Rainbow High!

[Deleted]

Tag: Alhertine Beaufort

Der var ikke gået lang tid, inden der var nogen, der var ankommet til værelset, hvor den livløse dreng nu lå og kæmpede for at holde fast ved livet, hvis det ikke allerede havde forladt ham. Levi havde transfereret sig bort, men ikke længere bort, end at han kunne se, hvad der høre, hvad der foregik deroppe. Han huskede ikke at have givet sit navn, da han fik hotelværelset. Han så vigtig nok ud til, at det kunne have ventet til dagen efter, når han skulle betale for det, når hvem var der egentlig at spore? Han vidste godt, at han burde gå derop og erkende, hvad han havde gjort. Eller måske bare aldrig have gjort det i første omgang. Men han kunne ikke fortryde det. Det var som om en enorm burde, der havde hængt på han skuldre i 30 år nu endelig var blevet løftet, og han huskede aldrig at have følt sig så bekymringsløs, som han gjorde nu.
Levi så kort ned ad sig selv. Han kunne nok ikke undskylde sig fra, at han var fuldstændig dækket til at blod. Men hvem skulle han også undskylde overfor? Det her var ikke en sag, der kom den magiske verden ved, eftersom han ikke havde været i fuld varulvetilstand, da han angreb drengen. Havde han været det, så havde han mildest talt været på røven, og så havde der ikke været den mindste mulighed for, at han havde nået at stoppe sig selv, før han fik taget en bid af knægten. Ikke nok med det, så havdet han også mistet sit job, den familie han nu havde og var blevet smidt i Azkaban. Desuden ville han aldrig kunne få arbejde igen for hvem ved sien fulde fem ville dog ansætte en varulv i andet end et freakshow? Svaret var enkelt - Ingen!
Efter at havde overværet scenariet i et stykke tid, måtte han nok endelig erkende, at det var på tide at komme hjemad. Han ville nok have svært ved at undskylde, at han var overdynget af blod. Selvom det ikke ville havne for den magiske ret, så ville det havne for mugglerretten. Og jo, han så vigtig nok ud til, at han sagtens kunne få snakket sig ud af den problematik. Men han holdt sig nu helt helt på afstand af det. Hvis han var heldig, så troede de blot, at drengen var blevet angrebet af en bidsk hund eller noget og tog til takke med, at den måtte være sluppet væk på en eller anden måde, inden de var nået frem.

Det varede ikke længe, inden Levi dukkede op på gårdspladsen til The Wolf Manor efter at have transfereret sig bort fra gerningsstedet. Han begav sig op mod hoveddøren med hastige og bemærkelsesværdigt muntre skridt. Det mest besynderlige ved hans fremtoning i øjeblikket var faktisk ikke engang, at han var tildækket i en anden persons blod. Det mest mystiske ved det var næsten, at han smilte. Oprigtigt endda. Han huskede aldrig at have været så glad, som han var lige nu. Det var vist noget af et held, at det kun var Levi, der var taget hjem for weekenden, så hverken Siors eller Luana var der til at få et glimt af dette syn. Det måtte have set fuldkommen sygt ud for enhver anden en Levi selv lige nu.
Levi trak sit lommeur op og åbnede det. Klokken var 20:04:01, så han kunne sikkert finde frøken Beaufort i gang med sit arbejde, eller hvad hun nu foretog sig, når han ikke var der til at holde øje med hende. Det passede ham fint, for i hans hoved var det et glimrende øjeblik til te!
"Frøken Beaufort!" Kaldte han, da han slog døren op unødvendigt voldsomt, hvorefter han smækkede den i igen. Hun ville nok ikke forvente at finde ham værende hjemme så tidligt, som han var. Han havde jo trods alt sagt til hende, at han ville være væk over weekenden også, men sådan kunne tingene jo ændre på sig. Og selvom han selv var glad for at overholde tidsplaner og aftaler, så kunne han ikke være mere ligeglad lige nu. Han trak sin jakke af og smed den hen over et armlæn, da han vandrede ind gennem stuen. Han passerede hurtigt et spejl, hvor han ikke kun bemærkede, at blodpletterne var gået igennem og havde hærget han hvide skjorte, men hans hår sad helt ad Helvedes til. Det kunne ordnes senere.
Han fortsatte sin gang ud til kontoret, hvor frøken Beaufort gerne skulle opholde sig. "Frøken Beaufort, jeg vil gerne bede dig om at lave te, også til dig selv, hvis det behager," sagde han, hvorefter han gik ind i stuen igen for at smide sin vest samme sted, som han havde midt sin jakke. Han ville gerne sætte sig ned et eller andet sted, men han havde opbygget for meget energi over sin begejstring til at kunne gøre andet end at vandre frem og tilbage hen over gulvet.

