Once in awhile... [Advarsel]

[Deleted]

Evan Riley

Advarsel! - Things are gettin' wild, yo!

---

"Du burde tage fri." "Du trænger til at holde fri." "Er du sikker på, du har det fint?" "Har du set en healer?" "Du burde tage hjem." Sådan havde det efterhånden lydt i knap to måneder. Lennox fattede det ikke. Det var jo ikke ligefrem fordi, han var den eneste, der var blevet sendt til Azkaban! Og der var jo i forvejen så mange, der havde set sig nødsaget til at tage ferie efter opholdet, så de var lavt bemandet. Man skulle tro, at de var taknemmelige for, at Lennox havde valgt at bliver på arbejdet. Og det var jo heller ikke fordi, han ikke kunne gøre det ordentligt! Han var faktisk mere fokuseret, end han nogensinde havde været før. Minderne om Azkaban plagede ham nemlig stadig, og han havde lært sig selv fra nogle år tilbage, at jo mere begravet han var i sit arbejde, jo nemmere var det at trænge de dårlige tanker bort. Han glemte det ligesom og levede sig tilbage ind i rollen som Javert, der dengang havde fået ham til overhovedet at begynde på aurorstudiet. Det var som ét langt skuespil for ham, når han havde været på arbejde.
Denne gang var det dog ikke gået som de andre dage, hvor han blot havde fået en masse formaninger om, at han burde holde fri, indtil han var kommet sig. De fattede ikke, at det var det her, han gjorde, for at komme sig. Men midt i et møde, var han ganske enkelt bare dejset om. Han kunne ikke selv forklare hvorfor, men nogle påstod, at det var fordi, han stort set ikke spiste noget. Ikke at han havde været god til det før, men hans appetit var kun blevet mindre efter Azkaban. Han havde selvfølgelig nægtet, at det kunne være årsagen, men da han havde forsøgt at fortsætte, som om ingenting var sket, varede det ikke længe, inden en eller anden havde fundet ham liggende oppe på en gang længere fremme. Dette sammenstød (som Lennox mente, det var) var så resulteret i, at de denne gang bare havde sendt ham hjem, og han var tvunget på en eller anden form for sygeorlov, hvilket bestemt ikke var med hans egen gode vilje.

"Jeg er fløjtende ligeglad med, hvad du og min chef mener!" Råbte Lennox. Det var weekend, hvilket betød, at Evan ikke var på arbejde, selvom han selv var det. Så der var selvfølgelig blevet stillet rigeligt med spørgsmål, da han var kommet hjem og noget af det første, han gjorde var at begive sig ud på badeværelset for at brække sig. Selvom han spiste så lidt for tiden, at der ikke var særlig meget at kaste op af...
Lennox skubbede det glas vand fra sig, som Evan havde forsøgt at få ham til at drikke. Det resulterede så bare i, at det gled ned fra bordet og smadrede på gulvet. Men det gad han ikke tage sig af lige nu. "Jeg tager på arbejde i morgen, om I så vil det eller ej!" Hans temperament havde været helt oppe at ringe her for tiden, og det var derfor ikke taget de to længe at havne i et heftigt skænderi ude i køkkenet. Det var slet ikke faldet Lennox ind, at Evan sådan set bare ville det bedste for ham. Efter stofferne var blevet smidt på porten, så var han blevet fuldkommen blændet for det. Det var som om, at et kun var minderne fra fortiden, der var der, og der dermed slet ikke var plads til nuværende oplevelser. Han ænsede slet ikke, at det var fuldkommen ulogisk af ham at hidse sig op over ikke at måtte tage på arbejde.
Med en voldsom bevægelse, vendte Lennox rundt på hælen for at bevæge sig ind i stuen i stedet for. I håb om, at Evan ikke ville følge efter ham, selvom han havde efterhånden havde været sammen med ham længe nok til at vide, at det ikke kom til at ske. Og han som havde troet, at der ville være forskel på at være i et forhold med en dreng fremfor en pige. Det var der Fandeme ikke i det her tilfælde. Men dog var tanken om at slå op heller ikke en, der just strejfede ham. Alt i alt, så var han bare mere forvirret lige nu, end han nogensinde havde været for. Og kendte man ham ret, ville man vide, at det ikke sagde så lidt.

