Problems, dolly?

[Deleted]

Tag: Cher Boydell

Det var ved at være sent på aftenen, og de fleste var begyndt at forlade kroen ved denne tid. Det Glade Vildsvin var jo ikke just en party-kro, det var mere her de lidt skumle typer kom for at snakke om deres ulovlige forretninger, eller hvad de nu lavede. Hvad end de snakkede om, så havde Rigel i hvert fald talent for at opfange det, hvilket jo selvfølgelig også var grunden til, at han vidste så meget om alle mennesker. Det, og så var han jo også en af de typer, der bare elskede at sidde og lytte til andre folks problemer. Jovist hjalp han ikke altid folk med dem, men det at lytte til dem og fange ny information, det var virkelig en af hans ynglingsaktiviteter. Det fik han meget af på denne kro i hvert fald, for her kom eleverne jo, hvis de var for triste til at feste, og selvom nogen af dem altid krævede lidt overtalelse, så havde det altid lykkes ham at få det ud af dem.
Selvom kroen endnu ikke var lukket, så gik de sidste nu, men Rigel havde nu heller ikke i sinde at give op endnu. Det skete jo af og til, at der kom folk forbi senere end alle andre for at kunne være helt i fred. Ja, det var jo så med undtagelse af Rigel selv, men ham synes de fejlagtigt ikke rigtigt at tælle med i den slags. De skulle bare vide. Han samlede nogle krus ind fra bordene, som han gik om bag disken med, hvorefter han gav sig til at overveje, om det var det værd at begynde at rydde op eller gøre lidt rent?. Det var jo trods alt ikke blevet gjort i godt to år og sikkert heller ikke før det. Som altid endte han dog med at droppe denne overvejelse og lænede sig i stedet op ad disken og begyndte at fløjte sange fra Les Misérables.

[Cher Boydell]

Det var begrænset, hvor meget man kunne komme til at feste, når man befandt sig i den magiske verden; i hvert fald kontra mugglerverdenen, som jo var der, hvor hun var vant til at begå sig. Her var dødkedeligt, alligevel formåede Cher at komme tilbage hver evig, eneste gang. Og gang på gang blev hun drønskuffet. Her var jo ingenting? Det var bare dødt, tørt og trist. Det var lige til at blive direkte deprimeret over?
Hun slingrede ned af de tætte gader på de sorte stiletter. Det var efterhånden blevet pænt mørkt og pænt koldt… og pænt sent, men det bemærkede hun nu ikke. Hun havde også et glas ildwhisky i hånden, som hun ikke helt erindrede, hvor hun egentlig havde erhvervet sig. Hun var iført en lårkort, sort cocktail kjole, der egentlig var meget simpel, med en rund, blød halsudskæring, der ikke viste for meget, men alligevel hentydede til, at der trods alt var noget. Ærmerne var i blondestof og afslørede en fin, porcelænshvid hud, de steder hvor mønsteret tillod det. Hun skyllede den sidste sjat whisky ned, som hun dumpede glasset i en skraldespand og så sig lidt omkring med hovedet vejende fra side til side. Hun bemærkede, at en lille, separeret gruppe forlod noget, der lignede et værtshus - og da de sidste, eller hvad der lod til at være de sidste, var gået, begav hun sig forsigtigt derover.
Ubesværet fik hun skubbet døren op og lod det isblå blik glide rundt i rummet. Der var ikke nogen. Ingen andre, end bartenderen. Hendes mørke lokker bar præg af, at det havde været glattet, da hun tog hjemmefra, men at hun efterhånden havde kørt en hånd igennem det så mange gange, at det var blevet lidt smårodet. Øjnene præcist indrammet i et lag sort eyeliner med mascara, og læberne farvet røde, dog var farven blevet lidt falmende over aftenen. Bartenderen nynnede noget, som Cher ikke umiddelbart kunne genkende, så hun tippede hovedet let på skrå. ”Kan man få en drink? Eller er du ved at lukke ned?” Så tippede hun hovedet til den anden side. Primært fordi hun syntes, at det var sjovt, at hovedet sejlede så meget og føltes vægtløst, som det gjorde. ”… og måske et tæppe af en art. Det er lidt koldt.” Et grin undslap hendes læber, som hun let slog hænderne ud mod sig selv. At sige, at hun havde været klædt på til vejret, var da i hvert fald en underdrivelse.

