One Night Out

[Prof. Rosa Sensimilla]

Tilegnet: @damian

Det var ellers en sjældenhed, at Rosa flottede sig med en tur i byen. Eller, hun var da ofte i byen, det var bare ikke så ofte, hun var der for at feste og drikke - og det var det i aften. Visse af hendes veninder havde anset det for at være nødvendigt, eftersom hun var blevet tildelt jobbet som Professor på Hogwarts, og det skulle da fejres! For en gangs skyld havde Rosa faktisk været enig i, at det var en god grund til at tage i byen. Efter hun var vendt hjem fra at have rejst rundt i verden for et par år siden, havde hun leget med tanken om at komme til at arbejde på sin gamle skole. Nu, da det virkelig var sket, var hun naturligvis glad!
Så Rosa havde pudset sine briller. Hun havde sat sit hår. Lagt en sparsom aften-makeup. Og var draget i byen i alt for lidt tøj i forhold til, hvad januar-kulden fordrede. Den røde kjole var en af hendes favoritter. Hun brugte den faktisk ofte, også i hverdagene, for hun var altid fin i sin påklædning, men til aften havde hun sat et par matchende stiletter og tilfældige smykker til, så det duede til fest. Ikke at Rosa nogensinde kunne finde på at bilde sig selv ind, at hun rent faktisk så godt ud, men hun var faktisk ganske godt tilfreds.
Og hvad var klokken nu? Vel lige over midnat, skønnede hun. Humøret var højt. Der var mange mennesker på den lille bar, men Rosa og hendes veninder havde trukket sig tilbage til et loungeområde i bag, hvor de havde udsigt til dansegulvet og baren. En af veninderne fløj rundt ude på dansegulvet med en random gut. På den anden side af bordet var et par af de andre veninder også ved at indgå nye bekendtskaber. Som altid var Rosa lidt mere tilbageholden. Hun dansede helst ikke, og det hørte bestemt til sjældenheder, at hun stiftede bekendtskaber i byen, men det var fint nok. Når hendes veninder morede sig, morede hun sig.

[Deleted]

Damian sukke let, han stod roligt og så på sit spejlbillede i det store spejl hjemme i hans penthouse lejlighed. Han betragtede sin påklædning med et kritisk blik, den lyseblå skjorte blev dog til sidst skiftet ud med en sort pæn t-shirt, udover den trak han en blazer på af en dyre kvalitet. Han sendte så spejlet et skævt smil, før han tog et par sorte bukser på og et par mørkeblå pæne sko, før han tog sit dyre ur på. Han rette håret og sprøjtet lidt nyt parfume på halsen før han nikkede tilfreds.  Det havde været en lang dag på jobbet, selvom han elskede det, trængte han dog også til at slappe af og det var nettop derfor han var endt ved spejlet. Tøjet skulle være perfekt før han kunne tage i byen, og få sig et glas vin eller to, muligvis også møde en kvinde. Han fik låst af og begav sig mod byen, da han faldt over et sted der var gang i den.  De is blå øjne bar et letter arrogant blik, men der lå også noget gemt bagved blikket, han trådte roligt ind og smuttede op i baren hvor han bestilte et glas af husets bedste rødvin. Han drak altid rødvin, det var det han fortrak og så smagte det ham enormt godt og han viste efterhånden meget om vin og fandt det interessant. Imens han vendte på sit glas, lod han blikket glide rundt, for at tjekke kvinderne lidt ud, der var mange typer men en kvinde som sad for sig selv fik dog fanget hans opmærksomhed. Hun virkede lidt som ham selv, han ville heller ikke danse, og hvis han skulle, var det alene sammen med en kvinde og ikke midt ude på et dansegulv fyldt med fulde folk. Han betragtede hende vurderende, overvejede om han burde gøre hende ved selskab eller om det ville være dumt. Damian blev løsrevet fra sine overvejelser da bartænderen gav ham, hans glas og han betalte roligt, før han igen vendte blikket mod kvinden. Så tog han sig sammen og med sit glas i hånden begav han sig hen mod hende. Da han nåde hen ved hendes bord, satte han et charmerende smil på læben " godaften, hvad laver en køn kvinde som dem alene her ?" spurgte han høfligt, med sin dybe stemme med en stærk britisk accent. Han håbede lidt på at hun ville sige ja, hvis hun gjorde det, ville han tage plads overfor hende, før han ville tage en tår vin imens han ville kaste et blik på hende.  

