I Want To Hold your Hand

[Evan Riley]

@leviathan
- I Want To Hold your Hand -

---

Han var træt. Så træt. Skulle han bare lade være med at komme og i stedet lægge sig op i sin seng? Nej, han havde fået én skideballe for at lade være med at dukke op, og det havde han ærlig talt ikke lyst til at prøve igen. Det var ikke engang specielt sent, men han havde ikke kunne falde i søvn, her de sidste mange nætter. Han prøvede at gnide sine tunge øjne med sit ærme, da han bar en kop med varm æblete i hver hånd. Han havde sin skoleuniform på, men han havde forlagt sin kappe et eller andet sted på skolen, hvilket han ikke var så stolt af, siden han var typen der hadede kulde, og altid formåede at fryse, uanset hvilken tid på året det var. En lysebrun rygtaske var slynget over hans ene skulder, hvori hans seneste lektier lå gemt, samt noget blankt pergament.
 Det havde krævet et par gange for ham, at huske alle sine ting.. eller i hvert fald de fleste af sine ting, da det ikke skulle undre ham hvis han havde glemt et eller andet vigtig, som lige nu lå og hyggede sig på hans seng. Hvis dette var tilfældet havde han dog ingen planer om, at rende op efter det.

Han åbnede døren til det aftalte lokale op, ved at skubbe den op med sin side, grundet teen i hænderne. Han var dog ikke så heldig, og skubbede lidt for pludseligt, hvilket resulterede i, at hans fingre blev dækket af den varme væske fra én af kopperne. ”For Satan!” Bandede han. ”Hej, Professor!” Han så ikke engang op fra teen, og skyndte sig i stedet hen, for at stille kopper på det bord de plejede at sidde ved, hvorefter han hev sine brændte fingre væk fra faren for at ryste sin hånd. Da det stadig gjorde ondt, efter han havde rystet den, stak han pegefingeren ind i munden, da det var den der havde lidt mest. Drengen smed sin taske på stengulvet og så endeligt op på Professoren, som havde ventet på ham. Hans ansigt lyste op, og han smilede med sin finger i munden. ”Undskyld, at jeg kommer for sent,” mumlede han, og gjorde et lidt for stort nummer ud af at tage fingeren så langsomt ud af munden som overhovedet muligt, uden at komme til at grine. Han havde selvfølgelig ikke på nogen sluppet de seksuelle hentydninger, og luftede gerne et par stykker, hver gang Professoren hjalp ham med lektierne. I dag blev ingen undtagelse.

Nu havde de mødtes en del gange efterhånden, og hver gang havde Evan en kop med æblete med, men dette var første gang han også havde taget en kop med til Professoren. Fantastisk at det så lige skulle gå galt. Èn af kopperne var nu kun halvt fyldt, og han turde vædde fem galleoner på, at det var hans egen han havde spildt. ”Jeg har te med! Jeg ved ikke om du bruger sukker, så jeg har altså ikke puttet noget i!” Han tog fat, rundt om den ene kop og tog den op til munden, for at smage. Han skar en grimasse af den bitre smag og stillede den fra sig igen. ”Det er din!” Sagde han misfornøjet og skyndte sig at tage en slurk af sin egen, forsødede version af teen. Han havde en eller anden ting med sukker og slik, hvilket, en hver idiot som havde kendt ham i mere end 24 timer vidste, da han umuligt kunne gå en hel dag, uden én eller anden form for sukkerholdigt snask. Professor Wolf havde selvfølgelig også haft fornøjelsen af, at opleve Evan i færd med at slikke ufattelig intenst på en slikkepind.

”Er du… Klar til mig?”

[Deleted]

Det havde været en lang dag... En forfærdeligt lang dag, og det var vist mildt sagt at sige, at Levi var træt. Han var fuldstændig udmattet og havde næsten svært ved at holde hovedet oppe, hvilket ikke rigtig matchede den pæne holdning, han plejede at føre sig med. Det var nu også først efter timerne var færdige for dagen, at han virkelig var begyndt at kæmpe mod trætheden, der langsomt sneg sig ind på ham, men han nægtede at give efter. Det var tæt på eksamenerne, og han havde lovet at hjælpe Riley med nogle opgaver i dag, og han havde ikke i sinde at aflyse aftalen. Ikke så tæt på eksamen, det var uhyre vigtigt, at han fik styr på de sidste ting nu... Desuden, så var Levi også udmærket klar over, at ligeså snart han også ville ligge i sin seng, så ville han være lysvågen. Det var en af de mange ulemper der var ved at være varulv. I hvert fald i Levis tilfælde. Han kunne bare ikke sove. Og det var et faktum, der konstant gentog sig. Han havde aldrig nogensinde prøvet at falde i søvn uden problemer, mens han havde været varulv, og det var siden, han var nå, det var var faktisk ret længe efterhånden.
Lige nu sad Levi ved katederet og var ved at rette nogle opgaver. Riley var forsinket. Han havde ikke engang energien til at være vred, men det var nok mest fordi, han sad så stille i øjeblikket. Det var ikke rigtig noget til at pumpe lidt energi ind i ham, hvilket så også resulterede i, at der ikke gik længe, inden han bankede hovedet ned i bordet med armene liggende ind over det og blev liggende. En ting var at han aldrig kunne falde i søvn, når han skulle det, men en anden ting var, at det jo sådan set ikke var den første gang, han nærmest var faldet død om, mens han var i gang med at rette opgaver... Vel og mærke også ved et skrivebord... Suk... Hans søvnrytme ville nok aldrig blive normal, ikke så længe han var varulv, og det var jo desværre ikke noget, man kunne kureres for, så han måtte leve med det...
Det var heldigt, at Riley ikke havde været specielt stille, da han brasede ind på lokalet, for han havde larmet nok til, at det fik Levi til straks at rette sig op med en sådan fart, at han nær var faldet bagover på stolen, hvis ikke han havde grebet fast i bordets kant. Heldigvis lod det til, at drengen havde haft for travlt med selv at undgå diverse uheld til at bide mærke i, hvad Levi havde gang i deroppe, men han var endnu lidt forfjamsket, da han kom op med teen. "Hva'? Ehm..." Han rømmede sig kort, mens han rejste sig fra stolen. "Tak," sagde han så og var nu kommet helt til sig selv igen, selvom han ikke kunne undre sig over at himle med øjnene over Rileys formulering. Ikke på en led måde, for han havde efterhånden svært ved at blive sur på denne dreng. Det var nok de mange ekstra timer, de havde brugt i hinandens selskab. Levi var blevet mere konfortabel omkring drengen, men uden at slippe sin autoritære position. Det var blandt andet derfor, han heller ikke gjorde noget for at sætte på sit hår igen, da det var blevet rodet efter den position han netop have 'siddet' i. "Ja... Hvad står det på i dag?"

