Suitcase

[Kaya Elisabeth Hansen]

Hun rystede kraftigt på hovedet, "det her handler ikke om Profettiende for fanden Roddy! Det handler om, at folk tror de kender mig, inklusiv dig, du tror måske du kender mig Roddy, men det gør du ikke" råbte hun, og vendte blikket i mod ham, "jeg er ikke såret Roddy, jeg sårer folk omkring mig, først min mor, så min far, dernæst Jason, for slet ikke at nævne Elliott," halvråbte hun stadig, det var præcis sådanne nogle ting som gjorde hendes rasende, når folk troede de kendte hende, men egentlig ikke vidste noget som helst om, hvad hun havde været i gennem de sidste to-tre år. At gå op og pakke sine ting var bestemt hvad hun havde mest lyst til.

Roddys alt for fristende ord om at slå på ham i stedet for at kaste ting efter ham, var virkelig alt for fristende. I et par lange hurtige skridt stod hun foran ham, lagde begge håndflade på hans brystkasse, kun for at afsætte et skub af alle kræfter "lad vær med at frist mig!" råbte hun af sine lunger fuldes kræft, hun havde allerede slået én mand ihjel, og hun ønskede bestemt ikke at Roddy skulle blive det næste ofre for hendes temperament, for den eneste som kunne få hende til at falde til ro igen, når hun først var helt der ude hvor hun tyde til vold, var Jason. "Jeg ville ønske, at jeg aldrig nogensinde havde mødt Ramon, at jeg aldrig nogensinde var blevet gravid, hverken først eller anden gang, at min bror ikke boede sammen med en varulve-jæger, men vigtigst af alt, ville jeg ønsker jeg aldrig nogensinde var begyndt på Hogwarts, for så vi intet af det her nogensinde sket" råbte hun, hele hendes krop sitrede af vrede, direkte arrigskab.

[Roddy Wolverine]

Roddy tog sig frustrerende til håret og halv rev det igennem imens han vejrtrækninger blev tungere og tungere. Han hjerte bankede hårdt i hans bryst så det sikkert slog et slag eller to mere over. Han kendte måske ikke Kaya helt personligt, men han kendte hende alligevel og han vidste, at han aldrig ville indrømme det. Han var ligeglad med al det der havde været blevet skrevet om hende, han var ligeglad med hvad hun havde lavet i hendes fortid, han havde selv lavet lort i den masser af gange og det var sikkert ikke slut endnu. ,,Måske føler du, at du sårer folk omkring dig og hvis du sikkert har gjort det, så ville det aldrig 100% være din fejl, det kan være ligeså meget deres. Alle vil være lige gode om og lave fejl, jeg er sgu hellere ikke perfekt selv." sagde Roddy og var ligeglad med Kaya's halv råbte ord.

Han kiggede hen på Kaya, som tog skridt hen mod ham, som sikkert var blevet fristet af hans ord og ganske ret havde hun lagt begge hendes håndflader på hans brystkasse hvor hun forsætte i al kræft og skubbe ham imens hun råbte op og før Roddy vidste af det, havde han spændt sin ene fod godt ned i jorden så han ikke ville falde bagover så let imens han hørte på Kaya's ord selvom de blev råbt ud så stoppede det ham ikke i, at tage hendes ene hånd og halv stramme grebet om den hvorefter han førte det videre op til sit bryst der hvor hans hjerte slog. Om det ville køle hende lidt ned, ville sikkert ikke virke, hun havde et ligeså dårligt temperament, som ham selv. Men han kunne høre på hende, at han ikke var den eneste der var blevet jagtet af en varulve jæger. ,,Men hvis du aldrig havde startet på Hogwarts så ville jeg aldrig havde mødt en der i fremtiden ville føle præcis det samme som jeg selv hver måned. Man bestemmer sgu ikke ligefrem alt det der sker i ens liv, det er jeg godt klar over og du har været en af de uheldige der har været blevet hårdt ramt, men jeg tror det mest er fordi du virkelig savner en og få sagt alt til, som du faktisk gerne vil stole på. En som du ved der ikke forræder dig og skrider sin vej. Du er ikke en opgiver, du er en overlever, for ellers havde du ikke havde været her. Jeg beklager, at jeg nok ikke er den der selv er perfekt til en skid overhovedet, men jeg prøver. Men hvis du synes bedre, at du hellere ville pakke og flytte væk fra mig af og aldrig snakke med mig mere, så gør det. Jeg vil ikke stoppe dig." sagde Roddy og gav slip på Kaya's hånd og var på vej til og gå indtil han stoppede brat op da Kaya talte op atter op igen.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Hun bed sig hårdt i læben som Roddys ord lød, "Det er ingen andres skyld Roddy, jeg ville ønske det var, men ikke en eneste gang i mit liv, er jeg blevet tvunget til noget jeg ikke ville.. Jeg valgte at tage stoffer sammen med Ramon, jeg valgt at være Elliott utro, det var alt sammen mine valg, og ingen andres" rasede hun, det var bestemt ikke nogle valg hun var særlig stolt over, men hun vidste også at det heller ikke var noget hun kunne gøre noget som helst ved, selv hvis hun ønskede det. Meget kunne man sikkert sige om Kaya, men hun tog ansvar for sine handlinger, og stod meget ved, at hun aldrig havde været tvunget til noget som helst. Der var jo ingen som tvang hende til at tage stoffer med Ramon, han tilbød og hun sagde ja. Der var ingen som havde tvunget hende til at være sammen med Jayden, selvom hun havde været kærester med Elliott, hun kunne jo bare have sagt nej til Jayden, men hun sagde selv ja.