[Alhertine Beaufort]

Helt stille, helt roligt. Præcis sådan som hun ikke kunne lide det. Det var alt for stille, og når man befandt sig i sådan et stort hus, var det som om, at alle ens bevægelser kunne høres. Det var som at sidde til en eksamen i folkeskolen, hvor man ikke måtte sige et ord, og bare man sank en lille klump, kunne det høres helt nede i den anden ende af salen. Og så var det i øvrigt en smule uhyggeligt at være helt alene, eller... Ja, næsten alene. Der var jo dyrene, men det var jo ikke fordi de kunne forholde sig til en samtale.
Alhertine havde placeret sig selv foran skrivebordet på Mr. Wolfs kontor, hvilket havde virket en smule forkert, da det jo var mandens stol hun sad i, men når han nu alligevel ikke var hjemme, og var skulle være væk hele weekenden, så hun ikke noget problem i det. En masse papirer med en masse navne var placeret foran hende. Normalt ville hun have haft lidt mere orden på sine ting. Lavet en fin bunke papirer, måske sat navnene i alfabetisk orden, men denne gang havde hendes opgave føltes en smule uoverskuelig. Èn af Mr. Wolfs' hopper skulle fole, og Al havde selvfølgelig fået den opgave, at finde en dyrelæge, som kunne hjælpe. Problemet var bare, at hun ikke havde nogen anelse om hvad hun skulle kigge efter! Hun havde da aldrig haft behov for en dyrelæge, og da især ikke til en gravid hest! Hun havde ikke engang været ordentligt nede og se på de store dyr, for hvem ved sine fulde fem, ville turde være i kontakt med sådan nogle? … Nårh, ja.

Hun havde været så fri, at lave sig en kop te, da hun var rimelig sikker på, at det nok ville tage lidt tid, at finde en dyrelæge, som levede op Wolfs standard. Hun havde kun lige sat koppen op til munden og taget det første stykke papir op, da et brag forskrækkede hende, og fik koppen til at hoppe ud af hånden på hende. Hun rejste sig hurtigt, da den varme væske havde ramt både hende selv, papirerne og gulvet, som koppen havde ramt. Al kunne ikke engang nå at tænke over hvor varmt teen havde været – hun var mere bekymret over koppen, som lå ødelagt på gulvet. Hurtigt begyndte hun at samle stykkerne op, hun blev dog afbrudt, da en velkendt stemme kaldte hendes navn, og ironisk nok bad hende om, at lave noget te. ”Mr. Wolf? Hvad laver De-...” Hun nåede kun lige at kigge op, til at se manden forsvinde ud af rummet igen. Spøjst. Han havde lydt en smule for glad, og hvad lavede han i øvrigt allerede hjemme? Han skulle jo være væk hele weekenden? Den unge kvinde ventede dog, med at spørge ind til noget, da hun havde alt for travlt med at få samlet alle stykkerne af koppen op, og gå ud i køkkenet for at sætte vand over til te.

