Uheldigt møde?

[Lewis Westen]

Lewis smuttede ud af Slytherins opholdsstue nede i krypten. Det var så småt ved at være sent og han havde ærlig talt ikke tænkt sig, at sidde og stene inde i den lumre opholdsstue. En lille nattevandring vil da være godt for, fornuften?! 
Hans grå t-shirt flavrede lidt i et gennemtræk, der viste sig oppe i indgangshallen. Et par vinduer stod åbne. Han søgte over den store sal med sine grønne øjne for at sikre sig, at ingen så eller holdt øje med ham. Opdages.. Det skulle han godt nok ikke! Der var ingen så han kunne roligt krydse hallen dog var han opmærksom. Han havde erfaring med, at hvis man ikke var det kunne det går galt. Nattevandring var ikke ligefrem noget nyt for ham... Han kom helskindet over den åbne hall og følte sig nu lidt mere i sikkerhed op af væggen. Egentlig havde han ikke planlagt, hvor han skulle hen, så det måtte han da lige overvære. Valgte blev, køkkenet. Det var nok af ren vane fordi Jayden hele tiden vil der ned...

Beslutsomt gled han hen langs væggen mod trappen, der førte ned til køkkenet og Hufflepuff´s opholdsstue. Egentlig kunne han ikke lide at være i nærheden af det kollegium. Der var så mange beskidte mudderblods pjok.. Og kollegiumet.. Det havde ingen stolthed. Var åbne for alle. Fuldblods, som mudderblods. Fuldblods eleverne på det kollegium skammede sig sikkert sindsygt og eftersom der var så mange mudderblods på skolen, hvorfor kunne de så ikke bare lave et helt kollegium til dem alene? Det vil blive det værste taber kollegium, men han var da ligeglad. Fuldblods skulle også respekteres!

Hans fingre fik fat om dør håndtaget og rev den op. Måske var det ikke så lydløst som det skulle have været, men whatever. Han listede stille ned af trapperne og nåede til det lille rum, hvor portrættet med den kildne pære var på. Målrettet satte han kursen mod det og kildede fraværende den lille pære. Det var da håbløst fundet på? Kilde en pære, pff. Portrættet åbnede sig dog og han kunne stille krybe ind i køkkenet.
Da han først var derinde behøvede han ikke længere at være stille og lydløs. Man kunne ikke høre ham herfra. Alferne kendte ham godt og var ikke begejstrede for at se ham, men de tjente ham selvfølgelig når han vil have det! Irriteret sparkkede han efter en af de grønne alfer og drævede kommanderende. "Hallo. Ikke, bare stå der og glo. Hent mig dog et stykke æblekage!" Alfer var og blev håbløse. Det var sikkert derfor de var små tjenere.

[Marguerite Sophia King]

   Rita svøbte skolekappen om sine skuldre med en svag gysen, da hun bevægede sig ned ad trapperne til indgangshallen og blev blæst i møde af vinden, der trængte ind igennem de åbne vinduer. Dage, hvor der var meget sol havde de stadig, men der var ikke længere så meget varme i den, og nætterne var især begyndt at blive kolde. Hun skuttede sig og skyndte sig at krydse indgangshallen med hurtige skridt, før hun bevægede sig ned ad endnu et sæt trapper, ned imod kældrene.
   Rita var ude i lovligt ærinde, og derfor havde hun ikke den mindste grund til at prøve at skjule sig. Der blev ikke gjort noget forsøg på at dæmpe lydene, da hun gik igennem døre og ned ad trapper. Hendes tanker var mere eller mindre dystre - hun hadede at skulle patruljere gangene i kælderen og krypten. Jo længere, hun kom ned, jo koldere blev det, så hvis ikke hun bevægede sig rundt hele tiden, kom hun lynhurtigt til at fryse. Kappen blev igen trukket godt op omkring skuldrene. Rita havde ladet det lyse hår hænge løst, da hun var stået ud af sin seng for at tage vagten - selvom det ikke havde en særlig stor effekt, så varmede det alligevel en smule om ørerne og nakken.
   En pludselig indskydelse fik Rita til at standse op ved døren, der førte ned til køkkengangen. Hun rynkede let panden, som om hun prøvede at bestemme sig for, om hun bare skulle fortsætte, eller lytte til sin intuition. Intuitionen vandt. Hun drejede af ned ad gangen, og efter ganske få skridt nåede hun maleriet af den frugtskål, som førte ned til selve køkkenet. Der var altid aktivitet, vidste hun - husalferne var aldrig helt stille. Hun viklede hånden ud af kappefolderne og kildede pæren. Også Rita følte sig rimelig dum, sådan at stå der og kilde en pære. Men med tiden lærte man at acceptere alle Hogwarts' særheder.
   Rita tog taknemmeligt imod varmen, der slog hende i møde, da hun kravlede igennem portræthullet. Hun havde kun lige sat foden i gulvet derinde, da hendes blik faldt på en person, der absolut ikke burde være der.
   "Nåda, Lewis." bemærkede hun tørt og lagde armene over kors. "Vil du fortælle mig en god løgnhistorie om, hvorfor du befinder dig her, eller skal jeg bare anklage dig for nattevandring med det samme?" forhørte hun sig, og hævede spørgende det ene øjenbryn, mens hun afventede hans svar.

