A talk?

[Luana Lethbridge]

Tag: @leviathan

De havde øvet sig på non-verbal magi i dag. Lu hadede den slags lektioner, i modsætning til mange af sine klassekammerater. Hun havde det bedst med de timer, hvor de skulle arbejde skriftligt, fordi besværgelsen var for farlig at øve på hinanden eller et eller andet, for der var det lidt nemmere at gemme sig. Vanen tro havde hun også sat sig i sit eget hjørne for at øve sig med Lumos og Nox, som de havde kunnet udføre siden første årgang. Efter at have stirret på den tryllestav omtrent halvdelen af timen, kunne hun have startet sig et helt lille diskotek, så var hun gået over til at øve med Accio i stedet, hvilket var noget sværere. Det var netop lykkedes hende at hidkalde sin egen fingerring tværs over bordet, da lektionen var slut.
Lu havde haft en plan fra morgenstunden. Det var i dag. I dag, hun ville tale med deres professor, med sin far, hvis hun skulle tro sin mormor. De sidste par uger havde hun brugt på at samle sig, opbygge mod til at konfrontere ham og tænkt over, hvad hun skulle sige. ’Hej, ved du godt, at du er min far?’ Nej, det lød jo bare dumt.
”Nej, gå bare. Vi mødes nede i Opholdsstuen.” Hun nølede bevidst med at få pakket sine ting sammen, så klasselokalet kunne blive tomt. Som det sidste puttede hun sin bog ned i tasken og strøg håret om bag ørene, inden hun bevægede sig op mod professoren. Følelserne blev så godt som aldrig båret uden på tøjet hos Lu, så det var ikke til at se, hvor knaldhamrende nervøs, hun var. Ingen nervøse trækninger ved munden, ikke noget flakkende blik. Det eneste, der afslørede hende, var de kolde hænder.
”Professor? Har De tid til at snakke med mig?” spurgte hun høfligt og rettede de lyseblå øjne imod ham, uden nogen betydelig ændring i sit udtryk.

[Deleted]

Non-verbal magi. En af de noget mere travle lektioner, selvom der ofte var avanceret besværgelser, som de oveni købet skulle øve på hinanden. Ja, Levi havde vist for vane at overvurdere sine elever en smule, men det var jo trods alt også bedre end at undervurdere dem. Hellere at de lærte mere, end de lærte mindre. Det nyttede jo ikke noget, hvis de en dag blev angrebet af en dødsgardist, at det eneste de så kunne gøre var at kaste en Accio mod dem, og det ville nok ikke just hjælpe dem i en sådan duel. Ikke desto mindre, så var non-verbal magi ofte noget af dette, som eleverne havde meget svært ved. Specielt fordi der ofte var nogen, der skulle vise sig og forsøge sig med et eller andet, som de ikke kunne finde ud af alligevel. I denne time var der en, der ved et uheld havde sat et mindre bål på sit bord, da han havde tændt ild til at stykke pergament. Det var dog hurtigt ordnet, og ingen kom til skade, men for Levi var der altid travlt i denne slags lektioner.
Da timen var slut og eleverne skyndte sig ud for at holde fri, eftersom det var dagens sidste time, havde Levi dog ikke det mindste travlt. Han svingede sin stav for at tørre tavlen ren, eftersom han havde skrevet nogle forslag til besværgelser, der var værd at øve derop. Desuden var der endnu rester af de uheld, som et par stykker af eleverne havde haft, som han også blot fjernede ved et sving fra sin stav. Han forlod dog ikke lokalet endnu, eftersom frøken Lethbridge nu kom op til ham. Han nikkede med sin sædvanlige sten-agtige plantet på sit ansigt, mens han sagde: "selvfølgelig, frøken Lethbridge, hvad kan jeg hjælpe dig med?" Han antog, det var det, han skulle, eftersom eleverne sjældent talte med lærerne af mange andre årsager.