[Deleted]

Som Rigel så sig om i sin kro, så forsøgte han at ignorere den kendsgerning, at det ikke var et just hygiejnisk sted at være. Hvis man var et normalt menneske, og der ikke havde været dækket til for lyset af alt det støv på ruderne, som han ikke havde gidet fjerne, så ville man jo nok syntes, at det var direkte ulækkert derinde. Men rengøring havde aldrig være noget, han havde spildt sin tid på, det gad han ganske enkelt ikke. Tid var galleoner og det kunne man bruge bedre end på at gøre rent. Men måske var det fordi, han aldrig ligefrem havde været typen, der rodede til, at han aldrig havde ryddet op. Men stedet havde set sådan ud, da han overtog det, hvilket jo nok var grundlaget til, at det stadig så sådan ud. Rigel havde nu ikke i sinde at overdrage kroen til nogen, men hvis det nu skulle ske, så ville den nok blive gjort lidt renere. Men han elskede sin kro over alt på jorden, så aldrig i livet at han nogensinde skulle forlade den.
Rigel bemærkede i første omgang ikke den unge pige, der trådte ind i kroen, men da hun snakkede, holdt han brat op med at fløjte og vendte sin opmærksomhed imod hende, alt imens han lyste op i sit sædvanlige lidt arrogante smil. "Bonsoir, mademoiselle." Hilste han og gled om bag disken, som han lænede sig ind over. "Her er altid åbent, så længe der er gæster." Sagde han med en tydeligt fransk accent. Hun så meget ung ud. Hun kunne da ikke være elev på Hogwarts, vel? Sikkert nok, ellers så hun bare yngre ud, end hun egentlig var. "Selvfølgelig, mademoiselle." Sagde han glad og strøg ud bagved for at rode rundt efter et tæppe, hvilket medførte at han væltede en masse ting på gulvet, men kunderne skulle jo alligevel ikke derud, så hvad gjorde det? Han fandt endelig et sort uldtæppe, som han tog med ud, hvorefter han gik hen til hende og svingede det omkring hende. "Ellers andet?" Spurgte han måske lidt mere som hen hentydning til hendes tidligere spørgsmål, om man kunne få sig en drink.

[Cher Boydell]

Det ville være en skam at sige, at kroen var vildt ren og imødekommende - men det passede nu hende fint nok. Selvfølgelig var det ikke rart at drukne i støv, skidt og møg, men så slemt var det nu heller ikke. Det var faktisk lige efter hendes hoved; det tiltrak hende at befinde sig på kanten af alting, og det skabte en vis kontrast - hun var fin at kigge på, men steder hun befandt sig virkede som værende under hendes standard, og det var nok derfor, hun blev draget af dem? Det var alt sammen møgforvirrende, og det var nok også derfor, at hun handlede mere, end hun tænkte.

