Drinking problem...? (Advarsel)

[Cher Boydell]

Det kom ikke som en overraskelse, at Cher rigtig godt kunne lide at blive opvartet, og slippe for at gøre tingene selv. Ikke, at hun ikke kunne - ellers var hun næppe løbet hjemmefra - men hun gad bare ikke, og nød derfor at slippe, hvis det var muligt. Dog kunne hun til tider godt få lidt svært ved at lure, hvor hun skulle placere sig, når hun var sammen med Charlie - for han behøvede reelt slet ikke hjælp med noget som helst, og sørgede faktisk for at klare så godt som alting for hende; bar-regninger, sovested og mad, når de var sammen.
Hun nikkede dog bare, da han sagde, at hun ikke behøvede at gøre noget. ”Så smutter jeg lige ud på badeværelset og tager en skyller.” informerede hun med et let smil, inden hun drejede omkring og gik ud på badeværelset på sine bare fødder.

Hun betragtede sit spejlbillede i nogle sekunder, inden hun trak t-shirten over hovedet, fandt håndklæde frem, tændte for vandet og trådte ud af trusserne, hvorefter hun smuttede ind i bruseren. Vandet var lige akkurat nået at blive okay varmt, og hun sæbede overfladisk kroppen ind, for derefter at vaske håret, skyllede, slukkede og smuttede ud igen. Det havde ikke taget meget mere end nogle minutter. Som enhver anden pige nød Cher at være i bad, og nød at passe og pleje sin hud og sit hår. Lige nu var det dog ikke nødvendigt; det var bare for ikke at lugte af sved, for at fjerne de sidste rester af makeup og for at føle sig lidt mere vågen og veloplagt. Hurtigt tørrede hun kroppen og håret, hvorefter hun trådte i trusserne igen - de måtte blive skiftet, når hun kom hjem - og trak t-shirten over hovedet på ny. Hun tørrede håret en sidste gang, inden hun hang håndklædet til tørre og trissede ud i køkkenet; nu velduftende og med fugtigt, krøllet hår. Modsat Charlie var hun ikke hårfanatiker, og det gjorde hende ikke det store, at det sad lidt rodet - det gav hende som regel bare lidt ekstra charme. Hun rodede en enkel gang rundt i det med sin hånd og gav Charlie et godmorgen-kys på kinden. Nu var hun trods alt lidt mere vågen, og knapt så gnaven.

[Deleted]

Charlie nikkede smilende til Cher, da hun smuttede ud på badeværelset. Hun behøvede ikke engang at spørge om hun måtte tage et bad hos ham, for hun kunne bare gøre stort set hvad hun havde lyst til hjemme hos ham. Efterhånden havde hun været der så meget at hun vidste hvor alting var og han kunne se på hende, at hun følte sig komfortabel med for eksempel bare at tage et bad. Han havde absolut heller intet imod at hun selv tog sig et glas vand eller læste en bog, hvis hun havde sovet hos ham og han skulle på arbejde, inden hun selv skulle afsted.

Mens hun var på badeværelset rejste Charlie sig igen for at tjekke hvor langt alt det på komfuret var kommet - og ganske rigtigt var det faktisk færdigt. Han slukkede komfuret - på muggler manér, for det var jo ikke fordi det var særlig besværligt, når han jo alligevel stod lige foran det - og svingede så sin stav igen, for at panderne skulle flyve op og skubbe alt indholdet ned på de to tallerkener der stod klar. Da al maden var ligeligt fordelt (i kæmpestore bunker, skulle han hilse og sige), susede panderne hen og lagde sig pænt i vasken. Han tog selv tallerkenerne og bar dem hen til bordet, hvorefter han valgte også selv at skænke juice op. Hvis nu han spildte ved brug af magi, ville han ikke orke at tørre appelsinjuice op fra gulvet, og desuden ville han heller ikke blive alt for doven. Det var der jo ingen grund til. Det hele stod klar, da Cher kom ind igen, nu med vådt hår og Charlie smilede til hende, da hun gav ham et kys på kinden. "Mere vågen nu?" spurgte han og lagde sine arme om hende, mens han kiggede ned på hende. Når man tænkte over det, lignede de i den grad, at de var i et forhold. Men det var de jo ikke, på nogen måde. Han placerede et kys på hendes hår og slap hende så igen, hvorefter han smed sig i en stol og så fornøjet på den overfyldte tallerken foran sig, før han begyndte at spise.