[Luana Lethbridge]

Hjælp var normalt ikke noget, Lu hun bad om. Ikke til skolearbejde i hvert fald. Hun foretrak at løse sine problemer dér selv, hvis det overhovedet var muligt, og brugte hellere et par timer ekstra på at læse, frem for at skulle krybe til korset og spørge en professor. Det var ikke fordi, hun havde noget imod at bede om hjælp, det hang nok mere sammen med, hun havde en formodning om, at de ikke ville lægge mærke til hende, hvis ikke hun snakkede med dem. Og hun havde det fint med at være så usynlig som muligt.
”Altså… Jeg har ikke ligefrem brug for Deres hjælp.” startede hun, som det gik op for hende, at han formodede, det var noget skolerelateret. Det kunne man jo ikke ligefrem sige, det var. ”Det handler om noget andet. Noget vigtigt.” For den Stedseblå Baskebusk da også… Hun havde haft den perfekte formulering klar aftenen før, men den løb fuldstændig ud mellem fingrene på hende, nu da hun stod foran ham. Professoren havde også altid virket lidt uhyggelig for hende, så det havde været en stor udfordring de sidste par uger at prøve at se bagom manden. Nå, hun kunne vel lige så godt få sagt det, hun skulle. ”Jeg ved ikke, hvor meget De ved, men jeg er opfostret af min mormor. Min mor forlod os tidligt. Jeg har aldrig kendt min far.” Hun talte hurtigt, så ordene næsten snublede over hinanden, for hun ville helst ikke risikere at blive afbrudt. Eller rettere, hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre, hvis hun blev afbrudt. ”For nogle uger siden gik min mormor bort, men inden da fortalte hun…” Lu tøvede. Hun løsrev sit blik og lod det glide udover lokalet for at dække over, at hun stadig blev rørt, når tanken og talen faldt på den kvinde, der praktisk talt havde været som en mor for hende. ”Hun fortalte mig det. Altså hvem, min far er.” endte hun lidt tonløst og så tilbage på professoren.

[Deleted]

Det overraskede faktisk Levi en smule, at frøken Lethbridge var kommet op til ham på denne måde. Så vidt han havde fornemmet, så var hun sjældent en, der sagde noget i timerne, og virkede også til at være en smule genert. Hun havde i hvert fald aldrig talt frivilligt til ham før, af hvad han kunne erindre, så hun måtte da have et eller andet på hjertet. Det var heller ikke sikker, det var fordi, hun var genert. Det kunne også bare være, at hun foretrak at være for sig selv. Levi kendte selv følelsen og mente, at der også skulle være plads til dem, der arbejdede bedst individuelt. Selvfølgelig var de nødsaget til at finde sammen i par for at øve besværgelser en gang imellem, men ellers så var han ikke typen, der pressede eleverne til at møve sig ind i en eller anden gruppe, hvis de foretrak at være fri.
Han nikkede, som hun begyndte at forklare sig. Igen havde han aldrig troet hende som en syndelrigt snaksaglig person, så han havde sine tvivler på, at det bare var hyggesnak, selvom hun netop havde sagt, at det ikke var hjælp, hun behøvede. Nej, han var ret sikker på, hun havde et eller andet på hjertet, og han kunne fornemme, at hun heller ikke varhelt afslappet i denne situation. Specielt da hun begyndte at forklare yderligere stod det klart for ham, at hun ikke var helt bekvem med det, men han fulgte med, så godt som han nu kunne. Da hun afsluttede kunne Levi ikke helt finde ud af, hvorfor hun fortalte lige netop ham det. Han havde jo aldrig været den lærer, som eleverne gik til, når de havde personlige problemer, så han kunne ikke helt gætte sig til, hvor hun ville hen med det. "Ja..?" Sagde han høfligt for at opmuntre hende til at fortsætte, men uden at lyde uforskammet, som man ofte gjorde, når man sagde det på denne måde. Han kunne virkelig ikke finde ud af, hvorfor hun fortalte ham dette, men igen, så var han dog overbevist om, at der måtte være en eller anden grund.

