Making Bad Choices...

[Deleted]

Adrian Cornelly

---

Harper var forsvundet fra Adrian's hus fuldkommen grådkvalt den nat, og var endt med at sove under et træ i en af de nærmeste parker. Hun havde ingen stav og ingen mulighed for at komme nogensteder hen. Hun havde sendt en hasteugle til sin fætter Dean om at hun ønskede at komme hjem og Dean havde som lovet hentet hende, inden der var gået særligt længe. Harper havde gjort et forsøg på at fortælle ham hele situationen, fordi at hun stolede på Dean, og alligevel så fandt hun ganske hurtigt ud af, hvorfor at det var en utroligt dårlig idé...

Blodet ramte roligt jorden, imens Harper gjorde et forsøg på at spærre øjnene op, hun anede ikke hvor hun befandt sig, og den uge som var gået, føltes som fire år inde i hendes hoved. Hun kiggede rundt i rummet, der var lys og det ramte hendes øjne som en kniv der skar igennem det mørke univers som hun havde levet i de sidste mange timer. Dean havde fået fat i dødsgarden og Harper sad nu i en af de mange fangekældre som de havde rundt omkring. Denne gang ikke ret langt fra hytten i Skotland, hvor hun havde brugt så meget tid sammen med Jared. Harper anede ikke hvad der var sket, men hun sad på et værelse i et af de store huse, imens at dødsgardister vagtede ude foran. Hun kunne næsten ikke se noget, og hun følte hendes ben var lamme af bare smerter. De lod det ikke ligefrem gå let hen når at man som hende hvad lavet en lang liste af lov overtrædelser, og de stod alle på døren ind til værelset, skrevet med kridt så alle der kom ned i kælderen, kunne se præcist hvad den unge pige blev straffet for.

1. Seksuel omgang med en muggler
2. Seksuel omgang med ikke renblods
3. Seksuel omgang med aurorleder Trescott Roden
4. Seksuel omgang med auror Adrian Russo
5. Gradivitet med muggler Samuel Roden
6. Sladret til ministeriet omkring dødsgardisterne
7. Nægter ordre fra herre Byron

Harper anede intet, og hun kunne efterhånden heller ikke fornemme noget som helst, andet end smagen af blod og spyt i hendes mund ikke var speciel behagelig. Hun kunne ikke græde flere tåre, hun havde grædt så mange, især efter at Byron havde været forbi og sagt at han nok skulle tage sig af hende. Hun lå lige nu i sengen, den var gammel og dog redt pænt op. Harper huskede tydeligt for få dage siden da Byron atter havde været forbi hende, og det var ikke gået roligt for sig, hverken i forhold til samtale, vold eller samleje. Han var en meget hård mand, og for hver gang at Harper så ham, blev hun mere og mere bange for ham. Men for nu havde Byron forladt hende, han var taget tilbage til Storbritannien og hun ventede nu bare på.... Ja... Faktisk vidste hun ikke hvad hun ventede på, og faktisk så havde hun heller ikke lyst til at vide det, men som det pludseligt bankede på og en af de mange dødsgardister kom til syne, begyndte Harper med det samme at græde, og hendes ellers så trætte hjerte begyndte atter at slå i ren panik.

[Adrian Cornelly]

Adrian samlede flokken med auror som de nærmede sig huset. Det havde taget ham virkelig lang tid at finde ud af hvor Haper var forsvundet hen og han havde været meget tæt på at få en fyring fra Trescott da han måtte indrømme at Harper var stukket af, årsagen til dette havde han dog valgt at holde for sig selv. Om han i det hele taget måtte være hendes vidnebeskyttelse efter dette her, tvivlede han faktisk ret skarpt på. Aldrig før havde han fået så stor en skideballe. Nu havde de så endelig fået sporet sig frem til hvor hun var, så nu havde Adrian fået til opgave, sammen med en flok andre auror, at få hende tilbage.

