I Want To Hold your Hand

[Deleted]

Åh! Hvor var den dreng dog forfærdelig! Levi rystede blot på hovedet over kommentaren og lod det blive ved det. Han troede sådan set bare, at alle disse sjofle kommetarer og hentydninger var en del af den akavet natur, som drengen så ofte havde demonstreret, han havde. Ikke et eneste sekund havde Levi overvejet tanken om, at disse hentydninger kunne have mere bag sig en blot bemærkninger fra en lidt for udadvendt drenge, der ikke helt vidste, hvornår han burde holde sin mund, eller i hvert fald i hvilke situationer og omkring hvilke mennesker, at hentydninger som dette var okay. Eller... I hvert fald morsomme på et eller andet punkt. Levi måtte dog indrømme, at han også fandt dem både ganske komiske og kreative, når det var, men reagerede bare ikke på det. Det virkede bare en smule upassende at grine af det eller endnu værre hoppe med på karrusellen og give en kommentar igen, hvilket han ofte var blevet fristet til. Men hans stolthed og formalitet havde dog altid afholdt ham fra det.
Havde han hørt forkert, eller havde drengen netop stoppet sig selv i at sige 'dig' i sidste øjeblik? Det var tæt på fuldmåne, så Levis sanser var skarpe, så han var overbevist om, at han havde hørt rigtigt. Han så først lidt tænktsom ud, men valgte at lade det ligge. Han overbeviste blot sig selv om, at det oprigtigt måtte have været en talefejl, grundet drengens hast med at få rettet sig selv igen. "Nej, de smider ikke dig i Azkaban," sagde han alvorligt, da drengen åbenbart var ukuelig på dette punkt. Hvilken professor knægten var faldet for kunne være fuldkommen irrelevant, men han lod bare ikke helt til at forstå alvoren i situationen. "Men det vil den anden person. Den slags ting er en alvorlig sag, og da specielt hvis det var en ansat her på." Det var sikkert fordi, at han ikke ønskede at forstå det, men det ændrede jo ikke på kendsgerningerne eller loven for den sags skyld. Sådan var det bare.
Levi havde aldrig fundet det behageligt, at folk rørte ved ham, men det var nok til dels grundet den slemme klaustrofobi, som han led af. Han kunne ganske enkelt ikke have det. Og det nyttede jo ikke ligefrem, at han var vokset op i en familie, der ikke kunne lide ham, så han havde bare aldrig vænnet sig til det der med at blive rørt ved. Han fik kuldegysninger, som drengen nu begyndte at køre sin hånd op gennem hans hår. Hvad i al verden var det dog, han havde gang i?! Levi krympede sig en smule under denne berøring, som om drengens hånd så bare ville blive hængende en centimeter over hans hoved, men det var jo selvfølgelig ikke tilfældet.
Han stivnede ved drengens spørgsmål. Ikke at han havde meget ansigtsmimik i forvejen, men han var som lammet. Nu demrede det endelig for ham. Det var som om han var en gong gong, der netop var blevet ramt af en kæmpe hammer, der indeholdt svaret. Han åbnede munden en smule for at tale, men fik ingen ord ud i begyndelsen. Så lukkede han den igen og rømmede sig, og han bemækede nu selv, at hans øjne var en smule opspilede, selvom resten af hans udtryk var uændret. "Hr. Riley, du bliver nødt til at holde øje med eliksiren, så den ikke bliver for varm." Var det eneste, han lige kunne finde på at sige uden at være ubehøvlet. Langsomt trak han sig et par skridt bort fra drengen, rettede blikket mod den bagerste væg i lokalet, hvorefter han lod sin hånd glide igennem sit hår.

[Evan Riley]

Ikke på noget som helst tidspunkt, havde Evan overvejet hvor forkert det var, at sige sådan nogle sjofle ting, til én der var så meget ældre end ham selv, og han havde heller ikke på noget tidspunkt tænkt på at det blev gjort værre af, at selv samme person var en lærer. Han syntes bare at det var sjovt… Siden han aldrig har kunnet lave sådan nogle jokes derhjemme, var det en god følelse, for en gangs skyld, at ’give lidt los’, også selvom det måske ikke var så meget, som når andre teenagere lige pludselig besluttede sig for, at være lidt rebelske. Nu kunne man jo også sige at han ikke havde så meget at være rebelsk over for, siden han mere eller mindre ikke var velkommen derhjemme mere.
Han var ved at blive godt træt at komme til at afsløre sig selv, også selvom han gerne ville have at Professoren vidste hvad han følte. Men det var bare sådan en uheldig måde at gøre det på, som på ingen måde hørte med i hans plan om at prøve at være forførende, hvilket nok ikke gik helt som det skulle, grundet hans akavethed og klodsede ordvalg.

