Minor detail: I'm a dog!

[Deleted]

Tag: Raven Andrew Fox

Det var efterhånden et stykke tid siden at ferien var afsluttet, og eleverne var begyndt at finde tilbage fra deres afslappede feriehumør og tilbage i arbejdstøjet igen. Dog var de ganske trætte lige i øjeblikket, da de var halvvejs gennem sidste time på en fredag, så selvom Levi normalt ikke tilgav sløseri i sine timer, så gjorde han dog altid en undtagelse i netop dette tilfælde, så længe de da ikke forstyrrede timen. Nok også fordi, han havde andet at tænke på lige i øjeblikket. Lige siden han var kommet til at lade temperamentet løbe afsted med sig overfor ham hr. Riley, så havde det været enormt svært for ham at kontrollere den mere ulveagtige side af ham selv. Og hele dagen i da havde han kunnet mærke den trænge på. Faktisk lige nu sad eleverne og stirrede uroligt op på ham, eftersom han havde stoppet midt i en lang tale for i stedet at gribe hårdt fat i bordet og stirre anstrengt ned i gulvet. Han havde derefter, med skælvende stemme, bedt eleverne om at forsvinde fra lokalet, hvilket hastigt havde fået dem til at pakke deres ting sammen og flygte ud fra lokalet, der ikke virkede som et trygt sted at være i øjeblikket.
En pige fra Ravenclaw var dog i stedet for at skynde sig direkte tilbage til sin opholdsstue stoppet op foran set første og bedste lokale, Latin lokalet, hvor hun hastigt havde åbnet døren. "Undskyld jeg forstyrre, professor," sagde hun med beslutsom stemme. "Men jeg tror, der er noget i vejen med professor Wolf."
Levi havde endnu ikke rokket sig ud af flækken dernede, men var begyndt at trække vejret i hastige stød, som han forsøgte at tilbageholde hjørnetænderne, der begyndte at vokse samt stoppe øjenfarven i at skifte. Han vidste ikke, hvad der var gået galt, men et eller andet måtte der jo være sket den dag, for han plejede altid at være i fuld kontrol over sin ulveside. Han havde jo for pokker arbejdet for det lige siden han var ni, og det var jo efterhånden ved at være i 20 år!

[Deleted]

Det var midt på dagen, hvilket betød at undervisningen var i fuld gang på slottet. Raven ligeså havde fået et nyopstartet hold, som hun var ved at gennemgå latinske endelser med. Ingen af dem virkede synderlig interesseret, men de ville snart finde ud af at hun ikke fandt sig uengagerede elever. "Dette er masculinum," forklarede hun og pegede på et ord på tavlen. Hun skulle netop til at gennemgå en videre forklaring, da den unge kvinde endte med at forstyrre hendes undervisning.
Hendes grønne øjne, så på hende med et skarpt blik. "Ja miss?" det var tydeligt at hun ikke brød sig om at blive afbrudt i en undervisning. De efterfølgende ord fik hende dog til at rynke på panden. Ganske lidt havde hun snakket med Professor Wolf, men som kollega, ville hun naturligvis hjælpe. "Ingen af jer går nogle steder. Giv jer til at bøje disse verber, mens jeg er væk," bad hun og slog et sving med tryllestaven så tavlen blev fyldt med en lang række forskellige ord. I mellemtiden forlod Raven klasselokalet med den unge pige. Hendes hår var bundet op i en elegant knold, og hun var klædt i grønne gevandter, der komplimenterede hendes lidt strenge udtryk. Mange af elever havde altid været lidt bange for hende.
Uden at stille yderligere spørgsmål til pigen, hastede hun ned til klasselokalet for Forsvar Mod Mørkets Kræfter. Alle eleverne sad og hviskede lidt frem og tilbage, undrede sig over hvad der gik af deres Professor. Diskret søgte hun op til katederet og lagde kortvarigt en hånd på hans skulder. "Er De okay, Professor Wolf?" spurgte hun roligt, han lignede bestemt ikke en der var vel, så meget måtte hun give eleven ret i.

