I'm Happy Just To Dance With You

[Evan Riley]

@lennox

- I'm Happy Just To Dance With You -

---

Det var tidligt. Alt, alt, alt for tidligt, men det var Evan sådan set ved at blive vant til. Det var tit, næsten alt for tit, at han blev sat på morgen-vagterne. Var det fordi han ikke kunne finde ud af, at lave fondant roser endnu? Måske fordi han puttede nødder i en kage, som var til en dame, som havde nødde-allergi. Uanset hvad det var, syntes han, at det var unfair at han skulle straffes på den måde. Det var jo ikke engang fordi han fik den søvn han behøvede, men sådan havde det været siden Lennox blev sat i Azkaban. Den første måned havde han brugt på, at gå i panik, hyperventilerer og græde som en lille baby. Den næste måned havde lige som bare været en ”zombie” periode, hvor han sådan set bare var stået op, på de mere heldige dage, gået ud for at finde mad, hvorefter han var gået i seng igen. Efter dette havde han en uge hvor han ikke lavede andet end at rykke rundt på møblerne i hele huset, kun for at komme ud med nogle frustrationer, og så var det, at det ligesom var gået op for ham, at han ikke anede hvornår Lennox, hans kæreste, kom tilbage og om han overhoved kom tilbage og så var det som om, at tanken fik skubbet til Evan og noget havde sagt ham, at han var nødt til at komme ud. Han havde brug for, at tænke på noget andet, komme i gang med noget! Og da han var gået igennem byen en dag, for at købe nogle ting, for penge han havde lånt af sin søster, så han svaret. I et bager-vindue hang der et skilt med ordene ”Konditor-lærling søges”. Lærling betød vel at man ikke behøvede at kunne noget i forvejen? Hvilket også fremstod helt tydeligt, da det mere virkede som om, at de ansatte ham, fordi de følte medlidenhed med ham, ikke at han selv havde opfattet det.

Nu stod han her. Klokken lort om morgenen og den første kop sukkerholdig te, var ikke engang kommet igennem hans system. Engang imellem, når han stod så tidligt op, tvivlede han en smule på sit valg, men når dagen så endelig var i gang, kunne han ikke være mere sikker. Han løftede hovedet, så sig selv i badeværelsesspejlet og kunne ikke lade være med at lægge mærke til de mørke render under sine øjne. De forsvandt vel hen af dagen? Der var i hvert fald ikke nogen, som havde kommenteret det endnu. Han lagde også mærke til, at hans hvide uniform, som hang bag ham, og som han kunne se i spejlet, allerede var blevet beskidt og han havde ikke engang taget den på endnu! Typisk! Han havde stadig nattøj på, hvilket i lang tid sådan set kun var bestået af én af Lennox’ alt for store t-shirts. Men en næsten forpint grimmasse trak han den over hovedet, og fik sin uniform på, som duftede af chokolade-frosting, selv efter at den var blevet vasket.

Han gik ud i køkkenet, for at hælde sin te op i en termokop, som han kunne tage med sig ud. Men han gik dog ikke endnu, han havde stadig tid nok, så han lænede sig mod køkkenbordet og lukkede øjnene. Bare to sekunder hvor han ikke behøvede at lave noget, og så var han klar! I dag var dagen, hvor han fik styr på, at lave fondant blomster! I dag var dagen, hvor intet kunne gå galt og intet fik lov til at komme snigende!

[Deleted]

