How're YOU doin'?

[Marguerite Sophia King]

Tilegnet: Kaya Elisabeth Hansen

DET HER, det var Rita bare nødt til at se. Hun var NØDT TIL at se det. Kaya Hansen i Azkaban. Kaya Hansen i Azkaban!! Det var jo helt til grin. Det var ikke engang løgn. Da Rita først hørte det, havde hun grinet så meget, at hun havde forstyrret Bellis’ middagslur. Men det var skisme da også på tide… Nok var de blevet enige om, at hun faktisk ikke vidste SÅ mange ting om Kaya, det var sådan rimelig overfladisk det hele, men der var ikke tvivl i Ritas sind om, at Kaya fortjente det. Hun fortjente det så meget, alene af den grund, at hun havde ødelagt Ritas liv fuldstændig. Eller, okay, men hun havde i hvert fald forpestet det ret så grundigt en overgang.
Derfor var Rita taget den lange tur til Azkaban. Hurra for spektral transferens. Lorelai passede Bellis, så det kunne ikke være mere perfekt. Selvom stedet var utrolig dystert, så var der intet, der kunne ødelægge Ritas fremragende humør, som hun trippede ned ad gangen i det store troldmandsfængsel. Hvilken celle var det nu, Kaya sad i? Nå, pyt, hun ville nok komme forbi hende på et eller andet tidspunkt. Det var måske en kende besynderligt af Rita at besøge Kaya, meeen… Hun kunne altid bare sige, det var for Profettidende, hun var der. For at få en udtalelse. Spild af tid sikkert, for det var efterhånden alment kendt på redaktionen, at Kaya IKKE udtalte sig længere. Men det forhindrede dem jo ikke i at prøve, vel? Rita holdt med nød en munter nynnen inde, og koncentrerede sig i stedet om at få øje på Kaya. Et øjebliks betænkningstid.
”Kayaaa?” kaldte hun højt i håb om at få en eller anden slags respons et sted fra. Det faldt hende ikke et øjeblik ind, at hendes besøg måske ikke var velkomment. Dertil var hendes humør alt for højt.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Dagene i Azkaban for ufattelig lange. Heldigvis havde hun da godt selskab fra Iwan, manden i cellen ved siden af hende. Hun var efterhånden holdt op med, at tælle dagene, ugerne eller hvad der nu end var gået. Tidsfornemmelse ejede hun slet ikke mere. Livsglæde var der heller ikke rigtigt, at spotte i hendes øjne mere, den havde demontorerne taget fra hende, og hver gang en smule af det kom tilbage, jamen så galt det om, at nyde det så længe det varede.

Hun sad på det kolde gulv i det mørkste hjørne af cellen, da en pludselig kaldte hendes navn. Hvem fanden var så dum og lyde så glad et sted som Azkaban? Hun rettede blikket op, og ved at støtte håndfladerne mod muren bag hende, kom hun langsomt på benene, og gik de få skridt der nu var, hen til tremmerne. "Rita? Åh dear Lord... Jeg er død og kommet direkte i helved, ik sandt?" mumlede hun let for sig selv. Hun var begyndt at snakke en del med sig selv. Hun havde hele tiden lovet sig selv, at Azkaban ikke skulle være stedet som skulle knække hende, men hun var begyndt at tvivl lidt på, om det var et løfte hun ville kunne holde.
Et par fanger længere nede af gangen, brokkede sig højlydt, "Hvad vil du Marguerite?" spurgte hun, og magtede ikke engang, at lade sig hidsige sig op over det. Hvilket nok overhovedet ikke lignede hende. Hvordan var hun overhovedet kommet ind? De måtte kun skrive tre personer på som måtte komme og besøg, og indtil videre havde Kaya kun haft besøg af sin far, hvilket ikke ligefrem havde været hyggeligt. Det havde mere været lige før, at han havde fået sig en celle ved siden af, fordi han havde råbt og skreget af hende. "Vil du vide hvad mit værste minde er? For tro, jeg genoplever det cirka en gang om dagen, når dementorerne kommer forbi..." sagde hun og lod en hånd glide omkring tremmerne, som hun nærmest knurrede til sig.