[Evan Riley]

Det havde været under et afsnit, og endda et virkelig godt afsnit, af ’Say yes to the dress’, at Lennox lige pludselig var kommet hjem, hvilket selvfølgelig havde fået Evan til at reagerer. Desværre havde Lennox i lang tid været en tikkende bombe, hvilket Evan også havde sagt til ham massere af gange, så hans første reaktion var, at råbe: ”Hvad sagde jeg?!” imens manden havde sit hoved nede i kummen, hvilket nok også havde været det første skridt mod et skænderi, som kom hurtigt efter, hvilket egentlig ikke kom bag på ham. Det var næsten den eneste måde de kommunikerede på, i hvert fald siden Lennox kom hjem. ’Tag lige skraldet med ud,’ blev hurtigt til ’og bliv ude!’ og sådan en bemærkning kunne let blive til smadrede tallerkner. De havde jo snart ikke mere porcelæn eller flere glas tilbage. De havde selvfølgelig også skændes før, at Lennox kom i Azkaban, men der havde deres tallerkner klaret den fint…

”Nej, det gør du fandeme ikke!” Råbte Evan tilbage. Han fulgte efter manden ind i stuen med hidsige skridt, lige bag ham. ”Lennox, det er altså ikke normalt! Lige siden du kom hjem har du ikke lavet andet end at arbejde! De andre har i det mindste taget lidt fri, eller går hos en eller anden form for psykolog!” Han burde nok i virkeligheden tage hans stav fra ham, så han ikke kunne tage af sted, for mandens opførsel var, ærligtalt, begyndt at skræmme ham en smule og han havde ingen anelse om, hvad han skulle gøre. ”Du spiser ikke, du sover dårligt, du besvimer på arbejdet, Lennox…” listen var uendelig, hvilket også gik op for Evan, som han rystede langsomt på hovedet, ”du bliver altså nødt til, at slappe lidt af!” han sagde det så roligt han kunne, hvilket var ret utroligt, når man tænkte på, hvor vred han egentlig var, over Lennox’ opførsel. Manden var jo fuldstændig sindssyg, hvis han troede at Evan ville lade ham gå nu. Nej! Nu skulle det blive slut!

”Lennox Mackenzie, du får simpelthen ikke lov til, at forlade det her hus, før du enten kommer i kontakt med en der kan hjælpe dig eller bare får en smule styr på dit liv! Hører du efter, din stædige nar?!” Han var nødt til at sætte foden ned, og når det gjaldt denne mand, så var det hårdt!

[Deleted]

Evans kontante bemærkninger om, at han ikke burde arbejde hjalp heller ikke just på sagen. Og det gjorde hans trang til lige pludselig at have ret hele tiden heller ikke. Under normale omstændigheder, så ville Lennox være ligeglad. Han var vokset op med spydige kommetarer og bemærkninger, og selvom han visse situationer havde et slemt temperament i spil, så havde han altid været god til at ignorere ting, som han vidste han enten ikke burde høre på eller bare ikke ville. Han havde heller ikke lyst til at lade det hele gå ud over Evan ved at hidse sig op over den mindste lille bemærkning, som han gjorde lige for tiden. Men han kunne ikke finde ud af, hvad han ellers skulle gøre. Evan fik den facade at smage, som han rendt rundt med foran alle andre mennesker, fordi hans virkelig jeg ganske enkelt ikke kunne holde til det. Før havde han søgt til stofferne, men efter et år i Azkaban, så var det bare som om, at han ikke behøvede dem længere. Og så alligevel. Han arbejdede 24/7, og det var det eneste, der kunne hjælpe ham med at slippe væk. Det eneste, han ville give plads til i hvert fald...

Lennox vendte sig vredt om og stirrede på drengen, der var fulgt efter ham ind i stuen. Hvorfor fattede han det ikke? Et nej var et nej, og han tog på arbejde uanset hvad. "Jeg har aldeles ikke brig for en eller anden åndssvag psykolog!" Råbte han, og havde der været noget i nærheden, han kunne smadre ned på gulvet, så havde han taget fat om det og gjort det. Han var rasende lige nu. Men sjovt nok, så var det lidt som om, at det slet ikke var Evan, han var sur på. Det bare var ham, der stod der til at modtage aggressionerne.
"Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre!" Brølede han og rakte ud efter Evan, men stoppede hurtigt sig selv i det. et var at blive vred, men han ville for alt i verden undgå at blive direkte voldlig. Det var en opførsel, der lå fortiden til, og det var den, han desperat forsøgte at glemme lige nu, selvom dementorene havde sørget for at grave det hele op igen. Og lige netop som det hele endelig var begyndt at gå godt. Efter Evan var kommet ind i hans liv, så havde han følt en hel anden glæde, som han aldrig huskede at have oplevet før. Hans selvtillid var endda blevet en smule forstørret af grunde, som han ikke selv kunne regne ud.
Lennox slog armen ud og ramte til en vase, der omgående faldt ned og blev smadret på gulvet. Han stirrede rasende på drengen. "Få styr på det!? Jeg er den eneste, der har styr på noget som helst her i huset! Hvis jeg ikke går på arbejde, hvem skal så tjene pengene, hva'!? Jeg har mere end rigelig grund til at tage afsted i stedet for at høre på det der ævl! Hvorfor blander du dig ikke bare udenom!?" Rasede han mod knægten. Inderst inde vidste han jo godt, at Evan og hans chef havde ret. Han var ikke i stand til at udføre sit arbejde ordenltigt lige nu, men det var alt, hvad han havde. Det troede han da i hvert fald. Det var kort sagt, hvad hvad han havde, som han kunne finde ud af at forholde sig til.

