Total eclipse of the heart

[Deleted]

@siors

Så gik septembermåned også. Om et par dage ville de gå ind i oktober, og så ville der kun være 10 måneder tilbage af skoleåret. Det ene øjeblik sneglede tiden sig af sted for Ava og dagene føltes som en evighed, det andet øjeblik var det som om, livet fløj forbi, og hun bare sad som en udefrakommende og kiggede på det. Den første måned af skoleåret var gået, men Ava kunne ikke rigtigt genkalde sig nogle af de ting, de havde skullet lære i lektionerne eller noget af det, de skulle læse. Hun havde svært ved at falde i søvn og sov dårligt, fordi drømmene om, hvad der var sket i Ministeriet, plagede hende. Hun spiste heller ikke nær så meget som før, og ville allerhelst bare isolere sig selv på pigernes sovesal det meste af dagen. Nej, tabet af moderen havde taget hårdt på den unge pige. Skiftevis ulykkelig, trist, vred, bitter og følelsesløs. Uforstående overfor, at alt bare fortsatte som normalt, selvom hendes mor var død. Det var forkert! Folk burde sørge. Vise respekt. I det mindste lade sig mærke med det.
Så nu traskede Ava ud af Ravenclaws Opholdsstue og ned ad korridoren imod deres overhoveds kontor, fordi hun havde fået besked om, at han ville se hende. Hun havde gjort sig den ulejlighed i det mindste at skifte til skoleuniformen i dag, men så havde energien også forladt hende efter det. Misset et par lektioner i Magiens Historie, men hvad betød det? Det var jo ikke vigtigt. Der var ikke noget, der var vigtigt. Ava standsede op foran døren og stirrede stift på den et øjeblik, inden hun tvang sig selv til at løfte hånden og banke på. Monstro hun ikke var ventet, men alligevel afventede hun tilladelsen til at komme ind.

[Deleted]

Hornuglen, Bernard, sad i stilhed og hvilede sig henne på sin pind, mens Siors havde givet sig til at tegne den. Han havde efterhånden en fornemmelse af, at han kunne fylde et helt lokale med udelukkende tegninger af den ugle. Når der ikke var så meget andet for ham at foretage, så blev det oftest til, at han sad og tegnede, og Bernard var lige den nemmeste model at have med at gøre. Han rørte jo sjældent på sig, medmindre han skulle ud med et brev, og det var vist også kun modvilligt, når det var tilfældet.
Man kunne godt argumentere for, at Siors som overhoved burde have rigeligt at kunne tage sig til. Og det havde han selvfølgelig også. Bare ikke lige nu. I øjeblikket afventede han frøken McCalments ankomst, da han tidligere på dagen havde bedt hende om at komme ind på hans kontor efter hendes timer var færdige. Han havde ting at drøfte med hende. Ikke at han med det samme havde i sinde at sidde og råbe hende ind i ansigtet eller noget, men hendes fald i karakterer og hendes manglende opdukken til timerne kunne ikke ignoreres. Han var jo nødt til at høre, hvad der gik for sig, for hun plejede jo at være en ganske dygtig pige, der lavede sine ting ordentligt. Det var hun i hvert fald, så vidst han var øjenetret.
Da det bankede på døren lagde Siors roligt sin tegning samt blyant til siden, inden han sagde "kom ind," med en rolig, dog autoritær, stemme. Hun skulle ikke føle sig presset lige fra starten af, hvis det nu var frøken McCalment - hvilket han regnede med, det var -, der dukkede op. Det kunne hurtigt skabe splid mellem dem, hvis hun mente, han var for streng allerede fra starten. Desuden var hun jo ikke så gammel igen, og han mindedes aldrig at have kaldt hende til at kontor før, så hun kunne vel ligeså godt få et godt førstehåndsindtryk, selvom emne, de skulle diskutere var knap så hyggeligt; men det måtte gøres.