[Deleted]

Nogle af eleverne havde haft mod til at blive siddende på deres pladser og skæve nervøst til hinanden, mens de hviskede om hvorvidt, de kunne gøre noget ved deres professors besynderlige opførsel. Han besværede sig ikke engang med at løfte blikket, før han snerrede: "bad jeg jer ikke om at forsvinde?" Dette lod de sig ikke få at vide endnu engang. Denne gang fik de travlt med at pakke deres ting sammen og haste ud af lokalet. Levi havde ikke opdaget, at det sikkert havde været fordi, der netop var ankommet endnu en person til lokalet. Det var først, da han mærkede en hånd på sin skulder, at han for på, tydeligt forskrækket, med en faretruende knurren, som han hurtigt forsøgte at dække over ved halvhjertet at rømme sig. Han nikkede som hilsen, da han helst ikke ville åbne munden og afsløre de lange hjørnetænder, som han ikke havde haft held til at talbageholde. Ligeledes ledte han forgæves efter et eller andet sted at fastlægge sit blik, så hun ikke ville bemærke den langsomt skiftende øjenfarve, som han kun med nød og næppe havde under kontrol i øjeblikket.
"Hvad kan jeg gøre for Dem, professor?" Spurgte han uden at åbne munden for meget og med en stemme, der dirrede let i ren koncentration for endnu at holde på kontrollen. Hvor typisk. Selvfølgelig var det da lige midt i en lektion, det hele skulle gå galt. Han vidste desuden, at det måtte have været en elev, der var rendt efter en autoritet, for han tvivlede på, at hun ellers havde sig et ærinde dernede. På en eller anden måde ville han gerne have rost eleven for vedkommendes handlekraft, men på den anden side, havde han også lyst til at forbande eleven langt langt bort, da han nu skulle til at holde facaden yderligere, som om det ikke havde været besværligt nok for ham i forvejen.

[Deleted]

Raven så op med et skarpt blik da de sidste elever pakkede og forlod lokalet så der kun var de to alene tilbage. Hun kendte mere eller mindre kun Professor Wolf af navn og fag, hun havde en sjældent gang i mellem hilst på ham, men det var ingen hemmelighed, at hun ikke var blandt de mest sociale ansatte, faktisk fortrak hun at være for sig selv.
Hun trak hånden til sig og rettede ryggen så hun bedre kunne tage ham i betragtning. Tonen var anstrengt, det virkede næsten som om han havde ondt? Hendes slanke øjenbryn skød i vejret lidt undrende. Han var aldrig forekommet hende som en mand af særlige problemer. "Miss Evans bad mig komme. Er De sikker på at de er okay?" spurgte hun med en lidt neutral tone. Hun var ingen hjertevarm kvinde og oprigtigt bekymrede han hende ikke som sådan, det var nærmere ansvaret der lå i at være en kollega, der fik hende til at reagere.
Hendes arme foldede hun over brystet, mens hun bakkede lidt væk, dog uden at gå. "Kan jeg gøre noget?" listigt, gik hun langsomt op foran katederet og fangede et glimt af hans gule øjne. "Hvad er De? Vareulv? Animagus?" spurgte hun upåvirket. Det var de eneste to væsner hun kunne komme i tanke om, var i stand til at skifte øjenfarve på den måde. At dømme ud efter hans opførsel måtte det være førstnævnte, men hun havde ikke tænkt sig at konkludere på hans vegne.
Eftersom hun havde forladt sin egen undervisning for dette, så måtte han da give hende et eller andet, og det var et problem når det gik ud over hans egne elever. Var der overhovedet nogen på stedet som vidste det?

