Wonderful Tonight

[Darcy Cockburn]

Tilegnet:
Elijah Jake McCloud

---

Der var sket så ufatteligt mange ting på det seneste. Først og fremmest havde det jo, som altid, været utrolig hektisk med elevernes eksaminer - 1årselever, der skulle guides igennem deres eksamen for første gang, og 7årselever der skulle igennem deres sidste. Det var altid en smule vemodigt, men glædeligt på én gang! Slet ikke lige så tragisk, som det, der ellers var sket. Elever, der var blevet dræbt, og hele balladen med Ministeriet, der var faldet. Darcy kunne kun prise sig lykkelig for, at hun havde opsagt sit job derinde for mange år siden, eftersom hun tvivlede på, at hun som mugglerfødt ville have været i særlig høj kurs. Men NU var sommerferien oprindet, og hun hilste muligheden for at slappe lidt af hjerteligt velkommen. Særlig lang tid i den lille lejlighed i London havde hun dog ikke tilladt sig selv at bruge, eftersom hun havde været nødsaget til at udsætte sin aftale med Elijah mere end én gang, hvorfor hun nærmest kun lige havde givet sig tid til at sætte sine ting fra sig, før hun var ude igen. På vej tilbage imod Hogsmeade. Sommeren var på sit højeste, men heldigvis slørede et par enkelte skyer for den allerstærkeste sol, hvilket Darcy satte pris på, fordi hun blev rød i løbet af nul komma fem.
Ikke mange minutter efter, dukkede hun op ude foran De Tre Koste i Hogsmeade. Om det var noget, hun bildte sig ind, eller ej, men gaderne syntes mere stille end normalt, måske eftervirkninger fra den sidste tids voldsomme hændelser - eller bare fordi, Hogwartseleverne, der normalt fyldte Hogsmeade’s gader, var taget hjem på sommerferie. Hun trippede utålmodigt lidt på fødderne, mens hun kiggede rundt efter Elijah.

[Elijah Jake McCloud]

Elijah vidste godt at han var en smule sent på den. Ham havde haft travlt med at prøve at gennemskue hvordan alting så ud i ministeriet efter angrebet. Det var som om at hele det magiske samfund var blevet lammet, folk var bange og mange magikere var endt med at forlade deres hjem for at flygte ud af Storbritannien sammen med deres familier.
Deriblandt var der nok flest mugglerfødte måtte man forstille sig. Elijah havde flere gange prøvet at luske rundt i nærheden af ministeriet for at finde ud af hvad der forgik derinde, men selvfølgelig svarede det lidt til at prikke til en sovende drage så han måtte være ekstra forsigtig. Ikke ligefrem en af hans stærkeste egenskaber.

Han dukkede op i Hogsmeade og begyndte omgående at gå mod De Tre Koste, med raske skridt. Han glædede sig virkelig til at se Darcy, det skete jo desværre ikke så tit skønt de jo officielt havde været et par i noget tid efterhånden.
Ikke at fejlen lå mere ved den ene end ved den anden, de havde jo hver især haft ting og sager hængende over hovedet, med hver deres jobs der krævede en del af dem og deres sparsomme tid.
Som De Tre Koste kom til syne fik han også øje på Darcy, han lyste op i et genkendeligt smil og satte tempoet op til han stod foran hende. "Undskyld jeg kommer for sent," sagde han og lænede sig ned for at placerer et blidt kys mod hendes læber. Den del var heldigvis ikke så akavet som den før havde været.