[Cher Boydell]

Det var dejligt ikke at bekymre sig om noget som helst, og hun nød for en gangs skyld bare at kunne tage sig et bad, uden alt muligt palaver. Ikke, at hun havde de store problemer, men det var trods alt begrænset, hvad man kunne fyre ind i en minivan, selv om den havde god størrelse. Og eget badeværelse var desværre ikke en af de ting, man sådan lige kunne få. Hun havde et småalternativt komfur, en håndvask, et par skabe og små borde, en stor seng, og det var sådan set det. Modsat Charlie var hun nemlig lidt af et rodehoved - hun havde altid orden på sit rod… men hun rodede. Og tøjet lå enten smidt i bunker i hjørnet af sengen, og ellers var der et par bøjler, der hang i et par snore fra loftet af, hvorpå kjolerne hang. Men det var sgu fint nok til hende, og hun havde jo ikke ligefrem problemer med at finde steder at komme i bad, så ind til videre gik det jo fint.

Et smil kunne ikke tilbageholdes, da hun kom valsende ud i køkkenet igen, og det hele var blevet sat pænt op, som et lille brunchbord. Deres helt eget. ”Meget.” Hun rynkede på næsen, inden hun grinede. Grundet højdeforskellen så hun op på ham, da han svang armene om hende. Det var nu meget hyggeligt med ham. ”Hva’e, er du sikker på, at der er mad nok?” hun kunne ikke lade være med at grine over gigaportionerne, der i teorien sagtens kunne have været en buffet, man bare kunne tage af - men nej, det var reelt faktisk deres tallerkener, og det morede hende - hun klagede dog ikke. Mange andre piger på hendes alder var nok mere vægtfanatiske, men ikke Cher. Det behøvede hun jo så heller ikke, når hun havde så guddommeligt et stofskifte, og samtidig også sørgede for at træne og motionere, når tiden nu var til det. Hun havde en god appetit, og det var ikke noget, hun skammede sig over - selv om det sommetider skabte en lidt akavet stemning, da hun et par gange havde prøvet, at hun havde mere appetit end de fyre, hun var sammen med. Hun smilede ved hans kys på hendes hår, efterfølgende slap han hende og smed sig ned i stolen - og hun spankulerede de to skridt over til den anden stol, der var placeret overfor. Uden at tøve, snuppede hun sin toast, og begyndte at spise, og hun kunne ikke lade være med at smile stort. ”Det smager skønt.” Om det var hendes generelle forkærlighed for lige netop denne type mad, eller fordi hun var lettere ramt af tømmermænd, var ikke til at sige. Måske endda en blanding. Uanset hvad syntes hun, at det smagte godt. Da hun var halvvejs igennem, snuppede hun kniv og gaffel og begyndte at spise af sin æg og bacon.

[Deleted]

Charlie kunne ikke lade være med at grine ad hendes kommentar om mængden af mad. Der var i hvert fald rigeligt. "Tja, vi bliver mætte, tror du ikke?" sagde han bare og trak på skulderen. Det gjorde ham absolut intet at smide mad ud, for ham var det ikke spild. Hellere lave for meget end for lidt, sådan så han på det. Ingen grund til bekymring.

