30 Minute Break - [Advarsel]

[Deleted]

Nej, det ville vist være en skam at sige, at Lennox var specielt meget bedre, og havde han ikke været så bedøvende ligeglad lige nu, så var han sikkert foren i flæsket på knægten over denne bemærkning. Han sagde det jo trods alt til hans eget bedste, men det måtte han sgu også selv om. Så længe han ikke kom klynkende tilbage til Lennox igen bagefter, så kunne det faktisk været godt og grundigt ligemeget! Det var jo ikke fordi, han havde sig en eller anden relation til ham, der gjorde, at han skulle blive ved med at holde fast i sin mening og insistere på, at han ikke fortsatte, men derimod tog det fornuftige valg at gå hjem eller sådan noget. Men nu kunne det være lige gyldigt. Hvis Evan ikke ville lytte, så måtte han selv om det. For Lennox havde på den anden side heller ikke tænkt sig at bruge hele aftenen på at rende rundt og lege storebror. Glem det! Han var enebarn af en årsag. Andet end at hans mor var en skank, der ikke kunne finde ud af noget, selvfølgelig.
Han tog ikke rigtig notits af drengens klager. Han havde aldrig været særlig god til det der med at hjælpe folk med problemer. Han kunne jo ikke engang finde hoved og hale i sine egne, så det ville nok gøre mere skade end gavn, hvis han overhovedet forsøgte sig. allerede nu havde han jo tilbudt en knægt, som han udmærket var klar over var mindreårig på whiskey og forsøgte ellers ikke yderligere på at stoppe ham fra at fylde på sig. Det varbare en af de ting, som han ikke kunne finde ud af, og måske ville han aldrig ende med at komme til det. Hvem vidste? Han gjorde det i hvert fald ikke selv.
Hvis knægten virkelig ville have det sjovt, så skulle han da få lov til det nu. Han tog et par af mikrofonerne ned fra deres stativer, da der ikke var noget sjovt i at stå stille og synge med. "Slap af," sagde han og stak den ene mikrofon i hånden på Evan. Selv led han jo på ingen måde at sceneskræk og elskede at stå oppe foran mennesker, så det var måske så let sagt i hans tilfælde. "Det er ikke pinligt, medmindre du opfører dig som om, det er," tilføjede han og lyttede nøje efter takten. Sangen var godt inde i andet vers og var faktisk snart ved at nå omkvedet, så det passede jo meget godt. "'Cause tonight for the first time! Just about half-past ten!" Begyndte han. Her kom det ham jo så til gode, at det teater, han før havde arbejdet på, havde specieliseret sig i musicals. Han havde fået rigeligt med sangundervisning dér, og selvom hans stemme var en smule rusten efter lang tid uden brug, så lød det faktisk meget godt. "For the first time in history! It's gonna start raining men!" Han holdt den sidste tone længe og vendte sig mod Evan, inden omkvedet, da han var ret sikker på, at i hvert fald det kendte han til. Derudover kunne han selvfølgelig ikke lade være med at bevæge sig taktfast til melodien i noget, der vist skulle forestille en dans, selvom han måske havde fået sig lidt for meget alkohol til, at det var tydeligt. "It's raining men, Hallelujah, it's raining men, Amen"

[Evan Riley]

”Lennox, jeg er faktisk ikke typen der synger, så jeg synes altså ikke, at vi skulle- …” han fik stukket en mikrofon i hånden, og sendte et strengt blik til manden, som lige n efterlod Evan i en lidt pinlig situation. Han stirrede ned på mikrofonen og tillod sig, at lytte efter, hvad det egentlig var for en sang der blev spillet. Han lavede en grimasse, da det gik om for ham hvad det var for en. Seriøst, af alle de bøssede sange der var, så skulle det lige være den? To MÆND kunne da ikke stå og synge sådan en sang foran så mange mennesker!?
Evan vendte sig halvt om, for at give manden mikrofonen tilbage, men pludselig begyndte manden at synge med, hvilket næsten fik Evan til at springe, da det var så pludseligt. Han stirrede overrasket på manden, da han var gået fra deprimeret drukkenbolt til en jubelglad klovn på, hvad føltes som et øjeblik. Tænk at han bare kunne stille sig op på den måde og synge foran så mange mennesker, og te sig fuldstændigt tosset! Drengen kunne ikke andet, end at begynde at grine, lige som så mange andre i lokalet. Drengen holdte sig for munden med sin frie hånd, da han var gået over i sine små grynte-grin. På det her tidspunkt havde han nu vendt sig om, så han stod med fronten imod menneskemængden, og han var egentlig så fokuseret på manden og hans egentligt ret gode stemme, så han havde fuldstændig glemt, at det også var meningen at han skulle synge med. Det var først da de kom til omkvædet, og manden kiggede hen på ham, at det gik op for ham, og han besluttede sig for, at det nok ikke var så farligt alligevel. Når manden kunne, så kunne Evan også!

Drengen skyndte sig at tage mikrofonen op til læberne, åbne munden, og lod lyden af en engel, som fik trukket sine vinger af, kom ud af hans gab. Han havde aldrig været god til at synge, og i modsætning til manden, hvor folk havde jublet og klappet, så stod de nu mere og rynkede på næsen, da Evan begyndte at synge med. "It's raining meeen, Halleluuuhjah, it's raining men, Amen!" Han ramte ikke tonerne, og kunne godt selv høre det, hvilket også var derfor, at han sendte undskyldende blikke til manden, imellem sine misfornøjede grimmasser. Han smilede dog alligevel, og der gik ikke længe før han begyndte at grine af mandens bevægelser, samtidig med at de sang, hvis man da kunne kalde det det, fra Evans side af.