[Darcy Cockburn]

Tanken om at forlade London havde da også strejfet Darcy en enkelt gang. Ministeriet lå jo ganske tæt på, så spørgsmålet var, om man overhovedet kunne føle sig sikker i den by - men hun havde naturligvis forkastet idéen i samme øjeblik, som den havde meldt sig på banen. Det var jo kun for en kort bemærkning, at hun var hjemme, sommerferien forløb altid stressende hurtigt, og så ville hun være tilbage på Hogwarts igen, der, i hendes optik i hvert fald, stadig var et meget sikkert sted. Så der var slet ingen grund til bekymring!
Nu glædede hun sig bare usvigeligt meget til at se Elijah igen. Det var næsten som om, hun faktisk glædede sig mere og mere for hver gang, de havde mulighed for at ses, og hun måtte nok også erkende for sig selv, at han var begyndt at betyde rigtig meget for hende. Hun havde slet ikke opdaget, at tiden var lidt over det, de havde aftalt, da hendes blik faldt på Elijah, og et varmt smil bredte sig på hendes læber. Hun gik nogle skridt imod ham for at hjælpe med at forkorte afstanden imellem dem.
”Det skal du ikke tænke på.” forsikrede hun og placerede kortvarigt sine hænder på hans skuldre for at besvare kysset. ”Jeg er glad for at se dig. Jeg var jo helt bekymret!” smilede hun og gav ham et kort knus, før hun dumpede ned på flad fod igen. Det var jo nok fordi, hun aldrig vidste præcis, hvor i verden han befandt sig på et givent tidspunkt.

[Elijah Jake McCloud]

Han smilede varmt til hende, han elskede at hun var så forstående. "Det er nu ikke mig der er grund til at være bekymret for." Sagde han sigende og så på hende med urolige blå øjne. Det var ikke så ofte at han så på hende på denne måde. Faktisk var han ikke sikker på at det var noget han havde gjort før. Det der lå i det var bare at han var fuldblod og hun var mugglerfødt. Han frygtede for hendes sikkerhed nu hvor Theodore havde udråbt sig selv til Minister for Magi. Krammet blev gengældt. "Måske vi skulle rejse væk for en stund?" Forslog han pludselig komplet ud af det blå, havde hun været i hans tankestrøm der havde det nok også givet mere mening for hende.

Hvor god ideen var havde han heller ikke helt tænkt, de havde jo ikke boet sammen før eller noget og de havde hver deres rutiner, men han holdt virkelig meget af hende og ville ikke have at der skulle ske hende noget. Hvad hvis dødsgarden besluttede at lave omlægninger på Hogwarts? Elijah frygtede at det kunne ske og hvad ville der så ske med Darcy, han turde ikke rigtigt tænke på det.
"Undskyld," sukkede han så, det var ikke fair af ham at opfører sig på denne måde når det var så længe siden de havde set hinanden. "Jeg er nok bare lidt hyllet ud af den efter alt det der er sket i ministeriet." Indrømmede han.

[Darcy Cockburn]

Darcy vidste ikke helt, om hun skulle rulle med øjnene af Elijahs kommentar, eller blive taknemmelig over, at det lod til, han var bekymret for hende. Hun endte med blot at gengælde det sigende blik med sit eget. Selvfølgelig var hun også bekymret, det kunne udtrykket i hendes øjne vist ej heller skjule. Vagtsomhed var ikke noget, Darcy plejede at eje særlig meget af, men også det havde da ændret sig i løbet af den sidste tid. Alt, der var unormalt, sprang hende nærmest i øjnene.
Hun hævede lidt overrasket øjenbrynene en anelse, da hun hørte hans impulsive forslag. ”Hvor skulle vi rejse hen? Til verdens ende?” spurgte hun uddybende og trak den ene mundvig op i et lille smil, før hun så sig nødsaget til at blive alvorlig igen. Darcy hadede at være nødt til at være alvorlig. Det var ferie, vejret var skønt - hvor det bare irriterende, at der sådan skulle lægges en dæmper på det hele på grund af en enkelt magtsyg troldmand. ”Jeg har selv tænkt tanken.” betroede hun ham med et mildt suk og strøg en hånd løst igennem sit hår. ”Vi er vist alle lidt hylede ud af den.” Men ikke endnu. Muligvis kunne hun overtales til en kort ferie, men hun var nødt til at tage tilbage til Hogwarts efter sommerferien. Det var endnu ikke tid til at give op på det hele.
”Har du overhovedet ferie?” forhørte hun sig, lidt i et forsøg på at lette samtaleemnet til noget knapt så alvorligt, idet hendes ene hånd fandt hans for at trække ham med sig. Der var ingen plan. Ingen plan for, hvor de skulle hen - men det var bedre end at stå stille.

