Long time since last...

[Deleted]

Tag: Jeremy Crevan Fox

Det var netop blevet en af de sidste dage, hvor Jekyll and Hyde skulle vises på teatret. Lupa havde fået rollen som Lucy Harris i stykket og var derfor blevet dræbt halvvejs igennem det, men hurra for teaterknive! Hun blev dog aldrig træt af den rolle, af en eller anden årsag, og det var faktisk næsten sørgeligt at tænke på, at de ville være færdige med dette stykke for denne i om søndagen. Og eftersom det var fredag i dag var der jo så ikke lang tid endnu at nyde rollen i. Den var dog på mange måder ulig Lupa. Selv var hun jo anstændig og meget uskyldig når det kom til... den slags ting. Men der var alligevel et eller andet ved rollen, som hun holdt meget af. Hun kunne relatere til den på en eller anden måde, som hun ikke engang selv forstod. De var meget forskellige fra hinanden på alle de måder, men så alligevel kunne de formå at være så ens. Lupa forstod ikke engang selv sammenhængen, men hun havde tænkt meget over det.
Stykket for i aften var netop blevet færdigt, og selvom Lupa burde være træt, så var hun blevet opfyldt med en meget pludselig begejstring og energi, der fik hende til at klæde om fra sit kostume og til sit sædvanlige sorte-goth-1900-tals-agtige tøj for så at bevæge sig mod udgangen med et vist hastværk. En af de første gange, de levede Jekyll and Hyde, havde hun fået øje på Raysal nede blandt publikum, og hvis ikke hendes øjne bedragede hende, havde hun spottet endnu en Fox i salen. Denne gang var det dog ikke Raysal, men en af hendes andre gode venner fra Fox-familien, som hun havde mødt igennem en af de mange fine selskaber begge familier ofte befandt sig til. Hun luntede hen ad gangen, udenfor og derefter hen mod den udgang, som publikum brugte for at se, om hun mon havde set rigtigt (hvilket hun i den grad håbede på, hun havde).

[Jeremy Crevan Fox]

Det var ikke en sjældenhed, at Jeremy besøgte teatret. Han nærede en naturlig forkærlighed for drama, idet det på mange måder havde fællestræk med poesien, som nærmest var hele hans liv. Aftenerne på teatret var også altid en kilde til stor inspiration for ham, så hvis han var midt i en blokade eller anfald af idéløshed, var teatret ofte det, han søgte til. Det var ikke nødvendigvis altid præcis dette teater, det var lidt alt efter hans humør.
Han havde været noget skeptisk over, at Lupa var blevet tildelt rollen som Lucy Harris, eftersom han da ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig sin unge veninde i den rolle, men hun havde overrasket positivt. Hun var en fremragende skuespiller, det måtte han give hende. Selvfølgelig havde han gæstet teatret før, så det var heller ikke første gang, han havde set hende, men derfor overraskede hun stadig. Som forventet, så var de heller ikke mere end et kvarter inde i spillet, før det begyndte at krible i Jeremys fingre efter at skrive de tanker ned, der meldte sig på banen. Det var ikke bevidst. Han var en mand, der er nogen grad var styret af sin spontanitet, men af respekt for skuespillerne, havde han afholdt sig fra at finde pen og papir frem midt i forestillingen. I stedet havde han gjort sit bedste for at forme sætningerne og arkivere dem i sit sind, indtil han fik lejlighed til at komme hjem og grifle det ned.
Allerede da han havde spottet Lupas navn på rollelisten, havde han besluttet sig for at blive hængende efter forestillingen for at hilse på hende, eftersom det i hans optik var alt for sjældent, de fik mulighed for det. Normalt var han ellers ikke den videre sociale type. Af en eller anden mystisk grund opstod der altid akavet stilhed og ubehagelige pauser, når han skulle interagere med andre mennesker, men ikke med Lupa. Han holdt sig ude i siden, mens han ventede på hende, og havde netop kørt en hånd igennem det i forvejen pjuskede hår, da han fik øje på hende.
”Lupa!” hilste han varmt og lyste op i et skævt smil, som han skubbede sig ud fra væggen og kom hende i møde.

