In Spite Of All The Danger - [Advarsel]

[Evan Riley]

@leviathan
- In Spite Of All The Danger -

l The boy who cried 'Wolf' l
- Advarsel: Wolf gone wild. -

---

Okay, femte gang var lykkens gang. Hans finger trykkede på den oplyste skærm, og fik med nød og næppe ramt knappen med ordene ”Ring op”, hvorefter han tog mobilen op til øret. Den bippede et par gange, og da det endelig lød som om den blev taget, åbnede han munden, men blev hurtigt afbrudt af en kvindestemme, som oplyste ham om, at ejeren ikke kunne komme til telefonen i øjeblikket. Irriteret lagde Evan på, før kvinden var blevet færdig med at bede ham om at lægge en besked efter bippet. Hvor var det bare typisk Lennox, ikke at tage sin telefon, når Evan havde brug for det! En misfornøjet og utilfreds grimmasse gled over Evans ansigt, da han lagde sin mobil tilbage i lommen på sin sorte jakke.
Drengen stod op af en mur, ved et tilfældigt diskotek, som han havde lokket Lennox med ind i, men det havde været lidt større indenfor, end hvad Evan lige havde regnet med og de havde måske været derinde i en time, hvorefter de var blevet væk fra hinanden. Man skulle tro at det var let at finde en mand på den størrelse Lennox havde, men nej, han havde ledt i et stykke tid, hvorefter han, på trods af sit berusede jeg, havde bevæget sig udenfor, for at prøve at ringe til manden. Den idiot! Hvorfor havde han overhoved en mobil, hvis han ikke brugte den? Dumme troldmand, uden styr på ny-moderne teknologi! Evan sparkede til jorden, med en opgivende lyd, hvorefter han, vaklende, begyndte at gå. Så kunne han da også bare selv finde hjem, hvis det skulle være på dén måde! Den friske luft var alligevel ved at give ham kvalme og ondt i hovedet.

Perfekt. Nu var han også ved at se syner. Han havde kigget ned i jorden, og havde kun set op, da han i et øjeblik havde følt sig svimmel. Da han så op, havde han dog fået øje på en mand, som han kunne have svoret på, lignede Professor Wolf på en prik! Han var da ikke så fuld, at han ikke kunne kende den ene person fra den anden? Nej. Og hvis det nu havde været Professor Wolf, så var han da nødt til, at fange ham og sige hej, siden de jo sådan-set-næsten-muligvis skulle indlede et forhold i den nærmeste fremtid! Jo, godt nok havde de ikke snakket sammen i flere måneder, men på dette tidspunkt var Evan alt for ukoncentreret til at tænke over hvorfor. Han havde jo i teorien masser af tid, Lennox kunne jo bare ringe, hvis han da kunne finde ud af at bruge sin telefon, så drengen så ingen grund til, ikke at følge efter den bekendte mand, som alligevel gik et godt stykke foran ham. Manden drejede om et hjørne, og Evan nåede lige at runde samme hjørne, til at se manden forsvinde ind i en bygning. Her kunne drengen godt se, at han var nødt til at bevæge sig hurtigt, hvis han skulle nå at fange ham, før han forsvandt helt, så det gjorde han. Kluntet, haltende og meget ude af balance satte drengen i noget der mindede om en blanding af løb, kapgang og noget tredje, som verden ikke var klar til endnu. Han nåede da at opfatte, at det var et hotel han var rendt ind på, da han hørte en kvindestemme råbe ”velkommen til-…”, lige før han forsvandt op af den trappe, som han kunne høre manden gå på.

Han kunne godt mærke, på sit hjerte, at han måske var en smule for overstemt over situationen, da der jo egentlig var en rimelig stor sandsynlighed for, at det slet ikke var Wolf, men én eller anden fremmed. Men nu havde han jo fulgt efter ham hele vejen til hotellet, så han kunne ikke se nogen grund til at stoppe nu, han var jo så godt i gang! Han så manden træde ind på én af værelserne, og før døren overhoved kunne nå, at smække i, blev den stoppet af en teenage-hånd, som trodsigt slog den op igen. I virkeligheden kunne Evan lige have brudt ind på en fremmed persons værelse, men at dømme efter hans ansigtsudtryk, lod det ikke til at være tilfældet. Drengens ansigt lyste op i et smil, da han endelig fik set manden, og han kunne mærke en form for lettelse og ro i maven.
”Professor!” Hans stemme var glad, overrasket, konstaterende og ikke mindst fordrukken, da han åbnede sin mund, og hvis manden ikke havde hørt ham før, så havde han i hvert fald nu. 