Der gik lidt tid før kroejeren bemærkede hendes ankomst, hvilket heller ikke gjorde hende noget. Det var okay; hun havde jo ikke travlt eller noget. Fløjteriet opholdt brat, da han så hende, og hun smilede let - arrogancens smil gjorde hende intet. ”Mademoiselle?” gentog hun i et let smil. Dén var ny. Prinsesse og engel - men mademoiselle og madame, det havde hun sgu ikke været ude for før.
Den franske accent begyndte langsomt at sætte hendes hjerne i beredskab. Bartenderen var forholdsvist ung, så det ud til - og derfor var hun nødt til at træde varsomt, hvilket nok ikke ville komme til at fungere ret godt med hendes allerede alkoholiskinficerede hjerne. Det bekymrede hun sig dog ikke ret meget over, selv om hun nok burde. ”Så… du arbejder i døgndrift?” Der var et lettere flabet udtryk over hendes ansigt, som hun let smilede; Londons pubber havde som regel længe åben, men hen ad morgenen blev man altid smidt ud. Så hvis der var åbent et sted så længe der var nogen… hvorfor så ikke benytte sig af det? Hun kunne bo på et værtshus, hvis det var det.
Hun hævede let et bryn, da han anden gang kaldte hende mademoiselle - og et grin undslap hendes læber, som hun fulgte ham med blikket, da han smuttede om bagved og gav sig til at rode. Særlig diskret var han ikke, og man kunne tydeligt høre, hvordan tingene skramlede, men hun blev pænt stående. Han kom tilbage med et sort tæppe, og hun sendte ham et taknemligt smil, da han svang det om hendes skuldre. ”Tak for det,” Cher var ikke specielt høflig, men hun var heller ikke direkte respektløs - og hun satte pris på at få lidt varme i kroppen.
Hun tippede hovedet på skrå, da han spurgte, om der skulle være andet. ”Et glas ildwhisky, måske?” svarede hun lettere tænkende. Måske noget med mindre alkohol i ville være smartere, men nej, det tænkte hun ikke rigtig over. I stedet slog hun sig roligt ned på den ene af barstolene, stadigvæk med tæppet godt viklet omkring sig. ”Har det været en travl aften?” Hun hentydede til de herrer, der havde forladt kroen, lige inden hun var gået ind.

[Deleted]

Det var vist en ting, der lå til familie, eftersom Rigel ikke var den eneste med navnet Mortem, der havde det på denne måde, men søvn var ikke rigtig noget, han nogensinde havde gået meget op i, hvilket også var årsagen til, at der var så sent åbent hos ham. Om han så havde haft alt tid i verden, så havde han det næsten med søvn, som han havde det med at gøre rent: det var der bare ikke tid til. Rent gjorde han aldrig, og han sov også kun, når han ikke længere kunne nægte, at det var en nødvendighed, hvilket ganske rigtigt ikke kunne påståes var specielt sundt på nogen måde, men at bekymre sig om sit helbred var heller ikke noget, der lå en Mortem til. Det forklarede nok også deres ofte ret så syge og usoigneret udseende, hvis de ikke havde klædt sig pænt på eller noget. Det var først, hvis man så dem på en ellers normal basis, man ville bemærke, hvor slemt det faktisk stod til.
Rigel blottede tænderne i endnu et af sine så godt kendte arrogante smil, som han svarede hende alt imens han gled om bag disken for at finde en flaske ildwhisky frem og begyndte at hælde det op i et glas. "Jeg arbejder så længe jeg har lyst, og så tilkalder jeg en medarbejder." Sagde han og placerede glasset foran hende. Han rystede på hovedet som svar på hendes spørgsmål, hvorefter han lænede sig op ad en af de store tønder, der stod op ad væggen. "Her er aldrig travlt." Sagde han. "Selvom der kan være en masse mennesker, går det stadig stille og roligt." Og det var sandt. Folk var aldrig i det vilde festhumør eller havde enormt travlt, når de var derinde. De fleste kom jo også bare fro at snakke om ulovlige forretninger, så det alt andet ville næsten være mærkeligt. "Navnet er forresten Rigel Mortem." Præsenterede han sig selv. "Tør man spørge om den unge mademoiselles navn?"

[Cher Boydell]

