havde han jo ikke haft den ringeste anelse om, hvad Evan havde snakket om lige nu. "Det tror jeg," sagde han og fulgte Evan med blikket, som han gik ud mod køkkenet, hvilket også mindede ham på, at det nok måtte være derude, hvor Aikhala lå, da hun ikke var inde i stuen. Køkkenet var altid hendes andet valg. Han fulgte derfor Evan ud i køkkenet og ganske rigtigt, så lå den lille bjørneunge på en af Lennox jakker og kiggede nervøst, men alligevel nysgerrigt på dem. Han rettede derefter kursen mod køleskabet, hvor det mælkeerstatning til bjørne, han på en eller anden måde havde formået at få fat på, stod. Han havde forsøgt at komme af med hende til en eller anden zoo eller noget, men der var ikke nogen steder, der ville have hende ind, da hun åbenbart havde bundet sig til ham. Hvor mærkeligt det så end lød, så troede hun, at han var hendes mor. Så efter at have fået et par kurser, så havde han altså fået lov til at beholde hende, hvor fucked up det så end løs, for ærlig talt: det gjorde det.

[Evan Riley]

”Oh,” drengen nikkede ved mandens ord. Det var jo ikke fordi han rent faktisk havde forventet at manden havde en trøje i Evans størrelse liggende i skabet. Det ville måske være en smule underligt, når det var tydeligt at manden boede alene, grundet alt rodet og dét, at han stod op så sent. Det var vel et rimeligt godt tegn på, at han ikke havde nogen andre end sig selv? ”Det er okay. Det er ikke fordi, det er livsnødvendigt.” Han smilede op til manden, idet han tog sin gamle trøje på, hvilket fik ham til at føle sig bare en anelse beskidt.
Evan kunne ikke lade være med at fnise, idet han gik. Manden lød ikke specielt sikker på noget som helst lige nu, hvilket var en anelse morsomt. De fleste mennesker ville nok vide, hvis de havde en kaffemaskine, eller en el-kedel stående et sted i huset. Lennox måtte vel drikke et eller anden om morgenen? Det havde overhoved ikke faldet drengen ind, at de fleste fuldblods troldmænd og hekse, ikke ville vide hvad han snakkede om. Han var jo selv muggler, og var vokset op blandt de elektriske genstande, så de var jo sådan set en del af hans hverdag. Normalt ville han starte dagen med en kop æble te, men lige nu havde han ærlig talt lyst til en kop kaffe, også selvom han normalt ikke var så glad for drikken, siden den var alt for bitter, for hans smag, derfor blev han også glædeligt overrasket, da han så, at manden rent faktisk ejede en kaffemaskine.

Drengen lagde overhoved ikke mærke til dyret, som lå og stirrede på dem, idet de trådte ud i køkkenet. Han havde for travlt med at grave kaffemaskinen ud af alt rodet som nu var placeret på køkkenbordet. Det var vildt, sådan som det rodede i mandens hjem. Hvis det var Evan som boede der, ville han konstant blive irriteret af alt rodet, og føle at han ikke kunne bevæge sig, også grundet sit dårlige ben. ”Du har virkelig brug for en kæreste,” mumlede han, så lavt, at manden nok ikke ville kunne høre det, hvilket også var meningen. Han havde virkelig brug for en kæreste. Eller bare én som kunne holde styr på det hele, og få ham til at rydde op. Han startede maskinen, og i det samme kom han i tanke om, hvorfor han rent faktisk stod i mandens hus lige nu. Lennox havde sagt at han måtte bo der. Oh Jesus. Gad vide om manden også kunne huske det? Han virkede ærlig talt, som den lidt diskrete type, så han havde sikkert glemt det, ligesom Evan jo også havde. ”Øh, Lennox?” Han vendte sig om, og stirrede på manden, som lige havde lukket køleskabet. Drengens øjne faldt kort på hunden, som lå på gulvet. Han var lidt overrasket over, at han ikke havde set den før, men han tænkte ikke videre over det. ”Kan du huske det som du sagde i går med at je-… Jesus, fuck! Det er en bjørn!?” Drengen sprang baglæns, og hoppede næsten op på køkkenbordet af forskrækkelse, da det gik op for ham hvilken hund det rent faktisk var. ”Du har en bjørn i dit hus!” Råbte han, mest for at lade manden bekræfte at han ikke tog fejl.