[Prof. Rosa Sensimilla]

Det var nu egentlig meget fint at være i byen af og til. Det var aldrig noget, Rosa havde praktiseret i hver weekend, og det blev til heller aldrig, men hun havde nærmest altid en god aften, det også selvom hun ikke var lige så fremme i skoene som mange af hendes veninder. Hun kunne ikke helt snakke med, når de gennemgik aftenens erobringer dagen derpå, for hun gik altid hjem alene. Ikke, at det gjorde hende noget, for hun havde altid været i den overbevisning, at hendes veninder var meget kønnere end hende selv. Derfor overraskede det hende også en del, da der var en, som henvendte sig til hende. Først var hun sikker på, det ikke var henvendt til hende, men det var nu engang ved hendes bord, han stod og hende, han smilede til.
”Jeg er skam ikke alene! Jeg har nogen veninder… et eller andet sted.” oplyste hun med et smil og så sig lidt rundt, som om hun forventede, at veninderne ville vise sig hvert øjeblik. De havde nok bare travlt på dansegulvet. De mørkebrune øjne faldt til hvile på manden igen, og hun så undersøgende på ham. ”Kender jeg ikke dig?” Altså, hun var overhovedet ikke sikker i sin sag! Der var kommet et par glas rødvin indenbords i løbet af aftenen og også en enkelt dragesnaps eller to, så Rosa var i ganske god stemning, uden at være helt væk, naturligvis. Det forekom hende helt sikkert, at hun genkendte manden et sted fra. Sine rejser? Fra Hogwarts, måske? Tankevirksomheden foregik en anelse langsommere på grund af alkoholen og der gik et øjeblik længere, end der ellers ville have gjort, før hun lyste op i endnu et smil. ”Damian, ikke? Damian Kingsley?” halvvejs spurgte, halvvejs konstaterede hun derpå og rykkede sig lidt til siden, så der blev plads; en lydløs invitation til, at han gerne måtte sætte sig, hvis han ville. Beruselsen gjorde også sit til at feje Rosas generthed overfor mænd bort, men nu var det jo alligevel én, hun kendte - var det ikke? Det var altså ret mange år siden, hun havde set Damian. De havde været fine venner, da de gik på Hogwarts, men det var ved at være mange år siden! Dog syntes hun, at han bestemt lignede sig selv. Det ville være knaldhamrende pinligt, hvis det nu ikke var ham.

[Deleted]

Damian løftede let et øjenbryn, hun lignede ikke en der havde forstået, at det var hende han henvendte sig til. Men han sendte et smil til hende da hun opdagede at det var hende han snakkede til, han så let rundt da hun snakkede om nogle venindere, men de var ikke lige i nærheden så derfor havde han en chance. Han lo roligt" når okay, men hvorfor er du så ikke ude og danse med dem?"spurgte han undrende, normalt ville han virke arrogant og dømmende, men den facade havde han ikke oppe når han var i byen, for det ville han ikke rigtig score noget på. Da hun begyndte at snakke om, at hun kendte ham, lage han hoved let på skrå og så tænksom på hende. Han rode rundt i sit sind, for at prøve på at huske hende men det var ikke helt nemt. Damian havde det med at glemme folk, hvis han ikke havde set dem i mange år, men der var dog noget bekendt ved hende. " måske, du virker også bekendt" tilføj han let, imens han kløede sig let i håret " ja det er mit navn, har vi set hinanden på ministeriet eller?"sagde han roligt. Damian opfangede hendes diskrete gestus og tog roligt plads ved siden af hende. Før han så tog en tår af sin vin, imens han vendte blikket mod hende, han sendte hende et charmerende smil og så letter afventende på hende. Han kunne sagtens have mødt hende i ministeriet, der var så mange ansatte, men der var mange som ikke rigtig kunne lide ham på grund af hans arrogance og meget til lukket væsen som godt kunne komme med et grimt ord. Men den side af sig selv var gemt væk, og nu var han yderst venlig og høflig. Den gang han gik på Hogwarts, var han en stille fyr, men som godt kunne svare igen og virke fjendtlig, men også meget fokuseret på sine lektier. Dog havde han haft et par gode venner, som var kommet lidt ind på livet af ham.  

