A pleasent morning, don't you think?

[Deleted]

Tag: Luana Lethbridge

Klokken var præcist 09:37:05, hvilket ville sige, at der ikke var længe til, at Eddie (butleren) havde fået besked på at få morgenmaden klar til. Normalt spiste de ellers en time tidligere på feriedage, weekender og den slags, men eftersom det netop havde været fuldmåne denne nat blev morgenmaden sat til en time senere. Levi var ikke synderligt glad for dette, da han var mere til at komme tidligt op (selvom han havde sig sin søvnmangel), men det fungerede bare ikke rigtig, når man netop havde været ude i en skov hele natten som en ulv. Varulvetingen gjorde ham usædvanligt dårlig til at falde i søvn om natten, og det var ikke ligefrem fordi, det hjalp noget, når han havde brugt hele natten i ulvefasen. Så havde han hellere været fri.
Levi havde placeret sig inde i stuen ved klaveret, hvor han monotont sad og trykkede en meget langsom takt til 'An die freude'. Han følte sig ikke mere udmattet end sædvanligt, så hvorfor ikke? Der var i øjeblikket kun tre ud af fem personer hjemme i øjeblikket. Eddie, som jo ikke som sådan boede der og så Levi selv og Luana. Siors og Anastacia hans fætter og kusine, der også var flyttet ind i løbet af året var nede for at besøge deres familie i Wales. Det havde de været det meste af ferien, men det skulle Levi heller ikke være den, der stoppede dem fra. Hvis ikke hans familie havde været nogle røvhuller eller siddet i Azkaban, så havde han måske også besøgt dem.
Det var et almindeligt kendt faktum, at Levi havde tendens til at klæde sig meget pænt på, men i dag blev det altså en undtagelse. Han havde endnu det pæne tøj på, men han havde taget jakken og vesten af og skjorten, havde han ikke besværet sig med at proppe ned i bukserne. Hans hår var desuden uglet, men det blev altså ikke i dag, han gad til at gøre noget ved det. Der var kun fare for, at Luana og Eddie så ham, og de var begge klar over varulvetingen, som han havde forklaret til dem.

[Luana Lethbridge]

Lu havde haft ekstra slemt morgenhår her til morgen, da hun var vågnet, hvilket tydede på, at hun heller ikke ligefrem havde haft den allerbedste nat. Ekstremt uglet hår var normalt tegn på, at hun havde rodet rundt fra den ene side til den anden uden at kunne finde ro overhovedet. Efter forgæves at have prøvet at tæmme de lyse krøller bare en smule, havde hun set sig nødsaget til at sætte det op i en hestehale, hvilket ellers var et særsyn. Normalt hang det bare løst.
Hun kunne ikke andet end at prise sig lykkelig for, det ikke var hende, der skulle tilbringe natten ude i skoven, men derfor kunne hun ikke lade være med at tænke på sin far, der skulle ture rundt derude. Ikke så meget fordi, hun tænkte, at han var ensom og alene eller sådan, men det hang nok mere sammen med, at han så ikke var i huset. Og det var altså et meget stort hus. Lu havde sovet forfærdeligt de første mange nætter, fordi der var så mange ukendte lyde og ikke-lyde, der havde fået hende til at spjætte forskrækket hele tiden. Men hun var da langsomt ved at falde til. I hvert fald sov hun bedre! Altså når det ikke var fuldmåne, og hendes far skulle være ude i skoven.
En ugle havde skramlet på vinduet, så hun var vågnet tidligt, men var krøbet tilbage i seng efter at have taget imod brevet. Den obligatoriske bogliste til det nye år. Efter at have ligget og luret i sine egne tanker en times tid og klokken nærmede sig 09.45, var hun dog stået op, eftersom hun efterhånden kendte sin fars tidsfanatisme rimelig godt.
Det var sommer i England, så hun trak i en hvid sommerkjole, som hendes mormor havde syet til hende sidste år og begav sig ud ad værelset, mens hun strammede hestehalen til, så elastikken ikke ville glide ud. Lu havde ikke taget mange skridt, før hendes ører opfangede tonerne fra klaveret og lettet blev hun alligevel, fordi det måtte betyde, hendes far var tilbage igen. Hun trippede på lette fødder igennem huset, indtil hun nåede stuen, hvor hun kort standsede op og vurderende indtog synet af manden ved klaveret. Så trippede hun videre for til sidst at lade sig smutte ind på klaverbænken ved siden af ham, i behørig afstand og uden ord. Der var ingen grund til at afbryde ham.