En af de ting han var glad for ved Cher var, at hun ikke var bange for at spise sig mæt. Mange kvinder virkede som om de forsøgte at sulte sig selv, og det forstod Charlie på ingen måde. Hellere lidt på sidebenene end at være skelet tynd. Charlie ville i hvert fald helst ikke være sammen med én nærmest der kunne knække under hans vægt. Det var lidt mærkeligt at tænke på. Og mad var jo en fantastisk ting, så hvorfor holde sig tilbage? Det gjorde Cher på ingen måde, heldigvis, så der var intet galt i, at han lavede meget mad. 
Han måtte indrømme at han var bedre til at lave mad med magi end han troede, det her smagte jo fantastisk! Eller også var det fordi at alt mad smagte godt, når man havde været på druk dagen før, ligegyldigt om man havde tømmermænd eller ej. Men måske burde han lave mad lidt oftere. Ikke at han behøvede at spare penge, men det kunne da være meget sjovt at gøre, indtil det øjeblik hvor han blev træt af det. For han havde fået det indtryk, at de fleste blev trætte af at lave mad, hvis de skulle gøre det dag ud og dag ind. Medmindre de selvfølgelig havde en passion for det. Det var ikke ligefrem det han havde, men alligevel kunne det være sjovt en gang i mellem. Måske kunne han få Aaron lokket med til at lave mad.

[Cher Boydell]

Hun trak på skuldrene og kom med en tja-lyd og et grin. ”Jeg ved nu ikke - måske vi kan blive nødt til at ringe efter noget takeaway bagefter,” drillede hun. Selv om Cher havde en god appetit, tvivlede hun dog ikke på, at der var mere end rigeligt mad til dem. Det betød dog ikke, at man ikke kunne joke med det. Cher elskede nemlig mad, hvilket Charlie måtte have opdaget… Især på nogen af deres vildere byture, hvor hun randomly var begyndt at græde, fordi hun ville have mad… eller randomly havde ringet efter flere pakker share-a-box nuggets med tyve styk i hver pakke, som hun glædeligt havde sat sig til at spise med det mest lykkelige smil om kæften og nydende mmh-lyde for hver bid. Nuggets var uden tvivl superior i hendes verden, og noget af det bedste, man kunne spise. Desværre var det ikke lige morgenmadsmateriale, så det måtte vente til senere.

Cher huskede, at hun engang havde drukket sig kampstiv med en eller anden spinkelt udseende pige. Hun huskede ikke længere navnet. Men pigen havde været blond og så radmager, at det var ulækkert at se på. Selvfølgelig havde Cher bare fået pigen til at blive ved med at drikke, selv om pigen gentagende gange havde forsøgt at lade være, fordi der var for mange kalorier i alkohol… bah, bullshit. Sædvanligvis var det endt med, at Cher havde bestilt nuggets, og hun havde spist dem sammen med pigebarnet, der havde lignet, at hun var ved at kaste op ved hver bid. Om pigen så senere faktisk kastede op anede Cher ikke, og hun var egentlig også ligeglad. Faktum var bare, at hun i hvert fald aldrig selv skulle ende sådan.
”Du burde gøre det her noget oftere.” kommenterede hun med et let grin, som hun spiste videre. Det var ikke fordi Charlie ikke havde lavet mad til hende før; ork jo da. Men de havde nu også enten spist ude eller bestilt takeaway, bare fordi pengene var der, og fordi de var rædselsfuldt dovne af og til. Cher var i hvert fald. Hun kunne sagtens lave mad - og hun var sikkert også dygtig til det - hun gad bare ikke. Dog havde hun bestræbet sig for at prøve at lave mere mad selv - i hvert fald det, man kunne lave, sådan som hun boede. Både for hendes figur, men også for hendes pengepung.

