Unpleasant encounter.

[Deleted]

Forbeholdt til Darragh Cusack.

Dato :: 21. november, årgang 105
Tid :: 03:20
Sted :: Rolo's hjem, Somerset, Devon (Storbritannien).
Vejr :: Vinterkoldt, fugtigt og mørkt.
Påklædning :: Et par skovmandsternede natbukser sat sammen med en tætsiddende sort nuddelstrop-top og en løs lynløstræje trukket henover.

______________________________

Det var det aggressive brøl, der vækkede Rolo fra sin dybe søvn. Hun satte sig automatisk op med et set, allerede inden hendes øjne overhoved havde åbnet sig helt. Fortumlet så hun omkring sig, mens hun langsomt kom ordentligt til sig igen. Det var sjælendt, at hun var hundred procent klar i hovedet efter en sådan pludselig opvågning. Men endnu et brøl der skulle til for at fjerne det døsige slør fra hende. De naturgrønne øjne blev spærret op, idet hun genkendte lyden. Hun kastede sig nærmest hen mod sit sengebord og fumlede et kort øjeblik med at finde frem til tryllestaven i mørket, der omsluttede hendes hjem. Heldigvis tog det hende ikke for længe, før hun kunne mærke det kølige træ i sin hånd. Hun kastede sin tunge dyne til siden, hvorefter hun sprang ud af sengen.
Lydene kom uden tvivl fra Lula. Hun var sikker på det. Og hun kendte væsnet godt nok til at vide, at brølene ikke var et positivt tegn. Hun var ligeglad med at gulvet var koldt under hendes bare fødder, men hun greb nu alligevel udover det nærmeste stykke tøj - En deminblå lynløstrøje, som hun med en del besvær iklædte sig, mens hun løb ned af spiraltrappen.

Der var endnu koldere udenfor. Sneen var ikke kommet til Devon endnu, hvilket hun var yderst taknemlig for. For sko havde hun ikke haft tid til at tage på, før hun var spændet ud af huset. Bekymring var ved at fylde hende helt ud. Og hun løb hurtigere, end hun normalt havde konditionen til. Der virkede længere mod stalden - som egentlig bare var en mindre lade, hvor hippogriffen kunne søge ly - og den ujævne jord på den enorme eng havde nær fået hende til at vrikke op et par gange. Men hun holdt sig oprejst, mens hun gang på gang hørte det fabelagtige dyr brøle for at vise dominans.

”Lula!!” råbte hun det samme øjeblik, hun kom frem i døråbningen. Hun så forvildet ud. Uglet hår. Røde kinder. Forpustet. Hun kunne svagt fra omridset af det bevingede væsen, der igen og igen rejste sig på bagbenene. Hurtigt løftede hun sin tryllestav. Og svang så. ”Lumos maxima!” Hendes stemme rystede, og tryllestaven var næsten gledet ud af hendes hånd, der var blevet svedig over at klamre sig til staven. Men det lykkedes hende at fremsige besværgelsen. Og med ét skød lyset frem.
Hun gippede med øjnene i det det kraftige hvide lys pludselig brød nattens mørke. Det tog hende noget tid, før hun kunne fokusere ordentligt igen. Lula - hippogriffen - var også blevet forskrækket af lyset og vrisnede endnu mere. Rolo var godt klar over, at det havde været en fejl, men hun var i panik. Staven blev sænket så lyset ikke virkede så skarpt. ”Rolig nu. Rolig, Lula.” Med en løftet hånd nærmede hun sig fabeldyret. Fangede hurtigt dens opmærksomhed, hvorefter den faktisk ikke gik mere end et par sekunder, før det holdte med at stejle og kom ordentligt ned på alle fire. Men den var stadig ikke glad. Det kunne hun fornemme. ”Hvad er der-…” Hun holdte brat, idet hun så skikkelsen ud af øjenkrogen. Matchet op med et fnys fra Lula, drejede hun omkring og fik øje på den uvelkomne.
Hun tøvede ikke med at rette tryllestavens spids mod denne person, der viste sig at være en ung mand. Men det ændrede intet i hende. Et vred blik var at finde i hendes øjne. ”Hvad tror du, du laver her?” hvæssede hun og tog et skridt nærmere ham. Stadig med staven mod ham. Klar til, hvad hun hvad end, hun havde brug for at gøre.