[Marguerite Sophia King]

Rita lyste op i et stort smil, da hun hørte Kayas forfærdelige stemme, og bevægede sig i den retning, indtil hun fik øje på den jævnaldrende pige igennem tremmerne. ”Du ligner lort.” påpegede hun med et blik, som om hun stirrede på det mest ulækre, hun overhovedet kunne komme i tanke om. En blævreorm, for eksempel. Det var faktisk rigtigt. Altså, Kaya havde jo aldrig været en grim pige - hvis bare det var så vel - men Rita syntes nu ikke, det klædte hende specielt at være fange.
”Ja! Åh, ja tak! Det ville være helt fantastisk at vide!” jublede hun muntert, da Kaya spurgte, om hun ville vide, hvad hendes værste minde var. Tænk sig, hvad hun kunne få ud af det… Hun tillod sig selv at sygne hen i drømme et øjeblik, før hun blev nærværende igen og rettede blikket på Kaya med et stort smil. Det var mærkeligt, hun var fuldstændig ude at stand til at føle medfølelse med pigen eller noget som helst. Det var sket - en sjælden gang imellem - at Rita havde revurderet deres fjendskab. For eksempel efter den der gang nede i Hogwarts’ køkken, hvor hun var blevet gravid… MEN det varede kun indtil så længe, hun kom til at tænke på alle de ting, der var sket i løbet af årene på Hogwarts, alt det, som Kaya havde været skyld i. Så kom den gamle had op i hende igen, og så var chancen ligesom forbipasseret… Nej, det ville sgu nok aldrig gå.
”Det er sørme en fin celle, du har dig her.” kommenterede hun med påtaget interesse og lod blikket vandre lidt rundt. Hun kunne ikke lade være med at rynke en smule på næsen ad forholdene, og priste sig blot lykkelig for, at hun endnu aldrig selv havde gjort sig fortjent til et ophold i troldmandsfængslet.

[Kaya Elisabeth Hansen]

At Rita valgte at opsøge Kaya i Azkaban var jo bare direkte provokerende. Men kunne man forvente andet af en tøs som hende? Nogen gange undrede det virkelig Kaya, at Rita ikke havde været Slytherin elev. Hun sukkede tungt, "Well, jeg ser nok bedre ud, end jeg føler.. Var der andet?" snerrede hun irriteret, men prøvede virkelig, at holde sig i skinnet. Hun havde fået af vide, at hvis hun opførte sig pænt, og ikke fik flere raseri udbrud, samt tog nogle samtaler med Azkabans terpurt omkring hendes temperament, hvilket til Kayas held var Zeke, som hun jo kendte.

Hun sendte et mindre flabet smil, "Synd, for det får du ikke af vide" svarede hun og blinkede til Rita. Ingen skulle vide, at Elliotts stemme, da han havde kaldt hende 'luder' efter at have taget hende i at være ham utro med Jayden, hjemsøgte hende på den måde. Og da slet ikke når hun var gift med Jason. Hendes værste minde burde være, da hun fik af vide hun ikke kunne få børn, eller et af de mange skænderier hun havde haft med Jason! Det burde bare ikke være en eks-kærestes ord.
Hun lukkede kort øjnene og talte til ti indvendigt i hovedet, før hun åbnede dem igen, "Så skulle du se den herinde fra.." svarede hun koldt, og himlede med øjnene. "Dybt seriøst Rita, hvad fuck vil du? Ha et interview eller hvad? Fint, spørg løs, værsgo, interview mig" sagde hun og slog opgivende ud med armene og satte sig på gulvet foran tremmerne, og så op på Rita, med et opgivende blik. Hun anede virkelig ikke, hvordan hun skulle overleve så lang tid i Azkaban.

[Marguerite Sophia King]

Rita rullede med øjnene over Kayas ord. ”Same old, same old. Og jeg tvivler. Du ser virkelig ikke godt ud. Får I nogensinde lov til at bade her?” Hun så sig lidt rundt, idet hun spurgte ind til det med badet, som om hun forventede, at et badekar ville vise sig for hende med det samme.
”Et interview?” Ritas blik lyste mærkbart op ved de ord, noget, der altid var at se på hende - en god historie skulle man ikke lade slippe. Hun rodede lidt rundt i sin skuldertaske for at finde den pen og det papir, hun altid havde med sig - mugglerremedier, frem for fjerpen og blæk, men det var altså bare nemmere med en kuglepen og en almindelig, sort kinabog, når man var på farten. ”Ja tak! Åh, okay, dybt seriøst…” Efter et øjebliks overvejelse brugte hun foden til at skrabe det værste skidt af gulvet, før hun satte sig til rette i skrædderstilling, med kuglepennen og bogen parat. ”Fortryder du de handlinger, der sendte dig til fængslet i første omgang?” Rita havde ikke nogen plan. Hun var ikke just vant til, at Kaya viste samarbejdsvillighed, når det gjaldt udtalelser til Profettidende - jo, den allerførste gang, Rita havde snakket med hende, men aldrig siden - så hun stillede det første spørgsmål, der lige faldt hende ind. Det var jo også en af grundene til, hun havde været nødt til at gisne så meget og famle sig lidt frem, når artiklerne omhandlede den kære Kaya - historierne var jo for gode til at lade slippe, og når hovedpersonen så nægtede at tale med én, hvad i alverden var der så tilbage at gøre? Rita ville elske at få nogle udtalelser med sig fra Azkaban! Måske hun skulle stikke hovedet ind til ham der Iwan også…

