Winter Wonderland.

[Deleted]

Forbeholdt til Noah Statindwell Grad.

Dato :: 29. januar, årgang 105
Tid :: 21:14
Sted :: Rolo's hjem, Somerset, Devon(Storbritannien).
Påklædning :: Et par mørke jeans samt en stor og hyggelig striksweater i deminblå.

______________________________

Tiden syntes altid at flyve frit for Rolo. Hun var mere fri end mange andre omkring hende. Hun havde pladsen til at sprede sine vinger og muligheden for at gå hvor hun ville. Hun var stadig i et bur, men for hende var døren altid åben, til hvis hun ville på eventyr. Hendes frihed kom virkelig i fokus vedrørende hendes arbejde. Hun havde ingen specifikke tidspunkter, hvor hun skulle møde. Som selvstændig var hun sin egen chef. Og med den stabile økonomiske støtte, der kom som en gode, ved at være en del af hendes familie, var det overhoved ikke nødvendigt for hende at arbejde. Hun gjorde det, fordi hun nød det. At sidde for sig selv og studse over kombinationer. Præcis som hun gjorde denne aften.

Snestormen hærgede stadigvæk udenfor. Det var ikke kun hendes have, der var dækket af et lag af hvidt, men også så langt øjet rakte udover de endeløse enge, der udgjorde naturparken. Hun var ikke i tvivl om, hvor smukt et landskab det ikke ville være, hvis blot det ikke var så brutalt et vejr. Vinden ruskede i huset og gav en ganske hyggelig stemning. Hun stolede nok i det til, at det ikke ville blive revet fra hinanden.
Lyden af kedlens skrig sendte strakt liv tilbage i den unge heks. Hun skubbede sig væk fra køkkenbordet og drejede omkring for så hurtigt at fjerne kedlen fra komfuret. Gassen blev slukket og det kogene vand blev hældt ned i den fremstillede kop, hvor et tebrev allerede lå klar. Hun ventede ikke til at teen havde trukket længe nok, før hun greb om kruset og bevægede sig ud af køkkenet og videre igennem huset.
Hun elskede sit såkaldte kontor. Hendes arbejdsplads dog langt fra som et alment kontor med skrivebord og stol. Det var et drivhus. Med en direkte indgang fra daglig stuen. Det var så småt begyndt at blive groet til af diverse planter, hun havde. Gulvet bestod af fliser, frem for resten af huset, der havde trægulv. Det samme øjeblik, som hun trådte ind i hendes lille drivhus, kom løftede hippogriffen, der lå helt rolig midt i det hele, hovedet og så hen mod hende. Det var måske ikke for koldt at have væsnet udenfor, men hun brød sig ikke om at bare efterlade det derude for sig selv. Og plads var intet problem. Det gav også noget godt selskab, når hun sad og fordybede sig.
”Hva’ så, Lula? Har du passet på kontoret, mens jeg var væk?” lå hun sagte. Og en glad pludren kom fra det bevingede dyr. Hendes blik gled efterfølgende ud igennem de mange vinduer og skuttede sig. Ikke fordi hun frøs. For varme var der nok af i hendes hjem. Lige meget hvor hun var. ”Det er en værre storm. Jeg håber ikke, at den fortsætte meget længere.” Det var mest ment for sig selv men dyret fulgte nu alligevel hendes blik udenfor. Hun satte sig roligt ned på det enkle trappetrin, der gik fra døren. Begge hænder lukkede sig om det varme krus og den første slurk blev taget. Alt mens hippogriffen kom op at stå og bevægede sig helt hen til hende, før den atter lagde sig. Det var et utroligt bånd, de to have. De stolede på hinanden. Og selvom de ikke talte samme sprog forstod de hinanden.

[Noah Statindwell Grad]

Tiden var altid det største problem for Noah, han følte aldrig der var nok af den. Det var som om den blev suget fra ham, og dagene gik. Dagen var ellers startet så blidt, med en kop varm te til det kolde vejr. Der var intet bedre end at gå igennem ens have og nyde kulden samtidig med kroppen blev holdt varm af en kop dejlig varm te. Noah havde taget den britiske skik med te til sig, og elskede at drikke te og ikke mindst lave te. Der var noget hyggeligt ved at se hvordan vandet trak smag ud af te posen. Specielt hvis vejret var mørkt og koldt.