Drengen rullede irriteret med øjnene over al den snak om Azkaban. Han kunne virkelig ikke se problemet i, at en ung person var sammen med en lidt ældre person… folk måtte vel selv vælge hvem de ville være sammen med, for pokker!? Det var lidt overdrevet at smide folk i fængsel over sådan noget, i hvert fald i Evans hoved. Han kunne ikke begribe omfanget af situationen, hvilket også var derfor han ikke tog mandens ord særligt seriøse. Han valgte bare at lade det fuldstændigt ligge, så han ikke kom til at sige noget grimt, eller overreagerer.

En skuffelse ramte Evan, som var han gået ind i en mur, da manden trak sig tilbage, hvorefter en bølge af underen skyllede ind over ham. Professoren kunne ligeså godt have skubbet drengen ned på det kolde gulv, og sparket ham lige i fjæset, da han nævnte eliksiren. Evan kunne ikke være mere ligeglad med den dumme eliksir. Han havde sådant set lige siddet og sagt sine inderste følelser, sådan da, til personen han kunne lide, og idioten snakkede udenom. Han kunne i det mindste have svaret på spørgsmålet, og på den måde spillet dum, men dette var da totalt latterligt. Ikke desto mindre hoppede han, en smule voldsomt, ned fra bordet for at halte hen til eliksiren. Bevægelsen sendte et jag op gennem hans dårlige ben, men han lavede kun en grimmasse, situationen taget i betragtning. ”Fint,” mumlede han, en smule hårdere end han havde planlagt, men han var faktisk godt irriteret, kunne han mærke, hvilket også, fint, kom til udtryk i hans vrikken med ørene og i hans, nu voldsomme, kropssprog.
Han begyndte at røre i eliksiren med en ske, imens han maltrakterede indersiden af sin kind, med sine kindtænder, hvilket fik ham til at lave en meget misfornøjet grimmasse. Wolfs reaktion på spørgsmålet, havde gjort Evan opmærksom på at manden godt havde fattet hvad det var, drengen hentydede til, så han kunne ikke forstå, hvorfor han bare ignorerede det? Med mindre han virkelig bare var bekymret for eliksiren? Drengen smed skeen fra sig, og vendte sig derefter om imod manden, som han stirrede på, med et undrende udtryk. Han lagde hovedet spørgende på skrå idet han åbnede munden, en smule nervøst; ”Øhm… De forstod godt hvad jeg mente, ikke?” Han ville være helt sikker på at manden havde fattet den, før han stemplede ham som ”hjerteløs idiot”.

Han vidste ikke om han håbede på, at Wolf svarede ’ja’ eller ’nej’ til hans spørgsmål. Uanset hvad, ville han blive skuffet over svaret, og i begge tilfælde ville det nok sætte ham i en lettere pinlig situation. Han ville lyve, hvis han sagde at han ikke håbede på, at manden bare ville tage ham voldsomt op af væggen, lige nu og her. Vent. Han rystede på hovedet og tillod sig at smile lidt over sin egen tankegang, idet han stirrede ned i jorden.
Han vidste godt at udførelsen at den fantasi nok lå et lille stykke ude i fremtiden, men det var jo ikke hans skyld, at han bare var en dum, hormon-fyldt teenager, så han var undskyldt.

[Deleted]

