Et syn

[Deleted]

Demetria kiggede kort ud over den lille stue. Den lignede præcis den samme som sidst Matt havde været her, men hun følte alligevel det var tydeligt at verden var forfærdelig. Han var på kontoret, og han havde nok fornemme at der var noget galt. Så da hun havde bedt ham komme forbi havde han blot nikket. Hun havde forsøgt at finde ud ad hvordan han skulle fortælle ham det. Altså at hun var seer, og at hun havde forudset hvad hun nu havde. Det var på grund af tider som disse hun hadede det. Hun hadede at hun var nød til at fortælle ham om det. Især fordi hun havde Elodie hjemme. Hendes datter var ikke klar over at hun kunne se ud i fremtiden. Og hun skulle ikke høre det. Derfor havde hun sikret hendes datter havde travlt med at sætte sig ind i en række nye Quidditchspillere. En af morfars tykke samlinger med artikler og billeder og andet sjov. Normalt kunne det underholde hende i flere timer. 
Hendes blik vende sig så mod kaffen. Hun havde opgivet at bage, hun var alt for nervøs til det. Fordi hun ikke anede hvordan Mattheus ville reagere. Hun havde aldrig nævnt sine seer sider, og de havde trods alt arbejdet tæt sammen i en lang periode nu. Men hun nævnte det aldrig for folk, hvor hun ikke havde en grund. Og nu havde hun en grund. Forhåbentlig kunne hun stoppe noget. For hvis det hun havde forudset skete, ville hun ganske simpelt ikke kunne leve med sig selv. For hun kunne jo stoppe det. Og det her var det første.
Hendes nerver var store, og bestemt en af grundene til hun bevægede sig frem og tilbage over det gamle gulv. Hun havde stadig ikke regnet ud hvordan hun skulle fortælle ham det, og vidste det hele ville ende i en akavet situration. Men hun måtte gennemføre!

[Deleted]

Mattheus var uden tvivl på en bedringens vej. Han havde ganske vidst været varulv i et par måneder nu, også selvom fuldmånen stadig kunne skræmme livet af ham, udelukkende fordi at han vidste, at det var en grusom forbandelse, som nu hvilede over ham, så han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det som sådan. Der var dog andre ting som plagede ham i denne tid. Såsom at Demetria virkede.. stresset.. og ikke rigtigt havde ville snakke med ham, og det bekymrede ham uden tvivl voldsomt, og det kunne han slet ikke lide.
Han havde netop lagt det sidste papirarbejde fra sig på afdelingen. Fuldmånen nærmede sig med rolige skridt, og det i sig selv, var mere end nok til at gøre ham urolig, selvom.. Det var ikke så slemt som det havde været til at starte med, men han kunne nu stadig mærke det på sin egen krop. Han dukkede endelig op ved hjælp af Spektral Transferens foran Demetrias hoveddør. Det var ikke så lang tid siden han havde været der sidst. Hvis det ikke havde været for hende, så var det gået galt for ham for lang tid siden. Han havde virkelig haft god gavn af Demetria igennem den sidste tid, og nu hvor hun havde givet udtryk for ønsket om at snakke med ham, så havde han heller ikke tøvet med at tage afsted. Han stoppede roligt op foran hendes dør, hvor han bankede på. Et sted nervøs for hvad der plagede hende, for det virkede uden tvivl som en alvorlig ting.

[Deleted]

Minutterne føltes så ulidelige lange. Hun vidste han skulle have besked. Mest fordi hun ikke vidste hvorvidt han faktisk ville tro hende. Banken på døren fik hende hurtigt op. Hun forsøgte at placere det falske smil på læben. Hun vidste godt at han vidste noget var galt. Præcis ligesom han vidste, at smilet på hendes læber var falskt. "Hej" sagde hun roligt, inden hun trådte til sidste så han kunne bevæge sig ind i det lille hjem "jeg har kaffe. Élodie er hjemme, men hun har travlt med noget Quidditch. Jeg foreslår vi hælder noget kaffe op, og tager en snak". Hun var udemærket godt klar over at den snak ikke ville blive hurtigt overstået. Desuden ville han nok være rystet, og Élodie ville se ned på et tidspunkt. Hun smilte, og fandt fra den lille gang ud i køkkenet. Han havde været her før, så hun regnede med han ville finde med hende.

