I Remember You!

[Aron Zipora]

Prof. Rosa Sensimilla

---

Forskningscenteret forløb som altid i sit vante, travle miljø. Forskerne bevægede sig fra kontor til kontor, memo'er og andre notater fløj fra rum til rum tilsyneladende af egen vilje, og fra en trappenedgang til et kælderrum var der en tydelig lugt af eliksirene som blev brygget dernede. På mange måder var det præcis sådan et miljø Aron havde forestillet sig at han ville ende, da han fandt sin interesse for eliksirer i sin skoletid. På samme tid var det så meget bedre end hvad han havde forestillet sig.
Han måtte dukke sig da et tykt bundt sammenbundne notater fløj lige over hovedet på ham for at nå frem til sit tiltænkte kontor. Med alt der foregik på centeret, var det ikke til at sige hvad notatet omhandlede, men for Arons vedkommende kunne han også være ligeglad - så længe hans eget arbejde ikke blev påvirket, kunne han ikke rigtig klage over noget.
Han trak en lille notatbog frem fra en af hans kappes dybe lommer, og fandt en fjerpen frem i samme omgang. Han fugtede spidsen af fjerpennen med tungen, før han omhyggeligt begyndte at skrive sine egne notater ned. Hans læber bevægede sig lydløst mens han skrev, og uden at han standsede sine skridt gennem centerets forhall.
"Mr. Zipora." var der en af hans kollegaer som hilste i forbifarten, og Aron løftede kort blikket.
"Godaften, mr. Cosim." besvarede han ham, før han så tilbage i sine notater. En grimasse gled over hans ansigt, og han måtte stryge den nederste linje ud, efter at have set at hans hilsen, på et eller andet vis, var blevet en del af hans notater. Forstyrrelser, forstyrrelser!

[Prof. Rosa Sensimilla]

Rosa skuttede sig i vinterkulden og trak den varme kappe tættere omkring sin krop, idet hun bevægede sig op ad trapperne mod indgangen til Forskningscenteret. Ganske kortvarigt standsede hun op og lod de mørke øjne danse henover facaden på bygningen – hun var der jo i arbejdsøjemed og ikke blot for fornøjelsens skyld. Inden, hun gik derfra igen, var hun nødt til at have fundet frem til, om det var noget for de ældre elever at besøge en dag!

Professoren gøs ubehageligt og satte atter farten op for at nå ind i varmen i forhallen. Hun havde ej heller selv stiftet bekendtskab med centeret før, så hun var også ganske spændt – det var i stedet Det Magiske Universitet, Rosa havde drænet for Botanisk viden engang i sin ungdom, og så havde hun været udenlands for at forske, så det havde ligesom aldrig været på tale.

Inde i forhallen standsede hun igen op for at indtage stedet. Hun elskede den slags organiseret kaos, der virkede til at herske på steder som disse og smilede langsomt, før hun ville prøve at lokalisere et af de kontorer eller steder, der beskæftigede sig med Botanik og Eliksir – det var trods alt det, der var relevant for hende!

Knap nåede hun dog at tage et skridt fremad, før hun ramlede sammen med en person, der krydsede forhallen.
”Dio mio!” udbrød hun forskrækket og trådte hastigt et halvt skridt tilbage, mens hendes ene hånd flagrede nervøst op til hjertet på grund af overraskelsen. Hendes blik fulgte fjerpennen, der havde været i brug, som den dalede til jorden, nu knækket på midten. ”Åh, undskyld, det er jeg ked af!” beklagede hun straks og bukkede sig ned for at samle fjerpennen op. Hun kunne kun prise sig lykkelig for, at hun som italiener ikke var typen, der rødmede. ”Er De okay? Jeg er bange for, jeg kom til at knække Deres … fjerpen.” Det var først, da Rosa rettede sig op igen, at hun fik set nærmere på personen, og hun rynkede panden, en anelse overrasket over at genkende manden. ”Aron?”

[Aron Zipora]