[Deleted]

For Satan i Helvede og alverdens eder og forbandelser. I øjeblikket kunne Levi sværge på, at hans hoved var i gang med at lade tilstrækkeligt op til at eksplodere. I det sidste lange stykke tid, ja, faktisk lige siden hr. Riley havde overrasket ham med sin erkendelse af hans følelser for ham, så var det hele bare gået helt af Helvedes til. Det var som om den irriterende ulve-ting bare ikke kunne holde sig tilbage. Nu havde han gået så længe og havde hele sit liv planlagt. Alting havde været bestemt på forhånd, og han havde set det komme. Han havde været af så kraftig en overbevisning om, at alting kunne forudses, at da denne overraskelse krøb sig ind på ham, var det hele bare gået i vasken. Det var næsten som om, det lagde op til fuldmåne hvert sekund, og det var ikke til at holde ud. Den rasende hovedpine, besværet med at styre sit ellers så rolige temperament og lysten til at flå hver og en, der bare kom det mindste i vejen for ham. Det var som om det hele var ved at æde ham op indefra, og han vidste snart ikke længere, hvad han skulle gøre. Han frygtede faktisk for, at han en eller anden dag bare ville forvandle sig til en varulv og derfra aldrig nogensinde komme tilbage til sin normale skikkelse igen. Han vidste godt, det var helt irrationelt, men han var forstyrret nok i øjeblikket.
Efter at have brugt hele dagen med de rædselsfulde snobber, som dristede sig til at kalde ham for deres 'gamle kammerat', var Levi nu på vej tilbage til det hotelværelse, som han havde sørget for at leje til natten. Han vidste, han ville have brug for det efter at have brugt så forfærdeligt lang tid i deres selskab. Han kunne ikke fordrage dem. Men problemet var jo bare, at hvis han ikke snakkede med dem, så var han stort set isoleret, når han ikke befandt sig på Hogwarts. Så havde han Siors, Lela og Luana derhjemme. Men nu var det jo engang Siors, der havde tvunget ham til at fortsætte med at snakke med de modbydelige folk fra jagtorganisationen. Han vidste udmærket godt, at Levi ikke kunne udstå dem, men han argumenterede bare med, at det var godt for ham at få testet sit temperament lidt af. Specielt lige nu hvor det voldt ham så mange problemer. Og det kunne Levi jo kun give ham ret i...
Med en mærkelig fornemmelse af, at nogen fulgte efter ham, drejede Levi ind på hotellet, hvor han havde lejet sig ind. Her hilste han pænt på den unge dame bag skranken, inden han fortsatte op ad trapperne. Hans hoved var ved at myrde ham. Han ville i seng; sove fra det. Og bevidstheden om, at han alligevel aldrig kunne falde i søvn gav ham bestemt ingen trøst på det område. Måske han bare skulle prøve at spise sig fra det? Der havde ulven det også med at tage lidt over, og det fik ham altid til at glemme den rungene hovepine så hvorfor egentlig ikke?
Han åbnede døren til sit værelset og smækkede den bag efter sig. Eller det havde i hvert fald været hans hensigt. Han opfangede et eller andet. Noget der kom ned ad gangen. En ret velkendt lugt. Vedkommende gik ikke helt ordentligt, det kunne han høre. Det kunne vel ikke være Robin, der var brudt ud fra Azkaban? Nej, det kunne det ikke. Han var klogere end at komme og opsøge ham her. Men hvem i al verden var det så? Svaret skulle give sig selv, da ingen ringere end Evan Riley trådte ind ad døren. "Hr. Riley?" Sagde han forundret og kunne nærmest mærke, hvordan blodet begyndte at løbe hurtigere rundt i hans årer. Han var bestemt ikke glad for at se drengen, det ville være synd at påstå. Han faldt derfor tilbage i sin normale mine og sendte drengen et gennemborende blik, der ikke var til at tage fejl af. Lige gyldigt hvor fuld han måtte være. "Du skal forsvinde herfra," beordrede han, men af en eller anden grund, gjorde dette ham bare endnu mere rasende over at se drengen. Havde han overhovedet nogen årsag til at være vred på ham? Ja, han havde! "Omgående!" Nærmest råbte han, mens han trådte et faretruende skridt nærmere drengen, og man nærmest kunne mærke raseriet skyde ud gennem hans øjne.