[Evan Riley]

Evan kunne ikke lade være med at grine lydløst over den ældre mand, som sad foran ham. Han vidste det selvfølgelig godt. Det lettere pjuskede hår, de tunge øjne, han vidste det, fordi det efterhånden var sket et par gange, at han var trådt ind i lokalet og fundet Professoren på præcis samme måde. En enkelt gang var det hændt, at manden slet ikke havde hørt ham komme ind, og han syntes ærlig talt at det ville være pinligt for dem begge, hvis Evan skulle vække sin egen Professor og fortælle HAM at deres lille lektietime skulle til at begynde. Derfor var han trådt ud af lokalet igen, og braset så højlydt ind, som han kunne, så manden ikke kunne undgå at vågne op. Voila. Mindre pinligt for dem begge. Evan tog endnu en slurk af den varme drik, og lukkede øjnene i et kort øjeblik. Det følte han, at han havde brug for, for at klarer timen. Uanset hvor meget han glædede sig til at se Professoren, så måtte han være ærlig at indrømme at tanken om en varm seng var en lidt hyggeligere tanke. Professorens ord, fik ham til at åbne øjnene igen, og han måtte stirre på manden i et par sekunder, før han fik indfanget ordende, som kom ud af mandens ufatteligt indbydende mund. Vent, hvad? Et lille, forvirret ryst på hans hoved kunne fornemmes. Han havde endnu ikke gjort op med sig selv, hvad det var for nogle tanker han havde om Professor Wolf. Det var sjovt at drille ham, med hentydninger og spørgsmål, men hver gang Professoren reagerede på en anderledes måde, eller sagde noget som Evan ikke lige havde regnet med, var det som om han fik et slag i maven. Men i stedet for at føle en forfærdelig smerte, så var denne smerte… næsten en fantastisk følelse, som var svær at ryste af sig igen.

”Erh, lidt af hvert,” sagde han, da hans tanker endelig var faldet på plads, og satte koppen fra sig på bordet, for at hive sin taske op så han kunne finde sine papirer frem. Han havde forsøgt at høre efter i timerne, det havde han virkelig. Han havde endda, i en overgang, skrevet noter, men da professorerne snakkede hurtigt, og han stavede som en i Helvede, var det dømt til at gå galt. Det første han fandt frem fra tasken var en lille pose ferskenbolsjer, som allerede var åben. Han satte den på bordet, med et lille nik, som en hentydning til Wolf om, at han gerne måtte tage. Efter bolsjerne kom et par løse stykker papir, hvorpå hans kragetære stod og prøvede at forme ord. ”Eliksir…” Han lavede øjne til Wolf. Øjne som hurtigt fortalte hvad han syntes om faget. Det var næsten det værste. Der var for meget tekst, både før, under og efter eliksirbrygningen, hvilket betød at Evan de fleste gange måtte kigge med hos sin sidemakker, for at finde ud af, hvad Fanden der skulle i. ”Vi skulle brygge et eller andet Amo… Armor-fis, som skulle dufte herre godt, og min stank bare af tis!” Fortalte han Professoren, lidt for optimistisk. Det havde nu været meget sjovt at se pigernes reaktion, når de duftede til den katastrofe, som han havde formået at lave.

Evan smed papirerne og sin eliksirbog på bordet og satte tasken fra sig, med et gab. Godt at både ham og Professoren var trætte, så kunne det måske være at han kunne få lov til at smutte tidligt og lægge sig op i sin seng. Evan stirrede afventende på Wolf, idet han placerede sin mås på en stol. Han havde ufatteligt meget lyst til at række op, og rette mandens hår, men hans sunde fornuft, fortalte ham, at han skulle lade være. "Skal vi?" Spurgte han smilende og knækkede fingre, for rigtigt at komme på plads. 

[Deleted]

Det var på mange måder latterligt, at Levi ikke kunne holde sig vågen ligeså snart, eleverne havde forladt klasseværelset. Det var faktisk direkte åndssvagt. Specielt når han jo ikke rigtig havde fri bagefter, og det var vel og mærke ikke den første gang, han var døset hen, ingen Riley var kommet ind ad døren. Han var bare taknemmelig for, at drengen ikke just var stilfærdig, når han kom ind i lokalet, og det var nok til at vække Levi. Det ville være umådeligt pinligt, hvis Riley skulle til at vække sin lærer, fordi han ikke kunne holde sig vågen efter timerne. Forfærdeligt! Men det var desværre ikke noget, der kunne gøres noget ved, når man var varulv. Han kunne selvfølgelig ikke tale for alle med denne lidelse, da han efterhånden havde fundet ud af, at der var forskellige symptomer, når man var i sin menneskelige skikkelse, men selv led at kraftigt af søvnløshed. Han var dog heldig, at han var blevet bidt i en så ung alder, når man nu skulle bides. Det resulterede jo i, at han hurtigt havde fået lært at styre de menneskelige symptomer, som de lysende øjne og det kraftige temperament. Han kunne ikke gøre meget ved sine øjne i mørket, for der ville de altid være en smule selvlysende grundet det bedre nattesyn, men han havde fået opbygget sin tålmodighed i sådan en grad, at det ellers ikke var noget problem for ham at skjule, at han var varulv. Han mistede ikke besindelsen, hvilket hans heste havde været et stort og meget vigtigt led i, og det var han dem dybt taknemmelig for.
"Du mener vel amortentia," rettede Levi, da drengen ikke tog sig tid til at få udtalt ordet korrekt. "Det er en kærlighedseliksir, den stærkeste, der findes," tilføjede han samtidig med, han rejste sig op og tog jakken af. Han vidste af erfaring, at det altid blev uendeligt varmt, når der skulle brygges eliksirer, så der var ingen grund til at have mere end skjorten og vesten på, som han i øjeblikket var iført. Mange mente han var lidt for formel, når han altid klædte sig som om, han skulle til et eller andet forretningsmøde, men han nød nu at klæde sig pænt på. "Har du en kedel med?" Spurgte han så, mens han kørte sin hånd gennem det sorte hår, så det ikke sad fuldkommen forkert. Han kunne ikke fordrage at se usoigneret ud, selvom det var lidt svært for tiden. Han var stresset, hvilket ikke blot fik ham til at se ældre ud, men også meget syg. Det blandet med at være varulv var en dårlig kombination. Han var faktisk ret så sikker på, at hvis eleverne skulle gætte sig til, hvor gammel han var, så ville langt størstedelen gætte på, at han i hvert fald var 40, selvom han blot var 28. Men sådan var det jo. Han var stresset og varulve ældres hurtigere end almindelige magikere. Levi valgte dog at se det fra den lyse side, at han så til gengæld så mere autoritær, eftersom det også gav ham et lidt mere barskt udseende oveni den formelle fremtoning.