[Deleted]

Ava havde ikke rigtigt stiftet bekendtskab med deres overhoved før. Selvfølgelig vidste hun, hvem han var, det gjorde hun da, men så godt som der stoppede den. Jo, og så var han også forfærdelig høj, og så meget fornem ud. Hun havde egentlig heller ikke satset på nogensinde at blive nødt til at snakke med ham, for hendes første år på Hogwarts havde været et af de bedste, i hendes liv. Ava elskede Hogwarts, og hun slugte gladelig alt, hvad de dygtige professorer forsøgte at lære dem, men ligesom alt andet, så var det lige meget nu. Sidste år havde hun været en glad pige, en smilende pige, som havde lavet sjov med sine kollegiekammerater og sine venner fra de andre kollegier. Hun ejede nogle få af sin fars mere ubehagelige karaktertræk, vel en Slytherin-arv, som hun stadig ikke kendte noget til, men ellers var hun som snydt ud af næsen på sin mor, både af udseende og karakter. Dygtig. Videbegærlig indenfor det, der interesserede hende. En anelse reserveret, som hurtigt gik af hende. Leende.
Da invitationen faldt, trykkede hun straks dørhåndtaget ned og trådte indenfor. Hun var ikke den mindste smule nervøs, eftersom det var en følelse, hun slet ikke kunne rumme for tiden, men hun var jo ikke pludselig blevet dum, bare fordi hun gik rundt i en tilstand af chok. Det anede hende, hvad det handlede om.
”Hej, sir.” hilste hun lavt og lukkede døren efter sig, inden hun gik ind i kontoret. På trods af, at hun normalt var meget nysgerrig og aldrig havde set overhoved-kontoret indefra, holdt hun bare blikket rettet imod Siors, da hun fik øje på ham bag skrivebordet og afventede, hvad han ville sige.

[Deleted]

Som frøken McCalment, med Siors egen tilladelse, trådte ind på kontoret, kunne han allerede fornemme på hende, at der var et eller andet, der ikke var, som det burde være. Ikke at han som sådan kendte hendes normale væremåde specielt godt, da han ikke havde holdt specielt øje med hende. Det havde der jo trods alt ikke været nogen årsag til før. Men for en tolvårig, der netop besøgte sit overhoved kontor for første gang velvidende, at det næppe var smykker og røde roser, samtaleemnet stod på, så virkede hun meget upåvirket. Han skulle jo selvfølgelig ikke kunne sige, om det bare var den måde, hun nu engang var på. Nu havde både han selv og hans fætter jo også en tendens til aldrig rigtig at skifte deres ansigtsudtryk, hvilket også ofte skabte forvirring hos folk, så han skulle jo nødigt snakke. Men det virkede ikke helt rigtigt i hendes tilfælde. Det måtte dog vise sig om det var.
"Godeftermiddag, frøken McCalment," hilste han med et kort nik i hendes retning. "Sid ned," tilføjede han og gjorde en gestus mod den stol, der stod foran hans skrivebord, som eleverne eller andre normalvis sad i, når de snakkede med ham i enerum inde på dette kontor. Så den var så at side ikke så benyttet endnu. Han havde ikke haft mange samtaler med eleverne eller sine kollegaer, hvilket på mange måder jo var en god ting.
Siors afventede, at den unge pige skulle tage plads på stolen, inden han fortsatte. "Frøken McCalment, jeg vil gå direkte til sagen," sagde han og kiggede alvorligt på hende, men uden at have ændret sit udtryk fra før ydelrigere. "Dine karakterer og din deltagelse i timerne. Begge ting er noget, vi skal have talt om, for de er begyndt at blive et væsentligt problem, er du klar over det?" Spurgte han, inden han ville fortsætte samtalen.

[Deleted]

Hun studsede ikke engang over mangelen på ansigtsudtryk hos overhovedet, selvom det normalt var noget, der ville gå hende på. Selv havde hun en rimelig rig ansigtsmimik - på andre tidspunkter, altså. Ava trippede hen til den stol, han anviste hende, og satte sig roligt ned på det yderste af kanten, tavs, hvorefter hun strøg det lange mørke hår om på ryggen og foldede hænderne pænt i skødet. Noget sagde hende, at hun burde være nervøs. At hun burde være nysgerrig. At hun burde være angrende. Men hun følte hverken det ene eller det andet - det var bare for uoverskueligt. Hun følte sig helt hul indvendig, en følelse, intet barn skulle have lov til at sidde med.
”Ja, jeg ved det. Det beklager jeg.” svarede hun monotont og gengældte uanfægtet hans blik, som hun igen afventede hans reaktion. Han kunne gøre, hvad han ville. Trække point fra Ravenclaw eller give hende en måneds eftersidninger - det ene ville næppe fungere bedre end det andet. Ærligt, havde det nok været bedst for Ava, hvis hun var blevet sygemeldt, og Jethro havde holdt hende hjemme, så hun kunne have brugt tiden dér. Det tog længere tid end et par måneder for en tolvårig pige at komme sig over tabet af sin mor, måske i særlig grad, når der heller ingen far var til stede - Ava kendte ham i hvert fald ikke.