[Darragh Cusack]

En mørk skikkelse, havde igennem hele natten siddet fuldkommen stille i et træ, nær hendes værelses vindue. Personen på den anden side, var ganske uvidende om, at en mystisk mand sad på lur og iagttog hver en eneste bevægelse hun lavede, han så hende smide tøjet og skifte til nat tøj, han betragtede hendes smukke former og et mørkt smil gled over hans læber, bare ved tanken om at røre den sikkert bløde hud. Han sad der iført sort tøj, fra top til tå og det lange brune hår hang løst omkring ham, og skjulte hans lyse hud, de brune øjne var nærmest sorte og ikke til at se i natten. Hans høje slanke skikkelse sad i en form for hug, på en af de mellem tykke grene, og hans ene hånd holdt støttende til træets ru stamme, bare for at være på den sikre side. Han var dog en mand med god balance og så var han hybermobil i hele kroppen, og havde trænet så han kendte sin krop fuld ud. Darragh så hende endelig lægge sig ned, og der gik heller ikke lang tid, før han var hundredere procent sikker på, at hun sov tungt og han dermed kunne starte sit arbejde. Han greb fat i den sorte rygsæk, som hang på en gren tæt ved stammen, før han elegant hoppede ned fra træet og lande på bene for så at rejse sig op.
Darragh var ikke kommet for at stalke hende, han var kommet på grund af hendes smukke hippogriff, som han havde fået af vide at hun skulle eje. En af hans trofaste kunder, havde bedt ham om at skaffe halefjer fra en af disse væsner, men det skulle være af ordenlig kvalitet og ikke fra en af de der farme. Så han havde pakket hjemmefra, et par døde fritter i tasken for at kunne beskæftige kæret inden han skulle have fat i et par fjer. Darragh var en fyr man hyrede, for at skaffe ting som butikker ikke kunne sælge. Han kunne skaffe alt fra, dyr kunst, stoffer, mørke genstande, til alle mulige andre ting. Men det var langt fra lovligt og hans kunder, var skumle eller mystiske og meget forsigtige, igen ønskede at blive opdaget. Darragh er en mystisk mand, både af udsende og personlighed, derudover er han slange hvisker og mester i at manipulere, han er typen man ikke ønsker at blive uvenner med, eller komme i problemer hos. Han er heller ikke den fyr, som knytter sig til folk, han er til korte affære og one night stands. Han bevægede sig af sted imod stalden, imens hans øjne vænne sig til mørket. Han listede ind i stalden, og trak den første fritte op, imens han kort bukkede for fuglen for at få dens tillid, og da den var vundet gav han kræet den første fritte, imens han med den anden hånd fiskede en lille kniv op og skar 4 halefjer af hvorefter bæstet gik amok og stejlede imens den spakede ud imod ham. Darragh hvæsse let af den, fik hurtigt fjerne ned i tasken og fiskede en ny fritte op, men dyret kaste det lille væsen væk og tårnede sig op over ham, men han pustede sig ligeså meget op. Da han hørte stalden blive åbnet, lukke han hurtig tasken og tog den på ryggen imens han trak sin stav og bakkede en smule væk for at skjule sig i skyggerne. Han betragte hende, som hun berolige bæstet, men da hun rette sin stav imod ham rette han sin imod hende, og med kniven i den anden hånd. Darragh lagde hoved på skrå, imens han stirrede på hende " Jeg kom for at hilse på dit bæst der, men jeg er færdig, så vis du vil have mig undskyldt, vil jeg smutte igen" svarede han fuldkommen roligt, med en irsk accent, og en hæs men mystisk stemme. Dog rørte han sig ikke ud af flækken og vis hun prøvede på noget ville han hurtigt kunne bruge protego. 

[Deleted]