[Luana Lethbridge]

Indrømmet. Det kunne aldrig have faldet Lu ind at gå til professor Wolf, hvis hun havde brug for at snakke med ’et voksent menneske’. Han indbød bare ikke ligefrem til fortrolighed. Nej, havde det været tilfældet, så var hun nok gået til sit Overhoved, som hun for øvrigt havde talt med i forbindelse med, at hendes mormor var gået bort. Hvad, der skulle ske med Lu, det svævede endnu også lidt i det uvisse. Hendes mor havde ligesom slået fast for lang tid siden, at hun ikke ønskede at have noget med Lu at gøre, og nu, hvor mormoren var borte, hvem var der så, der kunne tage sig af Lu? Der var stadig tre år til, hun blev myndig og juridisk set kunne klare sig selv. Hun havde affundet sig med at blive sluset ind på et børnehjem i sommerferierne, eftersom det var det eneste tidspunkt på året, hvor hun i teorien behøvede at forlade skolen.
Lu havde også spekuleret en hel del på, hvor meget professoren mon vidste. Vidste han overhovedet, at han havde en datter? Eller var han fuldstændig uvidende? Havde han selv valgt at forlade dem, dengang hun blev født? Vidste han, at hun var hans datter? Det kunne ikke tyde på det, mangelen på reaktionen at dømme, da hun afslørede, at hun havde fået at vide, hvem der var hendes far. En blank afvisning var, hvad hun risikerede at få i hovedet, det vidste hun, men det var der ikke noget at gøre ved.
Hun havde mest lyst til at vride sig i hænderne, trippe på fødderne og trave frem og tilbage foran det kateder lige nu, men i stedet indkapslede hun sin nervøsitet og utålmodighed og stod bare stille på stedet. Hun stirrede på ham i et langt øjeblik.
”Det er Dem.” afslørede hun nøgternt og glippede et par gange med øjnene.

[Deleted]

Det er Dem... Det tog faktisk Levi næsten et helt minut at opfange denne besked. Dem... Det var jo ham, ikke? Men... Huh? Han kunne hverken finde hoved eller hale i det. Det havde været en ganske simpel information, hun var kommet med, men alligevel virkede den ualmindeligt overvældende. Han prøvede at vende og dreje det, som om han havde misforstået et eller andet, men den kom hele tiden tilbage til samme konklusion. Det hun netop havde fortalt ham. At han var hendes... Far. Alene tanken om dette ord fik det til at vende sig indeni ham, men ikke på en dårlig måde. Han ville gerne sige noget til hende, men han vidste ikke hvad. Han gjorde et øjeblik mine til at åbne munden, men fortrød hurtigt igen. Han ansigt var endnu fast som altid, så det var ganske umuligt at se, hvor mange tanker, der egentlig fløj igennem ham i øjeblikket. Han var forvirret, men så alligevel ikke helt...
"Det giver jo næsten helt mening..." Sagde han efter et stykke tid, nok egentlig mere henvendt til sig selv. Nu hvor han huskede tilbage til Hogwarts tiden, så kunne han godt mindes at have været sammen med en Lethbridge engang. Det måtte vel have været tredje eller fjerde årgang, ikke? Hun var i hvert fald gået ud året efter, og det var jo ikke helt usandsynligt, at det var fordi, hun var blevet gravid. Han havde ofte tænkt på, hvad hendes pludselige stop fra skolen var skyldtes, men denne mulighed havde han aldrig så meget som overvejet. Han flyttede diskret sin hånd hen på katederet af ren og skær frygt for, at han ville begynde at vakle. Han rømmede sig lavmeldt og tænkte som en gal for at finde på noget at sige. "Du... Jeg mener... Hvor længe har du vidst det?" Endte han med at spørge.

