Lightning stroke twice!

[Alyxia Iearen McBeth]

Trescott Roden
*************************************************

Det var en typisk kedelig, regnfyldt dag i London. Gaderne strømmede med vand, men ministeriets vinduer var fortryllet til at vise det største solskind, i hvert fald i de nedre regioner, som var der hvor Aly befandt sig. Det nærmede sig frokosttid. Hele aurorkontoret havde et stort møde inden frokost, hvilket Aly vidste for hun havde allieret sig lidt med Matthew, der dog endnu ikke vidste noget. I mellemtiden havde hun sneget sig ind på Scotts kontor.
Hun havde brugt hele morgenen på Mongus, uden om hans viden. Hendes krop havde forandret sig, hun havde det skidt når hun stod op og flere timer efter, og sådan havde det været i flere uger efterhånden. Lige nu havde hun det dog godt.. faktisk bedre end det. Hendes mørke lokker hang omkring hendes ansigt i bløde krøller, og hun var klædt i et par lavsiddende jeans og en hjemmestrikket sweater som hendes tidligere stedmor engang havde givet hende i julegave.
Det var helt rart at være ude til en afveksling, hun brugte meget af sin tid derhjemme, desuden var det lidt interessant at se kontoret.
Der var ikke alverdens tid, så hun gravede i hans taske, efter den madpakke han havde med. Oftest lagde hun en sød lille note, der enten sagde at hun glædede sig til at se ham, at hun elskede ham eller noget lidt mere... motiverende. På sedlen i dag stod der at hun elskede ham og at han skulle gemme noget af sin energi til hende, men denne var slet ikke god nok. Med bankende hjerte, nervøs for hvornår han ville komme, åbnede hun madpakken og krøllede noten sammen, mens hun i stedet lagde en lille ny i med teksten: "Tillykke farmand, vi ses om 7 måneder" hun smilede lidt over sin egen morsomhed, og lukkede madpakken igen, og lagde den tilbage. Hun havde lyst til at se hans reaktion, så hun besluttede sig for at tage plads i stolen foran hans skrivebord. De kunne jo sagtens spise frokost sammen, det kunne Matthew næppe have noget imod. Hun var så spændt og havde lyst til at råbe det ud til hele verden. Miraklet var sket igen mod alle odds, samtidig frygtede hun dog at det skulle ske igen... at de skulle miste.

[Trescott Roden]

Scott var nok ikke helt så opmærksom til mødet som han burde være. Hans tanker var lidt andre steder. Lige nu lå de ved den madpakke han vidste han havde liggende og vente på sig inde på kontoret. Det var altid en fornøjelse at spise de madpakker hun smurte ham. Det kunne godt være at Aly ikke var den bedste kok, men smørrebrødsmadder, det var noget hun hun styrede ganske fantastisk. Det kunne godt være at nogen måske ville mene det var en smule barnligt at lade sin kæreste stå og smørre mad til sig hver morgen, Scott var dybt uenig!
For det første var det nødvendigt at hun gjorde det, for ellers kunne han ikke nå at få mad med når han også skulle have sine 30 minutters puttetid inden han stod op, og dét stor ikke til forhandling! Det var en fast morgenrutine, hun smurte mad, han gjorde sig klar, så kunne de lige drikke en kop morgenkaffe eller te sammen inden han skulle ud af døren. Perfekt.

Det gik først op for Scott at mødet var hævet som folk begyndte at rejse sig. Selv sad han stadig mageligt tilbagelænet med det ene ben krydset over det andet, hænderne foldet i nakken. Han rettede sig dog hurtigt op og forlod mødelokaket med raske skridt og en rumlende mave. Det var altid en overraskelse hvad hun havde smurt til ham, samt hvilken lille sød note hun havde smidt med. På trods af det elendige vejr udenfor var hans humør højt, han åbnede døren ind til kontoret og mærkede det stige yderligere. "Solstråle!" Udbrød han overraket og lukkede døren efter sig.
Med raske skridt hen over gulvet gik han helt op til hende, sænkede sig ned og fangede hendes hoved mellem sine hænder for at placerer et langt krævende kys på hendes bløde læber. "Hvad skyldes den glædelige overraskelse?" Spurgte han og rettede sig op som han let rettede på jakkesættet han bar. De grønne øjne så ned på hende med et betaget blik. "Jeg sad faktisk lige og tænkte på dig til mødet." Det afslørede nok lidt hvor meget, eller rettere hvor lidt, han havde hørt efter.