Når endelig hans skema tillod det og han havde fritid, så elskede Noah at lave mad og eksperimenterede ofte med alskens madvare. Der havde dog ikke været meget tid til noget gastronomisk vidunder til morgenmaden, som egentlig havde bestået af ristet toast og to skiver spejlæg og lidt bacon. Derefter havde han hastet afsted til ministeriet hvor han skulle diskuterer om et nyt lovforslag med ministeriet for magiske katastrofer. Derefter havde han hastet igennem den kolde vinter, til et møde med det magiske universitet hvor han skulle donerer penge til et nyt projekt - som nogle studerende havde anmodet om.

Alt i alt hvad egentlig dagen været ganske stille og rolig. Trods alt havde Noah også sat sin dag af til at slappe af. Han havde nemlig tænkt sig at tage forbi Rolo Rose Harminn oppe i Somerset.
De havde mødt hinanden da' Noah var på jagt efter en tryllestavsmager, som havde et helt nyt syn på tryllestave. Hun havde fascineret ham med hendes nye og klare syn på tryllestave og hvordan de skulle bygges op. Derved havde Noah set et stort potentiale i hende, og havde siden da været forbi hende et par gange, mest af alt for at drøfte lidt forretning.


I løbet af aften havde han fået en idé til Rolo, og ville meget gerne drøfte den. Derefter var der opstået et stor konflikt i hans hoved, da han ikke var sikker på om han kunne tillade sig at komme forbi så sent, og ikke mindst havde snestormen gjort ham mere tøvende - dog var lysten til at se Rolo og drøfte hans nye idé.
Det endte med  at Noah besluttede sig for at trække i tøjet og tage forbi hende, men han ville ikke komme tomhændet.

Duften fra ovnen spredte sig i køkkenet. Det var som man så i tegneserierne - duften trak hurtigt Noah ud i køkkenet. Duften af æbletærte fyldte hans næsebor og han fik et smil på læben. Han tog kagen ud af ovnen og pakkede den ind. Herefter skyndte han sig og tage tøj på. Han tog kagen og tog sin tryllestav med i samme løb, hvorefter han så forsvandt og dukkede op i Sumerset, Devon, England.

Den kolde brise ramte ham hurtigt, og Noah måtte erkende at tøjet var måske en anelse for lidt. Hans fødder var begravet i sne, og han kunne mærke hans bukser blev hurtigt våde af sneen. Han vendte blikket over imod det skønne hus, som var helt tildækket af sne. Lyset derinde strålede ud, og gjorde det varmt og indbydende. Noah vidste at det var et sandt hjem, hvor tryghed og varme var - han misundte faktisk lidt folk på af at have så dejligt i hjem, men det var selvfølgelig ikke noget han talte højt om. Han gik op imod huset og bankede to gange på, duften var den nybagte æbletærte spredte sig omkring ham.

Noahs næse var blevet rød, hans skæg var fyldt med sne og han lignede en som havde været ude i sneen i timevis, på trods af der kun var gået 10 minutter.

[Deleted]

Som altid var det hippogriffen, der lagde sin opmærksomhed hen mod døren. Allerede før der blev banket på. Den måtte have ført skridtene, der havde knast under sneen. Rolo havde selv været for optaget af, at tage sig sammen til at lave noget. Bare et eller andet i stedet for at sidde og glo ud i luften. Det kunne godt være, at det så småt var begyndt at blive sent ud på aftenen, men hun havde som regel ikke nogen sengetid. Hun var selvfølgelig rationel nok og gik i ordentlig tid i seng, så hun ikke var fuldstændig død følgende dag. Sådan var voksenlivet. Hun var ikke længere end teenager. Nu hun tænkte over det, var det snart hendes fødselsdag. Datoen nærmede sig i al hast. Utroligt hvordan tiden altid gik langsomt, når man var barn og ventede på at blive ældre, men som man var ældre ventede man ikke i samme spænding og de specielle dage kom pludseligt frem.