[Deleted]

Hvor var det irriterende at være så pokkers usikker. Det var en dårlig egenskab, som Lennox alle dage havde forbandet lang ned i Helvede. Hvor ville han dog give meget for at kunne være selvsikker og tale med folk, som om han rent faktisk vidste, hvad han havde gang i. I stedet måtte han tage til takke med, at hver gang han forsøgte at snakke venligt med folk, så sagde han bare 'fisk!' og gik sin vej. Det var netop grunden til, at han opførte sig som en idiot over for andre mennesker. Det var så meget nemmere at omgås dem, når man i forvejen vidste, at de ikke kunne lide én. Så slap man for at tænke for meget over, om man nu sagde noget forkert, eller om de nu ville holde op med at kunne lide en, hvis man gjorde det. Så var det nemmere bare at kunne fastslå, at de ikke kunne lide en. End of story, og sådan var det bare. Dette var også årsagen til, at han lige nu stod lidt kejtet på Evan, som han fik sin trøje på igen. Skulle han sige noget, eller ville det være mærkeligt?
I stedet for at finde på et eller andet dumt at sige, som sikkert alligevel ville være forkert, nikkede Lennox bare og kiggede lidt ud i rummet og prøvede at finde et eller andet at fæstne sine øjne på. Hvordan kunne han ikke finde et eller andet spændende i sit eget hus?! Lige nu kiggede han vist bare rundt og lignede en meget forvirret fasan. Det var derfor også en lettelse for ham, at Evan forlod stuen for at gå ud i køkkenet. Det gav ham en undskyldning for at følge med ham. Aikhala skulle jo også fodres. Ja, det ville være en god undskyldning. Smooth, Lennox. Smooth... Hvem prøvede han egentlig at nare? Og hvorfor i al verden skulle han også have en undskyldning for at følge med?! Det var jo hans hus, det var sgu da totalt unødvendigt! Han kunne gå, hvor det passede ham, hvornår det passede ham!
Som de nåede ud i køkkenet, lod Lennox blot Evan lede efter den kaffemaskine, som han ikke var sikker på, om han ejede. Han kunne i hvert fald ikke huske at skulle have købt en, og han kunne heller ikke komme på en årsag til at skulle have gjort det. Han brugte jo stoffer, hvis han endelig skulle have det dårligt om morgnen. Men det kunne jo netop være årsagen til, at han havde en? At han en dag havde været høj på et eller andet og derfor var gået ud for at købe en kaffemaskine, som han så senere hen havde forlagt et eller andet sted, eftersom han jo aldrig nogensinde lavede og eller drak kaffe.
Lennox havde netop grebet fat i mælkeerstatningen til Kala og var på vej hen til mikroovnen, da Evan pludsleig råbte op, hvilket næsten fik ham til at tabe mælken, som han netop nåede at smide et nogle centimeter op i luften ved chokket, men hurtigt greb igen, hvis blot resulterede i, at han næsten faldt forover, men han holdt dog balancen og kiggede i stedet forskrækket op mod Evan, fastfrosset i samme position, som han havde grebet mælken i. "... Jah..." Sagde Lennox en smule tøvende, endnu uden at bevæge sig. "Men hun er ikke så gammel," tilføjede han, som om det ville gøre sagen bedre, men han kunne ikke lige kommet på andet, for Evan var jo tydeligvis bage for hende, selvom det ikke var længe siden, hun selv havde lært at gå frem og tilbage. Hvordan kunne man dog være bange for hende? Hun var jo den mest bedårende skabning, man kunne finde sig på denne planet.

