Post af Marguerite Sophia King den Apr 5, 2015 22:03:55 GMT 1
Tilegnet: Nathan Barden
Rita havde altid svoret, at hun aldrig ville begynde at drikke kaffe. Aldrig! Det løfte måtte hun æde i sig igen. Med et spædbarn, et bette pus, der skreg hele natten væk og nægtede at falde i søvn, uanset hvor meget Rita gik frem og tilbage og vuggede og nynnede og tændte for emhætten og hoppede og sprang, så var det en kamp at komme op om morgenen. Efter fødslen havde hun gjort det til et fast ritual at slå et smut ind forbi den lille café i Diagonalstræde og drikke den største kop kaffe, hun kunne opspore. I dag var heller ingen undtagelse. Hun havde droppet Bellis af hos bedsteforældrene fra morgenstunden, fordi hun endnu ikke var gammel nok til at komme i vuggestue, og havde pylret i adskillige minutter, før hendes mor fik gennet hende ud.
Rita kvalte et gab med håndryggen, idet hun skubbede døren ind til caféen op og trippede hen for at stille sig i køen, uden egentlig at se så meget af, hvad der skete omkring hende. Hun var iklædt et par løse bukser med en rød blazer til og havde snurret det lyse hår op i en sløset hestehale, fordi det var alt, hun havde haft tid til. Skoene var flade. Hendes øjne var blanke og blikket stift, da hun så rundt. Det var først efter et øjeblik, det gik op for hende, hvem hun stirrede på. Hun glippede med øjnene et par gange for at være sikker på, trætheden ikke havde forvrænget hendes syn, og så skyndte hun sig ellers at få betalt sin kaffe. Hun sippede taknemmeligt af koppen og mærkede nærmest straks, hvordan energien begyndte at sprede sig, inden hun bevægede sig igennem caféen for at nå hen til den mand, hun havde fået øje på.
"Godmorgen! Nathan Barden, ikke? Må jeg sætte mig?" hilste hun så energisk, som hun kunne, og mønstrede et nogenlunde imødekommende smil. Hun anede ikke, om han overhovedet vidste, hvem hun var, men det var ligemeget. Hun vidste præcis, hvem han var.
Rita havde altid svoret, at hun aldrig ville begynde at drikke kaffe. Aldrig! Det løfte måtte hun æde i sig igen. Med et spædbarn, et bette pus, der skreg hele natten væk og nægtede at falde i søvn, uanset hvor meget Rita gik frem og tilbage og vuggede og nynnede og tændte for emhætten og hoppede og sprang, så var det en kamp at komme op om morgenen. Efter fødslen havde hun gjort det til et fast ritual at slå et smut ind forbi den lille café i Diagonalstræde og drikke den største kop kaffe, hun kunne opspore. I dag var heller ingen undtagelse. Hun havde droppet Bellis af hos bedsteforældrene fra morgenstunden, fordi hun endnu ikke var gammel nok til at komme i vuggestue, og havde pylret i adskillige minutter, før hendes mor fik gennet hende ud.
Rita kvalte et gab med håndryggen, idet hun skubbede døren ind til caféen op og trippede hen for at stille sig i køen, uden egentlig at se så meget af, hvad der skete omkring hende. Hun var iklædt et par løse bukser med en rød blazer til og havde snurret det lyse hår op i en sløset hestehale, fordi det var alt, hun havde haft tid til. Skoene var flade. Hendes øjne var blanke og blikket stift, da hun så rundt. Det var først efter et øjeblik, det gik op for hende, hvem hun stirrede på. Hun glippede med øjnene et par gange for at være sikker på, trætheden ikke havde forvrænget hendes syn, og så skyndte hun sig ellers at få betalt sin kaffe. Hun sippede taknemmeligt af koppen og mærkede nærmest straks, hvordan energien begyndte at sprede sig, inden hun bevægede sig igennem caféen for at nå hen til den mand, hun havde fået øje på.
"Godmorgen! Nathan Barden, ikke? Må jeg sætte mig?" hilste hun så energisk, som hun kunne, og mønstrede et nogenlunde imødekommende smil. Hun anede ikke, om han overhovedet vidste, hvem hun var, men det var ligemeget. Hun vidste præcis, hvem han var.
Denne side er desværre blevet lukket ned. Vi henviser til 