[Lewis Westen]

Alfen kom hurtigt og nervøst væltende med et stort stykke æblekage. Lewis rev det ud af favnen på den og sendte den blikket, `hvis du ikke får væk, sparker jeg dig igen´ og med det blik fór den ned i den anden ende af køkkenet for at vaske op. Han smilte veltilfreds. Så kunne de små slaver lærer hvem der bestemte her. Ham.
Tilfreds satte han sine tænder i det store stykke kage. Nogen mente, at man skulle spise langsomt og nyde det, men sådan var hans mening på ingen måde! Det var jo ikke værd at nyde den når den alligevel vil være væk hurtigt. Så hans bider var store og ærlig talt svinede han en del til. Da han var færdig lå der en del krumme ved ham og `uheldigvis´ kom han til at tabe tallerkenen, så den smadrede. Han sendte alferne et lynene blik, som om detvar dem. "Så kom da forfanden og fej krummerne op.. Og fordi i tog min opmærksomhed smadrede tallerkenen. Hvor er i uduelige! Vis dog lidt respekt. Jeg er fuldblods!" Halv råbte han til de små alfer, som hurtigt efterkom hans `befaling´.

Mæt, som han stod der skulle han til at sætte sig ned ved en af bordene da en ny person trådte ind i køkkenet. Hurtigt kiggede han og undersøgte hende. De var fra samme årgang... Når ja det var den lille blodforræder, Sophia King, som Jayden specielt ikke var vild med hende. Det var han egentlig heller ikke selv. Hun var sådan en lille kæledægge i timerne, men hun var jo også vejleder, så det sagde alt! "Nåde, blodforræder." Startede han ud. Ligesom hende. "Hvad nu, hvis jeg havde et ærinde hernede?" Spurgte han hende skeptisk og løftede det ene øjenbryn. "Hvis du prøver at virke truende går det ikke godt, blodforræder" Han lagde ekstra vægt på `blodforræder´ for, at provokere hende.

[Marguerite Sophia King]

   "Naturligvis havde du et ærinde hernede, ellers var du ikke gået herned." himlede Rita med et dybt suk. Mest fordi det var rimelig træls at stå her. Jo hurtigere, hun blev færdig med sin runde, kunne hun vende tilbage til sin seng og en god nats søvn. Hun kunne stadig nå at få rimelig mange timer, før morgendagen ringede ind. "Men jeg er egentlig ligeglad med dit ærinde. Det er ikke gyldigt alligevel." fortsatte hun med et skuldertræk, og bevægede sig længere ind i køkkenet. Hendes blik faldt på rodet i køkkenet, som nogle husalfer var ved at feje op. Øjensynligt en knust tallerken. Rita så op på Lewis igen.
   "Jeg ved godt, jeg ikke kan se truende ud, Lewis." indrømmede hun med et overbærende smil. "Men det betyder ikke, jeg ikke kan gøre alvor af mine ord." Hendes skridt førte hende hen til det ene af køkkenbordene, hvor der stod en skål med frugt. Efter et øjebliks nøje udvælgelse tog hun et grønt æble og en pære, som hun gemte af vejen i sine kappelommer. Det var altid rart at have noget på sovesalen. Så vendte Rita sig imod Lewis og satte hænderne løst i siden. Hun så ganske rigtigt ikke særlig streng ud. Og med den ringe højde kunne hun ikke engang true en førsteårselev. Men som hun havde påpeget, så ændrede det ikke rigtigt på noget.
   "10 point vil blive fratrukket Slytherin for din natlige vandring. Jeg må bede dig vende tilbage til din sovesal." smilede hun sødt - det var ren formaliteter, for hun regnede ikke det mindste med, at han ville efterfølge hendes ordre.