[Alyxia Iearen McBeth]

Utålmodigt lagde Aly et slankt ben over det andet og slog blikket op mod det tikkende ur for tredje gang inden for bare 4 minutter. Tankerne kørte lidt rundt i hovedet på hende. Måske det var for tidligt at fortælle ham? Der var kun gået to måneder, og healeren havde gjort det klart for hende at der var stor risiko for at de kunne miste det, men hun var bare så glad for at de havde fået en chance mere, der var noget i dette som føltes rigtigt.
, men hun kunne heller ikke holde det hemmeligt hele graviditeten igennem alligevel. Aldeles opslugt af sine tanker, bemærkede hun slet ikke at de ansatte begyndte at bemande gangene igen, som ellers var tegn på at mødet var hævet. Hendes tanker blev afbrudt af Scotts muntre tone. Hun vendte sig lidt om mod ham og mærkede hvordan hendes hjerte slog kolbøtter i brystet på hende. "Hej din flotte fyr," hilste hun med et sødt grin og pillede lidt diskret ved solsmykket om hendes hals, det samme han havde givet hende den jul hvor deres eventyr var startet.
Hun lænede sig lidt frem da han kom hende i møde og gengædte hans kys. "Jeg kedede mig, så jeg tænkte at vi kunne spise frokost sammen?" hun håbede inderligt at han ville sige ja, så hun kunne se hans reaktion, og håbet lyste til igennem hendes blik. Hendes slanke øjenbryn skød lidt i vejret. "Er jeg forkert på den hvis jeg siger at tankerne ikke involverede tøj?" spurgte hun flabet, dog uden overhovedet at virke pervers, tværtimod så var hun en af de få der virkede uskyldigt i alt hvad hun sagde og gjorde for den sags skyld.

[Trescott Roden]

Hendes kommentar fik ham helt ubevidste til at vokse et par centimeter, ingen kunne styrke hans ego som Aly kunne. "Du har ret, jakkesæt klæder mig ganske godt, ikke sand?" Han skød brystet lidt frem og tog lidt fat i kraven på jakken for at understrege sin pointe. Det selvsikre udtryk blev dog hurtigt erstattet som han flækkede i et stort bredt grin. Han elskede at hun bar smykket, det var lidt som at en del af ham fik lov til at være med hende, lige som en forlovelses- eller vielsesing og det varmede, igen nok lidt mere end han ønskede at indrømme, han var jo ikke til sådan noget pladderromantik. Eller.
Den søde ide fik ham til at smile om muligt endnu mere, "så må De have noget godt at tilbyde M.McBeth, De ved jo jeg er en travl mand." Drillede han og kyssede kort hendes læber igen inden han gik rundt om skrivebordet og satte sig i sin sorte læderstol. "Men fordi De er så køn og kigge på vil jeg gerne tage imod Deres tilbud om at forsøde min frokostpause med Deres blotte tilstedeværelse." Han lo lidt og lod sin hænder søge over skrivebordet som hentydning til at hun skulle tage dem. "Jeg har savnet dig smukke." Sagde han i en kærlig tone.

Det næste fik ham til at slå lidt ud med hånden "Pfff selvfølgelig var der da tøj!" Sagde han og kiggede tilbage på hende med et lusket smil og et intenst blik, "lidt på gulvet, lidt på spisebordsstolene, endda et par trusser der hang ned fra lysekronen." Han hævede og sænkede flirtene brynene med en ganske sigende mine. Ikke at de havde været i gang over spisebordet endnu, men det var han allerede igang med mentalt at arrangerer.
"Så har du også madpakke med? Skal vi dele min? Eller vil du ud og spise?" Slog han over og smilede i håb om at hans ord havde distraheret hende bare en smule.