Det var fuldkommen slapt, Lennox traskede op ad gangen og ind på kontoret, hvor psykologen sad. Han nærmest faldt ned i stolen og stirrede fraværende og komplet sort omkring øjnene på manden med de runde briller foran ham. Manden sad blot og skrev ned på en notesblok og stillede ham diverse spørgsmål. Lennox hørte dog ikke et eneste ord af, hvad han sagde. Han kiggede blot sløvt på ham, nikkede halvhjertet og mumlede ja hver gang, han blev stillet et spørgsmål. Han registrerede ikke engang, at han ligeledes bare havde nikket godkendende, da manden havde bedt ham om at sige, hvad han så på nogle forskellige billeder. Han havde ikke engang fjernet sin opmærksomhed fra kanten af den ældre mands briller, som hans øjne havde fanget fokus på, så han ikke gled fuldkommen væk. Det var ikke just fordi, han som sådan var træt. Han havde efterhånden lært sig at sove blandt dementorene, men han var ligesom bare slap på en eller anden måde. Det mindede ham faktisk om livet hjemme hos sin mor og stedfar, før han kunne søge til brugen af stoffer. Det med bare at ligge der på et koldt underlag, mens alle ens værste mareridt blev gennemlevet igen og igen uden, man kunne gøre noget som helst ved det. Han gad ikke sidde ved den forbandede psykolog længere. Han ville bare gerne hjem. Han ville hjem og glemme alt det, der var hændt og ikke hændt det sidste år.

Det gav et højt knald, da en eller anden mand, som Lennox ikke engang forsøgte at genkende som nogen som helst transfererede ham hjem. Det skulle ikke være nogen hemmelighed, at det bare ville ende med at gå galt, hvis nogen, der netop var kommet ud, forsøgte sig med dette. Fokusset sat der bare ikke rigtigt, og de havde ikke haft deres tryllestave i hænderne i et år, dem af dem, der (ligesom Lennox) havde siddet der fra ende til anden.
Han tog sig ikke tid til at takke manden, inden han traskede hen til huset og tog i håndtaget, som han rykkede i et par gange. Han skulle lige til at trække sin stav frem for at låse den op via magi, men han indså hurtigt, at han havde trukket den forkerte vej. Han tog derfor håndtaget igen og skubbede døren op. Hans første indfald var bare at falde om, hvor han var, men han fik lige netop besværet sig nok til sløvt at smække den i igen.
Efter at have stået i gangen i omkring et halvt minut, tog han sig endelig sammen og smed sin frakke på gulvet og traskede ind igennem gangen. Han stoppede kort op foran køkkenet, hvor han bemærkede, at Evan faktisk stod. Han havde ellers forventet, at knægten var skrevet for længst, men han kunne ganske enkelt ikke vise begejstring for, at det ikke var tilfældet lige nu. Så han stirrede blot fraværende på drengen, før han langsomt vendte hovedet og fortsatte sin vandring ind til stuen.
Da han endelig nåede frem til sin destination, lod han sig selv falde forover med ansigtet halvt nede i puderne og benene halvvejs ude over kanten i sofaen. Han vidste slet ikke, hvad han skulle gøre af sig selv lige nu. Han ville gerne rejse sig op og gå ud til Evan for at være overlykkelig over at være blevet lukket ud, men han kunne ikke. Det eneste han umiddelbart kunne gøre var bare at ligge der og se sørgelig ud. Han hadede det. Han hadede at være hjælpeløs, men han kunne ikke gøre andet end at være lige netop det i øjeblikket.

[Evan Riley]

Han måtte vel også snart se, at komme afsted, så kunne det endda være at han kunne få lov til at få en senere vagt, hvis han viste engagement nok til at komme en smule tidligere. Drengen skulle til, at sætte koppen fra sig på bordet, for at gå ud i gangen for, at tage sine sko på, da lyden af hoveddøren som smækkede i, gav ham et chok, og fik ham til, at tabe koppen på gulvet i stedet, hvorpå alt indholdet flød ud på gulvet. Han stod som frosset til stedet, med øjnene spærret op i et overrasket udtryk. Hans hjerte var sprunget et slag over ved lyden og stod nu og hamrede imod hans bryst, idet han stod og lyttede, for at være sikker på, at det måske bare havde været gennemtræk? Der kom jo næsten ingen ude ved deres hus, og der var ikke nogen han kendte godt nok, til bare at lade dem gå ind? Jo, det skulle så lige være Max, den anden lærling nede på bageriet, men han boede jo helt nede i byen? Efter et par sekunder, hvor han ikke kunne høre noget, rettede han sig op, og rettede blikket mod gangen og skulle lige til, at gå derud, bare for at tjekke, da lyden af fodtrin fik ham til at bakke i stedet. Hvorfor havde han dog ikke sin stav? Så kunne han da have forsvaret sig en lille smule, hvis nu det var en eller anden form for morder, eller noget?! Han holdte vejret og skulle til, at skrige efter hjælp, da en klump satte sig i hans hals, og hans hjerte endnu engang sprang et slag over, ved synet af den store mand, som bare stod og stirrede på ham.