[Deleted]

Mattheus kendte efterhånden Demetria nok til at vide, når der var noget der faktisk plagede hende, og det var noget som selv måtte bekymre ham. Hans blik gled i retningen af døren, hvorefter han havde banket på døren. Det tog ikke lang tid, før hun faktisk stod der, hvilket fik ham til at smile let for sig selv. "Du ville tale med mig, Deme?" endte han roligt, inden han selv trådte indenfor. Han havde endnu ikke set hendes datter, så et sted så kunne han jo kun håbe på at denne mulighed ville byde sig i denne omgang. "Betyder det så i denne omgang, at jeg får lov til at møde din smukke datter?" spurgte han denne gang lettere kækt, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade være, nu hvor han endelig havde muligheden for det. Han trådte indenfor og så sig om. Ja, han havde efterhånden været der et par gange, men aldrig set hendes datter. Han vendte sig roligt i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. Han var bekymret, og det udviste han tydeligt for hende. "En kop kaffe lyder fint, Deme. Du viser bare vej," sagde han med en ganske sandfærdig mine.

[Deleted]

Hun kunne ikke lade hver med at trække lidt på smilebåndet over hans kommentar. Let nikkede hun, han kunne næppe undgå det "det håber jeg du får lov til. Den lille tøs plejer at ville være med over alt, så det tror jeg også du får lov til". Ellers måtte de jo bevæge sig op og sige hej til Elodie. Engang når de var færdige med den lidt mere alvorlige snak.
Hurtigt ende de ude i køkkenet, hvor hun hældte en kop sort kaffe op til dem hver. Han plejede ikke have noget i kaffen, så det fik han heller ikke her. Han kunne sige til hvis han manglede noget. Derefter satte hun sig på den ene side "jeg er bekymret for fremtiden Mattheus". Hun kunne lige så godt komme til sagen. Han havde regnet ud noget var galt - det var også meget tydeligt. Men det var bestemt heller ikke sjovt, for hvordan fortalte man en nær ven, at man havde set hans død? Især når han slet ikke vidste hun kunne se ind i fremtiden. Hun sukkede let, inden hun forsøgte at se ham ind i øjnene. Hun skulle vel fortælle at hun var seer, ellers gav ingenting mening. "jeg ser ting, som andre ikke kan se. Normalt snakker jeg aldrig om det. Men jeg ser ting fra fremtiden, og... jeg har set noget forfærdeligt. Jeg er altså.. ser". Hun havde en lang pause inden ordet seer forlod hendes læber. Hun hadede det ord, og hun hadede hvad der følte med. Især når folk ikke altid troede på hende. For det var en form for ansvar, et ansvar hun vel og mærket ikke ønskede at have. 

[Deleted]

Mattheus sendte Demetria et stille smil og nikkede så. Det gjorde ham glad - uden tvivl. "Hvis hun er sådan en aktiv pige, som skal være med over det hele, er det næsten utroligt, at jeg endnu ikke har mødt hende. Det vil jeg faktisk se frem til," fortalte han med en rolig stemme, også fordi at det var noget som han faktisk mente. 
Mattheus fulgtes med ud i køkkenet. Det var tilsyneladende en vigtig ting som hun ønskede at snakke med ham om, og naturligvis var det noget som gjorde ham urolig, for han var vel bange for, at det var ham, som havde gjort noget galt? Og det brød han sig faktisk ikke rigtigt om. "Bekymret for fremtiden..?" spurgte han med en rolig stemme, da han igen vendte blikket i retningen af hende. Han satte sig ned ved bordet, kun for at tage imod koppen med kaffe. Sort.. Ligesom han ville have det. Han lukkede hænderne omkring sin kaffe, og vendte blikket mod hende, ved det som hun fortalte ham. Han rynkede let på næsen. "Kære Deme.. Jeg ved ikke hvad du har hældt i din kaffe, men jeg tror du har fået nok nu. Det kan du tilsyneladende slet ikke tåle.." Han tog en tår af sin kaffe. Uanset hvad det var hun forsøgte at fortælle ham, så troede han ikke på det! Hun kunne da umuligt være en seer!

