Gode Nyheder

[Dawn Juels Abby]

Det var fredag morgen klokken var omkring 9, Dawn havde siddet og maddet Carl inden hun lagde ham på sit legetæppe på gulvet så hun kunne gøre morgenmaden klar til hende og Joe. Da Dawn stod ude i køkkenet og havde lige sat de ny bagte boller i ovnen så de kunne blive færdige som en overraskelse til Joe når han vågnede, så vidt Dawn viste havde han vist været oppe det meste af natten. Dawn havde selv været tidligt oppe for at bage boller og tage sig af carl, der nu var begyndt at sove inde hos sig selv. Dawn så en ugle komme til vinduet, det var profettidende der kom, hun åbnede og fandt nogen knut frem og lagde det i pungen som uglen havde om benet.  
Uglen fløj igen ud af vinduet og Dawn pakkede avisen ud og læste overskriften. Theodore var blev fældet, og ministeret var tilbage i de rette hænder igen. Dawn smilede stort og læste videre. Da opdagede hun et brev da hun tog avisen op for gå ind i stuen, hun bukkede sig ned og tog brevet. Dawn undrede sig over hvad det var og åbnede det derfor og læste. 

Det var et brev fra ministeret om at Joe skulle til samtale kl 12.00. Dawn valgte derfor at gå ind i soveværelset og nusse Joe på maven og kysse ham blidt på munden. "godmorgen skat " sagde hun og smilede. " der er kommet brev fra ministeret du skal til samtale kl 12, jeg læste i profeten at Theodore nu er taget af magten, og ministeret nu er tilbage i den rette hænder " sagde hun og smilede stort til ham. " jeg har bagt boller, de er i ovnen nu" sagde hun og kyssede ham en ekstra gang på munden. 

Dawn rendte lige nu rundt i et par små shorts og en af Joes t-shirts, hun havde endnu ikke fået tøj på. Hun valgte at gå ind i stuen igen til Carl der lå og snakkede løs på gulvet. Carl var begyndt at øve sig på at kravle og for hver dag der gik jo bedre blev ham. Hun tog ham op og bare ham ind i soveværelset og lagde ham på Joe's mave.

[Joseph M. Bourne]

Carl havde ikke kunnet sove og det betød at Joe heller ikke havde kunnet sove. Dawn havde snart lavet så meget, at det kun var fair hun fik lov til at sove natten igennem. Hun kunne tage ham om morgenen, når han var i godt humør og Joe sov. Lige som han gjorde nu. Altså, indtil han med en irriteret lyd begyndte at vågne over at blive snakket til. Det tog lidt tid, før informationerne rigtigt ramte ham. Han skulle til samtale hos ministeriet klokken 12? Dødsgardisterne var væk?
Han blev tvunget til at åbne øjnene, da der pludselig lå et barn på hans mave. Han så utroligt lille ud når han lå på Joe, så han samlede ham op og satte sig op i sengen. Efter Joes mening lignede drengen sin mor mere og mere for hver eneste dag der gik. ”Har du hørt det?” spurgte han begejstret det lille barn, der pludrede lykkeligt som svar. Som om han forstod noget af det der skete rundt omkring ham. Joe løftede ham op og lagde sin næse mod hans, ”Ministeriet er oppe at køre igen!”

[Dawn Juels Abby]

Dawn smilede til Joe og kunne godt se på ham han var træt, men det var vigtigt han kom op nu han skulle til samtale på ministeret. Dawn håbede inderligt det var noget med at Joe fik sit job tilbage, de kunne virkelig godt bruge det, de var efter hånden ved at løbe tør for penge og Dawn var på barsel fra sin uddannelse. Dawn så på Joe og sagde " jeg finder dit bedste jakkesæt frem skat, du skal se ordenlig ud og gøre et godt indtryk, tænk nu hvis det er en samtale om at få jobbet tilbage" sagde Dawn og gik over til klædeskabet for at finde hans tøj frem. Dog ringede et lille ur og Dawn skyndte sig ud af soveværelset til køkkenet hvor hun tog bollerne ud af ovnen. Carl grinte og sagde " dad dad" og greb fat med sine små finger i Joes hår og grinte højlydt.