"Ugh-duh-duh-single woman too!" Drengen rystede grinende på hovedet, da han ikke kendte hele teksten, og derfor bare mumlede med på de ord, han ikke kunne. Han kunne heller ikke selv lade være med, at rykke lidt med, ude at takt til musikken, selvom det var begrænset hvad han kunne med sit ben, og dét at han overhoved ikke besad samme, sprællende evner som Lennox.

[Deleted]

Hvis knægten virkelig havde lyst til at være ligeglad og have det sjovt, så var chancen der nu. Var der nogen bedre måde at slippe hæmningerne på og bevise, hvor ligeglad man egentlig var end at stille sig op og gøre sig selv til grin foran hundrede af mennesker, der bare syntes det var mega fedt? Ganske vist havde de jublet, da Lennox begyndte at synge, men det var jo ikke ligefrem fordi, de stoppede, da Evan gik i gang. De var for fulde og for hyper til at tage sig af stemmerne, der skete noget. Jublen blev faktisk kun større, da Evan nu også deltog. Eller var det bare en karakteristisk teaterillusion, som han selv rendt rundt med? Når det kom til stykket, så kunne det faktisk være ligegyldigt, hvad publikum syntes. De var der bare, hvis de ikke kunne lide det, så måtte de gå deres vej. Og selvom Evan måske ikke var den stærkeste sanger, så havde der været folk værre end ham oppe på denne scene. Det var jo ikke første gang Lennox var der, så det vidste han kun alt for godt.
Efter at være kommet igennem omkvedet, opdagede han nu, at hans stemme faktisk var en lille smule for dyb til en sang som denne. Da han bemærkede dette, kunne han ikke undgå at finde hele situationen en smule komisk. Han, der vel at mærke kunne gå fra at være over de tredive, stod oppe på en scene og sang karaoke med en tonedøv dreng, der så ud som om han ikke engang havde ramt pubetteren endnu. Hvor måtte det egentlig se latterligt ud. Men hvad Fanden? Var der overhovedet nogen, der tog sig af det. Efter lyden fra publikum at dømme, så var der i hvert fald ikke nogen af dem, der gjorde. Og det gjorde Lennox ærlig talt heller ikke. Han havde fået sig et af sine energi boosts, så han var meget positiv i øjeblikket.
Lennox ignorerede det undskyldende blik, som Evan sendte ham. Han var ligeglad med, hvordan knægtens stemme lød. Bare det var sjovt, så kunne resten være lige godt. Som de slog over i næste vers, gav han heller ikke det faktum, at Evan tydeligvis ikke helt kunne teksten synderligt opmærksomhed. Han kunne melodien, og det var jo til tider også et under på dette her sted. Selv var han helt oppe og køre over det hele. Han hoppede rundt og bevægede sig som en høj balletdanser, der ikke helt vidste, hvad han lavede, mens han sang med på sangen uden at skænke skærmen med teksten på opmærksomhed. Denne sang havde han måske hørt lidt for ofte. Han holdt tonerne lidt for længe og legede meget rundt med både stemmeleje og melodi. Han supplerede desuden med et par høje spark ud i ingenting, og noget febrilsk hoppen og snurren samt, der måske ikke helt passede til musikken. Og han var da også ved at falde ud over scenekanten et par gange eller tre og måtte en enkelt gang også gribe fat i Evan for ikke at vælte bagover og ned ad scenen den vej, men han ramte da ellers ikke nogen eller noget, og det fungerede da!... Agtigt! Om ikke andet så fik han da underholdt sig selv, hvis ikke publikum var med på den. Men tog man et tættere kig ned, kunne man se, at de var helt oppe at køre over denne opførsel.

[Evan Riley]

Tænk at manden havde haft ret i sine ord om, at det kun var pinligt, hvis han opførte sig som om, at det var pinligt. Det havde Evan alligevel ikke regnet med, men nu hvor de stod og sang sammen, var det som om det meste af alt det akavede og det pinlige var fløjet væk. Det var som om, at han slet ikke lagde mærke til alle de unge mennesker som grinte og jublede, lige nu var hans øjne kun rettet imod den dansende mand, som (heldigvis) tog alt opmærksomheden og løftede stemningen i lokalet en hel del. Det var sjovt. Og det var det sjoveste som Evan havde oplevet i lang tid, denne tanke skyldtes nok dog mest, at han havde formået at tømme sit glas med whisky, før manden havde trukket ham med op på scenen, og siden Evans sarte mave ikke engang ville kunne klare et enkelt glas, så var to måske lidt for meget, det var dog først nu, han var begyndt at komme en smule ude af balance og ikke tænke 100% klart. Han var dog lige nu, påvirket nok til, at være ligeglad med det meste, og han ville lyve hvis han sagde, at mandens hyperaktive humør ikke var med til, at påvirke ham en del. Det føltes som om, at det hele blev lidt lettere, når han også var der.

Evans dansetrin, hvis man kunne kalde det det, var det også blevet lidt mere energiske, og det samme var Lennox’, og drengen måtte flere gange bruge kræfter, han ikke havde, på at hive manden enten den ene eller den anden vej, så det ikke skulle gå helt galt. ”Pas nu på, din idiot, du ender med at slå dig selv ihjel!” Drengen måtte råbe for at overdøve både musik, jubel og manden som skrålede i mikrofonen, og han var ikke engang sikker på, at man kunne høre ham. På dette tidspunkt anede han egentligt ikke hvad det var han oprindeligt skulle have sunget i mikrofonen, og han var for opstemt til rent faktisk at se hen på skærmen, som fortalte ham, hvorhenne i sangen de var. Han nøjedes bare med, meget højlydt og grimt, at nynne med på melodien, og fylde en del af teksten ud med hans små grynte-grin, som han på dette tidspunkt ikke kunne, eller tænkte på at holde tilbage.

