Rolo Rose Harminn - Baggrundshistorie

[Deleted]

//Baggrundhistorien vil blive opdateret lidt ad gangen.//

The story about
Rolo Rose Harminn
__________

Maj, årgang 83.

”Mommy! Look!”
“Huh? Rolo, what do you have their?”
“Flower!”
Det siges, at der er intet mere bedårende end latteren fra en baby eller det store smil fra et lille barn. Det var ikke anderledes for Rolo. Hendes smil syntes at lyse hendes ansigt helt op, som var der tusindvis af bittesmå ildfluer til at finde under hendes hud. Hun var så stolt. Det kunne klart se, sådan som hun stod med hånden fremstrakt i retningen mod sin elskede mor. Fingrene klemt godt omkring stiklen på en tilfældig udsprungen mælkebøtte. Selvom det ikke var andet end simpelt ukrudt, fandt hun en stærk fascination ved den. De var ikke at finde derhjemme. For ukrudt var ukrudt i garderens øjne. Og ukrudt skulle fjernes. Men her var der fyldt med de gule blomster. De var over alt på den store græsplæne foran det mindre palæ.
”What a pretty flower.”
Den mørkhårede kvinde trådte helt hen til den lille spirevip af et barn, hvor hun roligt kom ned på hug foran hende. Hun smilede selv. Men mere elskværdigt frem for energisk. Rolo kendte ikke hendes navn. For hende var hun bare mor.
”Do you know what it’s called then?”
“…no?”
“This one is a dandelion. It might not look the most prettiest but..”
“It’s pretty!”
Hendes mor kunne ikke holde sig fra at lade en blid latter forlade struben, da hun hurtigt brød ind med sin mening.
”Oh? Well how can I ever stand against you. Did you know that you can make juice from this little flower?”
“Juice!?”
“Yes. Juice. It is said to have medicinal properties.”
“Medi…?”
“Medicinal properties. It means that can help you get healthy in one way or another.”
Hun forstod stadig ikke, men ordene lød flotte. Hun ønskede at vokse op og blive lige så klog som sin mor. Hun ville vide alt, hvad hun vidste. Og endda mere til, så hun kunne lære hende ting, sådan som det var omvendt nu. Hendes smil blev bredere, og hun nikkede muntert, inden hun trådte helt hen til sin mor og rakte mælkebøtte op imod hende endnu engang.
”Danlion!”
”No, dear. Dandelion. Can you say that? Dandelion.”
”Dan…delion?”
”That’s it! Well done, Rolo.”
Lyden af sin mors forhøjede glæde, varmede hendes hjerte, og hun følte selv, hvordan energien skød yderligere op i hende. Hun hoppede en enkelt gang, hvorefter hun rakte blomsten helt op i ansigtet på den smukke kvinde.
”Dandelion!”

