A Day In The Life

[Deleted]

@diaval
- A Day In The Life -

---

Det føltes som om han fik stød, da han blev vækket af sit vækkeur, og han lå i hvert fald 30 sekunder og stirrede op i loftet, før han valgte at slå det fra, så han igen kunne få stilhed. Hans nabo nåede lige at banke en gang i væggen, for at fortælle ham, at han skulle slukke for larmen. Et irriteret støn kunne høres fra ham, da han gned sine trætte øjne og satte sig op i sin seng. Han havde ellers fri i dag, men måtte have glemt at slå sit vækkeur fra, til hansmisfornøjelse, siden han godt kunne bruge søvnen. Han vidste dog, at når han først var oppe, så kunne han ikke falde i søvn igen, hvilket også fik ham til at rejse sig op, for at slæbe sine fødder hen af gulvet, så han kunne finde ud i det lille køkken han ejede. Han satte kaffe over, som han plejede at gøre lige efter, at han vågnede, hvorefter han greb sine smøger og en lighter, for at stille sig ud på den lille altan, ud mod byen. De folk som allerede havde sparket sig selv ud af sengen og nu gik rundt på gaden, tillod sig at kigge op på ham, da han kun stod i bar overkrop og i et par grå boksershorts. Han var ikke den generte type, så dette havde han ikke noget imod, han syntes nu nærmere at det var morsomt, at folk lige kiggede en ekstra gang, og et par teenagepiger fniste af hans ikke-eksisterende forlegenhed. Den unge mand lod dog ikke til at bemærke det, og fokuserede i stedet på, at få tændt sin cigarret og derefter tage et længe-ventet hvæs. Hans øjne lukkede i, og han pustede langsomt røgen ud igen. Var der noget bedre end en morgencigarret? Han lænede sig frem, og lod sine arme hvile på det sorte gelænder som skulle holde resten af verden ude. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde følt sig så træt, men han satsede på, at kaffen ville lave lidt magi, og kvikke ham en smule mere op.

Da smøgen var røget og skoddet kastet væk, gik den unge mand ind i den lille lejelighed endnu en gang. Kaffen var færdig og efterlod nu en dejlig, hjemlig duft i alle rum, også selvom hans lejelighed nok ikke kunne betegnes som hjemlig. Han ejede ikke særlig meget, kun det mest nødvendige, og hans grimme, orange vægge var tomme, udover et lille trækors, som hang ved døren.
Eddy trådte ud i køkkenet, for at hælde en kop kaffe op til sig selv, han foretrak den sort, hvorefter han lod sig smide ned i sin brune lædersofa i stuen. Præcis på samme måde som han havde tilbragt alle sine andre fridage, og han bad kun til at der snart ville ske noget interessant i hans lille, kedelige liv.

[Deleted]

Diaval skubbede sin dør op, trådte ind i hans sølle lejlighed og så træt rundt, det var omkring midnat og han havde brugt hele dagen på at arbejde. Han havde været i Bulgarien denne dag igen, for at forbrede det hus, hvor han havde planlagt at føre ministeren hen, når han snart skulle kidnappe hende. Han havde derfor brugt dagen på at ordne huset, lukke alle mulige fulgtveje og fået handlet mad ind, og en smule tøj og hvad han ellers kunne få brug for imens han havde hende der. Dette var noget han havde planlagt længe, for han vidste at den magiske verden ville blive chokeret, over at en så betydningful person skulle forsvinde på mystisk vis. Han havde endda fået øvet sig på besværgelsen, som ville kunne fjeren ham fra hendes tanker, for selvfølgelig skulle hun ikke kunne huske ham når han slap hende fri. Nej han ville fjeren hans ansigt fra hendes hukommelse samt hans ord ville han gøre utydelig og dermed sikre sig at hun ikke ville kunne huske ham. Så nu kunne han snart føre planen ud i livet, men han ville vente et par dage endnu, til at han havde den bedste chance for at få fat på hende uden at vække opmærksom. Diaval orkede ikke tandbørstningen, men trak bare alt sit tøj af, på nær de grå boksershorts før han trådte hen til den urede sovesofa og kastede sig ned. Han sukkede tungt, hvorefter han trak dynen over sig og faldt inden for få sekunder i søvn. Diaval var en mystisk mand, en farlig person som havde haft en hård fortid, og et job de fleste frygtede og ja så var han eftersøgt i den magiske verden. Klokken slog og da solen stod op, vågnede han tungt og gned sine trætte øjne, prøvede at ligge sig til at sove igen, men vågnede få sekunder efter igen. Diaval rystede svagt på hoved, men besluttede sig for at tage et bad og se at komme væk, han gad ikke blive her i dette hul og fik en ide om at besøge Eddy, nu hvor han ikke havde set ham i et par uger. Han fik endelig slæbt sig ud i bad, efter badet fandt han sig en sort undertrøje, et par slidte mørke bukser og sine sorte sko samt en mørk kappe. Da han endelig havde fået alt sit tøj på, smuttede han ned på gaden, hvorefter han lod sig skifte om til sin dyre form, før han så lettede og fløj afsted imod Eddys hjem. Diaval nåde hans lejlighed en halv time efter, og forvandlede sig tilbage igen, og rette på tøjet, før han så bankede på døren han havde desuden trukket hætten over hoved. For han skulle nødig genkendes af andre. Diaval håbede på at han var hjemme, men han regnede med det, for det var jo søndag morgen og der var de fleste dolk jo hjemme, han bankede en smule hårde. 