”Hvis du bliver ved med det der, så kommer her virkelig til at regne med mænd!” Drengen grinede og formåede på én eller anden måde at himle med øjnene, da han greb fat i mandens trøje, da Lennox for hundrede og syttende gang var på vej ud over scenekanten og lige ned på de unge mennesker som stod forrest.

[Deleted]

"Ha! Hvem bekymrer sig om det?" Var det eneste, Lennox lige kunne finde på at svare til drengens bemærkning om, at han ville få slået sig selv ihjel på bekostningen af nogle sørgelige dansetrin, der ikke svarede til meget mere end en hoppen rundt. Det mest deprimerende ved denne udtalelse var jo nok, at det faktisk var sandt. Havde han ikke været fuldt og så meget oppe at køre, så havde han nok sunket tilbage i sin verden fyldt med sørgmodighed og depressioner, men lige nu lagde han ikke så meget mærke til det. For virkeligheden var jo faktisk, at selv hvis han formåede at brække halsen på sig selv her, så var der ikke en eneste person, der ville have ondt af det. Han havde jo hverken nogen venner eller familie, der ville ende med at savne ham. Han havde så til gengæld fået skabt sig en ret så stor omgangskreds, der, hvis de bare ikke brød sig om han, slet ikke kunne fordrage ham. Pointen var under alle omstændigheder, at uanset hvilken død, han ville formå at sætte op for sig selv, eller andre måske ville få sat op til ham på et tidspunkt, så var der ikke nogen, der ville savne ham. Det var en tanke, der i dagligdagen gjorde ham mere deprimeret, end han så ofte allerede var i forvejen, da han jo ikke havde andre tanker end dårligere. Men lige nu kunne det jo være lige meget.
Sangen var vist ved at nå sin slutning, og Lennox kunne ikke engang selv mærke, hvor forpustet han egentlig var over alle disse bevægelser samtidig med, at han også havde haft travlt med at synge med på sangen. Men hans voldsomme bevægelser til en parodi på dansetrin, var begyndt at blive meget mere febrilske, og han vidste ikke helt, hvad han havde gang i. Han var faktisk en smule disorienteret omkring hvor, de egentlig befandt sig henne i sangen. Det eneste han egentlig opfattede var, at han endnu engang var ved at falde. Faretruende tæt på scenekanten. Han stod egentlig bare og stirrede ned på gulvet, som om han var i gang med at overveje, hvad der mon ville ske, hvis han havnede nede på gulvet, eller hvad han nu lavede. Det var også først i sidste øjeblik, at hans reaktionsevne endelig greb ind. Som om han lige havde fået en usynlig lussing, vågnede han næsten op fra en eller anden form for mystisk trance, og han greb febrilsk ud efter et eller andet. Evan, der havde haft travlt med at sørge for, at han ikke faldt ud over kanten før, var det nærmeste, han lige kunne nå. Han greb derfor fat i knægtens trøje, men det var ikke hurtigt nok; i næste sekund lå han nemlig nede på gulvet. Han var for overgearet til overhovedet at bemærke, om det gjorde ondt eller ej. Hans noterede blot, at han havde formået at lande på ryggen, og at det måtte have set usædvanligt komisk ud. Og han kunne da heller ikke selv holde latteren tilbage. Ej heller kunne de omkringstående, men det gav have ikke noget for i øjeblikket, for han måtte da indrømme, at hvis han selv havde siddet og set dette her fra sidelinjen, så var han nok også flækket sammen af grin, selvom latter ellers ikke var noget, han gjorde sig specielt meget i, men hvad pokker?

[Evan Riley]

Drengen rystede opgivende på hovedet, imellem sine skrålerier, af mandens ubekymrede sind. På én eller anden måde, havde Evan formået at finde den person med det mest barnlige sind, så det ud til. Det havde han egentligt ikke troet. Han troede at Lennox ville være den type, som umuligt kunne slå sig løs på den måde, siden han bare havde siddet alene på den måde og drukket, men han tog fejl. Det havde han åbenbart været god til, lige den dag, siden intet lod til at være som de så ud til, men det gjorde absolut ingenting. Al denne fjollen omkring, al den barnlighed havde han brug for, lige nu. Det fik hans tanker væk fra alle de voksne ting, som han havde været nødt til at tage stilling til, kun som 16-årig. Han havde brug for, at bare gå ud og opfører sig som et ungt menneske, og dette var Lennox tydeligvis god til at få frem i ham.

Drengen havde travlt med at holde på en længere tone, da det gik op for ham, at manden endnu en gang havde formået at danse så forbandet vildt, at han ikke havde lagt mærke til, hvor tæt på kanten han egentligt var. Det var som om, at det hele gik i slowmotion, da Lennox på én eller anden måde fik vendt sig om, idet han var på vej ud over kanten på scenen. På trods af, at alkohollen allerede var godt inde i hans system, så var det som om at han i det øjeblik fik lov til at tænke klart, og det eneste han kunne tænke, var ”fuck,” og på hvor ondt det ville gøre at lande, da manden fik fat på drengens trøje, og på den måde fik trukket ham med i faldet. Og så var det som om, at det langsomme var væk, og det gik pludselig meget hurtigt. Evan havde lukket øjnene og var landet forholdsvis blødt.