”Hvad laver De allerede hjemme?” Hun stod i døråbningen til stuen, imens hun ventede på vandet. Hun var alligevel en smule nysgerrig, især fordi manden havde lydt så glad. Alt for glad. Det var næsten lige til at få myrekryb af. Hun smilede en anelse. ”De virker glad, er der sket no-...” det var først her, hun fik øje på hans tøj. Manden var jo dækket med blod! Kvinden tog langsomt sine briller af, for at se ordentligt på ham. Et overrasket, lettere skræmt udtryk var at se i hendes ansigt. ”Hvordan er det dog De ser ud?!” Næsten hviskede hun. ”Hvad er der sket?”

[Deleted]

Det var faktisk ikke engang løgn, at man bedre ville kunne forvente at se Levi sølet til i en anden persons blod, der faktisk ligeså vel kunne have været hans eget for uvidende, end at se ham smile og være så glad, som han var lige nu. Glæde var ikke noget, han havde haft meget af i den seneste tid og faktisk ikke gennem livet generelt, og når han så en sjælden gang imellem skulle hænde at være glas, så var det ikke noget, han lod udtrykke med sit ansigtsudtryk. Faktisk så havde han jo generelt ikke så meget ansigtsmimik at have med at gøre. Han lå normalvis bare i de sædvanlige og faktisk ganske seriøse folder, der ofte fik folk at at tro, at han gik rundt og var gnaven hele tiden, hvilket ikke var tilfældet. Han naturlige dybe stemme og hans store størrelse gjorde så heller ikke meget for at hjælpe på denne sag, da han bare så truende ud helt automatisk. Hans fætter, Siors, lavede jo heller ikke meget med sine ansigtsudtryk, og ej heller gjorde Luana. Det var åbenbart noget, der lå til familien. Men Siors og Luana så bare ikke nær så skræmmende ud, også selvom Siors jo var nogenlunde samme størrelse som Levi. Kun en smule lavere, men til gengæld også noget mere muskuløs. Men Levi lignede desværre sin far en hel del, og det var nok det, der gjorde udslaget i sidste ende.
Levi kunne ikke bebrejde sin assistent for at være nysgerrig over hans nyligt tilvundede glæde. Hun havde jo trods alt ikke arbejdet for ham i så lang tid igen, og da slet ikke længe nok til, at hun havde oplevet en ændring i ainsigtsudtrykket fra ham. Faktisk havde han være specielt gnaven i nærheden af hende, fordi han ofte var stresset, når han kom hjem. Også selvom han ikke ville indrømme det, men det var noget enhver idiot kunne se, så det havde hun sikkert regnet ud. Hvilket nu fik Levi til at tænke over, hvor taknemmelig han egentlig var for at have hende som assistent. Selvom hun ikke havde arbejdet for ham længe endnu, så havde han været overordentligt tilfreds med hende indtil videre. Også selvom han havde troet, at hun var en mand i starten. Sådan kunne navne jo forvirre, men han huskede tydeligt hvor overrasket, han var blevet, da hun trådte ind til jobsamtalen og havde vist sig at være en... Ja, en hun. Ikke at dette generede ham, men det var kun i sidste sekund han havde nået at skjule sin overraskelse dengang.
Han var netop i gang med at tage skoen af og stille dem pænt ved siden af de andre, da han hørte hendes reaktion til hans udseende. Noget han havde glemt at tage højde for, da han ikke havde skiftet, inden han var brast ind til hende. "Det skal du slet ikke tage dig af," sagde han og lavede en bagetaliserende håndbevægelse. "Der er ikke sket mig andet end det bedste længe," tilføjede han, men undlod nu at nævne, hvad præcist, der var hændt.
Levi hastede op ad trapperne og ind til sit eget værelse for at skifte til noget tøj, der ikke var dækket til med blod. Han valgte at gå direkte til nattøj, da han nærmest ikke kunne være mere ligeglad med sin påklædning i øjeblikket, men alligevel ville vise den respekt ikke at rende rundt tildækket i blod. Ikke at hans nattøj var mindre formelt end det, han plejede at have på, men det var mere behageligt og ikke andre farvekombinationer end bare sort. Han fik derefter hurtigt samlet alt det andet tøj ud til vask ved hjælp af sin tryllestav, hvorefter han roligt bevægede sig tilbage til stuen, selvom han havde lyst til at springe rundt og bjæffe som en lille hvalp.
"Frøken Beaufort, har jeg fortalt dig, hvor meget jeg værdsætter dit arbejde her?" Spurgte han og følte hvordan glæden over det, der netop var hændt også gik ud og fyldte hvert et andet punkt i hele hans dagligdag, som han lige pludselig værdsatte mindst ti gange så meget.