[Evan Riley]

”Jo, det kan du fandeme bande på, at du har! Jeg tror virkelig, at der er noget der har slået klik for dig, lille skat, for du opfører dig fuldkommen sindssygt!” Godt, at Evan ikke var bange for, at sige sin mening over for Lennox, hvem ved hvad der kunne ske, hvis der ikke blev gjort noget ved ham i tide?
Evan nåede kun lige at slå øjnene op, og hans hjerte slog et slag over, da manden rakte ud efter ham, men det så ud til, at han kom på bedre tanker og stoppede sig selv. Lennox var større og langt stærkere end ham, så hvis han virkelig ville så kunne han i hvert fald godt med et enkelt slag, slå drengen ud, men som om han kunne få sig selv til dét! Jo, i løbet af de sidste par måneder, havde Evan set hvor vred og voldsom Lennox kunne være, men han gik ikke over i det fysiske. Det var Evan til gengæld god til; han var typen som kastede med ting, og hvis han havde noget at ramme var det endnu bedre. Men det værste, som manden havde fået i hovedet, var dog kun puder og småting.

”Undskyld mig, men du er ligesom ikke den eneste her i huset som tjener penge! Hvad tror du lige at jeg laver hver dag, din store idiot?!” Brølede drengen lige så voldsomt tilbage. Som om Evan ikke kunne gøre noget selv! Hvordan troede manden ellers at han havde overlevet uden ham?! Han kunne jo ikke bare sidde og gøre ingenting, imens Lennox ikke var der! ”Så der er absolut ikke nogen grund til, at du skal arbejde 24 timer i døgnet! Vi har knap nok set hinanden siden du kom hjem!” Det var ikke engang løgn. Evan havde glædet sig til at Lennox endelig kom hjem fra Azkaban, men når han nu endelig var der, føltes det ikke anderledes. Hvis man spurgte Evan, så sad hans kæreste stadig inde. Den eneste forskel der var nu, var at der var blevet en smule mere trangt, når de skulle sove. Evan havde brug for noget at snakke med, han havde brug for nærhed! Smex! Åh, hvor var det lang tid siden at manden bare havde rørt ved ham! Dét havde han bestemt troet, ville blive anderledes, men nej. Han havde skam lavet masser af hentydninger; struttet lidt for meget med numsen, ’kommet til’ at ramme noget forkert, når de skulle sove, men intet havde hjulpet. Hvilket var synd, for Evan var overbevist om, at det ville få Lennox i bedre humør!

[Deleted]

"Vel har jeg ej! Jeg klarer mig udmærket selv, og det har jeg altid gjort!" Løgn. Og det vidste han også godt selv, men han var vred nok til at være ligeglad. Sandt nok havde han altid klaret sig selv, det var der ikke nogen, der kunne taget fra ham. Men det var ikke just gået ham godt. Det havde naturligvis noget at gøre med den opvækst, has mor åbenbart havde besluttet sig for, at han skulle have med en narkobaron som stedfar og en rockerbande som værelseskammerater. Og selvom han på egen hånd var kommet igennem alt dette uden som meget som at overveje et selvmords forsøg, så var han blevet ret så elendig til mode gennem den tid. Havde han haft bare den mindste støtte gennem alle de år, før han kom til teatret og fandt glæden i at påtage sig en helt anden personlighed, så var tingene måske endt ganske anderledes for ham. For sandheden var vel, at han var barsk nok til at kunne klare det hele, det havde aldrig rørt ham. Det der havde taget mest på ham, var faktisk den ensomhed, han havde følt hele turen igennem. Arbejdet var det eneste sted han kendte, hvor han kunne slippe bort fra det hele, og han ændsede end ikke, at Evan i sandhed var der for at hjælpe ham igennem det. Han havde aldrig kendt den form for tilknytning til andre mennesker og kunne stadig ikke få kodet det ind, at det faktisk var sket denne gang. at han ikke var fuldkommen alene længere.

"Ja, tak, for det kunne vi jo overleve på i længere tid, det kan jeg godt se!" Rasede Lennox tilbage. Det var ikke hans mening at være så arrogant over for drengen, men hvis Evan blot havde set ham blandt andre mennesker... Det var jo det her, der gjorde det komplet umuligt for ham at få venner. Det var sådan her, han opførte sig bland andre mennesker. Bare for at skjule hvor usikker han egentlig var omkring dem. Men det var heller ikke fordi, Evan gik ham på overhovedet. Han kunne sagtens tage alle de pigede og ufortjente kommentarer, intet problem! Men han var kommet tilbage, og alt var bare det samme, som det altid havde været. Forskellen var lige nu mest, at han mindede mere om sit teenager-jeg end sit egentlige jeg; som han ellers aldrig havde haft problemer med at vise for Evan... Det var uforklarligt, hvorfor det pludselig var anderledes nu. Han ønskede nemlig ikke noget mere end at komme tilbage i et sundt forhold med ham, men han vidste bare ikke, hvad der afholdt ham fra det.
Lennox vendte sig rundt for at gå ud ad rummet igen, men ændrede hurtigt mening og kiggede hen på Evan igen med et blik, der kunne dræbe. "Du skal ikke komme her og prøve at bestemme over mig, knægt!" Råbte han og kunne mærke, at hans øjne begyndte at blive våde, og han kæmpede en brag kamp for, at de ikke skulle begynde at løbe over midt i hans vredesusbrud. "Kan du ikke bare blande dig udenom!? Hvorfor kan du ikke bare være komplet ligeglad med, hvad jeg går og foretager mig!?"