Idét det bankede på døren, drejede hun hovedet og så hen over skulderen. Et held at hun ikke havde lukket glasdøren, der fint matchede de andre panoramavinduer, der gav godt udsyn ud til hendes lille arbejdsplads. Hvis ikke hun havde forholdt den åben, ville hun nok ikke have hørt, hvis nogen stod ved hendes dør. Hun sad et øjeblik og stirrede undrende mod hoveddøren. Hun havde haft overraskende mange besøg på det seneste til trods for vejret og til trods for hvor langt fra offentligheden, hun boede. Det kom altid bag på hende. Især denne gang. Var klokken ikke snart ti?

Hun følte et svagt puf mod sin skulder, og som hun drejede hovedet fremad igen, mødte hun de orange øjne. Dyret snappede en smule med næbet og kastede samtidig med hovedet. Nærmest for at spørge, om hun ikke burde gøre noget ved situationen. Hun havde godt nok ikke haft planer om at lade personen hænge, men det lille puf gav det sidste skub til hendes motivation til at rejse sig op.

Hun trådte tilbage indenfor i selve huset og bevægede sig igennem dagligstuen igen. Tog det enkle trin op, der var en eneste inddeling til det der nok kunne kaldes for en entre. En meget åben entre, hvor hun også havde spisebordet stående. Selvfølgelig ikke midt i det hele. Hun trippede let over gulvet i et luntende tempo. Kruset blev spillet på bordet, da hun passerede det, før hun endelig kom frem til hoveddøren.
Hun tøvede ikke med at trykke håndtaget ned og fik så åbnet døren. En kraftig blæst af kulde og sne ramte hende i det samme øjeblik, som der blev skab gennemtrak, men som det faldt igen, kunne hun fokusere bedre på den unge mand, der så ud til at stå ude i kulden.


”He-…Hey.” Overraskelsen var tydelig i hendes ansigt, da hun identificerede ham. Automatisk voksede et smil frem på hendes læber, og hun rettede sig en smule mere op. ”Noah, hvad laver du dog her?” Hun tog ham lidt i øjenfald, inden hun stillede sig mere til side. Åbnede døren lidt mere. ”Skynd dig at komme ind, inden folk tror du er den afskyelige snemand.” lo hun som hun dirkerede ham indenfor. ”Husk lige at bank støvlerne af.”
Så snart det var hende muligt lukkede hun så døren, og den magis ladede varme kom tilbage. Det gik ikke, at hun havde tændt op i pejsen hele tiden. I hvert fald ikke med hendes brug af susepulver.

[Noah Statindwell Grad]

Snestormen virkede ikke til at have nogen ende, og endnu mere var det da den virkede til at blive ved og ved - ikke mindste blive værre og værre. Sneen blev tykkere og temperaturen blev koldere. Månen skimtede dog enkle gange igennem skyerne, og når de ramte de gamle træer over på den ene side af vejen, blev skyggen pludselig langt mere skræmmende.

Noah, som havde vendt hovedet imod træerne, vendte langsomt hovedet imod døren. Han havde en følelse af nervøsitet, en følelse som ham bestemt ikke syntes om. Hans fødder trippede nervøst i jorden, og blottede jorden kortvarigt før at sneen igen havde lagt sig som et tæppe over det.
Det føltes som om hjernen var på overarbejde - han havde flere gange kommet uanmeldt til folk, og havde endnu ikke prøvet at folk blev sure. Dette kunne vel godt være den første, han kendte trods alt ikke Rolo specielt godt. De havde jo kun snakket de få gange de havde mødtes i 'forretning' hensigt. Det var det også nu, men han følte stadigvæk en vis skyld over at være kommet så sent på en aften. Tænk hvis hun nu havde gæster, men samtidig havde han også et presset skema.. - Så hun ville naturligvis forstå at når han kom var det fordi tiden var der.

Noah nikkede selvsikkert da tankerne gik igennem hans hoved. Han kiggede ned på æbletærten og smilte. Det var den eneste kage han rigtig kunne bage, og som faktisk smagte godt ifølge ham selv. Han lod den anden hånd glide under pakken.