[Luana Lethbridge]

Okay. Lu havde helt sikkert hylet ham ud af den. Det var ikke noget, hun kunne se på ham, dog, det var mere en fornemmelse, hun havde, eftersom det virkede til, han skulle bruge et øjeblik på at fordøje den information, hun havde givet ham. Ikke at fortænke ham i, det havde også taget Lu et stykke tid at kapere. Hun flyttede vægten over på den anden fod og lagde armene helt løst over kors, mens hun ventede. I et par frygtelige sekunder frygtede hun, at han ville begynde at råbe af hende, at hun skulle forsvinde med det samme. Ikke en reaktion, hun ville have tillagt professoren, men det kunne gøre mærkelige ting ved folk at få smidt en så chokerende besked i hovedet.
”Ikke længe.” svarede hun med en hovedrysten for at understrege sine ord. ”Fjorten dages tid. Det var noget af det sidste, min mormor fortalte mig, før hun døde.” Igen slog hun blikket ned og fulgte let hans hånd med øjnene, da han flyttede den til katederet. Situationen var ganske akavet. ”Det er selvfølgelig også fint nok, hvis De ikke vil have noget med mig at gøre.” skyndte hun sig at sige, eftersom hun havde sine kvaler med at se, hvad i alverden han tænkte. I øvrigt anede hun absolut intet om, hvorvidt professoren - det var vanvittigt svært at tænke på ham som ’far’ - for længst havde stiftet sin egen familie, som hun bare ville skabe rod i. ”Jeg syntes bare, at De skulle… vide det.” Hun gned sig lidt i tindingen med den ene hånd over denne pludselige trang til at græde, som blev skubbet i baggrunden igen. Det var en kende frustrerende, at alt dette var blevet lagt over i hendes hænder. Hun var fjorten år, for Merlin da også!

[Deleted]

Denne besked have efterladt Levi med en forfærdelig trang til at gøre et eller andet. Han havde ingen anelse om hvad, men et eller andet mente han, der burde gøres. Også fordi det var lidt fesent, ikke? At han stod der og skulle forstille at være den voksne, og så var det ham, der var forvirret og ikke anede, hvad han skulle stille op. Ikke at han så ned på eleverne på den måde, slet ikke. Men det virkede bare lidt forkert på en eller måde. Han mærkede desuden og et stik af skyldfølelse over ikke at vide dette. Ikke at han ville have stukket af fra ansvaret, hvis han havde vidst det før, men havde han taget sig tiden til at få kontakt dengang, så ville han måske vide dette og ikke stå i denne her lidt halvt akavet situation lige nu. Okay, hvem forsøgte han at narre? Det var højst akavet.
Han betragtede hende, som hun forklarede. Det gav tid ti, at det værste chok kunne nå at lægge sig, og han genfandt talens brug. Han rystede på hovedetover hendes ord. "Hvis du gerne vil kendes ved mig, så går den også den anden vej over," sagde han og så ligeså alvorlig ud som altid imens, selvom hans tone var blevet en lille smule blidere, hvis man lagde ordentligt mærke til det. Det måtte jo heller ikke være helt let for hende, selvom det tydeligvis ikke var noget, hun gav udtryk for. Han havde faktisk også altid ønsket sig at få børn en eller anden dag, så tanken om det var bestemt ikke frastødende, selvom den var en smule overvældende i øjeblikket. Han kom dog til at tænke på noget. "Tilgiv mig spørgsmålet," sagde han, "men hvis begge dine værger er borte, har du så en plan om, hvad der skal ske?" Det var måske ikke det mest opmuntrende spørgsmål, men det var jo også en vigtig ting, der skulle tages stilling til.

[Luana Lethbridge]

Såh… Han ville gerne kendes ved hende? Det lød sådan! Det trak en smule i Lu’s ene mundvig, som om hun skulle til at smile, da hun noterede sig ændringen i hans tonefald, men det blev ikke til mere end det, som om hun fortrød igen.
”Jeg… det… altså, det tror jeg da gerne, jeg vil.” fremmumlede hun i et pludseligt anfald af generthed overfor ham. Egentlig havde hun jo aldrig tænkt over, hvem hendes far var, og havde aldrig rigtig manglet ham i sin barndom, det var først de senere år, det havde strejfet hende af og til, at det kunne være dejligt at vide, hvem han var i det mindste. Lidet havde hun kunnet vide, at det ville vise sig at være en professor! Og så professor Wolf af alle.. Altså, han var ikke lige far-typen, vel?
Spørgsmålet kom ikke bag på hende. Det var meget nemmere at tænke praktisk i sådan nogle situationer. ”Jeg ved, der er taget kontakt til noget, der hedder stat… stats… statsforvaltningen?” Lu havde aldrig hørt om det før. Det var et eller andet i mugglerverdenen, som hun ikke kendte særlig meget til, eftersom både hendes mor og mormor også var magikere. ”Så vidt, jeg kunne forstå på det hele, ender det vist ud i, at jeg bliver tilknyttet et børnehjem i sommerferierne.” forklarede hun med udtryksløs mine, som om det var noget, der slet ikke angik hende. Det eneste, hun var sådan helt sikker på, det var, at de i hvert fald ikke kunne tage hende ud af Hogwarts, og at hun ikke havde så meget at skulle have sagt i dén sag, så længe hun var umyndig.