Nej, hvor havde han da været dum! Odysseus! Hvor havde det dog været indlysende! Alle de sjofle kommentarer og den ubehagelige nærhed, som drengen udsatte Levi for. Hvor havde han dog været tåbelig ikke at have lagt mærke til dette lige fra starten af. Hvor længe mon dette havde stået på? Han havde jo fået den første bemærkning allerede inden, de havde startet disse ekstra lektioner, så mon det allerede kunne have været fra dengang? Det skulle ikke undre ham, hvis det havde. Det virkede faktisk helt mærkeligt lige nu, hvor det hele så, så indlysende ud, at han ikke straks havde bemærket det. Det var jo ikke fordi, det var første gang, en elev var blevet en smule forelsket i ham. Han havde ofte oplevet de ældre piger var begyndt at lægge an på ham og i få tilfælde, havde de gået så langt som til at blive meget nærgående på en meget upassende plan. Levi var dog i besiddelse af en enorm selvkontrol, så selvom ulven havde truet med at tage over engang imellem og bare følge instinkterne, så havde han altid afholdt sig fra det, inden noget som helst var sket. Faktisk en smule uretfærdigt, at han før var blevet beskyldt for at have været i seng med en elev, for han havde faktisk holdt sig på rigtig god afstand af den slags forhold med eleverne. Når man så på de andre lærere, så var det jo hændt, at de havde været i seng med eleverne og vel at mærke også været i forhold med dem. Det var faktisk ikke helt fair, at en så anstændig som Levi så skulle beskyldes for det i stedet...
I øjeblikket begyndte Levi faktisk at føle sig en smule ubekvem ved kun at have skjorten på, nu hvor han vidste, hvordan drengen havde det. Men det var jo ikke fordi, det ikke var sket før. Han kunne jo bare forklare ham situationen og komme videre, som han altid gjorde, når sådanne ting hændte. Men det var bare kommet som en overraskelse. Han havde bare troet, at det hele havde været en del af, hvor akavet drengen var. For det var han. Det var som at have fået en lussing fyldt med indlysende, da drengen endelig var kommet med den endelige hentydning, der fik det til at dæmre for Levi. Han var... Chokeret. Det havde aldrig sneget sig ind på ham på denne måde før og overrasket ham, mens han mindste ventede det. Han vidste ikke helt, hvordan han skulle håndtere denne situation. Normalt havde han jo forudset alt og nærmest allerede skrevet det på skemaet godt en måned før, det skulle ske. Men dette var virkelig kommet bag på ham. Og det havde jo været så indlysende, at han faktisk ikke kunne lade været med at føle sig oprigtigt dum over ikke at have opdaget det noget før.
Levi flyttede sig om bag kateteret som en eller anden form for ynkeligt flugtforsøg, fra hvad, der netop var sket. Han skævede også mod sin jakke og sin vest, som han kraftigt overvejede at begynde at tage på. Men ville det ramme drengen lidt for hårdt? Det var jo ikke fordi, han var ude på at såre ham, men han vidste virkelig ikke, hvordan han skulle forholde sig til dette. Han havde ikke været forberedt, og det slog ham på en eller anden måde fuldstændig ud. Normalt var han jo så veltalende og vidste altid, hvad han skulle sige. Men nu var han faktisk en smule tabt for ord, som han plejede at slynge fra sig til højre og venstre. "Jo, jeg forstod det godt," sagde han og forsøgte at lyde rolig, selvom han var lettere forfjamsket, men det lykkedes heldigvis. "Og pas på med ikke at blive for voldsom med eliksiren," tilføjede han. Det var det bedste, han lige umiddelbart kunne finde på. Han snakke sig udenom, og eliksiren var det bedste emne, han lige kunne komme på. Det var jo derfor, de var der i aften.

[Evan Riley]

Et enkelt, lille blik fra Professoren fik gjort Evan opmærksom på, at han havde overrasket ham. På et eller andet plan var drenget ret stolt af sig selv, sådan at have fået manden til at reagere på den måde, selvom det ikke just var en voldsom reaktion. På et andet plan var han skide bange og nervøs for, hvad manden kunne finde på, at sige til ham. Drengen var ikke helt dum. Han havde godt hørt rygterne omkring Wolf og hende eleven, som løb rundt på skolen engang. Ud fra det, havde han sådan set konkluderet, at manden var vant til det. Wolf var pæn, og Evan havde godt hørt, hvordan tøserne sad og snakkede og hviskede i opholdsstuen. I flere tilfælde havde han lyttet med, og i andre tilfælde havde han haft lyst til at få dem til at holde mund, på den ene eller den anden måde. Han var måske en lidt jaloux type, og selvom Wolf og ham, ikke var sammen, så fik han en forfærdelig følelse i maven, hver gang han havde hørt en af pigerne sige noget, som hun måske ikke skulle.