[Deleted]

Det var et eller andet her, der var fuldkommen forkert. En pige i den alder. der netop var blevet konfronteret med sin faldende indsats i timerne og manglende opdukken til dem generelt af sit eget overhovedet burde da vise bare en skam eller måske bare lade som om, hun ville forbedre sig. Hun virkede fuldkommen kold overfor det. Ikke sådan provokerende kold hvis mål egentlig bare var at sætte sit overhoveds tålmodighed på prøve. Og så vidt han vidste og havde holdt øje med, så var hun jo sådan set en god pige, der arbejdede godt i skolen. Han mindedes i hvert fald ikke at have hørt noget brok omkring hende.
"Frøken McCalment," fortsatte han i det samme alvorlige tonefald som før og uden at have udtryk sin undren gennem sit ansigtsudtryk, der ligeledes var som det altid plejede at være. "Jeg tror ikke helt, du er klar over, at hvis dette ikke forbedres, så bliver jeg nødsaget til at smide dig ud af skolen." Det var ikke fordi, det var en snak, som han selv nød specielt meget. Selvfølgelig havde han ikke lyst til at smide eleverne på porten, men reglementet og kravene efterlod ham nu engang ikke rigtig andre valg, hvis hendes indsats i skolen fortsatte ned ad bakke, som den gjorde i øjeblikket.

[Deleted]

Ava bed tænderne sammen og slog blikket ned til sine hænder, og hang lidt med hovedet over hans afsløring. Det første tegn på en smule anger, hun havde jo ikke lyst til at skulle forlade Hogwarts, slet ikke. Først og fremmest ville det jo betyde, at hun kom til at se meget mere til Jethro, og det havde hun bestemt ikke lyst. Som om, hun ville omgås den familie, der havde sørget for at dræbe hendes mor. Selvom Jethro ikke havde været direkte indblandet, af hvad han havde fortalt Ava, så var han stadig i familie med hende. Den blåhårede kvinde. Fox. Men Ava var heller ikke blind for, at hendes mor ville være ufatteligt skuffet, hvis hun blev smidt ud af Hogwarts.
"Jeg kan ikke koncentrere mig. Efter to minutter har jeg glemt det hele." prøvede hun at forklare, en anelse mumlende, og holdt blikket rettet imod sine hænder. Det var som om, det var umuligt for hende at absorbere viden, som om der ganske enkelt ikke kunne være mere inde i hovedet på hende. Andet end grå, trist tåge, der af og til glødede rødt af vrede.

[Deleted]

Nej, det var klart. Siors anede også nok hvorfor, og havde mistænkt lige dette for at være årsagen til hendes pludselige fald i præstation. Hendes situation var ikke ukendt for lærerstaben og da specielt ikke, nu hvor hun var kommet i plejefamilie hos en, der oveni købet havde noget med skolen at gøre. Han bebrejdede hende ikke at være nedtrykt, men det var nu engang hans opgave at skulle forsøge at gøre noget ved det.
"Jeg behøver vist ikke spørge hvorfor," sagde han med et nik ved hendes forklaring. Det så ud som om, han havde fanget hendes opmærksomhed, eller i hvert fald at hun havde fanget alvoren i situationen nu, så der var vist ingen årsag til at tvære yderligere i det far det punkt. "Frøken McCalment, jeg antager, at dette har noget at gøre med det, der skete i ministeriet," fortsatte han i et mildt tonefald, så hun ikke skulle begynde at føle sig afhørt. Hvis han skulle hjælpe hende, så nyttede det jo trods alt ikke meget, hvis hun begyndt at finde ham ubehagelig. "Har jeg ret?" Tilføjede han og holdt skarpt øje med hendes reaktion på dette, selvom han vidste, at han havde ret.

[Deleted]

Ava klemte læberne sammen til en tynd streg i utilfredshed, da Overhovedet bragte hændelsen i Ministeriet på banen og for at forhindre, at hun begyndte at pille ved sine negle og neglebånd - en dårlig vane - knyttede hun i stedet næverne så hårdt sammen, at mærkerne fra hendes kortklippede negle var at se et stykke tid efter. Det var ikke fordi, hun blev ked af det. Selvfølgelig blev hun også ked af det, men der var efterhånden blevet grædt så mange tårer, at hun var bange for at tørre helt ud. Mest af alt blev hun bare endnu engang ramt af følelsen af uretfærdighed - hvorfor var det lige hendes mor, der skulle dø? Det skulle have været en anden.
Pigen tog en hurtig, påtvunget indånding og pustede tungt ud, inden hun nikkede til hans spørgsmål. Hun havde ikke lyst til at se på ham, så hun stirrede bare med tørre øjne på en af knasterne i mandens skrivebord, og var da også en kende forvirret over den milde tone i hans stemme, der nu engang var i uoverensstemmelse med alt andet, som han udstrålede lige nu.