[Evan Riley]

”Så hvad? Skal jeg så bare smutte, nu du har det helt perfekt alene, måske? Skal jeg bare gå min vej?” Råbte han. Han havde ikke tænkt sig at gå, i hvert fald ikke for alvor. Som om han kunne det, når han vidste at Lennox var så tæt på at slå sig selv ihjel.
Han havde faktisk planer om, at storme ud af stuen og ud af døren, bare for, at komme lidt væk, men det var før Lennox begyndte at lege sarkastisk. ”Så nu handler det om, hvem der tjener mest, eller hvad?” Det gjorde det i den grad ikke! Det kunne godt være, at Lennox tjente mere, men hvad gjorde det, når det var det eneste han rendte og lavede? Det var jo ikke engang fordi de havde brug for det! Hvis Evan kunne overleve så længe på sin lusede løn, så kunne det jo ikke være helt galt! Han kunne sagtens forsørge dem begge i den tid det ville tage for Lennox at få det bedre! Intet problem!

”Jeg prøver ikke, at bestemme over dig! Jeg forsøger at hjælpe, før det går helt galt!” Drengen lagde mærke til mandens våde øjne, men valgte ikke at kommentere det. Mest fordi han ikke havde set ham sådan før, og han vidste egentlig ikke hvordan han skulle håndterer det, så han ventede. Hvis manden brød sammen nu, kunne det jo også være, at han blev lettere at snakke med, og der var måske en mikroskopisk chance for, at han rent faktisk gad at lytte på, hvad drengen og alle andre sagde om, at han burde slappe af.
”Fordi jeg elsker dig, dit røvhul! Tror du, at det bare er for sjov det her?! Tror du, at jeg gider at venter i et helt fucking år af mit liv på hvem som helst?” Råbte han og stirrede på Lennox med et fast blik. Utroligt nok, havde han besluttet sig for, at han ikke ville begynde at tude, så der var ikke skyggen af gråd i hans ansigt. Det eneste der var, var en grimasse, som godt kunne minde lidt om en af de der møgunger som satte sig ned midt i butikken, hvis der var et stykke legetøj, som de ikke måtte få. Vrede, irritation og ikke mindst, et blik som bare skreg ’fuck dig.’

[Deleted]

Lennox valgte komplet at ignorere Evans kommentar om bare at forlade stedet. Selvfølgelig ville han ikke have, at han gik, slet ikke. Det ville være det værste, der overhovedet kunne ske for ham lige nu, og det var han også godt klar over. Men hans vredesusbrud var for meget oppe at køre til, at gad prøve på at finde et godt comeback til det, for det ville være nytteløst alligevel. Det ville højst blive til et 'din mor!'

"Du skal ikke skifte emne!" Råbte Lennox, selvom det måske ikke just gav mening, eftersom det sådan set var ham, der havde startet med at flyve hen på et sidespor for at komme bort fra det emne, som drengen tydeligvis havde ret i. I bund og grund, så var det sådan set Lennox, der lød som idioten lige nu. Normalt når de skændtes, så var det fordi, Evan overreagerede, og Lennox bare prøvede på at fikse det, men denne gang skulle det vise sig at være omvendt. Han kunne bare ikke selv helt se det.
"Jamen, jeg har ikke brug for din hjælp! Jeg klarer mig helt fint selv!" Hvorfor kunne han ikke bare blande sig uden om det? Han vidste jo ikke hvordan det var at være spærret inde på sted så længe og så komme ud igen, hvor han nu kun havde en eneste flugt fra den virkelighed, som han så længe havde forsøgt at overvinde. Og nu forsøgte han at tage det fra ham? Lennox kunne ærlig talt ikke se problemet! Han kunne ikke se, hvordan det faktisk bare gjorde det hele værre og fejede hver af Evans advarsler bort som var de ubetydeligt støv. Det var sådan han plejede at gøre, og det havde altid virket for ham...

"Nej, du gør ej!" Tordnede han i den mest skingre tone, hans stemme kunne mønstre. Selvom det ikke var just imponerende. Han kunne nu heller ikke holde det tilbage længere, og han mærkede hvordan, tårene begyndte at løbe ned over hans kinder, men han forsøgte at lade som ingenting.
"Det er der ingen, der gør! Og det er der heller aldrig-" han afbrød sig selv ved det sidste stykke, da gråden nu var begyndt at sætte sig fast i halsen på ham, og han kunne ikke holde det tilbage længere, selvom han ihærdigt prøvede.
Han vendte sig om mod sofaen, med ryggen til Evan, hvor han langsomt lod sig falde ned på knæ, krydsede sine arme hen over puderne og begravede sit ansigt i dem. "Undskyld..." Hulkede han. "Det må du virkelig undskylde..."