Pludselig blev hendes opmærksomhed fjernet fuldkommen fra sin mor. Samt blomsten, for den sags skyld. Lyden af grene, der knækkede under vægten af, hvad-end-det-så-kunne-være. Med dét samme var hendes blik blevet rettet mod skoven, der omgav det haven. Hun brød sig ikke om skoven. Den var mørk, selvom at solen skinnede højt på den skyfri himmel. Træerne var høje og kronerne tætte af grønne blade. Lige siden de var ankommet, havde hun holdt en vis afstand til stedet. Nu havde hun heller ikke haft lov til at nærme sig skoven. En ting, hun ikke havde protesteret imod. Tonen i hendes fars stemme havde været meget advarende. Meget bestemt.
”Mommy?”
Denne gang var hendes stemme svag og fuldkommen suget for den ellers normale munterhed. Hun stirrede stadig mod skoven. Fokuserede ind imellem træerne. Endnu et knæk, og så så hun den. Hun så først den sorte skikkelse af noget det mest af alt lignede et skelet på fire ben. Men lidt efter lidt tog væsnet en detaljeret form. Og hun var ikke sikker på, hvordan hun skulle synes om det. Ved første blik var det et modbydeligt kræ. Ikke bare spinkelt. Men marver som intet andet. Det var ved den tanke, at hun begyndte at få det dårligt. Langsomt bevægede hun sig om bag sin mor. Skjulte sig fra det ukendte væsen, der lurede imellem træerne.
”Mommy? What that?”
Hun løftede en peget finger og rettede den direkte mod dyret. Det var et dyr, ikke sandt? For det kunne umuligt være et menneske. Hun vidste, hvordan mennesker så ud. Og det var ikke sådan. Hun lagde ikke mærke til, hvordan hendes hånd rystede. Og ligeledes lagde hun ikke mærke til udtrykket, der formede sig i hendes mors kønne ansigt. Skrækslagende folder kom til syne, som hun langsomt drejede hovedet mod sin datter. Øjnene åbnet helt op ud af overraskelse. Der kunne ses forvirring. Og hendes mund var svagt åbent.
”Darling? Can you.. seem it?”
Hun nikkede tydeligt. Stadig uden at tage blikket fra væsnet. For jo længere hun kiggede på det. Jo mindre ubehageligt blev det for hende. Hun havde fanget dens øjne. Helt hvide. Som sneen der dækkede Liverpool om vinteren. De virkede så tomme, men samtidig så fylde med følelser. Det var som at se ind i en blind persons øjne. Man så ikke andet end den mælkehvide overflade, men alt skinnede endnu igennem. Væsnet kom tættere og tættere på, men stoppede nær udkanten af skoven. Den stod blot der på sine fire spinkle ben. Hovedet løftet nærmest majestætisk. Så med ét spredte et par vinger fra dens ryg, og en lyd, hun kun kunne beskrive som et ekko, blev frigjort, som den baskede med de papirtynde vinger. Noget der sendte kriller igennem hendes krop.
”Oh dear..”
Hun nåede lige at høre sin mor, inden hun følte et par hænder under hendes armhuler, og hun blev løftet op, som vejede hun ingenting. Det var som om, at hendes mor havde glemt noget, sådan som hun skyndte sig af sted hen over græsplanen i retningen af terrassen foran huset. Hvad var der med hende? Hun havde stadig ikke svaret på, hvad det var. Hun blev næsten helt skuffet. Og selv som hun blev ført væk, så hun stadig, hen over skulderen, hen hvor det bevingede væsen stod i skovkanten og så fulgte hende med sine hvide øjne. Det var et skræmmende væsen. Men hvorfor kunne hun ikke tage øjnene fra det?

”Lawrence! She can see the thestrals!”
Der var en vis bekymring i hendes mors stemme. En bekymring hun endnu ikke forstod.

___________

Oktober, årgang 86.

”It’s truly a shame.
”What is?”
”Haven’t you head? Lawrence and Carmen’s daughter has shown to be a squib.”
”A squib!? Oh dear.”
“It is such a tragedy. They are both wonderful wizards. It must be hardest on poor Carmen. To have given both to such a disgrace of a child.”

Hun turde ikke træde frem. Hun havde aldrig brudt sig om hendes forældres såkaldte venner og bekendte. Hun fandt dem skræmmende. Deres nedstirrende kolde blikke, havde altid fået hende til at se væk. Hun nød bestemt ikke at være i samme lokale som dem længer end højest nødvendigt. De var ikke rare. Ikke mod hende i hvert fald. De kunne få hende til at føle sig som pesten selv. Og selvom hun ikke forstod deres ord fuldkommen, syntes de alligevel at skære sig dybt. Hvorfor sagde de altid sådan noget? Hvorfor kunne de ikke lide hende? Havde hun gjort noget forkert?
Hun ville ikke høre mere. Og med ét drejede hun væk fra døren og begyndte at løbe ned ad den lange gang. Hendes bare fødder klappede mod det glatte trægulv og hendes kjoles skørt flagrede efter hende, til trods for at hendes korte ben ikke kunne få hende op i megen fart. Hendes hænder var svagt knyttede, og hendes læber var presset mod hinanden, som ville det holde de sårede følelser på afstand. Hun kunne allerede mærke gråden i sin stemme. Men hun ville ikke græde. Hun ville bevise overfor alle, at hun ikke var sårbar. Også selvom hun ingen form for skjold eller mur havde over sig.

