A talk?

[Deleted]

Levi nikkede og var næsten ved at forme et smil ved hendes reaktion, men også kun næsten. Det var faktisk mærkeligt at tænke på, at han længe havde ønsket sig at få børn, og så viste det sig, at han faktisk havde haft en datter i 14 år uden at have vidste det. Et stik af skyldfølelse ramte ham, da han kom i tanke om, at han sådan set var gået glip af hele hendes opdragelse. Men på den anden side, så var der jo ikke meget, han kunne have gjort, eftersom han jo slet ikke vidste, at hun eksisterede. men det var nu alligevel en meget rart, at hun tydeligvis ikke bebrejdede ham noget. I hvert fald ikke hvad han kunne fornemme. Om ikke andet, så så han frem til at skulle have hende til at bo hos sig og lære hende ordentligt at kende. Hun var jo en ordentlig pige, der ikke havde haft behov for at skulle holdes i ørene hele tiden eller snakkede så meget, så han kendte hende jo sådan set ikke specielt godt.
"Ja," svarede han, som hun nævnte, at der var endnu en ting. Han nikkede derefter, som hun fortalte, hvad det var. "Du behøver ikke holde noget hemmeligt for nogen," sagde han til hende. Han skammede sig ikke over hende, så han havde intet imod, at folk vidste, hvordan tingene hang sammen. Det ville måske også hjælpe dem begge to til ligesom at vænne sig til situationen, at folk omkring dem var klar over det. "Og..." Begyndte han og overvejede kort, hvordan han skulle formulere sig. "Er du helt okay omkring det hele?" Endte det med at blive til. Det måtte jo også være en smule overvældende det hele, og hun havde jo også netop fortalt, at hun havde mistet sin mormor, så det kunne næsten ikke være så let for hende, som hun fik det til at se ud. Men selv vidste Levi jo alt om det der med ikke at vise nogle tydelige følelser og dermed også, at der oftest lå mere bag. Det var måske ikke den bedste måde ar formulere sig på, men han var jo også ny i faget og måtte jo vænne sig til det først.

[Luana Lethbridge]

Ikke et øjeblik havde det strejfet Lu, at hun skulle bebrejde professoren noget. Jo, før hun havde oplyst ham om det faktum, at han var hendes far, havde hun da tænkt på det et par gange, men det var før, hun overhovedet var klar over, om han vidste, at han havde en datter. Og efter hans reaktion at dømme, da hun fortalte ham det, var hun næsten overbevist om, at han ingenting havde anet, men hun ville nok spørge ham en dag alligevel. Bare ikke lige nu, for det var endnu ikke tid til de helt store betroelser, syntes hun ikke.
Hun nikkede lidt til hans svar, der, hvorom alting var, gjorde hende glad, fordi det endnu engang bekræftede hende i, at han så altså gerne ville kendes ved hende. Hvad han sagde til hende næst, kom dog en kende bag på hende, så hun tog sig tid til at vakle imellem de forskellige svar, mens hun trak sin taske over skulderen. Hun vidste ikke, hvor meget hun skulle eller kunne eller burde betro sig til ham. Han var jo hendes far, ikke? Det betød vel, at hun kunne fortælle alt til ham? Men burde hun så også gøre det? Eller var det kun noget, man gjorde overfor sin mor, eller i dette tilfælde mormor? Tænk sig, at der skulle ligge så mange overvejelser bag en ellers ganske simpel ting.
”Det går fremad.” endte hun med at beslutte sig for at svare, hvilket lidt var et hverken/eller-svar, og smilede derpå et lille smil, der for nogen sikkert godt kunne virke halvhjertet, men som var virkelig stort, når det kom fra Lu. ”Jeg har noget hjemmearbejde, jeg skal have kigget på inden aftensmåltidet.” fortsatte hun som for at undskylde, at hun var nødt til at gå, og tøvede lidt. ”Men vi ses vel?” Selvfølgelige ville de ses, om ikke andet i lektionerne, men det var ikke helt den form for omgang med hinanden, som hun tænkte på. Hun havde taget de første par skridt imod døren, før hun fortrød. I stedet gav hun ham et hurtigt knus, inden hun vendte rundt og skyndte sig ud af klasselokalet, før det nåede at blive akavet igen.

//Out