[Evan Riley]

”Fuck dig!” Råbte han. ”Jeg skifter ikke en skid emne! Det er dig der lige pludselig syntes at det var relevant at vide hvem der tjener mest!” Det var ikke fair! Det var ikke en skid fair! Manden havde jo ikke styr på en dyt! Måske skulle Evan bare gå. Så ville det hele bare være overstået, og han behøvede ikke at stå og råbe af en dum mand, som ikke kunne finde ud af noget!

Fornærmet over mandens ord, lagde drengen armene over kors. Hvor bildte han sig ind?! Her havde Evan stået og råbt sine inderste følelser, lige ind i fjæset på manden, og så vovede han at sige, at det ikke passede?! Sikke en nar! Tænk, at han overhoved prøvede! ”Nu skal du lige høre her, din store-…” han stoppede midt i sætningen, da manden endelig brød sammen, og det var næsten lige før, at Evan selv begyndte, hvis ikke han havde lovet sig selv at lade være. ”Lennox…?” Det stak i hjertet, da manden pludselig undskyldte og drengen begyndte langsomt at gå hen imod ham.

Evan lagde en hånd på mandens skulder og satte sig derefter ved siden af ham, ganske langsomt. ”Det er okay, jeg ved det godt,” hviskede han roligt. Selvom han havde set det komme, kunne han alligevel ikke lade være med at blive en smule overrasket over, at han rent faktisk begyndte at græde. Men det var okay, siden han havde al grundt til, at gøre det. ”Skat…” Sagde han lavt, men måtte stoppe sig selv, da det egentlig var første gang, han havde kaldt manden sådan… eller, han havde sagt det sarkastisk, men aldrig sådan rigtigt. Lød det underligt? Måske var det bare noget, man skulle vende sig til. ”Jeg ved godt, at det er lidt svært… Men vi bliver nødt til, at finde ud af det, okay?” Det var underligt, lige pludselig at skulle være den voksne i forholdet, siden Lennox altid havde været den rolige og rationelle i deres forhold. Nu så det ud til, at det var Evans tur.
”Er der noget jeg kan gøre?” Spurgte han og lod sin hånd glide op og ned af mandens ryg, i et ynkeligt forsøg på, at få ham til, at slappe en smule af. ”Noget du har lyst til?”

[Deleted]

Endnu engang lod Lennox være med at svare. Det var ham, der var den kæmpe idiot lige nu, og inderst inde, så vidste han det også godt. Men aldrig i livet om han skulle indrømme det. Det kunne godt være, at det altid var ham, der var den modne og sagde stop eller bare til sidst lod være med at lytte efter i sådanne skænderier, men det ændrede ikke på den kendsgerning, at han var stædig som et gammelt æsel. Noget der ofte ham ham til fordel, men i situationer som disse bare var en plage.

Det var pinligt. Det var direkte pinligt, at han nu skulle bryde sammen på denne måde. Det mindede ham om hans stedfar. Han havde altid den der sjove leg med at give ham prygl indtil han græd og så yderligere straffe ham for at være en svagpisser. Tanken fik ham blot til at dække sit ansigt endnu mere til, da Evan nærmede sig. Nu ønskede han mere end før, at drengen forsvandt fra ham. Han ønskede ikke at blive set på den måde. Og da specielt ikke af en, som han holdt så meget af som Evan.
Han holdt vejret i et forsøg på at stoppe sig selv, da Evan begyndte at snakke til ham i en direkte beroligende tone. Hvordan kunne han bare komme videre på den måde? Lennox havde jo opført sig forfærdeligt uden nogen rimelig grund, og nu kom drengen her og sagde, at det var okay? Han rystede på hovedet på samme tid med, han langsomt løftede det fra sine arme, men kiggede endnu ikke på drengen. Selvom hans hulken nu var holdt op, så løb tårene stadig ned ad hans kinder, og han skammede sig umådeligt over det. Men der var ikke noget at gøre ved det... Så måtte han tænke, hvad han ville...

"Det er bare..." Forsøgte han med dirrende stemme og fortsatte efter at have rømmet sig en enkelt gang. "Jeg voksede op sammen med min mor i en rocker-bande... Der er aldrig nogen, der har kunnet lide mig... Så jeg forstår bare ikke hvordan du skulle..." Han afbrød sig selv, da han endnu engang mærkede tårene presse sig på, og han kiggede nu væk fra drengen. "Undskyld..." Sagde han endnu engang. Han brød sig ikke om at skulle vise sig på denne måde, men han havde ligesom ikke noget valg længere. Det svagt, og han vidste det godt.

[Evan Riley]

Han hørte på mandens ord, og i lang tid, viste han ikke rigtig hvad han skulle sige. Han havde aldrig været god til, at trøste andre, mest i frygt for, at sige noget forkert. I dette tilfælde var det næsten værre, for hvor ville han da være et forfærdeligt menneske, hvis ikke engang han kunne trøste sin egen kæreste.