Den kølige vind som bredte sig i hallen fik kort Aron til at skutte sig, men det var ikke nok til at få ham til at se op fra sine nedtegnelser. Det var i høj grad også dét, der bidrog til at han stødte ind i kvinden med lige så høj fart, som hun stødte ind i ham. Fjerpennen knækkede mellem fingrene på ham og faldt til gulvet, og det var lige før Arons notater faldt samme vej. Han nåede dog at gribe den lille notatblok, som han til sin store frustration måtte opdage var præget af en tydelig blækplet, som havde gjort halve siden ulæselig.
”Det er okay, ulykker sker.” svarede han, i en tone som i høj grad indikerede at han ikke var lige så ligeglad med sammenstødet som han lod til. Han ville være nødt til at skrive sine notater ned igen! Hvis han bare kunne huske det hele rigtigt…
Det virkede som om han først rigtig så på kvinden da hun nævnte hans navn, og han måtte rynke brynene en smule mens han betragtede hende. ”… Ja? Hvorfra kender De…!” Han spærrede øjnene op, og rettede sig en smule mere op. I et par sekunder stod han blot og så på hende, inden han måtte trække en smule på smilebåndet. ”Jamen dog, jamen dog! Rosa! Eller… det er vel professor… Hvad var det nu? Sensi…milla?” Aron havde aldrig været god til det dér med navne, medmindre det drejede sig om eliksirer. Og Rosas italienske navn havde altid været noget af en tungevrider for ham. Som han sagde det, blev han dog overbevist om at det lød rigtigt, i forhold til hvordan hun så ofte havde rettet på ham i deres skoletid. ”Professor Sensimilla!” sagde han derfor, noget mere overbevisende denne gang. Jo, han havde skam hørt om hendes professorstilling på Hogwarts. Når man arbejdede på forskningscenteret var det nærmest obligatorisk at holde kontakten med Hogwarts, og dermed også blive opdateret omkring de ansatte. Det havde ikke overrasket ham at finde ud af at Rosa tilsyneladende nu tilbragte endnu mere tid i slottets drivhuse end hun gjorde dengang. Han lukkede sin notatblok i og stoppede den i sin lomme igen. ”Det er længe siden. Hvad bringer dig hid? Jeg troede du vidste alt der var at vide om at bruge dragemøg til gødning, og hvad der ellers er at vide om den slags.” Et drilsk glimt blev født i hans blik. Det var svært at lade være med de drilske kommentarer. Det var jo næsten som at genoptage hvad de havde haft inden han gik ud fra Hogwarts!

[Prof. Rosa Sensimilla]

Rosa gengældte ufravendt hans stirren, mens hun ventede på en eller anden form for erindring fra hans side – da det var tydeligt, at han i hvert fald genkendte hende i et eller andet omfang! Det skulle dog ikke overraske hende, hvis han i sidste ende ikke huskede hende – det var der sjovt nok mange, der ikke gjorde, sikkert i høj grad fordi, hun havde tilbragt det meste af sin skoletid nede i drivhusene eller på biblioteket med næsen i en Botanik-bog; ikke just en populær interesse på Hogwarts, desværre. Man blev nærmest stemplet som lidt sær!

Det skulle dog vise sig, at Aron alligevel genkendte hende, så hun lyste op i et lettelsens smil. Det var altid bare så super akavet, hvis man skulle til at forklare, hvor det var, man kendte hinanden fra…
”Professor Sensimilla, det er korrekt.” bekræftede hun med et lille nik, og var ikke helt ude af stand til at skjule stoltheden, der skinnede igennem. Hun havde egentlig forestillet sig at skulle have levet af at forske for evigt – men en pludselig indskydelse, da hun vendte hjem fra Galapagos, havde fået hende til at søge den ledige stilling; noget, hun aldrig siden havde fortrudt! Hun klukkede lidt over hans spøgende kommentar og blev da også øjeblikkeligt sendt tilbage til skoletiden, hvor de havde udvekslet en ganske stor del af den slags.

”Åh, jeg ved en hel del mere end hvad, der blot er at vide om gødning.” forsikrede hun ham, som endnu et mildt smil brød hendes læber. Det var altid så pudsigt at støde ind i gamle bekendte fra skolen! Det var ikke alle, der var lige behagelige, desværre. ”Jeg burde have forudset, at jeg ville finde dig et sted som her.” fortsatte hun muntert og slog ud med den ene hånd imod omgivelserne. I det hele taget bevægede hendes hænder sig konstant, når hun talte – et italiensk arv, der aldrig lod til at ville forlade hende. ”Jeg er blot ved at undersøge mulighederne for en skoleekskursion.” besvarede hun let hans spørgsmål. ”De ældre årgange skal jo gerne præsenteres for deres fremtidige muligheder! Det kan være, jeg må trække veksler på din tid – vil du have noget imod at vise mig lidt rundt?” Hun hævede spørgende brynene en anelse op i panden og opdagede i samme nu, at hun stadig havde hans ødelagte fjerpen i hånden. ”Åh, du må hellere tage den her. Jeg kan sagtens sponsorere en ny!”