Hendes greb om tryllestaven blev strammere det samme øjeblik, at hans blev rettet mod hende. Det kunne såvel være forsvarsmekanisme fra hans side, men det der gav hende yderligere mistanke var det faktum at han rent faktisk følte, at han havde brug for at beskytte sig selv. Hun var trods alt ikke en specielt truende person. Også selvom hun boblede af en vis form for vrede, kunne man nok stadig gætte sig frem til, at hun ikke var typen, der ville kunne finde på at springe på en uden tøven. Hun brød sig heller ikke om hvor roligt han tog det. Han virkede næsten til at være helt afslappet, som så han ned på hende. Om det var sandt eller ej, kunne hun selvfølgelig ikke sige med sikkerhed, men frem for at få bekræftet sine teorier, stolede hun i stedet på sine instinkter.
Hun lod sit blik glide en enkelt gang op og ned af ham for så at lande mod hans ansigt igen. Øjnene lænket mod ham, som kunne hun holde ham put blot ved at nedstirre ham. Han lignede ikke en hjemløs. Ikke på nogen måde. Han så velstudset ud. Måske endda bedre vedligeholdt end hende selv. Hun havde trods alt ikke al tid i verdenen til at gå rigtig meget op i sig selv. I stedet malkede hun på det rigmandsgen, hun allerede havde, frem for at efterligne det.
Hun følte et lille pus i ryggen, hvilket fik taget hendes opmærksomhed og vendte det væk fra den ukendte mand. Dog havde hun skam ikke glemt alt om ham. Den sædvanlige kære rullende lyd fra hippogriffen mødte hende, som hun så sig over skulderen mod den. Den havde nærmet sig dem, men med Rolo der, holdt den afstand fra den uvelkomne ud af respekt for dens ejer. Et blidere udtryk kom frem i hendes ansigt for at berolige Lula lidt mere, men idet hun rettede blikket mod indtrængeren, vendte det hårde tilbage på et splitsekund. Hun sænkede sin tryllestav en smule, men i et svupstag svang hun den til siden i stedet. Rettede den mod staldens dør, hvorefter den smækkede hårdt i, hvilket sendte et mindre chok igennem hipogriffen. Derefter blev tryllestavens spids atter rettet mod den ukendte ham. Lyset der skinnede igennem den var heldigvis blevet en smule mindre skarpt. ”Bæst? Jeg bryder mig ikke, om at du kalder Lula for et bæst. Hun er langt højerestående end et simpelt bæst.” lød det fra hende. Og det var tydeligt, at hun ikke var tilfreds med ham. Han havde ikke givet hende det allerbedste førstehåndsindtryk. ”Du bliver, hvor du er. Jeg kan ikke se, hvorfor du ville hilse på Lula midt om natten. En hippogrif er trods at ikke det bedste væsen at snige sig ind på. Specielt ikke uden tilladelse.”
Hun tog endnu et skridt mod ham. Men som hun formindskede afstanden mellem dem forhøjede hun også fornemmelsen af deres højdeforskelle. Hun var en del lavere end ham med sine 162 centimeter. Særligt uden sko. ”Hvem er du?” spurgte hun så spydigt from hendes venlige sind kunne præstere. Hun så kortvarigt til siden og fik med det samme øje på en fritte, der var blevet kastet til siden. Det var bestemt ikke en af hendes. Hun kunne - selv fra den afstand - se at det var en anden slagtemetode. Og arten var en anden, end dem hun havde på lager. Hurtigt røg hendes øjne mod ham igen. ”Enten er du utrolig dumdristig ellers lyver du. Så hvad havde du gang i her?”

[Darragh Cusack]