[Alhertine Beaufort]

Et mistroisk blik blev sendt i mandens retning, da han sagde at hun ikke skulle tænke over det. Kunne hun andet? Manden var jo sølet ind i blod, og hun vidste ikke om det var hans eget, eller nogen andres. Der var selvfølgelig en god mulighed for, at det bare var et dyr, men hun kunne alligevel ikke lade være med ar være en smule nysgerrig over, hvad manden havde foretaget sig. Og han havde for øvrigt heller ikke svaret hende på, hvorfor han var så tidligt hjemme. Hun fik dog ikke mulighed for at spørge, da hun hørte en høj pive-lyd fra køkkenet, som hurtigt fik hende til at vende al hendes opmærksomhed væk, for at gå ud og finde to kopper frem til te. Hun havde ikke været hans assistent i lang tid, men hun havde da lært at navigerer rundt i køkkenet i løbet af allerede de første par dage, hvilket var en god ting, når man blev bedt om at lave te fyrre gange om dagen, det var måske i virkeligheden også i køkkenet, at hun på dette tidspunkt følte sig mest tryg. Alle andre steder var hun alt for bange for, at komme til at ødelægge noget, eller spilde, ligesom inde på Wolfs kontor… Der manglede hun for resten også at tørre op, men lige nu, var hun fokuseret på, at lave te. Det gjorde vel heller ikke noget, at det ventede lidt.

Hun kom ind i stuen, lige som manden åbnede munden, og hun rullede med øjnene, idet et lille smil kom frem på hendes læber. ”Som sagt, man er vist i godt humør?” Hun stillede den ene kop på sofabordet og gestikulerede til sofaen, for at få ham til at sætte sig. Jo, hun havde da fået komplimenter før, men det var ikke noget, som hun tog synderligt seriøst. Mænd og søde ord gik jo ofte hånd i hånd, men det var som regel bare søde ord, og intet andet, et trick. Ikke at hun troede at manden havde tænkt sig at forfører hende på nogen måde. Han lignede bare ikke typen som gjorde sådan noget… Og især ikke i sit nattøj. Kvinden lod sine øjne studerer mandens tøj, og roste ham i sine tanker, da det egentlig var første gang at hun så ham så afslappet. Det fik hende til at tro at han virkelig var blevet byttet ud med én som lignede ham på en prik, men havde en hel anden personlighed. Men ja, det betød vel bare at han var komfortabel med, at hun var ved ham? Selvom… Als øjne landede på mandens hår, som mildest talt sad helt ad Helvedes til, og det krævede alt hendes viljestyrke, ikke at gå hen og rette på det, som det ordensmenneske hun var. Så komfortabel behøvede han jo heller ikke at være. Hun lod det dog sætte sig, som et lille tick i hendes øje, idet hun placerede sig i sofaen overfor dér hvor hun havde stillet mandens kop. Hun havde sat sig helt ude på kanten af den store sofa, som om hun var bange for, at slappe helt af, når manden var i nærheden.

”Så,” hun tog en tår af sin te, og stillede derefter koppen på bordet foran sig. ”Der skal godt nok noget af et dyr til, at lave sådan nogle blodpletter,” hun lagde hovedet en anelse på skrå, og sendte manden noget der mindede meget om det blik éns mor sendte, hvis hun vidste, at man havde hugget den sidste kage fra skabet.