De havde holdt øje med huset i nogle timer, de vidste hvor dødsgardisterne i huset befandt sig og heldigvis var aurorgruppen i overtal. Adrians eneste mission var finde Harper og få hende ud. De andre skulle holde dødsgardisterne hen imens. Adrian udvekslede et blik med den ledende auror og gav tegn. For fuld styrke stormede de huset. Der gik ikke lang tid før besværgelser og forbandelser fløj gennem luften, nogen af dødsgardisterne valgte at tage flugten mens andre kæmpede imod.

Adrian fik kæmpet sig op til første salen og var nær blevet ramt af et faretruende grønt lys der for tæt forbi hans ansigt. Han fik øje på dødsgardisten der stod ved en af dørene og kastede en lammer efter ham. Der gik noget kasten frem og tilbage med besværgelserne inden det lykkedes Adrian ramme ham, dette sendte dog manden på en mindre flyvetur gennem gangen, tryllesstaven fløj ud af hånden på ham og han blev slået bevistløs mod væggen bag ham. Adrian samlede hans tryllestav op og skyndte sig ind i det bevogtede rum.

Han stoppede brat op i døren ved synet der mødte ham. "Harper!" Udbrød han chokeret og faldt på knæ ved siden af hende. Han kunne mærke hendes puls skønt den var svag. "Det her er alt sammen min skyld, jeg er så ked af det!" Han anede ikke om hun i det hele taget var i stand til at høre hvad han sagde, men han følte at han blev nødt til at sige noget til hende.

[Deleted]

Hvor mange gange Harper havde været offer for dolor og imperius forbandelsen de sidste par dage, havde hun absolut ingen idé om, men hun vidste dog at hun var så træt at hun ikke var sikker på at hun overhovedet kunne gå, og dog så gjorde hun kort forsøget som hun bevægede på sig i sengen, og hun måtte let vride sit ansigt i hendes smerte, hun følte at hun havde blå mærker over det hele, uden en chance for at finde ud af hvad der var op og ned. Harper hørte godt at noget skete udenfor værelset, men hun var ikke sikker på hvad der foregik og hun mærkede bare hvordan alt inden i sig vendte sig, og hun mærkede roligt panikken sprede sig, åh nej hvad du hvis der kom flere? Hun kunne ikke magte mere, ikke flere der ville straffe eller gøre eller sige, og hun havde tænkt utroligt meget på Adrian de sidste par dage.

Harper trak sig en smule sammen, som hun hørte døren gå op i en hurtig bevægelse, og hun holde vejret i skræk for hvad der mon ville ske: "Adrian..." konstaterede hun i en lav stemme, og kiggede så op i mod ham, som hun begyndte at ryste på hovedet og hun mærkede tåre igen begynde at strømme, som prøvede hun at sige han skulle gå, hun kunne ikke det her mere og hun kunne ligeledes heller ikke holde til dette her, faktisk så ville hun nok bare gerne dø nu, og komme langt væk fra resten af verden.

[Adrian Cornelly]

Adrian havde haft det virkelig forfærdeligt efter at Harper var taget afsted. Om han havde været skyld i det selv eller ej så havde han det bare forfærdeligt med hele situationen og især det at se hende på denne måde, pludselig følte han sig bare som verdens dårligste menneske. Han tog hendes ene hånd i sin og kyssede blidt hendes håndryg. "Jeg skal nok få dig væk herfra," Lovede han stille. Hans stemme var blid og sårbar, så fjern fra den tone han normalt brugte overfor hende. "Kan du sidde op?" Spurgte han stille og lod en hånd stryge over hendes blonde filtrede hår.

Idet samme trådte en auror ind på værelset. "Huset er sikret." Informerede han. "de dødsgardister der ikke er stukket af," Adrian nikkede. "Vær sød at give Roden besked om at jeg tager Ms. Shantan med på Skt. Mungos." Sagde han i et mere bestemt toneleje. Manden nikkede og forsvandt atter ud af rummet. Adrian vendte sig atter mod Harper. "Jeg løfter dig op nu Harper, er det okay?" Spurgte han i et roligt tonefald. Han havde virkelig aldrig haft det så dårligt i hele sit liv som han havde lige nu.