[Deleted]

Let nikkede hun "hun har en del venner som elsker at spille Quidditch, de mødes en del og spiller samme. Alle dine besøg har ramlet sammen med det. Så hun har haft travlt med noget andet". Quidditch havde været vigtigt for Élodie lige siden hun havde været helt lille. Det lagde til familien, og Élodie var bestemt ikke en undtagelse. 
Hun sukkede, han troede ikke på hende. Selvfølelig. Hun havde lidt set den for sig. Hun havde trods alt snart spillet skuespil for at skjule det i 25 år. Hun kunne den rolle så godt efterhånden. Mest for hendes sikkerheds skyld kunne hun dette skuespil. Et egoitisk valg, det var hun klar over. Men det var hun nød til. En åbenlys seer, som samtidig var auror, det kunne ende så galt. "Hvorfor.. skulle jeg sige det hvis det ikke passer?". Han kendte hende, og han havde da aldrig set den side af hende der var sindsyg? Hun havde oplevet at hendes venner ikke troede hende på dette punkt før. Desvære havde hun aldrig fundet ud ad præcis hvordan man kunne få beskeden ind,. " Du er nød til at tro mig Mattheus" hendes stemme var bestemt, men også virkelig sårbar. Det var han altså nød til at tro på, da andet ville ende galt! Lige nu ville hun håbe hun kunne komme med eksempler hvor han kunne se en sammenhæng. Men ærligttalt kunne hun ikke placere et. Et kort øjeblik overvejede hun hvordan kun skulle gøre det. Men det kunne nærmest kun være lige på og hårdt."Jeg har forudset din død". Hendes stemme var en smule urolig, og hun håbede på at han ville komme til fornuft. Hun kunne trods alt ikke rende efter ham konstant. Lige nu skulle han have lov til at sluge beskeden, men hun ville forklare. Om hun så var nød til at lamme ham, binde ham til stolen eller andet. Han skulle høre det. I håbet om at han huske hendes ord og ville reagere på det når situratioen opstod.

[Deleted]

Mattheus smilede let for sig selv og nikkede så. "Hun lyder mig godt nok som en travl lille pige," sagde han endeligt. Det var måske ikke ofte, at man sagde det om en lille pige på 8 år, men han glædede sig da, og håbede på at muligheden for at hilse på hende, ville melde sig i denne omgang.
Mattheus vidste slet ikke om han skulle grine eller græde, når det kom til dette, for det var virkelig ikke noget som han havde regnet med på noget tidspunkt. Hans næver lukkede han næsten automatisk mere fast omkring sit krus. "Det er... fuldkommen urealistisk, Deme.. Det er vanvittigt, hvis du tror at du kan.. forudsige fremtiden." Han rynkede på næsen. Det var virkelig fuldkommen.. vanvittigt at det skulle være på den måde! Som hun dertil måtte tilføje, at det var hans død hun havde forudset, mærkede han klumpen i maven.. Alligevel reagerede han anderledes end hvad han egentlig havde regnet med at han ville: Med latter. Latteren brød direkte hans læber, hvor han mere fast rystede på hovedet. "Nej, nu..!" Han endte med at rejse sig, blot for at lade sin kop kaffe stå på bordet. Sagen var vel at det hele.. skræmte ham en smule? Han vendte sig direkte i retningen af hende. "Jeg ved virkelig ikke hvad du tror du har set.. Er du sikker på, at det ikke bare har været et mareridt i løbet af natten, Deme? Det er fuldkommen urealistisk at du skulle have forudset sådanne ting.. Det.. Nej. Det er virkelig for langt ude," afviste han leende. Han kunne og turde da slet ikke tro på den slags!

[Deleted]

Hun var godt klar over at det hele nok virkede urealistisk, og det var ikke første gang hun havde oplevet folk benægtede "Matt det er jo langt fra første gang. Jeg havde mit første syn som barn, og siden jeg har været 8 år gammel har jeg vidst jeg har været seer". Hun kæmpede virkelig for at have en forholdsvis almindelig stemme, forsøgte på at lyde forklarende. Men alligevel blev hun irriteret. Det her handlede om hans liv, og hun nægtede at lade det ske.  Det hjælp ikke at blive sur, og bekymret var han jo klar over at hun var. Det havde hun været i flere dage. Han havde gennemskuet det for længe siden, han kendte hende trods alt. For det gjorde hende ærligttalt bange at han ikke troede hende. Det kunne umuligt ende godt. Men alligevel måtte hun forklare sig, han måtte vide hvad der ville ske "Kan du ikke bare love mig, at hvis du en dag opdager to dødsgardister på Diagonalstræde en sen aften, så er du ikke så dum at blande sig. To som skændes, og åbentlyst indrømmer at de er en del af dødsgarden. Bare hav beviserne med dig. Lad hver med at gribe ind, så lover jeg dig vi finder en anden løsning. Og for alt i verden, lad hver med at gribe ind alene". Hun lagde virkelig tryk på det sidste ord: alene. Hvis han greb ind selv vidste hun at slaget var tabt. Hun sad stadig ved bordet, der var ingen grund til fysisk at røre ham. Hun regnede med at han havde en million tanker, og det hele var allerede overvældende.