Han løftede overrasket og forvirret hovedet, for at komme til at orienterer sig, og han fandt hurtigt ud af, hvorfor han var landet så blødt, for han lå halvt ovenpå manden, hans overkrop nede på det hårde dansegulv. Manden begyndte at grine, lige som alle omkring dem, imens Evan stadig så forvirret ud. Han vidste ikke rigtig om han skulle blive irriteret over mandens dumdristighed, eller sur over at folk grinede sådan af dem. Det endte dog med ingen af delene, da et smil hurtigt tegnede sig på drengens smalle læber, og smilet forvandlede sig hurtigt til et af hans berømte grynte- grin. Han fik trukket sig selv ned på gulvet, så han ikke skulle ligge og mase manden, også selvom han jo ikke var den tungeste person i verden. Han placerede sin bag ved siden af Lennox, uden tanker på at rejse sig op. ”Du er virkelig et fjols, Lennox,” grinede han, og rystede på hovedet over hele deres situation. Han havde ikke helt forudset, at han ville ende med at sidde på et hårdt gulv, omgivet af svedende teenagere.

[Deleted]

Denne barnlige løssluppenhed, som han i den grad gjorde brug af i øjeblikket, var ellers ikke noget, Lennox besad til hverdag. Det var ikke forkert af knægten at have troet, at han var en seriøs type, der ikke kunne finde ud af at slå sig løs, for den idé havde de fleste andre også om ham. Til hverdag var han jo lige netop seriøs og sammenbidt samt for bitter til at kunne lade sig selv give en smule slip uden at skulle drikke sig selv i hegnet. Hvilket var begyndt at blive et seriøst problem. Det hjalp så selvfølgelig heller ikke, at hans selvværd lå helt nede i bund, og han ikke havde den mindste smule tiltro til sig selv. Han virkede så arrogant og med lidt for meget selvtillid, men han var bare god til at stille facader op. I virkeligheden så var hans ubehøvlet kommet af, at han frygtede for, at folk skulle regne ud, hvor usikker han egentlig var. Han var jo enormt akavet og vidste ikke helt, hvordan man egentlig snakkede med folk. Så det var nemmere bare at undgå dem lige fra starten af ved at opføre sig som en idiot. Ikke noget han var fan af at gøre, men han vidste ikke, hvordan han ellers skulle håndtere det. Han havde jo ikke haft syndelrigt mange at kunne øve sine socialefærdigheder med.
I første omgang var det faktisk slet ikke gået og for Lennox, at Evan var landet ovenpå ham. Knægten vejede jo nærmest ingenting, og selv det havde foregået på hans brystkasse, så var han kommet frem til, at det måtte være et eller andet fra at være landet på gulvet, der var slået igennem. Det var først, da han begyndte at bevæge sig ovenpå ham, at han bemærkede, at det faktisk var Evan, der var landet der. Dette fik ham kun til at le endnu mere. Hvorfor, kunne han ikke forklare. Men af uvisse årsager, så fandt han bare denne situation ualmindeligt komisk.
Som knægten vippede af ham, rettede han også sig selv op forsøgte samtidig at holde sig grin tilbage. Mens drengens besynderlige latter hjalp ikke just på sagen, og han endte med at måtte ligge sig ned på ryggen igen i endnu et latteranfald. Folk omkring dem var dog så småt begyndt at finde tilbage i stemningen fra før, og det lød til, at der allerede var en ny, der tog chancen oppe på scenen med en eller anden popsang, der lød som om, den var lidt for ny til Lennox' smag. Men folk hujede og sang da med.
Endnu engang rettede Lennox sig op, da Evan påpegede, at han var et fjols. I et kort øjeblik betragtede han drengen, som om hans forstand endnu var helt klar. Derefter nikkede han, som om drengens netop havde givet ham et kompliment. "Ja, det er jeg," sagde han og kløede sig i nakken, hvorefter han, med en smule besvær, kom på benene. Han rakte hånden ned mod Evan for at hjælpe ham op. Den knægt var faktisk ret nuttet. Både hans udseende suppleret med hans grynten, der skulle forestille et grin. Var det forkert at tænke? Om ikke andet, så var det jo sandt. Han kiggede lidt rundt i søgen efter at ur og bemærkede nu, hvor svært det egentlig var at holde balancen. Burde han finde et eller andet samtaleemne? Var det passende lige nu? Det var det vel, ikke? "Går du egentlig ikke i skole... Et sted?" Endte han med at spørge uden helt at lægge mærke til hvor apropos ingenting, det egentlig var.

[Evan Riley]

Drengen rystede på hovedet, da Lennox åbenbart tog Evans ord som et kompliment. Det var nu ikke helt sådan han havde ment det, men han tænkte at manden nok ikke helt havde opfattet hvad der var blevet sagt, nok mest på grund af støjen. Manden rejste sig op, hvilket fik Evan til at grine igen, da det ikke så ud til at være helt let, ikke desto mindre tog han gladelig imod hånden, som han ikke gav slip på, selvom han kom op og stå, tværtimod så lod han til at stramme grebet en anelse. Han kunne knapt nok mærke sit dårlige ben mere, dels på grund af alkohollen, dels på grund af, at den smerte der var tilbage i det efter skaden var healet, nok mest var fantomsmerter. ”Øh,” han rystede kort på hovedet, da manden stillede ham et spørgsmål. Ikke fordi han ikke gik i skole, men fordi han ærlig talt blev lidt overrasket over, at manden stillede ham sådan et spørgsmål, især nu hvor de lige havde haft et lille moment. Det var i hvert fald hvad Evan syntes at det var. Han gav endelig slip på mandens hånd, da spørgsmålet havde gjort ham opmærksom på, at hans baglomme føltes forfærdeligt tom. Han nåede lige at få et sus i maven, af frygt for at han havde mistet sin stav, men til hans held, fik han kigget ned, for at opdage at staven lå ved hans fødder. ”Jeg går på en skole i Skotland,” fortalte han, idet han bukkede sig ned for at samle staven op. Han tænkte ikke, at det nok ville se lidt sært ud for alle andre end ham, at han sådan samlede en stav op, som han placerede i sin baglomme, det var jo sådan set hverdag på skolen. ”Det er sådan en slags… kostskole. Vi har sommerferie.” Han trak på skuldrene, pludselig irriteret over, at hans tanker nu begyndte at kredse om hele hans situation endnu en gang. Han tænkte ikke rigtig på, om det passede sammen med hans falske alder, eller ej.

