Please Please Me

[Evan Riley]

Aimé York Hosyo
- Please Please Me -

---

”Irriterende, dumme, idioter!” Evan sparkede hårdt til en sten, som trillede hen af brostenene, for at lande foran en ældre herre, som sendte en surt blik til drengen, hvorefter han gik videre, uden at sige noget. Irriteret var ikke ordet der kunne bruges til at beskrive drengens ord lige nu. Han var sur! Han var taget til Hogsmeade sammen med nogle af de andre drenge fra Quidditch-holdet, men så snart han vendte sig om, efter at have snakket med en pige, som havde trådt ham i hælene, var de pist væk. Tsk! Tænk at efterlade deres anfører og ven, på den måde! Han anede ikke hvor de forskellige ting lå, der var kun én ting han var sikker på hvor lå, nemlig dén kro som havde forsynet ham med æblethe hver gang han havde befundet sig i Hogsmeade. Så hvorfor ikke bare tage derhen, indtil de andre endelig besluttede sig for at lede efter ham? 

Den blonde dreng havde besvær med at finde rundt i gaderne, men til sidst endte han dog foran kroen, hvis dør han forsigtigt pressede op og derved fik udløst en klokke som sad ovenover døren. Kroejeren, en lille tyk heks, smilede til ham, og han smilede tilbage idet han haltede op imod hende. Han var overbevist om at hun sagtens kunne genkende ham, selvom hun nok havde en milliard andre kunder, og sikkert også en del, som var mere interessant end en almindelig Hufflepuff elev med et kækt smil. I dagens anledning havde han et par lange, mørkeblå bukser og en langærmet, råhvid trøje på. Hans spinkle overkrop var dog stadig gemt under en mørk, tynd efterårsjakke. Godt nok var de kommet ind i juni, men han frøs stadig som bare pokker, og der var virkelig ikke noget han hadede mere end at fryse

 

”Æh, en kop æblethe, tak,” sagde han og lagde nogle mønter på bordet, hvorefter han vendte blikket ud i rummet, for at se om hans hold var taget herhen, men nej. Desuden ville man nok have hørt dem, hvis det var. Frustreret lod han sig falde i en stol 

[Aimé York Hosyo]

Aimé selv havde et par kneakers på der gik til lige over hans knæ da han havde lagt uniformen af på skolen da han ikke brød sig om at have den på alt for længe af gangen og en skjorte der var ganske løs og ternet. Derfor kunne de to ting sagtens gå hånd i hånd da den ikke var formel. Aimé selv havde haft lyst til at tage en tur til Hogsmeade da han stadig ikke var ovre Cerys på noget punkt, men det forhindrede ham langt fra i at se sig om efter andre og derfor var han da også taget til Hogsmeade. Desuden var Cerys optaget af Valentin nu så det var lidt lige meget hvad han gjorde for nu. Aimé fik godt øje på de andre var Hufflepuffs quidditchhold og hævede et øjenbryn da han opdagede der faktisk manglende en. Aimé kunne dog ikke helt sætte en finger på hvem det var som manglende af dem. Han selv var trods alt quidditchkommentator så han havde mere eller mindre styr på alle der spillede på skolen. Aimé bevægede sig mod den kro som de andre var kommet fra da han havde spurgt dem af. Han så sig omkring da han kom indenfor og fik da også øje på Evan. Aimé kunne straks kende ham som den spiller der havde manglet og gik op mod bardisken. ”Noget galt.. Evan ikke?” spurgte han ganske roligt og sendte ham et varmt smil. Aimé var nogenlunde god til at holde styr på sladder, men han var altså ret så sikker på at han havde hørt nogle sjove rygter om at Evan var til fyrer og nu ville han tjekke dem ud.

[Evan Riley]

Den blonde dreng havde endelig fået sin æblete, og efter at have proppet den med sukker, satte han den opvarmede porcelænskop op til læberne, for at lukke den søde, varme drik ind. Han stillede ikke koppen fra sig, men lod den varme sine hænder, idet han stirrede utroligt intenst på et hul i én af gulvbrædderne. Han havde ikke engang opdaget da den ældre dreng kop ind, og han havde bestemt heller ikke opdaget at han havde fundet vej, op til Evan. Dette var også grunden til, at han nærmest lavede et lille hop, dér hvor han sad. Han stirrede forundret på drengen, i lang tid. Drengen havde sagt hans navn, men Evan havde ingen idé om hvem han var, også selvom han lignede én på omtrent samme alder. Kunne det tænkes at han havde set ham et sted? Det var jo næsten pinligt, men han havde aldrig været god til ansigter.

”Øh… Det er bare de andre fra holdet,” forklarede han, men sagde ikke andet, da han egentlig ikke ville lyde som et lille barn, som sad og surmulede over at være blevet væk. Det var først efter i hvert fald ti sekunder at han svarede drengen. Han havde besluttet sig for, at siden drengen kendte hans navn, så måtte det vel også betyde at Evan kendte hans? Det måtte vel være i hans lille hoved, et sted. Men nu han tænkte over det, så havde drengen også virket en smule usikker, da han havde sagt Evans navn, så det kunne ikke være hver dag at de stødte på hinanden.

Britten tog en god, lang tår af sin te, så han på den måde fik lidt tid til at tænke over, hvem drengen var. Kunne det passe at han havde set ham i Opholdsstuen? Nej… Var han Quidditch-spiller på en af de andre hold? Naah… Men der var et eller andet som sagde ham noget. Han havde I hvert fald set ham på banen.
“York?” Navnet poppede pludselig op I hans hovede, og han stirrede forventningsfuldt op på drengen med et øjenbryn hævet. Han håbede at han havde ramt rigtigt.