[Kaya Elisabeth Hansen]

Et dybt suk forlod Kayas læber, "Selvfølgelig får vi lov til at komme i bad.. Spade.." det sidste ord kom som en mumlen, hun havde fået af vide det var cirka en gang om ugen de fik lov, til at bade, det var virkelig ikke meget for en kvinde som Kaya, der var vant til mindst et bad om dagen. Hendes hår var ulet, hun havde sorte render under øjnene, generelt følte hun sig bare virkelig klam og beskidt, og det sidste hun havde brug for, var nok Rita som blot bekræftede hende i dette.
Hun gjorde en gestus med hænderne som Rita valgte at joine hende på gulvet. "Ja, fyr løs, jeg har alligevel ikke noget jeg skal nå, og det er ikke ligefrem fordi jeg kan stikke af fra dig, vel?" svarede hun tørt, og himlede med øjnene.
Hun rettede en smule i ryggen, hun var trods alt danser, og det var meget sjældent hun sad uden rettet ryg, det lå ligesom bare til hende som en vane sag, hun ikke tænkte over mere. "Virkelig? Er dét, det bedste spørgsmål du kan finde på?" svarede hun og lod hovedet falde en smule til den ene side, "Nej, Rita, jeg fortryder ikke, hvad jeg gjorde. Jeg fortryder ikke noget som helst i mit liv" svarede hun bund ærligt, hun havde altid lært, at man ikke skulle fortryde sine handlinger eller sine ord, da det var det man lærte af, og det som gjorde en stærkere. "Er der mere du vil vide?" spurgte hun, og rettede hovedet op igen.

[Marguerite Sophia King]

”Det ser ikke sådan ud.” konstaterede hun bare ironisk og rullede opgivende med øjnene. Virkelig? Var det det bedste skældsord, Kaya kunne komme på? Hvis ikke, Rita huskede helt forkert, havde den anden engang kaldt hende for ’en snæversynet bunke sexaffald’. Der skulle lidt mere end ’spade’ til at toppe dén.
Hun klukkede lavmælt over Kayas tørre ord, og frydede sig indvendigt over, at den anden faktisk endelig befandt sig i en position, hvor hun ikke kunne gøre noget? Det var ikke meget skade, der kunne forvoldes, så længe man sad i Azkaban.
”Jeg skal jo lige varme op, ikke?” Rita skriblede hurtigt de ting ned, som Kaya sagde. Ikke ord for ord, bare nogle stikord og små sætninger, så hun ville kunne huske det - noget, hun efterhånden havde gjort så mange gange, at det ikke voldte hende de største problemer. Noget, der skulle forestille en latter, forlod hendes læber, selvom hun nu egentlig bare pustede lidt mere luft ud end normalt. ”Intet? Heller ikke, at du var Elliott utro eller knaldede med Lewis til Jaydens bryllup?” Rita hævede tvivlende det ene øjenbryn og rettede blikket imod Kaya igen. Der var meget, hun ikke var helt sikker på, men dét her, det var hun ret sikker på - Hun var jo selv stødt ind i Elliott lige efter, han havde taget Kaya og Jayden på fersk gerning, og til brylluppet havde de jo valgt at vække hele huset med deres skænderi. Det var fantastisk.

[Kaya Elisabeth Hansen]

"Er du kommet efter en bitch-fight, så bliver du nok skuffet.." svarede Kaya mens hun blot stirrede lige frem for sig. Hun magtede virkelig ikke, en eller anden diskution, for hun vidste godt, at Rita kunne ramme de helt rigtige knapper, og hun vidste godt, at hvis hun først blev sur, ville hun reagere, og dermed komme i lænker igen. Og var der noget Kaya hadede, så var det, at være i lænker. Op til fuldmånen, så var det fint nok, for der vidste hun jo det var nødvendigt.