Var det alkohollen som fik ham til at føle sig så deprimeret lige pludselig? Var det ikke meningen at de skulle være glade og fjollede? Han følte sig modløs, og hans ansigt kunne godt sammenlignes med en lille hundehvalps i det øjeblik han åbnede munden. ”Min mor har smidt mig ud,” fortalte han, og det var som om, det endelig var gået op for ham, hvor meget på røven han egentligt var. ”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, Lennox.” Lige nu havde han egentligt bare lyst til at græde, men han holdte det inde, bare for at have lidt af sin stolthed tilbage. Han så altid så grim ud, når han græd. Evan forstod ikke helt, hvordan han kunne stå og fortælle en vildt fremmed, om noget som han ikke engang havde fortalt sin bedste ven, men det føltes på en måde rart at komme ud med det.

Som havde den blonde brite fået en lussing, begyndte han pludselig at smile igen. Han tænkte at han den største moodkiller i verden, sådan at stå og være ved at tude midt på et dansegulv. Han snøftede en gang, hvorefter han tog fat i Lennox hånd, for at trække hen imod baren igen. ”Skal vi aldrig have mere at drikke?” Spurgte han i farten.

[Deleted]

Lennox blev enten bragt en smule mere tilbage til virkeligheden eller længere op i skyerne, da Evan ikke gav slip på hans hånd med det samme. Han rystede det dog af sig, da hans spørgsmål blev besvaret. En kostskole? Han lignede nu ellers ikke en, der hørte hjemme sådan et sted. Kostskoleelever plejede bestemt heller ikke at komme steder som dette. Mon han var blevet deprimeret over den afvisning, han havde stået overfor og bare droppet det hele? Det var den første tanke, der umiddelbart ramte ham, men så bemærkede han noget, han på ingen måde havde regnet med. Var det ikke en tryllestav, knægte samlede op? Eller var det bare et stykke træ med affektionsværdi? Den første forklaring virkede næsten mest logisk kombineret med det faktum, at han åbenbart gik i skole i Skotland. Det var da uden tvivl Hogwarts. Men hvad dælen lavede en magiker her? Sikkert mugglerfødt. Ikke at dette generede Lennox det fjerneste, men han kunne godt lide at have sig en forklaring på det hele. "Hogwarts," mumlede han dels som et spørgsmål, men nok mest som en konstatering, for han var ikke i tvivl. Selvom hans balance var påvirket, så var han endnu ikke så tankeløs, at han ville begynde at fable op om, at han var troldmand. Han trak derfor i stedet sin egen tryllestav fra sin inderlomme, men pakkede den tilbage igen i næsten samme sekund. "Jeg tror sgu, du går på samme skole, som jeg gjorde," sagde han med et skævt smil. Han havde godt nok ikke forventet, at han ville møde en anden magiker sådan et sted.
Lennox skulle lige til at sige noget mere, men blev heldigvis afbrudt af Evan selv, da han jo egentlig ikke selv havde noget fornuftigt at kunne sige. Nok bare endnu et meningsløst spørgsmål. Men til trods for at han var list væk, så formåede han alligevel at kigge alvorligt på Evan, som han forklarede sin situation. Han nikkede seriøst og sagde: "jeg kender følelsen." Måske ikke helt denne bestemte følelse, for han var jo aldrig blevet smidt ud hjemmefra. Men han vidste, hvordan det var ikke at have noget sted at gå hen. Han havde jo været hjemløs i et stykke tid, inden han endelig var stukket af fra sin mor. Han havde heller ikke haft nogen penge dengang, og han kendte jo ikke sin familie, så han havde været godt og grundigt på røven, indtil han havde mødt Raoul, der heldigvis mente, at han kunne være en potentiel både skuespiller og sanger, hvilket han jo også havde haft ret i.
Det var som om, han var blevet ramt af et lyn, da Evan greb fat i hans hånd. En ting var at han selv havde taget Evans hånd før, men noget helt andet var, at Evan rørte ved ham. Ikke desto mindre, så tog han sig sammen og begyndte at gå lidt langsommere for at på Evan til at se på sig. "Hvis du mangler et sted at være, så kan du komme med hjem til mig," tilbød han i en alvorlig tone, selvom han forsøgte ikke at lyde for far-agtig. Han kendte jo selv den situation og ønskede den ikke for Evan. Han havde jo også masser af plads hjemme hos sig.

[Evan Riley]

Han mærkede et sug i maven, da det bestemt lød som om, at manden sagde ”Hogwarts.” Havde Evan hørt forkert? Der var jo ret meget støj, så han kunne sagtens have hørt forkert. Det var først da manden trak sin egen tryllestav frem, at drengen var helt sikker på at jo, han havde hørt rigtigt. Drengen kunne ikke lade være med at komme med et lille hemmelighedsfuldt smil. Det havde han alligevel ikke troet. Men hvad lavede en troldmand i 20’erne sådan et sted? Var det ikke mest for unge mennesker? Ville en troldmand på den alder ikke vælge et sted, hvor han var omgivet af andre troldmænd og hekse? Det kunne jo selvfølgelig være at han var muggler, lige som Evan, men sært var det nu alligevel. ”Lille verden,” grinte han, idet han trak på skuldrene. Han vidste ikke ellers hvad han skulle sige til det. Det var jo ikke så tit at han rent faktisk mødte en anden magiker, så tæt på hvor han boede.