[Deleted]

Det var måske ikke helt utroligt igen, at Lupa (i de to forestillinger hun havde spillet med i på dette teater) havde fået nogle af de større roller. Hun havde jo før Jekyll and Hyde spillet med i Evita, hvor hun havde fået sig hovedrollen som Eva. Men det var jo også hende grand-grandfætter, Raoul, der ejede teatret sammen med hans bedste ven og svigersøn, Enjolras. Men eftersom Lupa både havde fået teater og sangundervisning af Raoul, siden hun var lille, var det måske ikke så overraskende igen. Det havde altid været planlagt, at hende og Loke skulle ind og arbejde på dette teater. Selv var Loke med i produktionen af Fiddler on the Roof, hvor han havde fået sig rollen som Motel. Han havde dengang også spillet med i Evita og havde haft rollen som Che. Det havde jo hele tiden været planlagt at de skulle arbejde der, da de også begge skulle være Mortem-dedikeret og udrydde mudderblod, men samtidig ville de forsøge at holde sig forholdsvist ukendte på det punkt. Trods familiens åbenlyse historie.
Det var allerede nu fastlagt, at de næste fire, der skulle spilles på teatret ville være Rocky Horror Picture Show, Around The World In 80 Days, Grease og Finding Neverland. Lupa skulle spille med i Around The Wold In 80 Days, hvor hun endnu engang skulle have sig den kvindelige hovedrolle som Aouda. Dette ville dog blive en større udfordring for hende, eftersom hendes stemmeleje var en alt, og som Aouda skulle hun se, om hun kunne tilegne sig en lidt lysere stemme. Det skulle nok gå i sidste ende, men det ville blive svært. Hun var dog umådeligt glad for, at det var den rolle, hun havde fået sig og ikke Columbia i Rocky Horror. Det ille nemlig medføre, at hun skulle være meget let påklædt (hvilket hun også havde været som Lucy Harris), hvilket ikke just behagede hende. Hun var opdraget til at være anstændig og var meget blufærdig, så det passede hende nu ganske fint, at det var stemmen, hun skulle øve med i stedet.
Det tog ikke længe for Lupa at få øje på Jeremy mellem mængden, der så småt var ved at forsvinde fra teatrets indgang. Hun satte i småløb hen mod ham og kunne ikke holde et smil tilbage. "Jeremy!" Nærmest udbrød hun glad. Hun mærkede en besynderlig trang til at hoppe og og give ham et kram, men Mortem-siden fortalte hende, at hun burde lade være, så hun stod imod. "Hvor er det længe siden," sagde hun.

[Jeremy Crevan Fox]

Selvom Jeremy holdt af drama og skuespil i det hele taget, så var det en af de ting, han altid havde været exceptionelt elendig til. Han var alt for distræt til overhovedet at huske enkelte replikker, han fumlede med papirerne og begyndte at svede tran lige så snart flere par øjne blev rettet imod ham. Fuldstændig håbløst. Det var noget helt andet med poesien. Han havde en behagelig, dyb barytonstemme og forstod virkelig kunsten ’at artikulere’, eftersom det var noget, han selv havde valgt at få undervisning i. Det og så musikken. Nogle gange ville han nærmest gå så vidt som til at påstå, at saxofonen var hans kæreste eje, selvom han kun fristedes til at improvisere lidt de aftener, hvor han blev angrebet af pludselige tilfælde af melankoli. Den bløde, fyldige og meget ekspressive lyd gik bare perfekt i spænd med de dystre sindstilstande, syntes han. At naboen så ikke altid delte hans passion, det var bare ærgerligt for naboen jo.
Lupa havde altid haft en særlig plads i Jeremys hjerte. Okay, det lød lidt som noget pladder, men sådan var det nu engang. Formentlig hang det nok sammen med den lange tid, de havde kendt hinanden. Hvor gammel var det nu, hun var? 18-19 år? Så måtte det være omtrent så mange år, de havde kendt hinanden. Jeremy verfede tanken bort, fordi den mindede ham om, at han var ved at blive gammel. I øvrigt noget, hans mor også sørgede for at påpege hver gang, han så hende. Han mistænkte hende for i hemmelighed at gå og længes efter børnebørn, hun kunne ride ranke med, men det var ikke en sag, han havde tænkt sig at gå ind i. Så måtte hun vende sit blik imod Jethro i stedet. Det var alligevel også ham, der altid havde kunnet det der med damer.
Et skævt smil viste sig kortvarigt på hans læber, da også hun fik øje på ham. ”Alt for længe!” medgav han og kunne, i modsætning til Lupa, ikke modstå fristelsen til at gribe hende om livet, da hun kom småløbende hen til ham, og svinge hende en omgang rundt i luften. Uden at slå nogen ned på vejen, selvfølgelig. ”Du var fantastisk.” komplimenterede han oprigtigt hendes performance, som han lod hende finde sit eget fodfæste og trådte et halvt skridt tilbage fra hende igen.