[Deleted]

Siors nikkede langsomt, da hun også havde gjort det og dermed bekræftet hans teori, som han nu egentlig havde været ganske sikker på var rigtig. Han betragtede hendes videre reaktion, mens han overvejede sit næste spørgsmål nøje. Formulation kunne jo betyde alt. Den unge pige virkede på ingen måde behagelig i situationen. Hun forsøgte også at undgå hans blik, tydeligvis, og alene det talte jo sit klare sprog.
"Det er sikkert et dumt spørgsmål," begyndte han roligt, selvom hans udtryk var nøjagtigt det samme, som det havde været før. "Men hvordan har du det egentlig ovenpå alt det, der er sket? Også med at være blevet sendt i plejefamilie." Selvfølgelig ville hun jo hellere have valgt det fra, det var da klart. Men han kunne jo ikke bare svare for hende og sige, at hun var ked af det. Nogle var jo trods alt mere stædige end andre på det punkt og kunne aldrig finde på at indrømme deres sorger. Også selvom det var det, man oftest havde brug for i svære situationer som disse. Selv havde han aldrig mistet nogen og kunne kun forestille sig, hvordan det måtte være at miste sin mor i sådan en ung alder. Hun måtte have det skrækkeligt, og det var i den grad fuldt forståeligt. Men han havde jo endnu sin pligt som hendes overhoved.

[Deleted]

Ava havde lyst til at rulle med øjnene. ’Det er sikkert et dumt spørgsmål.’ - Nå, så lad da være med at stille det? Der undslap hende en lille lyd efter hans spørgsmål, der kunne fortolkes lidt forskelligt. Begyndelsen til en hysterisk latter, et håbløst, halvopgivende fnys. Ava havde lyst til at kværke sig selv. Hun kendte slet ikke sig selv som et disrespektfuldt pigebarn, men det var bare så svært at undertrykke de impulser, der hele tiden åbenbarede sig for hende. Endnu engang tog hun en dyb indånding, så hendes spinkle skuldre hævede og sænkede sig voldsomt.
"Hvordan tror De, har jeg det?" vendte hun langsomt spørgsmålet imod ham, og hævede blikket for at se på ham igen. Hvis han forventede, hvis han seriøst forventede, at hun ville betro sig til ham, når han sad så kold og stiv derovre på den anden side af bordet, så tog han grueligt fejl. Ava betroede sig ikke til nogen. Slet ikke, når man indbød så lidt til det, som han gjorde. Det var derfor, hun nu trak skuldrene tilbage og rettede sig op i stolen. ”Jeg har det fint.” påstod hun med fast stemme og mødte hans blik med tørre øjne. Havde han været lidt sødere, vist lidt forståelse, måske bare smilet lidt, så var det ikke usandsynligt, hun var brudt sammen. Igen. Men det var nemt at møde følelsesløshed med følelsesløshed.

[Deleted]

Pigens kommentar fik blot Siors til at hæve øjenbrynene. Havde omstændighederne været anderledes, så havde han ikke tøvet med at give hende en eftersidning på nuværende tidspunkt. Men nu stod situationen nu engang, som den gjorde, så han kunne godt tilgive hende en sådan bemærkning.
Det skulle ikke være nogen hemmelighed at det der med at afspejle sine følelser og tanker i sit ansigtsudtryk, ikke just var Siors' stærke side. Langt fra. Hos ham lå det meget mere i stemmen, selvom han godt var klar over, at folk ofte blev fornærmet over dette, da de ikke altid var lige gode til i stedet at tage det på stemmen.
Siors lagde armene over kors og så alvorligt på hende, men forsøgte alligevel at mildne sit blik, så meget, han nu kunne, da hun tydeligvis ikke havde tænkt sig at give sig bare sådan. "Nej, det har du ikke," oplyste han, selvom han dog forsøgte ikke at lyde alt for bedrevidende. Han skiftede position og lænede sig i stedet ind over skrivebordet i stedet. Han var ikke god til de her ting, men han var indstillet på at forsøge. "Du skal ikke skamme dig over at være ked af det," sagde han og forsøgte at lyde så medfølende, at det ville kunne høres. "Det havde alle andre også være i dit sted. Og jeg ved godt, at alle folk selvfølgelig ikke er i dit sted, heldigvis, men du bliver nødt til at acceptere det, som det er."