[Evan Riley]

”Hvad? Nårh, klart!” Sagde han, da Professoren sagde navnet på eliksiren, han kunne ikke være mere ligeglad med navnet, og det var først da han fik dens funktion at vide, at han stoppede op og lyttede til manden. En kærlighedseliksir? Han stirrede i et øjeblik ud i luften og overvejede egentlig hvad man kunne bruge sådan en eliksir til. Manden begyndte at tage tøjet af, og forskrækkede Evan, dybt koncentreret i sine tanker. Manden havde lige snakket om kærlighedseliksirer, og nu begyndte han at tage tøjet af!? Drengen stirrede med store øjne på ham og havde egentlig bare lyst til at løbe. Han havde nået at tænke alverdens beskidte tanker om manden (og ham selv), før han opfattede at Wolf bare tog sin jakke af. Nok fordi det var lettere at arbejde sådan? Evan havde ikke selv bemærket temperaturændringerne, når han selv stod i klasselokalet og bryggede. Det havde nok noget at gøre med at han altid frøs, så det var nok naturligt for ham at befinde sig i et varmt lokale.

Drengen kunne ikke lade være med at stirre på mandens krop, nu hvor han havde jakken af. Han følte sig ufattelig heldig, sådan at få lov til at se Professor Wolf sådan, kun med skjorte og vest, hvilket han ikke just skjulte, med det store smil som var fremme på hans smalle læber. Han rejste sig for at finde sin kedel og et stativ frem fra sin taske. ”Jeg kan ikke se hvordan den skulle være så god en kærlighedseliksir, når det eneste den gør, er at dufte godt?” Han satte stativet op, og placerede den lille kedel ovenpå med et undrende udtryk i ansigtet. Han kunne da godt se at det var rart at dufte af noget en anden kunne lide. Han ville da hellere end gerne dufte vanvittigt godt at noget Professoren kunne lide.

Han rakte ud og fik fat på et af sine ferskenbolsjer, som han puttede i munden, glad og tilfreds. ”Jeg har altså ikke ingredienserne med,” fortalte han og satte sig ned på stolen igen. Han ville egentlig ikke have at nogen af de andre professorer vidste at han fik hjælp, hvilket også var grunden til, at han ikke havde spurgt efter ekstra ingredienser til ”senere”. Tænk hvis professoren troede at han havde tænkt sig at brygge en kærlighedseliksir efter skole til eget brug… Det havde heller ikke set så kønt ud. Han åbnede bogen på siden om Amortentia, hvor han begyndte at læse inde i sit hoved.
”Hey, der står at den dufter af ting man kan lide, ikke?” Han så op på Wolf med hævede øjenbryn. ”Hvad kan De dufte, Professor?” Han gik ud fra at Professoren havde lugtet til sådan en eliksir før, og det var jo egentligt en fed idé at finde ud af det, så han kunne tage det op til overvejelse en anden gang Wolf hjalp ham med lektierne. Han havde ingen idé om, hvad han selv ville kunne dufte. Sikkert noget sødt.

[Deleted]

Det havde på ingen måde strejfet Levis tanker, at drengen kunne være ved at falde en smule for ham. Ikke et øjeblik så meget som overvejede han det. Den eneste gang hav havde været klar over, at en elev var lidt halvforelsket i ham, var frøken Ducera Abney. Og det havde så til gengæld også endt meget galt, da der begyndte at gå rygter om, at han havde været i seng med hende. Ikke et rygte som hendes vendinde, frøken Mortem, just hjalp på. Hun havde vist været helt opsat på idéen om, at de to skulle være et par, selvom Levi desperat havde forsøgt at nå ud til folk med, at det blot var et rygte, fordi de var stødt på hinanden i Paris, hvor en eller anden åbenbart havde set dem. Han kunne aldrig finde på den slags, ikke med en elev. Det kunne godt være, at han ikke just lignede typen, der var til at stole på, nu hvor tiden havde tærret på ham, som den havde, men han var ærlig og anstændig. Det var han i hvert fald selv overbevist om, og det var dem, der kendte ham også.
Levi ignorerede, at drengen kiggede lige lovligt meget på ham, da han havde taget jakken af. Han så dog diskret ned ad sig for at se, om han havde et eller andet på tøjet, men da det ikke var tilfældet, lod han det bare være. Han rystede på hovedet ved Rileys ord. "Man får ikke en eliksir til at virke bare ved at dufte til den," forklarede han, "den skal indtages. Duften er blot lokkemad. Når først den er drukket vil indtageren blive vanvittigt forelsket i dig... Dog kun for en tid." Han tænkte ikke helt over konsekvenserne ved at fortælle om virkningen af eliksiren. Havde det været en pige, så havde det nok været anderledes. Han vidste af erfaring, at piger var mere tilbøjelige til at bruge tricks som kærlighedseliksirer, mens drengene sjældent tænkte så langt. Selv havde han fået tilbudt en sådan eliksir flere gange, men han havde altid afslået, eftersom eliksiren jo hurtigt blev afsløret grundet duften.
"Jeg har et eliksir-sæt herinde," sagde han og gik ned bagerst i lokalet for at finde det frem fra et af skabene. Han havde stormhateliksirer over alt, hvor han kunne og at lægge dem i et eliksir-sæt virkede som den mindst åbenlyse løsning. Han ville nemlig ikke risikere, at han skulle glemme at tage den, selvom det nu aldrig var sket. Han rakte op i skabet op tog sættet ned, hvorefter han gik tilbage hen og satte det på bordet. Det var heldigvis ikke de helt store ingredienser, der skulle bruges til denne her, så de burde være i dette sæt, der endda var udviddet. Han nikkede, hvorefter han tænkte sig om et øjeblik. "Hest... Blæk... Vanilje... Og så et eller andet mere," han kunne ikke helt huske, hvad de sidste var, eller om han nogensinde havde fået dem identificeret. Men det var vel også ligegyldigt. "Mens kedlen varmer op, kan du finde ingredienserne dertil," sagde han efter at have tjekket efter i sættet og sikret sig, at det hele var der.