Hun var så hidsig lige nu, at hun næsten følte sig helt forpustet. Hun mærkede godt Roddy tage fat om hendes hånd, og jo gjorde et halvhjertet forsøg på at slippe ud af hans greb. Hun så på deres hænder som han førte hendes ene hånd mod hans hjerte, "slip mig" vrissede hun, og trak endnu en gang i sin hånd. "Du lyder som en der er ved at stille en fucking diagnose på mig," vrissede hun, dog råbte hun ikke mere, men hendes stemme var stadig ret høj. "Du sagde selv lige det magiske ord, jeg er en overlever, jeg klare mig selv, jeg har ikke brug for nogen som helst til at komme og redde mig, jeg har ikke brug for nogen til, at fortælle mig hvad jeg skal eller ikke skal, jeg har ikke brug for at snakke om følelser eller behov, det er mit liv, mine regler og mine konsekvenser," sagde hun hårdt men ærligt, og rev sin hånd til sig med et irriteret gips, som han gav slip på den, "jeg er ude inden du vågner i morgen" svarede hun og vendte rundt og at se ham gå inden for igen.

[Roddy Wolverine]

Roddy hørte hvert et enkelt ord Kaya havde og sige og alle de ting hun nævnte chokerede ham ikke engang. Han holde stadig øjenkontakten med hende, selvom det var begyndt og blive meget svært. Han mærkede Kaya arrigt prøve og lade sig slippe fri fra hans greb og selvom og endnu flere ord blev slyngret i hovedet på Roddy. Han kunne kun give Kaya ret i, at det var hendes liv, hendes regler og hende som også to konsekvenserne. Men han ville hellere ikke have, at hun skulle rydde sig ud i alt muligt lort længere. Han holde for meget af hende og det ville han aldrig give slip på lige meget hvor meget der så skulle tigges og bedes om det. ,,Jeg ville jo bare dig det bedste." mumlede Roddy stille og så ned i jorden og var på vej til og gå tilbage til huset da Kaya fortalte, at hun ville være ude inden han vågnede op, men en spontan idé, som sikkert ville ende galt havde han fået ,,Men jeg vil ikke lade mig fortryde dette her." sagde Roddy og lagde sine læber på Kaya's om vidste ikke hvordan det ville ende.

[Kaya Elisabeth Hansen]

"Roddy, du er min ven, jeg vil også kun dig det bedste, men det bedste er ikke mig.." svarede hun og rystede så lidt på hovedet, det var for dumt det her, hun kunne slet ikke forholde sig til noget af det som Roddy sagde. Siden han var 18 år gammel havde han haft følelser for hende? Tre fucking år, hun havde jo været der havde hun jo kun været 15 år, der var hun kun lige kommet til Hogwarts, kun lige mødt Toby og Jason. Det var før hun havde været sammen med Ramon.. "Jeg er ikke den samme som jeg var dengang, Rodd.." mere nåde hun ikke at sige før hun mærkede hans læber mod sine. Et par sekunder stod hun fuldstændigt stiv, før hun knyttede en næve, og pladsrede den direkte på Roddys kind, "stop dig selv" råbte hun, og lod sin håndryg tørre sine læber, mens hun så vredt på ham, og rystede på hovedet. Hun gik lige forbi ham, indenfor og op af trapperne, hvor hun smed sin taske på på sengen, og begyndte at kaste sine ting ned i den.

