Morning'

[Deleted]

Cher Boydell

John tumlede ned ad en af Londons mange små, snævre gader. Han havde ikke haft den bedste nat. Det var sgu ikke så behageligt at ligge op af en stikkende bygning i en tynd sovepose. Soveposen var efterhånden også ret slidt. Han måtte have en ny. Problemet var bare lige, at han ikke have særlig mange penge. Ha. Hvordan fanden skulle han også få fat i dem? Han var ikke 'egnet' til et job, og han kunne ikke regne med at kunne låne eller få penge af sin far. Nej. Faren var ikke just glad for ham - overhovedet ikke. Bare fordi han var en fuser, levede han ikke op til farens høje standarder. Det var heldigt for den gamle, at han havde Johns søster. Hende, der gjorde alt perfekt. Så kunne han da være stolt af et af sine børn. Men at være stolt af, ham, John? Det var der sgu ingen, der var, men der var heller ikke så mange mennesker i hans liv. Han var lidt af en enspænder. For det meste overnatte han på gaden. Nogen gange tog han hjem til sin far, men det var fandeme sjældent. John hadede den mand. Virkelig. Ikke en eneste god ting havde han gjort godt som far i de seksten år John havde levet. Det var utroligt. Tænk at være så skuffet, så hadende overfor sin egen søn, bare, pga., at han var en fuser.. Hvor var omsorgen nu til dags? Ingen steder!
Han fortsatte ned af gaden. Morgen kulden trængte igennem den lille jakke, han havde på, og selvom han havde små vandter på frøs han, også utroligt om sine fingrer. Fed skæbne han havde. At leve på gaden som seksten årig. Han lærte da i den grad at blive selvstændig. På den hårde måde. Lige nu var han på vej hen til et hjørne, hvor han havde efterladt sin guitar og skateboard forrige aften. Sine to kæreste ejendele. Det var lidt dumt, at han bare havde efterladt dem, men han havde ikke orket at slæbe rundt på dem, mens han rendte rasteløst rundt, og hvem var interesseret i et gammelt board og en guitar, der knapt kunne stemmes? Hvis han spurgte sig selv; ingen.
Han fik sig selv til at smile. Det var meget nemt. Han var en glad type, selvom han levede det liv, han nu gjorde, og hvis man skulle holde sig selv ud, vær eneste dag, blev man nødt til at være indstillet en anelse positivt ellers, ville man sgu da ende med at blive helt sindsyg. Nogen gange fattede han heller ikke, hvordan han kunne holde sig selv ud, men det var jo gået fint indtil nu.

[Cher Boydell]

”Nej tak, jeg kan godt selv komme hjem. Bare fordi jeg er pige, er jeg ikke totalt hjælpeløs. Ellers tak.” Cher smilede overdrevent til fyren der stod foran hende, klar til at følge hende ud fra pubben.
”Jeg mener bare… De har drukket hele natten, og De har stiletter på, er De helt sikker på, at De godt selv kan komme hjem?”
Cher rullede med øjnene. ”Ja, det kan jeg godt, og du behøver ikke holde fast i min arm.” Endnu et sukkersødt smil.
”Jamen… søde skat, er…”
”Hvis du ikke giver slip på min arm, så losser jeg dig over knæet - og tro mig, stiletter gør mere ondt, end hvad de ser ud til. Okay?” Det sukkersøde smil spillede stadigvæk omkring de falmede, rosenrøde læber, som hun tippede hovedet uskyldigt på skrå.
Med en utilfreds mine gav herren slip, og hun smilede endnu engang til ham, inden hun sendte en trutmund i hans retning og begav sig ud af døren.

Nu befandt hun sig så midt i en masse gydelignende gader, og spekulerede på, hvordan hun overhovedet havde fundet frem til så ussel en pub i første omgang. Og hvor hun skulle begive sig hen, for at komme hjem. Ikke, at det gjorde så meget - lige nu gad hun faktisk bare godt have noget at spise, så måtte hun finde ud af, hvordan hun kom hjem senere. Den tid, den sorg, ikke?
Så nærmest snublede hun over noget, der stod placeret på et hjørne. Hvad? Hun så lidt nærmere på tingene - et skateboard og en guitar. Hvem placerede bare sådan noget midt på gaden? Sikkert en med masser af penge! Gid hun selv havde så mange; ikke, at hun manglede noget. Næ, egentlig tjente hun ret godt. Men penge havde det med at smutte mellem fingrene på hende, da den livstil hun holdt sig ikke ligefrem var… billig. Skateboardet stod placeret op af muren på gadehjørnet, og med en bevægelse med foden fik hun det til at stå nede på fortovet - så satte hun sig ned på boardet, tog guitaren i hånden og gav sig til at spille. Boardet var givetvis lidt renere end selve fortovet.
Hurtigt kom hun dog frem til, at vedkommende, der havde efterladt tingene, nok ikke havde røven fuld af penge - guitaren lød… gammel. Ustemt. Så hun gav hurtigt op og forsøgte at stemme skidtet, men det gik ikke helt, som hun havde forstillet sig. Så valgte hun bare at give pokker i det, og spillede videre, selv om det lød lidt kattejammer-ish. Det var kun hyggeligt. Hun var stadigvæk lidt bagstiv, og var egentlig pænt ligeglad med alting.
Hun var iført et par sorte, enkelte stiletter, et par sorte, hullede skinnyjeans og dertil en sort croptop med gulfarvede ærmer, en guldfarvet tekst over brystet ’OMFG I hate you’, og en bred halsudskæring, der uden at afsløre for meget, alligevel afslørede lidt. Hendes hår var lettere uglet - det havde været glattet, da hun tog hjemmefra om aftenen, men bar nu præg af, at hun havde haft en hånd igennem det nogle gange, og at hun også havde været ude på dansegulvet. Makeuppen var falmet lidt, men var ikke decideret udtværet. Den sorte eyeliner sad stadigvæk pænt omkring hendes øjne, og selv om farven ikke var lige så dramatisk, var den der endnu og sad pænt. Mascaraen sad også, som den skulle. Læberne var røde endnu, men var som nævnt falmet en smule. Alt i alt så hun egentlig stadigvæk rimelig køn ud, på trods af, at hun havde været i byen hele natten.
Ubekymret fiskede hun en cigaret frem fra lommen, som hun tændte ved hjælp af en lighter, som hun kastede fra sig - der var alligevel ikke mere i den. Så inhalerede hun dybt, spillede videre, og ekshalerede langsomt, som et muntert smil prægede hendes ansigt.