[Aron Zipora]

Aron kunne ikke andet end at smile et tilfredst smil, da hun selv indrømmede at hun burde have forventet at finde ham her. Hvis han var misundelig på hendes professortitel, så fandt han da trøst i sin egen rolle på Forskningscenteret.
”Hvis du var kommet for en måned siden ville du ikke have fundet mig. Det er først for nyligt jeg blev ansat.” måtte han alligevel indrømme. Ikke at det gjorde ham noget. Han havde tilbragt lang tid i lære som eliksirbrygger, før han kunne arbejde for sig selv i sin egen butik i Diagonalstræde. Det havde altid bragt et smil på hans læber at se nye elever såvel som folk der for længst var gået ud af skolen, tage for sig af eliksirerne han leverede. At han tilsyneladende havde gjort sig nok bemærket til at Forskningscenteret havde tilbudt ham et job havde kun været en bonus – og hvordan kunne han takke nej til sådan et tilbud?
”En ekskursion? Det lyder som en fremragende idé. Jeg ved at jeg ville have elsket muligheden for at komme hertil, da vi gik i skole. Jeg kan lægge et godt ord ind for dig til ledelsen, så skal du nok få din tilladelse.” Han kunne ikke hindre nok et drilsk smil i at glide over sine læber. ”Hvis jeg altså synes du fortjener det.” tilføjede han derefter. Hans blik faldt på fjerpennen i hendes hånd, som han godmodigt tog til sig igen. ”Tænk ikke på dén. Centeret går ikke fallit af en enkelt fjerpen. I det mindste var det ikke noget farligt du stødte ind i. Halvdelen af hvad der befinder sig her vil kunne…” Han fangede sig selv i det, og sendte hende et hemmelighedsfuldt smil. ”Nåh ja, du finder sikkert ud af det, når du tager dine elever med herud. Kom med mig. Jeg skulle egentlig til at gå, men jeg tror godt jeg kan finde tiden til at vise dig rundt.” Han nikkede hende med sig, idet han ledte an ned af en af gangene. På vejen smed han den ødelagte fjerpen ud i en nærtstående skraldespand, uden at give den nogen videre eftertanke.
Flere troldmænd og hekse passerede dem på vejen, i alle mulige størrelser og former. Flere af dem hilste på Aron, og fik en hilsen i retur, mens andre virkede lige så forgabte i deres arbejde som Aron selv havde været det. Det var ikke blot eliksirbryggere som var at finde her: et par af forskerne debatterede heftigt sig imellem omkring nogle gamle runer, som den ene mente beskrev en forbandelse, mens den anden uenigt påstod at den omhandlede et uddødt dyr. ”Vidste du at der er en afdeling for botanik herinde?” spurgte han Rosa over skulderen, og sendte hende et smalt smil. ”Hvis ikke det var for din professorstilling, ville jeg næsten have forventet at finde dig dér.” Han udpegede et skilt, som viste vej til en egen fløj i bygningen. Selv her, udenfor de magiske drivhuse, ville man kunne dufte flere af planterne som blev dyrket der – desværre også nogen af de mere ubehagelige lugte fra enkelte af planterne. ”Hvad bestiller du, når du ikke får jord under neglene på Hogwarts? Det er… hvad? 16 år siden jeg gik ud?” spurgte han derefter.

[Prof. Rosa Sensimilla]

Et let overrasket udtryk prægede kortvarigt Rosas ansigt, da hun lærte, at det ikke var længere tid siden, Aron var blevet ansat.
”Virkelig? I hvilken afkrog af eliksir-universet har du gemt dig indtil nu da?” forhørte hun sig høfligt interesseret – fordi dette eliksirunivers også var en vis interesse af hendes. Dengang, hun startede op som professor på Hogwarts, var hun faktisk, for at det ikke skulle være løgn, startet ud med en mindre vikar-stilling som Eliksirprofessor; men det varede kun indtil faget Botanik blev ledigt en måneds tid efter hendes ansættelse, og så skiftede hun naturligvis fag med-det-svuns. Eliksir var et godt fag – men hendes hjerte havde altid tilhørt Botanik.

”Lige netop!” medgav hun ivrigt, da Aron lod til at forstå idéen med udflugten. ”Vores unge hekse og troldmænd har så mange muligheder i dag, at det er svært for dem at overskue det hele – og de skal jo gerne havne på deres rette plads.” Hun havde også planer om at tage dem med til Det Magiske Universitet en dag, ligesom de på nogle af de andre årgange både fik mulighed for at besøge Skt. Mungos, Apoteket i Diagonalstræde og Kew Gardens, der var Rosas tidligere arbejdsplads. Hun sendte ham et halvbebrejdende blik, men var ude af stand til at lade være med at trække bare en smule på smilebåndet. Ikke nok med, at han spottede hende, så pirrede han da også i den grad til hendes nysgerrighed. Hun havde ikke været klar over, at hun savnede forskningen på den måde – før nu.