”Lawrence, I can’t take it anymore!”
Pludselig opfangede Rolo lyden af sin elskede mors stemme, som hun passerede døren indtil hendes forældres soveværelse. Hun stoppede brat op og havde nær snublet over sine klodsede fødder.
”They keep looking down on her. It’s not fair! They aren’t the slightest bit better themselves.”
“I know. I know, darling.”
“Have you seen the way they almost glare at her. She’s just a child, goddamn it!”
“Sshh. Calm down. I’m not happy about it either.”
Hun listede lydløst det sidste stykke hen til døren, der til hendes held stod en smule på klem. Hendes forældres stemmer sendte ubehagelige fornemmelser igennem hende og fik hendes bekymring til at vokse. Umådeligt forsigtigt stillede hun sig tæt ved døren og åbnede den blot en enkelt millimeter mere. Hun så sin far - en høj bredskuldret mand - omfavne hendes mor og pressede hende indtil ham. Han lagde sin ene hånd på hovedet af sin smukke romantiske partner og strøg hende beroligende over håret. Hun så ikke ud til at havde noget imod det, men hun tøvede med at lægge armene omkring ham. Hun var stadig for frustreret til at give diskussionen helt op.
”They call her a squib. It’s true that she has yet to show any signs of magical abilities but she’s still so young. There’s still time for her to develop the magical traits.”
“And then when it happens we’ll be able to watch their dreadfully embarrassed looks on their faces as they were shown wrong.”
Det er var hovedsageligt nysgerrigheden, der havde gjort, at hun forblev, hvor hun var. Hun vidste godt, hvad det ville sige, at være en fuser. Efter at have hørt ordet så mange gange, havde hun fået slået det op ved hjælp af Joseph - familien Harminns loyale bulter. Et sted drømte hun om, at hun ikke havde snuet rundt efter en forklaring for nu, hvor ordet blev kastet rundt, forstod hun. Og det var ikke altid en behageligt at forstå.
”Yes. I’d like to see that. But Lawrence..?”
”Mmh?”
”What if she really is a squib? How would we be able to handle it?”
Det skød kraftigt igennem den lille pige bag døren, da de sidste ord forlod morens mund. Det var tonen, der fik spyddet til at spidde sig dybt ned i hendes brystkasse. Hun var overraskende chokeret. Og hun havde automatisk trådt et enkelt skridt tilbage, hvorpå gulvet beklagede sig under hende. En høj nok lyd til at fange opmærksomheden af forældrene. Hun så dem dreje deres hoveder og så direkte mod hende. Hun brød sig ikke om, hvordan de begge forskrækket spilede øjnene op, da de fik øje på hende. Som var de blevet taget i at gøre noget forkert. Noget hun ikke skulle have hørt.
”Rolo?!”
Det sendte et set igennem hende, og før hun vidste af det, havde hun atter vendt sig og løb det sidste stykke ned ad gangen, til hun nåede den næste dør. Hun tøvede ikke med at åbne døren og smækkede den hårdt i bag sig. Hun hørte slet ikke klikket, der lød fra døren, da den låst i af sig selv. Hun var optaget af de mange tårer, der var begyndt at løbe ned af hendes fyldige kinder. Hun tumlede usikkert videre ind i værelset, inden hun trådte på et stykke tilfældigt legetøj og faldt lige på næsen. Hun blev dog liggende lidt tid og lod gråden træde til. Det var først, da hun hørte nogen rumstere med døren til hendes værelse, at hun fik kæmpet sig ordentligt op at sidde. Hun hørte sit navn kaldt op, men hun svarede ikke. Hun hørte dem banke op, men hun ignorerede dem.
Hun snøftede højlydt og scannede kortvarigt sine omgivelser. Hurtigt fik hun øje på den slidte bamse, der lå klar til hende på hendes seng. Hun tænkte ikke meget over der, før hun fumlede ned at komme på benene igen og luntede så det sidste stykke hen til sengen. Bamsen blev med det samme taget op og krammet tæt ind til hende. Men det holdt hende ikke fra at græde. Bankene på døren blev mere brutale. De burde kunne åbne døren ved en simpel besværgelse, burde de ikke? Hun lod sig selv falde tilbage ned at sidde på gulvet. Og stadig med bamsen i sine arme fik hun løftet begge hænder op og lagde dem hen over ørene for at lukke lyden ud af larmen udenfor hendes værelse. Hun ville ikke se sine forældre nu.
”Go away!”
I det hun råbte op, blev en isnende fornemmelse sendt igennem hende. Det fik hende nærmest til at fryse i det lille splitsekund, det fløj igennem hende. Den næste ting hun lagde mærke til var manglen på lydene omkring hende. Der var blevet helt stille igen. Det var direkte fredfyldt og fik hende til at slappe mere af på minimal tid. Det var som at blive omgivet af den friske duft af blomsterne ude i den enorme have i maj. Langsomt fjernede hun sine hænder fra sine ører og løftede hovedet igen. Hun havde stoppet med at klynke, så det eneste der kom fra hende, var et par snøft. Hun så hen mod døren, der stadig var lukket. Hun løftede efterfølgende sin ene hånd op for at tørre de våde øjne fri fra resterende tårer. Hun var forvirret. Havde de stoppet?
Men så begyndte det at låne hende koldt ned ad ryggen. Som havde nogen helt et isnende glas vand ned ad hendes nakke. Og hun fik det pludselig dårligt. Automatisk trak hun vejret en smule tungere. Og en ukendt panik spredte sig i hende. Den var i hvert fald ukendt indtil, hun det første udsyn til, hvad der var galt. Hun stirrede intenst mod det samme stykke legetøj, som hun havde væltet over. Hun så til, som det smeltede foran øjnene på hende. Nej. Det smeltede ikke. Grønlige og brunlige plamager begyndte at formere sig over det. Alt imens det faldt mere og mere sammen. Hun bildte sig selv ind, at hun kunne lugte en forfærdelig lugt fylde hendes værelse. Hun flyttede blikket mod andre ting omkring hende. Bordet. Skabet. Selv gardinerne. Det var præcist som blomsterne og planterne. Det hele rådnede. Alt. Væggene. Selv gulvet. Modvilligt så hun ned af sig. Mod bamsen, hun holdt. Men hun tvivlede ikke det mindste med at kaste den fra sig med et skingeret skrig, da hun så den forrådne væk i sine hænder. Det blev værre og værre for hvert sekund, der gik. Det blev mere intenst. Mere brutalt. Forrådnelsen blev hurtigere, hver gang hun blinkede. Men det var først, da hun fluks fik set ned på sine øjne hænder, at panikken virkelig sparkede i gang.
Det var bestemt ikke noget kønt syn. Hun så til, som hendes hud pillede væk. Hun så blodet få fra klart postkasserødt til mørke brunligt rødt. Hun kunne ikke holde sine skrig inde længere. Og hun ønskede heller ikke. Hun skreg så højt som hun kunne. Frygten var tydelig i hendes stemme. Hun skreg igen og igen. Stoppede ikke selvom hun ikke havde mere luft tilbage i lungerne. Hun hev blot efter vejret og fortsætte. Hendes øjne var blevet klemt hårdt sammen og hendes hænder var blevet kørt ind i det brune hår, hvo de knugede sig fast til lokkerne.
”Make it stop! Mommy! Daddy!”