Drengen observerede manden, idet han kiggede alvorligt på Evan. På en måde fik det ham til at føle sig speciel. Det var lang tid siden at der var nogen, der havde taget ham seriøst på den måde, siden han ikke just brød sig om det. Lige denne gang føltes det anderledes, på én eller anden måde. Han formåede at nikke til mandens ord, og havde pludselig en enorm trang til at give ham et kram. Eller var det mon fordi han selv følge at han havde brug for et? Uanset hvad, blev det ikke ført ud i livet, da han havde travlt med at ville glemme det hele så meget han nu kunne. Selvom han var begyndt at få kvalme, så var tanken om endnu et glas af den forfærdelige drik helt igennem genial. Han nåede dog ikke langt. Manden var ikke just samarbejdsvillig, hvilket Evan til selv at sænke farten, for til sidst at stoppe op, og vende sig imod Lennox.
Evan lagde hovedet spørgende på skrå, uimponeret af mandens forslag. ”Du har lige mødt mig,” sagde han og stirrede på en plet på gulvet. ”Hvordan kan du vide at jeg ikke er en seriemorder?” Han var ikke typen som brød sig om at få hjælp. Det var normalt ham der hjalp andre, og ham som andre gik til med deres problemer. Nu var det lige omvendt, og selvom det havde føltes godt, så var det stadig en anelse overvældende at en person var så venlig imod ham, især efter al den modgang.

Nu man snakkede om modgang: Evans kvalme havde langsomt vokset sig større, og efterlod derfor en utilfreds grimasse i hans barnlige ansigt. Han lænede sig automatik frem i en gag-bevægelse, og fik til al held slået en hånd op foran munden, før han dækkede både Lennox og gulvet med det der havde været i hans mavesæk. Drengen sendte manden et hurtigt blik, før han så hurtigt han kunne, uden at falde, søgte imod udgangen. Han havde ingen idé om, hvor toiletterne lå, og han havde ærlig talt ikke overskud til at lede og med god grund. Lige så snart drengen kom udenfor, kunne han ikke holde det inde længere, og endte derfor med at brække sig udover brostenene, med en voldsom ’bleegh’-lyd.

[Deleted]

I et kort øjeblik genkaldte Lennox den tid, han havde haft på Hogwarts. På den ene side elskede han det, men på den anden side havde han hadet det. Det bedste var vel, at han havde været væk fra sin mor, og det liv, han havde været tvunget til at leve dengang. Det var en klar fordel. Men på den anden side, så havde tiden på skolen også være ganske elendig. Indtil omkring femte årgang havde han jo været et svin, der ikke kunne opføre sig ordentligt. Men da Raoul havde fået sat lidt skik på ham, og han havde opdaget, at hvis han bare forsøgte en lille smule, så var han faktisk ret god til det der skoleværk, så var han da også faldet en hel del ned igen. Problemet var jo bare, at ligesom nu, så havde han ikke nogen venner, som han kunne holde sig til. Det havde bare været meget nemmere at glemme dette faktisk, når man i stedet opførte sig som en idiot, da han i det mindste havde haft mat over de andre der. Da han først begyndte at koncentrere sig om sin skole var vist også den første gang, han erkendte, hvor ensom han egentlig var. Ingen venner, ingen familie, faktisk slet ikke nogen. Han havde kun sig selv, og det var jo faktisk kun knap nok i visse situationer.
En kort latter undslap Lennox, selvom den måske lød en smule bitter i undertonen. "Selv hvis det er tilfældet, så er det vist heller ikke værre," sagde han lavmælt måske nok egentlig mere som en højtænkning. Det ville faktisk ikke røre ham så meget igen, hvis han endte med at blive slået ihjel. Han havde ikke noget at miste, og endnu vigtigere, der var ikke nogen, der ville savne ham, hvis han skulle gå hen og dø. Han var totalt alene, og hans mor, der var det tætteste, han havde på en familie, skulle ikke undre ham, hvis hun var død af en overdosis, eller hans parodi på en stedfar havde banket hende ihjel. Og det værste ved dette var jo nok, at disse tanker faktisk ikke generede ham så meget igen. Det ville ikke røre ham det fjerneste, hvis det skulle vise sig, at hans mor endelig var død. Ikke at han ønskede hende død, men han havde på den måde heller intet håb om, at hun måtte forholde sig i live. Hvis hun ikke var kommet ud af det lort, hun havde rodet sig selv ud i, så ville det jo nok egentlig også være bedst for hende selv, hvis hun bare stillede træskoene hurtigst muligt.
Som knægten bukkede sig forover, kunne Lennox godt forudse, hvad årsagen var. Han trådte derfor et par skridt tilbage, men Evan var allerede begyndt at bevæge sig imod udgangen. Nok det klogeste valg, for så kostede det jo heller ikke nogen problemer at få ham ud igen derfra, hvilket han ikke just virkede villig til. Lennox fulgte med ham ud og stoppede op ikke langt væk fra ham og betragtede ham vurderende. Jeps, han havde vist fået nok for i aften. Selv vaklede Lennox en smule, men han var ikke så fuld, at han ikke vidste, hvad han lavede. "Kom," sagde han og rakte sig hånd frem mod Evan. "Medmindre du vil sove i dit eget bræk, så har du ikke rigtig andet valg end at komme med mig. Og du har desuden fået mere end rigeligt for i aften."

[Evan Riley]

Evan vendte det hvide ud af øjnene, da manden svarede på hans spørgsmål, med et grin og en bemærkning. Han havde ikke opfattet det på den måde som manden mente det. Drengen troede at Lennox lavede sjov med drengens ringe størrelse og uimponerende muskelmasse. Hvordan kunne en teenager som ham nogensinde komme til at overrumple en mand som Lennox? Ikke fordi han var gigantisk, men han havde alligevel en større silhuet end Evan, hvilket var nok til at få Evan til at beslutte sig for, at han helst ikke ville prøve på at slå manden ned, nogensinde. Han nåede dog ikke at brokke sig yderligere, før han måtte skynde sig ud.