[Deleted]

Der var ikke just noget i lokalet, som Levi kunne lægge blikket på, uden det virkede unaturligt. Jo, der var én ting. Han hev op i en kæde og op fra hans lomme, fiskede han sit elskede lommeur frem, som han åbnede og begyndte at stirre intenst på. Han vidste godt, at det var ret flabet gjort, og han var heller ikke selv fan af at være uhøflig, langt fra, men han havde på den anden side heller ikke lyst til at afsløre sig selv som varulv, så det var lige den eneste løsning, han kunne komme på denne gang. "Jeg har det ganske udmærket, ingen grund til bekymring," forsøgte han sig højst utroværdigt grundet den anstrengte stemme og den besværede vejrtrækning. Han tænkte desperat efter en måde at rode sig selv ud af denne her på.
Han skulle netop til at besvare hendes spørgsmål med, at hun skam ikke skulle tænke på det og blot kunne gå tilbage til sin egen undervisning igen, men han blev afbrudt af hendes spørgsmål. Han vidste på en eller anden måde godt, at hun måtte have gættet det, men alligevel kom det bag på ham af en eller anden grund. Han knurrede og trådte et par hastige skridt nærmere, inden han stoppede sig selv og trådte tilbage igen med samme koncentrerede udtryk som før. Øjnene havde han droppe at få styr på, for han kunne mærke, at de havde indtaget deres fulde farve, men tænderne forsøgte han nu alligevel stadig, af en eller anden grund, at holde nogenlunde under kontrol, selvom det ikke just gav pote. "Det første," svarede han med skælvende stemme. Han var virkelig ude på dybt vand lige nu, det vidste han godt, for hvis det kom ud på skolen, så var der 100 procents chance for, at han ville bliver fyrret.

[Deleted]

Hvis Hr. Wolf regnede med at hun ville være så blind, at hun ej bemærkede hans sære opførsel, så var han dummere end hun umiddelbart havde regnet med.
Han virkede fjern og anstrengt på samme tid, som havde han travlt med et eller andet uden at have det, for her stod de jo, bare ham og hende. Hendes elever havde nok at give sig i kast med, så hun hastede heller ikke videre, men lænede sig i stedet op af et af de forreste borde med et lidt strengt blik. "Jeg kender Dem ikke, Mr. Wolf, men jeg kan fortælle Dem så meget, at De er en dårlig løgner," sagde hun roligt.
Det var ikke en fornærmelse at han løj, hun var en fremmede kvinde for ham ligeså, men det stod klart, at han havde behov for hjælp.
De ravngule øjne, gjorde hende ikke bange, tværtimod bekymret. "Er De nyligt bidt?" spurgte hun. Eftersom han havde svært ved at håndtere det, måtte der jo være en god grund til dette? "Bruger De stormhatteeliksir?" spurgte hun videre og rettede sig lidt op igen. De kunne ligeså godt have talt om middagen, så ligeglad var hun med hans væsen. Rektoren ville næppe have ladet ham arbejde på skolen, hvis han var til farer for nogen, desuden havde Raven personligt aldrig oplevet ham som hverken aggressiv eller farlig. Hendes viden inden for området var dog begrænset, det var trods alt ham der var Professor i Forsvar mod Mørkets Kræfter.

[Deleted]

En dårlig løgner var nu så meget sagt. Levi kunne sagtes spille komedie til bravour, hvis det altså ikke lige var fordi, hans kropslige ændringer allerede havde afsløret ham, og det faktisk var ganske tåbeligt overhovedet at forsøge sig med at lyde, som han dog alligevel havde givet et skud. Men som hun selv sagde, så kendte hun han jo ikke, så hun kunne jo ikke vide bedre. Dette tilbageholdt dog ikke en mild knurren fra Levi, der blot rømmede sig for at dække over det. Han ville for at i verden ikke lade sit temperament løbe af med sig, som han ved tidligere lejlighed var kommet til. Det var faktisk aldrig gået galt bortset fra engang, hvor han havde været i ulvefasen, men et hårdt slags i hovedet havde på en eller anden måde hæmmet eliksirens virkning i ganske få sekunder, hvilket havde været længe nok til, at han var kommet til at bide en person. Et skrækkeligt uheld.
"Det er vist efterhånden ved at være de 20 år siden," sagde han anstrengt og gav endelig nok efter til at bøje sig fremover og lade sig støtte mod sine knæ med sine hænder, mens han kiggede dybt koncentreret ned i gulvet. "Hver gang siden første forvandling," svarede han kort, mens han bed tænderne hårdt sammen. Han var efterhånden ved at få lidt styr på sin vejrtrækning, så den ikke var så voldsom længere. Den var endnu besværet, men nu lød det i det mindste ikke som om, han var ved at blive kvalt i et eller andet. Han prøvede hårdt på at trække vejret i lange og langsomme trækninger i stedet for de faretruende stød.

