Into the Woods

[Deleted]

Tag: Daario Farrell

Hvor var det egentlig besynderligt, som det hjalp på kontrollen af ulve, når man var i manneskeskikkelse, at man havde ladet dyret oplevet noget nyt og være sluppet lidt løs engang imellem. Normalt ville Levi jo holde sig til Wolf Forest, hvor han forgæves ville forsøge sig med at sove igennem mareridtet. Men ja, det havde ikke rigtig nyttet noget som helt. Ikke andet end at han havde lukket ulven inde, og at den så til gengæld var hoppe ud på fuld spring, da den endelig havde fået chancen. Dette havde jo så resulteret i, at han var kommet til at vise nogle ret så klare symptomer, som Profettidende ikke kunne vente med at komme i en avis, nu hvor det ikke længere var spændende at beskylde ham for at være i seng med eleverne. Men det skulle være slut nu. Efter hans lille amok-tur, så var det hele blevet meget bedre. Ikke kun kunne han styre ulven, men han var også langt mindre anspændt, end han før havde været. Dette gjorde ham ikke mindre formel og havde på ingen måde ændret på hans personlighed. Andre kunne på ingen måde mærke forandringen, men det kunne han i den grad selv.
På denne fuldmåne havde Levi besluttet sig for, at skoven i Godric Dalen måtte være et godt sted at lade sig forvandle og strejfe lidt rundt som ulv (under indflydelse af stormhateliksiren, selvfølgelig. Han ville ikke risikere at vågne op til at opdage, at han havde hærget hele byen og med sikkerhed var blevet morder). Og det var egentlig også gået ganske glimrende. Ulven havde fået lidt nyt at kigge på, for selvom det endnu var hans eget sind, så var det jo ikke kun sanserne, der var blevet skærpet og udseendet, der var blevet ændret på ham. Instinkterne blev jo også automatisk forstærkede, så lidt ulv var man jo, når tiden var.
Det var knap nok en time siden (17 minutter og 38 sekunder for at være præcis), at fuldmånen endelig havde sluppet sit greb og ladet Levi falde tilbage i sin menneskelige form igen. Han var udmattet. Ikke træt, men alligevel mente han nu godt, at han kunne unde sig selv at slappe en smule af, når han nåede hjem igen. Hans eller altid så pæne tøj var knap så pænt i øjeblikket. Det var stadig det samme jakkesæt bortset fra selve jakken. Skjorten han ud over bukserne og var rebet op flere steder. Hans hår var desuden rodet og ikke pænt sat, som det plejede at være, som han nu vandrede gennem skoven på vej hjemad. Eller rettere at finde sig et ordentligt sted at transferere fra. Han ville ikke risikere, at der var nogen mugglere, der pludselig så ham forsvinde på den måde, og han syntes, at han kunne lugte en eller anden i nærheden. Hvor henne gav han sig dog ikke tid til at spekulere på, men han måtte dog alligevel indrømme, at han var noget mere vågen over det, end han ellers ville havde været.

[Daario Farrell]