Tænderne klaprede da han kunne høre skridt inde for huset. Et sug i maven slog ham næsten ud da døren gik op, og varmen fløj i hovedet på ham.
Noah kiggede op på skikkelsen som stod i døren. Han sendte hende et varmt smil - et sjældent syn. Han havde altid haft et fremragende poker-face smil, som blev brugt i billeder i avisen og til diverse arrangementer.
"Hey.." sagde han med sin svage accent, folk der kendte lidt til hans baggrundhistorie vidste han kom fra østlige Tyskland, ikke noget han råbte op omkring.

Da hun bad ham komme ind, var det som om en kæmpe sten blev fjernet fra hans skuldre. Han gik forsigtigt ind i den åbne entre. Varmen var et endnu tungere tæppe, den lagde sig tæt til kroppen. Han mærkede hvordan kroppen blev mere og mere våd.
"Beklager jeg kommer uanmeldt" sagde han imens ham tog sit halstørklæde af.
Han stilte tærten på et bord, og foldede efter sit halstørklæde sammen og tog så tærten igen.
"Jeg kommer dog ikke tomhændet.." sagde han og åbnede pakken hvorefter en duft af nybagt æbletærte fyldte entreen.
"Håber du kan spise sådan noget?" spurgte han imens han fik taget sin store sweater af, så han kun havde en langærmet trøje på. 

Opmærksomheden røg nu hen imod Rolo, og hans grønne øjne fangede hendes, og han blev pludselig lidt nervøs igen.

[Deleted]

”Det er helt fint.” Længere nåede hun ikke rigtig med sine ord, før en vidunderlig duft blev opfanget af lugtesansen. Duften af syrlighed fra æblerne. Den krydrede duft fra kanelen. Og sødmen fra dejen. Hun behøvede nærmest ikke at kigge mod desserten for at identificere den. Ubevidst tog hun et øjebliks stilhed, hvor hun tillod sig selv at inhalere duften. Hvem kunne ikke lide æbletærte? Det var godt nok ikke hendes yndlings form for tærte, men bare duften alene havde en underlig effekt på hende. Afslappende effekt uden lige.
Hun trådte de sidste skridt hen til ham og tog roligt imod pakken med tærten i. Hun tog lidt tid til at betragte den, inden hun atter så tilbage mod Noah med sit sædvanlige store smil. ”Jeg vidste ikke, at du kunne bage. Du forekommer mig ikke som en der bruger tid på noget som bagekunst.” Hun fangede hans øjne, som han fangede hende, men tog ikke meget af det udover simpel høflighed. ”Men jeg kan bestemt spise sådan noget.” Hun lagde lidt efter tryk på de sidste ord for at fremhæve hans måde at hentyde til tærten. ”Jeg elsker tærte. Specielt æbletærte. Man skulle tro, at du har kendt mig siden barnsben.” kommenterede hun, igen med en svag latter blandet ind med hendes stemme.
Det var lidt underligt, at have Noah hjemme hos sig på den måde. De havde rigtig nok skab et opbyggende venskab, men det havde også været hovedsageligt over en mere forretningspeget samtale. Dette besøg virkede mere intimt. Personligt. Men hun kunne ikke være sikker med denne halvblods. Han havde trods alt gjort udtryk for at være lidt af en arbejdsnarkoman. I hvert fald ifølge hende.
”Jeg stiller den lige ud i køkkenet for nu. Øjeblik.”