[Elijah Jake McCloud]

Hendes lille kommentar fik ham til at smile skønt han ville ønske at hun tog ham lidt mere seriøst. Dette her var ikke for sjov, han frygtede inderligt for hendes liv, flere mugglerfødte havde mistet livet i denne meningsløse kamp for "rent blod". "Jeg mener det," sagde han stille selvom han godt vidste han lige havde undskyldt for måske at være lidt overbeskyttende. "Jeg er ligeglad hvor vi tager hen, bare det er et sted langt væk fra alt det her blodracistiske møg." Han rynkede brynene og de blå øjne strålede af bekymring. "Jeg vil bare ikke have du kommer noget til." Slog han så fast og trak hendes hånd til sine læber for at kysse den blidt inden han fulgte efter hende.
"Jeg er egentlig ikke i humør til at spise ude, ville du have noget imod vi tog hjem til mig?" Spurgte han ind. Igen var det nok mest den overbeskyttende del af ham der ikke brød sig om at hun var herude i "farezonen".

Han rystede på hovedet som svar på hendes spørgsmål. Nu var ferien heller ikke det der betød det store, kom det til hendes sikkerhed stak han glædeligt af og bosatte sig som hyrde i de tyske alper. "Jeg tænkte måske også at blive væk til der faldt mere ro på alting." Og med det mente han til nogen havde fået Theodore vippet af pinden. Nogen måtte da gøre noget! Det kunne jo ikke bliver ved på denne her måde.

[Darcy Cockburn]

”Jeg ved det godt.” Hun gav hans hånd et beroligende klem. ”De har ikke gjort udfald imod Hogwarts endnu. Det er stadig et sikkert sted.” pointerede hun roligt, i sit indre overrasket over at høre den slags ord fra Elijahs mund. Det var ikke fordi, hun blev vred eller irriteret over hans bekymring - hun var jo også selv utryg. Men hun var bare ikke helt klar endnu, selvom det kun var et spørgsmål om tid. Når først Theodore rettede sit blik imod Hogwarts, så ville det være direkte dumdristigt af hende at blive der.
”Overhovedet ikke. Det er også lidt deprimerende, ikke?” bemærkede hun med en panderynken og kastede endnu et blik op og ned ad den øde hovedgade. Der var ikke mange, der bevægede sig udenfor en dør i disse tider, hvilket Darcy heller ikke kunne fortænke dem i. Der var alt for mange, der led under tidligere dårlige erfaringer med dødsgarden. Alene tanken var nok til at frembringe kuldegysninger. Det var som om, alt bare ventede i åndeløshed på det næste angreb - hvor det så end ville blive.
”Spørgsmålet er, hvornår det bliver…” sukkede hun lidt opgivende. Det var uoverskueligt og virkede usandsynligt, det skulle ske særlig hurtigt. Det gik simpelthen stadig ud over hendes fatteevne, hvordan Theodore bare havde kunnet indtage Ministeriet for Magi sådan… Og hvor var modstanden nu? Der måtte sidde nogle oprørere derude et sted.