”Jeg kan godt lide dig,” sagde han lavt, prøvede sig frem med et lille smil. ”Rigtig meget, at du ved det.” Han lod sig rykke tættere på ham, og flyttede sin hånd op i mandens hår. ”Jeg er nok bare rigtig dårlig til, at sige det…” Indrømmede han stille. Det var ikke engang løgn. Han råbte og skreg af manden somme tider, hvilket for ham, var en måde at vise følelser på, som han ikke var vant til, men han havde aldrig decideret fortalt manden, at han elskede ham, eller bare kunne lide ham, hvilket efterlod en følelse af skyld i ham, som sad og stak til hans hjerte. Hele situationen med Lennox’ familie, var Evan ikke helt forberedt på, så han sagde ikke noget til det, udover i sine tanker, hvor det så gav ham svar på en del ting. For eksempel hvorfor manden var så usikker. Han må jo have haft en forfærdelig barndom, hvis han selv sagde at ingen kunne lide ham. Det var vel derfor han aldrig snakkede om sin familie? Ville det være et godt tidspunkt for Evan, nu, at komme ud med nogle følelser? Nu de sag i øjeblikket? Det var det vel, hvilket også fik ham til at åbne munden. Evan plejede at være rimelig selvsikker, men lige nu, lød han mest som et lille barn, som skulle fortælle den pige han kunne lide, at han gerne ville være kærester;

”Jeg troede bare at-…” Evan kløede sig kort på kinden og studerede en af sofapuderne i lidt tid, før han fortsatte; ”Du har bare virket som om, at du ikke rigtig havde lyst til, at være sammen med mig mere.” Fortalte han. En ting han selv var bange for. ”Lige siden du kom hjem, har du ligesom bare undgået mig, så jeg har været så bange for at du ville smide mig ud…” han grinte kort, en anelse akavet og halvhjertet, stadig med blikket stift ned i sofapuden, som om, at han var bange for, at manden ville give ham ret, hvis de fik øjenkontakt.

[Deleted]

Sådan at begynde at græde og lige pludselig fortælle om sin fortid, var nu ellers godt nok ikke noget, som Lennox havde planlagt at gøre. Faktisk, så havde han i starten egentlig planlagt, at Evan burde gå lykkeligt uvidende om den, og det havde derfor over lettet ham en hel del, at drengen aldrig havde spurgt ind til det. Men det lidt som om, at dette pludselige sammenbrud krævede en form for forklaring. Han var jo normaltvis ikke et skvat på denne måde. Han holdt sig egentlig helst fra at blive alt for følsom, selvom det ikke just gik godt. Men han forsøgte i hvert fald altid ihærdigt ikke at vise det frem for nogen. Hvilket jo også var årsagen til, at han bare opførte sig som et dumt svin i stedet. Det var meget nemmere.

Det var næsten helt urealistisk nu at høre drengen sige, at han rendt faktisk kunne lide ham. På en eller anden måde, så burde det jo sådan set ikke komme som nogen overraskelse for ham, men det rent faktisk at få det verbalt bekræftet fra Evan selv var næsten nok til at få ham til at tude endnu engang. Denne gang afholdt han dog sig selv fra det, da han syntes, at drengen var blevet udsat for nok af dette for i dag. Kunne det virkelig passe, at der endelig var nogen, der også holdt af ham? Nu hvor han tænke over det, så havde drengen jo trods alt ventet på ham i alt den tid, han havde siddet i Azkaban. Og havde ikke forladt ham i den trælse periode efter.
Han tog en dyb, lydløs indånding, hvorefter han løftede sin ene arm for at tørre det værste fugt af ansigtet. Hans øjne var endnu røde, da han derefter vendte blikket mod Evan, der nu også tilkendegav, hvordan han havde det omkring hele situationen. Og hvem kunne også bebrejde ham? Hvor hvor han sagde det, stak det nærmest af dårlig samvittighed i Lennox. Med den mangel på omsorg han selv havde lidt gennem hele sit liv, så havde det aldrig været hans mening at få Evan til at føle sig uelsket. For det var han bestemt ikke.
Lennox fjernede sig en smule fra sofaen for at dreje overkroppen mod drengen i stedet, hvorefter han lagde sine arme omkring ham og trak ham så tæt ind til sig, som han nu kunne fra denne position. "Aldrig i livet..." Sagde han og mærkede, hvordan han egentlig mente det oprigtigt. Trods alle de skænderier, som de på en eller anden måde byggede deres forhold på, den lange periode med fravær og nu en periode med Lennox, der var årsagen til alle skænderier og den umådelig dårlig stemning. Hvis de kunne klare sig igennem alt dette og stadig havne her, hvor de var lige nu, så kunne han faktisk ikke komme i tanke om, hvad der skulle kunne skille dem fra hinanden. Ikke foreløbig i hvert fald. Og skulle han være ærlig, så ønskede han nu heller ikke, der var noget, der ville komme og gøre det.