[Roddy Wolverine]

Havde Roddy dummet sig? Tjek. Kunne han gøre for det? Nej. Roddy vidste udmærket godt, at det sikkert lød åndssvagt i Kaya's øre, at han havde været vild med hende lige siden den første gang han havde kastet et blik på hende men han kunne ikke gøre for det. Kaya var unik og det var det der brændte i ham for og finde mere ud af hvem hun var bag hendes facade. Han nåede dog ikke og tænke så langt før et slag kunne mærkes på hans ene kind hvor han i refleks tog sig men dog ville han ikke lige frem ømme sig over slaget. Han havde fortjent den. Han kiggede mod Kaya's retning, som var gået tilbage til huset. Havde han nu mistet hende for altid?

Han gik i samme vej tilbage til sit hus og gik ind af terrassedøren og lukkede den efter sig hvorefter han kiggede lidt rundt og så, at sodavanden stadig stod hvor han havde forladt dem. Han bed sig selv lidt i læben og lod den første tåre trille ned, men han vidste, at han måtte holde alt inde. Han vidste bare,a t Kaya ville være hurtig ud af døren hvis han viste den bløde side af ham frem. Han tog en dybt indånding og gik op af trapperne til anden sal. Hvis hun skulle flygte eller forlade ham, så kunne han ikke gøre andet end det hans tanker mente var rigtigt. Han stod på den anden side af soveværelses døren og bankede roligt på, som om,a t det ikke var hans eget hjem. Han ventede dog ikke på et svar og åbnede blot døren op og s Kaya igang med og pakke sine ting ,,Hør... Jeg undskylder for, hvis du synes jeg er den største idiot på kloden og selvom jeg ikke ville have, at du skulle flytte igen, så ved jeg også,a t det er bedst for os begge to. Slaget i havet havde jeg fuldt fortjent og jeg forstår godt hvis du ingen kontakt vil have med mig mere." sagde Roddy stille og var på vej ud af værelset igen.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Tusindvis at tanker for i gennem hendes hoved, hun var sur, nej hun var direkte arrig. Heldigvis var det ikke meget hun havde nået at få pakket ud, kun lidt tøj, parfume og andre toiletting. Hun ignorerede med vilje at Roddy bankede på døren, og måtte sukke tungt da han alligevel gik ind, det var næsten ligesom at bo hjemme hos Noah, han bankede også altså kun kort, før han bare vadede ind, utroligt irriterende.

Hun lod sine hænder løbe i gennem det lange blonde hår, som stadig var vådt efter hendes bad, "du er en idiot," svarede hun og vendte sig så om, så hun stod med fronten mod ham, hvis han virkelig elskede hende og havde følelser for hende, så var han da en idiot, kunne han ikke se, at hun ikke var godt selskab? At hun var fucked op? "Og du havde fortjent det slag.." sagde hun og sukkede igen, "men det betyder ikke at jeg aldrig vil se dig igen.. vi skal bare ikke bo sammen" sagde hun og lod sig dumpe ned i sengen, og smed sin taske ned på gulvet.

[Roddy Wolverine]

