Not a friend

[Rae James Grayson]

@diaval

Rae trykkede håndtaget ned med albuen, og skubbede derefter døren let op med skulderen. Vant begav hun sig over mod bardisken, for at bestille en ingefærøl. Hendes iskolde fingre fumlede i tasken, for at finde pungen frem, og lagde et par mønter ned på bordet. Hun nikkede til bartenderen, før hun begav sig over i et hjørne af kroen, ved et ledigt bord, og smed benene op på en anden tom stol. Hun lod tasken glide ned af overarmen, og greb den kort ved albuen, før den dumpede ned på gulvet, halvejs oppe af hendes stol. Rae sukkede træt, og slog hætten ned. Den var ellers brugt til at skjule den halvgustne hud og randerne under hendes øjne, som kun voksede sig tydeligere og tydeligere. I starten var det sjovt. Hun morede sig med det. Men hendes lille drømmeverden var endelig begyndt at krumle samnen, og hun var nød til at finde på noget. Hadede sig selv for, at være så uansvarlig, og hadede Oliver for at være så perfekt. Så forfærdeligt perfekt, at hun også længtes efter at se ham igen, men hun turde ikke. Han ville få medlidenhed, og det kunne hun ikke klare. Også selvom hendes storebror uden tvivl ville være god for hende i den tid, og hun godt selv vidste det.
Og det var ret ulig hende, at bestille ingefærøl. Den plejede at være på ildwhisky all the way. For en gangs skyld, havde hun faktisk ikke lyst. Om det var godt eller dårligt, var en ganske anden sag, men om ikke andet lå der et næsten usynligt mil om hendes læber. Mest fordi hun havde været så blind. Hun burde have set det hele komme allerede for længe siden. Men hun havde været glad for alkohollen, kroerne og hendes lille, faldefærdige lejlighed. Og alt i alt gjorde det vel heller ikke så meget. Virkeligheden skulle bare være kommet til hende for længe siden.

[Deleted]

Han fløj afsted, hen over London i fuld fart over himlen, de sorte fjer skinnede nærmest og de sorte øjne var fyldt med et blik af menneskelighed. Luften bar han afsted, ved blot få bask med de smukke vinger fløj han nærmest som et skib på vandet, igen så ham da han landede i en af gyderen, ved tusmørkegyderen. Han lande elegant på jorden, ryste kort sin krop før hans krop begyndte at skifte form og han blev langsom til et menneske igen. Diaval sukkede tungt, da han børstede lidt støv af sin kappe, før han begyndte at gå imod sin lejlighed som lå lige i nærheden. Diaval havde været i Hogsmeade og snakke med en kunde, som ønskede at få ham til at stjæle en genstand tilbage, og de havde aftalt en god pris, hvorefter han havde lovet at skaffe tingen inden for den næste uge, før han så var fløjet hjem. Når ja Diaval er animagus, noget han er utrolig stolt af og nyder, det er en frihed at kunne svæve igennem luften, mærke vinden i fjerne og se verden fra andre højder. Diaval låste sig ind, i hans ganske lille lidt skumle lejlighed, blev glædeligt mødt af hans sorte kælerotte Roy. Han snuppede sig et bad, før han iførte sig en sort slidt bluse, et par mørke bukser af læder og sin kappe mede de mange lommer, før han tog Roy op og puttede ham roligt ind i en af lommerne, før han forlod stedet og begav sig imod den utætte kedel. Da han nåde ud på gaden, trak han hætten over hoved, for han skulle nødigt blive genkendt nu hvor folk begyndte at kende ham og han vidste at han desuden var eftersøgt. Efter lidt tid tråde han igennem den magiske mur, for så at komme ind i den lille hyggelig kro, dog beholde han hætten på, imens han smuttede op i baren og hilste på Quentin, før han bestilte en stor ingefærsøl og dumpede ned på barstolen imens han ventede på sin øl. Diaval vendte blikket rundt, betragtede de andre kunder nøje, i skjul fra hætten dog kunne man skimte et par mørke øjne inde fra hættens skygge. Han fik øje på Rae, en kvinde han før havde snakket med, og overvejede lidt om han burde gøre hende ved selskab. Da han endelig fik sin øl, bad han om at sætte den på sin regning, før han tog øllen og rejste sig op. Diaval begav sig hen imod hendes bord, få mennesker så uroligt imod ham, han virkede mørk og mystisk som han var påklædt, og de mørke øjne. Han sank ned på stolen over for hende og sukkede let " godaften Rae, jeg troede ikke jeg skulle se dem her" sagde han lavmælt, med sin hæse dybe stemme med den bulgarske accent. Han sad med ryggen til alle andre og det var også grunden til han turde tage hætten ned, og afsløre sit blege ansigt.  Hans hår var sort som kul, øjeende nærmest sorte og så havde han et dybt stort ar i venstre side af ansigtet tæt ved øjenbrynet, alt i alt så han skummel og mystisk ud. Diaval smilede et af sine luskede smil, imens han lænede sig tilbage og tog en tår af øllen, imens han betragtede hende. Roy krøb ud af hans lomme og kravlede op på hans højre skulder, hvor den satte sig til rette og begyndte at vaske sin pels med poterne. Diaval satte kruset fra sig " du ser forandret ud?"sagde han spørgende, med hoved let på skrå og et nysgerrig skær i de mørke øjne.