Hun var ikke den dømmende type. Alle havde deres hemmeligheder, og manden var ikke en undtagelse, havde hun rimelig hurtigt fundet ud af, blandt andet ved hjælp af Profettidende, man skulle jo kende sin arbejdsgiver, så hun havde selvfølgelig luret lidt og fundet hvad hun kunne. Hun havde hurtigt konkluderet, at manden måtte være én eller anden form for varulv, og det havde hun selvfølgelig ikke lagt skjul på overfor manden at hun vidste. Han virkede dog nærmest også lettet over at hun vidste det.

”Skal jeg finde en sort sæk og en skovl frem, eller har du helt styr på det, Mr. Wolf?” Hun havde egentlig ment det som en joke, men man kunne jo aldrig vide.

[Deleted]

Hvis Levi havde været bare en smule mere glad, end han var lige nu, så havde han købt sig en kjole og en pæn hat samt en buket roser, fundet sig en blomstermark og lallet rundt dér. Om så selveste Theodore Jarvis kom ind og fortalte ham, at han skulle slås ihjel lige efter at have fået skovlet en kaktus så hårdt op i røven, at han ville flække på langs, så var der bare INTET, der ville kunne svække hans humør i øjeblikket. Det var måske en smule overdrevent at blive så begejstret over det, men det var jo ikke kun det. I 15 år havde han åbenbart gået og brændt inde med alt det, der ville tilkomme en varulv, mens han slavisk kordinerrede hele sit liv, så det passede med uret. Hvert eneste sekund var blevet planlagt så nøde gennem 15 år, at den mindste lille overraskelse, som den Riley havde givet ham, havde slået ham fuldkommen ud af kurs og gjort det umuligt for ham at holde styr på sig selv, som han før hen havde gjort det. men nu var det forbi. Efter at have lært at kontrollere sit ulvesind, havde han aldrig givet slip på sig selv og ladet det rende af med ham, men det havde han nu. Og han kunne da konkludere, at det havde været tiltrængt. En enorm byrde, som han ikke anede, han havde båret, var nu blevet løftet fra hans skuldre, og han havde aldrig følt sig mere fri.
"Jeg er i fremragende humør!" Nærmest råbte han, mens han strakte sig ud og kiggede op i loftet, som om der havde været en himmel der. "Aldrig haft det bedre. Helt bogstaveligt talt!" Tilføjede han, mens han fandt tilbage i en mere normal position, inden han satte kursen hen mod sofaen, hvor hun netop havde opfordret ham til at sætte sig. Han dumpede ned i den, hvorefter han kørte sin hånd gennem sit hår, som han først nu rigtigt bemærkede hvor grusomt sad. Det gjorde det nok ikke just bedre, at han ikke helt havde giver slip på det, da han trak hånden til sig igen. Nu strittede det bare ud lidt over det hele, men selvom det var noget, som han normaltvist ville gøre noget ved på sekundet, så var han totalt ligeglad med det nu. Han kunne nærmest ikke være mere ligeglad med sin fremtoning i øjeblikket. Hvilket så kunne føre tilbage til tanken om en kjole og en blomstermark, der sandelig kunne have været et kønt syn. Han var fuldkommen sikker på, at Siors ville have direkte opfordret ham til det...
"Det har du så sandelig ret i," medgav han hende og satte tekoppen fra sig efter at have sippet lidt af den. "Men-" han afbrød sig selv, da det gik op for ham. hvad han nu skulle til at fortælle hende. Kunne han nu stole på hende? Ja, det kunne han. Det havde hun bevist, da hun havde regnet ud, at han var en varulv, og der ikke stod noget om udtalelser fra hans personlige assistent i Profettidende. Men det her var jo en anden sag... Han havde potentielt slået en tidligere elev ihjel... Han så lidt eftertænksom ud i et kort sekund og besluttede sig for, at han godt kunne forklare hende det. "Det var ikke et dyr... Som sådan. Altså, i hvert fald ikke en, der går på alle fire... Når andre mennesker kigger," han rømmede sig kort, inden han gik til sagen. "Du husker vel ham den elev, jeg er blevet mistænkt for at skulle have været i seng med?" For det måtte hun have hørt ham brokke sig over. "Han var dyret!" Han lød udentvivl alt for optimistisk over det, men det var jo det, der havde bragt ham i så godt humør.
Levi lavede en bageliserende håndbevægelse og løftede tekoppen op igen. "Det skal du ikke bekymre dig om, myndigheder var allerede i gang med at tage sig af det, inden jeg skred," sagde han og tog en tår af sin te, som om det blot var en normal hverdagsting sådan stort set at have dræbt en af sine gamle elever. Han havde jo ingen anelse om, om drengen overhovedet var i live efter hændelsen. Men ærlig talt, så var han også ret ligeglad. Så længe han ikke blev opdaget, var det fuldkommen lige meget.