Roddy gav korte nik fra sig med hovedet i alt det Kaya sagde. Han var selvfølgelig glad for, at hun ikke ville droppe deres kontakt, men han vidste dog også godt, at han selv fået fucked alt op, at deres venskab aldrig ville blive det samme som før. Hun måtte bide sig selv i løben for ikke og bryde sammen, han skulle ikke vise sin svage side lige nu, det måtte vente. Han gik ud af døren fra værelset af og ned af trapperne til stueetagen hvor han gik ind i stuen og tog de sodavand der aldrig blev drukket og satte dem ind i køleskabet. Roddy kiggede ud i haven og så stadig,a t de ødelagte potterplanter og vaser stadig lå på jorden, hvorefter han gik hen mod et bord og trak skuffen ud og fandt sin tryllestav frem og gik hen mod terrasedøren åbnede døren dertil hvorefter han trådte ud og gik hen til de ødelagte ting ,,Evanesco." sagde Roddy og pegede på tingene som så småt forsvandt foran ham. Roddy satte sig over til en af stolene i havnen og kiggede ud i den mørkeblå luft på himlen. han ville ikke forstyrre Kaya længere i og pakke sine ting og han vidste også godt, at han måtte glemme følelserne for hende og han vidste også godt, at der kun var en enkelt metode og gøre det på, selvom den ville være svær, men det var hans eneste mulighed. Han satte tryllestaven op til sit hoved og lukkede øjne imens han koncertrede sig om besværgelsen.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Hun sukkede endnu engang tungt, da Roddy forlod værelset, og hun lod blikket glide lidt rundt for at se om hun havde glemt noget, før hun rejste sig for også at hente sine ting på badeværelset. De sidste par ting fik hun smidt i sin taske, og lynet den, svang den over sin raske skulder, og begyndte at gå ned af trapperne. Det mindste hun kunne gøre, efter at råbe sådan af ham, og stukket ham en hovedet, var vel at sige ordentlig farvel, og tak fordi hun trods alt havde måtte være der.

Hun så ud i haven og så ham få hendes rodderi til at forsvinde. Hun rystede endnu en gang lidt på hovedet, hendes temperament var virkelig løbet afsted med hende denne aften. Hun stillede sin taske ved enden af trappen, og gik så roligt i mod døren som førte ud til haven, tids nok til at se Roddy lade sin stav pege mod sit hoved, i næsten panik trak hun sin stav "expelliarmus!" råbte hun mens hun pegede sin stav direkte mod Roddy, i håb at kunne nå at stoppe ham.

[Roddy Wolverine]

En enkelt tårer var ved og trille ned af Roddy's ene kind imens hans tryllestav stadig var peget mod hans hoved og han tog en dyb indånding ,,Obli-" mere nåede han ikke og sige før hans tryllestav blev kastet bort fra hans hænder hvilket fik ham til og kigge og så, at den lå flere meter væk fra ham. ,,Hvad i al verden..?" sagde Roddy og undrede sig en smule over hvad der skete indtil hans øjne kiggede rundt omkring i haven, men der var ingen, indtil han kiggede mod sit hus og så Kaya med sin tryllestav fremme. Hun så ikke særlig glad ud hvilket Roddy bed sig ldit i læben af men blev atter seriøst i tonen ,,Hvorfor gjorde du nu det? Jeg var jo på vej til og fjerne mine lidelser." sagde Roddy. Han ville ikke råbe af hende mere, hans stemme var også ved og være for hæs til det men han var stadog seriøst.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Kaya fulgte Roddys stav med blikket som den føj ud af hans hånd, "du er ikke rigtigt klog" sagde hun nok lidt mere hårdt end hvad ment var. Hun gik med nogle hurtige skridt mod ham, "hvad fanden laver du?" spurgte hun og rystede på hovedet, før hun satte sig ned på knæene foran ham, stadig med sin stav i hånden i tilfælde af at han ville gøre noget dumt. "Hvorfor jeg gjorde det? Roddy, jeg er ked af hvis jeg har såret dig, men magi er ikke løsningen, tro mig" sagde hun, hendes hjerte bankede, det kunne godt være hun var sur på ham lige nu, men han var stadig hendes ven, og selvom hun ikke havde følelser for hende, så holdt hun jo ham, og ønskede ikke han skulle skade sig selv.

[Roddy Wolverine]