[Deleted]

Det at hun lige pludselig lød en anelse genert, fik næsten Levi til at smile, men så også kun næsten. Ikke fordi han direkte stræbte efter aldrig at ændre sin ansigtsmimik, men det var bare et eller andet, der lå til ham. Nu hvor han tænkte efter, kunne det tyde på, at hun vist havde arvet det fra ham... Der var et eller andet, der rørte sig inde i ham ved tanken om, at det faktisk kunne tyde på, hun endda havde arvet et eller andet efter ham. Måske en af de knap så heldige ting, men det havde da aldrig bragt ham i problemer, af hvad han huskede i hvert fald. Selvom han efterhånden have fået beskeden trængt ordentligt ind, og han faktisk var begyndt at glæde sig en smule over den, så kunne han alligevel ikke helt tro det. Den var sandt, at han ikke just var den første, man ville tiltro et barn, og mange havde nok også den idé, at det var hans intentioner ikke at få nogen, men han havde nu altid haft en eller anden drøm om det, trods det at han, igen, ikke just var typen til at skulle være far.
Han havde ingen anelse om, hvad denne statforvaltning var for noget, men et børnhjem vidste han hvad var. Selv havde han jo været på et i et par uger til varulvetingen blev for meget, og de fik ham sendt i plejefamilie. Noget der kun havde lavet en positiv forandring hos ham. "Altså, det er kun min fætter og jeg hjemme i mit hus, så du er mere end velkommen til at komme hjem til mig at bo, hvis det lyder mere fristende end et børnehjem. Men det må du selvfølgelig selv bestemme." Nej, hun skulle ikke tro, at han ville begynde at presse hende grundet denne nyhed. Hun havde levet uden ham i så lang tid efterhånden, at det måtte være hendes eget valg, men hun skulle i hvert fald have tilbuddet.

[Luana Lethbridge]

Lu havde aldrig spekuleret over, hvor meget eller hvor lidt, hun lignede sin far. Hun vidste, at hun havde visse af sin mors ansigtstræk, for hun havde altid kunnet se sig selv i de billeder, som hendes mormor havde haft stående derhjemme. Først havde hun syntes, hende og professor Wolf så lige så forskellige ud som nat og dag, men en grundigere betragtning af ham gennem den sidste tid, helt i det skjulte, selvfølgelig, havde givet hende et praj om, at der måske var lidt med højden og øjnene.
Nysgerrigheden blev vakt en smule i hende, da han nævnte, at det kun var ham og hans fætter, der boede hjemme i hans hus.
”Deres fætter? Har De ikke… Eller, jeg mener, det er ikke for at snage… Så har De ikke nogen hustru?” spurgte hun lidt forsigtigt, fordi selvom hun havde sagt, det ikke var for at snage, så føltes det stadig som om, det var det, hun gjorde. Der ville nok gå noget tid, før hun kom til et punkt, hvor hun følte, at hun kunne snakke frit til ham. Selvfølgelig stillede hun spørgsmålet, fordi hun var nysgerrig. Men hun skulle også bruge lidt tid på at tage det tilbud til sig, som han lige havde foreslået. Bo hjemme ved professor Wolf? Nej, ved sin far? Sådan rigtigt? Det lød ganske tillokkende, men også lidt angstprovokerende på samme tid. Gad vide, hvad han ville forvente af hende, så?
”Har De noget imod, at jeg tænker over det? Bare et par dage?” Der var jo stadig et par måneder til, at skoleåret var slut, så der var lidt tid at løbe på endnu. Man skulle tro, ethvert andet tilbud var bedre end udsynet til at komme på børnehjem, men Lu var ikke helt sikker på, hun var klar til de datter-forpligtelser, der om nødvendigt fulgte med.