”L-…Le-..?” Han kunne slet ikke få ordene frem, og måtte ende med, at sætte en hånd over munden, da det hele virkede lidt for overvældende. Hvad lavede han hjemme? Var han stukket af? kunne man stikke af? Burde han overhoved tænke på sådan noget lige nu? Hvorfor sagde Lennox ikke noget?!
Manden begyndte at gå, hvilket fik Evan til at tage et par skridt frem, så han kunne se hvor han gik hen. Overraskende nok, smed han sig i sofaen, som havde ryggen imod Evan, så han kunne ikke se ham, og det var egentlig dét, som fik ham sparket ham i gang. Drengen gik hen imod ham, så han til sidst kunne se ham. Eller lidt af ham, i hvert fald. Hans syn var sløret af tårer, som nægtede at forlade hans øje, og manden lå med ansigtet ned i puderne, i nok den mest ynkelige stilling Evan nogensinde havde set ham ligge i. Men han dømte ham ikke. Ikke lige nu. Han var sikkert meget træt.

Evan fik taget sig sammen til, at snøfte engang og tage en dyp indånding, før han med lidt besvær fik sat sig på knæ foran manden, og lod en rystende hånd ligge sig på hans baghoved. ”Lennox?” Hviskede han. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre… hvad han kunne gøre. Hans første tanke faldt på mad og vand. ”Er der noget du vil have?” Spurgte han, denne gang i normalt toneleje, og rimelig hektisk. ”Vil du have noget at spise? Jeg kan godt lave noget til dig? Er du tørstig? Jeg går-… Øh, du bliver bare der!” Han rejste sig, for at løbe ud i køkkenet, før manden overhoved fik lov til, at svare. Det var som om, at chokket var ovre, for at blive erstattet af panik. Han havde ingen anelse om, hvad han skulle gøre af sig selv, han vidste bare at han måtte gøre noget og vand var lige det ’noget’ som var det letteste.

[Deleted]

Da han havde siddet i Azkaban, havde han desperat ønsket at komme ud, at hjælpe med at stoppe dette vandvid, så alle andre også kunne blive løsladt og komme tilbage til deres normale hverdag igen. Han havde drømt om denne dag i et helt år, men selvom han nu var ude, så var det endnu som om, han stadig sad derinde. Han havde det som om, hans hoved var ved at eksplodere af ren og skær smerte, mens alle fortidens minder sværmede rundt i det. Selvom der ikke var nogen dementore til nu at suge de gode minder bort, så var der alligevel ikke større forskel på at ligge livløst på sofaen, som han gjorde nu, og sidde på det kolde stengulv med kæder omkring håndledene, anklerne og halsen. Den eneste forskel han reelt bemærkede var, at han nu kunne bevæge sig ordenligt igen. Men hvilken forskel gjorde det virkelig? En stor forskel. Han kunne bare ikke selv se det lige nu.