Drengen åndede lettet op, og kom med et lille smil, da manden afslørede at, jo, han havde fattet den. ”Godt, je-..” Han blev afbrudt af manden selv, som igen bad Evan om at passe eliksiren. Dette fik drenges smil til, næsten i slowmotion, at falde, og blive til en rimelig neutral tone. Han havde det som om, han lå på en båre og ambulancefolkene allerede var i gang med at genoplive ham, ved at sætte stød til hans bryst. Han forstod det ikke. Han forstod det simpelthen ikke. Han havde været så sikker på, at manden ville reagerer på en eller anden vis, i stedet lod han som om, det var et hvilket som helst andet emne de snakkede om. Af alle de utallige, mærkelige spørgsmål Evan havde stillet igennem al den tid, så var det lige det vigtigste spørgsmål, som manden valgte at ignorere. Det var som om, at der var et eller andet som sagde klik i hovedet på Evan, og han tog en dyb vejrtrækning, dette var dog ikke far at slappe mere af. Hans næsebor dirrede og hans ører vrikkede voldsomt, idet hans irritation kun voksede og voksede. Drengen stirrede trodsigt på manden og hans læber blev stramme. Ikke være for voldsom med eliksiren, sagde han?! Han skulle give ham voldsom! Evans ene hånd rakte bagud, idet han søgte øjenkontakt med manden. Han fik fat i kanten af kedlen og hurtigt trak han hånden til sig igen, så kedlen med det varme vand fløj ned og landede på stengulvet. ”Ups,” sagde han, og trak ligegyldigt på skuldrene, stadig med øjnene fast rettet mod manden. ”Nu er du vist nødt til at snakke med mig, det må du godt nok undskylde!” Sarkasmen lyste næsten ud af ham.

Han sjaskede haltende hen til manden, så han til sidst stod på den modsatte side af kateteret. Han satte hænderne i bordet og lænede sig frem. ”Har du slet ikke noget at sige til det!?” Spurgte han. Det var ikke så tit at man så drengen seriøs, eller rettere sur, som han jo i virkeligheden var lige nu. Professoren var én af de heldige få, som havde oplevet drengens ’kaste-med-ting-vrede’ og nu, hele to gange, siden Evan allerede havde kastet med eliksiren.

[Deleted]

Nu hvor Levi tænke det hele igennem, så var det faktisk ganske uretfærdigt, at han skulle beskyldes for sådanne ting. Ja, mange af pigerne havde før forsøgt sig med at få ham til det, men han havde jo aldrig givet efter. Han vidste desuden også, at de, der viste interesse for ham, ikke var rigtigt interesserede. Enten var det noget, de bildte sig selv ind, ellers ville de bare forsøge at manipulere ham frem til bedre karakterer. Altså, de, der var skamløse nok til det. Det virkede dog ikke, men Levi forstod måske egentlig godt meningen bag det. Han var jo ikke en af de lærere, som man let fik gode karakterer hos. Han var streng, men retfærdig, og man skulle virkelig præstere, hvis man ville opnå gode anmærkninger i hans timer. Dem, der så havde fået bildt sig selv ind, at de kunne lide ham, måtte jo også kun have gået efter hans udseende på et eller andet punkt. Selv anså Levi sig ikke for at være en af de kønneste mænd på planeten, men han måtte dog indrømme, at han heller ikke var helt uden et godt udseende. Det hjalp ganske vist ikke, at han så, så forbandet syg ud hele tiden og lignede en, der havde oversteget fyrreårs alderen. Men det lod visse af de unge piger, og lige i dette tilfælde åbenbart også en af de unge drenge, ikke til at give så meget for.
Der var et eller andet over drengens ændring i udtrykket, der fik nogle af de dyriske instinkter frem i Levi. Han begyndte at føle sig en smule truet og lagde hænderne på kateteret, hvorefter han bukkede sig en smule ned som et rovdyr, der stod klar på spring. Det hjalp heller ikke ligefrem på selvkontrollen, at drengen nu væltede kedlen om på gulvet. Han kneb øjnene en smule sammen, som Riley tydeligt tilkendegjorde ved sit tonefald, at dette ikke havde været et uheld. En svag brummen, som Levi ikke helt kunne holde tilbage, kom nede fra hans hals et eller andet sted, men han håbede nu på, at drengen ikke bemærkede det. Han trak sin tryllestav og rettede den mod det væltede kedel, der langsomt, fulgt at staven, bevægede sig op og placerede sig selv på bordet igen. Derefter gjorde han et sving med staven, og det varede ikke længe, inden kedlens spildte indhold begyndte at forsvinde fra gulvet. "Ingen grund til bekymring," sagde han en smule sammenbidt. "Uheld sker jo." Der var et eller andet ved drengens egen attitude over denne situation, der fik Levis temperament, som han så inderligt forsøgte at holde nede, til at blusse op, og han ønskede nu hurtigst muligt, at han ville forsvinde derfra.
Levi trak sig tilbage op ad tavlen, som drengen kom nærmere. Nu følte han sig for alvor trængt op i en krog og hørte knap nok, at drengen faktisk sagde noget, der gav mening. Alt han hørte var et aggressivt toneleje, som hans instinkter fortalte ham at han burde forsvare sig imod. Han bed ydermere slet ikke mærke i, at hans højre hånd ramte direkte ned i et glas og smadrede det, som hans nu for frem og hamrede sine hænder i bordet med et par blodtørstige øjne og en høj knurren, der slet ikke lød som om, den tilhørte et menneske. Det lød faktisk næsten som et halvvejs brøl fra en særdeles vred hund af en art. Lyden fortsatte hen i en svag knurren, som langsomt forsvandt, som Levi fattede sig igen. "Hr. Riley, jeg tror det er på tide at holde for i aften," sagde han alvorligt og meget indtrængende. Han begyndte at mærke, hvordan det stak i hans hånd, der havde knust glasset. Den var ikke sluppet heldigt fra det.