Der gik ikke lang tid fra, at hun spørgende havde bedt om et glas whisky, til at fyren begav sig om for at finde det frem til hende. Hvilket passede hende fantastisk, og hun puttede sig bedre ind i tæppet, mens han hældte op i et glas til hende. ”Lækker tilstedeværelse,” måtte hun give ham med et anerkendende udtryk og et let smil. ”Gid det var så nemt.” Hun ville give alt for at kunne gøre det samme på Meza. Det var ikke fordi det var slemt at arbejde der - så længe der ikke var klamme, perverse stoddere til stede. Men det ville da være easy peasy, hvis man bare arbejdede, som man havde lyst til. Det var bestemt hendes ambition, når hun blev ældre.
”Det må da være meget rart.” Selv om det var en konstatering, blev det sagt lettere spørgende. Hun kunne jo ikke vide, hvad han tænkte om, at der aldrig var rigtigt travlt - men i hendes ører lød det sgu meget fedt. Men egentlig var det vel et spørgsmål om sjælero, på en eller anden måde? Hvis man var i fred med sig selv, kunne man vel aldrig rigtigt få travlt? Eller hvis man bare konsekvent havde besluttet sig for ikke at give en fuck om, hvad andre syntes om ens service eller hurtighedsevne. Desværre fungerede det heller ikke sådan på Meza - der måtte man bare være på constance. Ikke, at Cher var det. Næ, hun nød godt af sit gode udseende, til også at have tid til sommetider at feste lidt og hygge sig, samtidig med at hun passede sit arbejde forholdsvist godt.
”Rigel,” gentog hun, som smagte hun på navnet. Et let smil var på hendes læber. Hun grinede, da han igen tiltalte hende yderst fornemt. ”Er der en grund til, at jeg er en Mademoiselle?” fniste hun let; at blive tiltalt sådan, var ikke noget, hun var vant til, og hun fandt det utrolig morsomt. Hun tog et sip af sin whisky og smilede tilfreds. Det varmede behageligt ned gennem halsen. ”Mit navn er Cher Jackson.” præsenterede hun sig med et smil. Normalt brugte hun ikke efternavne, når hun begik sig i den magiske verden, det var alt for risikabelt. Men det ville være suspekt, hvis hun ikke gjorde det, nu hvor han gjorde… derfor havde hun hevet fat i sit mellemnavn, og ikke sit efternavn. Boydell ville givetvis vække opmærksomhed. Opmærksomhed, som hun ikke ønskede sig. ”Hyggeligt at møde dig, Rigel.” Hun tog endnu en tår af glasset. ”Når nu man arbejder sådan et sted her… får man så fri alkohol?” Hun sendte ham et dristigt blik, som opfordring til, at han selv skulle tage lidt at drikke; hun gad da ikke være ene om at sidde og sippe…

[Deleted]

Ja, selvom Rigel lignede et stykke skidt nede fra rendestenene det meste af tiden, så kunne han ikke engang selv benægte, at han levede en tilværelse, der var en minister værdig. En minister, der endda bestilte noget og gjorde samfundet til et bedre sted, mens han selv bare nød goderne af at være krovært og egentlig ikke lavede andet end at drikke sine kunder i hegnet, hvorefter han stjal alt, hvad de havde på sig og smed dem ud et eller andet sted hen. Og skulle det en eller anden dag (Gud forbyde det) gå galt med kroen, så kom han jo fra en mildest talt velhavende familie, hvor han selv havde en stor formue, der bare lå og ventede på ham. Han fortjente på ingen måde denne luksuriøse tilværelse, og det vidste han udemærket, men hvorfor ikke udnytte den, når man nu kunne? Han havde aldrig bekymret sig om at tjene sine egne penge, men på den anden side, så ville han egentlig bare gerne have noget at give sig til. Han kunne ikke fordrage bare at sidde stille og lave absolut ingenting.
"Tjah, det vil jeg ikke benægte," sagde han ærligt. Han gad ikke engang til at lege beskeden, eftersom han ikke regnede med, at han ville forsøge sig noget med denne unge dame. Normalt kunne man med lethed vinde en pige ved blot at sige, at man levede et barskt liv, som man sagtens kunne klare sig igennem, fordi man var så sej, som man var. En omgang vrøvl var det. Det eneste Rigel havde det svært med, var han fortid, og den var jo heldigvis ovre, selvom man ikke kunne undgå et par tilbageblik engang imellem, men det var jo til at overleve. Eller det ville det i hvert fald være, så længe Richard ikke vidste så meget om hvordan, han havde til vane at behandle kvinder for at stjæle deres ting, men det ville han forhåbentlig aldrig opdage.
"Mademoiselle er frank for frøken, og jeg antager helt automatisk, at du ikke er gift," forklarede han sig og forventede, at hun havde bidt mærke i hans ret så tydelige franske accent. "Cher Jackson," gentog han tænkende, men genkendte ikke navnet, så lod det bare ligge der. "Og i lige måde, Cher," normalt lå det ellers mere til ham at fortsætte med det lidt mere formelle sprog, men igen: han havde ikke tænkt sig at gøre noget ved denne pige, der kunne kræve at han indsmigrede sig mere end højst nødvendigt. Han fangede hendes hentydning og begyndte at hælde et krus ingefærøl op. "Jeg ejer stedet, så selvfølgelig er der det," sagde han med sit smørrede smil, hvorefter han gik hen til hende igen. "Hvad bringer så en ung dame som dig på disse kanter?" Spurgte han så for at få sat en samtale i gang.