De sad en rum tid i behagelig stilhed og spiste. Cher var godt tilfreds med stilhed om morgenen. Hun behøvede ikke en masse snak - netop også fordi hun var lidt knotten om morgenen, selv om det var begyndt at stilne af. Da hun blev færdig smilede hun over hele femøren. ”Mange tak for mad.” Det var egentlig ikke nødvendigt at sige det, men hun gjorde det alligevel.
Endnu et stykke tid gik, hvor hun sippede lidt til sin juice og bare nød at være til. Så gik hun over med tallerkenen og stillede den i vasken, inden hun lidt på tås smuttede ind i stuen, og kom tilbage igen med den joint, som de aldrig havde nået at ryge dagen før. ”Må jeg ryge herinde?” hun tippede let hovedet på skrå. Heldigvis duftede hash helt fantastisk, modsat cigaretter der stank af helvede til. Nu var det ikke fordi hun var typen der var megaafhængig eller desperat… hun var blot kommet i tanke om den, og hun havde jo købt den til dem, ikke? Desuden kunne hun faktisk godt lide at ryge lidt om morgenen, især hvis det skulle være en halvdoven morgen - som man godt kunne sige, at dette var, selv om det ikke længere var morgen. Marihuana gav en dejligt beroligende effekt, og det var altid herrefedt sådan nogle dage som disse.

[Deleted]

Charlie rullede med øjnene ad hendes kommentar. Deres lille spil med at smide kommentarer efter hinanden fortsatte i dag, bare med et lidt andet tema, end de skulle med hinanden hjem og ende op i seng sammen. Nu var det bare at de drillede hinanden og var flabede, som de altid var. "Du skal være velkommen, men jeg nægter altså at trille dig hjem," sagde han og blinkede, før han fortsatte lidt med at spise. Hun var på ingen måde tyk, ikke engang tæt på at være det. Hun var utroligt slank, hvilket var helt fint med ham. Han rynkede dog panden en smule, da hun sagde, at han burde lave mad lidt oftere. Det var ikke noget han var alt for glad for, men han kunne jo godt finde ud af det. Desuden havde han ikke rigtigt tid. "Det er bare fordi du vil slippe for det," sagde han med et flabet smil om læberne.

Han hævede overrasket et øjenbryn da hun forlod køkkenet, men begyndte at grine, da hun kom tilbage med den joint i hånden, som de havde glemt alt om natten før. "Hvis du tænder emhætten, så slå dig bare løs," sagde han og fandt sin tryllestav frem. Han svingede med den så tallerknerne - hans fuldstændig tømt for mad - fløj hen i vasken og begyndte at skrubbe dem selv lidt, før de fløj hen i den ventende opvaskemaskine. Endnu engang faldt det ham ind, at magikere havde rig mulighed for at være fede og dovne, når de i princippet slet ikke behøvede gøre noget som helst selv, når de bare kunne bruge magi til det.

[Cher Boydell]

Hans rullen med øjnene fik hende til at sende ham en trutmund og blinke drillende. Det var så godt som umuligt for hende at lade være med at komme med flabede kommentarer og bemærkninger, så hun gad slet ikke forsøge. Desuden kunne hun godt lide sig selv, som hun var, og det lod til, at Charlie også kunne lide hende, som hun var - så var der jo ingen grund til at ændre sig. ”Awh, come on!” hun sukkede dramatisk og skulede lidt til ham. ”Jeg troede, at du var en gentleman.” tilføjede hun med et skuldertræk, og endnu et suk, der sagde: oh well, åbenbart ikke. Dog havde hun stadigvæk det drillende glimt i øjet, for selvfølgelig var det hele bare for sjov.
Hun måtte bide sig kortvarigt i underlæben, for ikke at flække ud i et grin, da han rynkede panden efter hendes kommentar. Så trak hun på skuldrene. ”Touché.” svarede hun blot, hvorefter hun grinede let. ”… men i det mindste tør jeg da indrømme det.” Cher havde absolut intet problem med at erkende, at hun var lidt doven… meget doven, faktisk. Egentlig var det nok ret heldigt, at hun ikke var magiker, for ellers ville hun absolut ingenting gøre selv.