[Joseph M. Bourne]

Joe var ikke sikker på at hans bedste jakkesæt var særligt pænt. Desuden havde han vænnet sig til at rende rundt derhjemme i joggingbukser og ingen trøje, hvis det var for koldt var det så hættetrøjer, og et jakkesæt ville nok komme til at sidde meget tæt og ubehageligt.
Det var lidt sjovt at se Dawn rende rundt og lege husmor. Hun var ikke mere end tyve år gammel, men formentlig langt mere moden end Joe var. ”Tak.” sagde han og prøvede ikke at fjerne Carl da han begyndte at hive ham i håret. Han var alt for underligt stærk og god til at holde fast til at det ville nytte noget. Hvorfor var babyer så stærke?
”Ja, ja,” sagde han og smilede skævt til drengen, inden han satte ham op på armen og rejste sig helt. Det ville blive for svært at tage tøj på sådan her, så i stedet traskede han ud i stuen. ”Hvad er klokken?” spurgte han.

[Dawn Juels Abby]

Dawn der stod ude i køkkenet og lige havde taget de frisk bagte boller ud af ovnen, hun elskede sit liv og elskede det endnu mere nu hvor Theodore var slået, det var dejligt at man snart kunne gå trygt og roligt på gaderne igen. Dawn havde lagt nogen af bollerne i en brød kurv og stillede ind på spise bordet hvor hun havde dækket op til morgenmad. Carl var begyndt at spise grød og en smule brød, sundhedsplejersken havde sagt at det ikke gjorde noget hvis de langsomt begyndte at vende Carl til at spise almindeligt mad. Carl var vokset en del og voksede stadigvæk. Da Joe og Carl kom ind i stuen så Dawn på dem og smilede stort. ” den er halv 10 ” sagde hun og smilede, hun gik hen og kyssede joe på munden og sagde ” lad os få lidt at spise og så kan du gå i bad mens jeg gør dit tøj klar. ” sagde hun og smilede og tog Carl og satte ham i sin højstol for enden af bordet. Dawn så på joe ” forresten så skal vi hjem til min fætter idag, jeg tager der hen når du tager afsted til mødet så smutter mig og carl, jeg har addressen her på et stykke papir, så du kan finde der hen det er i Godrick dalen, tænker du kommer der hen efter mødet ” sagde hun og smilede til Joe inden hun satte sig ved spise bordet.

[Joseph M. Bourne]

Han kunne godt lide hele husmor karakteren hun havde påtaget sig, selvom hun ikke behøvede det. Han kunne godt selv finde sit tøj, men han forstod godt at hun gik rundt og kedede sig. Det måtte blive meget af det samme, når det eneste man lavede var at tage sig af sin søn, der ikke engang kunne gå endnu. Det var ikke fordi han ikke elskede ham af hele sit hjerte eller noget, men Carl var lidt kedelig. Det fik ham lidt til at føle sig som et lille barn der stadig fik lagt sit tøj frem af sin mor, men han kunne godt lade hende lægge hans pæneste jakkesæt frem. Så fik hun også få lov at bedømme hvilket af hans jakkesæt var pænest. Han satte sig ved bordet og kastede sig over en af bollerne hun havde sat på bordet. ”Javel.” sagde han og stoppede halvdelen af bollen i munden.

[Dawn Juels Abby]

Dawn påtog sig ikke husmor karakteren fordi hun ikke ville, men fordi hun alligevel gik hjemme på barsel fra sin uddannelse, og hun ikke viste hvad hun ellers skulle lave. Hun kunne godt lide at gå hjemme og nusse rundt og tage sig at Carl, selvom hun gerne ønskede at han snart begyndte at kravle eller gå. Dawn så på carl og gav ham en tør bolle som hun havde skåret ud i små stykker så han kunne spise det selv. Carl var ikke særlig god til ikke at svine, han var trodsalt heller ikke særlig gammel. Men en tør bolle kunne ikke grisse så meget. " Joe, har du nogen sinde tænkt på at vi kunne gifte os ?" spurgte hun stille og så på ham mens hun tog en tår af sin kaffe.

Carl der elskede at få opmærksomhed begyndte at sidde og kaste rundt med de små stykke bolle han havde fået ." Carl stop " sagde Dawn og så på ham. Dawn var ikke god til at skælde ud, hun var generelt ikke god til at være andet end lykkelig og glad. hvilket hun i højeste grad var. Carl fik fat på det lille glas vand han havde stået på bordet, heldigvis i et plastik krus. Han valgte at smide det på gulvet.