[Deleted]

Det var faktisk ikke længe siden, Levi var kommet tilbage fra skoven. Han stolede nemlig ikke helt på stormhateliksiren længere, efter den effekt havde aftaget med et hårdt slag i hovedet, hvilket havde resulteret i, at han var kommet til at bide en kollega. Nemlig den tidligere professor i Flyvning. Selvfølgelig var det kun sket en enkelt gang, men den ene gang var nok til, at han blev skeptisk. Før havde han ellers haft det fint med blot at få taget eliksiren og gemme sig væk inde i huset, men efter dette uheld havde han ikke villet tage risikoen. Så hver fuldmåne vandrede han et godt stykke ud i Wolf Forest (der var enorm nok, til at man kunne fare vild og aldrig finde hjem igen), hvor han lod sig forvandle. Han blev så derude, til han var blevet til menneske igen, hvor han så brugte det meste af morgnen på at finde tilbage til selve huset igen, hvilket forklarede, hvorfor de spiste sent de dage. Til tider tog instinkterne nemlig over derude, og han blev fristet til at jage en hare eller et andet lille dyr. I disse situationer havnede han ofte langt inde i skoven, og det kunne vare timer, inden han fandt tilbage igen. Det var ofte hestenes vrinsken, der gav ham en idé om, hvilken retning, han skulle hen ad. Hvis det var over deres morgenmadstid, så blev de nemlig urolige og kaldte.
Efter natten som ulv, var hans sanser skærpede, og han hørte godt Luana komme ned ad trappen. Han reagerede dog ikke, før hun satte sig hen til ham. "Morgen," hilste han uden at se op fra klaveret, hvor han nu tog begge hænder i brug for, det ville lyde knap så monotont. Det gik stadig langsomt, og lyden var ikke så højt, men betød vel egentlig heller ikke så meget i øjeblikket. Han lignede jo ikke en, der var i færd med at imponere nogen.
"Hvordan har du så sovet i nat?" Spurgte han, da han havde kunnet fornemme, at hun ikke just var glad for det, når han ikke var i huset om natten. Ikke at hun direkte havde fortalt ham det, men der var bare et eller andet, der sagde ham det. Han ville selvfølgelig heller ikke gå i direkte konfrontation med hende omkring det, da han selvfølgelig også kunne være forkert på den, men det virkede nu alligevel som en meget normal ting at spørge efter, hvordan natten havde været, nu hvor han ikke selv havde været til stede.

[Luana Lethbridge]

Lu var faktisk blevet en lille smule bange, da hun havde fået fortalt, at professor Wolf, Leviathan, hendes far var en varulv. Hun havde aldrig kendt en varulv før, og det hjalp da desuden heller ikke på det, at han aldrig havde fremstået særlig betryggende i hendes øjne. Men det begyndte trods alt at hjælpe på det. Når hun tænkte på tingene, tænkte hun ikke længere, at hun boede hjemme ved ’deres professor i Forsvar mod Mørkets Kræfter’, men derimod ’ved sin far’, og det var nok det første og største skridt.
”Godmorgen.” returnerede hun hilsenen og fulgte interesseret hans fingre med øjnene, da han tog den anden hånd i brug også. ”Elendigt.” indrømmede hun kortfattet og ærligt, da spørgsmålet faldt. Hun havde jo vitterligt sovet elendigt, hvilket der vel ikke var nogen grund til at lægge skjul på. Til gengæld ville hun sikkert sove som en baby i nat, fordi hun måtte være i søvnunderskud nu.
”Vil De lære mig det engang?” Hun lagde hovedet en anelse på skrå og prøvede at indprente sig hans fingres dans henover tangenterne. ”At spille, altså?” føjede hun til, da hun jo kunne have snakket om flere forskellige ting. Det var utroligt så mange ting, hun nærmest allerede følte, hun havde lært om sin far. Det var i hvert fald virkelig gået op for hende, hvor lidt de i virkeligheden kendte til deres professorer på skolen! Det var nærmest ingenting. Hun havde eksempelvis ikke haft den fjerneste anelse om, at han var musikalsk. Og hestene? Hvor kom de lige fra? Og ikke at forglemme forbløffelsen, da hun blot havde set dette sted for første gang. Det var jo STORT. I elevernes hoveder boede professorerne jo på Hogwarts hele året, der kunne slet ikke være tale om, at de havde et liv ved siden af. Men der kunne man bare se…

[Deleted]