[Evan Riley]

Det gjorde ikke noget, at Lennox endelig viste en lidt blødere side af sig selv. Det gjorde ikke noget, at han græd, for det gjorde Evan selv så tit. Bare det, at manden ville vise ham den side af sig selv, gjorde faktisk Evan lidt glad, også selvom det måske ikke var meningen. Alle parforhold gik vel igennem lidt af hvert, og at se hinanden græde lidt, var vel ikke det værste. I det mindste lignede manden ikke en bøv når han græd, i modsætning til Evan.

Drengen mærkede Lennox’ stærke arme omkring sig og lukkede næsten med det samme øjnene i, da manden trak ham ind til sig. Det føltes lige pludselig så urealistisk, at blive krammet, næsten ligesom første gang de havde mødtes, og var taget hjem til Lennox, bortset fra, at dér var de begge fulde. I lang tid sad han bare med siden af hovedet presset imod mandens brystkasse, tog mange dybe indåndinger, før han selv lagde armene omkring Lennox, selvom det blev en smule akavet, siden de nu sad som de gjorde, men selvom han fik ondt i armene på ingen tid, så holdte han godt fast. ”Tusind tak,” mumlede han, efterfulgt af endnu et grin, da han syntes at det var et sjovt svar, han selv kom med, men han vidste ikke hvad han ellers skulle sige.
Hvad nu? Skulle de bare sidde der? Han turde næsten ikke sige noget, eller rykke på sig, i frygt for, at manden nu skulle reagerer på én eller anden voldsom måde, så de ville ende hvor de startede og skulle starte helt forfra. No way! Hans stemme kunne jo næsten ikke holde til, at råbe mere!

Han bemærkede nu, hvor tynd Lennox var. Jo, da han kom hjem fra Azkaban var det slemt, men nu var det da stensikkert værre. Han kunne ikke lade være med at føle sig skyldig, siden det jo sådan set var ham der lavede mad. Han burde måske have været mere stædig, da manden ikke ville spise, men hvis han var heldig, ville det begynde at ændre sig nu, hvor manden havde fået nogle frustrationer ud. Måske kunne han begynde at fede manden op, bare en smule diskret. Burde han egentlig sidde og tænke på sådan noget lige nu? Burde han ikke i stedet fokusere på, at manden rent faktisk rørte ved ham, med vilje, for første gang i flere måneder? Han følte sig pludselig som en lille skolepige med bankende hjerte og røde kinder. Han skubbede sig væk fra manden, men lod der ikke gå lang tid, før han lænede sig frem igen, for at kysse ham, for første gang i alt for lang tid.

[Deleted]

Hvor ydmygende han så end syntes, det var, så kunne Lennox nu alligevel ikke helt nægte over for sig selv, at det faktisk føltes ganske rart sådan at lade sine følelser tage over på den måde. Og nu hvor han ligesom var kommet sig lidt igen, bemærkede han også, hvordan det egentlig ikke var så slemt alligevel. Det var klart tidligere oplevelser, der havde lært ham andet, men det var faktisk ikke helt skidt alligevel. Om det bare var fordi, han havde haft behov for at komme lidt ud med det, eller om det var fordi, han stolede meget mere på drengen, end han selv havde troet, skulle han ikke kunne sige. Men selvom det ikke var noget han havde planer om at gøre igen lige foreløbig, og hvis alt gik efter planen, faktisk generelt aldrig igen, så måtte han unde sig selv, at det måske ikke var helt dårligt denne ene gang.
Med denne viden noterede han sig også, at han ville dømme knægten knap så hurtigt næste gang, han begyndte at blive hysterisk over et eller andet, som Lennox ellers så som en ganske ubetydelig bagatel. Man udtrykte sig vel bare på hver sin måde? Han havde i hvert fald nu opdaget, at drengen gjorde klogere i at komme ud med det fra tid til anden (eller hvert andet minut) end at holde tingene tilbage, som han selv gjorde. Ikke at han selv havde tænkt sig at ændre på det, men han ville i hvert fald forsøge at være lidt mere forstående.

Efter at have holdt om drengen i et par sekunder, opdagede Lennox nu hvor længe siden, det egentlig havde været, at de sådan havde rørt ved hinanden. End ikke i sengen, som de kaldte det, selvom det ikke af den grund holdt op med at være en sofa, havde de ligget sådan. Lennox havde egentlig bare ligget fladt og dødt, mens Evan i begyndelsen havde forsøgt at komme nær ham, men til sidst havde opgivet og lagt sig ved siden af i stedet for.
Det var derfor også næsten en hel skuffelse for ham, da drengen gav slip og skubbede sig lidt bort igen. Selvom det var ganske forståeligt hvorfor, for Lennox selv var også begyndt at få en smule ondt i ryggen af det.
Han skulle netop til at åbne munden for at tale, men drengen stoppede omgående denne idé med sin efterfølgende handling. Det føltes som evigheder siden, deres læber sidst havde mødtes. Og det havde det på sin vis også været. Han placerede sin hånd på drengens baghoved og trak ham dermed ind i et blot endnu mere lidenskabeligt kys. Han lagde derefter sig frie arm rundt omkring drengens ryg og begyndte at rejse sig op i håb om, at han selv ville følge med. Ellers trak han jo bare lidt mere til.