[Joseph M. Bourne]

Joe hostede højt, før hun overhovedet nåede at afslutte sit spørgsmål. ”Hvad?” spurgte han. Det var forholdsvis hurtigt de havde begyndt et forhold, på det grundlag at Dawn skulle have en baby. De var også flyttet sammen ret hurtigt, og det syntes som om han ikke engang havde nået at blinke før de havde haft et barn. På trods af alt dette var det ikke på et eneste tidspunkt faldet ham ind, at Dawn ville giftes. Det var nok fordi hun var så ung. Alt for ung til at have et barn, helt sikkert, og derfor også for ung til at binde sig resten af sit liv. Ikke? Det havde nok ikke noget at gøre med at det var Joe der ikke helt sikker på det med ægteskabet. Det var endnu mere bindende end en baby. ”Det… det har jeg ikke.” svarede han ærligt, og skævede op mod hende.
”Carl, helt ærligt.” sukkede Joe og rejste sig for at samle koppen op fra jorden. ”Ikke mere vand til dig.”

[Dawn Juels Abby]

Dawn så ned i bordet, hun kunne godt fornemme at Joe ikke havde tænkt på det med at blive gift, det var jo også et stort skridt at tage, det var helt sikkert, men hun elskede virkelig Joe og ville ikke miste ham, Hun så kort ned i bordet, hvad Joe ikke viste var at Dawn havde ringene, og ville spørge ham senere, når de var hjemme hos hendes fætter det hele var planlagt sammen med hendes fætter. Men Joe skulle ikke vide noget endnu, dog var Dawn virkelig bange for at Joe ville sige nej, hun ville ikke kunne bære det hvis han gjorde, hun prøvede virkelig at skubbe den tanke væk men det var svært.

Hun så på joe som samlede koppen op og satte den på bordet. Dawn så på Carl der tydeligt ikke var til freds, han vred sig i stolen og begyndte at græde. Dawn rejste sig og tog ham op og satte sig med ham ” stille Carl” sagde hun blidt og nussede den grædende carl på kinden. ” Det okay Joe, jeg elsker dig bare virkelig meget ” sagde hun stille og så på Joe inden hun vendte blikket med Carl og rejste sig, hun gik hen til Carls legetæppe der lå på gulvet og carl faldt hurtigt til ro igen.

[Joseph M. Bourne]

Han stod stille, og lagde armene over kors mens han overvejede det. Det var jo ikke fordi det ville være totalt urealistisk for dem at blive gift, men så igen havde han heller ikke set det nødvendigt indtil nu.
“Jeg elsker også dig, Dawn, det er slet ikke det.” sagde han og rejste sig. ”Det er bare… er du sikker på at du er klar til at binde dig så meget? Du er ikke særlig gammel. Du ved ikke om dette er hvad du vil resten af livet.” Han bakkede langsomt ind mod badeværelset, så han kunne høre hendes svar mens han gjorde sig klar til at gå i bad. Han havde pludselig ikke lyst til mere at spise, oven på denne snak. Desuden var det aldrig appetitvækkende at Carl lå og hylede.

[Dawn Juels Abby]

Dawn så på Joe, hun viste det var et stort skridt at tage at blive gift at hun ville binde sig til Joe resten af livet, men det var jo det hun ville, hun ville være sammen med Joe hele sit liv, det var det hun gik og drømte om. Men hun kunne sagents forstå Joe, hun var ikke ret gammel men hun havde et barn sammen med joe ganske vist ikke hans biologisk men det behøvede ingen jo at vide. " Det her er det jeg gerne vil resten af mit liv " sagde hun og så på joe, hun gik hen til ham som han stod i badeværelset dørens åbning, hun lagde armene omkring ham og kyssede ham på munden. og smilede " Det er dig jeg vil have resten af mit liv " sagde hun stille og så på ham.

[Joseph M. Bourne]

Joe lagde armene omkring hende. Hvis hun gerne ville være sammen med ham resten af sit liv ville han så sandelig ikke være den der sagde hende imod.
Han kyssede hendes læber, hendes mundvig, hendes kind og lige under hendes øje inden han trak sig lidt væk. “Det er lang tid.” hviskede han. Hun havde ikke engang mødt hans forældre endnu, og han havde ikke mødt hendes heller. Det burde nok være noget de havde klaret ret hurtigt nu de stod og havde et barn sammen, men det var blevet udskudt og udskudt og udskudt. Det var bare ikke sket, og det virkede ikke som om det ville komme til at ske. Kun hvis de gik hen og blev gift.