[Evan Riley]

Glad, lettet og fuldstændigt upåvirket af det tidligere vredesudbrud som manden havde haft på ham, for snart længe siden, sendte Evan ham et smil, da Wolf havde vendt sig om, for at se på drengen. Han svajede en anelse, og tog derfor fat i dørkarmen, for ikke fuldstændigt at miste balancen, som aldrig havde haft det særligt godt, og som nu kun var blevet forværret af drikkeriet. Et kort fnyse-grin kunne høres fra ham, da manden første gang åbnede munden. Hr. Riley, var han blevet kaldt, selvfølgelig. Han himlede med øjnene, som stadig var ved at vende sig til lyset. ”Professor, jeg er altså gået ud af skolen,” han rystede på hovedet af mandens tåbelighed, ”du kan altså bare kalde mig Evan.” Det virkede som noget helt åbenlyst, siden han jo ikke gik i skole længere, og manden derfor ikke behøvede at være så formel. Sjovt nok, havde han ikke selv tænkt over hvordan han stadig bare omtalte manden som 'Professor.'
Drengen tyssede på manden med en pegefinger foran munden, imens han holdte den ene hånd oppe, som for at bede manden om at slappe af. Han havde ikke rigtig opfattet mandens alvor, og fangede hans ord som om, manden stadig snakkede om konsekvenserne ved, at en elev og en professor var sammen. Hvad kunne han ellers snakke om? Manden havde dog bare endnu en gang glemt, at Evan ikke gik på skolen... De havde jo knap nok set hinanden på det sidste skoleår, så Evan bebrejdede ham ikke. Fjollede Mand. ”Bare rolig, der er ikke nogen der har set mig gå herind, hvis det er dét du tror!” Det var ikke for at lyve, et sundt forhold var jo blandt andet baseret på ærlighed, han havde sådan set bare fuldstændig glemt at kvinden i forhallen havde set ham gå op. Drengen skubbede sig væk fra dørkarmen, for at gå endnu længere ind på værelset, hive fat i døren, hvorefter han lukkede den i, så der ikke var nogen der kunne forstyrre dem. Det kunne selvfølgelig også tolkes på andre måder, men Evan mente det skam på den gode måde, intet truende, bare ham og Wolf alene.

Igen lod Evan ikke rigtig til at have opfattet situationens alvor. Han var brudt ind hos én, og nu nægtede han at gå sin vej, selvom manden hævede stemmen, og på ingen måde lignede en som ville have ham der. Drengen grinede kun lavt, idet han vendte sig imod Wolf. ”Du bliver altså nødt til at dæmpe sig lidt,” manden gik truende frem imod ham, men Evan lod ikke til at bemærke det, da han selv nærmede sig langsomt og havde travlt med ikke at snuble over noget. ”Tænk hvis naboerne hørte dig, eller sådan noget og begyndte at klage!” Det var jo trods alt rimelig sent på aftenen, så folk måtte da være begyndt at lægge sig til at sove, så det gik jo slet ikke at de blev vækket af noget så dumt som en professor, som var lidt for overglad over at se en gammel elev.

”Hør, Professor, jeg har tænkt en del, imens vi ikke har set hinanden...” begyndte han, med et roligt smil. Ja, selvfølgelig havde han tænkt en del, og i ædru tilstand ville han konkluderer at han på en eller anden måde var skizofren. Det ene øjeblik var manden perfekt, tilgivet og Evan var klar til at finde ham og erklærer sin kærlighed til ham endnu en gang, det næste øjeblik lå drengen på Lennox' sofa og stortudede over, at der ikke fandtes en større idiot end Professor Wolf... Et helt andet øjeblik kunne han ikke være mere ligeglad med manden, og var klar til at glemme alt om ham, og det var selvfølgelig her Lennox var godt selvskab. Det var derfor også en lidt underlig situation, for normalt, når han havde drukket ville hans tanker ligne noget af det sidst-nævnte, og på nuværende tidspunkt ville han normalt have været i gang med hive tøjet af Lennox, for at tænke på noget andet, end afvisende mænd, men denne gang var det anderledes. Når han så på den ældre mand, var det bare som om, at det hele var glemt og smidt væk. ”Jeg har tænkt, at det nok ville være en god idé, hvis vi, ligesom, startede forfra og måske prøvede igen!” Han var nu kommet ret tæt på manden og hævede sin hånd, for at gøre klar til at lægge den på mandens ene arm.