[Evan Riley]

Evan nikkede tænkende over mandens ord omkring eliksiren. ”Men man ville vel kunne genkende eliksiren og lade være med at drikke den?” Personligt ville han ikke selv vælge at drikke en eliksir som lignede perlemor, hvilket der stod i bogen at den gjorde. Han forstod ikke hvem der ville vælge at gøre det, hvis man vidste hvad der ville ske? Men der kunne vel ske værre ting, end at blive vanvittigt forelsket i en person? Alle spørgsmålene gjorde hans allerede trætte hjerne endnu mere træt, og han havde lyst til bare at lægge sig til at sove, men han kæmpede dog imod trangen og fik sin opmærksomhed skubbet over på Professoren igen. Og han undrede sig over, om Professoren mon var forelsket i en person lige nu. Hans blå øjne hvilede på den ældre, idet han gik ned for at hente sit eliksirsæt… hvilket var ufatteligt belejligt, at han lige skulle have et liggende. Evan tænkte dog ikke videre over det.

Wolf svarede på Evans spørgsmål og drengen var ved at få sit bolsje i halsen over Wolfs ord, og han fik derfor lavet en underlig ralle-hosten, indtil han var uden for fare. Han begyndte at grine og holdt derfor hånden over munden, for ikke at komme til at spytte bolsjet ud. ”Hest?! Seriøst!?” Evan kunne ikke komme i tanke om noget øjeblik hvor en hest har duftet godt, men nu var det jo ikke fordi han nogensinde havde været specielt tæt på en. Han gik ud fra at manden måtte bo et sted med heste, eller i hvert fald tit var i nærheden af en, siden han reagerede positivt på sådan en lugt. Det ville Evan i hvert fald ikke!
Han rystede grinende på hovedet idet han rejste sig, for at gøre hvad Professoren bad ham om og finde ingredienserne frem, fra Professorens sæt. Han smurte ærmerne på sin hvide skjorte op, imens han læste hvad han skulle bruge. Rosentorne, pebermynte og andre letgenkendelige ting det lød jo nemt nok. Han vidste dog ikke med resten og han havde egentligt ikke lyst til at gøre det forkert igen. ”Hvad nu, hvad nu?” Mumlede han for sig selv, idet hans finger gled over bogens slidte side, hvor der stod noget om fremgangsmåde. ”Professor? Må jeg spørge om en ting?” Han arbejdede imens han snakkede, så det gik en smule langsomt, men han fik da lavet noget. Han havde allerede en knude i maven, af at skulle spørge, men han fortsatte dog, en smule nervøst imens han hakkede pebermynten med en kniv han havde fundet i Professorens eliksirsæt. ”Hvis der nu, i teorien, var en elev og en lærer som ligesom… du ved, havde et forhold… Hvad ville der så ske?” Han så ikke på manden, siden han vidste at hans ansigt allerede var godt på vej til at blive brandbilsrødt. ”Altså… bare i teorien, ikke?” Pebermynten var meget fint hakket nu, men Evan blev ved med at hakke.

[Deleted]

Levi nikkede som svar på drengens spørgsmål. "Duften afslører den på stedet, hvis man tænker sig om," sagde han. "Den er nemlig en af de eliksirer, der ikke bliver hæmmet, hvis den bliver blandet op med noget andet. Den bliver oftest lagt i chokolade eller sådan noget i den stil, så man ikke kan genkende det, når man spiser det. Så det er duften, man skal gå efter." Det var på en måde praktisk og upraktisk, at denne eliksir duftede, som den gjorde. På den ene side: så ville den være meget mere indbydende for indtageren, men kun hvis vedkommende ikke havde styr på sine sager. Vidste man derimod, hvad denne eliksir var for noget, så ville man jo kunne afsløre den med det samme. Hvilket Levi havde haft nytte af adskillige gange. Dengang han gik i skole havde han ganske vist været vil med piger, men det var mest indtil sin 5. årgang, hvor han holdt op med at være et svin og blev knap så interesseret. Det havde så vendt på en tallerken, og da var pigerne så til genæld begyndt at blive noget mere interesseret i ham. Det havde ofte resulteret i netop denne eliksir op til juleballerne og gradueringsfesterne og faktisk alt, hvor en ledsager var påkrævet. Han havde dog heldigvis aldrig indtaget den, for han havde jo vidst, hvad det var for noget og havde ladt det ligge i stedet.
Af en eller grund undrede hans reaktion ikke Levi det fjerneste. Han var jo vandt til, at folk ikke just fandt ligten af hest specielt charmerende. Selv nød han den nu ganske fint, men det var vel fordi, han forbandt hestene med noget godt? Hans patronus vat jo også en hest, så det skulle ikke undre ham, hvis det var sådan, det hang sammen. "Ja, hest," svarede han. "Har måske noget at gøre med, at jeg har ni af dem derhjemme, eller hvad ved jeg?" Folk blev ofte overrasket, når han fortalte dem, at han havde hest. Men han havde en fornemmelse af, at det var fordi, han altid var så fin, formel og organiseret. At det folk nok mest blev overrasket ved det var, at han åbenbart ikke var typen, der var bange for at blive beskidt og arbejde med noget mere fysisk. For han kunne godt selv se, at han ikke lignede sådan en type.
"Spørg løs," sagde Levi med et nik, mens han betragtede drengen finde eliksir-sagerne frem. Han var ikke helt ved siden af, og der var ikke behov for at rette på ham. Det var heller ikke verdens sværeste eliksir, men havde det været i starten af deres små ekstra timer, så havde han sikkert alligevel kludret rundt i det, men Levi kunne mærke, at drengen havde forbedret sig siden da og var faktisk begyndt at få ganske godt styr på sagerne. Levi kiggede en smule undrende på drengen, men valgte at tro på, at det blot var et hypotetisk spørgsmål. "Så ville læreren få sparket lige på sekundet," svarede han en smule henkastet, da han ikke just fandt det som verdens mest alvorlige spørgsmål, men hvad? "Der vil sikkert blive kaldt ind til retssag og alverdens ting for at finde ud af, om eleven var med i det eller hvad, men læreren vil under alle omstændigheder blive fyrret."