Lennox tabte sin tryllestav ned på gulvet, hvorefter han sløvt hævede sin hånd op til sin hals, som hans halvhjertet begyndte at gnide. Man kunne tydeligt både mærke og se, hvor de rustne lænker havde siddet. Både på armene, benene og omkring halsen. Han kunne også mærke, hvordan de havde revet hul på hans hud visse steder, hvilket havde ledt til en grim infektion, som han heldigvis havde fået ordnet, inden han var blevet sendt hjem. Nu havde han blot nogle grimme sår efter dem, som man godt kunne ane ikke så helt sunde ud, men de var da i hvert fald ufarlige nu.
Han vendte blikket mod drengen, der nu kom ind i stuen. Han så bekymret ud. Andet kunne vel ikke forventes, eftersom han åbenbart var blevet i huset alt den tid og ikke bare skredet. Eller var han i virkeligheden skuffet over, han var vendt tilbage, eftersom dette hus sådan set var ret gratis at bo i? Det var også en mulighed. Og det var endda en mulighed, som han var mere end villig til at overveje lige nu. Han kunne ikke finde noget som helst godt i sit sind lige nu. Det hele var tomhed og mørke og det eneste, der sådan set opslugte ham nu var de grimmen med fra fortiden samt hans tvivler og usikkerheder.
Lennox havde ikke hørt et ord af, hvad Evan havde sagt. Han havde haft for travlt med bare at ligge og overveje situationen, så godt som han nu kunne. Hvilket ikke var just imponerende. Han registrerede dog, at drengen rejste sig i et hastværk og nåede netop at gribe fat i hans hånd. Havde han været ved sine sansers fulde fem, så lød tanken om et glas vand faktisk slet ikke værst. Azkaban havde ikke just givet ham adgang til det påkrævede af den slags, og det betød jo så også, at han var blevet endnu tyndere, end han havde været i forvejen, hvilket man også kunne fornemme på hans håndled, der netop var bart fra trøjen, der før havde dækket for dette og sårene fra lænkerne. Men han var ragende ligeglad. Evan sagde altid, at han burde spise noget mere, men han kunne ikke bekymre sig mindre om sin vægt lige nu.
"... Bliv..." Mumlede han næppe hørligt og med hæs stemme. "... Vil du ikke nok..?"

[Evan Riley]

Han stoppede op, og var nær faldet baglæns, da han mærkede en hånd på sit håndled. Det kom bag på ham, siden manden bare havde ligget sådan, og lignede én som ikke rigtig havde lyst til, at gøre noget. Han hørte rent faktisk mandens ord, selvom han nærmest havde hvisket dem, og i lang tid stirrede drengen bare frem for sig. Han havde ikke set eller hørt Lennox i… hvad? Et år? Og hvis han kendte sig selv ret, havde de helt sikkert skændtes den sidste gang de sås. Han så ned på Lennox, og nu begyndte tårerne endelig at falde og det var som om, at hele hans ansigt krøllede sig sammen i en forfærdelig grimasse idet han nikkede til mandens ord. Han så så grim ud, når han græd, men lige nu kunne han ikke være mere ligeglad. Med en voldsom og højlydt vejrtrækning, vendte han sig om, tog Lennox hånd i sin, hvorefter han placerede sig på knæ, samme position som før. ”Jeg har savnet dig så meget,” hulkede han, idet han placerede sine læber imod Lennox’ pande i et akavet og vådt kys, siden det var svært at nå andet, i den position manden lå i. Det var det eneste han lige kunne komme på at sige, på nuværende tidspunkt, for han vidste ikke om andet var okay. Han kunne dog ikke lade være med at grine, igennem den grimme, tårefyldte grimasse; ”Du trænger virkelig til et bad,” informerede han, men fjernede ikke sit ansigt fra hans. Drengen blev dog en tand mere alvorlig, da han lod sin hånd undersøge manden, næsten som en nybagt mor, som lige skulle tjekke at babyen havde ti fingre og ti tær. ”…Og noget mad,” tilføjede han så, da det gik op for ham, hvor tynd manden var blevet. Han havde tit fortalt Lennox at han skulle spise noget mere, men denne gang mente han det virkelig. Han ville næsten ønske at han havde købt ind, så han ikke kun havde pasta og kage-rester. Evan slog øjnene op, ved tanken om kage og rettede sig op, da det gik op for ham, at han skulle på arbejde.

