30 Minute Break - [Advarsel]

[Evan Riley]

”Og se nu lige dér! Du kan jo smile!” Drengen havde været helt bange for, at Lennox led af en eller anden form for sygdom, som stoppede ham fra at smile. Han havde heldigvis taget fejl, da manden nu alligevel ikke kunne holde masken, da Evan havde kaldt ham et fjols. På en måde var det meget betrykkende at se. Det viste da at manden havde humor af en eller anden vis.
Selvom han i forvejen havde været rimelig overbevist over, at manden ikke havde et forhold, blev han alligevel en smule lettet, da dette blev bekræftet. Tænk hvis manden var gift, eller havde en kæreste, og han bare samlede yngre drenge, for ikke at sige piger, op på tilfældige steder. Ikke nok med at Evan så ville have følt sig ydmyget, han ville sikkert også have været blevet sur, på et helt nyt niveau. Heldigt for Lennox.
Drengen nåede lige at nikke, da manden pludselig hev op i ham, for at trække sine bukser op igen. Af ren refleks lod han bare sine arme falde om Lennox hals, bare så det ikke skulle ende galt, og han grynte-grinede kort, af deres position, da han næsten kunne forestille sig, hvor dumt det må have set ud. Drengen satte sig først ordentligt til rette på manden, da han mærkede de store hænder imod sin ryg. Dette overraskede ham lidt, da han havde fået et indtryk af, at manden bedst kunne lide at holde sig for sig selv. Endnu et tegn på, at det havde været en fantastisk idé med det blowjob, da det helt sikkert så ud til at have virket på mandens anspændthed. Nu virkede han mere som en kontakt-syg bamse, hvilket drengen på ingen måde havde noget imod!

Evan stirrede kort på manden, smilende, før han blev trukket ind i et form for kram. Manden hvilede sit hoved på Evans skulder, og hvordan kunne drengen andet, end bare at stramme sit greb om ham? I lang tid sagde han ikke noget. Han sad bare med øjnene lukkede og med et tilfreds smil på sine læber. Det var rart bare at sidde sådan, det kunne han i hvert fald godt vende sig til, hvilket fik den der idé til at lyde en del bedre!
”Jeg tænkte at vi...” Han vidste ikke rigtig hvordan han skulle formulerer sig. Hvordan kunne man overhoved sige sådan noget, uden at formulerer sig forkert? Han løsnede grebet en smule, for at lade sin ene hånd lægge sig i Lennox hår, hvor han bevægede den i cirkulærer bevægelser, imens han tænkte over hvad pokker han skulle sige. Han endte med at sukke dybt. ”Jeg er... Ensom,” valgte han at fortælle. Og det var jo ikke løgn. ”Og der er den her person... Eller, ja, det er så en mand, ikke? Men han er lidt forvirret over, hvad han føler for mig, tror jeg, så jeg tænkte at du og jeg måske kunne... Du ved... Imens han prøver at finde ud af, hvad han føler...” Åh, hvorfor var det dog så svært at sige? Det føltes allerede fuldstændigt dumt at gøre.

Evan trak sig tilbage, så de kunne se på hinanden, men han fjernede dog ikke sin hånd fra mandens hår lige med det samme. I stedet lod han den glide ned på mandens kind, idet han sendte ham et næsten ømt blik. ”Vi kunne måske holde hinanden lidt med selvskab? Altså, ligesom vi gjorde i nat?” Han smilede undskyldende. Manden havde sikkert andet at tænke på, end at behage en teenager, som stadig gik i skole, men det var jo heller ikke seksuelt ment, eller noget. Han havde bare brug for et eller andet fast i sit liv, og hvis manden som han havde fundet til dette, tilfældigvis var en god kysser og var en cuddler, så var det jo bare et kæmpe plus. ”Jeg ved godt, at det er en del at bede om, men jeg lover at vi stopper, så snart du ikke vil mere, og jeg skal nok finde en måde at give tilbage på, det lover jeg!” Hans stemme var bedende, næsten desperat, idet han stirrede på manden, som sikkert ikke ville vide hvad han skulle svare til sådan et stort spørgsmål. Drengen håbede dog at svaret ville være positivt, siden et nej, sikkert også ville koste ham et sted at bo.
”Du ved ikke hvor meget jeg har brug for bare at blive elsket, Lennox, så vil du ikke nok bare lade som om?”