Som Rita sagde hun lige skulle varme op, himlede Kaya let med øjnene, "Ved du overhovedet, hvad jeg sidder inde for? Eller hvor længe jeg skal sidde her?" spurgte hun, og hævede det ene øjenbryn. Havde Rita overhovedet styr på noget som helst, eller havde hun bare hørt Kaya var kommet i Azkaban, og tænkt hun ville aflægge hende en visit? Det virkede i hvert fald sådan. Hun skød hovedet opgivende bagud, "Nej Rita, intet.." svarede hun og sukkede. Men vendte blikket tilbage på Rita, da hun nævnte Elliott og Westen. "Elliott mødte jeg et par dage før jeg røg her ind, vi har snakket tingene igennem og alt er fint mellem os.." svarede hun, før hun fortsatte, "Og med hensyn til Westen," hun slog let ud med hænderne, "Et knald er et knald.. I det mindste tog jeg ikke brudgommen, og havde beviset under min bluse i ni måneder, vel?" svarede hun og blinkede til Rita, hvorefter hun afventede om Rita havde flere spørgsmål eller om det var det.

[Marguerite Sophia King]

Rita slog utålmodigt klik med tungen over Kayas udmelding. ”Du skuffer mig aldrig, Kaya.” påpegede hun muntert og ændrede siddestilling for at gøre det sig mere behageligt. Hun bed let i enden på sin kuglepen, mens hendes øjne smuttede henover det, hun havde skrevet foreløbig - det var vigtigt at få det hele med! Nok havde Rita en drilsk pen - af og til - men det kunne aldrig falde hende ind at ændre et citat. Hun skævede op på Kaya igen og løftede spørgende øjenbrynene.
”Er det vigtigt, da?” forhørte hun sig med et kort grin og fortsatte: ”Hvordan har du det med, at det var din egen bror, der meldte dig? Jeg mener, det lader jo ikke rigtigt til, der er nogen i din familie, som oprigtigt kan lide dig.” Hun sørgede for at lægge trykket de helt rigtige steder, og frydede sig i sit indre over at kunne få lov til at sidde her - på den sikre side af tremmerne. Havde de ikke været der, havde hun nok overvejet sine spørgsmål lidt mere nøje!
Rita smilede langsomt over Kayas ord og spidsede eftertænksomt læberne. Eftersom Bellis var resultatet af netop dét, så kunne hun hverken fortryde det, blive flov over det eller såret af de ord - hun var nok snarere lidt stolt af det! ”I det mindste var jeg i stand til at bære min datter i 9 måneder. Det er mere, end man kan sige om dig, ikke sandt?” returnerede hun den med et bittersødt smil og et matchende blink.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Et hånligt grin lød fra Kaya, selvom det var tørt, "Nu smiger du jo helt Rita" sagde hun med et flabet smil på de tørre læber. Hun kunne ærligt talt ikke være mere ligeglad med Rita, hun som en parasit, man bare aldrig slap af med, når først hun var der.
"Det må du da fortælle mig, det er dig som er journalisten her, ikke mig.." svarede hun og himlede med øjnene, det her måtte virkelig være et mareridt, og hun ville nok vågne lige om lidt, og bare opdage hun stadig sad i den kolde celle, helt alene, og havde mistet forstanden så meget at hun var begyndt at snakke med sig selv. Hun trak kort på skulderne, "Vi er opdraget til at gøre hvad der er bedst for os selv, uanset hvem vi såre på vores vej, så det var bare dét min bror gjorde," svarede hun koldt, hun vidste udmærket godt, at Benjamin langt var levede efter det mere, han havde en irriterende retfærdighedsans, som Kaya nu led under. "Det er fint nok de ikke kan li mig.. Jeg kan heller ikke li dem.." svarede hun, som om hun lige havde svaret på et spørgsmål om vejret.
Ritas come back ramte til gengæld, og det ramte hårdt. Havde Kaya ikke været så drænet for energi havde hun nok reageret virkelig voldsomt, som hun jo altid gjorde, når nogle dissede hende. Hun vendte stenen i hånden et par gange, og overvejede virkelig at kaste den direkte i hovedet på Rita, men hun vidste inderst inde godt, at det højst sandsynligt ville betyde hun ville komme i lænker med det samme, og den glæde skulle Rita bare ikke have. "Kom her ind og gentag de ord" svarede hun fartruende, mens hendes øjne blev ravgule, tanken om stenen var pludselig måske ikke nogen helt dum tanke.