[Deleted]

Et suk og en slurk kaffe senere, lod manden sin ene hånd famle efter fjernbetjeningen, som var placeret på sofabordet foran ham. Han tændte for TV’et og fandt frem til et program som handlede om aliens og hvorvidt de havde fundet frem til Jorden. Selvom Eddys øjne var rettet imod de bevægelige billeder, så var det som om, at det ikke rigtigt hang fast, da hans tanker var et helt andet sted: Diaval. De havde ikke set hinanden et stykke tid, og han vær, ærlig talt, begyndt at blive bekymret for manden. Godt nok gik der lang tid imellem hans underlige, små besøg, men denne gang var der gået længere tid, hvilket efterlod Eddy i en tilstand, som han egentlig ikke troede, var mulig for sådan en som ham. Han havde ikke lyst til, at være bekymret, især ikke for en person som Diaval. Den ældre troldmand havde skræmt Eddy i starten, men som han var blevet ved med at komme, så forsvandt det stille og roligt. Han var i hvert fald ikke så bange for ham, som han var før, hvilket nok også var derfor han var mere bekymret nu, end lettet over den manglede mand.

En banken på døren, fik ham hylet ud af sine tanker, og han stirrede overraskende hen på den slidte dør. Det var ikke så tit, at han fik besøg, og så da på en søndag morgen, hvor alle sad med deres familie og spiste morgenmad? Dette fik ham til at konkluderer at det nok var reklamer, af en eller anden dør, men han rejste sig dog op, for at gå hen og lukke op.

Han stirrede overrasket på manden foran ham. Han kunne næsten ikke tro sine egne øjne. ”Dia?” Sagde han da, næsten spørgende, som om han skulle være helt sikker på, at han ikke så forkert. Han havde været så bekymret, mere bekymret end han turde indrømme, for de kendte jo i teorien ikke hinanden særlig godt, men alligevel følte han en hvis lettelse, af at have Diaval stående foran sig, i egen, høje person. Hans tanker var tit blevet lidt for fantasifulde og dystre af, at han ikke havde set manden i så lang tid, og han smilede næsten lettet, hvis ikke han skulle spille fornærmet. Han lod derfor sit ansigt danne en neutral tone, og han stirrede på en usynlig plet på dørkarmen, som han gav til at kradse i. ”Jeg har sagt til dig, at du bare kan gå ind,” mumlede han, og rykkede sig, så Diaval kunne komme ind. ”Jeg har næsten lige lavet kaffe,” fortalte han, og lukkede døren, da den ældre mand var kommet ind. Selvom han var glad for at se ham, besluttede han sig alligevel for, at lege fornærmet, bare for at give ham lidt dårlig samvittighed, selvom han næsten var overbevist om, at det ikke ville virke, siden Diaval ikke rigtig var typen der følte sådan noget, alt efter hvad Eddy havde opfattet. 
”Lang tid siden,” mumlede han og kløede sig selv i håret.