[Lewis Westen]

De forskræmte husalfer fik hurtigt, men grundigt fejet rodet sammen, og arrogant sparkede han til en af dem. De var så uduelige. Det var da klart at de bare var slaver når de intet kunne! Selv havde han én derhjemme. Den havde respekt for ham og gjorde hvad han sagde. Det skulle dem på Hogwarts liige lærer. Ingen husalfer vil lægge sig ud med Lewis!
Lewis hævede sigende øjenbrynet da han hørte King´s svar. "Wow, du er hurtigt!" Svarede han hånligt. Hun var ret så irriterende, og han vil egentlig bare slippe af med hende hurtigst muligt. Hun skulle ikke tro kun kunne komme der og spolere hans nattevandring fordi hun var vejleder! "Sophia King. Alt behøver sgu ikke være gyldigt. Jo i dine nørdede vejleder øjne. Har du aldrig oplevet lidt sjovt?" Drævede han hånligt.

Åndsfraværende satte han på bordet og sendte hende et blik. Truende. Sådan så hun bare ikke ud så han lod vær med at kommenterer da hun faktisk havde givet ham ret! Ved hendes næste ord gled et hånligt smil, bare over hans læber. "Klart klart." Var hans svar. En svag indstink sagde ham, hvad den næste vil blive. Hun var vejleder, han var på nattevandring det gav sig selv, men han ville absolut ikke give hende nogen tilfredstilelse! Han gik over og tog en flaske græskarjuice lidt godt at have med sig fejlede aldrig!
En kold latter løb over hans læber, da hun trak points fra ham og bedte ham vende tilbage til sovesalen. Det kunne hun godt glemme. "Drop formaliteterne, Marguerite!" Startede han ud. Det første ikke til noget godt.. "Når du nu alligevel har trukket point fra mig er det lidt ligemeget. Ja, du kan true med at trække flere points fra mig, men jeg er ret så ligeglad! Jeg bliver her!" Hans stemme var kold. Ikke hånlig, men kold og hård!

[Marguerite Sophia King]

   Hans bemærkning om, om hun aldrig havde oplevet lidt sjovt, fik hende til at himle med øjnene og sukke dybt. "Hvornår lærer I det?" mumlede hun opgivende og lagde hovedet bagover, så hun kunne se op i loftet. Hun rystede lidt på hovedet. Det var altid de samme anklager, der gik igen. 'Du oplever aldrig noget sjovt, du er bare en lille uskyldig pige, du tør ingenting' og så videre der-ud-af. For det meste kun baseret på, at hun var Vejleder, men Rita var sandelig ingen regelrytter på grund af det. De tog fejl i alle henseender. Modsat dem, så forstod hun bare at gebærde sig på en lidt mere stilfærdig måde, så hun tog sig ud på en mere korrekt måde.
   Så smilede hun, lidt forventningsfuldt. "Fint. Så lad os se, hvor længe, du kan holde den." bemærkede hun og vippede udfordrende med øjenbrynene. Hun satte foden på den nederste hylde og lempede sig op på køkkenbordet, hvor hun satte sig mere eller mindre godt til rette. "Yderligere 10 point fra Slytherin, siden du nægter at lyde mit ord." startede hun ud, blødt, og så afventende på ham. Havde det nu været hende selv, så var hun for længst daffet tilbage i seng, for der var loyaliteten overfor kollegiet trods alt større end hendes stolthed - selvom den også var ret stor, indrømmet. Og var det blevet fremlagt som en udfordring var det heller ikke sikkert, hun havde givet sig med det samme. Lewis' hårde og kolde tonefald anfægtede hende ikke det mindste. Hun havde snakket nok med Jayden, til at hun efterhånden bare lod den slags passere uden at bide mærke i det. Han ville måske ikke give hende den tilfredsstillelse, nej, men han var tydeligvis ikke klar over, at dette var præcis det, der gjorde hende tilfreds. Alt, hvad der var skidt for Slytherin, var godt for Gryffindor.