Levi kunne kun forestille sig hvor mærkeligt, det måtte have været for Luana det første par dage på The Wolf Manor. Dengang han havde været i plejefamilie, havde han i det mindste ikke kendt nogen af dem i forvejen, men hvor måtte det da været underligt for hende lige pludselig at finde ud af, at hendes professor åbenbart var hendes far og snart efter flytte ind. Nok et bedre alternativ en børnehjemmet, men lige den første tid måtte det da være enormt underligt. "Hvordan kan det være?" Spurgte han roligt, mens han fortsat lod sine fingre løbe hen over tangenterne i en ny melodi, Eine Kleine Nachtmusik, da den fra før nu nåede slutningen. Han havde altid haft en forkærlighed for klassisk musik, så det var af gode grunde også derfor, at det var de melodier og sange, som han kendte bedst og kunne spille uden brug af er nodehæfte eller anden guide for at kunne huske noderne.
Levi nikkede ved Luanas spørgsmål. "Selvfølgelig," sagde han og stoppede selv med at spille, hvorefter han satte en finger på a'et. "Det her et et a, og det fortætter i alfabetet hen til og med g," han trykkede et g ned. "Så du skal bare huske på, hvor a er." Endnu engang trykkede han a'et ned, hvorefter han begyndte at bladre i nodehæftet, der stod klar foran dem. "Au Clair De La Lune," stoppede han ved, hvorefter han begyndte at forklare hende, hvordan hver node hang sammen med tangenterne. "Hvis du prøver at tage begyndelsen af den," sagde han så, da den blev en smule mere indviklet, når man skulle begynde at have to hænder på klaveret. Men starten var nu meget god, når man lige skulle til at starte op. Levi var ganske vist ikke den helt store musiklærer, men han havde jo også selv lært det engang, så helt galt kunne det vel ikke gå. I værste fald så var fætter Siors erfaren i at undervise unge i denne slags ting, så hvis hun ville prøve noget andet med klaveret, så var det jo ikke umuligt at få ham på spil. Han boede jo trods alt hjemme hos dem, når han ikke var på besøg i Wales.

[Luana Lethbridge]

Lu sukkede uhørligt, da han bad om grunden til, at hun havde sovet dårligt. ”Jeg tænkte for meget på Dem, tror jeg.” svarede hun langsomt og lige så ærligt som altid. Det kunne godt være, hun aldrig svarede specielt uddybende, men det var altid ærligt. Skulle det endelig være, så foretrak hun ganske enkelt at tie, frem for at lyve. Og så måtte folk bare acceptere, hvis der var noget, hun ikke lige havde lyst til at fortælle dem.
Det overraskede hende lidt, at han bare begyndte at fortælle med det samme. Lektion nummer ét. Men Lu lyttede opmærksomt og rettede opmærksomheden lige dele imod hans fingre og hans ansigt, mens han belærte hende. Igen blev hun overrasket, da han bad hende prøve. Bare sådan uden videre. Hun fik ufrivilligt hjertebanken, da nervøsiteten alligevel ramte hende, men det var hendes ord i langt højere grad end hendes udtryk, der afslørede det.
”… Nu? Oh, okay…” Hun rykkede lidt på sig, så hun sad bedre på bænken og lod fingrene glide langs tangenterne, til hun endte ved ’det rigtige bogstav’. Hun kiggede skiftevis i nodehæftet og ned på tangenterne, mens hun først gennemgik det ganske langsomt og trykkede hver enkelt tangent ned, uden overhovedet at have tanke for melodien, men mere for at memorere rækkefølgen. Det var lige før, hun blev helt præstationsangst, når han sad der ved siden af hende, men ret hurtigt opfattede hun da om ikke andet, at tangenterne ikke bare skulle knaldes i bund hver gang. Efter at have gennemgået tonerne tangent for tangent, startede hun fra begyndelsen for at få det til at lyde mere som den vise, det egentlig var. Så snart, hun koncentrerede sig om det, glemte hun faktisk alt om sin far. En lav, frustreret lyd kom over hendes læber, da hun lavede en fejl, fordi bevægelserne var så uvante for hendes fingre. Så startede hun forfra igen, lidt langsommere.