[Cher Boydell]

Hun grinede let, da han svarede hende. Hun havde nu heller ikke forventet noget andet svar, end det hun fik. Hun slog et kort blik rundt i det halvtomme lokale, og prøvede at forestille sig, om Chris mon havde været her? Sammen med sine venner? Og drukket sig i hegnet i ingefærøl og ildwhisky? Tanken både morede hende og gjorde hende trist til mode. Morede hende, fordi hun sagtens kunne se det for sig, og at hun selvfølgelig håbede, at hans skoleår havde været magiske. Gjorde hende trist til mode, fordi hun vidste, at hun aldrig ville finde ud af det, og givetvis ikke ville se ham igen. Øv, hvor hun savnede ham. Hurtigt vendte hun opmærksomheden tilbage til bartenderen, og det jog heldigvis også tankerne på flugt.

Hun så lidt på ham, da han gav sig til at forklare. Så hun var altså en frøken…? Ikke, at det var meget bedre. Det var selvfølgelig fancy og dejligt, men det passede bare ikke helt til hende… hvis altså man kendte hende. Og hun havde svært ved at lure, om det bare var noget, han sagde til alle, eller om hun faktisk lignede en såkaldt frøken. ”Tsh, jeg er da helt sikkert gift som 17-årig.” morede hun sig og rystede på hovedet. Det var ikke lang tid siden, hun havde haft fødselsdag, og hun glædede sig allerede til næste gang, hun havde fødselsdag - så var det atten år, og ikke flere ulovligheder. Eller… jo. Men hun ville kunne køre bil, besøge klubber og købe alkohol lovligt. Den franske accent havde hun bemærket, mest af alt fordi hun som barn var blevet tudet ørerne fulde om at lyde fransk, fordi hun jo skulle forestille at gå på Beauxbatons, hvis nogen spurgte. Hvilket nok krævede, at hun lød som én, der omgikkes franskmænd på daglig basis. Hun smilede let, som han sendte komplimenten videre. Det gav hende en god mængde sjælero, at han ikke tænkte yderligere over hendes navn - hvilket hun heller ikke havde forventet, det var trods alt derfor, hun havde valgt at benytte sig af sit mellemnavn, fremfor sit efternavn, som hun vidste, var rimelig kendt rundt omkring. Og hun ville uden tvivl få den største gang høvl, hvis nogen fandt ud af, at hun begik sig som hun gjorde - og værre endnu, hvis man fandt frem til, at lige netop hun var fuser, så var hun så godt som død.
Hun grinede let, som han hældte op i et glas. ”Det skal der også være.” kommenterede hun blot med et blink. Der var jo ikke noget ved at arbejde på en kro, hvis man ikke kunne få gratis alkohol, vel?
Hun trak let på skuldrene, som han spurgte, hvad der havde bragt hende herud. Hun sippede til sit glas. ”Nysgerrighed.” svarede hun prompte og trak på skuldrene igen. ”En længsel efter noget nyt…” uddybede hun tænkende; en længsel efter at befinde sig på kanten af en verden, som hun ikke var en del af. ”Jeg er ikke herfra.” tilføjede hun til sidst; ikke, at det ville komme ret meget bag på ham. Han havde jo ikke set hende her før.