[Rae James Grayson]

En tjener, et par år ældre end hende selv, nåede over til Rae uden at hun bemærkede noget. Opslugt af sine egne tanker. Det gav et gib i den unge heks, da han placerede ingefærøllen foran hende på bordet, med en høflig formaning om, at den var varm. Han kastede et stjålent blik på hendes trætte ansigt, og hun så skamfuldt ned i øllen. Var ikke ligefrem klar over, at det var så oplagt at hun var træt. Troede faktisk at hun var kommet lidt over det gennem dagen. Med ét følte hun ikke længere for at sidde et offentligt sted. Ville hjem til lejligheden. Men hun var næsten nød til at drikke ingefærøllen før hun kunne komme afsted igen, hun havde jo trods alt lige bestilt den. Som en midlertidig løsning, lod hun det lange, blonde håret falde ind foran hendes udslidte ansigt. Prøvede at skjule sig selv.
Det hjalp hende ikke synderligt meget, da Diaval dukkede op. Ligesom manden før, opdagede hun ham ikke før han var der, og satte sig på den ledige stol overfor hende. Hun betragtede ham. Burde måske nok blive bange for ham, sådan som flere andre gæster også så ud til at føle, men hun fandt manden højst interessant. Det var ikke fordi, at hun ikke havde regnet ud at han ikke var godt selskab. At han gjorde.. Ting, hun ikke kunne andet end at forestille sig. Men hun havde nu heller ikke snakket rigtig meget med ham. Det overraskede faktisk Rae, at han overhovedet satte sig ved hende. Ikke fordi, det gjorde hende noget som helst. Hun ville gerne vide mere om ham.
Før han fik sit svar, førte hun langsomt kruset op til munden, og tog en tår. Hun undlod at se direkte på ham. "Godaften, Diaval." Sagde hun, og nikkede høfligt. "Nej, det gjorde du nok ikke. Jeg burde måske heller ikke være her i aften." Svarede hun bittert. Det sidste mest henvendt til sig selv. "Men jeg havde skam heller ikke regnet med at støde på dig," tilføjede hun, og hævede et øjenbryn. Hun besvarede hans lumske smil, med et næsten magen til, da han kommenterede hendes udseende og regnede ud, at han hentydede til farven på huden, og de trætte øjne. Blikket gled op, men stoppede ved arret han bar på kinden. Hendes hånd gled over hendes egen glatte kind, det tilsvarende sted, uden at hun tænkte nærmere over det. "Forandret?" Kommenterede hun skarpt, og mødte endeligt hans med et udfordrende blik. Prøvede blot at få en smule morskab ud af det - hun kunne dog forestille sig, at Diaval sagtens kunne finde på at nævne det ganske lige ud. Det ville heller ikke høre hende det store. Hun vidste det jo godt.

[Deleted]

Diaval tog en stor slurk af øllen igen, før han placerede den på bordet og lod let en hånd køre gennem det sorte hår, før han med en enkelt finger strøg rotten over ryggen. Hans mørke øjne var fuld ud rettet imod hende, opfangede hver en bevægelse hun lavede, og kunne ikke lade være med at smile over at han havde overasket hende. Nu var det heller ikke fordi han, larmede faktisk havde han bevæget sig nærmest lydløst, det var en naturlig ting for ham ikke at larme, han var jo van til at skulle være stille og kunne liste sig afsted. Diaval mærkede godt folks blikke, flere folk var endda smuttede efter de havde set ham, og få sad og viskede tydeligvis om ham, for de lænede sig hen til den andens øre for at sige ordne. Dem der var stukket af, ville han gætte på var muggler, og måske en enkelt som ikke ønskede hans opmærksomhed. Nu virkede han også meget mystisk i forhold til alle dem der var på kroen. Diaval havde som sagt mødt hende før, men han glemte hende ikke, hun vækkede hans nysgerrighed, noget der ikke skete så ofte, og han kunne måske håbe på at få noget mere info om hende. Han smilede skummelet da hans tanker faldt på forskelige ting, men han holdt dog stadig blikket rettet i mod hende. Da hun begyndte at snakke, ordet om at hun ikke brude være, fik hans nysgerrighed til at vokse og hans arbejds tanker løb kort forbi ham, skjulte hun noget for ham? han var ikke sikker, men han vidste at det ville være en dårlig ide, for han var som sagt farligt selskab som man aldrig brude stole fuldkommen på. Han havde trods alt i en alder af 16 år dræbt en mand uden tøven, alle hans ar på kroppen havde vær deres skræmmende historie og vis aurorene fik fat på ham, ville han kunne side i Azkaban i mange år for alle hans gerninger. Diaval hævede et øjenbryn imens han toge en tår mere, før han svarede i en endnu dybere tone" hvorfor burde ikke være her?"lød det mistænksom fra ham af, for han kunne ikke se det forkerte i at være her, efter hendes næste ord, udstøde han en hæs latter " Ikke det ?? er mit selskab uvelkommen eller hvad mener du?"spurgte han, med en undertone af noget farligt, som fortalte at hun skulle passe på sine ord. Diaval tog Roy ned fra sin skulder og satte ham blidt på bordet ved siden af sit glas, hvorefter han fandt en brødkrumme i en af sine lommer. Han kiggede nøje mod rotten og rakte krummen frem, men blinkede så kort til den, hvorefter rotten lagde sig ned, rulle kort rundt før den satte sig op, og først der fik den krummen. Han vendte igen blikket imod hende, betragtede hende, nu hvor hendes ansigt var tydeligere " altså du er stadig en smuk kvinde" startede han fuldkommen roligt ud, og sendte hende et skævt smil" men du virker slidt, er der noget galt eller ? er de syg?"spurgte han, måske ikke så høfligt, men sådan var han jo og hans smil blev da også en smule mere charmerende. Diaval kørte endnu engang hånden igennem sit hår, imens han afventede hendes ord. 