[Deleted]

"Du behøver ikke tiltale mig få formelt, når vi ikke er på skolen," påpegede han venligt, da en bemærkede, at det faktisk ikke var første gang siden feriens begyndelse. Han var vel bare så vant til denne pæne tiltale, at han egentlig ikke helt havde bidt mærke i det før. Hun måtte selvfølgelig selv om det, og normalt ville han da også have foretrukket den formelle tiltale. Men da hun jo trods alt var hans datter, så virkede det lidt mere rigtigt med en knap så pæn tiltale.
Et antræk til en smil, der aldrig helt blev udført formede sig kort på Levis ansigt. "Det er der nu ingen grund til," sagde han. "Jeg har brugt en nat hver måned i godt og vel 20 år på at rende rundt derude... Du skal også nok vende dig til huset med tiden," tilføjede han, da det jo endnu var meget nyt for hende, selvom hun havde boet der i et stykke tid nu. Det var jo også et stort sted, der lå midt ude i ingenting, og The Wolf Forest kunne jo måle sig med Den Forbudte Skov på Hogwarts på mange måder. Bortset fra at aldrig var blevet ryddet ud i denne her, så den var ikke så lidt farlig, hvis man ikke vidste, hvad man lavede derude. Men væsenerne befandt sig heldigvis ude i selve skoven, og det var, så vidt Levi vidste, aldrig sket, at de havde nærmest sig skovbrynet og dermed også herregården i sig selv.
Levi gav hende god tid til at få indprintet sig klaveret og noderne. Hellere tage sin tid og gøre det godt, sådan noget satte han pris på. Han lyttede opmærksomt efter, som hun rigtigt begyndte at spille. Der var lige et par fejl første gang, og han skulle lige til at råde hende til at starte lidt langsommere, men det fandt hun selv ud af, så det var ikke nødvendigt. Næste gang lod dog til at gå meget bedre for hende. "Rigtig flot," sagde han med et anerkendende nik. Han kiggede på et af de mange ure, der hang inde i lokalet. "Vi bør gå ud og få noget at spise nu," sagde han og rejste sig fra bænken. "Men du skal ikke være genert for at bruge klaveret, når du føler for det," tilføjede han og satte langsomt kursen mod spisestuen.

[Luana Lethbridge]

”Det er bare svært at vænne sig til.” bemærkede hun med en nærmest undskyldende mine. Af og til blev hun stadig grebet af ’Hvordan kan det være min far?’-følelsen, når hun sad og kiggede på ham, men det var også svært, når hun aldrig i livet havde haft en far før. Hvad lavede man overhovedet med sin far? Altså, som ligesom kendetegnede, at det her, det var far og datter? Lu anede det ikke. Hun var nok nødt til at spørge nogle af sine veninder om, hvad de lavede, når de var sammen med deres far.
Lu smilede ligeledes et usynligt smil, da han affejede hendes bekymring. ”Jeg vil nu gerne have lov til at bekymre mig. Der kan ske alt muligt derude.” Det havde han selv sagt. Eller, måske ikke lige på dén måde, men hun var da blevet informeret om, at The Wolf Forest ikke lige var et sted, hun skulle vandre hen for at dagdrømme.
Koncentrationen var dyb, da hun kæmpede sig igennem visen. Det gav en indre tilfredshedsfølelse, når hun ramte tangenterne rigtigt, og det virkede umiddelbart som om, det var en helt fantastisk god måde at klare sine tanker på. Fordi der ikke var plads til andet på samme tid. Rosen, selvom den ikke var overvældende, var nærmest nok til at rede hele hendes dag. Fra tid til anden blev hun også grebet af et ufatteligt stort behov for at gøre ham stolt på en eller anden måde. Det håbede hun, han ville blive en dag. Hun stoppede straks med spillet, da han bemærkede, at det var ved at være tid til morgenmad.
”Ja. Tak.” Lu tvivlede nu på, at hun ville få mod til at sætte sig dér, når hendes far var i nærheden. Eller hans fætter. De var så dygtige. Hun var ret sikker på, at hun ikke ville kunne udholde tanken om, at de kunne sidde og lytte, mens hun møjsommeligt prøvede at spille noget sammenhængende. ”Jeg har fået brev fra Hogwarts i dag.” oplyste hun, som hun ligeledes rejste sig fra bænken og fulgte efter ham imod spisestuen. ”Jeg skal bruge nogle enkelte nye bøger, så jeg tænkte på, om … du … vil, eller altså, har tid til at tage med mig til Diagonalstræde en dag, så jeg kan få dem købt?” Selvom Lu var en ret høj pige, så følte hun sig stadig rimelig lille, når hun gik ved siden af sin far og måtte se op til ham, når de talte sammen.

