Undskyld mig, men det her er mit bytte!

[Deleted]

Der foregik noget på stedet her, som Matthew ikke kunne finde ud af. Selv gav det absolut ingen mening for ham, at lederen af Azkaban skulle befinde sig på dette sted, og specielt ikke når det var en sag for Ministeriet. Mugglere havde set og spottet magi, og det var grunden til at de netop stod på dette sted. Alexander havde fået opgaven, og derfor agtet han så sandelig også at lade manden imødekomme det krav, som han nu havde sat til ham. "Om De intet formål har med stedet her, vil jeg på det kraftigste anbefale dig at søge hjem," endte han med en mere kortfattet stemme. 
Selvom Moraq stadig stod med staven, så stod han med sin egen, for selv han tog absolut ingen chance, hvad angik fremmed som ikke havde noget med Ministeriet at gøre. Han havde respekten for at selv de ansatte i Azkaban havde brug for at trække sig og have afstand til det sted, for det var ganske enkelt grufuldt. Et forfærdeligt sted. "Hvis De blot er en tilfældig forbipasserende, frøken Duncan, vil jeg anbefale Dem at søge videre, og lade mit korps udføre det arbejde, som jeg pålægger dem." Han vendte sig efterfølgende mod Alexander. Det lignede heller ikke den mand at blusse op i diskussioner og konflikter på den måde. "Gå ind og sikre at de er ukendt med den magiske kunnen, Alexander, som jeg pålagde dig at gøre," sagde han blot. Manden havde været i feltet her i 27 år, hvilket var utrolig mange år, og derfor stolede han selvfølgelig på ham. Han havde ikke nogen grund til andet. Han vendte sig mod frøken Duncan igen. "Jeg kan forsikre Dem om, at jeg har helt styr på sagerne her. Hvad angår lederen som undslap Azkaban, kan jeg blot stille dig spørgsmålet: Hvordan formåede den mand at slippe ud af Azkaban på Deres vagt?" spurgte han kortfattet. 

[Deleted]

Alexander nikkede til Matthew og begyndte at gå mod huset, hvor mugglerne boede, han lagde sin tryllestav på sin plads i hans inderlomme. Han bankede på døren, og forsvandt ind i huset. Han vidste godt han kun kunne udføre hans auror opgave den aften, men han var ikke et sekund i tvivl om at det ville Theodore nok kunne forstå. Han måtte bare til derhen en anden dag. Som han kom ind i hjemmet, fik han en underlig følelse af at der var noget galt. Han kiggede lidt omkring, og begyndte at snakke med manden i huset, han var nød til at finde ud af hvor meget de vidste. Det gik hurtigt op for at at de vidste alt for meget, da en lille pige på knap 13 år kom ned af trappen, og hendes første ord var om hun måtte se hans tryllestav. Alexander havde intet andet valg, end at slette al viden om magi fra deres sind. og med et sving med tryllestaven var det gjort. Han forlod hurtigt huset igen, og gik ud til de andre "den er i vinkel, der var en pige i starten af sine teenage år, som spurgte om at se min tryllestav, det antog jeg som mit stikord, de husker intet magisk nu Hr." sagde han og kiggede hen på huset, han hadede at gøre sådan noget over for børn, men sådan noget var bare en del af hans arbejde. Han kunne se i gennem vinduet at de gik rundt, de var sikkert lidt forvirret. Han så ned i jorden, selvsom det var mudderblods og de egentlig var heldige at være i live efter mødet med ham, så fik han alligevel lidt ondt af den unge pige, og kom sådan til at tænke på sin egen søn som var fuser. Han tog en dyb indånding. Han ville egentlig bare gerne hjem nu, men han ville ikke lade Matthew være alene med Duncan.

[Deleted]

Det var en fuldstændig latterlig situation, Morag havde fået rodet sig selv ind i, men hun nægtede at give sig endnu, hun så nemlig sit snit til at gå derfra uden videre tiltale nu, hvor hun faktisk blev bedt om det. Men hun måtte alligevel sikre sig. "Jeg ville med største glæde forlade det her sted med det samme." Sagde hun stædigt og oprevet, men uden at hæve stemmen. "Men jeg skal ingen steder, før jeg er sikret at kunne gå uden at en eller anden sag skulle forfølge mig. Det har jeg set mere end rigeligt til i mit liv."
Da han så ydermere stillede spørgsmål til, hvordan lederen for dødsgarden måtte være flygtet, måtte Morag køre sin hånd gennem det lange, lyse hår i ren frustration og for ikke at begynde at råbe af ham. "Jeg er blevet forhørt unødvendigt mange gange om den sag." Sagde hun med en tilkæmpet ro i stemmen, der dog var tydeligt tvunget. "Jeg har siddet med den saggang på gang og er hver eneste gang blevet frifundet, og derfor mistænkte man jo lige præcist ministeriets folk, for dem må jeg ikke nægte adgang dertil. Og det er jo sådan set Deres job at finde ud af det og ikke mit, og jeg ved intet. Han kan være animagus, det er mit bedste bud." Hun kastede et blik på den første, der åbenbart var en gammel kendis hos aurorene. "Jeg blander mig ikke i ministeriets sager og ved ganske enkelt ikke hvem, der har været der hvor lang tid, og jeg beskylte heller ikke nogen bestemt for at have hjulpet. Jeg siger bare, at De måske burde søge Deres egne folk igennem for et mærke, for som De vel nok ved, så har man fundet de forkerte folk blandt jer før."