[Rae James Grayson]

Rae lagde benene over kors, og lænede sig tilbage på stolen, med et smil over læberne. Hun kunne ikke lade være med diskret at undersøge hans ansigt, de mørke øjne der viste sig, efter at han lid hætten falde for kort tid siden. Hun ville virkeligt gerne vide hvad han var for én. Hvad han lavede - hvad han levede af. Men selvom hun måske ikke følte sig utryg ved manden på samme måde som de andre på kroen, turde hun ikke spørge. Han var tydeligvis ældre end hende, og hun ville langt fra ud i skænderi med ham, da hun var ganske overbevidst om, at han ville slippe væk, uden så meget som en skræmme, og hun ville ligge på skt. Mungos. Men igen, hun anede ikke, om han ville gøre sådan noget. Det lod ikke til at gå ham på, at folk hviskede om ham, at nogle af dem gik ved hans ankomst. Og overraskende nok, rørte det hende heller ikke, at det højst sandsynligt også gik mere eller mindre ud over hende. Men det skumle smil der bredte sig over hans ansigt, vidste hun snart ikke hvad hun skulle sige til, og hun rykkede en smule uroligt rundt på stolen. Hun rystede svagt på hovedet, og bed sig i læben. "Se på mig - jeg burde sove, ikke drikke," sagde hun, med den samme undertone af bitterhed. På en måde, så morede hans farlige undertone hende. Og så skræmte den hende en smule, men hun regnede ikke med, at han turde gøre hende noget midt på kroen, med så mange mennesker. Men hun behøvede nu heller ikke at lyve i sit svar, overhovedet. "Absolut ikke, Diaval, det må du skam ikke tro. Jeg havde blot ikke regnet med at få selskab," sagde hun, og smilede roligt til ham. Hun betragtede rotten på hans skulder et øjeblik. Selv havde hun drømt om en rotte som mindre, men det var overstået. Med ugle nyttede et heller ikke. Og så var hun forresten vild med den, mest fordi den holdt hende med selskab. Hun havde ikke brug for at sende ugler rundt til særligt mange.
Rae smilede af hans ord. Mest fordi hun så det som en form for redning. Godt nok havde hun ikke brug for det, og undlod at besvare det. Smilet var nok. "Slidt, det beskriver det vidst ganske udemærket." Hun sukkede. "Men ikke syg, ligefrem." Hun tog sig træt til panden, og håret, der var brugt til at skjule hendes ansigt en smule, gled væk. "Min lille verden er gået i stykker. Så nu er det virkelighed det hele. Og jeg.. Kan ikke." Sagde hun kort, ligeglad med, om han fattede et ord af det. Hun tog en slurk af ingefærøllen, og fæstnede igen blikket ved hans mørke øjne.

[Deleted]

Diaval skævede kort rundt, så folk hurtigt vende blikket væk fra ham, han rystede svagt på hoved af dem og fandt de fleste af dem svage. Hvorfor vise sin frygt? havde folk ikke lært at skjule den slags? eller var det kun ham? selvfølgelig kom han fra en helt anden barndom, var blevet opdraget til at være stærk for ikke at ende som mobbe offer på børnehjemmet. I en så ung alder at tage leder rollen på sig, begynde at være den der mobber og bestemmer, det havde da været hårdt for en ung knægt. Men det havde gjord ham stærk, han lærte hurtigt at følelser var noget man skjulte, at styrke og snuhed kom man langt med. Og igennem sin skoletid, havde han fundet den mørke magi interessant, studeret den og beundret den, taget den til sig som var det en del af ham selv. Men det var vel nok naturligt, altså med hans baggrund at tage i betragtning, han havde flere gange været tæt på at blive borvist fordi han ofte slog fra sig eller skabte problemer. Men som 16 årig begik han en fejl, han blev taget i at være ved at stjæle fra sin lære og dette endte også med at give ham et ar og så kom bortvisningen. Så alt i alt, havde han haft en barsk fortid, men den havde styrket ham og han fortrød intet, selv ikke de mennesker han havde dræbt. Diaval vendte blikket imod hende igen, kunne godt fornemme at hun var en smule urolig, så han sendte et let smil imens han roligt lænede sig tilbage og forholde kroppen i ro. Han ville ikke skræmme hende væk, faktisk ville han vide mere om hende, men hans tanker blev afbrudt af hendes bittre ord. Han hævde let sit øjenbryn" du kan vel sove når du bliver gammel" svarede han en smule kækt samt drilsk, for at lette stemningen en smule, hvis altså det virkede og hun ikke blev fornærmet over hans ord. Hendes øjne var som limet til hans, han kiggede tilbage i hendes kønne øjne og betragtede hende ganske roligt"Det er jeg glad for at hører, for ellers var jeg da gået igen" svarede han let og blinkede svagt med det ene øje, før han lænede sig frem og tog sit glas for at tage en slurk. Efter det satte han glasset fra sig og tog den ret sløve Roy og puttede ham blidt tilbage i sin lomme, imens han så imod hende. Diaval trak let på skuldrene, imens han tog kappen helt af, så man bedre kunne se resten af hans tøj, og hans hals hvor der også var tydelige ar at se. Han tænkte kort før han så svarede" din lille verden?"i en underende tone, og lænede sig lidt frem, for så at hvile albuerne imod bordet" Rae vil de ikke nok fortælle lidt om dem selv? jeg skal selvfølgelig nok også fortælle lidt om mig, men de virker interessant" sagde han lidt venligt, imens han nøje betragtede hendes øjne. Hun skulle ikke frygte en kamp, han ville ikke kæmpe på et offentligt sted, tænk hvis han så blev opdaget, så her inde var hun i sikkerhed, selvom han lige nu igen grund havde til at hade hende.