[Evan Riley]

Det føltes næsten som om, at manden inderligt prøvede på, at gøre drengen sur og irriteret. Det måtte være dét han prøvede på, siden ingen af dem fik noget ud af, at han lukkede kommunikationen på den måde, selv Evan kunne se det. Han så sig kort tilbage over skulderen, da manden svang sin stav og hans øjne fulgte kedlen, som fint kom på plads igen. Det var som om han havde tabt en kamp. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, når Professoren ikke på nogen måde reagerede voldsommere på dét drengen gjorde. Det røvhul. Det fandens røvhul. Evan stirrede sammenbidt på manden, idet den ældre snakkede. Han snakkede som om Evan var et lille barn, som ved et oprigtigt uheld, var kommet til, at vælte mors yndlings vase. Det var ikke dét han ville have. Han ville have at manden blev sur, irriteret, frustreret nok, til at begynde at snakke med drengen, som inderligt bare ville vide hvad manden tænkte, men som ikke kunne få det ordentligt ud, på grund af sin temperamentsfulde persona og sit stædige jeg. Hans ansigt var rødt, af vrede og ydmygelse, for det var fandeme pinligt, at skulle stå og ligne en idiot, når han lige havde prøvet at fortælle sådan en vigtig ting. Han følte sig dog ikke så pinligt berørt, at han havde tænkt sig at vende om og gemme sig. Lige i dette tilfælde var han fast besluttet på, at få manden til at snakke med ham, om han så skulle smadre et vindue, eller slå manden i hovedet.

Drengen åbnede munden, og skulle til at råbe og skrige, da den ældre bevægede sig frem og smadrede et glas. Det gav et sæt i drengen, da det skete, og han sprang hurtigt et skridt tilbage, da mandens hunde-lignende lyde oprigtigt fik drengen til at tro, at han lige i dette øjeblik skulle dø. Hans hjerte sprang og pumpede af bare forskrækkelse og det røde som havde prydet hans ansigt, var nu blevet erstattet af en sygelig hvid nuance. Han havde sat hænderne op for ansigtet, som om manden havde i sinde at slå ham. Da han opfattede at dette ikke var tilfældet, tog han mod til sig og kiggede op på manden igen med et overrasket blik.

Det var som om mandens ord, fik Evan i gang igen, og det overraskede blik, blev erstattet med en meget misfornøjet grimmasse. ”Det kan du godt glemme!” Råbte han, hvorefter han trådte frem igen, og indtog samme position som manden, dog uden at smadre et glas. Alle tanker omkring at sammenligne manden med en vild hund, var forsvundet. ”Tror du at det er for sjov, det her!?” Spurgte han sammenbidt. Stadig med én hånd på bordet, begyndte han at gå, så han til sidst var på samme siden som Professoren. Hvis manden bakkede, fulgte han efter. Han pegede på ham med et strengt blik. ”Tror du at jeg ville risikerer at gøre mig selv fuldkommen til grin på hele skolen, hvis jeg ikke var seriøs omkring det her? Det mindste du kunne gøre, var sgu da at… at… snakke med mig, din nar!” Hans vrede forvandlede sig til en klump i hans hals, som han ikke kunne sluge, hvilket gjorde, at det sidste ord i hans sætning kom ud lyst og grødet, som om han skulle til at græde. ”Er det… Er det fordi jeg er dum? Er det fordi jeg ikke kan finde ud af en skid!?” Hans øjne flakkede og han blinkede et par gange, som om han prøvede at holde tårer tilbage, idet han frustreret lod en hånd køre igennem sit lyse hår.