[Deleted]

Levi rystede langsomt på hovedet som svar på hendes spørgsmål, selvom han alligevel syntes, at han burde give et ordentligt verbalt svar. "Nej, det har jeg ikke," sagde han. En tanke, der faktisk ofte plagede ham en smule, men der var ikke meget at gøre ved det. Eller jo, det var der jo sådan set, men Levi var ikke just en frembrusende type længere, når det kom til kvinder. Han holdt sig på høflig afstand, og hvor ynkeligt det så end lød, så turde han heller ikke helt andet. Han havde været en idiot, der ikke gav meget for andres meninger og rettigheder en gang, men det havde ændret sig brutalt, og nu var han mere tilpas med den høflighed, der ofte fik kvinderne til at misforstå det som, at han ikke var interesseret. Men han foretrak også efterhånden, at det skulle gå lidt langsomt, da han ikke bare ville kaste sig ud i noget igen.
Han nikkede forstående, som hun sagde, at hun ønskede at tænke over det. "Selvfølgelig, det er kun fair," sagde han. "Men jeg vil lade dig vide, at du på ingen måde kommer til at blive til besvær, så du ikke tager det med i din betragtning. Hverken økonomisk eller på noget andet plan." Inderst inde ønskede han faktisk, at hun ville ende med at sige ja til at flytte ind. Han ville ikke sætte sine forventninger mod det, men man havde jo lov til at håbe på det. Derfor var det vel også en idé at nævne, at hun ikke ville besvære ham. Det lød i hvert fald som en god idé i hans eget hoved, men han blev kort lidt usikker på, om det mon fik ham til at lyde en smule desperat? Nej, det gjorde det vel ikke? Under alle omstændigheder så var det i hvert fald sagt nu, og forhåbentlig ville det ikke få hende til at sige nej. Han kunne faktisk ikke helt forklare hvorfor, han ønskede, at hun flyttede hjem til sig, men gik ud fra, at det vel kun var ganske naturligt, var det ikke? Han vidste intet om det, og havde intet at basere det på, men det lød som noget, der kunne give mening, så han besluttede sig for at holde sig til den forklaring.

[Luana Lethbridge]

Lu nikkede lidt langsomt til hans svar, bare for at komme med en eller anden bekræftelse i, at hun hørte, hvad han sagde. Så ingen hustru. Det var vel egentlig også fint nok? Altså, det betød ikke så meget for Lu, men det udelukkede da visse komplikationer allerede fra starten, og hun kunne heller ikke lade være med at føle en lille snert af glæde over, at det måske betød, hun havde sin far for sig selv. Det var måske en lidt egoistisk tankegang, men nu havde hun engang også følt sig ret alene i verden den sidste tid, så hun mente, det måtte være helt okay lige i denne situation.
”Jamen så tror jeg gerne, jeg vil svare med det samme. Jeg vil meget gerne komme hjem til Dem at bo.” tilkendegav hun efter professorens forsikringer om, at hun ikke ville være til besvær hverken på den ene eller den anden eller den tredje måde. ”Det var nemlig derfor, jeg tøvede, forstår De. Fordi det bekymrede mig.” For tiden prøvede hun at gøre det til en vane at sige, hvad hun følte og tænkte, eftersom vennerne, de få, der var i hvert fald, hele tiden klagede i tide og utide over, at de godt kunne høre, hvad hun sagde, men ikke var i nærheden af at forstå, hvad hun i virkeligheden mente. Det var aldrig noget, hun havde tænkt over, før de begyndte at sige det til hende. ’Hvorfor smiler du aldrig, Lu?’. ’Man kan aldrig se, hvad du tænker, Lu.’. Det var åbenbart unormalt. ”Men jeg har altså aldrig haft en far før.” Hendes mor havde ligesom aldrig rigtig vist sig, så om hun havde haft en kæreste eller en mand, der kunne have fungeret som far, det anede Lu ikke. Og hendes morfar var død for mange år siden, så der havde kun været en mormor. ”Så jeg ved ikke… hvordan man gør.” Okay, hun kunne godt selv høre, at den formulering ikke sad helt i skabet, men hun vidste ikke, hvordan man ellers lige kunne sige det.