[Rae James Grayson]

Rae var på kanten til at udstøde et kort grin ved hans ord, men holdt det inde. Mest fordi det ville få hende til at virke let og teenageagtig. Og selvom hun kun var 18, ville hun helst ikke være sådan én. Hun ville gerne virke voksen, især når det var Diaval. Hvorfor, det var svært at sige, men der var noget ved manden der gjorde, at hun gerne ville være hams ven. Eller noget. Det var godt nok ikke fordi, at hun generelt opførte sig særligt voksen. Kunne, til tider, være forfærdeligt umoden. Så hun smilede blot, og rystede svagt på hovedet af det, samtidigt med at hun trak på skuldrene. "Er det da din taktik?" Spurgte hun, også en smule drilsk. Hun kunne forestille sig, at han brugte mange nætter ude. Men hun havde nu også allerede forestillet sig en del om ham og hans liv, i forhold til hvor lidt hun kendte ham. Og hendes idé om at hun gerne ville lære ham at kende, fik hende også til at læne sig en smule ivrigt frem over bordet, da hun svarede. "Nej, bliv endeligt, det vil kun glæde mig." For mange andre - det havde hun skam regnet ud - ville dette være en åbenlys løgn overfor den en smule dystre mand. For hende, var det så sandt som det var sagt, også selvom der nagede en mindre uro i hende.
Endnu en gang, svarede hun med et træk på skuldrene. Hun lod blikket glide langsomt over kroen, væk fra ham. Overvejede, hvordan hun skulle forklare ham det. Det var ikke gået op for hende før, at selvom hun længe havde betragtet det som 'Hendes Lille Verden', ville andre ikke ane hvad hun talte om. For de kendte ikke den verden. "Min lille verden," gentog hun. Hun tog en slurk til af øllen, før hun gav sig til at forklare. "Uden arbejde. For mange kroer, for mange fester, for meget alkohol." Hun bed sig i læben, trommede med fingrene mod bordet og rettede sit blik mod hans ansigt, uden at møde hans øjne. "Jeg ved ikke, om jeg nogensinde troede det kunne fortsætte sådan. Inderst inde, ikke? Der har jeg jo været klar over det hele tiden. Jeg har blot ladt problemet ligge, til det stod i vejen, og jeg var nød til at løse det. Det er nu." Hun så op på ham med et skævt smil. "Undskyld, gav det mening?" Spurgte hun. Hun sad jo bare og plaprede løs.
Rae var nød til at møde hans blik igen, ved hans næste ord. At få noget at vide om ham? Det var ikke en helt dårlig idé. Og så undrede det hende, at han fandt hende interessant - at hendes interesse var gengældt. Så hun lænede sig igen tilbage i stolen, men et måske lidt for tilfredst, skævt smil over læberne. "Selvfølgelig, Diaval." Hun drak igen af øllen. "Hvad ønsker de at vide?"

[Deleted]