[Deleted]

Matthew blev stående, da Alex søgte ind i huset. Selv havde han ingen anelse om, at han i øjeblikket stod overfor en kvinde som var en del af en mørk klan, og en af hans mest betroede ansatte, faktisk også arbejdede for mørket som en dødsgardist. Han var en streng mand, og derfor reagerede han også som han gjorde i øjeblikket. "Jeg ser ikke nogen grund til at lade en mistanke, dom eller lignende hænge over hovedet på Dem, dersom der ikke er nogen grund til det. Jeg vil på det kraftigste anbefale Dem at søge tilbage til Deres arbejde, og så glemmer vi at denne dag nogensinde har fundet sted." Hans stemme bar præg af alvor, men også en kortfattethed, som indikerede, at han mente det med ramme alvor.
Som Alexander kom tilbage, vendte han blikket i retningen af ham. Han nikkede. "Glimrende. Tag tilbage til korpset og Ministeriet, Hr. McKenzie. Jeg vil være der om et øjeblik." Selv havde han ikke nogen planer om at blive stående på dette sted. Han sænkede denne gang staven helt. At gøre noget i denne situation, ville denne kvinde på ingen måder få noget ud af. Tanken gjorde ham derimod direkte vred. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. "Jeg har aldrig påstået, at De har noget med sagen hvad angår hans flugt at gøre, men derimod forstår jeg ikke, at han undslap på Deres vagt," pointerede han med en kortfattet stemme. Selv måtte han anse sagen her som færdig, og det stod han fuldkommen fast på i den anden ende. "Jeg skal nok sørge for at mit korps kører som det skal. Jeg har mange sager kørende hvad det angår, og ikke noget som jeg ser at nogen udenfor Ministeriet skal blande sig i," afviste han kortfattet.

[Deleted]

"Og som jeg sagde, så vil jeg også hellere end gerne blande mig udenom." Indvendte Morag, men sænkede endnu ikke staven. Det lå ikke i hendes natur, og den havde hun bestemt ikke i sinde at modstride. "Og til Deres orientering, så kan jeg ikke selv være i hele Azkaban på en gang. Jeg ved ikke om De nogensinde har været der, men stede er enormt, og når jeg har så få ansatte under mig, så er det ikke ligefrem nemt at holde øje med alle fangerne på en gang. Men hvis De nogensinde skulle påstå, at det skulle være en smal sag, så vil jeg da gerne personligt invitere Dem med og forsøge, og hvis det nogensinde skulle komme på tale, så vil jeg håbe for Dem, at De kan tage form af et dyr, for ellers vil det blive Dem en grim omgang." Spyttede hun. Arbejdet havde altid været et af hendes ømme punkter, og hvis nogen gik så vidt som til at kritisere hende eller bare noget, der lignede på det område, så havde hun allerede erklæret krig mod dem. Det var ikke et nemt arbejde, men hun var hårdfør og kunne tage det.
Hendes vrede var ikke dæmpet, tvært imod så dampede den afsted som et løbsk lokomotiv, men hun forsøgte at holde det under kontrol. "Som jeg sagde, så vil jeg også helt blande mig uden for Deres sager, men nu hvor De er så opsat på at blande Dem i mine, så vil jeg da mene, det er fair, at jeg måske kan få afvide, hvordan I har kunnet konkludere at flugtforsøget har være hjulpet af Deres folk, men at I endnu ikke har pågrebet nogen. For det synes jeg nemlig kunne være interessant at vide."

[Deleted]

Alexander havde det ikke godt med at forlade Matthew alene med den kvinde, han kunne godt mærke hvordan hun mistænkte ham for at være medskyldig i Theodores flugt. "Med al respekt Sir, er De sikker på De ikke vil have mig her lige nu?" spurgte han, han kiggede på kvinden "hvis De tror jeg er en del af Theodores påhæng, kan De godt tro om igen" sagde han med en alvorlig undertone, og blottede sin skulder, hvor der intet tegn var at se. Han og Thoedore havde et helt særligt forhold, så han havde med vilje ikke fået tegnet på skulderen som alle de andre, netop for at kunne forholde sig anonym.

