Trevor Lacrox Springdale.

[Trevor Lacrox Springdale]

Trevor Lacrox Springdale,
at your service.


Livet er hårdt. Det shit hører man hele tiden. Og jeg forstår det udmærket godt. Livet er hårdt, og der er ikke noget at gøre ved det. Det er hårdt for alle, så jeg burde bare indse det og komme videre. Men ved du hvad? Jeg valgte ikke at sætte vanskeligheden op til fucking extreme hard mode! Ligner jeg måske en professionel? Gjorde jeg det, da jeg var nyfødt? Eller før jeg kom til verdenen? Nej! Mit liv burde ikke bestå af direkte uovervindelige boss-kampe eller one hit kill monstre. Alligevel er det endt sådan for at fortælle det metaforisk.

Anyway - Mit navn er Trevor. Trevor Lacrox Springdale, for at få det hele ned. Og nej, Lacrox er ikke mit mellemnavn. Det er en del af mit efternavn. Jeg kom til verdenen en ganske fredsfyldt april morgen i 82(årgang), hvilket gør mig 22 år på nuværende tidspunkt. Hvis jeg skal være mere præcis, var det den 2. april, så du kan vel forstå, hvor taknemlig jeg er for netop dén lille detalje. Forestil dig, at jeg blev født den 1. april.

But here’s the thing. Jeg kommer fra en familie bestående af mugglere, som de så fint bliver kaldt. Men jeg kommer ikke bare fra en familie af mugglere, men mugglefødte magikere. Magikyndige mugglere. Du hørte korrekt. Mine forældre var så heldige at udvikle magiske evner. Og med det sagt, sender det os videre til mit nok største problem; Jeg ejer ingen magiske evner selv. Absolut ingen. Ikke engang en lille gnist. Intet. Jeg er, hvad der bliver kaldt en fuser. Jeg er en skuffende raket på nytårsaften! Det eneste der holder mig fra at ryge båsen med de uvidende er det faktum, at jeg kan flyve på en fucking kost. Og tro mig! Det er langt fra nemmere for en som mig. Det er meget vel sværere. Det siges, at man kommunikere med kostene, og at den forstår en og alt det lort. Der er så bare det, at som en ikke-magiker, så fungere den kommunikation ikke særlig godt. Det er som om, hvad der blokere magien for en fuser også er hvad, der blokere for dette link mellem menneske og… rengøringsredskab. Det kan også være, at vi fusere bare direkte mangler noget, andre magikere har. Men så træder samme princip frem. 

Lad mig hellere stoppe med at plapre løs omkring unødvendige ting og marchere fremad igen. Jeg kommer oprindeligt fra Portland, hvilket er den største by i den amerikanske stat Oregon. Det kan nok forklare min accent, der ikke kunne ligge længere væk fra det kvalmende britisk. Også selvom jeg har boet i England i længere tid, end jeg boede i Amerika. Da jeg var de 9 år gammel, flyttede vi - mine forældre og mig selv - til Storbritannien i Europa. Det var hovedsageligt for at give mig muligheden for at gå på Hogwarts. Fordi jeg have jo også virkelig meget lyst til at gå på en eller anden britisk kostskole. Jeg forstod ikke, hvorfor mine forældre var så vilde med den tanke. Ingen af dem havde selv gået der. Egentlig forstår jeg stadig ikke alt det hype der er over Hogwarts. Det er ikke andet end et gammelt slot.

Okay. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke selv havde været spændt på det. Bare en lille smule. Det grundlæggende for min utilfredshed dengang, var at jeg skulle flytte væk fra mine venner (Hah! Som om jeg havde venner den gang).

Det endelige mål for flytningen endte med at være et hyggeligt hus i udkanten af Hogsmeade. Tre etager. Kælder, stueetage og første sal. Jeg vil ikke sige, at det var større end huset i Portland - eller rettere er, siden jeg sjovt nok stadig bor her - men det er bestemt mere rummeligt. Mere hjemmeligt. Og haven er grønnere. Og larmen her er meget anderledes. Der passerer trods alt ikke mange biler forbi.