[Alyxia Iearen McBeth]

Jakkesæt klædte ham virkelig, men helt ærligt, hvad ville ikke klæde ham? Tænkte hun for sig selv. "Jo du ser godt ud," sagde hun ærligt og lagde hovedet lidt på skrå. I sit indre så hun allerede hans reaktion for sig, hvilket fik hende til at ønske at han dog bare ville tage sin madkasse og begive sig i krig med maden. Hun måtte smører sig med tålmodighed bare et øjeblik længere. Kysset var så flygtigt at hun kun lige nåede at gengælde det, før han trak sig tilbage til sit skrivebord. "Jeg tænkte nok at jeg kunne være en lille appetit vækker," hun smilede lidt over sin egen morskab. Han skulle bare vide hvad der ventede ham. Det var så svært bare at lade som om at alt var fint og normalt, når hun sad og trippede som et lille barn.
Aly lænede sig lidt frem over skrivebordet og lod sin hånd glide i hans. Smykket hang om hendes hals stort set altid, med mindre hun sov eller var i bad, det var en del af ham, der altid mindede hende om at der var en grund til at smile. "Det er kun et par timer siden du tog af sted," påpegede hun med et lille grin. Det var sødt at han var blevet så romantisk, hun var ikke et øjeblik i tvivl om at han elskede hende. Ufrivilligt blussede hendes kinder i en rødmen mens hun ikke kunne lade være med at grine over hans kommentar. "Du er simpelthen så slem!" skældte hun morende og daskede til hans hånd. Han kunne ikke sige sådan noget, og da slet ikke når han var på arbejde! Hvad hvis han kollegaer hørte ham?
"Faktisk har jeg spist, jeg savnede dig bare. Gå bare ombord," bad hun og mærkede et lille spændt sus i maven. Han havde bare snart at gå i krig!

[Trescott Roden]

Han nikkede bekræftende, "ja der er sådan lidt James Bond over mig," snakkede han videre, nok mere henvendt til sig selv eftersom hun nok alligevel ikke anede hvem han snakkede om. Han blik faldt på hende og han rynkede brynene en smule, hun virkede næsten en kende anspændt. "Det vil du stadigvæk være den dag du er 80," sagde han flirtende. Han kunne godt fornemme at der var et eller andet i gærde, men han kunne virkelig ikke gennemskue hvad det skulle være.
"Et par lange timer!" Rettede han hende med et bedrevidende udtryk hvor efter han blinkede en enkelt gang og gav hendes hånd et klem. Det havde i hvert fald nærmest føltes som om timerne var gået baglæns derinde. Et lukset smil spredte sig på læberne. "Og ka' li' det." Kommenterede han grinende og så igen lidt frem for sig, det lidt for magelige smil bevidnede om hvilke tanker han sad og gjorde sig.

Hendes ord trak ham dog tilbage til virkeligheden og han rystede lidt på hovedet af sin egen fritløbende fantasi. "Har du?" Spurgte han og kunne ikke lade være med at sende hende et lidt mistroisk blik. Han slog det dog lidt hen og fandt sin madpakke frem som han omgående gav sig til at åbne. Den lille seddel tog han op som det første for at læse den. Han stivnede lidt og læste den igen, uden selv at bemærke han havde tabt underkæben. I nogle meget lange sekunder sad han bare og stirrede på den, som om at hans hjerne ikke helt kunne kaperer hvad han læste. Det kunne ikke passe, kunne de virkelig være så heldige? Han lod langsomt hånden med noten dale og så så på hende med tydelig forvirring i blikket. "Aly..?" Sagde han hans stemme var pludselig helt underlig og svag. "Er du..? Skal vi...?" Han kunne ikke engang afslutte sætningen. Alt i ham var ved at eksploderer.
Med et fløj han og af stolen og rundt om skrivebordet som en trold ud af en æske. Uden advarsel nærmest hev han hende op af stolen placerede sine hænder på hver side af hendes kønne ansigt og skænkede hende et varmt kys som han kort efter slap som hans hjerne begyndte at fungerer optimalt igen. "Du er gravid!" Et nyt kys "Vi skal have et barn!" Endnu et kys, "Jeg kan næsten ikke tro det!" Tre længere kys fulgte efterfølgende.