Darragh var fuldkommen rolig, selv staven i hans hånd, virkede rolig og kniven i hans anden hånd lod han glide ned i sin lomme. Han regnede ikke ligefrem med at for brug for den, for det var jo ikke planen at skade hende, for hvorfor skulle han dog det ? Han skade kun folk, der virkelig havde gjord sig fortjent til det, ellers fik han andre til at gøre det for ham, så som den manden som for tiden boede hos ham. Manden var fra mafiaen og en hård fyr, desuden en mand uden ord og et stort temperament. Men de to fyre havde det fint sammen, fordi de begge godt kunne lide hinandens selskab både i sengen og generelt. Darragh er en mand, man ikke finder sammen med, og han fortrækker one night stands, men det har intet med emnet at gøre, ikke andet end at han fandt hende ret tiltrækkened. Mest af alt fordi han også havde fået et glimt af, hendes nøgne krop før, men denne lille info skulle hun ikke vide noget om. Han sænke sin stav, så den ikke længere pege imod hende men ned i jorden da han igen grund så til at holde den rettet imod hende. Han regnede ikke ligefrem med hun ville angribe ham, hun virkede mere som en der havde det i munden og ikke i staven eller musklerne. Han var langt højre end hende, og sikkert også mere spinkel og bleg hud`et, og han havde garanteret også længere hår end hun havde, men han havde også længere hår end mange andre kvinder. Han så ikke ud som en hjemløs, og hans sorte tøj, var helt klart også af en god kvalitet, desuden var han på igen måder beskidt, selv ikke efter hans klatretur, var der igen tegn på skidt. De mørke øjne så roligt på hende, bar en hel del mystisk og hans læber spredte sig i et let smil, som endda virkede forførende, men han var jo også en mester til at forføre og den slags. Han hævede let et øjenbryn, af hendes ord og skævede til væsenet bag hende " jeg kalder mange dyr bæster, og i min verden er bæster, ikke et dårligt ord" svarede han let, med en stadig rolig stemme " jeg fornærmede ærlig talt ikke din skønhed af en griff, men jeg skulle nok have brugt et mere forstående ord"svarede han let, og sendte et let smil til hende da han igen så på hende. Forhåbentlig opdage hun ikke de 4 mangleden halefjer, før han igen var væk fra hendes grund. Han skævede kort imod udgangen " okay rolig, jeg skal nok blive og snakke med dig, men kunne vi gøre det i mere behagelige omgivelser? måske endda siddende ? " spurgte han letter høfligt " jeg er langt fra ud på at skade to skønhedder som jer " tilføj han let, med et glimt i øjet. Han lagde hoved en anelse på skrå " hvem jeg er? jeg er vel mig selv ? " svarede han så let, før han sendte et skævt smil og kørte den ene hånd igennem det lange hår, før han let slog ud med armene " dumdristig ? måske mere snu ? "svarede han så let, men mærkelig nok var han stadig rolig, hans øjne flakkede ikke og han rystede ikke, men så fuldkommen afslappet ud. Men han havde jo også lært at man ikke skulle vise følelser og de få han viser, er for det meste skuespil, for igen skal kende hans følelser! Darragh så afventende imod hende, spørgsmålet var om hun turde tage ham med indenfor, eller om hun ville udføre hele sit forhør her. 

[Deleted]

Det gjorde ikke situationen bedre, da han begyndte at smile. Morede det ham? Var det her noget han gjorde hver dag? For det var som om, at det var den mest almene aktivitet for ham. Det var fantastisk hvordan noget så småt kunne få hende til at stole så meget mindre på ham. Og det kunne godt være, at han havde sænket sin stav, men det holdt hende ikke fra at have sin rettet mod ham. Der var noget ubehageligt over ham, så derfor lod hun ham ikke bare gå. Han fik det helt til at løbe koldt ned ad ryggen med hans afslappede adfærd. Hun nægtede næsten at tro, at han ikke havde gjort noget galt. Hvorfor skulle han ellers være der? Hvorfor ville Lula ellers reagere, som hun havde gjort. Han havde virket truende overfor hende. Det var den eneste forklaring, Rolo kunne tro.
”Mange dyr? Men ikke alle, kan jeg forstå.” sagde hun en smule mumlende. Hendes anspændte udstråling var falmet en smule. Hun var faldet en smule ned, men hun kunne sagtens nå op igen, hvis han blot tog et forkert lille skridt. Han gik og balancerede på kanten. ”Prøv på at træde lidt ud af din verden og forstå, at det ikke er den der står øverst.” Hun sænkede endelig sin egen tryllestav igen, så den roligt hang ned langs siden. Hun pustede tungt ud og lukkedes øjnene i et langvarigt blink, men de grønne øjne landede endnu engang tilbage på ham, da øjenlågene blev løftet. Hun havde ingen planer om at tage sin opmærksomhed fra ham. Ikke før han havde bevidst for hende, at han var værd at stole på.