[Deleted]

Selvom det hele havde været planlagt på forhånd, så var det alligevel som en drøm, der gik i opfyldelse, at Lupa endelig var blevet sådan rigtigt skuespiller. Det var det, hun havde glædet sig allermest til ved at graduere fra Hogwarts, det var at kunne komme op på scenen for alvor og ikke bare under en eller anden form for undervisning. Hun var på ingen måde det mest sociale menneske nogensinde, men det var noget andet at tale til folk oppefra en scene og også langt foretrukken frem for at stå nede blandt folk og tale med dem.
Lupa var på dette grundlag ufatteligt glad for, at Jeremy var en Fox, som Mortem'erne jo kom ganske godt ud af det med. Havde han ikke været det, og de tilfældigvis skulle have mødtes, så var det på ingen måde sikkert, at deres forhold til hinanden havde været ligeså godt. Lupa havde kendt ham siden, hun blev født og havde altid fundet ham som et behageligt selskab. Hun havde desuden aldrig været en irriterende og påtrængende lille møgunge, så det havde nok også en del med det at gøre, at han ikke havde holdt sig på afstand af hende dengang. Eller måske det bare var hendes eget had til børn, der gav hende den overbevisning? Om ikke andet, så havde hun været meget genert som lille. Det var først efter, hendes forældre var blevet slået ihjel, hun for alvor kunne kendes som en Mortem. Det havde hærdet hende, men hun kunne endnu være flink over for dem, hun holdt af i forvejen, og selvom hun ikke havde snakket meget om det, så havde Jeremy været en stor støtte for hende gennem den tid.
Hun nåede netop at slynge armene omkring hans hals, som han løftede hende op i et snurrende kram, Hun var en smule forfjamsket, da hun fandt forfæste igen og priste sig lykkelig for, at hun ikke var typen, der rødmede, ellers havde hun gjort det på det kraftigste lige nu. "Jeg... Tak," sagde hun i et pludseligt anfald af generthed. Hun var ganske vist gået lidt amok under Bring on the Men, men det havde kun øget effekten og Raoul havde også rost hende for det efter scenen. Hun overvandt hurtigt sin generthed og omvendte den til yderligere begejstring. "Hvor længe har det ikke være? Lidt over et år? Men ja: for længe. Hvad har du foretaget dig i den tid?" Spurgte hun glad.

[Jeremy Crevan Fox]