[Deleted]

Tros Raven virkede meget fattet, så var sandheden at hun ikke anede hvordan man tacklede et dyr. Hun havde aldrig haft noget med vareulve at gøre, og man kunne heller ikke sige at hun havde haft behov for det. Leviathan var dog noget andet, han var en kollega og udgjorde en trussel for både elever og for professorer hvis ikke han var i stand til at styre sin forvandling.
I et langt tavst, øjeblik, stod hun bare og betragtede ham med armene foldet over sin barm. "Er det generelt at De ikke kan styre det?" spurgte hun fattet. Burde hun henvende sig til stedets rektor? Han ønskede tilsyneladende ikke at folk skulle vide det, men Raven anede ikke hvad hun skulle gøre for at hjælpe ham på bedste vis.
"De er nødt til at slappe af," påpegede hun roligt. Hans temperament påvirkede hele hans fysik, de gule øjne der i ny og næ skinnede igennem, og tænderne der med garanti også forandredes ligeså stille. Hun rejste sig og gik roligt om bag ham. "Sæt Dem ned," bad hun og trak en stol hen som han kunne falde hen på. Det måtte bestemt ikke komme ud for dette lokale, hun havde ikke lyst til at blive kendt som et af de milde fjolser, der gjorde hvad som helst for andre, hun gjorde det fordi hun ikke havde et valg.
"Jeg er imponeret over at De tør undervise i den tilstand," hun fugtede sine rosa læber og betragtede ham lidt afventende.

[Deleted]

Selvfølgelig havde der altid været den risiko, at det skulle købe løbsk med at være varulv, men han havde aldrig haft problemer med det før. Han forstod bare ikke, hvad der var gået galt. Og det var ikke første gang i denne periode, det blev ustyrligt. De andre gange havde han dog været så heldig at befinde sig på sit kontor eller hjemme hos sig selv. Men der måtte da være sket et eller andet, siden det lige pludselig bare gik amok.
"Der har aldrig været problemer," svarede han kort og ønskede på en måde, at hun ville lade ham være. Men på den anden side, så kunne hun jo også rende direkte til rektor med det, og så var chancen for, at han stod arbejdsløs på stedet cirka 100 procent, og det ønskede han heller ikke. Han blev nødt til i hvert fald at forsøge, at få hende til at holde mund omkring det, selvom han havde en fornemmelse af, at det ikke ville være så let igen.
En overvældende trang til at bede hende om at holde kæft og lade ham gøre tingene selv skyllede ind over ham, men han valgte ikke at ikke noget. Lidt selvkontrol var han da i besiddelse af. Ikke desto mindre ignorerede han blot hende ordre og begyndte i stedet at gå frem og tilbage som for at koncentrere sig om noget andet eller sådan noget. Han stoppede dog brat og ved hendes næste bemærkning, og det var ikke helt til at sige, om de nu gule øjne skød lyn, eller om de var sørgmodige. Han vidste det heller ikke helt selv. "Tilstand," gentog han i det samme monotone og formelle toneleje, som han altid besad og kæmpede samtidig med at holde stemmen fra at vibrere. Og det lykkedes halvt om halvt. "Denne 'tilstand' har ikke forvoldt mig eller andre problemer før, og det kommer den heller ikke til i fremtiden," sagde han måske lidt hårdt, men i samme stemmeleje som før. Han var fast besluttet på at forholde sig i ro, selvom temperamentet kom lidt i kog. Hun skulle ikke tro, det hæmmede ham.