Hun fik et kraftigt chok, da noget pludselig sprang på hende. Hun skreg endnu mere og spjættede ukontrolleret. Men personen holdt ved. Hun kunne føle et par arme. Og hun kunne høre et hjerte slå nær hendes ene øre. Hun turde ikke åbne sine øjne igen. Hun ville ikke møde det modbydelige syn igen. Hun var så bange. Hvad ville det blive af hende nu? Ville hun virkelig bare rådne væk?
”Rolo! Easy now. Calm down.”
Hun genkendte stemmen med det samme. Den brummende blide stemme, der altid havde fortalt, at alt nok skulle gå. Det var hendes far. Men var det virkelig hendes far?
”No!”
Hun opdagede, hvordan tårerne var kommet tilbage. Hun kunne ikke bevæge sig så meget længere. Hun blev holdt i lås. Men hun rystede stadig.
”Shh, shh. It’s alright. Calm down..”
Hun kunne mærke den voksne mand låne sig endnu længere ind over hende. Og med ét forsvandt kvalmen. Lidt efter lidt faldt hun også ned. Hun stoppede med at skrige. Hun stoppede med at råbe. Hun stoppede med at kæmpe imod. Hendes hjerte sad stadig oppe i halsen. Og hun græd endnu. Forsigtigt drejede hun sig, til hun vendte fronten mod sin far. Med rystende bevægelser lagde hun armene omkring hans hals og klamrede sig til ham, mens han holdt om hende og roligt kom op at stå.
”Riddiculus!”
Det var et nyt ord for hende at høre. Men hun nåede ikke at se, hvad der var så specielt ved det, før hun blev løftet ud af værelset. Hun nåede kun at se sin mor, helt bleg i ansigtet, med sin tryllestav rakt ud foran sig.

