Trough the streets

[David Mulligan]

Alayne Grace Morrison 

David trissede afslappet ned af en sidegade. Han holdt sig som regel for de store veje og gader, efter Jarvis havde overtaget Ministeriet. David var heldig, at han ikke have været i Ministeriet den dag, Jarvis var kommet, for så ville han måske have været død nu.. Ja, han var glad for, Angelo havde givet de aurorstuderende fri den dag! Altså, han ville gerne hjælpe til med at bekæmpe Jarvis, men han var ikke til megen nytte; mugglerfødt, ungkarl, aurorstuderende.. Han kunne nok ikke bruges til meget, og det vidste han, så han undgik rampelys og bevægede sig afslappet af sted. Selv under de mørke omstændigheder havde han et smil på læben. Det havde han altid. 
Han begyndte at fløjte en melodi, "If a body catch a body coming trough the rye". Det var en melodi, hans mor havde lært ham, da han havde været helt lille. Den var god, og det synes han stadig, så uden rigtig at tænke over, det var det den melodi, han valgte at fløjte. Han var flere gange ved at falde ned af kantstenen, han balancerede på, men så viftede han bare lidt med armene. Han havde ikke i sinde at gå på fortovet eller vejen. Nej, han havde valgt kantstenen! 
Hans mørke krøller prydede stadig hans hoved. Det var faktisk nogen krøller, han var rigtig stolte af! Han havde haft, dem siden han var, hvad, 7 år? Og selvom hans far flere gange ville have ham, klippet havde han afslået! Der var sgu da en grund til at alle pigerne - han havde aldrig haft mange kærester - faldt for ham - hans krøller! Han kunne også godt, lide når der var en lille vind, så rodede, den hans hår og han blev nødt til at kører sin hånd igennem det; det var sgu livet!

[Alayne Grace Morrison]

Alayne havde denne dag valgt at udnytte det gode juli-vejr, og gå sig en tur ude på gaderne. Trods at hun ikke var glad for at være inde i centrum med alle de mange mennesker var det den dag en sidegade der var offer for hendes gåtur. Alayne forlod næsten aldrig Herrengården hun var bosat på, hun følte sig forpligtet til at blive og passe den syge oldemor. Det var vel egentlig også grunden til at hun ikke havde fået sig et job, eller en uddannelse efter Hogwarts. Hun havde heller ikke holdt kontakten med så mange af hendes venner fra tiden på Hogwarts, alt hendes tid lå simpelthen på hendes oldemor. 
Hvordan hun skulle tackle det varme sommervejr anede hun ikke, og man måtte for tiden sige at det var sommer over London, noget hun faktisk ikke var så vild med. Den fugtige luft og varme vind var slet ikke noget for hende. Hun ville meget hellere have en regnbyge, blæst eller sågar noget sne. Selvom hun foretrak vintervejret havde hun kun tøj til sommervejret. Så denne dag var hun selvfølgelig klædt i et par cowboy shorts, en prikket top og som altid hendes sorte strikhue. Det sommerlige tøj flashede mange af de tatoveringer hun havde fået i årernes løb, alle var blevet lavet efter Hogwarts, og således var hendes to piercinger.
Efter et godt stykke tid besluttede hun sig for at slå sig ned. Hun var ikke rigtig typen der satte sig på en bænk eller noget - hun syntes de var ret ulækre -, hun søgte ud mod kantstenen ud til vejen så hun kunne sidde der. Biler var der ikke mange af på denne vej, kun taxaer som kørte som en sindssyg så hun skulle være på vagt hvis der kom noget. Hun så sig lidt omkring og da hendes blik faldt på et krøltoppet hankønnet menneske der gik på kanstenen var hun høflig nok til at rejse sig og gå til siden så han kunne komme forbi, men personen så genkendelig ud. 
Hun overvejede i et par sekunder hvem denne person dog kunne være. Krøltop, hankøn, brunt hår. Det kunne kun være en person.
"David?" spurgte hun lidt for at håbe på en erkendelse på at det var ham, ellers ville det dæleme være pinligt for hende.