[Deleted]

Ja, selvom det faktisk var noget af en sjældenhed, så var det ganske vist ikke helt umuligt for Lennox at smile. Normalt var det også noget, der hændte når han var fuld og skulle til at charmere en eller anden trunte. Han havde nemlig ofte fået af vide i sin fuldskab, at han havde et sødt smil, hvilket han ofte bare havde udnyttet til at score piger med. Det var aldrig noget, han sådan havde dyrket i det almindeligt liv, selvom det måske havde kunnet gavne ham. Han havde bare for travlt med at være bitter og gnaven til, at smilet ligesom fandt vej frem. men på den anden side, så var det jo heller ikke ligefrem fordi, han nogensinde havde fået sig en ordentlig grund til at være glad. Han havde jo ikke nogen venner eller familie, han sådan kunne joke rundt med, så det måtte bare ryge i kassen med alle de mange ting, der gjorde hans noget så miserable liv endnu mere sørgeligt, end det allerede var.
Lennox bed sig kort i underlæben i et forsøg på at lade være med at smile, men det gjorde det sådan set kun værre. I stedet vendte han blikket genert ned mod gulvet uden helt at vide, hvad han skulle svare. "Ej..." Endte han egentlig bare med til sidst, da han også mente, der var brug for en eller anden form for kommentar... Og det var så hans vinderbud... Wonderful... Det var i øjeblikke som dette, at han virkelig ønskede sig, at han havde langt hår. Selvfølgelig kunne det gå hen og blive ret upraktisk på arbejdet, men sådan til dagligt, kunne han dog godt tænke sig et eller andet at gemme sit ansigt bag engang imellem. Han afholdt sig dog fra at gro det for langt, da han ikke helt vidste, hvordan det ville se ud til ham. Og han vidste jo godt, at han så sjusket nok ud i forvejen, uden at han ikke også behøvede, at gro sit hår til en sådan længde, at det bare så latterligt ud. Selvfølgelig kunne han jo også bare lade det blive lidt halvlangt, men så ville det ligesom ikke have den effekt, som han ønskede. Men når det nu kom til sjusk, så hjalp det vel egentlig heller ikke så forfærdeligt meget, at han var så dårlig til at barbere sig, så ofte som han måske burde... Men så længe det ikke tog overhånd, ikke?
I et kort øjeblik havde Lennox groft fortrudt sin handling med at trække drengen tættere på sig, da han jo ikke vidste, om Evan overhovedet gad det. Men så igen, så var det også bare alt for behageligt til, at han ville slippe. Al fortrydelsen forsvandt dog omgående, da det lod til, at drengen var fuldkommen med på det. Lennox sukkede dybt, da drengen begyndte at rode rundt i hans hår og lod nu sit hoved hvile helt mod hans skulder. Han var lidt ligeglad med, om hans frisure skulle ødelægges, for sådan en havde han jo ikke ligefrem, Han huskede faktisk nærmest ikke sidste gang, han havde gjort noget ved sit hår. Jo, han havde klippet det ved brug af magi, igen, så det ikke skulle tage overhånd. Men han var fuldkommen sikker på, at det aldrig nogensinde, gennem hele hans liv, var blevet redt igennem.
Det var kun modvilligt, at Lennox lod Evan skubbe sig væk fra ham. Han lyttede til drengens ord, og det stak i hjertet på ham at måtte høre. Ikke nok med at han åbenbart allerede var forelsket i en eller anden, men skulle de så også til at lade som om, de havde et eller andet form for forhold? Lennox havde nu ikke noget imod, at have en person til at holde ham ved selskab, men det ville jo også betyde, at drengen nok heller ikke ville begynde at holde af ham. Selvom det måske slet ikke havde været tanken til at starte med, så var skuffelsen alligevel så overvældende, at han næsten ikke kunne skjule den - næsten. Han nikkede til foreslaget. Han vidste jo udmærket, hvordan det var. Han ville ikke sige det højt, men han var jo også selv umådeligt ensom. Og det havde han sådan set været hele sit liv. Han manglede virkelig også selskab, og om det så skulle været et falsk forhold; han var desperat.
"Jo," svarede han og gjorde sit yderste for ikke at lyde så skuffet, som han var. Og det lykkedes ham heldigvis. Han forsøgte at med at læne sit hoved en smule mod drengens hånd, der var placeret på hans kind. Han sukkede dybt og lukkede øjnene. Han syntes, han burde sige noget, men vidste ikke hvad.