[Alyxia Iearen McBeth]

Fordi det var Scott, forventede Aly en lidt sjov kommentar, hvilket fik hende til at le på forhånd. Den latter forsvandt dog ret hurtigt da han begyndte at nævne en James-hvad-for-en-nød? Man kunne se at hun undrede sig, men at hun samtidig besluttede sig for bare at ryste på hovedet uden at spørge mere ind til det. Ham og alle hans mugglerdimser! "Altså du er stadig i live, men det er selvfølgelig hele 5 timer siden, du sidst havde puttetid," drillede hun. Åh hans kollegaer ville med garanti elske at høre det her! Deres store, stygge chef var afhængig af at putte med sin kæreste hver morgen og hvis det ikke skete, så var fanden løs i laksegade!
Hendes blik forvandlede sig lynhurtigt da han fandt madkassen frem. Aly lænede sig lidt tilbage og måtte tage sig selv i at bide sig i læben så han ikke ville fatte mistanke, men gud hvor hendes hjerte bankede.
Ville han blive vred? Nej hvorfor skulle han? Tankerne kørte rundt i hovedet på hende, mens hun så ham læse beskeden. Smilet falmede og blev i stedet lidt sammenbidt. Han kunne ikke bare være stille, han var nødt til at sige noget! Hun skulle til at tigge ham om at sige noget, da han endelig kom hende i forekøbet og opfyldte hendes ønske. Meget forsigtigt nikkede hun til hans ord. "Det skal vi. Jeg fik det bekræftet for et par timer siden," afslørede hun med en stemme der var præget af nervøsitet.
Det hele gik så hurtigt. Hun havde slået blikket ned i skødet et øjeblik og i det næste mærkede hun hans stærke arme trække hende om at stolen, så hun stod foran ham med et lidt chokeret blik. Ved hans første kys, stod hun bare der, men så brød et smil hendes læber, så bredt at hun slet ikke var i stand til at gengælde hans kys, men hun tog til gengæld vel imod det. "Vi skal have et barn," bekræftede hun og lo. Det var lettende at han tog det så pænt!

[Trescott Roden]

Var der noget Scott var ekspert til så var det at overdramatiserer og nu var bestemt ingen undtagelse! "Mhmm.." sagde han med underlæben skudt ud som et lille barn der var blevet snydt for sin juletave. "Du skulle bare vide hvor svært det har været," han førte dramatisk håndryggen til sin pande og sukkede dybt og klagende. Igen rettede han blikket mod hende og lyste op i et kæmpe smil, "men nu hvor du er her kan jeg lige udholde smerten." Han vidste udmærket godt at han var ganske forfærdelig, men han vidste også at hun elskede ham for det -det meste af tiden i hvert fald.

Nyhenden om at han skulle være far, skræmte ham underlig nok ikke det mindste denne gang. Eller jo tanken om at miste barnet igen skræmte ham nok til at han næsten blev dårlig, men der var ingen grund til at ødelægge så perfekt et øjeblik. Desuden blev det overskygget af følelsen af at han faktisk kunne få lov til at være med til det hele denne gang. helt fra begyndelsen. Han elskede det! "Skat du sagde da ikke noget om at du skulle til lægen," sagde han og så en smule anklagende på hende, da han omsider stoppede med at kysse hende, dog antyede det enorme smil at hun var tilgivet på forhånd.
"Tænk at vi skal have et barn!" Sagde han og trak hende ind i et varmt knus, "min mor og Sam bliver helt vilde!" Han løsnede grebet igen som noget andet gik op for ham. En meget tænksom mine gled over hans ansigt. "Tror du vi kan bilde din far ind at det er en jomfrufødsel igen?" Ikke at den havde virket sidste gang, men det var forsøget værd. Både Matthew og Jonathan var nogen gankse skræmmende personer!

[Alyxia Iearen McBeth]