”Hvis du vil sidde, kan du sætte dig, hvor du står. Høet er rent og burde lave et blødt underlag.” besvarede hun på hans forslag. Hun havde ingen intentioner om at lade ham ind i sit hus. Han havde allerede indfiltreret hendes hippogriffs hjem. Et væsen hun stolede mere end mange andre mennesker. Magikere eller ej. ”Og smiger kommer dig ingen vegne.” Hun rullede lettere opgivende med øjnene, hvorefter hun tog fat omkring hendes iklædte trøje og lynede den op, så den ikke hang åbent. Hun følte sig pludselig mere afklædt, end hun i sandhed var. Det mystiske blik han konstant gav hende, var næsten ubehageligt.
Med sin frie hånd placerede hun to fingre mellem sine læber, hvor på hun piftede højlydt med kursen mod det ene lille vindue over døren tæt ved loftet. Derefter vendte hun den stadig ukendte mand ryggen for at tage de enkle skridt mod sit bevingede væsen. ”Hey, Lula.” Igen kom der en blidhed frem i hendes stemme, som hun bestemt ikke havde brugt mod den langhårede herre. ”Er du faldet ned igen? Er du okay?” Endnu et par kære klikkende lyde kom fra hippogriffen, da hun ganske forsigtigt strøg dens fjerdragt ved halsen. Den gned sit næb mod hende et par gange, før noget andet pludselig fangede både væsnet og Rolos opmærksomhed, da en natugle kom flyvende igennem vinduet og landede på den nærmeste platform. Derefter vendte Rolo sig tilbage mod magikeren, som hun stadig ikke havde noget navn på. Armene blev lagt over kors.
”Du burde vide, at ’snu’ ikke er et godt ord, at beskrive sig selv med. Og da jeg spurgte, hvem du var, bedte jeg om et navn.” Selvom han måske havde sat sig ned, blev hun stående. Hun havde intet imod at stå op. Godt nok sad hun for det meste lænet ind over et stykke magisk træ, men hun havde bestemt ikke en svag krop. ”Så lad os prøve igen; Hvem er du?” Hun holdt en kunstpause, mens hendes blik gled en ekstra gang hen over ham. Undersøgte ham. ”Og hvad er i din taske der? Hvis du ikke har noget at skjule, skulle du ikke have noget imod at vise mig, vel?” Hun kastede med hovedet hen mod uglen, der stolt stod for sig selv. ”Prøv på noget, og jeg sender Wilson af sted.”

[Darragh Cusack]

Darragh betragtede hende nøje, kunne godt fornemme at hun ikke helt brød sig om ham, men selvfølgelig kunne han godt forstå det. Han var en mand som mange folk, ikke ville turde møde en sen nat, både på grund af hans særpræget udsende, men også hans personlighed og væremåde samt påklædning. Fik folk til at skynde sig væk, og nu stod hun her foran ham på hendes egen grund, så det var vel ret naturligt. Hans mørkebrune næsten helt sorte øjne, hvilede på hende og hans blik var mystisk og ikke ligefrem til at tyde, det kunne betyde mange forskelige ting. Ved hendes ord, trak han let på smilebåndet " jeg kender skam til mange væsner" svarede han roligt, og nikkede let til sine ord, han havde tros alt studeret magiske væsner på det magiske universitet, så han kendte til en hel del på det område. Darragh brød ud i en let tør latter " er du sikker på det? min verden er ellers et forunderligt sted" svarede han halv kækt og sendte et forførende blik. Skubbede let en hårtot om bag øret imens han let stak tryllestaven i sin lomme. Han hævede dog et øjenbryn af hendes ord " smiger er en naturlig ting smukke, men nogen mennesker ved bare ikke hvordan de skal håndtere det" svarede han en anelse belærende. Han lagde hoved en anelse på skrå " det var nu ikke det jeg mente, men fint nok, jeg bliver bare stående " svarede han kort, med en mystisk tone i stemmen. Han hævede begge øjebryn da hun pifte, han havde igen ide om hvad det skulle betyde, men han vidste dog at hun boede alene så det kunne ikke være en person. Darragh betragtede hende, som hun snakkede med det bevingede væsen, som om det nærmest var et menneske som ville svare hende. Men selvfølgelig, snakkede han jo også til hans slanger, forskellen var bare at han var slange hvisker og rent faktisk vidste hvad de sagde. Hans blik blev dog draget imod uglen der fløj ind, og lande et stykke fra dem, dog kunne han ikke helt se hvad hun skulle med nettop uglen? Hendes næste ord, fik ham igen til at smile kort " Darragh Borg" svarede han let, hvorefter han kort bukkede for hende, før han igen rette sin høje krop op. Han havde dog ikke givet hende, hans rigtige efternavn, så dum var han tros alt ikke for med efternavnet kunne man nemt opsøge folk, og han skulle ikke opsøges! Darragh tog tasken af, og skubbede den hen til hende, uden at fortrække en mine. De stjålne fjer var tros alt, lagt i et skjult rum som kun han kendte til, og som kun ville åbne sig for ham, hvis han brugte sin slange hvisken. Det hun ville finde i hans taske, var en død fritte mere, en notesbog fyldt med tegninger og endda en tegning af hendes fugl, samt en fjerpen og et blækhus. Og en pung med et par småpenge og ikke andet, så indholdet var ganske uskyldigt og han var fuldkommen rolig ved at vise hende det. Darragh skævede hen på uglen " du sender ham hvorhen? " spurgt han underene, dog vidste han at vis hun sendte uglen afsted, ville han helt klart transfererer sig væk, med det samme uden tøven for han kunne stadig nemt få fat på sin stav. Darragh betragtede hende, imens hun roede hans taske igennem " finder du noget interessant?" spurgte han let. 