[Evan Riley]

Drengen nikkede til manden, idet han forklarede, og smilede så tænkende. ”Det ville være lidt surt, hvis offeret så elskede duften af chokolade.” Jokede han. Det var stadig en del af hans plan, at prøve at få manden til at grine. Det havde endnu ikke lykkes ham. Han fik som regel bare et lille smil, eller noget i den stil, og så har det været en god dag! Manden var ikke lige til at knække, men Evan havde ikke tænkt sig at give op, lige med det samme! Udover det, kunne drengen ikke holde op med at tænke på Wolf, påvirket af sådan en eliksir. Det kunne være… rart. Tanken fik ham til at smile, men alligevel ville det aldrig være noget han kunne finde på at gøre. Han var ikke SÅ desperat, at han ville forhekse en professor på den måde, desuden ville han være bange for, at han havde puttet en forkert ingrediens i. Bare tanken om, hvordan det kunne gå galt, fik ham til at tygge sit bolsje i stykker og sluge med en lille grimmasse.
”Du virker ikke som heste-typen,” udtalte han og smilede ved tanken om en ridende Professor Wolf. Altså på hesteryg. Ni heste var også meget at se til, når man også skulle rette alle mulige opgaver… Og samtidig skulle han også hjælpe Evan med alle de lektier. ”Jeg kan godt forstå hvorfor du er så træt,” mumlede han, højt nok til at manden kunne høre ham. Det gav ham lidt ondt i maven af at vide at han var til besvær, men han kunne ikke få sig selv til at stoppe midt i det hele. Nu var de lige begyndt at få sådan et godt forhold, og Evan var endelig begyndt at lave sine ting, hvilket kun overraskede de andre professorer positivt. Et smil formede sig på hans tynde læber, det mest uskyldige han kunne fremmane, hvorefter han vendte øjnene mod den ældre mand; "Rider De på andet end heste, Professor?" Det havde virkelig lydt som et uskyldigt spørgsmål, men det var det på ingen måde ikke. 

Selvom drengen var blevet utrolig rød i hovedet over sit spørgsmål, vendte han sig alligevel om, for at stirre overrasket, næsten forskrækket på Professoren, da han var kommet med et svar. Fyret? Blev de virkelig fyret, bare på grund af sådan en lille ting? Og en retssag!? Behøvede de virkelig at overreagerer på den måde? ”Men, Professor, jeg er jo praktisk taget voksen, behøves der virkelig en retssag, så?” Han havde lagt kniven fra sig på bordet, og havde placeret sine fingerspidser, så han kunne dufte til pebermynten som havde smittet af, imens han kiggede spørgende på manden. Det var først efter flere sekunder, at det gik op for Evan, at han havde sagt ’jeg’, og hans hjerte begyndte at slå, grundet nervøsitet over, om manden kunne nå at regne den ud. ”Øh, jeg mener… Hvis det nu var, i teorien, én på min alder, som var i den situation!” Hans øjne begyndte at flakke rundt i lokalet, da han ikke rigtig vidste hvor han skulle kigge hen. Han endte med at komme med et lille, skævt smil: ”Altså i teorien!” Gentog han.

[Deleted]

Levi lavede en bevægelse med hovedet som for at signalere, at han godt kunne se, hvad drengen mente. Og det var jo faktisk en meget god pointe. Mange holdt jo af chokolade-duften (selv fandt Levi den en smule vammel), og så ville den jo være nem at skjule, uden folk anede uråd. "Det har du meget ret i," sagde han medgivende. Han var nu, hvor drengen sagde det, også meget taknemmelig for, at han ikke selv brød sig om den lugt, for så havde han måske været knap så heldig, dengang han gik i skole. Det havde jo trods alt været ret så afslørende, når man blev tilbudt et stykke chokolade, der lugtede af hest... Han trak på skuldrene over drengens næste kommentar. Det gjorde han jo sjældent. Igen: så virkede han jo så fin og fornem og ikke som en, der ville turde på jord under neglene eller slide med sådanne store dyr med fornøjelse. Men Levi holdt nu meget af det. Og ikke nok med det, så havde de også hjulpet ham meget til at få styr på sit voldsomme tempereret, som han dels havde arvet fra sin far, men også var blevet kraftigt påvirket af, at han var blevet en varulv. Han havde adskillige gange været ved at afsløre sig selv, inden han havde fået Lily dengang, der havde været en stor del af processen i, at få sat hold på temperamentet. Og i dag havde han en nærmest irriterende, endeløs tålmodighed. I et øjeblik overvejede han at spørge Riley efter, hvad han mente med, at han altid var så træt, men kom så på bedre tanker. Det var jo trods alt ikke første gang han var døset hen, inden han var ankommet til lektionen, så det skulle næsten være mærkeligt, hvis det havde fordigået drengens opmærksomhed. En smule pinligt, faktisk, men Levi lod som ingenting og reagerede i stedet på den næste kommentar. Det var ikke et rigtigt grin, han kom med, men åndede ligesom bare lidt mere luft ud, und sædvanligt, mens han sendte Riley et halvvejs opgivende blik, der nu alligevel ikke var helt alvorligt. "Nej, jeg holder mig nu til hestene," svarede han for at undgå det så meget som muligt, selvom han havde fanget denne kommentar, ligesom han havde med alle de andre. Han var efterhånden blevet overbevist om, at drengen gjorde det med vilje.
Levi hævede endnu engang øjenbrynene, da drengen noget så tydeligt afslørede sig selv. Han rystede på hovedet, som han valgte at tale videre og besluttede sig for at ignorere, hans fejltagelse. "Men du er ikke myndig," påpegede han, "og det ville blive set som dels en udnyttelse af sin position af læreren og dels ren pædofili, hvis noget som det skete," sagde han alvorligt. Han skulle ikke nægte, at hans kvindelige kollegaer var ganske kønne, så det ville da heller ikke undre ham, at drengen skulle være faldet for en af dem, men det kunne jo trods alt få alvorlige konsekvenser, hvis der skete noget, og det var vigtigt, at knægten var klar over det. Han havde jo ingen idé om, at det Riley var blevet smålun på Levi selv. Den tanke havde på intet tidspunkt faldet ham ind. Ikke engang med alle de halv-sjofle kommentarer og hentydninger, han konstant kom med. Tanken havde ikke et eneste sekund strejfet Levi, og det ville den nok heller ikke ligefrem komme til, som sagerne stod lige nu.