”Åh, bare vent. Jeg skal nok få det ud af dig, inden dagen er omme.” lovede hun ham dristigt – han måtte da vide, at hun ikke ville lade sig slå til tåls med den slags halve afsløringer. Rosa skulle helst have sin næse i alt, hvad der overhovedet nærmede sig at have med Botanik at gøre. De mørke dådyrøjne flakkede fornøjet rundt, som de gik, for at få så meget med sin muligt. Hun var dog ikke i tvivl – det her var et sted, hendes elever skulle have mulighed for at se.

”Ja, jeg har længe ønsket at se det.” betroede hun ham roligt, da han nævnte afdelingen for Botanik. ”Det havde jeg også selv.” Hun smilede mildt og fulgte blot efter ham, som han udpegede de forskellige skilte. ”Der er skam ikke tid til meget andet. Royal Society har beæret mig med et medlemskab, så jeg rejser af og til til fjerne dele af Storbritannien for at tale for visse forsamlinger.” Sandt at sige, så hadede Rosa de opgaver. Hun brød sig ikke om at tale foran så mange mennesker, et levn fra hendes teenage-generthed. ”Ih, du godeste, tal ikke om det. Det kunne lyde som om, du er ved at blive gammel, Aron.” Indforstået Rosa også – der var jo ikke megen forskel på dem. Hun havde haft lidt af en krise, da hun rundede 30, men det havde heldigvis lagt sig igen.

[Aron Zipora]

”Efter jeg gik ud fra Hogwarts, gik jeg i lære hos Jonathan McBeth. Du har sikkert hørt om ham, han stiller vistnok til ministervalg.” Det var svært for Aron at skjule det stolte smil der voksede på hans læber, ved tanken om hans gamle læremester. Hvor ville det dog fryde ham hvis han kunne prale af at have været i lære hos selveste Ministeren for Magi! Normalt var Aron ikke typen der solede sig i andres glans, men lige i dette tilfælde ville han gøre et undtag. ”Da min tid som lærling var ovre, åbnede jeg en egen forretning i Diagonalstræde. Den var ret succesfuld, så jeg fik hurtigt råd til en lejlighed her i London. Da Centeret kontaktede mig med et jobtilbud, kunne jeg ikke sige ja hurtigt nok.” Han så ned på hende med et lille smil hængende i mundvigen. Det voksede sig kun større, da det blev tydeligt at han havde vækket hendes interesse.
”Så professor Sensimilla er stadig lige så nysgerrig som hun altid har været.” kommenterede han med et gavtyveagtigt glimt i øjnene. På mange måder havde hun ikke forandret sig det mindste. Han mistænkte at det samme kunne siges om sig selv. Udover at de begge to selvfølgelig var blevet mere voksne, og så ud til at kunne tage hinandens drilske kommentarer med mere modenhed. Han sagde dog intet mere om lige dét emne – faktum var at han faktisk var ret overbevist om at hun ville formå at lokke det ud af ham alligevel inden hun ville tage derfra.
Det var næsten med en modvilje at Aron måtte forme en imponeret mine da hun fortalte om sine egne præstationer. ”Royal Society? Det må jeg nok sige. Jeg er nu glad for det ikke er mig. Alt det dér med at tale for forsamlinger…” Han skar ansigt for at understrege sin pointe. ”Det var aldrig mig. Den tjans må du mere end gerne beholde for min skyld.” Han førte hende videre med sig gennem gangene, som på magisk vis så ud til at strække sig længere end hvad man skulle tro, når man så bygningen udefra. Der var uden tvivl magi på spil, men hvis Aron var overrasket over det, skjulte han det godt. Han virkede fuldstændig upåvirket af alt der foregik omkring ham. Selv da han måtte dreje hovedet til siden for at undgå endnu et flyvende papirark, virkede det mere som en refleks end en bevidst handling. ”Nårh ja, kvinder har et eller andet med alder. Du er et år yngre end mig, så du er vel kun… 29 plus moms, er det ikke hvad man plejer at sige? Normalt ville man vel forvente at oldtidslevn som os to ville have stiftet familier og det hele nu, ikke?” Grinet han havde været ved at forme stivnede en smule, og han så en smule mere granskende på hende. ”Altså… jeg går da ud fra at du stadig er single. Hvis du gik hen og giftede dig uden at jeg fik en invitation, ville jeg i hvert fald blive dybt skuffet.” tilføjede han, og lod det drilagtige smil vende tilbage på sine læber. Emnet lod han hurtigt falde, som han ledte hende videre gennem centeret. ”Jeg går ud fra det er drivhusene du helst vil vise dine elever, men hvis jeg ikke husker forkert var du også glad for Eliksirer. Jeg kunne vise dig bryggeriet, hvis du har lyst.” tilbød han lokkende.