Jeremy var måske i virkeligheden lidt stolt over sin lille veninde. Det havde været forfærdeligt, at hun skulle miste sine forældre i så ung en alder - og på så grusom en måde - så han beundrede hende oprigtigt for, at hun var kommet over det uden at lide varige knæk, og stadig havde formået at gå igennem Hogwarts med topkarakterer. En del tilfaldt naturligvis familien Mortem, hvis traditioner han kendte en smule til, men han tilskrev Lupa en stor del også. Hun var en fantastisk lille pige.
”Forsøgt at skrive noget sammenhængende.” brummede han med en munter undertone. ”Det er ikke lykkedes.” konstaterede han selvironisk, og vel også en smule underdrivende. Jeremys pen stod aldrig stille, men naturligvis havde han perioder, hvor det bare fløj derudad og andre perioder, hvor han kunne skrive den samme sætning om og om igen. ”Jeg er jo uduelig uden min muse.” Han sendte hende et sigende blik og lagde let en hånd på hendes arm som et udtryk for fortrolighed - for selvfølgelig mente han hende. I det hele taget inspirerede møder med andre mennesker ham altid. Selv dem, hvor han bare var akavet og fumlende, fordi han ikke anede, hvad han skulle gøre af sig selv, når han stod overfor nogen, som han ikke kendte. Men når der var gået så lang tid siden, de havde set hinanden - alt for lang tid - så bragte det naturligvis også en Heeelvedes masse tanker op til overfladen, som ellers havde ligget gemt i lang tid. Det havde altid fascineret ham at følge udviklingen fra barn til voksen, hvilket han jo havde haft rig mulighed for med Lupa, han foretrak bare at bilde sig selv ind, at hun ikke var helt voksen endnu.
”Ligger der ikke noget i nærheden, så jeg kan invitere dig på noget at drikke?” spurgte han pludselig og så rundt, som om han et øjeblik forventede, at der ville dukke en café eller en restaurant eller noget op fra den blå luft lige foran dem. Han forestillede sig, at man måtte blive tør i halsen igennem et teaterstykke som dette, så han håbede da inderligt, at hun ville sige ja. Han ville gerne have tid til at ’catche up’.

[Deleted]

Et skeptisk smil med en drillende undertone dukkede op på Lupas ansigt, da han sagde, at han ikke havde formået at skrive noget sammenhængende endnu. "Hvis jeg kender dig ret, så er det ikke helt sandt," poienterede hun, dels for at undgå at bliver yderligere akavet over hans bemærkning om, at hun åbenbart var hans muse. Hun var på ingen måde vant til at blive komplimenteret af andre end hendes familiemedlemmer. Og de kørte jo den mere fornemme stil, så det var noget, der var lidt nemmere at snakke sig fra. Disse mere personlige komplimenter var noget, hun ikke havde kendt til at fra andres sider end hendes fars. Men han havde jo været hendes far, så det havde ikke været svært at tage det derfra. Det var nu heller ikke fordi, hun ikke brød sig om det, overhovedet ikke. Men det var ligesom det der med at kramme. Hun kunne oprigtigt godt lide det og holdt faktisk meget af det, hvis det var fra folk, hun kendte godt, men hun var ikke vant til det og vidste ikke helt, hvordan hun skulle forholde sig til det.
"Nu har du jo set, hvad jeg har rendt og lavet, så jeg vil mene, det er fair, hvis jeg også får en smagsprøve på dine sager," tilføjede hun så. Hun havde altid holdt meget af poesi og havde altid beundret Jeremys evner til at kunne digte på den måde, som han gjorde. Det der med bare at blive inspireret af et eller andet og sætte ord på det. Det var en halt anden verden for hende, men en verden, som hun ikke havde noget problem med at befinde sig i. Selvfølgelig havde hun også sine øjeblikke, hvor hun sagde noget flot engang imellem, men det var ofte udtryk for den elendighed, hun somme tider lod sig selv falde hen i, når der ikke var andre til stede, da hun hidtil havde nægtet at vise sådanne følelser overfor andre. Men det der med at kunne sætte ord på tanker og følelser, som Jeremy var i stand til, havde altid være et evne, der dybt havde fascineret Lupa, hvilket nok forklarede hendes forkærlighed for peosi, selvom hun ikke selv helt kunne finde ud af at lave noget i den stil uden en melodi.
Lupa kiggede lidt rundt, som om hun også forsøgte at få et eller andet til at dukke op ved bare hjælp af synet. "Jeg tror, der ligger en café lidt længere nede ad gaden her," sagde hun og nikkede mod en større gade. Hun var ikke selv meget ude, så hun var ikke helt sikker, men det skulle undre hende, hvis der ikke var et eller andet.