Der gik ikke længe, før Rolo var tilbage hos Noah. Hendes hus var ikke gigantisk. Ikke på nogen måde. Det havde en behagelig størrelse. Og de fleste ting lå i åbenplan til hinanden. Kun med simple inddelinger. Som en halv væg fra spisestuen til køkkenet. ”Så.” Hun børstede sine hænder af i sine bukser, selvom der ikke var kommet hverken krummer eller skridt på dem. Blot rent vanesag. En smule rumstering fik hende til at kortvarigt se hen mod åbningen til hendes drivhus. Lige tidsnok til at se hippogriffen lægge sig godt til rette derude endnu en gang. Men det var også kun den opmærksomhed som væsnet fik, før hun så tilbage mod hendes gæst.
”Hvad bringer dig så hele vejen her ud til ingenmandslandet denne aften?” Armene blev lagt over kors, og hun fik balanceret sin kropsvægt lige på begge fødder. Smilet prægede stadig hendes læber, og hun forholdte sine grønne øjne mod ham. ”Jeg gætter på, at du transfererede hertil. Det kan umuligt være sikkert at flyve.” Hun havde aldrig lært at transferere. Ikke fuldkommen i hvert fald. Hun stolede ikke på sine magiske evner til at bruge den form for transportmiddel. Og så gav det hende altid kvalme.
Hun scannede en enkelt gang omkring sig, som sikrede hun sig at hendes hjem ikke var rodet. Hun holdt god orden i tingene. Og hendes mange puffskeins - som lå og sov samlet i en pilekurv - holdt det rent. Men idét hun fik øje på hendes eget krus med te, røg fokussen med det samme frem mod Noah igen. ”Nåh ja, kan jeg byde på en kop te? Kaffe? Vi kan måske smage din tærte, hvis ikke du har for travlt.”

[Noah Statindwell Grad]

Den varme og indbydende duft af kanel, sukker og æbler spredte sig - og Noah tog en dybånding. Det var ikke så meget for at få tærten duften ind, men derimod for at han følte han slappede af hvilket gjorde hans naturlige overvågning blev sænket. Noah lukkede øjne et kort sekund, imens Rolo så på tærten og nød faktisk at stå her. Mærkeligt nok. Det var sjældent han fik en følelse af tryghed. Noah blinkede to gang og kom til sig selv, han smilte varmt til hende. 

"Er desværre ikke en evne jeg bruger forfærdelig meget." måtte han ærligt indrømme. Han overvejede engang imellem om en tur rundt i Europa, hvor han kunne spise mad og slappe af - ikke ville være en god idé? 
Der var dog så mange forpligtelser herhjemme, som gjorde han blev her. Noah kørte hånden igennem det våde skæg, så det blev rettet til han snurrede skægget lidt sammen. 
Det var en lettelse at hun havde en kærlighed for æbletærte, det virkede tydeligvis sådan.
"Det glæder mig." sagde han kort og kunne ikke andet end at blotte hans hvide tænder i et smil. Rolo havde noget over sig, som Noah dog godt kunne lide - hvad det var kunne han ikke finde ud.
"Jeg lagde mærke til det sidst vi sås, da der var kanel, æbler og mandler på bordet." sagde han høfligt og måtte ærligt indrømme at han iagttog hans omgivelser. Omgivelserne sagde ofte meget om de mennesker der var der. 

Noah nikkede da hun sagde hun ville ud i køkkenet - imens gik han rundt og studerede entréen og måtte indrømme at hun kunne virkelig indrette sig hyggeligt. pillede kort ved et billede inde hun kom igen - han vendte sig imod hende og betragtede hende. Han samlede hænderne og gned dem, varmen var ved at få fat i ham.
"Det er korrekt, snestormen gør det nærmest umuligt at komme nogen vejen. Selv med magi var det ikke en leg." sagde han med en venlig stemme og hentød til hvor koldt det var. 
Noah var ret overbevist om at denne snestorm kunne slå ihjel, hvis du var uheldig nok - det føltes ihvertfald sådan de 10 minutter han havde været ude, det kunne selvfølgelig også skyldes at han ikke havde nok tøj på.

"Hvis det ikke er en ulejlighed, så vil jeg gerne bede om en kop te" ordene kom frem roligt og høfligt - han følte sig stadigvæk en smule skyldig over at bare dukke op og vifte med en tærte. 
"Det er helt op til dem frk. Harminn" 
Han ville ikke bestemme om de skulle spise tærten nu eller om hun hellere ville spise det en anden dag. Det var trods alt hendes hjem, og at hun havde lyst til at give ham en kop te viste ikke mindst hun var høflig, men at Noah ikke havde gjort et helt dårligt indtryk.