[David Mulligan]

David fortsatte sin nynnen, mens han gik på kantstenene. Flere gange måtte han kikset vifte med sine arme, så han ikke mistede fodfæstet og endte på den forbandede vej, hvor alle billisterne kørte, som om de lige havde drukket, selvom det var en sidegade og midt på eftermiddagen.. Det var virkelig en af ulemperne ved muggler-verdenen; alle de biler. Folk døde af det, og verdenen blev svinet til.. Faktisk var magi ret miljøvenligt! Hvis alle kunne magi kunne man undgå meget forurening, men sådan så Jarvis nok ikke helt på det. Det var en skam. Det kunne hjælpe både mennesker og natur, men whatever, David var egentlig også ligeglad.
En rød bil drønede forbi ham, så han måtte stoppe sin gå-gang for at blive stående på kantstenen. Hvis det havde været regnvejr, var han nok blevet oversprøjtet med vand. Han grinede ved tanken. Det var måske underligt, men David havde altid godt kunnet lide regn, vandpytter osv. Selv hvis vandpytterne var fyldt med snavs synes han underligt nok, det var sjovt at få det ud over sig.. David var generelt underligt, men han kunne bare frembringe det positive i næsten alt. Det var nok derfor, der, aldrig var nogen, der havde mobbet ham synderligt på Hogwarts. Jo, nogen havde skam prøvet, men de var blevet skide irriterede, da han bare svarede flabet igen. Det havde været ret sjovt.
Han gik forbi en, det lagde han godt mærke til, men hvem det var, var han, ikke opmærksom nok til at opdage, så, da hans navn blev nævnt, kiggede han desorienteret op fra kantstenen, og opdagede, hvem, der stod foran ham.
"Alayne!" Grinede han, da han så pigen med den sorte hue. Den gik hun sgu altid med. "Det er sgu lang tid siden! Jeg kan se, du har fået dig et par tattoos." Han kunne ikke lade være med at smile. Han smilte tit, men han smilte, mere end han plejede! Alayne havde han ikke set siden Hogwarts, så det var efterhånden tre år siden.. Men hun havde været nice! De kom overraskende godt ud af det med hinanden, når man tænkte på, de gik på rivaliserende kollegier og alt det shit - mange af Davids venner havde også været overraskede - men de mindede bare ret meget om hinanden, og de havde haft det skide skægt, så, meget kunne han huske!

[Alayne Grace Morrison]

Alayne så hen på drengen der så bekræftede at det var ham.. eller, bekræfte det gjorde han nok ikke, men han sagde hendes navn og da hun fik set ordenligt på ham kunne hun sagtens se at det var gode gamle Dave. Hun fik et stort smil på læben da han kommenterede hendes tatoveringer og hun begyndte også at grine en smule. Den herlige unge mand altså. "Det er virkelig længe siden" sagde hun med et smil og lagde sine hænder i hendes shorts-lommer. Bekræftende nikkede hun på hovedet til det med hendes tatoveringer og hun tillod sig at kigge lidt på hendes arme hvor kunstværkerne havde blomstret mest ud.
"Man skal vel udtrykke sig selv på en eller anden måde, er det ikke sandt?" sagde hun med et stille grin og så på ham. 
Hun så ned på hendes lår, lige under hendes shorts hvor der på hvert lår var en sløjfe. "Det skulle egentlig bare starte med dem der.. Men jeg blev helt høj af kunsten" sagde hun efterfulgt at en lille latter. 
Hun elskede at tegne så det at en anden kunne få hendes værker på hendes krop var virkelig fedt, og hun ville have dem resten af hendes liv. Noget helt andet end at hun skulle tegne på et stykke papir og så fik den lov til at ligge der, nej, disse tegninger fik en plads på hendes krop. Godt nok gjorde det nuller naller og hendes frygt for nåle blev sat på spil hver eneste gang, men hun fik flere og flere tatoveringer.
Næsten alle hendes tatoveringer havde hver deres historie, og hun kunne snildt forklare hver og en. Den første tatovering hun fik med historie, var fra den gang hun blev anholdt og smidt i mugglerfængsel og derfor kunne ikke være ved sin oldemor i lang tid. Den episode krævede derfor en tatovering.
"Så hva' går du ellers og får tiden til at gå med?" spurgte hun og puffede venskabeligt til ham med albuen.
Deres venskab kom bag på hende den dag i dag. Alayne var nemlig opdraget med hadet til mugglerfødte og det lå stadig meget i hende at mugglerfødte ikke skal kunne magi. Så det at hun klingede så godt med denne dreng var en smule underligt, men deres venskab var så godt at hun ikke ville droppe det på grund af hans blodstatus. Hendes forældre var heller ikke til stede til at sige til at 'den går altså ikke'. Et godt venskab smed hun aldrig væk.