Diaval betragtede hende, kunne ikke lade være med at smile, da hun var ved at grine men stoppe det .Han tog en tår af øllen og indså at det var det sidste i glasset, derfor rakte han en finger op og der gik ikke længe før en bartænder kom med en ny til ham. Dog hold bartænderen blikket lavt, hvorefter han hurtigt satte glasset og smutte igen, uden et ord som om han ikke turde møde ham. Diaval så en smule undrende efter ham og trak svagt på skulderen, før han igen vendte opmærksomheden imod hende " ja det er en fantastisk taktik" svarede han lidt drilsk, og løftede let et øjebryn, da en tanke slog ham. Han ville se hvor langt hun turde gå, hvor meget hun ville vide, for hvis hun turde høre det meste ville han altid kunne true med at dræbe hende, hvis hun fortalte noget om ham til nogle. et havde han gjord før, og de flok han havde gjord det overfor ville slet ikke prøve på at sige noget, for de vidste at han havde ment det alvorligt. Diaval tog en tår af sin ny øl, imens han lænede sig en smule frem, blot for at sikre sig at der ikke var andre som lyttede med, ikke fordi han regnede med at der var nogle som turde tage den chance, men han måtte jo altid være forsigtig. Diaval vidste at han var eftersøgt, han havde trods alt dræbt omkring 7 folk og lavet alt muligt andet ulovligt, men ind til videre var det lykkes ham at slippe uden om og det var fortsat hans plan for han ønskede ikke at ende i Azkaban. Han sendte hende et letter lusket smil"det er jeg glad for at hører, så skal jeg nok blive "sagde han roligt, og nikkede let før han kørte en hånd igennem håret, og lagde hoved en anelse på skrå. Han lyttede til hendes ord, forstod hen rent faktisk, hun var ikke den eneste med sin egen verden, han havde også sin egen men den var nok langt mere mærkelig end hendes, for hans var nærmest kun fyldt med mørke. Diaval smilede let og nikkede" jeg forstår dig godt" sagde han langsomt og en smule lavt, det fik hans stemme til at lyde mere mystisk " du trænger til at komme videre, jeg er sikker på at du kan blive til noget og hvis det er, vil jeg da gerne hjælpe"sagde han lidt mere høfligt og sendte et skævt smil. Da hun begyndte at spøger ind til hvad han ville vide, så han nøje på hende" jeg tænkte om vi kunne leje et værelse? jeg finder det ikke så smart at snakke om private ting imellem alle disse folk"sagde han så med en tone i stemmen, som fortalte at det var alvor " jeg skal selvfølgelig nok betale" tilføj han og så en smule spørgende på hende. Imens han igen lænede sig tilbage i stolen og vippede svagt på den, imens han trak kappen på igen for en sikkerheds skyld hvis hun nu sagde ja.

[Rae James Grayson]

Rae kastede et blik på den 'generte' bartender, der gav ham en øl, uden at se særligt behaget ud ved det. Hun fik næsten ondt af ham - for det var vidst klogere med den tankegang, end den hun kørte. Det blev ved med at vende tilbage i hendes tanker, at hun måske ikke burde snakke med én som ham. Burde ikke blive set sammen med ham. Rygter blev skabt, og når de var det, så løb de hurtigt. Men hun var fast besluttet på, at finde ud af hvad Diaval var for en. Hans kommentar om taktikken, besvarede hun blot med et let smil, og et ryst på hovedet. For helt ærligt - hun burde seriøst få sig noget søvn. Hvis hun ventede til hun gammel, ville hendes ansigt være en blanding af sort og grøn-gulligt. Og så var hun for resten rimelig sikker på at hun havde hørt et eller andet sted, at hvis det gik alt, alt for vidt, kunne man dø af søvnmangel. Men oh well, så bogstaveligt var det nok ikke ligefrem ment.
"Tak," sagde hun kort, ved hans ord om at blive. Og langt størstedelen af hende, ville skam også gerne have ham til at blive, til hun vidste hvad hun havde brug for at vide om ham. Men det luskede smil, gjorde hende alligevel lettere urolig. Meget modsat af hans alt for rolige holdning og tone. Han har heller ikke noget af frygte, mindede hun sig selv om. Det har du. Hun kunne se, at han havde lyttet til hendes beskrivelse, af hendes verden, som hun kaldte det. Om det var sandt at han forstod, kunne hun komme i tvivl om, for hendes lange tale omkring det, gav knapt nok helt mening for hende selv, hvis hun tænkte over hvad hun havde sagt. På trods af tvivlen, nikkede hun. "Det er jeg glad for." Hun trommede let med fingrene i bordet, igen. Undlod at svare på hans tilbud om at hjælpe. "Det ved jeg. Men når man først er der.. Det er svært at komme ud af det igen.." Forklarede hun, med et let træk på skuldrene. Ideen om at leje et værelse, virkede ikke betryggende. Der var der ingen. Trådte hun forkert, kunne han med lethed nå at slippe væk. Det kunne hun ikke. Så var hun hjælpeløs. Men hun tøvede ikke et sekund med at nikke, for nysgerrigheden havde for længst taget over fornuften. For havde hun brugt sin sunde fornuft, var hun der ikke. Og så betragtede hun det ikke som et spørgsmål længere, da han tog kappen på. Så hun rejste sig, og lod tasken glide over skulderen igen, mens hun drak den sidste sjat af glasset. "Lad os," smilede hun, og skubbede stolen ind med foden.
Rae satte kursen mod bardisken, for at bede om et værelse, med en blanding af stærk spænding og svag, svag nervøsitet væltende rundt indeni sig.