[Evan Riley]

Evan kunne ikke undgå at blive bare en lille smule glad over, at manden gav ham ret i dét med chokoladen. Han havde faktisk troet, at det var en dum ting at sige, som altid, men det var det så tydeligvis ikke. Det føltes faktisk som lidt af en sejr, sådan rent faktisk at sige noget klogt. Hvis han så bare kunne få det ned på papir, eller permanent få det printet i hovedet, så ville det være storartet! Gid han bare kunne huske det længe nok til at bruge i sine eksamener.
Hvis han nogensinde fik chokolade af en person, ville han ikke engang tænke over hvorfor, eller hvad det nu engang lugtede af. Han ville bare pløje det ned, og være glad og tilfreds, så hele denne ekstra-lektion havde faktisk nok lige lært ham at man skulle passe på med hvad man spiser… Især på en skole for magikere. Han tvivlede dog stærkt på, at der var nogen som havde lyst til at forhekse ham, på den måde. ”Ja, jeg er faktisk rimelig klog, hvad?” Han smilede stort og barnligt, for han var jo ærlig talt rimelig stolt over sig selv og sin ”ikke-alligevel” joke.

Evan studerede indgående manden, idet han åndede ud og sendte ham et blik, som hvis en mor var træt af, at hendes barn blev ved med at plage om slik. Drengen smilede dog bare, på randen til et lille grin, da det ikke var første gang at manden havde kigget sådan på ham, efter en af hans små, sjofle spørgsmål og kommentarer. Mandens svar, fik dog alligevel et lille grin frem fra Evans side. Reaktionen gjorde Evan opmærksom på, at den ældre mand måske alligevel havde fanget den. Det var han blevet god til, men kun når de var ret så åbenlyse. Hvilket var heldigt for Evan, siden det var den eneste måde han kunne flirte på: Med humor. Alle andre former gjorde ham nervøs og fik ham til at rødme noget så grusomt, så humor var hans eneste måde at komme frem med sådan noget. Måske var der derfor han aldrig havde haft en kæreste før? Dét og så lige den anden ting. Mandens svar, fik drengen til at trække på skuldrene. ”Skuffende. Drik din te, før den bliver kold, Professor,” mumlede han og vendte sig mod eliksiren igen, for at putte pebermynten i kedlen. Han kunne godt selv mærke at han var blevet mere sikker på hånden, når det gjaldt sådan noget. Hvis det havde været i starten af deres små hjælpe-timer, ville han have spurgt Wolf om han skulle putte ingredienserne i, eller ej. Dette havde han vendt sig af med, men det ændrede desværre ikke på hans usikkerhed, når det handlede om at finde de rigtige ingredienser. Dette var også grunden til at han ikke havde øjenkontakt med manden, idet han åbnede munden: ”Der står at jeg skal bruge et As-vin-der æg?” Han havde fingeren i bogen, under det ukendte ord, som han udtalte stavelse for stavelse. Det var selvfølgelig et råb om hjælp fra Evans side af, som han håbede at manden opfangede.

Wolfs ord satte sig som en knude i Evans hals, og han måtte synke en gang ved ordet ’pædofili’. Sådan havde han ikke tænkt på det. Hvad værre var, kunne Evan forstå på mandens ord, at han ikke havde nået at redde den og derfor var blevet sat i en meget pinlig situation. Den ældres reaktion, fik dog Evan til at rynke på brynene. Han troede at han havde afsløret sig selv, men siden manden ikke reagerede yderligere, måtte det vel betyde, at han ikke helt havde regnet det ud? Det var faktisk, af en eller anden grund, ufatteligt sødt og uskyldigt, og Evan smilede som en lille, forelsker skoledreng i et kort øjeblik, til hans tanker kom på sporet igen. Nu hvor han sådan havde åbnet sig op over for manden, og manden bare havde opført sig som en bekymret forælder, kunne han lige så godt udnytte situationen og spørge ind til mere: ”Hvornår er det nu man bliver myndig? Er det ikke 17, eller sådan noget?” Han tog fat i sin tekop og tog et tår af sin, nu lunkne, æblete. ”Og man kunne vel bare holde det hemmeligt? Det er jo ikke fordi alle skulle have det at vide.” Han rykkede sig lidt tættere på manden og lænede sig op imod bordkanten. Hans øjne var rettet imod mandens mund, som om han ventede på et svar, dog var hans tanker et helt andet sted.
”Hvor gammel er det De er, Professor?”

[Deleted]

Ja, drengen var unægteligt barnlig. Levi kunne ikke komme udenom det, og han ville ikke engang forsøge på det. Normalt var Levis ynglingselever ellers dem, der lavede deres ting og var dygtige. Praktisk talt var det ved de 'dukse', der også brød sig om lærerene. Han havde dog fået en vis sympati for denne dreng, selvom han ikke var den dygtigste i klassen. Men det var jo ikke fordi, han var dum. Han havde bare problemer med tingene, og Levi havde skam også bemærket, at der var sket store fremskridt siden deres første ekstra lektion. Han havde skam også hørt rosende ord oppe på lærerværelset om, at knægten var begyndt at lave sine ting, og han ikke havde været så ringe og doven, som de havde troet. Levi havde dog ikke nævnt noget for dem omkring de ekstra timer, som drengen modtog hos ham. Han var nemlig godt klar over, at Riley ikke ønskede, at det var noget, folk skulle vide. Og Levi var på ingen måde ond, selvom han kunne ligne sådan en, så han holdt mund med det.
"Også i den grad," medgav Levi, selvom det var en smule fraværende, da han netop kiggede på drengens eliksir for at se, om den så rimelig ud. Han havde dog ikke set noget forkert gjort, og den så faktisk også ganske lovende ud. Han nåede dog heller ikke at stå dernede længe, inden drengen kom med en kommentar, hvortil Levi ikke kunne tilbageholde en kort, dyb latter. Han rystede dernæst på hovedet, hvorefter han begav sig hen mod kateteret, hvor han lænede sig op ad, mens han fortsat betragtede drengens handlinger. "Javel, hr. Riley," sagde han, hvorefter han tog en tår af teen, der ganske vist ikke var langt fra at blive kold, men der var endnu en smule vej endnu. Han skubbede sig dog bort fra kateteret igen kort efter for at gå ned for at vise drengen, hvad det var, han skule bruge. Han var nemlig overbevist om, at han havde netop disse æg i sættet. "Ashwinder æg, ja," sagde han, hvorefter han rodede lidt rundt med sættet. Han endte med at tage en lille glaskrukke op med nogle røde æg i, som han åbnede, så drengen kunne tage, det han skulle bruge. "De er frosne, så du kan sagtens røre ved den," sagde han, da det jo var en knap så behagelig oplevelse, når de endnu var brændende varme. Han vidste det af erfaring og havde lært lektien meget hurtigt.
Levi var derefter begivet sig tilbage til kateteret, hvor han endnu engang lænede sig op ad og også begyndte at tage vesten af, så der kun var skjorten tilbage. Det blev altid urimeligt varmt, når der skulle brygges eliksirer. Han tog desuden skjorten op af bukserne, da det bar så mærkeligt ud, hvis ikke man havde vesten eller jakken på. Dette gav ham et mere afslappet udseende, men fik han også til at fremstå endnu mere syg end i forvejen. "Jo, det er 17," svarede han drengen, mens han lagde sin vest pænt ovenpå jakken. "Men hvor hemmeligt man end holder det, så bliver det ikke mindre ulovligt af det," sagde han alvorligt. "Både lærer og elev kan komme i slem knibe, hvis det skulle blive opdaget." Han lagde godt mærke til, at drengen kom op til kateteret, men regnede med, det var fordi, han ventede på, at kedlen skulle blive ordentlig varm.
"28," svarede han. Selvom han godt vidste, at han så noget ældre ud end det.