[Jeremy Crevan Fox]

”Nå, så det mener du?” spurgte han overvejende, et retorisk spørgsmål, selvfølgelig, og tænkte sig lidt om. ”Hmm… Du bad selv om det! Lad os nu se…” Han tog en dyb indånding, hvilket gav ham tid til at passe sætningerne sammen, som havde svævet i hans tanker siden teaterstykket, og mange øjeblikke gik der ej heller, før han var hensat til den let drømmende og fraværende verden, han så tit befandt sig i. Det kneb af og til for ham at bevare virkelighedsfornemmelsen, distræt, som poéter var flest. Han rakte ud og fangede en af Lupas lange og mørke lokker hår, som han snoede et par gange om sin ene finger.
”Sort.” kommenterede han først, nærmest som intet mere end en konstatering og rynkede panden lidt. ”Som Døden fra Lübeck, der farer i vildelse fra Herodes til Pilatus / Desperat, i sin søgen, som de mørke toner fra en harpestreng. / En spæd hvisken om de første epopéer.” Et mildt, varmt smil bredte sig langsomt på hans læber, da han rettede opmærksomheden mod Lupa igen og søgte hendes blik.
”Når du synger for mig sådan, har jeg intet at sige mer’. / Hver dag uden dét forbydes burde / Min Terpischore, min Melpomene, min Erato.” Han hev blidt i hårtotten, forsigtigt, så det ikke gjorde ondt på hende, inden han lod den falde. Nå ja, alt krævede jo finpudsning i én eller anden grad, men potentialet var der da, skulle han mene. Problemet opstod altid, når han begyndte at tænke for meget over, hvordan han skulle formulere sig - så gik der bare kage i den. Det havde til gengæld ført til, at han kun sjældent ofrede en ting alt for mange tanker, før han kastede sig ud i det, og for det meste ikke tænkte konsekvenserne igennem, før han sagde og gjorde noget. Så sent som den anden dag var han kommet til at fortælle en komplet fremmed kvinde, at hun var meget smuk. Hvad i alverden var der gået af ham dér? Det var det, der fik ham til at fremstå lettere socialt akavet, men i virkeligheden var det jo blot fordi, han var et produkt af sine tanker og følelser.
”Så går vi derhen!” afgjorde han med et smil og bød hende sin arm, inden han begyndte at gå.

[Deleted]

Trangen til at hoppe op og ned, mens hun klappede begejstret blev omgående lagt tilbage og aldrig før ud i livet, da Jeremy indvilligede i at give en prøve på, hvad han indtil videre var kommet frem til. Det var en af de mange ting, der altid havde trukket hende hen mod hans selskab, når de havde været til et eller andet fancy, hvor både Fox og Mortem familierne var til stede. Hun nød virkelig at høre på hans digte. Finpudsede eller ej, så formåede hun altid at blive revet helt med i det og ofte finde selv selv sidende med halvt åben mund og stirrende nærmest hypnotiseret på ham, når han endelig havde færdiggjort det. En tendens, der i starten havde gjort hende yderst pinligt berørt, men som tiden var gået, og de begge var blevet mere komfortabe omkring hinanden, så var det ligesom bare blevet normalt og ikke noget, der blev kommenteret yderligere på. Hans talent var altid en god underholdning til sådanne forsamlinger.
Lupa satte sine tænder i underlæben, som han tog fat om en af de lange totter af sort hår, som hun bar rundt på. Var det meningen, at det skulle give hende kuldegysninger? For det gjorde det... Det sædvanlige udtryk af medtagethed faldt over Lupas ansigt, som han begyndte at tale. Da han rettede opmærksomheden mod hende og fortsatte, lukkede hun dog munden og kiggede genert ned i fortorvet, mens hun kunne mærke en let rødmen stige op i sine kinder, som hun dog inderligt håbede på, at resten af hendes hår sørgede for at dække. Hendes røde kinder havde dæmpet sig tilbage til den sædvanlige ligblege farve igen, da hun rettede blikket op mod ham igen, som han gav blik på hendes hår. Medtaget havde hun ofte været af hans ord, men hun huskede ikke nogensinde på denne måde at være blevet angrebet af en sådan generthed, som hun pludselig blev i dag. Hvordan i al verden kunne det være? "Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen: jeg misunder din evne til at kunne genkende dig selv på den måde." Sagde hun beundrende. Selv kunne hun jo hverken finde hoved og hale på tanker og følelser, men at han bare kunne sætte ord på det på den måde virkede helt magisk på en eller anden måde.
Et smil bredte sig op Lupas læber, som han bød hende sin arm, og hun gladeligt tog imod. Hun havde altid holdt af mænd, der kunne finde ud af at opføre sig som en gentleman. Nok derfor hun aldrig havde været i et forhold før, for det var ligesom en manglende evne efterhånden. Hun skubbede tankerne til side og gik med ham ned ad gaden.