[Evan Riley]

Evan stirrede op på manden i lang tid. Prøvede at finde ét eller andet tegn på, at manden lavede sjov med ham. Men nej. Intet skjult smil kunne han finde i mandens ansigt, og det gik pludselig op for ham, at manden var gravalvorlig. Langsomt begyndte han at ryste på hovedet, idet han stirrede på manden, som havde han lige fortalt den latterligste joke i verden. ”Nej,” sagde han, kort og roligt, som havde et lille barn spurgt ham om han ville smage en imaginer kage. Det skete bare ikke det her. Han havde lige troet at han havde fundet et normalt menneske for en gangs skyld. Sad der bare én eller anden oppe i himlen og bestemte at hans liv, bare skulle gå i stykker, kun i en alder af 16 år!? Af alle mænd i verdenen, så skulle han absolut finde dén med en bjørn som kæledyr. Det var simpelthen for mærkeligt det her.
”Lennox, det gør du ikke imod mig, det her,” han begyndte at grine. Ikke sit normale grynte-grin, hvilket var en god indikator på at nej, han havde det ikke sjovt. Det var et nervøst grin. Han gned sin pande idet han lod sine øjne søge ned på den lille bjørneunge, som stirrede lige så dumt tilbage. Drengen gav slip på bordpladen og tog en dyb indånding. Han vidste ikke engang hvordan han skulle reagerer på det, for det var ikke noget han normalt stødte på. Han endte dog med, endnu en gang, at ryste på hovedet, hvorefter han, presset så tæt op af væggen som muligt, forsøgte at liste forbi bjørnen. Bæstet bevægede sig dog, lige som da han skulle til at gå forbi, hvilket overraskede ham og fik ham til at springe tilbage, ind til Lennox, hvor han hev fat i mandens trøje. Hvis han skulle dø, så skulle manden med! Ikke at han troede at den lille bjørn kunne slå dem ihjel nu, men når den en dag blev lige så stor som et hus, så var den nok ikke så sød længere.

Det var alt for tidligt og et alt for dårligt tidspunkt at han skulle tænke på så meget. Hans hoved gjorde ondt, hans ben gjorde ondt og nu var der også en dum bjørn. Det var simpelthen for meget for ham lige nu, hvilket gjorde, at han endte med at stirre irriteret op på manden, med et blik som nok kunne slå en hundehvalp ihjel, hvorefter han, måske en anelse voldsomt, gav slip på mandens trøje, så han kunne vende sig om. Denne gang ignorerede han bjørnen fuldstændigt, som han trampede forbi, ikke så elegant grundet hans smertende ben. Drengen gik ind i stuen igen, hvor han placerede sig på den samme sofa, som de havde tilbragt natten i. Han satte albuerne imod sine lår, hvorefter han begravede sit ansigt i sine hænder, som lugtede lidt af Lennox.
Minderne fra natten begyndte lidt efter lidt at komme frem, hvilket også fik Evan til at huske på, hvad der egentlig fra grund til, at han var på karaoke-baren til at begynde med. Professor Wolf. Åh Gud, nej. Mærkerne på Lennox’ hals og dét at Evan var vågnet uden trøje på, begyndte at nage og give drengen skyldfølelse. Han kunne jo lide Wolf. Han elskede Wolf. Derfor var det forkert at fjolle rundt med en anden person! … Det var det da?
”Lennox?” Han lod sine hænder falde ned fra ansigtet, og lod den ene snige op, så han kunne nulre sin ene øreflip imellem tommel-og pegefinger. ”Vi bliver nødt til at snakke om det der skete i går,” konkluderede han. Det var nok også det bedste. Tænk hvis skotten lagde mere i det end Evan gjorde. Det var sten-sikkert også derfor han havde opført sig så nervøst!