[Deleted]

Harper følte sig virkeligt lettet lige nu, hun havde håbet på at Adrian ville komme og finde hende og hun drømte jo om at de to kunne få det til at fungerer, selvom hun godt vidste at det måske ikke fungerede. Det her havde været en kæmpe fejl, men på den anden side gjorde dette knapt så ondt som det Adrian havde gjort, fordi at hun havde så mange følelser involveret i ham og ingen følelser involveret i dødsgardisterne. Det gjorde bare fysisk ondt og det var psykisk hårdt, hun kiggede lige nu på Adrian med et svagt blik, hun holde virkeligt meget af ham og hun ville bare så gerne vide det, vide om han havde det på samme måde - og alligevel vidste hun jo godt med sig selv at hun nok ikke engang turde indrømme det.

"Undskyld, Adrian..." var det eneste svar der lige kom ud af hende, som han spurgte om han måtte løfte hende op, og hun rakte i stedet bare ud efter ham, det her magtede hun virkeligt ikke mere, også selvom hun ikke var sikker på det var klogt at være sammen med Adrian, men alligevel ville det klogeste jo nok være at komme væk herfra, komme langt væk og bare glemme at hun nogensinde havde været en del af dødsgarden. Hun kunne ikke stole på nogen længere. Dean, Byron... Dødsgarden generelt, ja ikke engang Adrian kunne hun sætte sin lid til, så der var vel intet underligt i at hun følte sig lidt fucked up?

[Adrian Cornelly]

Adrian anede ikke hvad han skulle gøre af sig selv eller hvad han skulle sige. Hun lå bare der så svag og han følte sig så desperat efter at gøre det godt igen. Han vidste godt at det måske ikke var hans skyld som sådan han havde ikke tvunget hende til at opsøge dødsgarden igen, men han havde måske lidt skubbet hende i den retning ved at lave det stunt han havde gjort. Men for fanden, han havde været så desperat og trist omkring alt det hun havde gjort mod ham. Om det så havde været rettet mod ham eller ej. Det føltes bare som om at det havde været rettet mod ham, hvorfor skulle hun dog ellers ligge op til hans far.

Han skubbede tankerne fra sig. Alt det måtte de få løst på en anden måde på et andet tidspunkt. Han holdt forbandet meget af Harper, langt mere end han turde sige til hende. Tankerne omkring hvad hun havde sagt til ham inden hun var stukket af lå stadigvæk og rumsterede i baghovedet og den skulle de også tage på et tidspunkt, men bare ikke lige nu. "Du skal ikke undskylde," sagde han i en rolig tone og løftede hende op i sine arme. "Lad os få dig væk herfra," med de ord transfererede han dem begge til Skt Mungos.

En sygeplejerske kom dem løbende i møde med et forfærdet udtryk i ansigtet. "Hvad er der sket her" spurgte hun i sin chokerede tone og fik tilkaldt et par healere samt en svæende båre, "du skal nok klare dig kære" sagde hun beroligende henvendt til Harper, men stoppede Adrian som han forsøgte at følge med dem ind på stuen. "Beklager Sir. De må vente herude," sagde hun i en spids tone inden hun forsvandt derind og efterlod Adrian med et kæmpe hul i maven på hospitalsgangen.

[Deleted]

Harper var bange omkring Adrian, ikke for ham, for hun vidste udemærket godt at han var en god fyr, men hun var bange for alle de ting hun følte omkring ham, og hun var bange for alle de ting som hun gerne ville med ham, hun ville gerne opbygge et forhold og en familie, og det havde hun aldrig nogensinde haft lyst til før. Hun havde før kun tænkt på de ting hun gerne ville med sig selv, og nu tænkte hun også på hvordan han havde det og hun hadede det. Så hun havde ikke været sammen med andre fordi at hun ville gøre ham ondt, men fordi at hun gerne ville bevise overfor sig selv, at hun ikke havde brug for ham og at hun ikke var vild med ham, men for hver gang hun prøvede at bevise noget overfor sig selv, så blev hun bare en smule mere ødelagt og hadede sig selv en smule mere. Som han tranferede hende til Skt. Mungos gjorde hun ikke så meget andet end bare at lukke øjnene, og håbede at alt dette her snart ville slutte.

