Post af Deleted den Feb 11, 2015 2:12:07 GMT 1
Chester Gerald Foster
Lionell trådte ind i den velkendte butik, Kvalitetsudstyr til Quiddich, med sin kost under armen. Hans gode, gamle Nimbus 1000. Det var en kost, han var yderst glad for! Han havde brugt den i flere år, fanget en del lyn på den, og havde absolut ingen planer om at skifte den ud lige foreløbig. Nogen ville synes det lød vildt dumt, men han havde ligesom fået et personligt forhold til kosten. Den var blevet hans ven! Det var også i den anledning, at han var taget forbi butikken. Den kære kost havde nemlig brug for at blive justeret lidt hist og her. Normalt ville han sagtens kunne klare det selv. Han elskede at sidde og rode med kosteudstyret, men han følte, at et 'ordentligt' tjek nok var på tide. Som sagt skulle den kost jo helst holde lang tid endnu!
Han lod døren falde i bag sig og hørte den lille klokke ringe, som den gjorde, når en trådte ind af butikken. Han pustede et mørkt hår væk fra hans pande, så han bedre kunne se. Han følte sig ualmindeligt godt tilpas i butikken ligesom han gjorde i luften mens han sussede rundt på sin kost. Quiddich havde vel bare vundet en stor del af hans hjerte. Det lød igen sært, men han var jo heller ikke helt normalt i bolden. Han var trods alt tidligere Chefredaktør for Ordkløveren, men intet fortrød han. Han var skam stolt af det hele! "Uh!" Kom han til at sige med et skævt smil, da han gik forbi Gryffindors-spillerdragt. Sådan én havde han jo selv fløjet rundt i, i sine unge dage. Ja, det var tider, men han nød nu også at spille for Montrose Magpies. Det var et skønt hold, og for nyligt var han blevet Anfører for holdet, så det havde hans fulde loyalitet, men det, havde det sådan set altid haft. Han havde jo spillet der et godt stykke tid efterhånden. 6 år, eller deromkring?
Han nåede frem til disken og lagde forsigtigt og nænsomt kosten derpå. Den skulle behandles ordentligt! Der var forholdsvist tomt i butikken, men så vidt han vidste, ville der nok komme en rendende fra baglokalet snart, ellers måtte han jo blive lidt højrøstet, men forhåbentligt, blev det slet ikke nødvendigt!
Lionell trådte ind i den velkendte butik, Kvalitetsudstyr til Quiddich, med sin kost under armen. Hans gode, gamle Nimbus 1000. Det var en kost, han var yderst glad for! Han havde brugt den i flere år, fanget en del lyn på den, og havde absolut ingen planer om at skifte den ud lige foreløbig. Nogen ville synes det lød vildt dumt, men han havde ligesom fået et personligt forhold til kosten. Den var blevet hans ven! Det var også i den anledning, at han var taget forbi butikken. Den kære kost havde nemlig brug for at blive justeret lidt hist og her. Normalt ville han sagtens kunne klare det selv. Han elskede at sidde og rode med kosteudstyret, men han følte, at et 'ordentligt' tjek nok var på tide. Som sagt skulle den kost jo helst holde lang tid endnu!
Han lod døren falde i bag sig og hørte den lille klokke ringe, som den gjorde, når en trådte ind af butikken. Han pustede et mørkt hår væk fra hans pande, så han bedre kunne se. Han følte sig ualmindeligt godt tilpas i butikken ligesom han gjorde i luften mens han sussede rundt på sin kost. Quiddich havde vel bare vundet en stor del af hans hjerte. Det lød igen sært, men han var jo heller ikke helt normalt i bolden. Han var trods alt tidligere Chefredaktør for Ordkløveren, men intet fortrød han. Han var skam stolt af det hele! "Uh!" Kom han til at sige med et skævt smil, da han gik forbi Gryffindors-spillerdragt. Sådan én havde han jo selv fløjet rundt i, i sine unge dage. Ja, det var tider, men han nød nu også at spille for Montrose Magpies. Det var et skønt hold, og for nyligt var han blevet Anfører for holdet, så det havde hans fulde loyalitet, men det, havde det sådan set altid haft. Han havde jo spillet der et godt stykke tid efterhånden. 6 år, eller deromkring?
Han nåede frem til disken og lagde forsigtigt og nænsomt kosten derpå. Den skulle behandles ordentligt! Der var forholdsvist tomt i butikken, men så vidt han vidste, ville der nok komme en rendende fra baglokalet snart, ellers måtte han jo blive lidt højrøstet, men forhåbentligt, blev det slet ikke nødvendigt!
Denne side er desværre blevet lukket ned. Vi henviser til 