[Evan Riley]

”Det må der da næsten komme en belønning ud af!” Konstaterede han, med et smil, efter at Professoren havde givet ham ret i, at han var mægtig klog. Alverdens eventyrer om riddere som vandt et kys af prinsessen, efter at han havde besejret dragen, poppede op i han hoved og efterlod ham med et endnu barnligere smil på læben, end før. Hvis han fik et kys af Wolf, for hver gang han sagde eller gjorde noget klogt, ville han da i den grad gå højere op i alt det fis, som Professoren prøvede at lære ham! Åh, Merlin, hvor følte han sig desperat, når sådanne tanker strejfede ham, og fik ham til at føle sig enormt beskidt, selvom de ganske vidst endnu bare var små og uskyldige.
Et overrasket udtryk blev plantet i hans ansigt, og han stirrede på manden, som om han lige havde fået en lussing. Havde han hørt forkert? Havde manden lige grint af noget som Evan havde sagt? Den del var ikke engang ment som en joke, men det havde tydeligvis været utroligt sjovt for manden, at Evan skulle kommanderer rundt med ham. Endnu en sejr! Og en god én af slagsen, for Evan var allerede meget glad for mandens dybe latter.
Wolf kom op til ham igen, for at hjælpe ham med æggene. Den ældre fandt dem frem, og Evan tog et af de røde æg op, for at stirre overvejende på det. Måske var det dét han havde glemt sidste gang?

Drengen vendte sig imod Professoren, for at spørge hvorfor Ashwinder æg var varme, men kom fra det, da han så manden i færd med at knappe sin vest op, hvilket gjorde så drengen gik i stå, og fik hans øjne til at flakke. Hans akavede jeg prøvede at sparke ham til at kigge væk, men hans teenage-hormoner gjorde det umuligt for ham at lystre på hverken den ene eller den anden måde. En kildende fornemmelse i den nederste del af maven, fik dog rusket ham ud af sin trance og han kiggede forlegent rundt i lokalet. ”Erh, skal skjorten ikke også af?” Han sagde det som en joke idet han vendte sig mod eliksiren igen, for at manden ikke skulle se hans røde kinder. En lille snert af håb kunne dog spores i hans, let rystende, stemme.
”Jeg bliver 17 i december,” konstaterede han ufatteligt neutralt. Han kunne ikke lade være med, bare at være en lille smule mobset over mandens ord, og han blev pludselig utroligt irriteret på sin unge alder. For første gang i sit korte liv, kunne Evan ikke være mere ligeglad omkring dét at det var ulovligt. ”Alder er jo bare et tal,” mumlede han og følte at det var utroligt cliché og egentligt temmelig barnligt at stå og forsvarer sig selv, også selvom Professoren bare prøvede på at hjælpe. Men manden kunne jo ikke vide, at det var ham som Evan kunne lide og ham som gav Evan lyst til at begå ulovligheder.

Da briten var kommet hen til kateteret, vendte han sig om, så han på den måde kunne trække sig selv op, for at sidde. Han brugte lejligheden på, at række ud, og lade som om t han rettede på den ældres krave, selvom han i virkeligheden, bare ikke kunne modstå sin trang til at røre ham længere. Hans pegefinger nåede da også at ramme noget hud. Evan grinede kort over mandens alder. Det kunne da have været værre. ”Jeg troede, ærlig talt, at du var i 30’erne,” smilede han undskyldende og kløede sig kort over næsen. Det ændrede jo på en smule, siden det kun var… Han talte diskret inde i sit hoved, men fik dog stadig et lille sug i maven, da han var nået frem til svaret. Stadig, det kunne have været værre.
Evan lagde hovedet på skrå for at betragte manden, og det faldt ham pludselig ind, at manden så mere træt ud, end han plejede, og da især nu, hvor hans tøj hang på den måde. Var han syg? Evan greb muligheden hurtigt, og plantede sin kølige håndflade imod mandens pande, uden nogen former for advarsel. ”Hvordan har De det egentligt, Professor?” Et lille smil kom frem på hans læber, idet han prøvede at skabe øjenkontakt. ”Sig nu ikke at De bare er kommet herhen i dag, for at smitte mig ed alt muligt klamt,” grinede han og vendte sin hånd, så det nu var bagsiden som lå mod mandens pande.