”Lyder det ikke som en god idé?”

[Deleted]

Hvor meget havde den dreng lige drukket? Det virkede som om, han overhovedet ikke havde registreret Levis aggressive tonefald og adfærd for den sags skyld. Selv en blind ville kunne fornemme, at han burde gå sin vej lige nu. Denne form for ignorance fik det faktisk bare til at koge endnu mere op hos ham. Han ville ikke finde sig i det. At denne dreng først ødelagde alt det, han havde forsøgte at oparbejde, siden hans far bed ham dengang. Og nu havde en Gud-hjælpe-mig også den frækhed bare sådan uden videre at forfølge ham og tage kontakt til ham! Hvor vovede han!? Levi vidste udmærket, at han ikke kunne tillade sig at bebrejde sin gamle elev for at have følelser for ham, og det var heller ikke dét, der fik han temperament i kog lige nu. Men alle de rygter og alt den sladder, der var løbet omkring med dem. Det var jo ikke bare kommet ude af det blå. Selv hvis det ikke havde været drengen, der havde sladret, så havde han da i hvert fald heller ikke gjort noget for at stoppe rygterne. Det var jo først her for nyligt, at en journalist endelig havde haft fornuft til at slå sandheden op i en artikel. Men den tog folk sig ikke af. Det nummer drengen havde lavet havde endt med at koste ham hans gode omdømme. Normalt var Levi ellers ligeglad med, hvad folk tænkte om ham, men det kunne jo ende med at koste ham hans arbejde og i værste fald hans datter! Det var fuldkommen forrykt, og han kunne ikke lade være med at nære et vist had til denne dreng foran ham.
Han ignorerede hans kommentar om, at de ikke behøvede at være på et så formelt plan som professor og elev. Det kunne han godt glemme alt om. Ikke tale om, at han skulle begynde at snakke venskabeligt med denne dreng - ikke i nærmeste fremtid i hvert fald. "Og du tror ikke, jeg er ragende ligeglad?" Vrissede han og kunne mærke, hvordan hans negle langsomt begyndte at vokse sig længere samt tykkede. Men han ignorerede det. Hvis drengen skulle udsættes for et angreb, så lad det være så. Han vidste jo også, at knægten var mugglerfødt, og hvis det kunne styrke hans troværdighed hos Jarvis at slå sådan en ihjel, så var det kun en fordel, at det ville være en, han alligevel ikke ønskede skulle rende rundt med livet i behold. Det virkede faktisk som en ganske glimrende plan i øjeblikket.
"For min skyld kunne hele Storbritannien lytte med! Forsvind inden du kommer til skade!" Råbte han og tog fat i en stoleryg som for at standse sig selv i at fare i flæsket på drengen; hvilket han i højeste grad havde lyst til lige nu. Dyret var ved at overtage ham. Og ikke på sådan en facon, som Riley sikkert kunne ønske sig. Men vreden og blodtørsten var nærmest ustyrlig. Det var ikke nok at jage drengen bort. Han ville skade ham - dræbe ham!
Han tænder var blevet betydeligt skarpere end før, og de blå øjne havde påtaget sig et selvlysende skær, der i sandhed mindede om et vildt nattedyr. Han var ligeglad med, om Evan så det lige nu. I værste fald var det bare at slå ham ihjel, og det kunne han sagtens gøre i øjeblikket. "Prøve igen!?" Bed Levi rasende. "Aldrig i livet! Ved du hvad, dit lille nummer her har gjort ved mit liv!? Hvis ikke jeg havde haft min fætter til at forsvare mig, så havde jeg ikke kun mistet mit job, men sandelig også min datter!" Alle disse frutarsioner, som han altid havde vidst var der, men aldrig havde snakket højt om; det var som om, de nu endelig i sandhed blev erkendt, og han kunne ikke styre det længere. Han havde spændt sin hånd så hårdt om stoleryggen, han før havde taget fat i, at man skulle tro, den snart ville splintres. Han var så rasende, at han lige nu var villig til at lukke alt humant ude og gå løs på Riley.
"Fint, hvis du ikke vil forsvinde... Så bliv..." Sagde han med en ondskabsfuldt blik, der ikke kunne komme til nogens tvivl tørstede efter at gøre skade. Han rev stolen til sig, hvorefter han hævede den over jorden og kastede den imod drengen. Han ville ikke finde sig i det længere. Hvis han ikke ville forsvinde, så måtte det blive værst for ham selv.