[Deleted]

Hvorfor kunne han dog ikke bare gå sin vej? Havde Levi ikke gjort det klart og tydeligt, at han ikke ønskede at komme omkring dette emne? Selv mente Levi, at han havde signaleret det meget godt ved at snakke udenom og give ham grund til ikke at blive. Det var nemlig ikke han mening, at drengen skulle blive såret eller noget i den stil, men det kunne man jo under alle omstændigheder ikke undgå. Levi valgte bare at sige det på en anden måde, så drengen endnu ville have mulighed for bare at gå og lade som om, intet var sket. Det ville Levi selv have taget brug af. Så kunne man da have forladt stedet med sin stolthed i behold, og det var jo ikke ligefrem fordi, han havde tænkt sig at nævne dette for noget. Han havde nemlig en klar idé om, at denne situation var mindst ligeså pinlig for ham selv, som den var for Riley. Uforklarligt pinlig, ganske vist. Han havde jo ikke ligefrem en rimelig grund til at føle sig pinligt berørt over det, men det gjorde han nu alligevel, og han vidste ikke hvorfor. Han var i det hele taget slet ikke interesseret i at finde ud af det. Det eneste han sådan set var interesseret i lige nu var, at drengen skulle forlade lokalet, og det skulle været i en vis fart.
Det bragte Levi en smule fred i sindet, at drengen trak sig tilbage over den fysiske trussel. Det var først efter at vredt blik på drengen, der advarede ham om at komme nærmere, at Levi virkelig bemærkede, hvad han netop havde haft gang i. Han havde praktisk talt lige afsløret sig selv. Hvis drengen nogensinde fik sig de mindste tvivler om, at Levi var en varulv, så ville dette udbrud være beviser nok. Så meget for de mange års forsøg på at styre sit temperament. Men det var jo netop derfor, han så gerne ville være forberedt på absolut alt, der skete. Så ville han nemmere kunne styre sig selv, hvis det skulle blive nødvendigt, så det netop ikke ville ende med en handling som den, han netop havde udført.
Levi kneb øjnene sammen, som hans sind så småt fald til ro igen. Han mærkede nu den skærende smerte i sin hånd efter at have smadret glasset. Han skar en grimasse, inden han fandt sit sædvanlige udtryk frem og åbnede øjnene igen. Men hans tanker begyndte straks at falde tilbage i de mere dyriske hjørner, eftersom drengen åbenbart ikke havde givet op. Drengen kom nærmere. Han forsøgte at trænge Levi op i en krog. Men dette var hans territorium, ikke den uforskammede drengs. Endnu en knurren undslap Levi, og hans blottede tænderne, der, ligesom øjnene, var begyndt at blive langt mere hunde-agtige. Hjørnetænderne havde vokset sig tæt på en centimeter længere, og hans blottede dem faretruende, mens han langsomt bakkede væk fra fjenden. Havde han haft pels over det hele, så havde han rejst børster, men man kunne kun svagt fornemme det på hans hår. Det var først, da drengen pegede på ham, at det for alvor slog klik. Han hørte ikke et ord af, hvad drengen sagde. Men ham bed. Et hurtigt advarende snap, og hans trak sig dernæst tilbage. Lykkelig for at varulvebid ikke smittede, når man ikke var i ulvefasen. Han kom langsomt til at selv igen, men så alligevel ikke helt. "Hvis du fortæller det her til nogen," snerrede han, mens han løftede den, efterhånden meget blodige, hånd, som han havde smadret glasset med. og knugede den hårdt sammen, så drengen selv måtte gætte sig til, hvad det betød. "Ud," snappede han vredt og pegede med selv samme hånd mod døren.