[Deleted]

Matthew var på ingen måder ude på at rode rundt i frøken Duncans arbejde, men ikke desto mindre, så skulle hun bestemt ikke tørre Theodores flugt af i hans kappe, for det fandt han sig bestemt heller ikke i! Han havde sænket staven. Han gik bestemt ikke ud fra, at hun var dum nok til at gøre noget som helst. Hans blik understregede kun det tydelige alvor.. Og det var tydeligt, at hun ikke bare lod denne sag ligge. "Jeg har i mange henseender haft meget med Azkaban at gøre, på baggrund af mit arbejde. Jeg har aldirg betvivlet at De har gjort Deres arbejde, Frøken Duncan, og derfor yder jeg min fulde ret til at så tvivl ved Dem og Deres værende, som De sår tvivl ved mit," sagde han kortfattet, for han fandt sig bestemt ikke i noget af det andet.
Matthews blik gled kort i retningen af Alex, da han alligevel valgte at blotlægge sin skulder. Han vidste jo, at der intet var i manden, og han havde jo heller ikke haft sine tvivl. Manden havde været i Aurorkorpset igennem de sidste 27 år, og der havde aldrig været tvivl til hans arbejde. "Jeg kan udmærket godt håndtere denne kvinde på egen hånd," sagde han med en ærlig stemme, og dog ganske bestemt, idet han vendte blikket i retningen af manden som han nu også havde ved sin side, inden han igen vendte blikket mod frøken Duncan. Kunne hun ikke bare lade den ligge? "Hvad der foregår i Ministeriet, er udenfor Deres felt, frøken Duncan. Jeg har ej mere at sige til denne sag. Jeg vil blot råde Dem til at søge videre på Deres færd.. Og så har dette møde aldrig eksisteret," afsluttede han ganske kortfattet.

[Deleted]

Alexander nikkede til Matthew. Han kiggede sig omkring for at sikre sig der ikke var nogen som kiggede, og med et var han væk

//OUT

[Deleted]

"Nøjagtigt." Bed Morag på en meget hundeagtig måde. "Hvad De laver på Deres arbejde blander eg mig ikke i, så derfor ville jeg også sætte stor pris på, hvis De ville blande Dem uden om mit, nu hvor De selv bliver så forurettet over det." Hun ville selvfølgelig heller ikke benægte, at hun selv blev forurettet over det, men hun ville da mene, at det var fair, at hun kunne kunne tvivle på hans foretagende, som han kunne tvivle på hendes.
Hun var endnu tydeligt rasende, som hun vendte sig om på stedet og begyndte at gå væk derfra med lange, hastige skridt. Dog var dette kun et skuespil, for hun havde stadig sine ordrer, og dem havde hun ikke i sinde at svigte. Det havde hun aldrig gjort før. Så så snart hun kunne høre lyden af ham transferere væk, ville hun vende om og gøre sit arbejde færdigt. Det ville jo sådan set være passende at gøre lige netop nu, da der ikke var noget, der havde set den mindste aktivitet hos mudderblodsfolkene, og den sidste, der skulle forestille at have været derinde, var jo ham der, hun først havde mødt derude, så det ville jo være et fremragende dække, nu hvor han var set der sidst. Men hun måtte være forsigtig, for de kunne jo sætte e fælde op for hende. Det vidste man aldrig, men under alle omstændigheder, kunne hun ikke bare vade lige derind. Så måtte hun gøre det en anden dag, bare det blev gjort.

[Deleted]

Matthew sendte Moraq en fast mine. Selv lod han glædeligt Alexander tage fra stedet her og vende tilbage til Ministeriet. Denne kvinde havde selv valgt at så tvivl ved hans arbejde, og så måtte hun jo bare forvente, at hun fik det tilbage endnu en gang. Han så blot til at kvinden gik, hvor han denne gang valgte ikke at besvare hendes ord. Hvad havde hun ærlig talt forventet? Selv måtte Matthew erkende, at der var visse ting ved denne kvinde, som han da slet ikke brød sig om, men han havde heller ikke konkrete beviser nok til at gøre noget ved sagen. Mavefornemmelsen var desværre ikke godt nok. Først da hun var helt borte og ude af syn, lod han staven sænkes helt. Blot for at sikre sig, gik han denne gang op til vinduet, hvor han selv kunne se familien af forvirrede mugglere, som sad på sofaen og førte mærkværdige samtaler om ting som de var sikker på at de havde set, men som pludselig ikke gav mening. Han kunne høre deres mumlen om ikke andet, så det virkede som om at de havde det ganske godt. Han nikkede for sig selv, inden han denne gang forlod grunden og forsvandt fra stedet, blot for at tilbagevende til sit arbejde i Ministeriet.

//Out

[Deleted]

Det skulle fra nu af vise sig at være en noget svære sag end forventet, det med at uføre sin opgave ordentligt. Morag havde selvfølgelig sørget for at lade et blik glide hen over sin skulder, for at se hvad den fremmede foretog sig, Og han tjekkede desværre op på mugglerne. Fordømt! Men hun vidste, hvordan hun skulle tackle dette. Der var jo nemlig andre, der boede i nærheden, og hun kendte personligt en anden fuldblodstroldmand, der heller ikke havde det bedste rygte blandt ministeriet. Jovist skulle de to ganske rigtigt forestille at være venner, men hun lod altså ikke nogen som helst stå i vejen for hendes opgave. Det ville Raghnaid ikke bifalde.

Det varede ikke længe inden Morag selv forlod stedet efter at have kastet imperiusforbandelse over hendes såkaldte ven, og fik ham til at slå mugglerne og mudderbloden ihjel, hvorefter hun havde sikret ham med en Confundus, så han oveni købet også ville tro, at han havde gjort det. Opgaven var fuldført, og der var intet spor efter Morag.

//Out