Som svar på hans drama, himlede hun med øjnene og forsøgte ikke at smile for meget, det var dog svært. Smilet havde brændt sig fast. "Jeg føler med dig dybt inde," drillede hun. Det var svært ikke at gøre lidt grin med ham, netop fordi han var lidt en macho mand, men uden sin puttetid så var han virkelig ikke meget værd. "Jeg kom også alene for at lindre din smerte," hun lagde hovedet på skrå og hævede hånden for at lade den hvile mod hans kind med et lidt kækt glimt i øjet. Hun elskede ham frygtelig højt, og tanken om at stifte familie med ham, var så perfekt, og surrealistisk og perfekt!
Selvfølgelig var hun bange for at miste igen, bange for at de ville miste deres forhold hvis noget gik galt igen, men det blev overskygget af tanken om at de overhovedet havde fået en chance til, hvilket ingen af dem havde troet. "Jeg var ikke sikker og jeg ville ikke sætte forhåbninger i dig, så jeg besluttede mig for at fortælle dig det når jeg var sikker," forklarede hun og tiggede til at han ikke ville være vred på hende over det, hun havde jo fortalt ham det som den første denne her gang!
Aly sukkede og lagde armene omkring ham for at gengælde hans knus. Sådan stod de lidt og vuggede. "Ja det bliver nok ellevilde, men kan vi ikke vente med at fortælle dem det til det bliver nødvendigt? Jeg orker ikke hvis vi mister det igen," hun trak sig lidt og så op på ham med et lidt bedende blik. Det var svært at holde hemmeligt, men hun orkede ikke den opmærksomhed igen. Det alvorlige blik forandredes fuldstændigt ved hans ord, og fik hende til at bryde ud i latter. "Jo prøv du bare det," svarede hun leende, og lagde hovedet mod hans bryst.

[Trescott Roden]

Han lod hovedet falde lidt på skrå, "du skal ikke himle med øjnene af mig Prinsesse!" Han så på hende med noget der skulle have været et alvorligt blik, men det glædestrålende smil var ikke rigtigt til at fjerne. Desuden var det jo ikke første gang i denne samtale at hun himlede med øjnene på grund af noget han havde sagt. "Jeg er nemlig dødalvorlig som du nok kan se!" Tilføjede han. Dog som hun hævede hånden til hans kind og sagde, hvad der tydeligvis var en joke, kunne han alligevel ikke helt lade være med at nyde det lidt for meget. Joke eller ej kunne hun altid få ham til at føle sig værdsat.
Han drejede hovede let for at kysse hendes håndflade og smilede så til hende. "Ved du godt hvor højt jeg elsker dig?" Spurgte han så lidt ud af det blå og prøvede at fange hendes blik. Af en eller anden årsag faldt det ham ganske naturligt at sige det til hende, skønt han stadigvæk ikke smed omkring sig med lige præcis de ord.

Han smilede til hende og nikkede så, "jeg forstår godt hvad du mener, men jeg ville nu alligevel ønske at jeg havde været der." Han lod en hånd glide ned til hendes mave og lod den hvile der som forventede han at kunne mærke det liv der var ved at udvikles derinde. Han rynkede brynene lidt ved hendes ord. Ville hun vente med at sige det? Personligt kunne han næsten ikke vente, faktisk havde han nærmest lyst til at løbe gennem hele ministeriet og annoncerer at han skulle være far! "Hey," han tog blidt fat omkring hendes hage, "vi mister ikke igen," sagde han som var hans ord magt! Han kunne slet ikke gennemskue at miste endnu et barn og hvis der bare var den mindste fair balance i livet ville det ikke ske for dem en gang til! "Du ved også godt at du bliver grillet af dem begge, for ikke at sige Mattheus hvis de skal finde ud af det selv...medmindre...ved Matt det godt?" Han kunne ikke lade være med at have en lille bitter undertone som han spurgte. Han havde bestemt ikke glemt fra sidste gang. "I will! Jeg har trods alt mit liv kært," han blinkede til hende.

[Alyxia Iearen McBeth]

Aly tog sig slet ikke af hans forsøgte alvorlige blik. "Jeg himler med øjnene af dig mindst ti gange i løbet af en dag skat," pointerede hun ærligt. Han kom altid med så mange dumsmarte bemærkninger at hun ikke vidste hvad pokker hun skulle sige, så at vende øjne var den perfekte udtryksmulighed i forhold til det!
"Ja pas du hellere på med det, det giver rynker før tid, og jeg har hørt at skrigende babyer også skulle give grå hår, så du går en mørk fremtid i møde," drillede hun og prikkede ham på brystet for at understrege sin pointe, selvom hendes blik ligesom hans, slet ikke var særlig alvorligt. Hun var simpelthen så glad at ord ikke kunne beskrive hvad han fik hende til at føle.
"Højt håber jeg," svarede hun og strakte sig for at kysse ham lidt flygtigt. Det var fantastisk at have en kæreste der ikke kun var kæreste men også hendes bedste ven, en mand hun stolede på mere end nogen anden.
"Det var heller ikke min mening at holde dig uden for, jeg var bare nødt til at være sikker. For fremtiden lover jeg at sige til, så du kan komme med," hun lagde hænderne mod hans overarme, og nikkede lidt bestemt. Hun ville hellere end gerne have ham med. Smilet falmede ikke, men hendes blik var lidt påvirket af at de var nødt til at tage den snak. Hun sukkede stille. "Sidste gang kom alle rendende og det gjorde kun mere ondt. Kan vi ikke nok gå lidt stille med dørene bare til maven begynder at komme og vi er bare lidt mere sikre?" spurgte hun stille. Hun ville jo heller ikke miste ham hvis der skete noget.
"Nej det er kun os to der ved det," svarede hun ærligt. Denne gang var han den første!