[Elijah Jake McCloud]

Han kunne ikke lade være med at sende hende et lidt utilfreds blik. ”Nej ikke endnu, men Darcy du skal jo helst også være væk når de gør.” Påmindede han og så ned på deres hænder, som skammede han sig over at skulle fortælle hende hvad hun burde gøre. Det gjorde han nok lidt, især når hans job var langt mere risikabelt end hendes, i det mindste var han da fuldblod.
”Meget faktisk.” Medgav han hvorefter en stilhed lagde sig over dem for en kort stund. De havde hver deres tanker at gå med. Dette kaos lod bare ikke til at have nogen ende. Folk var bange og stressede og generelt virkede skyerne bare lidt mere grå end ellers. Det vidste han godt ikke var muligt, men den tryggede stemning var bare over det hele.

Han rystede lidt på hovedet og drejede om et gadehjørne ned af en lille gyde hvor han havde gemt en transitnøgle der kunne sende dem til London. ”Nej det er der desværre ingen der ved.” Sukkede han stille. Han vidste godt at det at flygte ikke var en løsning der kunne holde evigt. Man kunne ikke flygte hele livet, eller det kunne man nok godt, men hvilket liv ville det også være. Med et solidt tag i hendes hånd greb han nøglen. Han var vandt til at rejse på denne måde fra tid til anden.
De landede i en mørk baggård. Elijah gik mod den ene af dørene og fangede opgangsdøren og skubbede den op. Han holdt den åben for hende og gik op af trapperne til sin lejlighed. Han fandt hoveddørsnøglen frem og låste sig ind. Selvom dette var i London lå det dejlig tæt på Diagonalstræde, der boede en del magikere her, selv viceverten var magiker hvilket gjorde at elektriciteten ikke rigtigt blev benyttet. Nu havde Elijah heller ikke særlig meget


// Undskylder mange gange at jeg har været så længe om at svare

[Darcy Cockburn]

Darcy klemte utilfreds læberne let sammen, et eneste tegn på, at hun var ved at blive småirriteret. Elijahs bekymring både fornøjede, smigrede og irriterede hende på samme tid – han var den eneste, der tænkte sådan på hende, og det var hun taknemmelig for, men det ændrede ikke ved, at hun nu også kunne passe på sig selv.
”Jeg er nødt til at vende tilbage til Hogwarts efter sommerferien.” sagde hun indtrængende. ”Der er elever der, som regner med mig. Jeg kan ikke lade dem i stikken.” Darcy lænede sig frem og placerede et blidt kys imod hans kind. ”Skal vi i stedet snakke om, hvorfor du lusker rundt om Ministeriet i disse tider?” Hun gav hans hånd et klem og smilede et lille smil. Hun havde ikke tænkt sig at diktere, hvad han burde og ikke burde gøre, men han skulle alligevel vide, at bekymringen var gensidig. Darcy så allerhelst, at han kunne nøjedes med at sidde hjemme i sin lejlighed og skrive sine artikler derfra. Det ville være meget mindre farefuldt.

Elijahs lejlighed var ikke længere fremmed for hende. Den havde cirka samme størrelse som hendes egen, og hun bevægede sig hjemmevant rundt. Darcy befriede sig først fra overtøjet, inden hun fortsatte ind. En ting, hun dog sikkert aldrig rigtig ville vænne sig til, det var fraværet af mugglergenstande. Selv holdt hun jo stadig de mest gængs apparaturer, så hendes familie – ikke mindst nevøer og niecer – kunne finde ud af det, men en del fandt hun dog også ganske praktisk og brugte jævnligt.
”Så… Hvad er der på menuen?” forhørte hun sig med et strejf af munterhed og vendte sig mod Elijah, der kom ind efter hende. Hun håbede måske lidt, de kunne glemme den anden diskussion. Darcy havde ikke lyst til at diskutere, når det var så sjældent, de havde tid til at se hinanden.