[Prof. Rosa Sensimilla]

Et lille smil viste sig på Rosas læber, da han lo. ”Uf, nej nej, jeg danser ikke.” udbrød hun og så på ham med et nærmest panisk udtryk, som om hun forventede, at han øjeblikket efter ville slæbe hende derud på dansegulvet. Det var jo ikke fordi, hun ikke kunne finde ud af det, altså, men… Ja. Rosa dansede bare ikke, det havde hun aldrig rigtig gjort, undtagen til familiefester, hvor der virkelig ingen vej var udenom.
Det kom ikke spor bag på hende, at han ikke umiddelbart kunne huske hende. Hun var jo heller ikke værd at huske, altså, og der var også gået rimelig mange år. Hun rystede benægtende på hovedet, da han spurgte, om de havde sit hinanden i Ministeriet. Det var ganske usandsynligt, eftersom det til stadighed kunne tælles på én hånd, hvor mange gange Rosa havde sat fod på det sted. ”Vi har gået på Hogwarts sammen. Rosa Sensimilla.” oplyste hun og introducerede let sig selv i et håb om, at han så ville kunne huske hende. Og ellers måtte de vel bare starte fra bunden af. Rosa havde ej heller haft mange venner i sin tid på Hogwarts, men det var nok derfor, hun huskede de fleste af dem ganske godt. Hun rykkede sig lige en ekstra tomme, da han satte sig ned ved siden af hende, bare sådan, de ikke kom til at skulle sidde klinet op ad hinanden. Det var varmt nok i forvejen.
”Er du lige kommet? Er du her selv?” spurgte hun nysgerrigt og betragtede ham vurderende med hovedet lidt på skrå. Han var egentlig blevet til en ganske pæn mand med årene, konkluderede hun i sit indre. Hun erindrede ham ellers som en lidt reserveret gut, som havde været lidt svær at komme ind på livet af, men han virkede da meget åben nu. Ikke spor arrogant, men tværtimod yderst charmerende!

[Deleted]

Damian lo let " når ja, det giver også bedre mening, men bare rolig, det gør jeg heller ikke"sagde han muntert, før han tog en tår af sit glas. Han svang væsken rundt, duftede kort til det før han nippede let til det, som var han prof vinsmager. Han ville da gerne kunne huske hende, det var slet ikke det, men det var ikke nemt for ham at huske folk. Damian kløede sig let i håret da hun rystede på hoved " det var nu meget godt"svarede han lidt mystisk imens han betragtede hende, indgående for at huske hende, men da hun nævnte sit navn, lyste han op i et smil " Botanik Rosa" udbrød han lidt overrasket" det er godt nok mange år siden" tilføj han muntert. Damian så lidt rundt, før han igen vendte blikket imod hende og sendte hende et let smil " hvad går du så og arbejder med? og har du fået dig en mand?"spurgte han nysgerrig. Snak om karriere var altid noget han hurtigt bragte på banen, da han selv elskede at arbejde og var opdraget til at blive til noget stort, da hans slægt forventede meget og ønskede at blive et kendt navn, Damian rystede nu selv på hoved, imens han trak let på skulderen" jeg er næsten lige kommet"startede han roligt" men jeg er ikke sammen med nogle, er taget her hen alene"sluttede han roligt af og sendte hende et charmerene blik. Det havde ikke lykkes ham at finde, en kvinde han gerne ville dele resten af sit liv med, en kvinde som ville føde hans børn når tiden var inde til det. Han var ikke nem at være sammen med, man skulle kunne klare hans arrogance og at han arbejder rigtig meget, men også at man kan styre ham og give ham modspil. De fleste kvinder begynder at kede ham efter et par uger, så derfor har han kun haft et par affære, men hans kone skal kunne holde ham nysgerrig. Damian var vokset op og blevet en stærkere mand, han var blevet køn og en smule mere åben. Men hans åbenhed idag har været stor fordi han var på jagt efter at få sin lyster styret og derfor var han ikke helt som han plejede. Han vendte igen blikket mod hende" du må endelig sige til hvis du mangler noget af drikke" sagde han høfligt.  