[Deleted]

Diaval sukkede svagt, og tog en sidste slurk af øllen, det tog ham ingen tid at bælle det sidste i glasset som var over halvdelen af indholdet, som bare gled ned i hans hals for at forsvinde. Før han igen vendte de mørke øjne imod hende, imens han svagt lage hoved på skrå, og lyttede til hendes stemme imens han betragtede hende. Han kunne svagt mærke hendes bekymring, det var nok hans dyre side som opfangede det, men selvfølgelig kunne han da også godt virke skræmmende. For ja han var jo langt fra som andre, han snakkede anderledes, havde mystiske glimt i de mørke øjne og hans ar fortalte vel også en hel del, man fik jo ikke så kraftige ar at sidde stille på et kontor. Han nikkede let" ja det er aldrig nemt at komme ud af vanerene" sagde han roligt, imens han selv fik rejst sig op og sendte hende et kort blik, før han også gik op imod baren. Han nåde baren først " du Quen, jeg vil meget gerne leje et værelse" sagde han roligt til Quentin, da han trods kendte den mand en smule, og vidste at han sådan nogenlunde kan stole på fyren. Der gik heller ikke mange minutter, før Diaval fik en nøgle i hånden, og vendte sig roligt om imod hende " værelse 39" sagde han lavmælt. Før han så gik hen til hende, og blidt tog fadt i hendes arm, før han så begyndt at føre hende hen imod trappen som førte ovenpå til værelseren. Efter lidt tid nåede de dør nummer 39, og han låste den roligt op, hvorefter han først lod hende træde ind, før han så selv trådte ind for at se sig omkring. Det var et af de større værelser, med dobbeltseng og en minibar, samt eget badeværelse, men det han mest så på var sengen og det var også der han satte kursen hen. da han nåde sengen trak han sin kappe helt af og lagde den på gulvet, før han lagde sig til rette på sengen, med puden op ad ryglænet så han sad mere op. De mørke øjne blev igen vendt imod hende, han betragtede hende, blev nysgerrig på hendes reaktion, og hvor hun mon selv ville tage plads. Der var to stole hun kunne tage, eller hun kunne vælge pladsen ved han side, lige nu som han lå der, så han rolig men også ret så hot ud. Han smilede let" nå men start med at fortælle lidt om din barndom"sagde han venligt, for at bryde stilheden. 

[Rae James Grayson]

Rae betragtede ham, da han bællede øllen, han lige havde fået fat i. Villealdrig selv kunne det, men i hendes tid på de mange kroer om aftenen, havde hun set flere gøre sådanne ting. Og det der var værre, tilmed, så hun så ikke noget forkert i det overhovedet. Hun smilede. Han lod nu til at forstå hende udemærket, selvom hun stadig havde sin tvivl på, om han vidste hvad hun faktisk mente. "Det er lige det," sagde hun, med et nik, og fulgte så efter ham op til baren. Holdt sig lidt væk, da han henvendte sig til Quentin om et værelse. Hun kendte egentligt godt Quentin en lille smule, men havde kun snakket med ham en enkelt gang, som hun knapt nok kunne huske, fordi hun som så mange andre aftener, havde været stiv på det tidspunkt. Han fulgte hende hjem, dengang. Hun lod ham uden videre trække afsted med hende, også selvom hun ikke plejede at være vild med at blive hunset med. Men hun havde aldrig rigtig brugt værelserne på kroen, fordi hendes lejlighed var så tæt på, og han lod til at vide hvor de skulle hen. Det overraskede hende, at være nød til at springe en smule op af trappen, for at følge med. Hun fik hurtigt øje på nummeret, da de var på den rette gang, og smilte til ham, da han lod hende træde ind først. "Tak," mumlede hun lavmælt. Hun så rundt. Overraskende stort, når de bare skulle snakke. Han gik direkte ind, mens hun bukkede sig ned for at lyne de sorte støvler op, og hive dem af. Mens han smed sin på gulvet, hang hun sin kappe på en af knagende lige indenfor døren. Hvorfor hun opførte sig sådan, var hun ikke klar over. Hun var klædt i en langærmet, tynd og hvid, men absolut ikke gennemsigtig, skjorte, som hun hev op af de sorte jeans, for at gøre det mere behageligt. Rae stivnede et kort, kort øjeblik, da hun så, at han havde lagt sig på sengen. Mest fordi det gik op for hende, at han var fandens lækker. Og han lod til at betragte hende. Hun forholdt sig i ro, da hun gik over til hamp, og trådte uden om hans kappe. Ved sengen, modstod hun en lillebitte lyst til at lægge sig ved siden af ham. For at danne mere afstand, placerede hun sig i skrædderstilling, cirka midt på sengen. Der var ikke meget at sige om hendes barndom, og hun trak utydeligt på skuldrene. "Jeg er fra skotland," begyndte hun, hvis han ikke allerede havde regnet det ud på hendes rimeligt tydelige accent. "Voksede op med min mor, og min bror, Oliver. Det var altid stille og roligt, vi havde ikke så mange penge. Min far.. Jeg ved ikke, han har aldrig været der. Var en værre charmør, og fandt en ny når det lige passede ham," fortalte hun, med et smil, og tænkte sig et øjeblik om. "Nå ja, Hogwarts da jeg var 11... Det er vel det, der er at sige." Afsluttede hun endelig, og så så på ham. Ventede på, at han spurgte om mere, for hun var halvbange for hvad han ville gøre, hvis hun spurgte ind til hans barndom.