[Deleted]

"Pas på, du ikke presser den," advarede Levi med en ret så useriøs tone i forhold til, hvad man ellers ville kunne forvente at høre fra ham. Levi vidste godt selv, at han virkede som en meget seriøs person, og om ikke andet havde en betydelig mangel på ansigtsudtryk og ændringer i sit toneleje. Men det var ikke helt tilfældet. Eller jo, på nogen måder var det da, men det betød ikke, at han ikke også kunne være ganske afslappet til tider, og selvom han lod som om, han ikke fangede drengens jokes og sjofle hentydninger, så havde han skam hørt det. Det virkede bare en smule upassende at skulle reagere på dem ved at give endnu en kommentar igen, han var jo trods alt over 10 år ældre en drengen, så det var nemmere bare at lade som ingenting. Det var desuden ikke mange elever, hvis der nu overhovedet var andre end Riley, der havde hørt ham grine. Men han fandt det underligt morsomt, når elev forsøgte at kommandere rundt med ham. Specielt på denne henkastet måde, som Riley netop havde gjort. Faktisk, specielt når det var Riley, der gjorde det. Det ville jo være synd at sige, at han var en synderligt stor dreng, og Levi var jo enorm ved siden af ham, så det virkede bare så komisk på en eller anden måde. Havde det dog ikke været ham, han var alene med, havde han dog nok heller ikke gået så vidt som til at grine af det, men nok bare ignoreret det på bedste facon.
Endnu engang måtte Levi ignorere en kommentar fra Riley og blot ryste på hovedet. Det havde ikke engang taget drengen få minutter at blive komfortabel med den slags kommentarer, mens Levi endnu ikke havde taget sig sammen til at give sine nærmeste et kram endnu. Kropsforskrækket og tilbageholden kunne han på ingen måde nægtes at være. Og på den anden side set, så kunne han jo heller ikke fordrage det meste af sin familie, og den anden del havde han først nu fundet ud af eksisterede. Der var sket meget med hensyn til familie for ham på meget kort tid. Han havde fået sig en fætter, en kusine og åbenbart også en datter, som han aldrig havde anet eksisterede. Men det var skam ikke noget, han var ked af. Han var faktisk lykkelig for at have fået sig noget familie, der ikke ville ende med at blive smidt i Azkaban. Det tvivlede han i hvert fald stærkt på, at nogen af dem ville. Han havde i hvert fald tænkt sig at gøre sit bedste for, at Luana ikke ville. Men hun var en fornuftig pige, så hendes skæbne frygtede han ikke for. "Og det antal af år, man skal tilbringe i Azkaban er jo også bare et tal," påpegede Levi alvorligt. Han brød sig ikke om den måde, drengen fandt det så ubetydeligt. Levi, der jo selv var lærer, var jo selv godt og grundigt klar over konsekvenserne ved det.
Han trak på skuldrene over drengens kommentar om Levis alder. "Så troede du mig yngre end så mange andre," sagde han ærligt. Han var vant til, at folk blev særdeles overrasket over hans alder. Det fleste gættede sig til, at han i hvert fald var omkring de 40, men det var også kun som det mindste. Når det var tæt på fuldmåne var det endda særligt slemt... Men nu havde varulve jo også den sørgelige tendens til at ældes hurtigere end normale mennesker, og Levi måtte indrømme at være hårdt ramt af lige netop denne karakteristik. Han trak hovedet bort, som drengen rettede på hans krave, men forsøgte ikke at gøre det så meget, så det blev uhøfligt... Eh? Men han kunne dog ikke helt lade være med at trække sig betydeligt sammen, da drengen direkte placerede sin håndflade på hans pande. "Ehm... Udmærket... Går jeg ud fra," sagde han i et pludseligt anfald af akavethed. Han vidste godt, at han var kropsforskrækket, men var det her virkelig normalt? Det var det vel? "Nej, jeg smitter ikke," sagde han, selvom det vel ikke var helt sandt på en måde. Han smittede kun i ulvefasen, så han smittede jo ikke nu, så meget var i hvert fald sandt.

[Evan Riley]

”Jeg presser den så hårdt jeg vil, Professor.” Han grinte kort sit lille grynte-grin, da han selv ikke kunne holde masken, lige ved denne ene sjofle vittighed. Den havde jo ærlig talt ligget lige til højrebenet, så Wolf burde have vidst at den ville komme. Det måtte da snart være fuldstændigt umuligt for manden, ikke at lægge mærke til det, så det undrede Evan at han ikke fik nogen lidt voldsommere reaktioner ud af manden. Han gad godt at høre et comeback, eller bare få et smil. Nu havde han godt nok lige fået et grin ud af ham, men det havde på ingen måde været meningen. Drengen nægtede dog at give op.

”Ej, jeg tror altså ikke på, at de smider mig i Azkaban, bare fordi jeg kan lide di-… En person!… Som er lidt ældre end mig selv.” Eliksiren var fuldstændig glemt nu, og Evans opmærksomhed var rettet imod Wolf, som om han havde en kamp om hvem der havde de bedste argumenter. Ifølge Evan var det ham der vandt, men kun fordi han nægtede at tabe. Også selvom Professorens argumenter, var klart bedre end hans egne. Han smilede dog lidt af mandens ord, ved at de fleste troede at han var ældre. Nu havde Evan jo også tilbragt en del mere tid med manden end nogle andre, så måske var det derfor, at han kunne se det? Han havde godt nok ikke ramt helt rigtigt, men det var da rimelig godt alligevel. Han havde dog godt lagt mærke til, at manden somme tider så lidt ældre ud, end normalt, men han regnede med at det simpelthen bare var fordi manden var syg. Der fandtes jo folk som blev syge hele tiden, så det kunne sagtens være derfor, han havde i hvert fald ikke tænkt mere over det.
Det gjorde ham ikke noget, at den ældre rykkede let på hovedet, da hånden kom tæt på. Han gik ud fra, at han var blevet forskrækket, eller noget i den stil. Det var først da hånden blev placeret på mandens pande, at det gik op for Evan at manden egentligt tit havde reageret på den måde, når Evan kom for tæt på. Men han flyttede sig jo aldrig helt, så det var vel ikke fordi han fandt det decideret ubehageligt? ”Det var godt,” smilede han, idet han lod øjnene hvile på mandens ansigt. Han var pæn. Ikke at Evan ikke havde syntes det før, men det var først nu, at han rigtigt kunne koncentrerer sig om at kigge ordentligt efter. Drengens hånd var stadig placeret på mandens pande, dog gik der ikke længe før hans blide fingre lod sig glide ned af mandens tinding, for at søge op i den ældres hår.


”Professor? Må jeg spørge om endnu en ting?” Han lænede sig langsom frem mod manden, med blikket fast rettet mod Professorens læber. ”Hvad ville De gøre, hvis De vidste at der var en elev som kunne lide Dem?” Han smilede ikke. Han havde besluttet sig for at lade være med at tænke, så lige nu så han dybt koncentreret ud, idet han kom tættere på Wolf, og derved tættere på målet.