_______________

April, årgang 93.

Det virkede altid så nemt, når en professor fremviste en besværgelse. Det var som om, de ikke engang anstrengte sig. Som om det bare skete. Som om tryllestaven, var den eneste der rent faktisk gjorde alt arbejdet. Men selvfølgelig var det sådan. De havde trods alt øvet sig langt mere end nogen af eleverne. I hvert fald mere end Rolo. Hun havde aldrig prøvet sig frem med netop den besværgelse. Hun havde ikke lært den hjemmefra. Og hun klagede ikke. Der var trods alt en grundt til, hun befandt sig på en skole. For at lære. Dog missundede hun stadig, hvordan nogle vidste mere end hende. Bare en lille smule.
Hun stod stille og roligt foran sit bord. Stolen var blevet skubbet tilbage, som hun havde rejst sig op. Og hendes naturgrønne øjne begloede den smukt pyntede vase foran hende. Vasen var stadig helt tom. Hun var i tvivl, om hun kendte nok teori om besværgelesen. Det gjorde hende nervøs. Som altid. Hendes hænder sitrede, og hun greb hårdere fat omkring tryllestaven, der syntes at veje en del i hendes hånd. Hun forstod ikke sig selv og hendes perfektionistiske træk. De irriterede hende. Hvorfor kunne hun ikke bare prøve? Lige som de fleste andre i klassen.
Som tankerne flød rundt i hendes hoved, tillod hun sig at lade sit blik glide rundt i klasselokalet. De andre virkede til have et godt tag på det hele. Men nu syntes hendes blik også kun at fange dem, der vidste nogenlunde, hvad de lavede. Hun sank med besvær en klump, inden hun vendte tilbage til sit eget projekt. Hun burde have læst mere op på denne lektion. Eller burde hun virkelig det? Hun kendte jo allerede til det grundlæggende. Hun kendte til håndbevægelsen. Besværgelsen. Og forhåbentlig havde hun de holdt hun fast i de korrekte tanker, der skulle gå igennem ens hoved. Den var vel ikke så svært, som hun gjorde det til. Det var nok bare hendes nervøsitet, der langsomt kvalte hende med negative signaler. Hvis det ikke gik første gang, måtte hun jo bare prøve igen.
Hun lukkede forsigtigt sine øjne i og tog en dyb indånding igennem munden. Hun lod ilten passere langt ned i sine lunger, indtil hun pustede tungt ud igen. Hun var ikke sikker på, det havde virket, men hun følte sig lidt bedre tilpas. Hun var Rolo Rose Harminn. Hun kunne alt. Ikke? Hun bed sig usikkert i underlæben og vendte nu blikket imod tryllestaven i hendes hånd. Hun løftede den lidt. Lod kappen ærmer glide ned for at afsløre stavens fulde længe og pragt. Hun var så stolt af den stav. Den var smuk i hendes øjne. Et smil formede sig lige så stille på hendes læber. Og hendes hjerte begyndte at slappe af igen. Hun følte pludselig, at hun kunne alt. Så længe hun stod med den i sin hånd.