Daario befandt sig denne nat, i en skov han ikke før havde set, og ikke kendte da han normalt holdt til tæt ved hans klans hovedkvarter. Men der var sket så meget på det sidste, at havde haft brug for, at komme væk fra flokken og hans gravide kæreste. Det var ikke mange dage siden, det havde lykkes ham at stikke af, fra en fra garden, som havde formået at fange ham og spærre ham inde. Daario var blevet totureret på grufuld vis, men det knækkede ikke en mand som ham, der skulle mere til dog havde han frygtet at blive dræbt, han kunne ikke tillade sig at dø og efter lade den kvinde han elsker, til sig selv og så bær hun endda hans barn i maven, en som helt sikkert vil arve hans varulve gen. Men han var som sagt stukket af, lige før det var forsent, for selve mørkets herre var blevet tilkaldt, da den mand ville personlig slå ham ihjel, fordi Daario havde kæmpet imod ham på hospitalet, han havde ramt ham med en bombardio før han var smuttet væk fra stedet med nød og næppe. Så der var sket en masse for ham, men nu var han her i skoven og nød den friske luft, ventede på at fuldmånen skulle komme frem. Som altid var han iklædt sin læder rustning, et par brune bukser og sine store vandrestøvler, det lange brune hår hang løst. Fuldmånen kom og han skiftede skikkelse, til sin store brune varulveform, han var selvfølgelig på eliksir, da han ikke ønskede at dræbe nogle, for den eneste gang han var løbet tør, havde han taget livet af en ung heks og det skulle ikke ske igen. Han fik løbet en hel del rundt, hyle mod månen og brugt sin krop, endda jagtede et par hjorte dog uden at dræbe. Da fuldmånen stoppede, fik Daario atter sit tøj på igen, hans lange hår var blevet uglet, og hans ansigt en smule beskidt, men ellers så han normal ud, på tors af at hans krystalblå øjne dog bar et træt men afslappet blik. Han rettede sig op, skød brystkassen frem imens han så rundt, da hans lugtesans havde opfanget lugten af noget andet, et menneske et sted i nærheden. Han stod stille og lyttede til naturen, for at høre om personen kom nærmer, det skulle ikke undre ham, vis det var en varulv....

[Deleted]

Udmattet traskede Levi igennem skoven uden de sædvanlige tanker for, hvordan hans holdning eller noget som helst så ud. Under normale omstændigheder ville han jo aldrig have vist sig offentligt i så sjusket tøj, som han havde på nu. Og normalt ville han også gå rundt med ret ryg og den stolte, britiske mine, der fik folk til at tro, at han var den mest arrogante person nogensinde, selvom de jo aldrig havde mødt ham før. Men det generede ham nu heller ikke. Det var sådan han holdt af at være på, og andre menneskers tanker om ham betød faktisk ikke så meget, som man lige umiddelbart skulle tro, de gjorde. Jo, selvfølgelig så var der jo alle rygterne i Profettidende, som han allerhelst så bort, men det var jo af ganske fornuftige årsager. Hvis det kom ud, at han var en varulv, eller endnu værre, hvis folk rendt rundt og troede, at han gik i seng med eleverne, så ville det jo ikke blot koste ham sit omdømme, men også hans job; selvom han da sagtens kunne klare sig uden et arbejde grundet den store formue, han havde arvet, så var han glad for det, og ville bestemt ikke af med det igen.
Et suk undslap Levi, og han gav sig til at overveje, om han skulle holde et hvil. Selvom han ikke var decideret gammel, så kunne han efterhånden godt mærke, at han nu var nået ud af tyverne. At vandre rundt i skoven på denne måde, var ikke så lille en bagatel, som det engang havde været for ham i hvert fald. Men netop som tanken slog ham, hørte han fodtrin. De måtte tilhøre vedkommende med den lugt, det var han næsten sikker på. Han stoppede derfor brat op og stirrede i lugtens og lydens retning som en opmærksom hest, der netop havde hørt en fremmede lyd og skulle til at løbe. Dette var dog ikke tilfældet her. Hvis vedkommende skulle vise sig fjendtlig, havde han sin tryllestav i hånden til at forsvare sig med. Normalt var han ellers ikke så paranoid, men det med Garden og de ikke helt henstilnede ulveinstinkter, gjorde ham mere mistroisk end normalt. Og det var jo heller ikke helt uden god grund. For hvem i al verden ville dog vandre rundt i en skov på dette tidspunkt?
Efter et minuts tid begyndte Levi at blive nysgerrig. Lugten, som han ganske vist ikke kunne præcisere yderligere, forekom ham på en eller anden måde bekendt. Derfor tog han chancen og bevægede sig langsomt i retning af dem, men han var klar med sine tryllestav, og alle sanser han besad var skærpede.