[Deleted]

”Jeg er ikke ked af det.” påstod Ava bittert, da han havde den frækhed at fortælle hende, hvordan hun havde det. De skeptiske mørke øjne flakkede let, da manden ændrede stilling. ”Jeg er vred!” Endnu engang knyttede hun næverne hårdt, inden hun skiftevis åbnede og lukkede sine hænder et par gange. Lige meget hvad, så kunne hun dog ikke løbe fra, at uanset hvad hun følte, uanset hvordan hun havde det, så bundede det i den altoverskyggende sorg, der til stadighed plagede hendes underbevidsthed. En iskold sorg, som ofte kommer over de, der ikke tillader sig selv at vise sårbarhed.
Hun slog blikket ned og rystede opgivende på hovedet. ”Det er lige meget. Der er alligevel ikke noget, De kan gøre.” Hvad skulle han gøre? Sige ’så så’ og ae hende på hovedet? Hvad ville dét hjælpe? Nej, tid. Tid, tid, tid. På et tidspunkt.. Ét eller andet tidspunkt, så ville tiden jo læge sårene - det var i hvert fald det, man sagde. Og så var der kun tilbage at håbe på, at der ikke var permanente mén.
Ava havde mest af alt lyst til at rejse sig og gå sin vej lige nu. Respekten for Overhovedet tvang hende dog endnu til at blive siddende på sin plads. Men de kom jo ingen vegne! Formålet med samtalen havde forbigået hendes næse for længe siden. Den unge pige var endnu ikke gammel nok til at have forstået værdien i at tale om tingene.

[Deleted]

"Jaså," sagde Siors og hævede øjenbrynene, mens hans nøje betragtede den unge piges reaktion. Han havde ondt af hende, det havde han virkelig. Der var ikke nogen, der fortjente at miste sine forældre bare sådan lige. Det måtte have kommet som et stort chok for hende, og han bebrejdede hende ikke for ikke at ville snakke om det. Men han var så på den anden side også klar over, at det var nødvendigt.
"Så fortæl mig hvad præcist det er, du er vred over." Det var en dum beordring, det vidste han godt. Det var jo klart, og han vidste udmærket godt, hvad det var. Men lige nu handlede det egentlig bare om at får hende til at tale. Hvis hun havde tænkt sig at søge skjul hos vreden, så skulle hun havde lov til det. Men hvis han bare kunne få hende til at lukke en smule op, så var det da et skridt i den rigtige retning.
Siors rejste sig fra sin plads bag skrivebordet, hvorefter han bevægede sig en kvart omgang omkring det og lænede sig op ad dets ene side, mens han fortsat betragtede pigen med et blik, der efterhånden var begyndt at vise sig lidt mere mildt, da han for alvor forsøgte. "Nej, men du kan selv gøre noget," påpegede han. "Jeg ved godt, det lyder underligt. Men du vil fortryde det, hvis du ikke får snakket om det. Om ikke med mig så i hvert fald en anden. Det kan få fatale konsekvenser for dig i fremtiden." Oplyste han, selvom han tvivlede på, at hun helt forstod det.

[Deleted]

Siors’ tåbelige opfordring var det, der for alvor fik det til at kamme over for eleven, der gav efter for sine impulser og sprang op, så stolen skramlede larmende bagud bag hende.
”Hvorfor tror De!” råbte hun hidsigt og stirrede vredt på Overhovedet. ”Fordi det er uretfærdigt! Det skulle have været enhver anden!” Hendes brystkasse hævede og sænkede sig tungt, som om hun havde løbet en maraton. Det var først, da han rejste sig og kom tættere på, Ava opdagede, at hun stod på benene. Hun foldede armene stramt over brystet og vendte hovedet væk for at slippe for at se på ham. Vreden fordampede lige så hurtigt, som den var opstået. Det var sådan set heller ikke ham, hun var vred på. Det var verden sådan i al almindelighed.
Hans ord gav ikke megen mening for Ava. Måske var hun for ung. Måske var hun bare opsat på ikke at forstå lige nu. Hun ville bare have lov til at sørge i fred.
”Det forstår jeg ikke.” hviskede hun spagt og med en stemme, der var blevet tyk af bevægelse. Hun blinkede ligeledes som en rasende med øjnene, der var blevet forræderiske blanke i takt med, at vreden var forduftet, og var kun glad for, at hun ikke var tvunget til at se op.