[Prof. Rosa Sensimilla]

”Åh, det var godt.” sukkede Rosa, tydeligvis lettet over, at hun ikke kunne forvente at blive budt op til dans og sendte ham et stort smil. Hun rynkede panden kortvarigt over hans mystiske bemærkning. Var det nu meget godt, at de ikke kendte hinanden fra Ministeriet? Det var noget mærkeligt noget at sige, men hun lod det behændigt passere. ”Lige netop!” smilede hun, da han omsider genkendte hende. ”Særdeles mange år siden! Hele tretten år siden!” Hold da fast, det var faktisk rigtig mange år, der var gået. ”Botanik…” svarede hun med en lille latter og et muntert blik, eftersom han lige havde genkendt hende som ’Botanik-Rosa’. ”Jeg er lige blevet ansat som Botanikprofessor på Hogwarts!” fortalte hun glad og også tydeligvis lidt stolt. ”Ingen mand.” Hun viftede lidt sigende med fingrene på sin højre hånd, hvor der ingen vielsesring var at se. ”Du arbejder vel i Ministeriet, kan jeg næsten regne ud?” Eftersom han havde foreslået, om det var i Ministeriet, de havde set hinanden. Men det var jo også en arbejdsplads, som beskæftigede en meget stor del af Storbritanniens hekse og troldmænd.
”Så må din hustru da mangle dig?” Det var faktisk ikke for at fiske, at Rosa sagde det. Hun gik bare nærmest per automatik ud fra, at han var gift. Altså, selvfølgelig var han da det. Han var i øvrigt også vældig stilig, hvilket hun på en eller anden måde fik kædet sammen med, at han måtte have en kone. Sikkert alkohol, der spillede ind.
Rosa havde ingen anelse om, at det på en måde var lidt af en facade, han kørte med lige nu. Når hun nu ikke havde snakket med ham i så mange år, som det efterhånden var siden, så kunne hun jo ikke gennemskue ham. Det måtte da bare være sådan, som han havde udviklet sig. Og hun klagede bestemt ikke! Han var da yderst behageligt selskab.
Hendes blik faldt på det tomme vinglas, der stod på bordet. ”Åh ja, det gør jeg faktisk. Men det skal du nu ikke sørge for.” afslog hun behændigt med et lille smil og gjorde mine til at ville rejse sig for at hente et nyt glas til sig selv. Der var da absolut ingen grund til, at han spildte sine dyrebare penge på hende, eftersom hun i øvrigt heller ikke vidste, hvilke bagtanker han havde haft med at tage i byen denne aften.

[Deleted]