[Deleted]

Diaval følte sig mere tilpas nu, han behøvede ikke længer tænke på de folk omkring ham, han kunne være mere sig selv dog betød det ikke at han ville vise flere følelser. For sådan var han ikke, han havde været van til helt fra barn af, at følelser var li med problemer og at dem holde man skjult dybt inde i sig selv. På børnehjemmet var det kun de svage børn, som viste deres følelser og man var nærmest et nul, hvis man græd over smerte eller andre ting. Han var endt som leder imellem børne, allerede i en meget ung alder og derfor var alle følelser han besad, blevet skubbet langt væk og erstattet af falske følelser. Diaval kom i tanke om sine sko, da hun tog hendes af og han fik derfor skubbet dem af, før de endte på gulvet med et let bump for så at kort at rette på de mørke sokker. Diaval sendte hende et skævt smil, imens hun tog sin egen kappe af, og han fik rig mulighed for at se hvordan hendes krop sådan nogenlunde så ud. Det hans så var langt fra værst, hun var altså en smuk ung kvinde måtte han indrømme at han godt kunne hende, dog var det ikke noget han havde planer om, kun hvis hun selv lagde op til det. Diaval betragtede hende, kørte en hånd igennem håret for at ugle det en smule, så det ikke sad så perfekt og blusen blev også lige rettet lidt. Han kunne ikke lade være med at smile mere af hendes usikkerhed, da hun kort stivnede da hun så på ham. Måske hun også fandt ham tiltrækkende ? nu hvor han ihvertfald fandt hende som en smuk kvinde, men han måtte se hvad der sker. Da hun tog plads, rykkede han sig en anelse, blot så hans ene fod hvilede imod hendes ene knæ imens de mørke øjne søgte hendes blik. Da hun begyndte at snakke, så han på hende med en smule interesse i de ellers så mørke og mystiske øjne " det lyder, som om du har haft en dejlig barndom, selvom din far godt kunne have vist sig mere some en mand" sagde han venligt, og blinkede let til hende, før han lod et roligt suk undslippe sine læber" Hogwarts? hvilke kollegium, var du så på" spurgte han nysgerrig, for at holde samtalen kørende, hvis hun ville vide noget om ham måtte hun selv tage intertiv til det. Han sendte hende et roligt smil" og har du tænkt over hvilken uddannelse du vil have?"spurgte han derefter.


//undskyld det lidt dårlige svar//   

[Rae James Grayson]

Hun vidste virkelig ikke, hvad hun skulle sige til måden hun kiggede på hende. Men på en måde, så kunne hun godt lide det. Hun anede ikke om det var bevidst, at hans fod rørte hendes knæ, men hun så hurtigt på det, og rettede stift sin ryg. Så en smule akavet ud, og mødte heller ikke hans blik med det første. Rettede lidt på skjorten ved håndledene, og glattede den ned i
Over maven, før hun så på ham igen. Hun nikkede. "Det var fantastisk.. Eller," begyndte hun, med et let, kort grin. "Jeg ville altid lave noget, dengang. Ud og se noget nyt, hele tiden. Og vi boede i en lille by. Jeg kedede mig forfærdeligt meget nogle gange." Hun havde aldrig rigtigt haft noget imod hendes far, for at have forladt hende, Oliver og deres mor, men inderst inde nagede en irritation over, hvad der havde fået ham til det. Om det var hende. Om hun ikke var meningen. "Det burde han vel," sagde hun, og trak på skuldrene med et smil. For ganske ærligt, det gjorde hende virkeligt ikke det helt store med ham. Noget, ved måden samtalen føltes så naturlig, fik hende alligevel til at slappe af. Hans øjne fortalte hende, at han faktisk fandt hende interessant, selvom han var svær at tyde. Og han så ikke spor farlig ud, som han lå der, henkastet og roligt på sengen, og så lidt for godt ud. Så hun lod sig synke lidt sammen. Slappede mere af. "Hufflepuff," fortalte hun. Hun vidste godt, at det til dels kunne være en farlig oplysning - vidste ikke, hvordan han ville reagere på det. Men hvis han ikke brød sig om det, var det hans problem. Hun havde altid passet perfekt ind på kollegiet. Hun elskede det, og savnede det. Rae så lidt rundt ved spørgsmålet, tænkte sig om, før hun så på ham igen. "Dragepasser," sagde hun endeligt, og det gik op for hende, at hun lød en smule naiv og barnlig. Som om det var en barnedrøm. "Jeg vil gerne arbejde med drager. Siden jeg var en helt lille pige, har jeg elsket det. Læst om det.. Alt." Fortalte hun, mere roligt. Hun var stadig ikke sikker på, om hun kunne spørge ind til ham. Han ville nok ikke blive sur som sådan - håbede hun - men om hun ville få noget, der så meget som mindede om et klart svar, det kunne hun derimod tvivle på. Så endnu en gang, lod hun det ligge. Regnede godt nok ikke med, at hendes nysgerrighed ville lade hende fortsætte på den måde.