[Trescott Roden]

Han pådrog sig et fornærmet udtryk på ny, "det gør du vel ikke!" Udbrød han forraget, jeg tror vidst at jeg må finde en passende afstraffelse for det." Sagde han tænksomt og for en gangs skyld var det ikke engang perverse tanker der huserede hans hoved, hvilket det ellers so regel var når det kom til Aly.
Hvad det var hun gjorde anede han ikke, men den eneste han nogensinde havde haft så kinky en tankegang med var Raquel og det var efterhånden en del år siden. Med Aly var de alligevel også noget helt andet fordi han elskede hende i modsætning til Raquel.
Hendes kække bemærkning gik ham til at prikke hende i siden, "så det du siger at jeg om et par år sidder som en gammel gråhåret russin i hjørnet?" Han rystede på hovedet af hende med en skuffet mine. Dog holdt det ikke længere end et par sekunder. "Tænk på den respekt jeg ville få når folk tror at jeg er 70," han så lidt frem for sig, "de vil tænke 70 år der er i god form, stadigvæk arbejder og med en ung flot babe ved sin side." Han blinkede til hende og tog fat omkring hendes bagdel med et tilfreds smil på læben.

Han forsøgte at gengælde kysset, men det lidt lalleglade smil på hans læber forhindrede det en smule. "Det ved jeg godt skat," sagde han blidt og strøg en lok af hendes hår om bag øret på hende. "Men heldigvis for dig er jeg helt utrolig tilgivende hvis man gør sig lidt umage," det flabede smil indikerede at han endnu engang tænkte i lidt mere perverse baner. Som man kendte ham bedst. Han slog dog spøgen til side med en mindre hovedrysten. "Ej jeg vil virkelig gerne med til alt hvad der er muligt," indrømmede han, det her var fantastisk han skulle være far og denne gang kunne han være inde over alt det han var gået glip af med Zachary.
Han sukkede blidt til hendes ord. "Jeg forstår dig godt," sagde han stille, han ville heller ikke kunne klare alle det medfølende blikke og trøstende ord hvis hun tabte barnet. Det var nok bedst at vente til de var sikre på at hun ikke tabte barnet. "Så nu skal jeg rigtigt til at varde dig op derhjemme." Konkluderede han med en hvis stolthed i stemmen.

[Alyxia Iearen McBeth]

Hun lagde hovedet let på skrå, og lagde en blid hånd mod hans bryst. "Og hvad vil du gøre? Kysse mig til døde?" spurgte hun morende. Han kunne næppe få sig selv til at straffe hende for noget, nogensinde. Aly elskede at han blev så blød omkring hende, hun følte at hun var noget helt særligt for ham. "Det er præcis det jeg siger," bekræftede hun og nikkede lidt resolut. Selv som en gråhåret, rynket rosin ville han være lækker.. tænkte hun for sig selv, for aldrig om hun ville sige det til ham. Hun skulle netop til at sige noget, da han i stedet tog fat om hendes bagdel og gjorde hende mundlam. Hun rødmede i mere eller mindre hele hovedet og lagde sine hænder over hans for at fører dem tilbage på hendes ryg med et hvad-laver-du-blik præget af det lidt for store smil på hendes læber. "Scott ikke her, vi er på dit kontor!" påpmindede hun med et lille grin og kiggede hurtigt hen mod døren for at se om nogen havde set det. Det lod det ikke til. Hendes far og hendes eks arbejdede begge her, der var bare mærkeligt..
Et lille glimt meldte sig i hendes ellers uskyldige blik. Hun tog fat om ham slips, viklede det om sit håndled for at trække ham ned til sig, så hun kunne kysse ham bare lidt dybere. "Så er jeg tilgivet?" spurgte hun stille, efter at have trukket sig bare millimeter fra hans læber. Hun gik automatisk ud fra at de var enige om at holde det hemmeligt, i hvert fald bare for nu mens hun stadig var i et sårbart stadie, hvor selv normale kvinder kunne tabe deres børn.
"Det vil jeg virkelig glæde mig til," grinede hun og slap hans slips igen. Hun havde ingen idé om hvad hans opvartning betød.