[Deleted]

Quidditchbogen havde holdt Élodie indtil nu. Men hun var trods alt ikke så god til at læse, og billederne var nu studeret. Ergo: det var kedeligt. Mor havde gæster, det kunne hun jo høre. Måske de ville spille Quidditch? Eller lege, eller.. ja.. andre knapt så spændende voksen ting. Så nu ville hun ikke sidde på værelset mere. Det var slut, der skete mere nedenunder, og derrfor skulle hun være der. Hun skulle ikke gå glip af noget! Derfor kom hun ud ad hendes seng, smækkede døren til hendes værelse op og satte i løb mod trappen. Her hoppede hun hurtigt ned ad trapperne og de sidste to trappetrin skulle hun som altid hoppe over. Det var sjovere - så føltes det lidt som at flyve uden en kost!
Derefter satte hun i løb mod køkkenet. Der lugtede af ulækker kaffe, så hun kunne regne ud at de var derinde. Smilet var tegnet på hendes ansigt og der var ingen tvivl om at hun var i godt humør "hej mor! Har I kage?". Hun smilte og så mod bordet. Som hun sad alene ved? Derefter vende hun blikket ud i rummet hvor en mand stod. Hun smilte stort til ham "Hej!". Stemmen var glad og hun lod hånden falde frem mod manden mens hun bevægede sig over mod ham. Hun var ganske rigtigt lidt flabet, meeen hun kunne sige hej på en ordentlig måde. "Jeg er Élodie. Hvem er du?". Hvis hun skulle gætte måtte det være Mattheus. Hendes mor snakkede en del om ham, og hun kunne jo se det ikke var onkel Scott som også blev nævnt i samtaler. Men hvem vidste?

[Deleted]

Mattheus rystede på hovedet, for han ville slet ikke høre tale om, at Demetria skulle have forudset hans død, for den tanke kunne han da bestemt ikke lide. Han rystede endnu en gang på hovedet. "Jeg ved virkelig ikke hvad du snakker om. Hvis du havde været en rigtig seer, så havde du vel også fortalt mig det for længe siden?" Han vendte sig mod Demetria endnu en gang. Sagen var vel at.. han var skræmt ved tanken? Skræmt ved tanken om at hun faktisk skulle have forudset hans død? Hendes forklaring om to mænd midt på Diagonalstrædet som skulle komme op at slås.. Og det skulle blive hans død? Selv i hans øjne lød det da fuldkommen urealistisk! "Og hvor stor er chancen og sandsynligheden for, at det skal ske midt på Diagonalstræde, Deme? Du kan ikke høre hvor dumt det faktisk lyder til at være? Du.." Han tav omgående ved lyden af en stemme.. et barn.. Hendes datter som kom vadende direkte ind i køkkenet og derved afbrød deres samtale. Han rystede på hovedet. Han kunne virkelig ikke tillade sig at hidse sig selv op, når der var børn til stede, også fordi at det uden tvivl ikke var en situation et barn skulle stå i. Han smilede svagt til hende, inden han gik let ned på hug. "Så du er den skønne Élodie, som jeg har hørt så meget om. Jeg er Mattheus. Jeg arbejder med din skøre mor," fortalte han, inden han let slog sig på tindingen med sin pegefinger, for nu rablede det da virkelig for hende!

[Deleted]

"For at du kunne bruge den information til ... præcis hvad? Jeg stoler på dig, men jeg ser ingen grund til du kender sådanne informationer om mig vedmindre du kan bruge dem til noget helt bestemt. Som f.eks. dette. Jeg beklager, men seer-evnen er ikke ufarlig, antallet af mennesker der er bekendt med min evne er så lille at den kan tælles på en hånd". Hendes blik lagde kort på ham, hun holde det for sig selv, ganske simpelt fordi hun havde lært andet var dumt som bare pokker at fortælle det. For det gav sjælendt godt med sig.
I det Elodie kom ind i køkkenet vidste hun at hun for alt i verden skulle undgå samtalen om hendes seerevner, og hun håbede at Mattheus vidste han skulle det samme. Hun ville blive stiktosset hvis han satte hendes datter ind i det. Élodie skulle være voksen, eller hun skulle have en grund. Hvis hun nogensinde skulle have denne information om hendes mor. Derfor kunne hun næsten kun slå ud i et grin over hans kommentar "men I kan lide mig alligevel".