[Deleted]

Leviathan lod ikke ligefrem til at ønske hendes hjælp eller så meget som hendes tilstedeværelse. Det satte også hende i et uheldigt dilemma, hvor hun burde gå til rektor med sine bekymringer. Gjorde han nogen ondt, så ville det blive en del af hendes ansvar nu, hvor hun var kendt med det. "Meget vel. Noget udløser det. Find ud af hvad det er og få det under kontrol," hun ville ikke blande sig i hans private liv, slet ikke når de intet vidste om hinanden ud over navn, titel og nu tilsyneladende også status.
Raven løsnede det elastik der holdt hendes hår i den stramme frisurer og lod de mørke lokker falde med et lidt lettet udtryk. Det var befriende. Friheden varede dog ikke længe. Hun rettede sig op og så på ham med samme skarpe blik. "Virkelig? Du ligner en der har lyst til at flå struben på mig," kommenterede hun uden at lægge videre i ordene. Naturligvis ville han ikke gøre det, så meget tiltro havde hun da til ham.
Hun rejste sig op og fik hen forbi katederet. "Det håber jeg ikke for din skyld. Kan jeg hjælpe Dem med noget, så ved De hvor mit kontor ligger, men på nuværende tidspunkt er jeg ikke sikker på at jeg kan eller at De vil lade mig hjælpe dem," konstaterede hun og foldede hænderne foran sig. Det var ikke underligt at de fleste her på stedet anså hende som værende en pestilens, gik efter yngre mænd, havde det bedst i selskab med spøgelser, hun var spøjs på sin egen måde, hvor han derimod var farlig.

[Deleted]

Forsøgte hun virkelig at hælde benzin på bålet? Prøvede hun på at få hans temperament endnu mere i kog med sine åbenlyse og faktisk ret så nedladende ordrer? "Ja, tak, for det har jeg jo slet ikke forsøgt," sagde han blot med en stemme, der dryppede af sarkasme. Troede hun måske at han var en dum hvalp, der ikke havde forsøgt at finde årsagen? Troede hun måske, at han havde i sinde at gøre nogen fortræd?
Han kneb øjnene en smule sammen og sendte hende et skarpt blik, mens han kæmpede en indre kamp for ikke at vise den dyriske side frem lige nu, og det virkede. "Tro mig," sagde han alvorligt, "det har jeg også. Men jeg gør det ikke," tilføjede han, så hun ikke skulle tro, at det var en trussel. Han havde ikke i sinde at gøre nogen fortræd, virkelig. Men det var vel et bevis for en eller anden form for selvkontrol, at han ikke bare fløj i flæsket på folk, selvom han havde sig en overvældende lyst til det.
I et kort øjeblik var Levi faktisk lige ved at blive lettet over, at hun lod til at ville gå. Men så kom han i tanke om en vigtig detalje ved det hele. Han bevægede sig hurtigt hen til døren og spærrede dermed den for hende, mens han igen stod med sit sædvanlige sten-agtige, formelle udtryk, som han altid have i en anstrengelse af ren kontrol. "Jeg beklager meget," sagde han hentydende til hele denne situation. "Og jeg bliver nødt til at spørge Dem om noget. Eller rettere bede; vil De ikke være så elskværdig ikke at nævne min... Ja, tilstand til nogen?" Måske en lidt håbløs bøn, men det hjalp jo heller ikke bare at lade være.

[Deleted]