[Evan Riley]

Et undrende udtryk gled over Evans ansigt, men han så ikke ud til, at være det mindste fornærmet over mandens ord. Efter kun kort tid, lod han da igen det rolige smil, fange sine læber. ”Selvfølgelig er du ikke ligeglad,” grynte-grinede han, og snøftede en enkelt gang. Hvorfor skulle han dog være ligeglad med noget som havde med Evan at gøre? Det var da bare mærkeligt. Drengen tænkte at manden bare måtte være blevet overrumplet af, at Evan var kommet så pludseligt, hvilket jo var rimeligt forståeligt, siden de jo ikke havde set hinanden i så lang tid.
Komme til skade? Hvem skulle dog skade ham her? Manden måtte have slået hovedet, eller noget i den stil. Måske var han sløj? Ja, han var i hvert fald godt forvirret. Hvad havde manden overhoved tænkt sig? At drengen bare skulle vende sig om og gå, efter at de endelig havde fået kontakt til hinanden igen? Ikke tale om! Dette var jo en perfekt chance for at lave noget fremskridt i deres forhold, så drengen kunne ikke lige se, hvorfor manden dog ville have ham til at gå. Han lod dog være med at kommentere på det.

Om han ikke så Wolfs små forandringer, eller simpelthen bare valgte at ignorere dem, måtte Guderne vide. Han havde jo før set mandens lidt voldsomme side, så det værste der kunne ske var, at han blev råbt af, men hvorfor skulle manden dog gøre det? Drengen havde knap nok tænkt tanken færdig, da manden hævede stemmen og for første gang siden Evan trådte ind på værelse, ændrede hans udtryk sig til noget mindre lykkeligt. Smilet forsvandt, og i stedet lignede han én som skulle til at græde. Det lød rimelig meget, som om han stod og fik skæld ud, men han forstod ikke helt hvorfor? Hvordan kunne en forelskelse påvirke manden så meget? Og en datter? Havde manden en datter!? ”Nummer?” Fik han mumlet, og løftede end hånd for at klø sig kort i håret.
Han havde ikke sladret om deres lille sammenstød. Han havde næsten ikke snakket med nogen som helst, siden den lille misforståelse af an afvisning og han fulgte ikke med i Proffettidende, så han havde faktisk ingen anelse om de rygter som flød omkring om Professor Wolf og hans 'dyriske' side. Eller, selvfølgelig havde han hørt en ting eller to, når han havde befundet sig i korridorene, eller i Storsalen. Og siden Evan rent faktisk havde set det i aktion, burde han jo egentlig have kunne lagt to og to sammen, og derved konkluderer, at der nok var et eller andet med de rygter, der. I stedet havde han haft travlt med at være et følelsesmæssigt vrag og have ondt af sig selv. Han fik en klump i halsen, idet han så ned i gulvet. ”Er du ikke sød at lade være at råbe af mig, Professor?” Spurgte han med en stemme som knækkede, grundet klumpen som sad fast i hans hals.
Det lød ikke rigtigt som om han havde opfattet mandens ord, men det havde han skam. Han forstod dem sådan set bare ikke. Dette var også lidt af grunden til, at han ikke bare gik sin vej, som manden havde bedt ham om.

Evan så op på manden, da han bad ham om at blive. Han troede lige at manden var kommet til fornuft, og derfor gerne ville bruge sin tid sammen med drengen, men da han så mandens blik, følte han pludselig hvor stor en fejl det hele havde været. Han fangede lige pludselig situationens alvor, mærkede hvor vred manden egentlig var. Hans hjerte sprang næsten op i halsen på ham, da han så manden hive en stol til sig og løfte den. Drengen nåede kun at dække sit ansigt med sine arme og hænder, og fik trådt nogle skridt tilbage, før han faldt resten af vejen, grundet stolen som havde ramt ham, heldigvis ikke i ansigtet. Den havde i stedet ramt han ved brystet og maven, hvilket slog pusten ud af ham, og gav ham lyst til at kaste op. Han lå på gulvet med stolen halvt over sig, og hostede, for at kunne komme til at føle at han kunne trække vejret igen. Drengen kunne straks mærke, hvor ondt han havde, men han lod det ikke stoppe sig.
Så snart han havde fået vejret igen, og ikke følte sig så svimmel længere, kunne han skubbe stolen væk og langsomt skubbe sig op og sidde. Så snart han sad op, følte han sig mere svimmel end før, men han måtte da på én eller andet måde få manden til at slappe lidt af!? Han var jo tydeligvis rimelig overvældet. ”Professor...!” Han hostede en gang, før han, svajende, prøvede at komme på benene igen. Han følte sig pludselig træt i kroppen, som han gik frem imod manden, med hænderne løftet foran sig, både i tilfælde af, at han faldt, men også for at prøve at få manden til at slappe af. ”Tag det nu bare roligt, det er okay! Det var ikke med vilje, at du kastede med den stol, det ved jeg.” I virkeligheden vidste han jo ikke en skid.