Som hun kom valsende ind i køkkenet igen, kunne hun høre hans grin i samme sekund, som hun kom til syne. Et stort smil prydede hendes læber, da han gav hende lov. Nok var Cher ikke typen, der bekymrede sig om ret meget i verdenen, men det betød ikke, at hun var direkte uhøflig. ”Fantastisk.” Hun tændte emhætten, og gjorde et lille hop, så hun kom op at sidde på køkkenbordet lige under den. Det var utroligt, så godt, hun følte sig tilpas i nærheden af Charlie. Nok fordi de havde kendt hinanden så længe, efterhånden. Som han tog sin stav frem og fik magien til at klare opvasken, tippede hun på ny hovedet på skrå. ”Gider du tænde den?” Umiddelbart kunne hun ikke lige se noget, der lignede en tændstikæske eller lighter omkring køkkenbordet, og nu hvor han var gået i gang med at trylle, kunne han vel godt hjælpe hende.
Tallerkenerne fløj ned i opvaskeren, og hun kunne ikke lade være med at smile af det, inden hun så tilbage til Charlie med et hævet bryn. ”Det er altså mega-uretfærdigt, at I skal være så privilegerede.” kommenterede hun med et grin. Det var ikke fordi hun som sådan syntes, at det var unfair. Nu havde hun trods alt lært at leve med, at hun ikke var magiker - og aldrig ville blive det. Og hun havde fået skabt sig en ganske fortrinlig mugglertilværelse, så det var vel okay. Selv om hun sommetider ikke kunne lade være med at tænke på, hvordan det ville være, hvis hun selv havde kunnet den slags.

[Deleted]

Charlie kunne ikke lade være med at smile muntert over deres flabethed. Han ville ønske at man kunne være sådan overfor alle mennesker, for det var egentlig det han bedst kunne lide. Men det nyttede nok ikke meget, når man havde en karriere og et job, som man helst skulle tage ret seriøst. Man kunne dog have lov til at håbe. "Jeg er den vildeste gentleman du nogensinde kommer til at møde. Men jeg triller ikke tykke folk hjem, og du er nok for tyk til transferens, hvis du også bestiller take away," drillede han med et uskyldigt smil. Det var simpelthen for sjovt at smide frem og tilbage med flabede kommentarer til at han ville stoppe. "Jeg indrømmer da også gerne, at jeg ikke gider lave mad," sagde han så med et skuldertræk. Folk der kendte ham vidste godt, at han næsten aldrig lavede mad, og deres dyre køkken redskaber nærmest aldrig blev brugt.

Charlie nikkede så og svingede sin stav, men måtte koncentrere sig en smule, for ikke at lave en for stor flamme ved Cher's joint. Det lykkedes ham dog at tænde den helt perfekt og han kunne ikke lade være med at bukke en smule. "Det var så lidt, Prinsesse," sagde han, før han lagde tryllestaven fra sig. Han kunne ikke lade være med at smile, da hun gav udtryk for, at hun var en smule jaloux på hans magi. "Jamen, du skal da bare være glad for, at jeg gider bruge min magi på at gøre så mange ting for dig!" sagde han og blinkede til hende. Ikke at han ville stoppe med at bruge sin magi på at gøre ting for hende, for så ville det da nærmest være spild, at han var magiker, hvis han nægtede at bruge den. 

[Cher Boydell]

Selv om det ikke var alle mennesker, man kunne tillade sig at være flabede overfor, var Cher det nu alligevel. Det var måske ikke den bedste egenskab, og den havde vel også skaffet hende nogle knubs af og til, men det tog hun sig ikke af. Som barn havde hun ikke ligefrem fået at vide, at hun bare skulle skubbe det af sig, for hun havde aldrig fået lov til at lege ude, og der var absolut ingen, der kunne finde på at sige ét ondt ord til hendes familie. Alligevel var hun klar over, at det var sådan man kom bedst gennem livet. ”Er det en joke, mr. Lewis?” Hun grinede og rystede let på hovedet af ham. Det var sjældent, at hun brugte efternavne, men når hun gjorde, blev det altid ekstra komisk. Hun rynkede næsen af hans næste kommentar, som var hun meget foraget over hans ord - hvilket hun egentlig ikke var. Selv hvis hun havde været tyk, var det nok heller ikke bidt på hende. Størrelse sagde hende ikke det store. ”Du er tydeligvis ikke en gentleman, hvis du ikke engang kan finde ud af at tiltale en dame med respekt!” kommenterede hun og rystede på hovedet af ham. ”Desuden er der ikke vægtbegrænsning på tranfation - eller, det burde der ikke være.” Egentlig havde hun vel ingen idé om det. Men når troldmændene havde alle midler til at være dovne, kunne man vel ikke forvente, at de alle ville være tynde og atletiske, der måtte vel være nogle bollefede indimellem. Hun smilede fornøjet, da han også selv indrømmede det. ”Så er vi to.” kommenterede hun blot med et smil.