Harper blev lagt på sengen og hun mærkede hvordan at hun havde det helt igennem forfærdeligt, hun anede ikke noget som helst og hun vidste ikke hvordan hun skulle håndterer sig selv. Hun fornemmede ikke engang hvad healerne gjorde ved hende og der gik ikke særligt længe før at hun var besvimet og faldet hen. Harper vågnede først igen mange timer senere og slog langsomt øjnene op inde i rummet, uden at ane hvad hun kunne se. Hun havde bare ondt, og hun anede ikke hvor længe hun havde sovet, men hun følte sig stadig træt.

[Adrian Cornelly]

Adrian vadede op og ned af hospitalsgangen. Han hadede at hen ikke måtte komme ind og se til hende, det var en frygtelig følelse bare at traske rundt i uvisheden. Lige nu var han komplet ligeglad med om hans opgave var fuldført og han egentlig burde vende tilbage til Ministeriet, han nægtede at forlade hospitalet før han fandt ud af hvor slemt det stod til med Harper. Bagefter ville han nok nægte at forlade det alligevel. Han var bare så bekymret for hende. Han satte sig kortvarrigt på en stol og hvilede hovedet i hænderne. Han følte sig komplet udmattet grundet flere uger med stort set ingen søvn og urimelig meget bekymring.

Hvor længe han havde siddet på denne måde anede han ikke, men pludselig mærkede han en hånd på sin skulder. Han så op mod en en af de healere der havde været inde på stuen med Harper og spang op som var stolen han sad på blevet rødglødende. "Er hun okay? Kan jeg se hende?" Spurgte han meget hurtigt efter hinanden. Healere så på ham med et overbærende blik. "Hun er okay, men hun har brug for hvile, derfor er det kun familie vi lader komme ind." Forklarede han roligt. "Men jeg er hendes kæreste!" Det fløj bare ud af ham inden han nåede at gennemtænke det. Healeren så lidt forundret på ham, men nikkede så. En lettelse skyllede ind over Adrian som han med meget hurtige skridt fløj mod døren og gik ind på stuen hvor Harper så ud til at være ved at vågne.

[Deleted]

Harper var ikke ligefrem på toppen og hun var stadig bange for at en mand som Byron en dag ville finde hende og oprigtigt slå hende ihjel. Han var ikke en mand der nogensinde råbte, han var altid bare arrogant og kold af udseende og det løb hende koldt ned af ryggen at tænke på ham. Lige nu følte hun sig sikker, ja så sikker som hun kunne ihvertfald og på samme tid følte hun sig ødelagt. Alle folk hun nogensinde havde stolet på havde vendt hende ryggen og behandlet hende sådan her, og Harper følte sig fast besluttet på at hun aldrig nogensinde skulle stole på nogen igen. Det her gjorde for ondt og hun ville ønske at hun bare kunne hoppe ud af den verden hun levede i, og direkte ind i en anden hvor alt forhåbenligt ville blive langt bedre. Harper blev undersøgt på kryds og på tværs, og udover diverse rifter, blå mærker og et par brækkede ribben, så havde hun det faktisk okay.

Som døren gik op og Adrian kom ind, kiggede hun i mod ham med det gode øje, det andet var hævet og hun kunne kun se en smule ud af det. Alligevel så rystede hun bare opgivende på hovedet igen og begyndte så igen at lade tåre trille ned af hendes kinder, hun kunne ikke holde ud af se på ham og lige nu ønskede hun bare at han skulle gå sin vej, og allligevel så... Ja faktisk så vidste hun ikke hvad hun ville, men det her var svært for hende: "Jeg er ok... Du kan bare gå" sagde hun i en helt lav hvisken.

[Adrian Cornelly]

Adrian skyndte sig hen til sengekanten og kiggede ned på hende med bekymrede blå øjne. Han havde det stadigvæk så elendigt skønt hun så langt bedre ud denne gang end da han havde afleveret hende til healerne. Han så ned på hendes forslåede ansigt og ved sig hårdt i underlæben. "Har du nogen anelse om hvor lang tid det tog mig at finde dig? Jeg har da ikke tænkt mig at forlade dig igen allerede." Sagde han bestemt og trak en stol hen til hovedenden af sengen hvor han satte sig ud for hende. "Hvordan har du det?" Spurgte han med en oprigtigt bekymret tone bag.