Efter flere års samarbejde, kunne det nu konstateres at de ikke ligefrem var hinandens kop the. Havde hun virkelig forladt en undervisning for at høre på hans åndssvage undskyldninger? "I så fald bør De nok prøve hårdere," svarede hun koldt og lod et par fingr tromme hen over sin egen underarm. Han ville næppe være dum nok til at angribe hende.
Normalt kunne hun egentlig godt lide det dyriske, det var ret så interessant, men det blev ret hurtigt frastødende, i hvert fald i disse tilfælde.
Man kunne ane det lille drag om hendes mundvie. Selvfølgelig havde han lyst til at flå hende. "I det mindste er De ærlig," konstaterede hun. De fleste havde lyst til at flå struben ud på hende, det var ikke kun hans dyr, men deirmod en effekt som hun bare havde på de fleste.
Det gav et lille gib i hende, da han pludselig stod foran øren med sit vilde blik, blokerede den så hun var ude af stand til at søge væk. Hendes mine var fortsat rolig, men inderst inde, hamrede hendes hjerte. "De er formentlig klar over, at hvis jeg holder mund om dette og De gør skade op nogen, så ryger jeg med i faldet ikke? Med det sagt, så tøver jeg ikke med at afsløre dig, hvis De skulle blive en reel trussel overfor nogen. Frem til da, er din hemmelighed sikker ved mig," lovede hun og fugtede sine læber med et strejf fra tungespidsen. Det kunne få fatale følger for hende, men han fortjente chancen... for sin ærlighed.

[Deleted]

"Ja, for det er jo sådan, det hænger sammen," snappede Levi uden at falme på sarkasmen. Var hun overhovedet klar over, at hun i øjeblikket stod foran en potentiel farlig varulv, der kunne slå hende på få sekunder? Troede hun virkelig, at det var en god idé at blive ved med at provokere ham? Var hun dum eller sådan noget? Det lod i hvert fald til det for man skulle da ikke være verdens største geni, før man burde vide, at man ikke burde tirre end vred varulv, der gennemgik kontrolproblemer, men det havde hun åbenbart ikke regnet ud.
"Det kommer man længst med," sagde han kort for hovedet og havde personligt aldrig været den største fan af at lyve. Han gjorde det med glæde, hvis det var nødvendigt, ellers foretrak han blot at dreje lidt på sin formulering af sandheden, hvis han absolut skulle holde noget hemmeligt. Men i dette tilfælde, så var det jo faktisk direkte tåbeligt at forsøge sig med at fortsætte løgnen. Han var allerede afsløreret, og han var overbevist om, at det ikke ville gavne hans egen sag, hvis han forgæves blev ved med at nægte.
"Jeg skader ikke nogen," sagde han, "og selv vis ulykkelaksigeligheden skulle forekomme. Så går det ikke ud over Dem, hvis De bare ikke ved noget. Jeg har heller ikke i sinde at stikke Dem, hvis det skulle ske." Han regnede med, at hun vidste, hvad han mente. For selvom det hjalp lidt på sagen at beskylde hende for udbruddet i øjeblikket, så vidste han jo godt, at hun umuligt kunne være helt dum. Han var derimod ganske overbevist om, at hun var ret så intelligent. "Det er jeg Dem meget taknemmelig for," sagde han og trådte høfligt til siden, så hun kunne komme igennem døren.

[Deleted]

Det var måske dumt at tiltale en pirret vareulv på den måde men Raven havde nok bare ikke den samme almene fornuft som alle andre. "Jeg fortæller Dem hvad jeg ser, Mr. Wolf.. årh den søde ironi," hun himlede med øjnene og lagde lidt strengt armene hen over sit bryst. Hvem pokker havde været s¨å morsom at give ham det efternavn?
Raven konstaterede hurtigt at det var vigtigt for ham at hans tilstand blev almenkendt. Hendes blik fæstede sig på ham med et intenst glimt. Det var farligt for hende at tie stille, men alle fortjente trods alt en chance.
"Måske det ikke vil gå ud over mig i den forstand at et vil koste mig mit job, men jeg skal trods alt stadig kunne se mig selv i øjnene. De vil ikke gøre skade på nogen, om jeg så personligt skal sørge for det," fastslog hun. Hvis det krævede at hun måtte hjælpe ham med det fornødne, so be it, men han skulle ikke ende med at gøre noget dumt.
"Vi ser nok en del til hinanden for fremtiden Mr. Wolf. Tag en pause, få styr på Dem selv, så ses vi til middagen," hun bukkede roligt hovedet som en høflig afsked, før hun tog i døren og tvang den op så hun selv kunne søge tilbage til den undervisning som hun netop havde efterladt.

//Out