Koncentrationen fra Charlie kunne godt fornemmes, og derfor sad hun også stille, indtil jointen ganske stille fik tændt sig selv - selvfølgelig udelukkende på grund af Charlie. Men vidste man ikke, at det var hans værk, måtte man være noget betaget over, hvordan spidsen af jointen langsomt begyndt at ændre sig, for til sidst at formere sig til en minimal flamme. Hun smilede stort, da det var lykkedes; han var jo også god til det, og det vidste hun godt. ”Tak.” sagde hun sekunder inden, at han igen kaldte hende prinsesse. Hun var en lille prinsesse… eller måske mere en diva?
Roligt førte hun jointen op til læberne og inhalerede dybt. Da hun ekshalerede lænede hun nakken tilbage, for at puste røgen opad - bare for en god ordens skyld. Det var fandeme godt, det måtte hun erkende. Jointen befandt sig mellem pege- og langefingeren, og hun støttede den med tommelfinger, som hun betragtede Charlie. Måden hans mundviger langsomt trak opad i et smil. Så lo hun selv. ”Det er jeg da også!” kommenterede hun med et grin. ”… jeg er da ikke utaknemlig, tsh…” Hun inhalerede på ny, dog knapt så dybt som før, inden hun igen lagde nakken tilbage og pustede ud. ”… det betyder nemlig, at jeg gør minimalt arbejde.”

[Deleted]

Charlie bed sig i læben og forsøgte at lade være med at grine. Det var dog ret svært, for lige med Cher var han ret dårlig til poker face. Hun ødelagde det ligesom ret meget, fordi hun var så god til at gennemskue ham, hvilket faktisk var småirriterende. Han ville på ingen måde gennemskues. Det var dog bare lidt svært at undgå, når det først var lykkedes for hende. Dog fik han tvunget lidt af et poker face på. "Jeg er dybt seriøs, miss Boydell," svarede han med et nærmest ligegyldigt skuldertræk. Han kunne dog ikke lade være med at grine af det næste hun sagde. "Jeg kan da sagtens tiltale en dame med respekt. Du er bare ikke en dame," sagde han og sendte hende et smørret smil. Han vidste at han nok ramte en nerve der, men han jokede næsten aldrig om hendes alder, så det syntes han egentlig godt at han måtte få lov til en gang i mellem.

Han lagde sin tryllestav fra sig og strakte sig, tydeligt utrolig komfortabel nu. Han havde på ingen måde tømmermænd og nu havde han også fået noget fast føde indenbors. Han smilede af hendes ord. "Det er godt du er taknemmelig. Det er ikke mange mennesker jeg ville spilde så mange kræfter på. Jeg mener, det er jo så forfærdeligt hårdt at skulle løfte armen konstant for at vifte med en træpind," sagde han med en tydelig snert af sarkasme i stemmen og et kækt smil på læberne. Han rakte ud og tog jointen fra hende uden at få tilladelse fra hende og holdt den mellem pege- og tommelfinger, ud foran sin mund. Han placerede læberne omkring enden og tog et sug, hverken for kraftigt eller for svagt og indhalerede sagerne, før han pustede røgen ud. Han brød sig egentlig ikke særligt meget om smagen af det stads, men han kunne nu meget godt lide effekten. Dog var det intet sammenlignet med alkohol, så han røg næsten aldrig, medmindre Cher havde noget. Igen tog han fat i sin tryllestav. "Whiskey?" spurgte han og svang den, så en flaske whiskey og to glas kom susende hen til dem, før hun nåede at svare.