[Trescott Roden]

Trangen til at give hende et blidt over nakken var yderst lokkende, bare for hendes flabethed. "Du kan bare vente dig, jeg finder på noget," mumlede han med et næsten djævelsk smil på læben. Ideer hade han nok af, og hun skulle ikke ønske sig at ligge sig ud med ham når det kom til den slags. Ikke at han nogensinde kunne finde på at gøre noget hun ikke selv ville kunne lide.
Hendes bekræftelse fik ham til at sende hende et advarende blik, "det var to Ms. McBeth, pres nu ikke citronen." Han lænede sig smilende frem og skænkede hendes læber et kys. Smilet blev kun bredere af hendes chokerede reaktion. Blikket han sendte hende talte for sig selv, selvom det nok ikke havde været ment på den måde tog han det lidt som en udfordring, han tog et skridt frem mod hende for derved at tvinde hende til at gå lidt baglæns, "ooog?" Det intense blik og det bredde smil på hans læber gav en lille ide om hvad der forgik i hovedet på ham lige nu.

Måden hun tog fat i hans slips på og trak ham ned mod sig efter kysset, gjorde ham blot endnu mere opsat på den ide der var begyndt at opbygge sig i hans,måske lidt for drengede hjerne. "Du arbejder dig da i hvert fald derhen ad." sagden han lavmeldt og tog endnu et skridt frem mod hende. "Tro mig skat, du har mange ting at glæde dig til," han blinkede til hende og lænede sig helt ned så han kun var millimeter fra hendes læber. Han søgte hendes blik og lod på ny sine hænder glide til hendes bagdel. Han elskede virkelig alt ved hende. Hendes personlighed, hendes udseende og krop, alting, hvilket også hurtigere fik ham til at hige efter mere.

[Alyxia Iearen McBeth]

Hun lo mildt og rystede lidt på hovedet. Han kunne bare give los med de kreative idéer, hun vidste jo godt at han aldrig ville gøre hende noget som sådan. "Det ser jeg frem til," sagde hun og grinede stadigt lidt for sig selv.
Det uskyldige udtryk vendte tilbage til hendes blik. "Jeg kunne ikke drømme om at presse citronen Mr. Roden, jeg er jo en ordentlig pige," påpegede hun og lagde hovedet lidt på sned. Ingen ville nogensinde tro at hun havde sine fejl, eller at hun godt kunne give slip på sin uskyld i perioder, men det var også fint nok at kunne spille på det. Dette var dog en af de situationer hvor det mest fornuftige bare havde været at lade det ligge.
Hun bakkede små skridt, stadig med hænderne hvilende på hans bryst. Hendes blik var nu forandret til noget mere chokeret, ville han virkelig lægge op til det nu? Her? "Oooog. Du er på arbejde og min far spadserer rundt på gangene," pointerede hun trods hendes mere ufornuftige sind fik hendes hjerte til at banke.
Hun kyssede ham dybt og kunne have hakket hovedet af sig selv for at opmuntre ham til noget som helst. Forsigtigt slap hun grebet og så op i hans blik. "Scott... ud og jeg kommer aldrig til at gøre det her på kontoret," fatslog hun med et lille smil. Hvor frækt det så end kunne virke, så nægtede hun lige i det her tilfælde. Det gav et lille gib i hende da han igen tog fat om hendes bagdel, hvilket automatisk lod hende presse sig tæt om af hans krop. Det føltes godt, det var slet ikke det, men hun kendte halvelen af kontoret, det ville bare bidrage med pinlige situationer!