Damian smilede let, og løftede let overrasket øjenbrynet " 13 år siden? jeg havde helt glemt hvor længe siden det er"sagde han ærligt, før han tog en tår vin for at tømme. Han kunne nu godt huske, at hun havde været helt pjattet med botanik og det havde han da også nydt godt af, hvis han havde været i tvivl om noget, havde hun altid haft svaret. Hans bedste fag, havde været magiens historie, besværgelse og latin. Det var de fag han fordybede sig allermest i og det havde da også hjulet ham her på sit arbejde. Han nikkede roligt til hende og sendte et smil " Det lyder som et job, lige for dig" sagde han ærligt og med en snert af arkendelse som var sjældent at få fra ham. Han så lidt overrasket på hende " ikke ? det er jeg da ked af at høre" sagde han roligt, og vendt blikket mod dansegulvet. Han smilede let" Ja jeg arbejder indefor ministeriet, på afdelingen med lovgivning"sagde han med en stemme fuld af passion " vi har travlt her for tiden, nu hvor vi har ny minister er kommet til"sagde han let. Damian vendte blikket imod hende igen " min hustru ? jeg har desværre ikke en"sagde han roligt og lo let, det var godt hun ikke havde mødt ham andre steder ind her, for de fleste kunne ikke lide den måde han normalt var på. Da hun skulle til at rejse sig, rystede han roligt på hoved " jeg skal også selv have, så jeg gir" sagde han roligt, før han rejste sig op og smuttede op til baren. Da han kom tilbage, havde han en rødvins flaske med, en af dyre kvalitet. Damian havde altid haft en dyr smag, og hans tøj var altid pænt, men som mand i ministeriet, skulle man også være pænt klædt. Han tog plads ved siden af hende, hvorefter han skænkede hende et glas vin, før han selv hældte et glas op til sig selv. Han sendte hende et forførende blik, før han hævede sit glas " skål for godt selskab " sagde han høfligt og begyndte at flirte lidt med hende, nok også fordi han havde drukket nok. Han kunne virklig godt bruge en tur, og få styret sine lyster, dog vidste han også han skulle være forsigtig da man aldrig vidste om der var en journalist tilstede og han ønskede ikke at ende på forsiden for afsløring i at have mange affære. 

[Prof. Rosa Sensimilla]

”Tiden går hurtigt.” medgav hun og nikkede lidt for at understrege sine ord. Når hun tænkte på det, kunne hun slet ikke fatte, at det var så lang tid siden, de havde gået på Hogwarts, altså tolv år for hendes eget vedkommende. Og alle de ting, der var sket siden! Rosa havde været vidt og bredt rundt i verden og havde nærmest drænet den for al botanisk viden. Næstefter Botanik havde Eliksir været hendes bedste fag, men det var også noget nær de eneste fag, hun nogensinde havde brilleret i. På alle andre områder var hun ganske middelmådig.
”Jeg glæder mig så meget til at komme rigtigt i gang!” udbrød hun glad og lyste helt op, når hun talte om det. Det eneste, der var lidt mærkeligt, var, at hun jo havde overtaget jobbet fra sin gode ven, Callum. Heldigvis havde han gjort at godt job, virkede det til. ”Uh, nej, det skal du slet ikke være! Jeg klarer mig ganske udmærket uden.” Hun viftede lidt afværgende med hænderne. Det var jo sandt nok. Rosa havde slet ikke så høje tanker om sig selv, at hun troede, der nogensinde ville komme en mand forbi, som ville falde for hende. Engang havde hun været så naiv, men det var endt med, at hun havde fået knust sit hjerte, så nu holdt sig bare helt fra det. Det var meget nemmere.
”Spændende!” Så han arbejdede i Afdelingen for Magiske Lovgivning? Rosa vidste ikke så meget om det, men hun vidste i det hele taget ikke så meget om, hvad der rørte sig i Ministeriet - men hun havde dog fået med, at der var kommet en ny Minister for Magi! ”Jah, hun er vidst meget muggler-venlig, ikke?” funderede hun en anelse eftertænksomt. Det var, hvad hun havde hørt. Ikke at det gjorde Rosa noget, hun havde i det hele taget ikke noget imod nogen.
”Virkelig?! Eller jeg mener.. øh… Det var jeg ellers sikker på.” sagde hun med et overrasket udtryk, da hun erfarede, han ingen kone havde. Hvorfor dog ikke? Altså, det kunne da ikke være fordi, der ikke var nogen, der ville have ham.
Rosa nåede nærmest ikke at få set sig omkring, før Damian havde hentet en flaske vin ned til dem fra baren, så hun næsten var tvunget til at acceptere, at han gav. Hun bemærkede, at hans blik ændrede sig, og var tæt på at rødme under det. ”For godt selskab!” gentog hun i stedet og tog derefter en betragtelig slurk vin.