[Evan Riley]

Evan kunne næsten ikke komme i tanke om noget som helst tidspunkt, før Lennox blev sendt i Azkaban, hvor de rent faktisk havde fortalt hinanden om deres deciderede følelser. Lennox tog normalt bare imod Evans skrigeri. Om han nogensinde hørte efter hvad der blev sagt, kunne drengen ikke sige noget om, men det var vel i teorien heller ikke derfor han gjorde det. Han havde vel bare brug for et eller andet at råbe af, for at få brugt sin energi og få alt det dårlige ud. Det havde han ikke rigtig tænkt over før, men nu hvor Lennox havde sidder og grædt ud og fortalt lidt om sin fortid, kunne der vel være noget om det. Hvis det bare var dét der kunne gøre det, burde han næsten gøre det noget mere. Ikke fordi han nød at se sin kæreste græde, men det var fint at se en ny side af ham, og bagefter var det selvfølgelig også helt okay, at han rent faktisk gerne ville have fysisk kontakt med Evan! Det havde han da overhoved ikke noget som helst imod! Det ville han faktisk bare have mere af!

På et eller andet punkt, kunne han ikke lade være med at blive en anelse bange for, om manden ville skubbe ham væk, nu han lænede sig ind for at kysse ham, men da det ikke lod til, at blive tilfældet var det næsten som om, at han blev en del lettere, og siden han havde startet med at kysse ham en smule stift og tante-agtigt, da manden selv tog affærer og gjorde kysset dybere, tog drengen det som et hint til, at han ikke behøvede at være nervøs. Lennox begyndte at rejse sig, hvilket fik Evan til, at undre sig en hel del, også selvom han blev trukket med. Hvad havde han dog gang i?! Han gav slip på manden, lænede hovedet tilbage, så hans mund var fri, så han kunne glo uforstående på ham. ”Øh, hvad… laver du?” Spurgte han, grinede en anelse usikkert. Måske var det gået op for manden, hvor kedelig og irriterende drengen var, og ville ikke sidde nede på gulvet, når han skulle storme ud af rummet?! Hvornår var Evan blevet så usikker på sig selv? Var det Lennox skyld? Det var det sikkert! Lige nu gjorde Lennox ham mere usikker og nervøs end… Ja… End en meget usikker og nervøs person!

[Deleted]

Hvor i al verden Lennox egentlig ville hen ad fra nu af, vidste han ikke helt. Alt han vidste var bare, at dette føltes som det rigtige at gøre. Dog skulle han ikke kunne dømme sig selv som ekspert på, hvad der var rigtigt at gøre, og hvad der var forkert. Han fornemmelse for den slags, var jo ikke just den bedste. Hvilket jo netop havde resulteret i, at han var så usikker, som han var, Men lige nu besluttede han sig for, at han nok hellere måtte følge det, der virkede som den bedste mening for ham. I hvert fald hvis det her ikke skulle ende med at de netop havde løst det hele, og så anede de ikke, hvad de så skulle gøre. Lave mad? Selv havde han aldrig kunnet finde ud af den slags, men det kunne Evan jo så åbenbart. Ellers havde han bare lært sig selv det i den tid, hvor Lennox havde siddet i Azkaban. Det var nok højst sandsynligt sådan, det hang sammen. Men ikke desto mindre, så var han da bedre til det nu, end Lennox selv nogensinde havde været, så den måtte han alligevel have sig.

"Ingen anelse," svarede Lennox blot og fangede drengen læber igen med sine egne. En handling, der næsten helt overraskede ham selv. At drengen havde trukket sig fra ham og spurgt ind til, hvad det egentlig lige var, han foretog sig, var jo noget, der ellers plejede at få hans mod til at falde så betydeligt, at han var på grænsen til bare at flygte ud af døren. Men af en eller årsag, så var det ikke tilfældet lige nu. Han følte det næsten som om, at det var ham, der var i kontrol lige nu og havde styr på, hvad de havde gang i, selvom han jo egentlig ikke havde det. Han havde ingen anelse om, hvor det egentlig skulle føre hen ad.
Han lod den hånd, han før havde haft siddende ved drengens baghoved søge ned mod hans ben i stedet, som han greb fat om og hurtigt slap kysset for at løfte drengen op og lægge ham på sofaen i stedet. Det varede derefter knap et sekund, inden havde selv havde placeret sig henne over ham med en passende afstand mellem dem, så han heller ikke maste ham. Han begyndte derefter at kysse ham igen, denne gang lidt mere voldsomt end før, selvom det heller ikke var direkte aggresivt, samtidig med, at han lod sin ene hånd søge op under drengens trøje.