Han fik, med en akavet bevægelse, trukket sin mobil op af sin lomme, så han kunne se hvad klokken var. ”Fuck, fuck, fuck!” Kom det irriteret fra ham, og han lod øjnene glide fra skærmen og hen på Lennox. Han kunne ikke gå fra ham. Ikke nu. Han gav modvilligt slip på Lennox’ hånd, for at tørre det våde væk fra sit ansigt. ”Jeg bliver altså lige nødt til at ringe, okay? Og så, øh, jeg henter dig et glas vand, jeg kommer tilbage om to sekunder, okay?” Han nikkede hurtigt, og pressede endnu en gang sine læber imod Lennox’ pande, før han rejste sig, og tastede det ønskede nummer.
Der gik ikke længe før personen i den anden ende tog telefonen og begyndte at råbe af ham, hvilket fik drengen til at rulle med øjnene, før han begyndte at gå ud imod køkkenet. ”Slap af, jeg skal først være der om 10 minutter eller sådan noget! … Gider du forreste sige til Patricia, at jeg er syg?” Endnu en råben fra den anden ende af telefonen kunne høres, men Evan havde alt for travlt med, at finde det største glas frem fra skabet og fylde det med vand, hvilket var rimelig svært, når man kun havde én hånd at gøre det med. Han fik det dog gjort, hvorefter han begyndte at gå imod stuen igen. ”Det ved jeg ikke, jeg brækker mig rimelig voldsomt. Måske et par dage?” Han rakte glasset frem imod Lennox, men endte med at sætte det på bordet. ”Tak! Jeg skylder dig en tjeneste,” endte han med at sige, hvorefter han lagde på.

Han satte sig i sofaen, ved siden af der hvor Lennox havde smidt sig, og åbnede de første knapper på sin jakke. ”Velkommen hjem,” sagde han og smilede halvhjertet ned til sin kæreste. ”Hvordan har du det?” Spurgte han lavt. Var det et dumt spørgsmål at stille? Manden måtte vel have det forfærdeligt, Evan turde ikke engang tænke på, hvad han havde været igennem, men et eller andet måtte han jo sige!

[Deleted]

Lennox kunne ikke engang tage sig sammen til at svare. Det virkede endda helt surrealistisk, at han på denne måde holdt fat om Evans håndled. Han kunne næsten ikke beslutte sig for, om det hele her bare var endnu en drømmefyldt søvn, eller om det rent faktisk var virkelighed denne gang. Det kunne gå begge veje. Normalt når han drømte om Evan derinde, så var det dog i knap så herlige foretagender. Hver gang var det end med, at han havde slået op med ham af den ene eller den anden årsag, og Lennox så bare derfra var dømt til at dø alene. Men det kunne selvfølgelig også være det, der var ved at ske nu. Det hele var en drøm, og han var endelig ved at dø derinde. Han kunne ikke engang sige hvor lang tid, det havde taget. I starten havde han talt dagene, men efter de første to måneder var gået, havde han opgivet. Det hele havde alligevel føltes som en evighed at sidde derinde og glo ind i væggen, mens dementorene holdt sig særlig tæt til hans celle, da han åbenbart havde været et godt bytte for dem. Og det kunne ligeså vel have været det år, der rent faktisk var gået, som det kunne være ti år eller bare tre dage... Han havde ingen anelse.
Det eneste, der faktisk havde holdt ham i live derinde og ikke ladet ham døse over i vandvid som så mange andre derinde, var faktisk tanken om det, der ventede ham derude. Troen på at Evan ville være der og vente på ham. At han for en gangs skyld ikke ville være alene. Det var det, han konstant havde sagt til sig selv, og det der havde holdt ham kørende. Også selvom han tydeligt havde lidt inder opholdet, så var han ikke blevet drevet til fuldkommen vandvid. Og han havde da på sin vis fået det bekræftet. Evan var der endnu. Men om det virkelig var for Lennox skyld, eller hvad det var, begyndte han nu at tvivle på...