[Cher Boydell]

Hun lænede sig en anelse tilbage og betragtede ham med et hævet bryn, som han kæmpede for at holde masken. Ikke et job, han ligefrem klarede specielt godt, men fred være med det. Hun lod ham kæmpe med at finde de rigtige ansigtsfolder i stilhed, mens hun beholdt sit eget pokerface på - noget, hun egentlig var overraskende god til. Når hun lige gad koncentrere sig om det. Hun himlede kvalmt med øjnene, inden hun åbnede munden og stak en finger ud for, som om hun skulle kaste op. ”Adr.” Det var sjældent, der var nogen, der brugte hendes efternavn - og egentlig brød hun sig heller ikke om navnet. Det lød alt for fint og… kvalmende. Hun kunne dog ikke holde det efterfølgende grin tilbage. ”Hvor seriøs, mr. Lewis?” Hurtigt havde hun genfundet sit pokerface, og holdt samme ligegyldige, tilbagelænede holdning.
Lige så hurtigt, som hun havde genvundet pokerfacet, var det væk igen. Hun skulede surmulende til ham. ”Arh, helt ærligt!” beklagede hun sig, stadigvæk med underlæben skubbet fremad, som et forurettet barn - hvilket hun var. ”Jeg er lige så meget dame som alle andre.” modsatte hun sig og rakte tunge. Nej, hun var ikke en dame… men det blev hun snart. ”I det mindste er jeg ikke børnelokker.” gav hun så igen med et strålende smil.

Tryllestaven blev lagt på bordet, og hun overvejede et kort sekund, om hun skulle prøve at hapse den, bare for at se hans reaktion - men hun valgte at lade være. For det første orkede hun ikke rejse sig, for det andet var hun totalt done med magi. ”Amen, det lyder også virkelig hårdt, det gør det. Jeg forstår næsten ikke, hvordan du kommer igennem det.” erklærede hun sig enig med en snobbet stemme, der lød som om hun var forkølet, samt et par overdrevne nik og et par meget forstående, blå øjne.
”Hvad tror du lige, at du laver?” Selv om ordene i sig selv lød barske, kom de ikke ud sådan, for hun grinede. Det passede hende fint, at han snupsede et hiv. Faktisk kunne han tage alle dem, han havde lyst til. Den var jo købt til de to. Han tog dog kun det ene hiv, hvorefter han spurgte om whisky. Hun snuppede jointen fra ham med en flabet mine, inden hun selv tog endnu et sug. Hun nikkede til hans spørgsmål, inden hun pustede røgen opad og ud. ”Hvorfor ikke?” Mange kunne ikke tåle alkohol og marihuana. Cher var efterhånden så vant til det, at hun ikke engang blev dårlig mere. ”Sååå hårdt.” gentog hun grinende, med henblik på ’diskussionen’ tideligere om, hvilket et hårdt troldmandsliv han havde.

[Deleted]

Charlie rystede på hovedet med et smil ad hendes ubehag ved at han kaldte hende for hendes efternavn. Hun havde jo selv startet det hele ved at kalde ham for Mr. Lewis, hvilket han var ret vandt til at blive kaldt for. På hans arbejde var det normalt at tiltale hinanden med efternavn, og desuden var hans familie ret rig, så når han blev tvunget til at være med til ligegyldige events for rige mennesker - hvilket mest skete da han var barn, men stadig skete en gang i mellem efter han var blevet voksen - blev han også tiltalt som Mr. Lewis. Og så var der selvfølgelig hans og Aaron's rengøringsdame, der kaldte dem begge for deres efternavne. "Så seriøs som man overhovedet kan være, miss Boydell," sagde han, lige efter at han havde fundet sit pokerface frem igen. Han fortsatte med at kalde hende for Boydell, så længe hun kaldte ham for Lewis. "Aldrig har jeg set en kvinde der er mindre dame end du er," sagde han så og grinede lidt ad sine egne ord. Han var aldrig bleg for at lade verden vide, at han selv nogle gange synes hans egne jokes var sjove. Til gengæld måtte han stikke tungen ud, da hun kaldte ham børnelokker. "Du er da det dummeste barn, at du lader dig lokke, så!" gav han igen og lagde armene over kors.