[Jeremy Crevan Fox]

Hendes generthed charmerede ham fuldstændigt, måske fordi det var uventet, at det skulle komme fra Lupa. Spørgsmålet om, hvorfor hun dog var genert, fordi det var der slet ingen grund til, lå lige på tungespidsen, men han var fintfølende nok - og det roste han sig selv for - til ikke at spørge. Han kunne ikke se nogen grund til måske at gøre hende endnu mere genert, end hun var. Det virkede dog også til, at hun fattede sig selv ret hurtigt.
”Når du runder tredive, kære Lupa, så er jeg sikker på, du er i stand til noget lignende også.” forsikrede han hende med et smigret smil, fordi hendes ord betød meget for ham. En ros, der ikke blev givet til alle og enhver, var altid mere værd.
”Så… Du ved, jeg skal spørge..” Det pinte godt nok også Jeremy, at han vidste, hun jo var ved at komme i den alder, hvor alt sådan noget med drenge var ved at blive spændende. Det gjaldt for de fleste andre unge mennesker i hvert fald, så hvorfor ikke også hende? ”Er der slet ingen søde drenge på teateret?” Stakkels Jeremy var slet ikke klar over, at han var adskillige år bagud i dén henseende. Unge blev hurtigt voksne i dagens England, men i sin tid havde han selv været sent udviklet, så det var ikke før efter Hogwarts, han havde opdaget, at kvinder også kunne bruges til andet end at være venner med, dog. Aldrig havde han dog - i modsætning til sin bror - spenderet særlig lang tid på at løbe efter piger. Hvor Jethro havde vendt sig udad for at løbe hornene af, så at sige, havde Jeremy været mere tilbøjelig til at lukke sig inde i sin egen lejlighed med kaffe i massevis, sparsomt med dagslys og adskillige ruller pergament.
Den gentleman-agtige opførsel var altid faldet ham naturligt, så det ikke var noget, han tænkte over længere. Mennesker var forskellige, og nogle kvinder forstod det slet ikke. Flere rynkede også på næsen, når de fandt ud af, at det eneste, han havde i sit klædeskab var et betragteligt udvalg af skjorter, veste og habitter, men det var nu engang det, han var tilpas i.
”Lad os gå herind?” foreslog han og slog ud med den ene hånd, da de ganske rigtigt nåede til en café efter et kort stykke vej, og holdt døren åben for hende.

[Deleted]

Lupa havde altid set Jeremy som værende ældre og klogere end hende selv. Hun havde altid set op til ham på en eller anden måde. Og det gjorde hun også stadig, men da han mindede hende på, at han faktisk var en del år ældre end hende, var det ikke helt på samme måde. Af en eller anden grund, så var han ikke den voksne og hun selv kun et barn. Hun respekterende og så op til ham, men ikke på samme måde som en barn ville have gjort med sin ældre bror, som hun før i tiden havde gjort det. Hun følte sig på en eller anden måde mere ligeværdig med ham, selvom der stadig var en del år imellem dem, og hun nok stadig var et barn i hans øjne. "Det vil jeg nu ikke bide mig alt for sikker i," sagde hun eftertænksom. "Det ligger til familien, ved du nok." Ja, det der med ikke helt at kunne finde rundt i sig selv var et typisk træk for en Mortem. Så var det bare nemmere at lade helt være med at forsøge.
Et forventningsfuldt og spørgende blik blev rettet mod Jeremy, da han tøvende begyndte på et spørgsmål. Og en svag blussen i Lupas kinder kunne ikke helt dæmpes, da han kom med spørgsmålet. "Oh... Jeg..." Det var faktisk slet ikke faldet hende ind. Hun havde haft for travlt med alt muligt andet end at rende rundt og kigge på drenge. Dem havde hun nu aldrig været specielt interesseret i, og nu hvor han nævnte det, så var der jo faktisk mere end en... Men der var nu alligevel ikke nogen, der havde formået at fange hendes interesseret, så det måtte vel være et nej? ".. Ehm... D-det tror jeg ikke," svarede hun forsigtigt og endnu lidt tænkende. Var det underligt, at hun ikke havde holdt øje med den slags? "Hvad da?" Tilføjede hun så. Var der en grund til, han spurgte? Eller var det bare en normal ting at spørge efter? Og hvorfor bekymrede hun sig overhovedet for, om der var en særlig årsag?
"God idé," medgav Lupa og kiggede ind på caféen. Der var kun ganske få mennesker, og det passede hende nu udmærket. Hun nikkede som tak, da han holdt døren for hende, hvorefter hun gik indenfor. Hun ventede dog med at begive sig for langt ind, før Jeremy var med hende. Hun havde aldrig været god til det der med at være ude...