[Alhertine Beaufort]

Hun hævede begge øjenbryn over hans åbenlyse begejstring og trak en anelse på smilebåndet. Det var virkelig en forandring. Han virkede lettere end før, og ret så ligeglad med alt... Var det forbudt for hende, at mene at det klædte ham? Måtte man tænke sådan om sin arbejdsgiver?

”Ham du hjalp med lektierne?” Jo, ham havde hun skam hørt masser om. Ikke kun fra Mr. Wolf, men Profettidende havde vist også et eller andet soft-spot for drengen, især efter artiklen om, at de to havde et eller andet forhold. Hun kunne ikke lade være med at blive bare en lille smule overrasket, over at det var drengen, som manden havde haft fat i. Hvis hun havde taget en tår af sin te, havde hun da i hvert fald spyttet det ud igen. ”Åh nej, han var så ung,” mumlede hun og satte en hånd for hjertet og sank en klump, ved tanken om så ungt et menneske ligge livløst på jorden. Hun nikkede dog, da manden fortalte at myndighederne havde taget sig af det. Så var drengen måske ikke død alligevel? Gudskelov. Ikke kun for ham selv, men hun tænkte egentlig også på Mr. Wolf. Hun vidste ikke så meget om ham, så hun kunne jo ikke sige, om han havde slået en person ihjel før, men han var da ikke låst inde i Azkaban endnu, så mon ikke han var rimelig god til at holde sig på skinnerne? Det ville i hvert fald være synd, hvis han skulle til at rende rundt og slå folk ihjel nu. Burde hun være nervøs? Nej, hun var rimelig overbevist om, at han ikke ville gå løs på hende, sådan ud i det blå.

Kvinden kunne ikke lade være med at smile en anelse over mandens ordvalg. Jo, det var helt klart en noget anderledes oplevelse, at snakke med ham, når han rent faktisk var i godt humør. Han virkede altid så tør, på den måde han snakkede. Hun havde selvfølgelig håbet på, at han ville bløde en smule op, overfor hende, jo tættere deres forhold blev. Dette var måske det gennembrud hun havde håbet på? Og tænk, der skulle kun en, muligvis død, dreng til, før det skete. ”Jeg skal nok holde øje med nyhederne når jeg kommer hjem, så,” informerede hun ham. Det var måske en smule lettere for hende, og hvis det nu var at det kom frem i nyhederne, at en dreng var blevet overfaldet af et dyr, ville hun da hellere være på den sikre side, og informerer Mr. Wolf om det. Hvad skulle han ellers bruge hende til?
”Så må du hellere give de journalister noget nyt at skrive om,” smilede hun. ”Det er jo næsten synd for dem.” Hun var udmærket klar over, at Wolf bestemt ikke brød sig om at have sit navn så mange gange i Profettidende. Det ville måske også have været noget andet, hvis journalisterne rent faktisk skrev noget mindre negativt om han. Det var alligevel en smule komisk at det hele skulle gå ud over ham. Især når han overhoved ikke virkede som én der nogensinde havde gjort noget galt... Men nu var han jo sådan set også lige kommet hjem efter at have overfaldet en dreng.