Roddy kiggede seriøst på Kaya, men dog var der ingen tårer i hans øjne, dem prøvede han stadig godt og skjule fra hende, men han vidste godt, at han snart ville bryde sammen hvis der ikke skete noget. ,,Hvad jeg laver? Jeg kunne spørge om hvad du laver? Her sidder jeg og faktisk gerne vil glemme de her skide følelser for dig og så kommer du og afbryder midt i det hele. Og måske er magi ikke løsningen for dig men måske er den for mig? Jeg vil bare gerne have den her lidelse væk, ja mere end varulve lidelsen Tak fordi du måske bekymre dig om mig, men hvis du gør det, så få mig seriøst til og glemme mine følelser for dig! Få mig til og glemme, det er alt hvad jeg beder om! Få mig til og glemme!" råbte Roddy seriøst i sin stemme over for Kaya. Hvis hun ikke fik ham til og glemme ville han selv gøre det personligt efter hun havde trådt udenfor hans dør af.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Hun så på ham med et flakkende blik, og rystede kraftigt på hovedet, "for pokker Roddy" sagde hun stadig i en halv hård tone. Hvad var det helt præcis mænd så i hende? Hun var jo så langt ude, hvor hun slet ikke kunne bunde, længere ude end nogensinde før. Hun stod uden familie, foruden Harper og Benjamin, en søster hun ikke anede hvor var, en bror som boede sammen med en tøs som for en uges tids siden havde prøvet at slå hende ihjel, fordi hun havde slået hendes far ihjel.. Smålighed..

"Had mig i stedet for" bad hun uden at flytte blikket fra ham, "had mig for ikke at føle det samme som dig, had mig for at have ødelagt din vase og din potteplante, had mig for at ha slået dig, had for de følelser jeg åbenbart giver dig, jeg er ligeglad, had mig for hvad end du vil. Men du vover på at glemme mig" halv råbte hun tilbage, og rejste sig op, "jeg går nu, og hvad du gør når jeg er gået, er ikke mit ansvar" sagde hun og begyndte at gå tilbage mod huset for, at tage sin taske og gå, hvorhen det vidste hun ikke, måske hjem til Jayden, selvom det var meget imod hendes frievilje, kun fordi hun vidste Westen også boede der.

[Roddy Wolverine]

Roddy kiggede stadig blot nede i korden, han havde intet og sige. Han vidste, at han ikke ville kunne hade Kaya på den måde, som hun ville have, at han skulle gøre. Men dog kom et lille ægte smil på hans læber frem da hun ville have, at han skulle hade hende for, at have ødelagt hans vase og potteplante, det var jo døde ting, så det gjorde ham intet. Han kunne altid gå ud og købe en ny. Han var ligeglad med, at hun havde slået ham, han havde vel fortjent det. Hans blik rettede sig ikke eneste gang op på Kaya, han ville ikke se hende i øjne. ,,jeg går nu." var lidt af de sidste ord Roddy valgte, at høre. Han kiggede hen mod sin tryllestav, som stadig lå på jorden, den havde dog ingen skade taget, endnu, heldigvis.

Roddy hørte Kaya så stille gå hvor hans forsigtigt vendte blikket mod hende, selvom hun ikke ville kunne se det. Han havde besluttet sig, han ville bare sikre sig på fri bane. Da hun var trådt ind i huset rejste han sig selv op og kig hen for, at samle sin tryllestav op og børste jorden af den imens hans blik blev ved med, at se hen mod huset og døren selv. Hun skulle ikke buste ham en gang til. Han trak tryllestaven i lommen og lod, som om, at han bare kiggede på sine træer i haven. Han pustede lidt ud over hvad der var sket på de få to timer, men han vidste, at det var for det bedste. Han tog sin tryllestav frem og første den op mod panden for anden gang og koncertrede sig fuldt ud og stod med ryggen til selve huset, så det lignede fra huset's afstand, at han bare kiggede på træet ,,Obliviate." sagde Roddy og drejede sit håndled for besværgelsen og lidt efter lidt følte han sig helt lettet.

[Kaya Elisabeth Hansen]

Hun rystede let på hovedet, som Roddy valgte ikke at svare hende. Hun tog sin taske fra gulvet, og svang den over sin raske skulder, hun ville ikke engang vide hvad klokken var, eller hvor sur Jayden ville blive hvis hun stod og bankede på hans dør om et par minutter. Lige nu ville hun bare virkelig ønske hun vidste hvor Harper var, men det var længe siden hun havde hørt fra sin søster, så sådan måtte det jo bare være.

Hun vendte et sidste blik mod Roddy, men magtede denne gang ikke engang at prøve at stoppe ham, hun var ikke hans mor, han var en voksen mand, så han kunne vel selv tage ansvar for sine handlinger. "Vi ses Roddy.." sagde hun stille efterfulgt at et opgivende suk, og åbnede så hans hoveddør, trådte ud og lukkede den efter sig. Hun fandt sin stav fra og transforerede sig væk fra Roddys grund.

//OUT