Han sukkede teatralsk og drejede hovedet for at kigge ud i horisonten, med et falsk lidende blik. "Så hårdt," mumlede han, og lod sin stemme nærmest knække, så han lød endnu mere trist. Han var ret god til at spille skuespil, når det kom til stykket, for han havde altid lært at skulle tage en maske på og holde sine rigtige følelser og meninger tilbage, når han var i selskab med hans forældres snobbede og rige 'venner' - i mangel på bedre ord. Til gengæld smilede han smørret, da hun forsøgte at brokke sig over, at han tog et hiv af jointen. "Det er mit hus, så skal jeg også have en del af stofferne," grinede han. Han trak bare på skuldrene og gik i gang med at hælde noget op til dem. De måtte leve uden is denne gang. Han rakte hende det første glas og tog derefter sit eget, hvorefter han klinkede sit glas mod hendes og tog en tår, hvor størstedelen af indholdet røg ned.

[Cher Boydell]

Efternavne var bestemt ikke noget, hun brød sig om - ikke at blive kaldt selv, i hvert fald. Dog nød hun i fulde drag at kalde andre ved deres. Hvilket måske var lidt underligt - men kunne man bebrejde hende? Det var jo ikke fordi, at hun var en del af den stolte Familien Boydell, vel? Så hvorfor skulle hun hedde det? Hvorfor skulle hun accessoires med dem, når hun slet ikke var en del af dem? Det var totalt åndssvagt. ”Jeg kaster op ud over dig, hvis du ikke passer på, mr. Lewis.” kommenterede hun og hævede truende et øjenbryn.
Hun skummede, surmulede og skulede til ham. ”Hvor er du led. Jeg er kraftedeme en rigtig dame, og det skal jeg nok få bevist overfor dig, kaptajn Skeptisk.” Irriteret rakte hun tunge af ham og synes bestemt ikke, at han var specielt sjov - selv om det måske var en anelse ironisk, at hun påstod, at hun var en dame, og alligevel bandede og svovlede som en sømand. Oh well, man kunne vel ikke vinde hver gang. Hun hævede et bryn. ”Jeg er aldeles ikke et dumt barn - det er bare dig, der er totalt psykotisk og har sat dig totalt meget ind i, hvordan man bedst muligt lokker børn i fordærv. Jeg var så sød og uskyldig, inden jeg mødte dig.” snøftede hun. Velvidende om, at det var den største løgn… ever. Hun havde aldrig rigtig været specielt uskyldig, og da heller ikke dengang hun traf Charlie for første gang.

”Du burde have valgt at blive skuespiller, i stedet for auror.” sukkede hun og himlede med øjnene over ham. Altid så melodramatisk. ”Du skal slet ikke have noget som helst, din dumme ting!” Hun rakte tunge af ham igen. ”Tsh, bare fordi du bor her, betyder det ikke, at du er enehersker eller har ret til noget som helst. Er jeg så måske også din egen personlige slave nu?” Hun rystede på hovedet af ham, som var han dybt idiot. Dog var hun ikke i tvivl om, at han nok skulle komme med et kløgtigt comeback. Sådan var det altid med de to.
Som han rakte hende glasset med whisky, tog hun i mod det med sin frie hånd, skålede og tog en tår. Dog måtte hun lige skære en kort grimasse. At drikke alkohol - stærk alkohol, ydermere - var ikke noget, hun gjorde så tit lige fra morgenstunden af, og slet ikke efter en brandert. Hun skulle lige genfinde rytmen igen, og tog derfor også straks et sug af sin joint igen, knækkede tilbage i nakken og pustede det op mod emhætten, inden hun tog resten af whiskyen i en enkel slurk.