[Deleted]

Det var fuldkommen hensynsløst og helt igennem hjernedødt at være så ufølsom over for drengen i forhold til det, der netop var sket. Og Levi var ikke helt uden samvittighed og vidste derfor godt, at han burde angre sin gerning. Faktisk, så burde han gå hen og tilstå sin ugerning, men han kunne simpelthen ikke lade være med at være glad. Han huskede aldrig nogensinde at have været så glad i hele sit liv. Jo, måske med undtagelse af dengang, det sådan rigtig var feset ind på lystavlen, at han faktisk havde en datter. Men det var lykke, han havde følt dengang. På nuværende tidspunkt var han så glad, at han blev helt begejstret over det. Han ville garanteret heller ikke have reageret på denne måde, hvis det ikke havde været fordi, at han jo netop lige havde givetulven en smule plads til at folde sig ud på. Det var jo det, der havde løst dette problem, der var opstået dengang. Havde det bare gået i sig selv fra det ene sekund til det andet, så ville han nok nøjes med at hoppe rundt indeni, men lige nu kunne han simpelthen ikke dyr sig for også at vise det udvendigt. For en sjælden gangs skyld.
Levi lavede en bagetaliserende bevægelse med hånden, som om drengens skæbne overhovedet ikke betød det fjerneste, og at hun bare bekymrede sig lidt for meget. Endnu engang vidste han godt, at det var forkert, men det var ikke noget, han sådan lagde de større tanker i, i øjeblikket. Lige nu havde han i stedet travlt med at fryde sig over, hvad det havde medført.
"Men set i bakspejlet," påpegede han, "så var det jo også ham, der havde forårsaget det hele i første omgang." Det var en ringe undskyldning, det kunne han godt selv se, men lige nu var han ligeglad. Så længe han ikke havde dårlig samvittighed over, det, der var sket, så gjorde det ham ikke noget. Og ærlig talt, så havde han faktisk sin tvivl om, at han nogensinde ville komme til at have det dårligt med det. Var det ikke sket, så havde han ikke kunnet indse, at Siors havde haft ret hele tiden. At han også blev nødt til at give plads for ulven engang imellem. Og havde det nu heller ikke være for drengens egen opførsel og uvillighed til at holde sig væk, så var dette jo sådan set aldrig sket mod ham.
"Du er en engel," sagde han og kunne mærke, hvordan det efterhånden var begyndt at knibe for ham at sidde stille. Skønt det aldrig havde været noget, han havde døjet med. Jo, dengang han ikke havde lært at kontrollere ulven endnu, der havde det ofte forvoldt store problemer, at han havde ALT for meget energi, som han ikke kunne få brugt, for når han havde muligheden for det, så havde han travlt med at sidde inde og surmule. Ja, han havde heller ikke haft nogen venner dengang, der ligesom kunne fortælle ham, at han burde se at lette røven, så han kunne koncentrere sig i timerne i stedet for. Dog var det jo alligevel, efter han havde lært at styre det, lykkedes ham at bestå med ganske udmærket karakterer.
Levi himlede med øjnene, da hun nævnte journalisterne, men ikke engang det kunne bringe ham helt ned i kulkælderen lige nu. "Hvis jeg kender dem ret, så varer det ikke længe," fnøs ham og lænede sig tilbage i sofaen. "Det skulle ikke undre mig, at der ikke går mere end nogle få uger, før vi to venter et barn sammen." Han rystede på hovedet. For det var jo rigtigt. Nu hvor det nærmest var blevet helt normalt for lærerene at være i seng med sine elever, så var det ikke spændende at beskylde ham for længere. Og nu hvor varulve-symptomerne også ville stoppe, så var der jo bare så meget desto større grund til at skulle finde på et eller andet nyt og gakket, der på ingen måde var i nærheden af sandheden.