[Deleted]

"Det glæder mig," sagde Levi med et nik. Levi havde anet en smule, at det måske havde haft noget med sagen at gøre, hvilket jo også var årsagen til, at han sagde det. Han havde nemlig altid set hende som en meget fornuftig og eftertænksom pige, selvom hun ikke var en af de elever, han befandt sig mest i nærheden af. Men det var jo netop derfor. Hun behøvede ikke en til at holde hende i ørene hele tiden. Og hvis hun mindede bare det mindste om ham selv, så havde det også været den slags tanker, der ville stryge gennem hende først. Levi huskede tydeligt dengang han blev placeret i plejefamilie efter at have været på børnehjem. Han havde været forfærdeligt nervøs for, at han ville ende med at blive en byrde hos ham, der havde taget ham ind, så han kendte udmærket følelsen af at skulle til at indfinde sig et helt nyt sted med en helt ny familie. Den han havde fået havde dog været betydeligt bedre end den, han var vokset op i, og han håbede heller ikke, hun ville blive skuffet.
Levi rystede på hovedet ved hendes næste bemærkning. "Det skal ikke tænke på," forsikrede han hende med en snært af forståelse i stemmen. "Vi skal nok finde ud af det." Selv var han jo også ny i rollen som far. Og det gav ham endnu en sær, men rar, følelse, at hun sagde ordet 'far'. Han varoverbevist om, at han ikke ville være helt elendig til det, men selv havde han jo aldrig haft en værdig faderlig figur i hans liv, som han kunne gå efter. Det havde hans fætter, Siors, så på den anden side, så det kunne være, der var hjælp at hente dér, hvis det skulle gå helt galt? Men det regnede han nu heller ikke med, det ville... "Jeg skal nok får ordnet det med det der statsfor... ja, de der. Og så får jeg det ordnet, så det skal du ikke bekymre dig om." Sagde han så.

[Luana Lethbridge]

”Gør det?” spurgte hun en anelse overrasket og med et forventningsfuldt glimt i de lyse øjne, som dog forsvandt igen i samme øjeblik, det viste sig, næsten. Hvor vanen var kommet fra med aldrig rigtig at give sig selv lov til at vise sine følelser, det var et mysterium. Lu var blevet så forvænt og komfortabel med det, at det føltes helt forkert, når der så endelig kom et lille udtryk op til overfladen, så hun straks manede det bort igen. Det var bare sådan, hun skulle være, sagde hun til sig selv. Hun var jo ikke genert, det var bare… ja. Det var bare.
”Der var lige en ting mere…” startede hun endnu engang, imens hun endelig rørte på sig igen og trippede ned til det bord, som hun havde siddet ved under lektionens forløb for at samle sin taske op. ”Jeg har ikke, øhm, fortalt det til nogen endnu, fordi jeg ville tale med Dem først. Men vil De have noget imod det, hvis jeg fortalte det, altså bare til mine nærmeste venner, eller foretrækker De, at jeg tier med det indtil videre?” Hun syntes, det var et forfærdeligt spørgsmål at være nødt til at skulle stille, og det lød nærmest indøvet og monotomt, da hun sagde det, men det var deri, problemet lå. Hun kendte jo slet ikke den mand, så hun anede ikke, om han var sådan én, der ville bralre ud med det til hele verden eller bare gerne ville holde kortene til tæt kroppen, i hvert fald i starten. Det kom lidt ud på et for Lu. Hun ville da gerne kunne give sine få venner en forklaring på, hvorfor hun havde været så distræt på det sidste. Mere distræt end normalt, altså. Men det var også helt fint, hvis han ikke ville have det. Det kunne hun sagtens leve med lidt endnu, for det var trods alt meget nyt.