Han rakte lidt tøvende ud efter hendes hånd. De havde brug for at snakke sammen og siden hun så så forslået ud var det måske bedst at han startede. "Hør jeg er virkelig ked af det der skete den dag," begyndte han og han var ellers ikke typen der normalt undskyldte, men denne gang følte han nok lidt at han burde. "Jeg skulle ikke havde handlet som jeg gjorde, jeg prøvede at ramme dig fordi jeg var såret og det var ikke rimeligt overfor dig." Sagde han med et mildt suk og prøvede at fange hendes blik. "Jeg ved at du har al mulig grund til at hade mig, men jeg håber alligevel på at du ikke gør." Indrømmede han og slog blikket ned.

[Deleted]

Harper sukkede roligt, og kiggede op i mod ham, imens hun forsøgte at stoppe sine tåre, dog uden helt at gøre så meget andet end bare at ligge der: "Du skulle ikke have fundet mig Adrian... Jeg valgte selv at gå ind i løvens hule, det er ikke dit problem..." sagde hun, en sætning som måske for de fleste ville lyde hård, men Harper's udtale var bare ganske rolig og berørt af situationen, for ja hun havde virkeligt håbet på at han ville komme mange gange, ligesom hun mange gange bare havde ønsket at dø, fordi hun ikke vidste hvordan hun ellers skulle håndterer hele situationen: "Jeg er øm, og ikke på den fede måde" sagde hun i et forsøg på at joke, og kom da også med et lille grin, hun dog hurtigt stoppede da hun mærkede smerten i sin brystkasse.

"Jeg gjorde virkeligt ikke det med Scott for at gøre dig sur... Men... Jeg vidste bare ikke hvordan jeg ellers skulle handle" sagde hun ærligt, og tog fat omkring hans hånd, som han tilbød den, han var virkeligt en fantastisk fyr og hun vidste godt at hun var heldig at have ham, selvom de havde haft mange op og nedture: "Jeg hader dig ikke, jeg hader mig selv..." sagde hun i en ærlig stemme, sådan havde det været hele vejen igennem og det ville nu nok ikke rigtigt komme til at ændre sig.

[Adrian Cornelly]

Han så bekymret på hende og nikkede så. "Selvfølgelig skulle jeg det," sagde han med sikkerhed i stemmen. Der var intet lige nu han heller ville end at beskytte hende, og undskylde for alt det lort han havde udsat hende for. Han vidste godt at hun selv var gået, men det havde trods alt været ham der havde drevet hende derind kunne man sige. Han kunne bare have tænkt sig om, for hvad havde han ærlig talt fået ud af at være sammen med Amber? Intet. Eller jo en masse søvnløse nætter hvilket ikke ligefrem havde været at fortrække. Hendes kommentar fik ham til at lyse op i et smil, på trods af den triste situation. "Det beklager jeg," sagde han og strøg hende blidt over håret endnu engang.

Det var underligt at han pludselig var blevet så kærlig omkring hende, men det måtte jo skyldesden frygt han havde haft for at miste hende. "Kan vi ikke bare slå en streg over alt det?" Sukkede han lidt forhåbningsfuldt. Med "alt det" mente han naturligvis også sin egen hyggelige aften med Amber. Han ville bare gerne starte på en frisk. "Well jeg hader heller ikke dig, så jeg går ud fra at det er et skridt i den rigtige retning?" Han så lidt forhåbningsfuld på hende. Han ville virkelig gerne bare have hende hjem til sig igen, så kunne hun kalde det vidnesbeskyttelse hvis hun ønskede, han var ligeglad, så længe hun bare var der.

[Deleted]

Hvorfor han pludseligt var blevet så kærlig og positiv anede hun virkeligt ikke, men det var en smule forvirrende for hende og hun anede ikke helt hvordan hun skulle svare på det: "Men tak..." endte hun alligevel med at sige, hun var da glad for at han havde fundet hende, bare fordi at hun ikke vidste hvordan det hele ellers ville være gået. Adrian var et ømt punkt for hende, og hun havde brændt mange broer ved at være sammen med ham, og han var da også en af punkterne som de var gået amok over, Byron og hans slæng, sammen med hendes fætter Dean naturligvis og hvem de nu ellers kendte af folk.