[Aimé York Hosyo]

Aimé nikkede ganske let til hans ord om hvem det var. Han ville gerne høre hvad der var sket, men kun fordi så ville drengens opmærksomhed være på ham. Alt andet betød ikke noget for ham. Jo og så ville han gerne vide om rygterne om Evans præferencer var sande eller ej, men det skulle nok komme med tiden. Lige nu ville han bare gerne fange hans opmærksomhed. Aimé kunne ikke lade være med at grine en smule over at der gik så lang tid, men det var ikke en ond latter af nogen art. Han nikkede ganske let. ”Ja Aimé York Hosyo” rettede han Evan med et smil over sine læber da York trods alt kun var hans mellemnavn og ikke hans efternavn. Det var kun Seth og Marcelle der hed det til efternavn. I hans familie var der trods alt to fædre og siden hans far Jesse-Alec York var pigen i forholdet så var det også navnet York der skulle stå som nummer to og ikke som det faktiske efternavn. Han havde godt lagt mærke til hans forventningsfulde blik og var glad for at Evan havde ret i hans navn. ”Men hvad er der med de andre på holdet?” spurgte han ganske roligt og sendte ham et smil da han gerne ville være sikker på hvad der var med dem. Aimé vinkede bartenderen mod sig for at han kunne komme til at bestille sig noget at drikke. Han bestilte sig derfor en ingefærøl. ”Vil du have en med eller holder du dig til det der?” spurgte han og nikkede let mod Evans te inden han ville lade bartenderen gå.

[Evan Riley]

Et lille, vindende smil kom frem på Evans smalle læber, idet drengens navn rent faktisk var York. Det ville have været pinligt hvis det ikke var, men drengen havde været i hvert fald 90 % sikker på, at han havde set ham før, og nu hvor resten af navnet også kom på, faldt brikkerne endelig på plads. Det var Quidditch-banen han havde set ham på! Han var kommentatoren, hvilket også kunne forklarer hvorfor han kendte Evans navn.
Han spurgte ind til situationen med de andre på holdet, hvilket fik Evan til at lave en irriteret grimasse. Det var lige det spørgsmål han havde forsøgt at undgå, siden det var så pattebarns-agtigt, men ikke desto mindre, sukkede han og stillede sin te fra sig på bordet, for at stirre næsten opgivende på drengen, som han vidste, var en smule ældre end ham selv. ”Erhm, de smuttede bare fra mig,” forklarede han, og smilede en smule forlegent, over hvor akavet det havde lydt. Èn på hans alder, skulle jo gerne kunne finde rundt i Hogsmeade uden hjælp fra andre. Han var nok bare ikke den geografiske type. ”Men det kan være lige meget nu!” Han smilede og kløede sig kort på næsen, før han stirrede på drengen igen.

”Øh,” han var en smule uforberedt på drengens spørgsmål om han ville have noget med, og af refleks rystede han bare på hovedet. ”Nej, jeg har-… Øhm.” Han stirrede på sin kop, som nu var halvfyldt. Han var kræsen når det kom til drikke. Han drak stort set kun søde drikke, og holdte sig derfor et stykke fra ting som ingefærøl, siden han syntes at det var meget bittert, i forhold til hvad han var vant til. Så han havde det faktisk fint med bare at have sin te. ”Nej tak,” fik han endelig fremstammet, efter at han havde rømmet sig lidt.

”Så, Aimé, hvad laver du så her, når du kunne være udenfor og lege?” Han havde egentlig bare spurgt, for at sætte en samtale i gang, og for ikke at skulle sidde i akavet stilhed, hvilket han ikke ville kunne holde ud. Han vendte opmærksomheden mod Aimé og stirrede interesseret på ham, med hævede øjenbryn.

[Aimé York Hosyo]

Aimé kendte nemlig Evans navn fra quidditch. Hvis der var noget som Aimé havde styr på så var det da lige præcis det. Det var så også noget af det eneste i verden som han sådan for alvor havde styr på, men det var fordi han virkelig ikke magtede skolen. Det var virkelig kun pga. Ashton at han ville komme til at klare det. Det sagde ham slet intet. Han ville bare gerne forsætte med det han lavede bare som professionel. Aimé lagde godt mærke til den irriteret grimasse og var klar over at han havde ramt et måske lidt mere ømt punkt. Det gjorde dog overhovedet ingenting. ”Awh altså. Det kan de da ikke være bekendt. Hvorfor?” spurgte han med en let skæv grimasse over sine læber og nød virkelig at han fik den opmærksomhed han gjorde lige nu. Aimé havde lyst til at fyrer det rygte af som han havde hørt, men lod det vente lidt endnu. Han var simpelthen nød til at vide om Evan var til fyrer af en grund. Desuden var Evan jo ret så nuttet så hvorfor ikke forsøge sig? Så var det også nemmere at slippe ud af de følelser han stadig nærede dybt for Cerys. ”Hvorfor ikke? Det smager godt” sagde han med et varmt smil over sine læber. Aimé kunne godt li det. Desværre gik han stadig på skolen og det ville ikke se særlig godt ud hvis han pludselig midt på en uge tog hjem via magiske transport. Hans far Josiah ville rive hovedet af ham hvis han fandt Aimé i gang med at drikke af hans sprut.

”Jeg hørte sådan et fint rygte om Hufflepuffs anfører som jeg simpelthen var nød til at tjekke ud om var sandt” sagde han med et let glimt i øjet og var glad for Evan vendte hovedet mod ham igen. Ellers ville han blive stiktosset. Han kunne ikke hvis andre fik opmærksomhed når han snakkede med dem. ”Ser du. Deres anfører er rimelig nuttet så jeg ville blive ret glad hvis det passede” blinkede han ganske let til ham og var godt klar over at det var Evan han snakkede om. Han tog en tår af sin ingefærøl.