Lennox havde ligget lidt i sine egne tanker, mens drengen var begyndt at undersøge ham, og han havde ikke hørt, at der overhovedet var blevet talt til ham. Det eneste han endelig bemærkede var, at Evan nu gav slip på ham og ringede efter en eller anden. Havde han fået arbejde? Så han havde altså forberedt sig på at klare sig uden ham...
Han sukkede og vendte sig om på ryggen for at stirre op i et malingsplettet loft. Evan havde vel ikke kunnet nå derop, for resten af huset var sådan set forholdsvist fri fra malerklatter, efter drengen var flyttet ind. Det hele var faktisk nogenlunde rydeligt i forhold til, da Lennox boede der alene. Han bemærkede også nu, at alle møbler ikke stod samme sted, som de plejede. Så var det altså virkelighed og ikke bare en mærkelig drøm? Han befandt sig virkelig hjemme i huset sammen med evan.
Han vendte hovedet, da drengen kom tilbage. Stirrede kort på vandet i glasset. Han var enormt tørstig, men hans appetit var værre end nogensinde, og han havde lyst til at brække sig over bare tanken om at indtage noget. Han svarede ikke på drengens spørgsmål, registrerede det knap nok, inden han satte sig ordentligt op. "... Hvad er klokken?" Spurgte han sløvt og kiggede på uret, der hang oppe på væggen.
Lennox rejste sig langsomt og vakkelvornt op, hvorefter han med tunge skridt bevægede sig ud imod gangen. Det var som om, det hele var lidt mere ved at falde på plads med det mål, han nu satte sig. Den flugt han havde haft, inden Evan kom ind i hans liv. Den sunde interesse, der havde flydt allermest, før han endelig havde fundet nogen at blive lykkelig sammen med. Det, der havde fået ham til at forlade sin højtelskede skuespillerkarriere, som han var inspireret til efter at have haft rollen som Javert.
"Jeg skal på arbejde..."
Han gik ud og tog sin frakke på, lukkede alt andet ude af hovedet og hørte ikke noget som helst andet end sine egne fodtrin, mens han gik ud ad huset og til en passende afstand, inden han fandt sin tryllestav frem og transfererede sig bort. Mod ministeriet.

//Out.

[Evan Riley]

Evan hævede øjenbrynet en enkelt gang, da han ikke fik svar på sit spørgsmål, men alligevel formåede han at presse et spil frem, da han svarede på Lennox’ spørgsmål omkring hvad klokken var. ”Den er ikke så meget, faktisk. Du har ikke spist, vel? Skal jeg lave noget til dig? Så kan du jo bare ligge og slappe af bagefter.” Han smilede og skulle til at række ud efter manden, da han pludselig rejse sig, hvilket kom en hel del bag på drengen. Han havde forestillet sig, at manden ville være så træt, nu. Han så dog heller ikke ud til, at kunne stå ordentlig op, hvilket også fik Evan op på benene, da han var nervøs for, om Lennox nu faldt eller ej. Han fulgte efter ham, med et undrende blik, da han gik imod gangen.

”Øh, Lennox jeg tror ikke at du skal-…” han stoppede op, midt i sætningen, da manden lige pludselig informerede ham om, at han skulle på arbejde. ”A-hvad skal du?” Evan lignede mest af alt én som var blevet slået lige i ansigtet. Det kunne han vel ikke mene? Arbejde? Nu? ”Hør, lille skat, du kan godt se, at få din mås indenfor igen, for-… Lennox!” Han stirrede forbløffet efter manden, som han bare gik, uden så meget som at se sig tilbage, og Evan kunne ikke engang nå at stoppe ham, før han allerede havde transfereret sig væk. I lang tid stirrede drengen bare ud i den blå luft, indtil han irriteret og surt gi indenfor og smækkede døren vredt efter sig.

Det kunne han ikke være bekendt. Han var lige kommet hjem, og så skulle han allerede gå? Hvad var der galt med ham? Han så ikke engang ud til, at han kunne tænke ordentligt! Evan gik ind i stuen helt tom for ord, og lod i stedet sine handlinger snakke for sig, idet han lavede en eller anden underlig bevægelse med armene og kom med et eller andet form for brøl. Som om det kunne fixe alt i hele verden. Det fandt han hurtigt ud af, at det ikke kunne, hvilket fik drengens øjne til, at søge hen på vandglasset, som ikke stod så langt væk. ”Fucking mænd!” vrissede han og skubbede glasset ned på gulvet, hvor det gik i stykker. Han smed sig i sofaen, pænt ligeglad med, at han blev nødt til at tørre op senere.

[Evan Riley]

//Huhuhuhu, out.