[Deleted]

”Darragh Borg?” gentog hun bare for en sikkerheds skyld. Hun huskede at skrive hans navn bag øret, hvis det blev nødvendigt indenfor den nærme fremtid. Hun havde aldrig hørt navnet før. Men det kom nu heller ikke bag på hende. Hun havde ikke været den mest sociale person i løbet af sit 24 årige liv. Og så var verdenen alt for stor til, at hun ville kunne kende alle og en hver. Hun præsenterede ikke sig selv for ham. Hun så ingen grund til, at han skulle kende til hendes navn. Dette var trods alt ikke et lille hyggeligt sammenstød, hvor de ville give hinanden hånden og tale om hver deres dag over en kop kaffe. Eller for hende - en kop te. Dette var mere en konfrontering. Hun havde det helt som om, at hun havde taget en tyv red handed, som man nu sagde. Af den samme grund havde hun det ikke alt for godt med, at han var så rolig. For lidt efter lidt fjernede den adfærd mistanken, som hun så desperat holdt fast i. Det var umuligt, at han ikke havde gjort noget alt. Bare et eller andet. Hvem sneg sig ellers ind på andres grund midt om natten? Hvad var klokken overhoved? Tre?
”Aurorakontoret” svarede hun kort. Måske var en ugle ikke ligefrem den hurtigste metode for at sende beskeder af sted, men det var lige det hun havde ved hånden. Hun ville ikke risikere at gå på jagt efter hurtigere muligheder, siden det så vil lade denne mand alene. Hvilket hun ikke ønskede. Hun samlede med det samme tasken op, da den blev smidt ned for fødderne af hende. Hun kunne ikke sige, hvorfor hun ikke stolede på ham. Måske var det hans ukendte udstråling. Hun så en enkelt gang tilbage mod ham, inden hun åbnede den op og begyndte at rode lidt rundt i den. Stadig med forsigtighed, selvfølgelig. Hun så ingen grund til at være brutal og ordne den mulige orden. Men så vidt, hun kunne se lå det hele nærmest bare oven i det hele.
Hun følte et velkendt puf i ryggen, da hippogriffen opdagede den enkle døde fritte i tasken. ”Nej. Det er ikke din.” svarede hun tilbage med en bestemt stemme, mens hun puffede tilbage med skulderen for at få dyret til at tage lidt afstand igen, hvilket den lydigt gjorde. Men ikke uden et sagte og utilfredst fnys. Hun ledte videre. Dog fandt hun intet mistænksomt. Det var vel lidt skuffende. Hun havde håbet at finde bare et eller andet, så hun ikke skulle stå og ligne en idiot. En paranoid idiot.
Efter lidt tid opgav hun dog. Hun sukkede tungt og lukkede øjnene et øjeblik, mens hun bare stod der for at samle sig. Smed den hårde skal, så godt som hun kunne. Hun begyndte ikke at stå og smile til ham, men hun blødnede vel en smule op, sådan som hendes skuldre faldt ned på plads igen. Og da hun åbnede øjnene igen, da hendes blik ikke direkte gennemborende. Hun var tydeligvis knap så på vagt. Læberne blev fugtet med tungespidsen, og efter lidt overvejelse kastede hun tasken tilbage til ham. ”Det er ikke det bedste at have en død fritte - såvel som et andet død dyr - bare smidt ned sammen med alle sine ændre ting. Det er ikke så sterilt.” lød det fra hende. Hendes stemme var vel blevet en smule blidere. Ikke meget men nok til at det kunne lægges mærke til. ”Du må undskylde, at jeg sådan… du ved…” Armene blev lagt over kors igen. Denne gang mere fordi hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle gøre af sine hænder. ”Det giver ikke det bedste indtryk, at finde en fremmed på sin grund. Specielt ikke her midt om natten.” Det første gab ankom så. Og hun nåede ikke at dække munden. Både fordi hendes hænder var låst væk og gabet var hurtigt overstået. ”Lad der ikke opstå en anden gang. Det stresser ikke kun mig ud. Men også Lula.”