[Deleted]

Damian smilede let, betragtede hende imens han blot nød at snakke, uden at skulle tænke over sin udstråling. Han nikkede let, det var mærkeligt at tænke på at det var 11 år siden at han var stoppet på skolen og havde fået sit bevis i hånden. Som en ægte Ravenclaw havde han bestået alle prøverne med højste karakterer og hans far havde været stolt, nu regnede hans far så med at han ville blive til noget stort og at han måske kunne styre slægten når faren ikke længere kunne. Damian havde en drøm om at blive misister for magi, når han var gammel nok, men han var dog ved at samle ideer ind, selvom han først kunne deltage i valget om 10 år ca. " det lyder da også spændende" sagde han ærligt og sendte et forførende smil til hende. Han så lidt undrende på hende, han havde regnet med at hun allerede havde en kæreste og måske endda et barn "og du drømmer slet ikke om at stifte familie?"spurgt han lidt undrende og løftede let et øjenbryn. Damian drak en tår mere af sin vin, sukkede afslappet og lænede sig tilbage hvorefter hun lagde en arm om hende, men meget forsigtigt men forførende. Han nikkede let da hun begyndte at snakke om hans job " meget ja, og det er en god start, jeg har en drøm om selv at blive minister engang" sagde han roligt, med passion i stemmen og det glimt i øjet. Han sukke let " ja det må man sige hun er, og vi har godt nok travlt med alle de nye love, som vi skal have styr på"sagde han ærligt og tog en slurk vin. Da hun snakkede om hans forhold, så han lidt undrende på hende" det er vel ikke et krav at have en? men selvfølgelig vil jeg da gerne have en"sagde han lidt undrende " men det kræver at der findes en kvinde et sted derude, der vil have mig" sagde han roligt. Damian lod forsigtig hans hånd hvile på hendes lår, imens han betragtede hende med et forførende blik. Al det snak om kærlighed, bragte lysten frem i ham og derfor ville han prøve hende lidt af, måske hun var frisk? " nå men hvor bor du så henne i verden?"spurgte han  nysgerrig, imens han betragtede hende indgående. Hendes veninder ville sikkert ikke have noget imod at hun tog med ham " de kunne vel ikke have lyst til at tage med mig hjem? jeg har sikkert en god flaske vin, og en lidt mere behaglig atmosfære ,  hvis det kunne friste?"spurgte han meget charmerende og med et glimt i de is blå øjne. 

[Prof. Rosa Sensimilla]

Rosa var overlykkelig over at have fået stillingen på Hogwarts. Jo, det havde da også været rigtig godt at arbejde i Kew Gardens, men der var det hele bare så tys tys, eftersom den magiske afdeling lå lige ved siden af den ikke-magiske. På Hogwarts kunne hun virkelig få lov til at dele ud af sin viden indenfor Botanik, og dét glædede hun sig til. ”Dét er det også. Meget! Jeg elsker det i hvert fald.” bemærkede hun smilede og løftede vinglasset til læberne igen. Hun var på det nærmeste opvokset med vin, eftersom det var en ting, den italienske familie nød i meget høj grad. Hun trak lidt på skuldrende til hans spørgsmål om, om hun da ikke drømte om at stifte familie. ”Tjoh, men det kræver jo også en mand.” Endnu et løst skuldertræk. Rosa ville da hjertens gerne stifte familie! Hun var et stort familiemenneske og elskede, når de alle var samlet! Det var ikke dét, der var problemet. Det var mere fraværet af en mand - uden en sådan kom hun jo ikke så langt. ”Er det rigtigt? Det er godt nok ambitiøst!” udbrød hun lidt imponeret, da han afslørede, at han selv drømte om at blive Minister for Magi en dag, og lagde således slet ikke mærke til, at han lagde armen omkring hende. ”Nej nej, overhovedet ikke! Det var ikke det, jeg mente… Jeg kan bare ikke tro, at der ikke findes en kvinde, som vil have dig.” uddybede hun med en lille beruset latter og rystede lidt på hovedet. Hun rynkede panden en lille smule, da hendes blik faldt på hans hånd, der lå på hendes lår, som om hun undrede sig over, hvad i alverden den lavede dér. Varmen fra hans hånd trængte tydeligt igennem de tynde nylonstrømper. Det var også lang tid siden, hun havde været sammen med en mand. Tanken kom til hende på grund af beruselsen af alkohol og de forførende blikke, han sendte hende. Et øjeblik tog hun sig selv i at overveje... Men nej. Så lod hun hånd være hånd og så op på ham igen. ”Langt herfra. Jeg har en lejlighed i Glasgow, men ellers skal jeg jo også til at tilbringe det meste af min tid på Hogwarts.” fortalte hun og drak igen lidt rødvin. Så varmt, det var blevet. ”Det kunne da være hyggeligt! Det er heller ikke til at høre, hvad man selv… Eller har du skumle bagtanker?” Rosa havde nærmest allerede sagt ja til at tage med ham hjem, før hun kom til at tænke på, at det jo ikke nødvendigvis var for at snakke, han inviterede hende.