[Deleted]

Diaval kunne ikke lade være med, for en gang skyld at sende et ægte smil, dette kunne ses ved at det nåde hans øjne. Hendes reaktion var ganske ventet, som om hun blev usikker på sig selv, at hun ikke kunne forstå hans berøring og det fik ham til at holde en smule igen da han som sagt ikke ville skræmme hende fuldkommen væk. Men han var nu glad for, at hun endnu engang turde møde hans mørke øjne, som nærmest lige nu virkede sorte som kul, men de gløde af liv og mystik samt smilet var langsomt ved at forsvinde fra hans øjne igen. Han nikkede roligt til hendes ord, rejste sig op fra sengen imens han så imod hende" I det mindste har du haft en familie, min kære"svarede han en anelse mystisk, et lille hint om at hun gerne måtte spøger ind til ham, hvis altså hun turde eller ikke ønskede at ødelægge de ideer om ham, som de fleste selv skabte i deres sind når de mødte ham. Han begvæde sig roligt hen til baren, hvor han smuttede om bag i og fandt en flaske ild whisky frem og skænkede sig et glas. Imens var blikket rettet imod hende" kan jeg byde på noget? der er alt hvad hjertet begære" sagde han drilsk, og et kort skævt smil, gled over hans smalle læber. Han tog en tår af glasset, og nød den stærke drik som beroligede hans krop en smule, selvom den altid var en smule anspændt fordi den altid var på vagt og havde været igennem hele hans liv. Diaval skænkede hvad en hun sagde op, og tog begge glas med hen til sengen for så at række det ene til hende og hans blev placeret på natbordet, før han igen tog plads i den bløde seng. Han regnede med at de skulle sove her, men han var nu ikke helt sikker på om hun turde men hun havde brug for det, og han kunne beskytte hende. Da han endelig fandt sig til rette igen, vendte han blikket i mod hende" hufflepuff? så du er en af de venskablige?" spurgte han let, da han jo ikke havde gået på den skole, og hvis han havde var han nok endt på slytherin. Diaval kørte igen en hånd igennem håret, og lænede sig tilbage, lod mere af hans ben strejfe hendes " det lyder da også spændende, så må du vel snart igang?"sagde han roligt, og sendte et smil før han tog en tår fra sit ret store glas, men han var van til at drikke rimlig store mængder. Han ventede nærmest på, at hun ville spøger ind til ham. Han søgrede for at hans ydre virkede roligt og afslappet, selvom i hans sind fløj tudsin vis af tanker rundt, men det viste han ikke for det ville være at blotte sine følelser.

[Rae James Grayson]

Det var ikke svært for Rae at se det, da det var der. Hans smil lod til at være blevet ægte denne gang. Og som med så mange andre, så klædte det ham kun bedere, med spil i de mørke, mystiske øjne. Og på en eller anden måde, beroligede det hende også, at hun kunne få det frem i ham. Hun så en smule undrende på ham, da han rejste sig fra sengen igen. Overvejede, om han ville hente en af de to stole, før hun så at han havde kursen mod baren. "Det har jeg da," sagde hun. "Og jeg elsker det. - Vand, tak" Det han sagde, fik hende kun til at ønske mere at spørge ind til ham. Så da han igen havde lagt sig til rette i sengen, og hun havde fået sig glas, tog hun sig sammen. Hendes lave stemme irriterede hende. Hun viste alt for meget af sin usikkerhed. "Men... Hvad med dig?" Spurgte hun, og bed sig læben, rykkede lidt uroligt på sig, dog uden at se væk igen. Så meget selvtillid havde hun i det mindste fundet igen. Rae tog en tår af vandet, før hun lænede sig til siden, for selv at sætte sit glas på sengebordet i den anden side af sengen. Hun trak på skuldrene. "Ja, det skulle det i hvert fald forestille." Hun så en smule udfordrende på ham. "Det synes du måske ikke?" Drillede hun, og hævede et øjenbryn. Hun lod sig næsten ikke mærke med det, da han rørte hendes ben endnu mere med hans eget, selvom hun stadig stivnede svagt. Et øjeblik, og bed sig læben, igen. Det var en gammel vane, det med at bide sig i læben når hun var nervøs. Og det værste var, at det ikke var særligt svært at opdage. For hun gjorde det tit, når hun endelig var nervøs. Og Diaval formådede faktisk at gøre hende nervøs.. Ikke bare fordi han var så dyster. Hun var stadigvæk ikke bange for ham. Hun kunne godt mærke, at den bløde seng var tiltrækkende, for hun var faktisk træt efterhånden, hun havde bare ikke lyst til at vise det overfor ham. Hun nikkede til ham. "Jeg ved det, men... Jeg er bare bange for at jeg ikke er god nok til en uddannelse, forstår du?" Spurgte hun, og sendte ham et smil. Hun vidste ikke, hvorfor hun blev ved med at være så forbandet ærlig overfor ham. Med et gab, strakte hun armene op over hovedet, så skjorten viste en mindre streg af hendes mave - det bemærkede hun godt nok ikke. Først der kom hun i tanke om, at hun netop viste hvor træt hun var, og hun lod hurtigt armene falde ned igen. Men det var nok alligevel tydeligt på hende, at hun virkelig havde brug for at få sovet ud, for en gangs skyld. Som om hun håbede at han ikke havde set det, så hurtigt på ham, med et undskyldende smil. Hun tog glasset fra sengebordet igen, for at drikke en del af det, bare for at lave et eller andet. Hun satte det ikke tilbage med det første, men lod blot glasset hvile på hendes lår.