[Elijah Jake McCloud]

Elijah kunne godt mærke at han skulle til at passe lidt på hvor han trådte, efter 2 år sammen, kendte de efterhånden hinanden ganske godt skønt de ikke så hinanden så ofte."Men..." Begyndte han, men stoppede sig selv han ønskede jo heller ikke at de så skulle bruge denne ene aften hvor de så endelig sås, på at diskuterer om hvorvidt hun burde arbejde eller skjule sig.
Han var aldrig i tvivl om at hun levede og åndede for sit job, som han jo også selv gjorde, men hvor var det dog frustrerende når han ikke kunne være der til at beskytte hende. -også selvom hun nok ikke ligefrem behøvede hans beskyttelse.

Hentydningen om hans eget job satte ham i en lidt forlegen situation fordi han godt kunne se hendes pointe. I det mindste opsøgte hun ikke farene som han måtte siges at gøre. "Okay, okay, point taken," mumlede han en smule utilfreds med at hun havde ret...igen.
Han kommenterede ikke på emneskiftet, men besluttede sig for at det nok var en ganske god ide at lade det andet emne glide ud i sandet. "Hmm..jeg tror jeg har noget tomatsuppe der kan varmes," besvarede han tænksomt hendes spørgsmål. Det var måske ikke så romantisk, men på den anden side var det let og hurtigt at lave hvilket ville give dem mere tid til at slappe af bagefter. "Hvornår skal du være tilbage på skolen?" Spurgte han ind og håbede underforstået at hun blev og sov.

[Darcy Cockburn]

Darcy åndede lettet op, da han lod til endelig at lade emnet falde. Altså, hun havde ikke noget imod en god diskussion engang imellem – det var kun godt og måske tilmed sundt, selvom hun lidt for ofte tabte terræn. Som journalist havde han altså ordet i sin magt på en lidt anden måde, end hun formåede. Men det kunne de tidsnok snakke om. I det mindste var det ikke noget, der kunne holde Darcys gode humør væk i særlig lang tid – det var livet for kort til!
”Uhm. Delikat!” kommenterede hun muntert og gav sig til at finde et par dybe tallerkener og bestik frem fra deres faste pladser.
”Først om maaange timer.” svarede hun glad og pegede på ham med den ske, hun havde i hånden. Man skulle skam ikke kimse ad tomatsuppe. Det var måske ikke det mest ekstravagante, men det var perfekt til de dage, hvor man ganske enkelt ikke orkede at lave noget kompliceret eller de dage, hvor vejret var værre end sne i midten af marts og alt, man havde lyst til var at bure sig inde med varm kakao og en god bog. Eller en Elijah. ”Vi har god tid.” forsikrede hun ham med et mildt smil, mens hun omhyggeligt dækkede bordet op. "Skal du på arbejde i morgen?"

[Elijah Jake McCloud]

Han var stadigvæk ikke helt tilfreds med udfaldet, men han kunne ikke rigtigt gøre noget ved det, denne gang måtte dem hedde 1-0 til Darcy. Han smilede svagt ved den tanke. Der var trods alt en grund til at det var lige netop hende han var faldet for. Jo mere de havde lært hinanden at kende og var blevet mere trygge ved hinanden, jo mere selvsikker følte han sig også omkring hende.
Den muntre holdning omkring tingene smittede af på ham, selvom han nu ikke var specielt stolt ver ikke at have noget bedre at tilbyde, "jeg har ikke så meget andet," sukkede han mildt og hældte suppen op i gryden som han tændte op under ved hjælp af sin stav.

Den lidt barnlige understregelse fik ham til at grine og bevæge sig over til hende imens hun dækkede bordet. Suppen kunne godt passe sig selv et par minutter. Han slog armene omkring hende og trak hende ind til sig. "Jeg elsker dig virkelig." Kommenterede han og så ned på hende med et kærligt blik.
"Og nej, jeg skal ikke på arbejde i morgen. Jeg var ude i weekenden så jeg har et par dages fri." Forklarede han med spor af lettelse bag. Han elskede sit job, men det var nu også rart ned en fridag fra tid til anden. "Det er også derfor mit køleskab er så tomt." Han skævede lidt mod det som burde det have fyldt sig selv op under hans fravær.