[Deleted]

"Tør grinet af dit fjæs," knurrede Levi, der var ved at være godt og grundigt irriteret over den måde, drengen bare valgte at ignorere hans ord på. Troede han, det her var en leg? Selvom Levi godt kunne fornemme, at knægten bestemt havde drukket, så kunne han umuligt være så fuld, at han ikke kunne se, at det her var alvor. Var det i bund og grund bare for at genere ham? Var det en eller anden form for sølle hævn grundet afvisningen? Eller var han bare komplet blind for, at Levi faktisk mente, hvad han sagde? Hvad end årsagen var, så ønskede han ikke at tænke nærmere over det. Det havde han nok gjort enhver anden dag, men han var nu alt for blændet af vrede til at gide gøre mere ud af det.
"Jeg er så ligeglad, at du slet ikke ville kunne forestille dig, hvor ligeglad, jeg er," fortsatte han med stemmen hævet yderligere, men uden helt at råbe. Drengen kunne tydeligvis ikke regne ud, at Levi ikke ville have noget som helst med ham at gøre. Hvorfor fattede han det ikke? Han syntes nu ellers, at han havde gjort det helt klart, at han ikke ønskede drengens selskab. Normalt ville han havde eskorteret Riley høfligt ud, mens han forklarede ham, at hans følelser ganske enkelt ikke var gengældt på en noget pæn måde, hvorefter han bare ville undgå at komme i nærheden af ham igen. Men igen var det ulven, der var ved at tage over. Det berømte temperament, der tilhørte Wolf-slægten, var ved at finde frem til ham igen. Et raseri som han ikke havde oplevet siden, han var teenager; før han for alvor havde forsøgt at lære at styre det. Det var som om, at alt den vrede, som han havde sparet op gennem årene, hvor han hellere havde holdt sig til at være høflig og Fandens tålmodig, al den irritation og frustration; det var som om, han først nu for alvor mærkede den. Han havde holdt det borte fra sit sind i så mange år, at et nærmest virkede som en hel lettelse sådan at kunne slippe det igen. Og det var sandelig også det, han havde i sinde at gøre. Det havde han fortjent.
Hvordan kunne drengens tillade sig at spille så uvidende? Hvor vovede han?! Som om det var ham, alt dette var gået ud over. Han måtte opleve et par teenage-problemer, buhu, det måtte han Fandeme bare tage at komme sig over! Hele Levis omdømme og dermed også liv blev sat på spil, ved drengens handlinger, og han nægtede at finde sig i det mere.
Som Riley begav sig frem mod ham, blussede ulven for alvor op i ham. Det var en truende adfærd, så han havde tydeligvis ikke fået nok, og de befandt sig ikke på Levis eget territorium, men det var helt sikkert heller ikke hvalpens. Det her var ingenmandsland, og selv havde han ikke i sinde at lade sig overmande af en stort set ukampdygtig unge, der faktisk lå lavere i hierarkiet, end han selv gjorde. Ikke tale om. Levi var alfahannen, og hvis ikke denne hvalp selv kunne regne sig frem til, at ham skulle han ikke genere, så skulle Levi gladeligt hjælpe ham med det. Han blottede de nu meget skarpe tænder og knurrede, så han oprigtigt lød som en gal hund. Og det var han jo så på mange måder også. Han bevægede sig fremad mod hvalpen, men denne gang var det ikke blot for at true; denne gang ville han gøre oprigtigt skade.
Levi greb fat i ungens udstrakte arm, hvorefter han rev til at alle kræfter for at slynge ham ind mod den nærmeste væg. Derefter var der ikke meget mere at gøre. Hans kløer havde taget fuld form, ligeså havde hans tænder, og hans øjne lyste bogstavelig talt op i mørket fyldt med endeløs vrede. Han udnyttede både klør og tænder han bed, kradsede, men både sparkede og slog også til hvalpen, som var han han et bytte, og Levi ikke havde spist i flere dage. Blodtørsten var overvældende, og han kunne ikke finde nogen måde at stoppe sig selv på. Dybt nede i hans underbevidsthed, var der noget, der bønfaldt ham om at stoppe, men han kunne ikke få sig selv til at lytte efter. Endelig at kunne give ulven løs snor var så stor en befrielse, at hans sande jeg næsten ikke ønskede, at han skulle stoppe, og fornuftens stemme, der desperat forsøgte at nå ham omme i baggrunden, var så småt ved at svinde hen.