Drengen havde ikke engang tid til at tænke over, hvor pinlig hele situationen var. Den friske luft som endelig nåede hans lunger, efter han var færdig med at kaste op, gjorde hans hoved helt ørt, så han satte en hån på muren og lukkede øjnene i et kort øjeblik, for ikke at komme til at falde. Det føltes ikke just som om, at hans balance var helt i top. Briten fik næsten et chok, da han hørte manden snakke, da han ikke havde opdaget at han var fulgt efter, men det kunne han have sagt sig selv. Drengens blå øjne blev først rettet mod manden, og derefter mod hånden, som var blevet rakt hen imod ham. Han endte med at tage den. Hvad skulle han ellers gøre? Lige nu havde han ingenting, da han ikke havde fået sin kuffert med, og her stod der en flot mand og ligefrem inviterede ham med hjem!? Og han havde jo ret. Efter et par sekunder tog Evan endelig imod hånden, eller rettere sagt armen, siden han tumlede et par skridt fremad, og ellers risikerede at falde. ”Jeg vil ikke sove i mit bræk,” konstaterede han, og formåede at sende et lille smil op til manden.

[Deleted]

Lennox huskede faktisk ikke engang, hvor elendigt han selv havde haft det, første gang han havde været stang stiv. Han havde i hvert fald ikke været over ti, det havde hans stedfar da i den grad sørget for. Alt han kunne huske var, at han ikke havde haft det så elendigt dagen efter, som han havde troet, det ville være. Men det om ham vel kun til fordel, nu hvor han drak så meget, som han gjorde, ikke? Han havde aldrig døjet med tømmermænd. Jovist, så havde han da engang imellem haft en smule eftervirkninger ved alt den druk, men han havde aldrig haft det sådan seriøst dårligt efter det. Heller ikke dengang han var lille. Ikke noget, der lå til familie, for hvad han så til gengæld kunne huske var, at både hans mor og resten af banden havde klaget uendeligt over det, når de havde været på druktur natten før. Og det havde så været Lennox, der måtte sørge for dem der, hvilket var ret så ofte. Det var nok også derfor, han havde været så hurtigt klar til at blive voksen. Han havde aldrig rigtigt haft lov til at have den frie ubekymrethed, som et barn nu engang burde have sig.
Lennox greb hurtigt fat i Evan med den anden arm også, da drengen nærmest faldt hen over ham. Han endte derfor med at støtte ham med den arm, Evan allerede havde fat i, og den anden arm lagt omkring ham som en ekstra sikkerhedsanordning. Et stik af skyldfølelse jog igennem Lennox, da drengen sagde, at han ikke ville sove i sit eget opkast. Det var jo trods alt ham, der havde tilbudt ham noget af de stærkere sager, da han nok havde holdt sig til det lidt ynkelige cider, hvis ikke han var brudt ind. Men også fordi, at han faktisk nød denne situation en smule. Ikke af Evan havde det så elendigt, men den måde han var nødsaget til at klynge sig til Lennox på, mens han blev ført væk fra mugglerne, så de kunne transferere sig bort. Det var ikke så meget en følelse af magt eller autoritet, men de var alligevel underligt behageligt. Han var ikke vant til at have et andet menneske så tæt på sig. Jo, ubetydelige one-night-stands. Men hvor sørgeligt det så end lød, så var det vist det tætteste nogen nogensinde havde været på ham uden forkerte hensigter, så at sige.
Da han havde fået slæbt knægten hen til en gyde, hvor de var frie fra mugglere, tog han en bedre tag i drengen og trak sin stav. "Vi transfererer," sagde han og kort tid efter hørtes der er højt knald, og de stod foran et hvidt hus ude på noget, der mindede lidt om en mark, der mundede ud i havet. Lennox begyndte derefter at trække Evan yderligere op mod huset for at få ham indenfor.

[Evan Riley]

Oh, hvor var han begyndt at blive glad for at have mødt den mand. Han var fuldstændig ligeglad med, at det i teorien var ham der havde fået Evan til at brække sig og ham som ville få skylden for Evans hovedpine engang i fremtiden, lige nu var drengen bare glad for at han ikke skulle være alene. Det havde desuden været den bedste aften i lang tid, for Evans vedkommende. Han var ikke karaoke typen og da slet ikke bar-typen, så hele oplevelsen havde godt skubbet et par grænser. Lige det han havde brug for, efter nedturen.

Drengen tænkte ikke videre over at manden trak ham med og ind i en gyde. Det var som om at hans hjerne ikke rigtigt var tændt, og det gik egentligt først op for ham, hvad der skete, da manden åbnede munden, for at oplyse drengen om, at de transfererede og han nåede lige at stramme grebet han havde om Lennox. Han havde aldrig brudt sig om det. De første par gange de øvede sig på det, havde han brækket sig i stride strømme, men denne gang, trods sit lille uheld, formåede han da at holde det hele indenbords. Han følte sig endnu mere svimmel end før, da de endelig nåede frem, til hvad der måtte være Lennox’ hus, men da han stadig havde fat i manden, lykkedes det ham at holde sig på benene. For at være helt ærlig, følte han at han kunne gå fint, selv hvis han ikke havde støtten, men det var nu rart. Manden var varm og lod heller ikke til at have et problem med, at lade Evan klynge sig sådan til ham. Drengen klagede i hvert fald ikke.
Da de endelig var kommet ind, gav Evan slip og trådte selv et skridt frem, for at tage skoene af. Lidt høflighed havde man da, når man sådan kom brasende ind i en fremmed persons hjem. Især når selv samme person havde været så sød imod ham. De havde kun kendt hinanden i hvad? En time? Han havde ikke holdt øje med klokken, og havde egentlig mistet tidsfornemmelsen, allerede efter det første glas whisky.

