Empty mind

[Isobel Ebony Conelly]

Jethro Jonathan Fox

______________________________________

Det var en smuk sensommerdag, men de færreste havde mulighed for at nyde det nu hvor industriferien var forbi, og de fleste igen var begyndt på deres respektive arbejde. 
Klokken nærmede sig 14, man kunne se det på det et tårn der tornede sig op fra en lille park ikke så langt derfra. 
Isobel havde ikke længere et almindeligt dagligdagsjob, hvilket gav hende rig mulighed for at udforske verden, samle idéer og inspiration til sine skriverier. Af samme grund havde hun i dag valgt at gå en tur i parken. Det var ikke en del af det magiske samfund, men det skadede ikke at udvidde sin horisont. Efter en længere vandring, havde hun slået sig ned på en bænk midt i eftermiddagssolen, og nød at mærke dens varme på sine ellers lidt røde kinder. 
Hendes blonde lokker hang i små krøller omkring hendes milde ansigt, præget af et muntert smil. Der var ikke så mange i nærheden, ikke ud over en far og hans søn ikke så langt derfra og en ældre dame med alt for mange hunde, lod det til. Det var ret fascinerende at se hvordan mugglerne håndterede dagene på, uden kendskab til det magiske. I sin hånd hvilede en pergamentblok, og hun sad med sine fjerpen uden at tænke over hvor dumt det nok ville virke i mugglernes øjne. Efterhånden måtte hun være blevet for vant til magi, men hvad kunne man gøre? 
Der stod ikke rigtigt noget på pergamentet ud over et par små stikord, det var svært at finde den rette inspiration, måske en kedelig skillesmisse bare ikke var så forbandet inspirerende, slet ikke anden gang det skete. Isobel sukkede lidt opgivende og gav sig til at tegne små, ubetydelige kruseduller i stedet for. 

[Jethro Jonathan Fox]

Alt var så stille i dag. Sådan havde det faktisk været de sidste par dage, så Jethro kunne gå fra kontoret i tide og utide. Frokostpausen var rykket til kvart i to, hvorfor anede han dog ikke. Skønt varmen var han iført det normale kedelige grå jakkesæt, med en lyseblå skjorte indenunder og en hat der matchede jakken i farven. Når vejret var så godt som i dag, var det lige så man havde lyst til at kigge på mugglere fise rundt og vende sig til, det ikke længere var ferie. Ikke fordi kan selv var kommet over feriens slutning, Jethro var allerede arbejdstræt, og ville egentlig hellere ligge hjemme i lejligheden og dovne den af med en spand is eller lignende.
Den unge herre slentrede ned af fortorvet, til han kom til en park. Skønt det dejlige vejr, havde kun nogle få mennesker valgt at indtage det grønne område. Og nu gjorde han dem også med selskab. Det var nu ret længe siden, Jethro havde været blandt mugglere. Deres måde at leve på var, i Jethros øjne, mere avanceret. Alle de mekaniske maskiner de havde, og hvad kaldte de nu de firkanter der blev brugt til at snakke med hinanden over en lang afstand? Telebiler? Mobiler? Noget i den retning.
Hans blik faldt på en ung kvinde, siddende på en bænk. hun så helt malplaceret ud, sådan med en fjerpind og pergament i hænderne. Havde hun glemt der var forskel på mugglerne og magikerene? Et skævt smil fandt vejen til Jethros læber. Det morede ham lidt, næsten som et billede, hvor et eller andet var galt, i dette tilfælde var det kvinden og hendes beskæftigelse. Uden at tænke meget over det, var han allerede på vej i hendes retning. 

[Isobel Ebony Conelly]

Der gik ikke lang tid, før Isobel ad næsten helt optaget i sine egne små kruseduller. Hun kunne mærke den bløde vind, kærtegne hendes efterhånden lidt røde kinder. Hun bemærkede ikke rigtigt at der var andre omkring hende, det var så nemt at blive optaget af sit eget i disse tider.
Hun sukkede for sig selv og lagde hovedet lidt på sned, spekulerede over hvordan hun skulle komme videre med.. ja stort set alt. Hun boede hos sin bror, som i øvrigt var forfærdelig at leve med, og hendes skriverier stod stille, desuden var hun blevet lidt for glad for vin på det seneste. Hvilket herligt liv!
Hendes lidt sølle tanker, blev brudt af en skælven der overmandede hende som følge af den lidt kolde vind. Hun så op og lod de grønne øjne falde på den mand som var på vej i hendes retning. For hende var han fremmede, nok muggler eftersom hun befandt sig midt i en park. Hendes blik gled rt til fjerpennen og pergamentet.. det måtte jo se vanvittigt ud i hans øjne, som var hun en af de der mennesker der af princip levede uden alt det der elektricitet og langt væk fra byens larm og os. Lidt i håb om at han ikke havde set det, skyndte Isobel sig at lægge fjerpennen under pergamenterne, så den i stedet hvilede i hendes skød. Måske det slet ikke var hende han var interesseret i?
Hun slog blikket ned igen og smilede lidt for sig selv. Åh gud hvor var hun håbløs, det var næsten pinligt.
Hun strøg et par af de blonde lokker om bag øret og tog en dyb indånding, uanset hvad skulle hun bare forsøge at opfører sig normalt, hvilket i sig selv kunne blive en udfordring.