[Evan Riley]

Han havde ikke opfattet mandens knurren. Han havde ikke opfattet hans tænder, der voksede og håret der ændrede sig. Det eneste, som drengen fokuserede på, var hvor sur han var, og hvor ked af det, og ødelagt han følte sig indeni. Det var en forfærdelig følelse som havde overtaget han. En følelse, som bare ventede på at eksploderer. Dette fik den dog ikke lov til. Der blev sat en stopper for al tænkning, alle bevægelser i hans krop, da manden pludselig bed ud efter ham. Hans arm var hævet, endnu en gang ind foran hans ansigt, idet han stirrede på manden med store øjne. Hvad pokker? Han vidste at det han lige havde set manden gøre, i hvert fald ikke var normalt. Ikke på et eneste tidspunkt, ville det dog falde ham ind, at sige det til nogen, selvom han uden tvivl vidste, at hvis han fortalte om det til en anden lærer, så ville han eller hun vide hvad det betød, i modsætning til Evan, som lige nu ikke kunne tænke på noget som helst. Hans tanker var tomme, og i lang tid stod han, som frosset til stedet.

Drengen sank endelig klumpen, som han havde i halsen, da manden begyndte at tale, eller rettere råbe af ham. Han hørte ordene og vidste ikke rigtigt, om det var hele deres samtale, og Evans egne følelser, som han ikke måtte fortælle videre, eller om det var det med biddet. Han valgte dog ikke at svare, da hans hjerte stadig sad oppe i halsen på ham, og han begyndte i stød, at trække vejret igen. ”Ud,” høre han manden råbe, og selvom han ikke var meget for det, selvom hans stædighed fortalte ham at han skulle blive og råbe videre, kæmpe for hvad han ville have, så sagde hans sunde fornuft ham, at han skulle gøre som manden sagde. Desuden kunne han mærke tårerne presse på, og dette fik ham til at vende sig hurtigt om, for at manden ikke skulle se det, hvorefter han hævede sin arm, så han kunne tørre det våde væk, med sit oprullede ærme. Evan tog en dyb vejrtrækning, hvorefter han begyndte at bevæge sig fremad, for at komme hen til sin taske. Drengen tænkte ikke engang på at få sine ting med, lige nu kunne han mærke at han bare ville væk derfra. Væk fra Wolf. Han kunne altid bestikke Miles til, at rende ned efter hans ting senere. ”De skal ikke bekymre Dem om, at hjælpe mig mere,” fortalte han med en overraskende rolig stemme, selvom han havde det som om, at han skulle til at tude, som en lille pige.

Uden at se sig tilbage, haltede han så hastigt han kunne hen til døren, som han hev op. Han stoppede dog brat op, da han stod i døråbningen, og han vendte sit ansigt til siden, da han rent faktisk overvejede om der var noget han skulle sige til manden, men nej. Efter en voldsom rysten på hovedet tog han sig sammen, og fortsatte ud af døren, som han smækkede i, med et brag. Da han endelig var kommet ud fra lokalet, havde han det som om, at han havde været vågen i tre dage, og fået tæv af en sumo-bryder. Han kunne ikke holde det inde mere, han kunne simpelthen ikke holde det inde. Han lod sin taske falde til jorden, hvorefter han med et bump lænede sig tilbage, så hans ryg ramte døren, og han kunne lade vandfaldet begynde. Han hadede at græde, især når han vidste at folk kunne se ham, men denne gang, kunne han ikke lade være. Små, ynkelige klynk kunne høres fra ham, hans hænder dækkede for hans ansigt, så man ikke kunne se det grimme ansigtsudtryk han lavede. Han så altid forfærdelig ud, når han græd.
Han stod der nok i fem minutter, før han begyndte at tørre sit ansigt, som nu havde indtaget en meget flot, rød farve. Fodtrin og tøsefnidder gjorde ham opmærksom på, at to piger passerede ham. De kiggede på ham, som om han var en freak, hvilket fik en vrede til at boble op i ham. ”Hvad fanden glor I på!?” Råbte han, hvilket fik tøserne til at øge farten, for til sidst at forsvinde. Han rejste sig endelig, og tog sin taske med over skulderen. Han var færdig, nu gad han ikke mere. Professoren havde drænet ham for energi, og nu havde han bare lyst til at gå op i sovesalene, smide en dyne over hovedet og gemme sig, indtil hans liv var overstået.



//Out