”Øhm… Lennox?” Evan så tilbage på manden med et undrende blik, ikke fordi der var noget galt, mere fordi han ikke rigtig vidste hvad han havde tænkt sig at sige. Han ville gerne sige tak, men problemet var, at det ikke rigtig føltes som nok, bare det enkle, lille ord. Så han gjorde selvfølgelig det første han kunne komme i tanke om, en tanke som i dette øjeblik nok var meget påvirket af alkohol og adrenalin, ellers ville han nok aldrig have gjort det. Drengen trådte tæt på manden, håbede lidt på at han ikke ville flytte sig, da hans ene hånd sneg om på hans nakke, den anden blev placeret på hans brystkasse. Et lille, akavet smil dukkede op på Evans smalle læber, idet han trak nedad, måske en anelse hårdt, på samme tid, som han selv stillede sig på tæer, så manden ikke skulle få ondt i nakken. På den måde stødte deres læber sammen, bare en anelse uprofessionelt, men lige nu var Evans koordinationsevne nok ikke lige på det højeste niveau, hvilket han tydeligt selv kunne mærke, da hans overlæbe gjorde en anelse ondt, efter stødet.
Efter et par sekunder lod han deres læber skille og han selv trådte et skridt tilbage. ”Tak for, øhm… Hjælpen.” Han trak kort på skuldrene og lod sin tunge, kort, strejfe hen over det sted på sin der gjorde ondt, bare for at tjekke om det nu skulle bløde, hvilket det heldigvis ikke gjorde.

[Deleted]

Da Evan var blevet slæbt med ind i huset, begyndte Lennox diskret at sparke nogle ting til siden. Det ville være synd at sige, at huset var rydeligt, for det var vist lige det modsatte. Affald var han ganske vist hygiejnisk nok til at holde i skraldespanden, hvor det hørte hjemme, og opvask og den slags lå heller ikke ud over det hele. Men det gjorde alt andet så til gengæld. Der lå al verdens ting ud over det hele. Lige fra overtøj til køkkenredskaber. Siden han var flyttet ind, var der vist ikke blevet ryddet op. Han havde til tider forsøgt sig med at gøre rent, men det var bare som om, der ikke skete noget ved, at han bare stod og stirrede på det. Egentlig så var han vist aldrig kommet længere end til at overveje, at gøre det hele rent, inden han derefter havde moret sig over tanken og givet sig til noget andet. Noget der til gengæld var spredt ud over hele huset, både på vægge, gulv og bare alt, var maling. Om det så var et eller andet tilfældigt, der var blevet malet på væggen, eller om det var spildte malerklatter rundt omkring, så var det der. Der var ikke et eneste rum i huset, der havde sluppet for dette.
Lennox tændte lyset med sin tryllestav, så de ikke ville falde over det enorme rod, som han på en eller anden måde formåede at bo i. Han fik selv sparket sine egne sko af og smidt sin jakke ned på gulvet, hvor den efterhånden hørte hjemme. Han skulle derefter til at tage fat i Evan igen, men knægten var kommet ham i forekøbet. Han så forvirret ned på drengen, til han løftede hånden op og lagde den om hans nakke og pladsrede den anden på hans brystkasse. Det gav et sug i maven på Lennox, som han ikke helt kunne bedømme om var rart eller ej. Jo, selvfølgelig var det rart, han nød det, men det var jo lige det. Var det en situation, han burde nyde det? Drengen var jo uden tvivl mindreårig og ja... En dreng. Ikke at han ikke havde haft et eller andet for drengen før, det var han totalt afklaret med, men alligevel. Han nåede dog ikke at rydde op i sine tanker og følelser, før knægten besluttede sig for at tage den et skridt videre og, måske lige voldsomt nok, førte deres læber sammen. Han nåede faktisk knap nok at opfatte, hvad der foregik. Han kunne ikke rigtig finde på andet end at stirre på drengen med vidt åbne øjne, inden han gav slip igen. Ikke engang det hårde sammenstød opfattede han.
I et kort øjeblik stod Lennox blot og stirrede på Evan ude af stand til at opfatte, hvad der egentlig var sket. Sådan stod han faktisk i adskillige sekunder, hvis det ikke skulle være helt løgn. Han rettede sig dernæst op og bed sig i læben, som han gengav i sit hoved, hvad der netop var sket. Så kiggede han ned på drengen uden helt at vide, hvad han skulle sige. Han betragtede ham sådan set bare i et godt stykke tid med et ulæseligt blik. Han opfattede faktisk knap nok den tak, som drengen nu gav, for der var et eller andet, der nu begyndte at drive ham i en retning, som han slet ikke havde forestillet sig, at han ville gå hen i. Men det føltes ikke helt forkert. Det var heller ikke helt rigtigt, men vigtigst var da, at det ikke var forkert. I hvert fald ikke i hans hoved. Han placerede sine hænder mod Evans baghoved og trak ham nærmere sit hoved, som han også lod sænke ned mod ham og kyssede ham. Drengen var faktisk meget mindre, end han lige i starte havde vurderet ham til at være, men det gjorde nu ikke så meget. Han havde faktisk altid været mere til de lidt mindre drenge og piger. De 'større' blev vel bare lidt for overvældende for ham i forhold til, at han var så usikker, som han kun ville indrømme over for sig selv, han var. Det var vel bare nemmere at overkomme, når han vidste, at han i hvert fald fysisk var den største eller noget i den stil..?