[Evan Riley]

”Hør, Professor, jeg tror altså bare at du er forvirret!” Han smilede forsigtigt, siden han før havde fået besked på at tørre smilet væk. ”Jeg kan rigtig godt lide dig, okay? Og jeg er rimelig sikker på, at du også kan lide mig, vi har bare brug for lidt tid!” Han tog en dyb indånding, som om han ikke helt selv lod til at tro på sine ord, men det var han jo nødt til. Desuden, så havde alle par jo deres op- og nedture, så det var jo helt normalt at de lige havde et lille skænderi, no problem! ”Vi tager det bare langsomt, det er fint!” Det var jo heller ikke fordi manden behøvede at elske ham lige med det samme. Det var jo noget de sagtens kunne bygge op, hvis bare manden lod ham få lidt tid.

Der blev taget fat i hans arm, og det hele blev sort i et øjeblik. Han havde ikke engang haft tid til at reagerer, da manden havde taget fat i ham. Slaget imod væggen var helt klart værre, end da stolen ramte ham. Han havde ramt med ryggen, og slog derved også baghovedet, hvilket fik ham til at se stjerner, som han ramte gulvet. Endnu en gang kunne han ikke få vejret, og han var en del omtåget. Drengen var dog ikke helt nede at ligge, da han var landet på bagdelen og på den måde sad op af væggen. Diverse malerier og pynt var faldet ned, da han havde ramt, men det var ikke lige dér hans tanker søgte hen. Lige nu fokuserede han sådan set bare på, at få vejret igen, for ikke at snakke om den arm, som manden havde revet i, som havde sagt en fin pop-lyd ved rykket og nu nærmest brændte!
På en måde føltes hans krop fuldstændigt følelsesløs af al smerten, alligevel syntes han, at det værste ved situationen var desorienteringen og det, at han ikke kunne bevæge sig, selvom han gerne ville. Han prøvede at få liv i sine arme, prøvede at få dem op, så han enten kunne skubbe manden, eller sig selv væk, eller bare slå fra sig, på en eller anden måde, men de reagerede ikke. Manden angreb og der var absolut intet han kunne gøre ved det. Han var bange, og så snart manden havde fået det første slag ind, kunne drengen allerede mærke at han stensikkert ikke ville overleve, hvis ikke han på én eller anden måde fik stoppet manden. Ulven. Han var først blevet revet i ansigtet, hvilket fik tårerne til at pible frem, derefter blev han ramt i maven, hvilket fik ham ned at ligge på hotelværelsets gulv. ”Prof-...” Hans ynkelige stemme blev afbrudt af et slag i maven, hvilket fik ham til at hoste, og i et øjeblik var han overbevist om, at han kunne smage blod.

Han lå bare og holdte om sig selv, på en akavet måde, fordi han i starten havde troet, at han så var skærmet en smule, men i stedet gik det bare ud over hans arme, hvor den sorte sommerjakke på dette tidspunkt, var fuldkommen revet itu af Wolfs lange klør. Det føltes som om, at hans krop snurrede og han glemte at trække vejret, hvilket på ingen måde gjorde det bedre. Det begyndte at ringe for hans ører, idet det hele blev sløret, og han havde lyst til at kaste op. Evan ville gerne have råbt, skreget, eller bare grædt, men han kunne ikke, for alle kræfterne var som suget ud af hans spinkle krop, idet han tog slagene ind. Det var her, hans krop valgte at give op. Drengens kind lagde sig fladt imod gulvtæppet, hvor han kunne mærke at der var vådt. Han tænkte sig frem til, at det nok var en god blanding af tårer, savl og blod, som var ved at indtage hotelværelsets gulvtæppe. Han havde ikke engang tid til at tænke på, hvor klamt det var, før hans blå, blanke øjne stirrede op på manden, i et sidste forsøg på, at komme i kontakt med ham, hvorefter de langsomt lukkede sig i.