[Evan Riley]

Evan havde ikke lige troet, at manden var den generte type. Det virkede bare underligt, at sådan en sot mand, skulle blive genert over nogle få, søde ord. Og de var ikke engang ment på den måde. Evan havde bare sagt det, fordi det lige var dét som faldt ham ind, men han kunne da godt mærke på det hele, at det var noget som skulle udnyttes. Drengen smilede, lidt for overglad, da han nærmest studerede mandens reaktion. Det var jo fuldkommen fantastisk at se på, og da manden bare sagde ”ej”, kunne drengen næsten mærke sit lille homo-hjerte eksplodere. Jo, selvfølgelig var Lennox sød, og selvfølgelig ville Evan gerne se mere af det, men hans hjerte og tanker var stadig ved professoren. Det her var bare et lille bump på vejen, og Lennox var den person, som skulle hjælpe ham igennem alt det dårlige, og få kan til at fokuserer på det positive.

Lennox havde ingen grund til at bekymre sig over nærhed, når det gjaldt sådan en som Evan. Han havde før fået at vide, at han hang for meget op af folk, og det var jo ikke fordi det var løgn. Især nu, hvor han var så sårbar og håbløs, var det bare en fantastisk følelse, endelig at føle lidt nærhed, og bare blive holdt om. Det føltes lidt, som om man med sin krop fortalte, at det hele nok skulle blive okay.

Drengen stirrede afventende på manden, som han ventede svar, på det nok ret grænseoverskridende spørgsmål. Hvad? Havde han lige hørt rigtigt? Havde manden lige sagt ja? Drengens ansigt lyste op i et smil, og han havde næsten lyst til at græde. Perfekt. Helt utroligt, tænk at han gad! Men det måtte vel betyde at Lennox på et hvis punkt ikke havde alt for meget imod drengen, eller... I hvert fald hans mund. Hvis manden havde tænkt sig at sige noget, ville han ikke komme til det, for der gik ikke lang tid, før drengen også placerede den anden hånd, på Lennox' frie kind, hvorefter han slog deres læber sammen igen. Ikke som før, hvor det bare var et lille, hurtigt et. Denne gang var det en rigtigt ét, som let kunne give én lyst til at blive i sengen en hel dag, hvilket han lige nu ikke sagde nej til, det lød faktisk som en glimrende idé. ”Du er virkelig min helt, Lennox,” mumlede han, da han endelig havde trukket sig væk igen, for at trække lidt luft. Han lod sine fingre undersøge mandens ansigt, ved at kærtegne det langsomt, hvorefter hans ene hånd søgte op i mandens hår. Det gik op for drengen, at han ikke rigtig havde givet sig selv tid til, at se på manden. Eller, selvfølgelig havde han fået et grundigt kig på ham, men ikke lige hans ansigt. Og det var nu ret pænt, i hvert fald ikke noget at blive skuffet over. Drengen smilede til ham, som om han lige havde fortalt den værste joke, og selv syntes at den var helt fantastisk, hvorefter han lænede sig frem, for at lade sine læber hvile imod Lennox' pande. ”Du er fantastisk, og jeg lover, at jeg nok skal være den bedste falske næsten-kæreste du nogensinde har haft!” Han grinede kort imod mandens pande, og bevægede hovedet ned, for at kysse ham på kinden. ”Tusind tak,” hviskede han og lagde endnu en gang sine arme om manden, for at give ham et kram.


//Out.