Hun nikkede roligt: "Men jeg er jo stadig en dødsgardist Adrian, og de vil jagte mig til jeg dør... Jeg kan ikke komme ud af det, så jeg kan jo lige så godt lade dem gøre det færdigt nu" sagde hun i et dybt suk, og hun mente det skam, hun kunne ikke mere og hun havde ikke lyst til hele tiden at kæmpe når tingene alligevel gik værre og værre: "Vi skændes, Adrian... Vi hævner os, vi er sure... Der er så mange ting" sagde hun i et dybt suk, og kiggede end af sig selv, med tårene der nu så småt var indtørrede på hendes kinder. Det var ikke hendes mening at være pessimistisk, men det var bare svært at være andet.

[Adrian Cornelly]

Han vidste godt at dette slet ikke ligenede ham, men det var så svært at være hårdt overfor hende når han så hende på denne måde. Han ville bare have at alt blev godt. "Ingen årsag." Sagde han i en kærlig tone og smilede svagt til hende. Han så lidt ned af hendes forslåede krop. Tankerne væltede rundt i hovedet på ham, han ville gerne have hende med sig hjem, men var ikke sikker på om hun havde lyst til det efter det stunt han hade lavet. "Jeg tænkte på noget." Sagde han lidt tænksomt og vendte blikket tilbage til hende. "Det er bare...Boomer savner dig derhjemme, så jeg tænkte om du måske vil med hjem igen?" Hans ene mundvig tak sig let opad i et smil, det var lidt tamt at smide den over på hunden, men var hun bare halvt så kvik som Adrian gav hende credic for ville hun vide at det ikke var hunden der savnede hende.

"Jeg er ligeglad med hvad du er eller har været." Sagde han ligeud og gav hendes hånd et klem. "Jeg ved at det er svært, men det betyder ikke at jeg vil give op på noget af det vi har...hvad end det er." Han så lidt ned og rettede så blikket tilbage mod hendes. "Jeg kan bare ikke kæmpe for det alene." Han sendte hende et næsten bedende blik. Han ville bare gerne have at hun havde lyst til at kæmpe, at hun kunne se bare et lille lys i horisonten. "Alle har deres uoverensstemmelser," kommenterede han med et skuldertræk, "men det betyder ikke at der er problemer der ikke kan løses." Han håbede at hun forstod hentydningen selvom han pakkede den godt ind. Alt det med faste forhold og kærlighed havde aldrig rigtigt været hans ting.

[Deleted]

Harper og Adrian, var nok bare lidt som hund og kat. Når den ene mente noget, så skulle den anden bare mene det modsatte, uden der altid behøvede at være en grund. Men denne gang så var det anderleds og Harper følte faktisk at hun havde brug for ham, og der var meget i hende der sagde at hun burde give efter for det og bare sige til ham hvor meget det betød for hende at han faktisk var der for hende: "Boomer savner mig? Du er så cheesy, Adrian..." sagde hun og kunne ikke holde et grin tilbage som hun kiggede på ham, og rystede forsigtigt på hovedet. Det gjorde ondt af grine, men hun kunne ikke helt lade være. Han var nu meget sød også selvom han ikke rigtigt prøvede at være det.

"Du får det til at lyde så nemt, Adrian... Men du ved selv at dødsgarden ikke er til at spøge med" sagde hun stille, Harper var oprigtigt bange for at dø, bange for at de ville finde hende og slå hende ihjel, bare mase hende til jorden til hun ikke kunne trække vejret længere: "Du har ingen idé om hvor onde de kan være" sagde hun i en stille hvisken, og mærkede en enkelt tåre trille ned af hendes kind, de var forfærdelige og bare det at hun endnu engang havde skulle tage stilling til Byron havde været det værste i verden, hun hadede den mand for alt han var, og for alt han gjorde ved hende.