[Jeremy Crevan Fox]

Jeremy lyttede omhyggeligt til alt, hvad Lupa sagde og vendte det i hovedet. Han nikkede samstemmigt til hendes konklusion.
”Det kan du have ret i.” medgav han og fortsatte: ”Du ved, jeg altid er her for dig, hvis du har brug for at snakke. Så skal jeg med glæde prøve at hjælpe dig med at finde dig selv.” Et varmt smil skilte hans læber og han gav kort hendes hånd, der lå på hans arm, et klem. Måske havde han aldrig helt gjort op med sig selv, hvad Lupa betød for ham. Efter ikke at have set hende i så lang tid, stod det i hvert fald klart for ham, at han havde savnet hende mere, end han havde anet. Havde savnet at snakke med hende.
Jeremy gav sig mentalt et slag oven i hovedet, da han observerede pigens reaktion på hans spørgsmål. Det var ikke med vilje. Han stilede virkelig ikke efter at gøre hende beklemt med hver eneste ting, han sagde. Derfor slog han det da også hen.
”Åh, ikke for noget særligt, jeg prøver bare at følge med. Det er jo ikke alle og enhver, der fortjener dig.” forsikrede han hende roligt og modstod trangen til at give hendes hånd et klem igen.
Han fulgte efter hende, da hun var gået ind gennem døren og så ligeledes rundt. Det lod i hvert fald ikke til, at der ville blive rift om pladserne! Det kunne Jeremy skam også sætte pris på – han brød sig ikke om proppede steder.
”Lad os tage plads her.” foreslog han og slog ud med hånden imod et bord til to, i behørig afstand fra de resterende besøgende. ”Hvad kunne du tænke dig?” Med medfødt selvfølgelighed trak Jeremy stolen ud for Lupa, inden han selv satte sig på stolen overfor og gav sig til at bladre igennem menúen for at se, hvad de kunne få.

[Deleted]

Lupa kunne ikke helt finde ud af sig selv for tiden, og derfor var det også enormt rart at snakke med Jeremy igen, som var en hun ikke blot kendte, men også nærede stor tillid til. Og hendes tillid var sandt at sige ikke noget, der blev delt ud til alle og enhver.
Hans ord gav hende kuldegysninger, og af uforklarlige grunde holdt hun vejret, som hun mærkede hans hånd om sin. Ganske kort, men alligevel nok til at det gav hende lyst til at gemme sit ansigt i ren generthed. Hun holdt dog lidt skik på sig selv og sendte ham i stedet et taknemmeligt smil. "Det sætter jeg stor pris på," sagde hun og mente det, til sin egen overraskelse, det helt oprigtigt.
Lupa mærkede, hvordan hun helt fik sommFerfugle i maven ved hans bemærkning. Hun vidste slet ikke, hvad hun skulle sige. En piget fnisen trængte sig på, men hun afholdt sig dog fra det. "Nu smigrer du bare," endte hun med til sidst at sige i en kort latter, der afslørede, at det også havde virket.

"tak," sagde hun sendte ham et varmt smil, da han trak stolen ud til hende, inden hun satte sig. "Jeg ved det ikke. Noget let?" Sagde hun eftertænksomt, og havde aldrig været den store fan af at spise. Men hun var på den anden side også vel klar over, at hun heller ikke kunne overleve helt uden mad, så det måtte hun jo bare tage med sig.
"Hvad skal du have?" Spurgte hun i håb om selv at få lidt inspiration.