[Deleted]

Damian nikkede roligt, før han tog endnu en slurk af vinen, selvom han ikke var italiener elskede han vin, altså rødvin hvidvin smagte ham ikke rigtig. Hjemme i hans penthouse lejlighed, havde han indrettet et lille rum til sin vin samling, der var sten på vægende og et klimaanlæg som sørgede for at vinen holde den rette temperatur, hans samling var lige nu oppe på over 500 flasker og nogle af dem var flere år gamle og købt på aktioner og havde koste mange flere penge end de fleste ville gætte. Men disse særlige flasker, rørte han dog ikke, der skulle være den rette anledning før han kunne finde på at åbne dem. Damian drak omkring to flasker om ugen, da han ofte tog sig et par glas efter arbejdet, det var hans måde at slappe af på. Han smilede let" det vigtigste er jo man laver noget man brænder for"sagde han med en hvis alvorlighed i stemmen. Han betragtede hende let da hun snakke om kærlighed " ja det er ikke altid nemt at finde den rigtige fyr/kvinde"sagde han ærligt og sukkede let, før han så trak let på skulderen" regner du så med at købe ny bolig? altså for at komme tætter på skolen" sagde han spørgende, imens han let nussede hendes lår. Damian udstøde et let grin over hendes sidste ord, et kækt smil gled over hans læbe " bagtanke? nej da det kunne jeg ikke finde på, men jeg kan sikkert finde en bedre vin der hjemme istedet for denne"svarede han charmrende imens han nøje så på hende. Hun skulle da ikke vide, at ikke ville have noget imod at hygge sig lidt med hende, på en anden måde end nu " og de er velkommen til at blive natten, over så de ikke skal tage hjem så sent" tilføj han høfligt og rejste sig op, hvorefter han rakte hende en mandig hånd. Damian var ikke en splejs, han var en muskuløs fyr og var stræk som bare fanden, desuden sørgede han for at holde sig  form og spise ordenlig mad. Disse vaner stammede fra hans tidligere år som fangevogter, dette var et job han havde fået lige efter han var stoppet på skolen, og det job krævede at man var stærk og kunne beskytte sig selv uden stav. Han havde dengang været oppe og slås med et par af fangerne, men efter godt to år var han stoppet på jobbet for at uddanne sig til politiker før han så var kommet til ministeriet som han havde drømt om. Han havde dog ikke været klar til den uddannelse lige efter Hogwarts selvom han havde bestået alle fag med højeste karakter, men de to år havde også modnet ham og gjord ham klar til jobbet i ministeriet. Damian ville trække hende op, hvis hun tog imod hans fremstrakte hånd. Han håbede at hun sagde ja, da musikken og de mange mennesker efterhånden var ved at gøre ham træt.