Post af Evan Riley den Aug 15, 2015 20:52:43 GMT 1
”Hva-…?” Drengen nåede ikke engang, at gøre sætningen færdig, før manden slog deres læber sammen, hvilket han bestemt ikke var ked af! Det havde han på ingen måde forestillet sig skulle ske, så det kom som en glædelig overraskelse for ham, hvilket nok også tydeligt kunne mærkes, da han næsten ikke kunne holde sine hænder i ro, og derfor var nødt til, at lade dem søge imod manden, for at røre ved alt hvad de kunne; hår, overkrop, ryg og endda baller. Nu hvor drengen endelig havde chancen, hvordan kunne han så lade være?
Evan kunne ikke lade være med at grine barnligt, da manden lagde ham på sofaen. Det føltes næsten surrealistisk, at blive rørt ved på den måde, efter så lang tid, hvor de ingen kontakt havde. Selv efter at Lennox var kommet hjem havde de problemer, så hvordan kunne Evan lade være med at grine? Han kendte dog sin kæreste, hvilket også var grunden til, at han hurtigt lagde armene omkring mandens nakke, og trak ham ned i endnu et kys, da han vidste at dét, at han grinte på sådan et tidspunkt var nok til, at gøre manden usikker på sig selv. Især når det var første gang, at han havde taget initiativ til sådanne handlinger, hvilket egentlig var kommet godt og grundigt bag på Evan. Han startede det jo selv, men han havde ikke forestillet sig, at de skulle ende sådan, siden han havde planer om, at gå langsomt frem, men når Lennox selv ville have det, så han jo ingen problemer i det.
Evan kom med et langt suk, da han mærkede mandens hånd imod sit maveskind, og allerede nu, var drengen fuldstændig væk, og kunne kun tænke på, hvor irriterende tøj var. Det var da til, at han kom i tanke om, hvor grim han var blevet, efter hele episoden med professoren. Burde han sige det? Have Lennox set det? Det mindes Evan ikke at han havde. ”Øh, skat?” Igen, med det der ’skat’. I det mindste lød det bedre anden gang man sagde det, men lige nu, kunne det da også være fuldstændig lige meget. ”Jeg vil virkelig ikke være en moodkiller lige nu-…” især ikke med dét der var opstået i hans bukser, ”men kan du huske dér da jeg var på hospitalet?” Ikke at han havde lyst til, at minde Lennox, eller sig selv om det, og da især ikke i denne situation, men han ville ikke skuffe manden, og specielt ikke med noget så lamt som sit udseende. Det var ikke engang fordi det var så slemt mere, men bare at vide, at det kunne ses og at det gjorde ham anderledes at se på, end før, var nok til, at gøre ham usikker. ”Det er altså rimelig grimt, så du må ikke blive alt for skuffet,” han nikkede ned af sig selv, grinede akavet og stirrede derefter næsten undskyldende på manden. Ufatteligt at det var ham selv der ødelagde den gode stemning, taget i betragtning af, at han havde ventet i så lang tid på, at ’den gode stemning’ skulle opstå.
Evan kunne ikke lade være med at grine barnligt, da manden lagde ham på sofaen. Det føltes næsten surrealistisk, at blive rørt ved på den måde, efter så lang tid, hvor de ingen kontakt havde. Selv efter at Lennox var kommet hjem havde de problemer, så hvordan kunne Evan lade være med at grine? Han kendte dog sin kæreste, hvilket også var grunden til, at han hurtigt lagde armene omkring mandens nakke, og trak ham ned i endnu et kys, da han vidste at dét, at han grinte på sådan et tidspunkt var nok til, at gøre manden usikker på sig selv. Især når det var første gang, at han havde taget initiativ til sådanne handlinger, hvilket egentlig var kommet godt og grundigt bag på Evan. Han startede det jo selv, men han havde ikke forestillet sig, at de skulle ende sådan, siden han havde planer om, at gå langsomt frem, men når Lennox selv ville have det, så han jo ingen problemer i det.
Evan kom med et langt suk, da han mærkede mandens hånd imod sit maveskind, og allerede nu, var drengen fuldstændig væk, og kunne kun tænke på, hvor irriterende tøj var. Det var da til, at han kom i tanke om, hvor grim han var blevet, efter hele episoden med professoren. Burde han sige det? Have Lennox set det? Det mindes Evan ikke at han havde. ”Øh, skat?” Igen, med det der ’skat’. I det mindste lød det bedre anden gang man sagde det, men lige nu, kunne det da også være fuldstændig lige meget. ”Jeg vil virkelig ikke være en moodkiller lige nu-…” især ikke med dét der var opstået i hans bukser, ”men kan du huske dér da jeg var på hospitalet?” Ikke at han havde lyst til, at minde Lennox, eller sig selv om det, og da især ikke i denne situation, men han ville ikke skuffe manden, og specielt ikke med noget så lamt som sit udseende. Det var ikke engang fordi det var så slemt mere, men bare at vide, at det kunne ses og at det gjorde ham anderledes at se på, end før, var nok til, at gøre ham usikker. ”Det er altså rimelig grimt, så du må ikke blive alt for skuffet,” han nikkede ned af sig selv, grinede akavet og stirrede derefter næsten undskyldende på manden. Ufatteligt at det var ham selv der ødelagde den gode stemning, taget i betragtning af, at han havde ventet i så lang tid på, at ’den gode stemning’ skulle opstå.