[Deleted]

"Det er også fuldt forståeligt," svarede han hende med et langsomt nik. Han kunne ikke helt sætte sig ind i hendes sted, selvom han ofte prøvede på det. Det måtte jo have været noget af en opdagelse for hende, da hun havde fundet ud af, at hendes lærer faktisk var hendes far. Og så ikke engang en lærer, som hun havde haft sig et forhold til før. De havde jo næppe talt med hinanden før efter den lektion, hvor hun overbragte ham nyhederne, men det havde der heller ikke været behov for. Hun var jo en meget dygtig pige, der kunne sine ting, så der havde bare ikke været behov for at skulle være efter hende. Men han havde sat sig for og var også fuldt klar over, at det ikke kun var ham, der pludselig havde en datter, men også hende, der pludselig havde en far. Tanken om at have sig en datter mishagede ham dog på ingen måde. Selvom de ikke havde været far og datter så længe, hvis man kunne sige det sådan, så havde det faktisk heller ikke varet meget tid, inden han var begyndt at holde af hende.
Hun havde en pointe. Wolf Forest var ikke ryddet ud fra magiske væsner, og det var for farligt at forsøge. Men alligevel ønskede han ikke, at hun skulle være urolig for ham. Der var jo trods alt aldrig sket ham noget derude. Tanken om det fik ham dog af en eller anden grund til at trække let på smilebåndet, selvom det næppe kunne ses og hurtigt var overstået igen. "Det er også retfærdigt nok," sagde han med endnu et nik. "Du skal nok vænne dig til tanken. Men husk på: at jeg er det farlige dyr derude," påpegede han sandfærdigt. Der var ikke mange dyr, der var farligere end en varulv og da slet ikke en varulv, der oveni købet kunne tænke som et menneske. Han var i hvert fald i stand til at klare sig. Den største fare han hidtil var stødt på derude var en varulvejæger, der var ude på at få hævn over noget, som Levis far havde gjort for længe siden. Men det var han jo trods alt også sluppet godt fra.
Som de bevægede sig ud mod spisestuen, lyttede han nøje efter, hvad hun sagde, selvom hans blik var rettet fremad. Da de nåede spisestuen var der allerede dækket op og gjort klar til dem. "Med største glæde," svarede han hende, som han placerede sig i en stol ved bordet. "Jeg havde selv tænkt på, om det ikke snart ville komme. Du vokser jo også, så jeg tænker også, du skal have nye skolegevandter," tilføjede han, da han ikke var så uvidende som til ikke at have styr på, at hun endnu var i den alder, hvor hun ville vokse en del. "Men i dag," fortsatte han, "tænkte jeg, hvis du har lyst selvfølgelig, at du kunne komme med ud og hilse på hestene?" Foreslog han. "Dem er du vist ikke blevet præsenteret for endnu."

[Luana Lethbridge]

”Men hvad foretrækker du, når skolen starter igen? Jeg mener i timerne og sådan?” forhørte Lu sig langsomt, da tanken slog hende. Derhjemme var jo ikke nødvendigvis det samme som på skolen. Selv skulle Lu mene, hun ville føle det ret sært at kalde ham ’far’ midt under en lektion – men hun vidste det selvfølgelig ikke. Hun var også rimelig sikker på, at han ikke var sådan en, der kunne finde på at favorisere sine elever – men alle andre kunne hurtigt begynde at snakke.
Lu nikkede lidt hans ord, da de gik imod spisestuen. Han er den farlige. Jep. Hun åbnede munden for at ville spørge ham om noget, men fortrød hurtigt, inden de første ord kom over læberne. Det måtte blive en anden gang.
”Tak.” Hun tog roligt plads på stolen ved siden af og lod blikket smutte over bordet for at vurdere, hvad der kunne friste i dag. Hun skævede til sin far, da han foreslog at præsentere hende for hestene.
”Det er jeg ikke, nej. Det vil jeg meget gerne.” Det sitrede let i Lu’s mundvig, som om hun skulle til at smile, men fortrød. Hun kunne godt lide hestene. Var hun da rimelig sikker på. Hun havde kun hilst på en hest få gange, og aldrig prøvet at ride, selvom hun havde spurgt sin mormor engang. Desværre havde mormoren været dødsensangst for de store dyr, så det var aldrig blevet til noget, til Lu’s store fortrydelse.
Lu skænkede efter nøje overvejelser blot et glas vand op til sig selv og greb derefter ud efter et stykke ristet brød, som hun smurte med marmelade og satte tænderne i. Det slog aldrig fejl.