[Darcy Cockburn]

”Det går nok. Tomatsuppe er bestemt også godt.” Det var – som altid – ærgerligt, at de ikke bare kunne fremtrylle noget ud af det blå. Man skulle tro, det var muligt! Men nej. Man kunne hidkalde det, hvis man vidste, hvor det var, man kunne tranformere det eller øge mængden, hvis man allerede havde noget – men ud af den blå luft var det ganske enkelt umuligt. Og da først duften fra gryden begyndte at brede sig i lokalet, havde Darcy egentlig ikke så meget at klage over.

Da Elijah bevægede sig hen til hende, lod hun borddækning være borddækning, det så alligevel fint ud, og blev nærværende. ”Mmh-hmh,” svarede Darcy mumlende, som hendes hænder fandt på plads på deres hjemmevante plads om hans nakke. Hun blev stadig blød i knæene og let om hjertet, når han så på hende med det blik. ”Og jeg elsker dig.” Hendes fingre bevægede sig let i hans nakke, idet hun løftede sig op på tæerne for at gøre krav på et kys og trække øjeblikket lidt ud.
”Ih, dog, ih, dog. Hvad skal du dog bruge alt den tid på?” spurgte hun med et langsomt smil efter, hun var vippet ned på flad fod igen.

[Elijah Jake McCloud]

Han smilede ved hendes godkendelse. Han følte sig helt utrolig heldig at være end del af hendes liv. Tænk at de havde været sammen i over to år. Det virkede både urealistisk og alligevel som om at det altid havde været på den måde.
Elijah var i hvert fald ikke i tvivl om at hun var den eneste ene for ham og han ville elske at dele resten af sit liv med hende. Fjollet og pladderromantisk som det måske nu engang måtte lyde. Han gik da også lidt rundt med tanken om måske at falde på knæ, men som tingene så ud nu var det alligevel også en smule risikabelt. Når den tid kom skulle de have fuldt overskud til det og ikke rende rundt og frygte for deres liv.

Et lille skævt smil gled over hans læber som hendes hænder lukkede sig omkring hans nakke. Han mødte hende i kysset og låste armene omkring livet på hende for at holde hende tæt ind til sig.
Da de brød kysset løsnede han roligt grebet omkring hende. Han smilede på ny og lod end hånd glide ned over hendes kind. "Jeg har da et par ideer," svarede han i en drilsk tone. Og ham der ellers aldrig havde været særlig god til at flirte. Han bukkede sig lidt ned for at kræve hendes læber på ny.

[Darcy Cockburn]

Engang imellem formåede de dystre tanker at trænge Darcys mere muntre sind i baggrunden, det skete oftere og oftere i denne tid, og så kunne hun næsten blive helt stakåndet over alle de mulige rædsler. Tanken om, at der skulle ske Elijah noget, gjorde hende aldeles skrækslagen – men på den anden side, så blev hun også næsten angst over, hvor hurtigt ét menneske kunne komme til at betyde så uendeligt meget. Darcy var ikke sikker på, hun kunne fungere uden. Men hun kunne vist heller ikke løbe fra, at hun var blevet lidt blødsøden på sine gamle dage – selvom hun gerne ville.

Darcy lod hænderne blive liggende løst omkring Elijah.
”Virkelig?” kommenterede hun med påtaget overraskelse og nysgerrighed og smilede langsomt, da han bukkede sig mod hende endnu engang. Hun havde virkelig savnet at have ham så tæt på, og hjalp uden tøven til med at forkorte afstanden mellem dem. For hendes skyld kunne de fint udsætte suppen et par minutter til fordel for et øjebliks nærhed.
Et mildt suk forlod hende, da deres læber mødtes igen, og hun lukkede øjnene i for at give sig selv lov til at koncentrere sig helt og holdent om fornemmelsen af manden over for hende og de mange sanseindtryk, som det uvægerligt bragte med sig.