[Deleted]

Hvad var det overhovedet, hvalpen talte om? Levi havde ingen anelse længere. Han var alt for opstemt på at skade ham fremfor at lytte. Den menneskelige Levi havde nok haft det på komplet modsatte måde; lyttet og været tålmodig. Men ikke længere. Nu skulle det være slut. I hvert fald bare for en stund. Denne løssluppenhed, der i sin barndom ikke havde kostet ham andet end problemer. Den som han i så mange år havde kæmpet og slidt for i så mange år for at kontrollere. Endelig var det lykkedes ham, og det var gået ham godt. Han havde aldrig haft problemer med at være varulv, siden han lærte at styre sit temperament - aldrig! Han havde altid været i perfekt selvkontrol, og han havde let kunne skjule det fra omverdenen. Før Riley var kommet ind i billedet, havde folk jo heller ikke troet på alle de rygter, som Profettidende havde skrevet. Dengang havde der selvfølgelig heller ikke været noget om, at han skulle have været varulv. Men det var først efter hvalpen her, at folk faktisk begyndte at tage det seriøst. Jo længere tid, der gik, jo mere formåede Levi at lægge mere og mere af skylden over på ungen foran ham. Han hadede ham mere og mere, for hvert sekund, der gik.
Levi gav ikke det fjerneste for, at det måtte gøre ondt på hvalpen, hvilket det uden tvivl gjorde. Eller jo, på den anden side, så gjorde han faktisk. Han ønskede, det skulle gøre ondt. Han ville, hvis ikke slå ihjel, skade ham så meget som det overhovedet var ham muligt. Han var blodtørstig, og han nød det hver gang denne hvalps blod ramte hans tænder. Han havde droppet at bruge andet end tænderne nu. Det smagte herligt. Hans bytte, der havde været dum nok til at bevæge sig for tæt på den ældre ulv, var nu blevet fældet og lå så godt som død for Levis poter. Hvilken sejr! Men han var ikke færdig. Hvalpen var stadig i live, og det kunne han ikke acceptere. Han kunne ikke forlade stedet, før den sidste rest af modstand for alvor var blevet udryddet.
Levi lod sin tunge glide hen over sine tænder, inden han sænkede sit gad ben over hvalpens nakke. Hans bytte var nakket, og hans aftensmad var nu serveret. Han bed ordentligt fat om hvalpens nakke, hvorefter han begyndte at rive ordentligt til for at flå kødet fra hinanden. Hvilken herlig følelse det var at være sejrsherre. Hvalpen burde ikke have lagt sig ud med ham. Han burde have stukket halen mellem benene og forsvundet. Men det passede nu Levi glimrende. Han havde længe længtes efter at dræbe.

Synet af den bloddækkede krop, der lå lige foran øjnene på ham, fik Levi til at kaste sig tilbage og ramle mod gulvet, mens han stirrede chokeret på den. Var det ikke Riley? Jo, det var det... Hvad i al verden var der sket. Levi kom op på sne knæ for at kravle hen til drengen, men stoppede brat op, da han mærkede en mystisk smag i munden. Han genkendte den fra de mange flækkede læber og næseblod, han i sit liv havde haft. Det var blod. Hans mund var fyldt med det. Han kiggede ned ad sig selv og måtte erkende, at det var resten af ham også. Var det ham selv, der havde gjort det her mod drengen? Men på den anden side, hvem skulle det ellers være? Af en eller anden grund, så havde han det faktisk ret okay. Hvis det ikke skulle være helt løgn... Så havde han det ikke ringere faktisk strålende!
Han rejste sig op i sin fulde højde og rettede lidt på sit tøj. Han huskede ikke at have gjort dette, men han fortrød faktisk heller ikke. Han følte sig underligt lettet... Helt afslappet. Som om et eller andet havde siddet fast inde i ham i mange, mange år, og nu endelig var sluppet løs. Han kiggede sig lidt rundt i rummet - der var fuldkommen stille. En underlig følelse af træthed skyllede dermed ind over ham. Mon han faktisk ville kunne falde i søvn, hvis han forsøgte? Der var jo ikke andet for end at forsøge, var der vel?
Levi sukkede dybt, men spidsede så ører. Der var nogen, der hastede hen mod døren. Nej, hvis drengen var havnet i en sådan tilstand, så kunne det ikke være gået lydløst for sig. Han kastede et kort blik mod knægten og kunne ikke tilbageholde et smil ved synet. Han trak derefter sin tryllestav og med et enormt knald forsvandt han omgående fra lejligheden.

//Out