[Deleted]

Diaval havde heller ikke set Eddy længe, men det var ikke noget han tænkte over, men han var heller ikke typen, som sådan tænkte på andre. Han var en mand, som ikke rigtig vidste følelser eller ejede særlig mange af dem, men han havde også nærmest kun skulle tænke på sig selv i livet. På børnehjemmet måtte man forsvare sig selv, det nytte ikke at få medfølelse for andre for det endte blot værre for begge parter. Og ja han havde nærmest været alene, hele sit liv og derfor var følelser noget han ikke helt havde så mange af, og vis de var der, lå de gemt langt væk. Diaval stirrede på døren, vidste godt at han bare måtte gå ind, men han ville sikre sig at den yngre troldmand ikke sov, for klokken var jo ikke særlig meget og han kunne jo godt sove længe. Selv var han stadig træt, men søvn var aldrig rigtig noget, han fik meget af for han led af søvn mangel og nogle nætter var det utrolig slemt, men denne havde dog været til at klare. Diaval kunne ikke lade være med at smile skævt, da døren blev åbnet og den unge fyr så imod ham" Ja det er mig?"svarede han en anelse undrende, i den dybe hæse stemme med den bulgarske accent som fik hans stemme til at lyde gådefuld. Han trak hætten af da hånd trådte indenfor og tog kappen af, for at hænge den op før han nærmest hjemvant, gik ind i stuen og smed sig i sofaen " det lyder godt" sagde han oprigtig, da han vidste at kaffen ihvertfald kunne holde ham kørende et par timer og så havde han god tid sammen med fyren her. Diaval ville også gerne snart vide mere om ham, men det skulle skam nok ske i dag. De mørke øjne betragtede ham, imens han let kørte en hånd i gennem håret " ja, jeg har haft utrolig travlt" sagde han ærligt, men lød meget gådefuld" hvad var det nu for et job du har ?"spurgte han, imens han let lage hoved på skrå. Satte sig bedre til rette, og kiggede kort imod tvet, han forstod simpelthen ikke mugglerne og deres dimser, han havde set et tv før men havde aldrig forstået hvad det skulle bruges til? Han vendte blikket imod fyren igen, og så afventende på ham, overvejede om den unge fyr måske ville blive bange for ham, når han fandt ud af at Diaval var morder med omkring 7 lig i bagagen. Han ville fortælle ham om disse ting, hvis han blev spurgt, men han ville så også være nød til at true ham så han ikke ville gå til ministeriet med disse informereioner. 

[Deleted]

”Hm,” han nikkede, da manden fortalte at han havde haft travlt. Han vidste jo egentlig ikke om han løj, eller om han talte sandt. Eddy havde jo ingen anelse om, hvad manden lavede, hverken i sin hverdag eller hvad han arbejdede med. ”Hvad har du haft travlt med?” Spurgte han langsomt, med sin brasilianske accent. Han tog sig selv i, at lyde som en irriteret kæreste, som ville vide hvad partneren lavede 24/7, men sådan var det jo ikke. Ikke rigtigt, i hvert fald. Han spurgte ikke, fordi han var jaloux over, at manden havde andre venner. Diaval måtte hjertens gerne have så mange venner han ville, Eddy kunne være ligeglad. Han spurgte fordi han var nysgerrig. Han havde aldrig turde spørge hvad han arbejdede med, da han var bange for, at manden skulle blive sur på ham, og ærlig talt, så så Diaval lidt for uhyggelig ud, til at den yngre mand turde ligge sig ud med ham.

Eddy trak på skuldrene over den ældres spørgsmål. Han arbejdede ikke rigtigt. Ifølge en masse mennesker spildte han sin tid, og skulle i stedet bare have et ordentligt arbejde… Men ifølge sin bedstemor, skulle han bare blive ved, med at følge sin drøm, han var jo alligevel godt på vej. ”Jeg går på skuespilskole,” fortalte han. Hvis han huskede rigtig, så havde han fortalt det, den gang de mødte hinanden, men manen havde vel for travlt til at huske sådan noget.

Han stirrede i et øjeblik på Dia, hvorefter han kløede sig kort i håret. Kaffe. Kaffe. Kaffe. Han vendte sig om, for at gå ud i køkkenet og finde en kop frem, som han fyldte med kaffe. Han kunne ikke huske om Diaval brugte sukker og mælk, så han fandt bare det hele frem, og gik ind i stuen, med sukker og kaffekop i hver sin hånd, og mælkekartonen under armen. Han satte det frem til manden, og fik lige taget en tår af sin egen kop, før det gik op for ham, at han stadig havde bar overkrop. Ikke at han var særlig blufærdig, men det var nu rarere at tale med én der var fuldt påklædt. ”Jeg finder lige en trøje.” Han stillede koppen fra sig, for at gå over til sin kommode, hvor han hurtigt fandt en simpel, hvid t-shirt frem, som han smed over hovedet. Han satte sit lange hår op i en rodet knold. ”Hvor har du været henne af?” Spurgte han, uden at se tilbage.