Et syn

[Deleted]

Mattheus var faktisk god til børn. Ikke at man skulle tro det, når han som sådan ikke rigtigt havde noget med de små størrelser at gøre. Han sendte lille Élodie et smil. "Mor fortalte, at du var rigtig glad for Quidditch? Er det sandt?" spurgte han, også mest for at vende den mere mod den lille pige. Det var et trick som typisk virkede på børn. Det var hvad han selv havde erfaret med hans nevø, Zacharias. At hun så kaldte ham for sej, kunne han virkelig godt lide. Selv måtte han jo erkende, at det nok mere var Demetria, som passede på ham end omvendt, så gjorde det virkelig ingen forskel. "Det er også din mor som passer på mig. Vi passer nemlig på hinanden," fortalte han sandfærdigt. Men nej.. ingen brændt kage. Kun en kop kaffe, og det passede nu også Mattheus ganske fint. Han lod den lille pige tage om hans hånd, hvor han rejste sig, for at komme tilbage til bordet. Selvom det ikke var en samtale so han kunne køre færdig sammen med Demetria nu hvor der var børn til stede.. så gav det ham alligevel en del at skulle tænke over. "Ingen brændt kage.. kun en kop varm kaffe.." Han tog endnu en gang pladsen ved bordet, inden han tog en tår. Han kunne jo lige så godt drikke op.
Mattheus smilede let for sig selv. Hendes mor var uden tvivl skør og mærkelig, men en elskværdig og dejlig kvinde. "Din mor er nemlig mærkelig, det kan vi godt blive enig om," påpegede han med en drillende stemme, inden han vendte sig mod Demetria. "Men.. jeg tror vi har fået snakket om hvad vi skulle have snakket om.." endte han blot. Han brød sig ikke om at hun havde.. forudset hans død.. Hvis det da var rigtigt.

[Deleted]

I det Mattheus nævnte quidditch var det som om den lille pige voksede næsten en meter. Hun elskede det spil. Hendes mormor havde lært hende reglerne, hun var god til at flyve på en kost. Hun havde allerede som 4 årig, bare en enkelt gang lukket mors bolde fri i huset. Men det var ikke endt så godt, og mor havde taget hendes kost i en hel måned. Men smasheren var også ramt ind i det store billede i stuen, og det var en af de billeder af hendes forældre til deres bryllup. Mor havde efterfølgende gemt boldende væk. Men hun måtte spille med tromleren. Men det bedste var da hun og mor havde kæmpet om det gyldende lyn. Den bold var nu alligevel den sejeste! "Quidditch er det bedste! Jeg ønsker mig altid en stor sej kost i julegave. Men mor siger jeg er for lille".
Let nikkede hun til Mattheus ord. Det vidste hun jo godt! "Mor passer på mange mennesker. Det er derfor hun er så sød". Élodie elskede sin mor, men hun var stadig dum når der ikke var kage! Hun så irriteret på hendes mor, der var ingen kage? "Hvorfor har vi gæster uden kage mor? Det er bare ikke godt nok!". Det var jo noget af det bedste ved at få gæster.

[Deleted]

Demetria så roligt på de to. De hyggede sig vist. Hvilket faktisk gjorde hende rigtig glad. De to var så betydningsfulde at de altså ikke kunne undgå hinanden. Mattheus var så central for hendes hverdagsliv på arbejdet, mens Élodie havde stor del i hendes privatliv. Selv hvis hun prøvede var adskillelsen af de to ting ikke nemme.
Pludselig sad de igen ved bordet "Mattheus kom bare lige hurtigt frøken kage. Om lidt skal der ordnes aftensmad, hvilket der jo skal være plads til i din mave. Så det skal nok gå". Hun vidste at Élodie elskede kage, sukker og andet stads. Meeen der skulle mere til. Blidt så hun på Mattheus "Klokken er ved at være mange, det kan også være vi skal have sendt dig hjem kære". Personligt regnede hun med at Matt var lidt forvirret lige nu, og han havde ikke behov for en lille tøs. Alt hun håbede på det ikke var sidste gang de to mødes.

[Deleted]

Quidditch var uden tvivl et af de sejeste spil som fandtes, hvilket Mattheus var enig i. Han havde jo selv været på holdet under hans skoletid, og han havde været glad for det. Han havde virkelig været glad for det. Smilet bredte sig tydeligt på hans læber. "Engang før du ved af det, så står du med din egen kost i hånden på skoleholdene på Hogwarts," forsikrede Mattheus hende med et stort smil. Han kunne virkelig ikke gøre for det. Alene det faktum, at hun allerede i denne alder var så glad for det, var noget som han godt kunne lide.
Selv lige nu, ønskede Mattheus ikke at tænke på hvad Demetria havde fortalt ham, for det var faktisk en skræmmende tanke i sig selv, for han kunne jo heller ikke ligefrem gøre det vilde ved det, uanset hvad. Når det nu endelig var sagt, var det på tide at tage hjem. "Kagen har jeg til gode en anden gang, når jeg kommer forbi igen. Måske jeg tager min egen kost med." Han blinkede let til hende. Det havde været noget af det bedste, som han vidste. Han vendte sig mod Demetria. Sandt at sige, at hun var sød. Hun var fantastisk, og det hjalp så sandelig også ham selv en hel del at have hende som sin partner. "Jeg finder selv ud, Demetria. I må have en fortsat god aften." Med disse ord, så strøg han lille Élodie over hovedet, og skænkede Demetrias kind et kys, inden han selv valgte at forlade stedet for at  tage hjem.. med hovedet fyldt af alt for mange tanker, som han slet ikke burde gøre sig. Hans død..?

//Out