[Deleted]

"Dig har jeg også hørt om! Du skulle være en sej mand som hjælper min mor, så hun altid kommer hjem igen". Elodie smilte stort til ham, hun havde ikke en far, og derfor havde hun altid fået at vide der var folk som sikrede Demetria kom hjem. Hun vidste at hendes far var død under et job, og hendes mor arbejde som det samme. Så det var vigtigt at hun fik at vide det nok skulle gå. Elodie grinte lidt af Mattheus "min mor har altid været tosset. Bare se på hende, hun er en spøjs gammel dame". Hun vidste godt at hendes mor havde været forholdsvis ung, men hun var over de 30 år, ergo var hun gammel. "Men hun er alligevel min mor, jeg tror jeg skal kunne holde det ud".

[Deleted]

Mattheus lod samtalen ligge for nu hvor Élodie var endt med at træde ned i køkkenet. Han ville heller ikke have at hun skulle stå og halvvejs skændes. Nu vidste han hvordan det var for et barn at høre sine forældre skændes, og derfor ønskede han naturligvis ikke at noget ondt skulle ske lille Élodie. "Vi tager den senere, Demetria," sagde han lettere henkastet, inden han vendte blikket mod hendes datter. Hun kendte ham allerede? At hun så fortalte, at han var blandt dem som sikrede sig, at Demetria kom hjem, fik ham bare til at smile. "Det er nemlig hvad jeg gør. Vi skal jo sørge for, at din mor kommer hjem til dig," fortalte han roligt. En yderst veltalende ung frøken måtte han da sige. Uden tvivl med stærke holdninger og meninger, og det var skam ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste. Tvært imod. En dog virkelig køn og ung pige, og det var uden tvivl noget som han virkelig godt kunne lide. 
Som Élodie fortalte at hendes mor var tosset, måtte Mattheus virkelig bide sig selv i tungen, for ikke at ende med at grine. "Din mor er nemlig helt kuk kuk." Han prikkede sig selv på tindingen med et drilsk smil på læben. Sandt at sige, at han virkelig holdt af Demetria, for det gjorde han godt nok. Hvis det ikke havde været for hende, var han nok heller ikke kommet så hurtigt og stærkt igen, som han havde gjort. "Men vi kan da godt lide hende alligevel," endte han mere hviskende i Élodies ører efterfølgende. 

[Deleted]

Élodie nikkede til hans ord. Hun elskede altid at have opmærksomhed, og især når det var fra voksende mænd. Det at hun aldrig have haft en far gjorde at de var spændende, men stadig en smule fremmed. Let nikkede "Selvom mormor også er meget sød, hun kan godt lide at bage kage, og hun har mange seje koste fra morfar". Élodie var altid hos mormor når Demetria var nogen steder. Hos mormor boede fætter Oliver også efter at Jera var fundet død. Så hos mormor var der liv. "Men min mor er ret sød, så jeg er glad for du passer på hende. Du må være en sej og sød mand når du gør det". Hun så op på ham, inden hun tog fat i hans hånd og hev ham med over til bordet. Mest fordi hun egentlig stadig håbede på kagen. "Hun havde ikke brændt kage til du kom?". Nu mor ikke svarede måtte hun jo spørge et andet sted. Brændt kage var hun trods alt vant til her i hjemmet når der var gæster. Demetria stod gerne i et køkken, men hun var elendig til det. 
Hun kunne næsten ikke lade hver med at fnise lidt. Men hun valgte at skjule det med hendes hånd "kuk kuk" gentog hun, sådan havde hun alligevel ikke hørt nogen snakke om Demetria før. Men hun fandt det alligevel morsomt. "Mor er kuk kuk" Hun tav kort og overvejede sine ord "men hun er min underlige mor". Det var tydeligt for enhver at Élodie hyggede sig, hun elskede opmærksomhed og hun elskede når der var nye mennesker. Så Mattheus var rigtig godt lige nu.