Kan du huske, at jeg fortalte om, at jeg faktisk var ret spændt på alt der det Hogwarts-halløj? Du kan måske allerede forestille dig, hvad der skete derefter. Mine forældre tænkte ikke yderligere over, at jeg ikke havde fået ting til at svæve eller alt sådan noget i den dur. De havde jo ikke vokset op med magien lige, siden de var spædbørn. Og de havde ikke levet i magien tegn på samme niveau, som de gør nu. Så de havde ikke bekymret sig det mindste. Det betød også, at de ikke var forberedte på det, da jeg ikke modtog det forbandede stykke papir, der skulle informere mig om min optagelse. Jeg havde squ heller ikke været forberedt. Jeg kan stadig huske skuffelsen, som var det i går. Jeg bliver mindet om det tæt på dagligt. Jeg er ret sikker på, at det var der det begyndte at gå ned ad bakke for mig. Jeg blev mere irritabel og indelukket. Dog vil jeg også smide skylden over på de utallige kraftidioter, der valgte at træde på min mangel. Mine forældre tog det nu meget pænt. Det var ikke verdens undergang for dem. Men jeg er sikker på, at de konstant hører om det på deres arbejdspladser og hos vennekredse. For jeg er ih og åh sådan en heldig dreng, at have en mor i Ministeret for Magi og en far ansat i Gringotts.

Oh yeah! Jeg har også en søster. En magisk søster, om du vil. Hun fik sit legetøj til at lege med sig selv allerede, da hun var to år. Det var fucking creepy! Der er godt og vel 10 år i mellem os, men det er ofte ikke noget, jeg tænker over. Men hun kom så på Hogwarts. Og så vidt jeg ved, så nyder hun det til det yderste. Kollegie? Gryffindor. Det taler for sig selv…

Du undrer dig sikkert over, hvad fanden jeg så lavede i min skoletid. For jeg kan love dig for, at jeg ikke endte med at gå på en af de almene britiske skoler. Jeg blev tilbudt det. Og min mor forsøgte flere gange at få mig overtalt. Men i stedet endte jeg med at blive lært hjemmefra. Af mig selv. For i det mindste har jeg et talent: Jeg er lærenem som bare helvede. Jeg gik simpelthen på selvstudie. Lærte mig selv alt det muggler-skole shit, der var nødvendigt for mig. Og ved du hvad? Jeg har det faktisk bedst, når jeg har noget konkret at fokusere på. Så som matematik. 

Jeg indrømmer, at jeg ikke ligefrem har været et mønsterbarn. Jeg har været i en eller to (eller mange) slåskampe, som aldrig har endt for godt. Det kan godt være, at jeg kan slå hårdt, men jeg er stadig ikke personen med den magiske gren. Det har dog ikke afholdt mig fra det. Jeg har det med at miste besindelsen ret nemt. Hey! Det er ikke noget jeg kan gøre for! Folk er røvhuller!

Jeg vil ikke stå og kalde mig selv for handsome eller tiltrækkende. Jeg får tit at vide, at jeg er sjusket, og at jeg skal rette mig mere ud. Tage hænderne op ad lommerne. Sidstnævnte får jeg altid smidt i fjæset af de ældre damer, jeg møder. Det næste bliver vel at jeg burde få mit hår klippet. Jeg er ikke typen der går rundt i kapper and what not. Det virker virkelig åndsvagt i mit hoved. Og se det lige for dig. Mig i en kappe. No thank you. Jeg tror, at det som falder mest i øjnene hos folk omkring mig, er de lilla afmærkninger, jeg har opad halsen og videre op på min højre kind, hen over mit højre kraveben samt omkring højre overarm. Sugemærker. Permanente sugemærker givet til mig af en vildfaren grindylow, efter jeg faldt i den store sø nær Hogsmeade stationen i 94(årgang). So isn’t that just amazing! 

Hmm.. Hvad så nu? Jeg er løbet tør for ting, jeg kan tale om. Det er ikke sandt, men jeg er løbet før for ting om mig selv. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan jeg overhoved kom så langt. Det er et helvede at stå og fortælle om en selv. For man skal lyde sikker og engageret for at det rent faktisk bliver spændende for andre parter at lytte til. Du fortjener en klapsavle for at have holdt mig ud til slut. Nogle spørgsmål? Well. Spyt ud! Hvis ikke, så vil jeg skride. Jeg har vigtigere ting at tage mig til.

Peace!