[David Mulligan]

David var faldet ned af kantstenen, da han havde vendt sig om mod Alayne, så han stillede sig op på den igen. Denne gang uden at gå, han blev bare stående. Han vidste ikke, hvorfor, men han kunne godt lide kantstenen. Den var bedre end fortovet. Eller, det var den nok ikke. Kantstenen var ingen gang beregnet til at gå på, men han var ligeglad – det var sjovt og bedre.
"Meget længe siden!" Gjorde han sig enig, og nikkede. Tiden gik hurtigt. Det var stadig, som om, han havde gradueret fra Hogwarts i går, men det var snart tre år siden. Det var lidt uhyggeligt. David havde hverken set mere til Daniel, Trystan eller Rita efter dimissionen.. De tre havde også været nogen af hans rigtig gode venner, ligesom Alayne. Det var faktisk lidt surt at tænke på. Han havde selvfølgelig fået et par gode venner efter skoletiden, men hans gamle kammerater, ja, han savnede dem faktisk, nu, hvor han tænkte over det!
"Joh, forfanden da!" Grinede han, som svar. "Jeg har jo mine krøller." Fortsatte han med et kæmpe, drenget smil på læben. Hans naturlige krøller var nok ikke helt det samme som tatoveringer, men David synes, det lå i den retning. Der var jo ikke særlig mange, der havde krøller, vel? Og slet ikke nogen, der var så tiltrækkende som hans. "Nice." Han lagde hovedet lidt på skrå for bedre at kunne se de kreative sløjfer, der var på Alaynes lår. Det så faktisk ret cool ud.. Måske burde han overveje en tatovering? Han vidste godt, det ikke ville blive en realitet, for hans forældre ville dræbe ham, men alligevel..
Han var efterhånden en voksen mand, men hans forældre kunne desværre stadig godt lide at have lidt ejer fornemmelse over ham.. Han havde dog ikke set meget til dem på det sidste, for han gemte sig i en kælder i London sammen med en anden aurorstuderende, så Dødsgarden ikke skulle finde ham. Det mest geniale ville jo ikke være at søge hjem til hans muggler forældres hus.. Så ville han hurtigt blive fanget, det, tvivlede han ikke på. Nej, han holdt bare lav profil i Londons små, rolige gader. Der regnede han, ikke med, Dødsgarden ville komme hverdag!
"Undgår spotlight.." Han trak på skuldrene. "Dødsgarden er ikke så vilde med mugglerfødte aurorstuderende." Grinede han, selvom den givne situation. Man måtte jo tage let på det. Og han havde jo selskab, det var slet ikke det! Nogen gange var han godt nok ved at dø af kedsomhed, hvilket han hadede, så han begyndte at træne med sin flygte-mate eller gå en tur, som han havde valgt at gøre den dag. Man måtte jo få tiden til at gå med noget ordentligt. At kede sig var slet ikke en mulighed i Davids hoved.. Han hadede det virkelig. Han hadede det inderligt. Det var ikke værd at kede sig!