Med mere sikkerhed, hævede hun endelig tryllestaven helt op. Spidsen var rettet bestemt imod vasen. Hun havde lukket alt andet ude omkring sig. Nu var det kun hende. Og vasen. Hun fugtede sine læber med tungespidsen, inden hun endelig fik sat i gang. Hun fyldte sit hoved med billeder og scenerier af smukke blomster. Hun søgte igennem blomstermarken i sit indre galleri. Søgte efter den ønskede blomst. Hun fandt den. Enkel. Hun holdt et klart billede af den i sit hoved. Hun gjorde alt for ikke at tabe det. Hun holdt sig fokuseret. Og med et blødt håndled svang hun staven i en enkel cirkuler bevægelse. Samtidig med at ordene forlod hendes strube.
”Orchideous!”
Med et godt tryk på den midterste stavelsen, pegede hun atter spidsen af sin stav imod vasens åbning. Intet lys opstod, men en underlig form for usynlig damp begyndte at formere sig. Og ganske rigtigt, så begyndte godt og vel tre lilla tulipaner at komme frem. Farven på dem var utrolig klar. Præcis som en forårsdag. Et lettet smile voksede hurtigt frem, og hendes ansigt lyste op som julelys. Men glæden holdt ikke for evigt.
Som den lille grævling betragtede sit mesterværk, begyndte blomsterne at visne. En hurtig proces. Kort tid efter lå der tørre og visne blomsterblade på bordet omkring vasen. Og der så ikke ud til at være det mindste liv tilbage i stilkene. Smilet blegnede med det samme og et meget skuffet udtryk fandt sin vej frem på hendes kønne ansigt. Som følte hun, at hun havde fejlet gevaldigt, træk hun stolen lidt mere hen til sig og dumpede ned på den. Hun lagde sine arme dovent på bordet og hvilede efterfølgende sit hoved oven på dem. Opgivende.

”How can you even get them to wither like that?”
Stemmen var nem at genkende. Ralph. Hun kunne sagtens høre, hvordan han kæmpede om at holde sin latter på afstand, og da hun så op på den høje dreng ved sin side, fangede hendes blik hurtigt smilet, der hurtigt afslørede, at han uden tvivl fandt hendes situation komisk.
”How should I know..?”
Hun var træt af det hele. Og hun lagde ikke skjul på det med den måde hun mumlede. Hun så igen væk fra sin klassekammerat. Lagde sig til rette igen. Og hun skulle lige til at lukke øjnene i igen, da hun først hørte ham rumstere med noget. Og så hans stemme igen.
”Orchideous.”
Rolo turde ikke rigtig se op. Ikke før hun var sikker på, han var gået igen. Hun lyttede efter hans skridt. Hvordan de blev svagere og svagere. Og først der rettede hun sig ordentligt op igen. Hendes øjne mødtes hurtig med buketten i vasen. En flot samling af røde roser. Sprunget ud. Friske. Klare. Og de visnede ikke. Hun spærrede øjnene op. Stirrede bare på de fem blomster, der pludselig var blevet byttet ud med hendes mislykkedes forsøg, som lå på bordet ved siden af. Hun drejede hurtigt hovedet for at råbe efter ham. Men han var allerede i samtale med nogle andre, så det ud til. Og hun turde alligevel ikke råbe op. Det ville tiltrække for meget opmærksomhed.
I stedet for vendte hun blot tilbage til sin nye buket. Igen formede smilet sig. Og bare sådan virkede hun til at være i bedre humør. Med en blid ynde lod hun sine fingerspidser kærtegne bladene, mens hun nød synet. Hun havde allerede glemt alt om sit eget forsøg. Det gjaldt jo bare som at øve sig. Og en dag skulle hun nok gøre det bedre end ham. Trods hun blot var grævlingen og han var ørnen, skulle hun uden tvivl kunne finde sin vej højere op.