[Deleted]

Rigel kunne ikke lade være med at le en smule over hendes reaktion til, at hun skulle være gift som 17-årig. "I den slægt jeg kommer fra," sagde han med hævede øjenbryn og et skævt smil, "er det ikke unormalt at blive gift i den alder. Vi bliver tilmed trolovet, hvis vi ikke selv finder nogen hurtigt nok." Sådan var det, når man var en Mortem. Det var selvfølgelig ikke alle, der sådan blev gift væk, ellers havde Rigel jo ikke været single i øjeblikket, men mange af dem blev lovet bort, hvis Richard (familiens overhoved) så en god mulighed i det. Han var dog ikke helt hjerteløs, når han sådan satte folk sammen. Han var faktisk meget god til at finde et ret match, og Rigel havde endnu ikke hørt noget til, at der var nogen, der havde været utilfredse med det. Han egne forældre var jo blevet smedet sammen af ham. Og selvom de havde været langt fra tilfredse med dette i starten og faktisk hadede hinanden som pesten, så var det alligevel endt med, at de var blevet lykkelige sammen. Han vidste jo selvfølgelig godt, at denne form for styrring fra familiens ældste langt fra var normalt hos andre familier, og Rigel ville da også selv ønske, at det ikke hang sådan sammen her, men på den anden side, så havde man ligesom bare et andet sammenhold. Ikke at de sådan besøgte hinanden hver aften for at drikke te, men dette styre gjorde ligesom, at der altid var nogen, man kunne regne med, hvis man havnede i problemer. Og for Rigel var lige dette en særligt stor fordel. Hans uovervindelige trang til at provokere og genere andre mennesker havde ofte skaffet ham i store vandskeligheder.
"Nej, jeg synes heller ikke at have set dig før," konstaterede Rigel, som hun fortalte ham, at hun ikke var her fra egnen. Hun lignede også en, han ville have set før, hvis hun havde været derfra. Selvom han tiltalte folk en smule formelt, så kunne han sagtens fornemme, hvilke typer de egentlig var, og han havde gennemskuet på hendes udseende alene, at hun ikke just befandt sig i de højere kredse, der sad og drak te med greven hver aften, det var helt sikkert. Hun virkede umiddelbart som en, han som kroejer ville have set før. "Er du ikke her fra egnene eller slet ikke fra landet?" Spurgte han. Det var jo ganske normalt for hekse og troldmænd at rejse fra land til land bare for at tage på indkøb, så man vidste jo aldrig. Han havde jo endnu ingen anelse om, at hun var Cher var fuser, og det var nok til hendes eget bedste. Han kom jo ikke just fra en familie, der var galde for ikke-magikere og med et sådant familie sammenhold, de havde, så var det en selvfølge, at der hørte pligter med, og en fælles opgave om at udrydde mudderblod og ikke-magikere var en af dem. Hvor lidt han end selv syntes om det.

[Cher Boydell]

Han lo til hendes kommentar, og det fik hende til at smile. Personligt kunne hun aldrig drømme om at gifte sig. I hvert fald ikke i nærmeste fremtid. Kærlighed følte hun ikke, og hvorfor skulle man også blæse masser af pengene af på at blive gift? Det var totalt spild. Hvem gad være sammen med den samme person hele sit liv? Øv, det ville da blive helt vildt kedeligt? Adr. Nej, det tiltalte hende bestemt ikke. Hun kunne bedst lide at være fri, og selv bestemme, hvor hun skulle hen - og hvornår. Uden en eller anden irriterende, kærestefigur der kunne rive hende i håret og bede hende blive hjemme eller sætte tidsrammer for, hvornår hun skulle være hjemme.
Som han begyndte at fortælle, spærrede hun let øjnene op og så på ham med et skeptisk udtryk. Det mente han vel forhåbentligt ikke? ”Nej, du joker, ikke?” Selv om hendes udtryk udviste en mild form for vantro, var det begyndt at gå op for hende, at han faktisk mente det. ”Hvordan… ej,” Hun rystede forvirret på hovedet og grinede let. ”Det må sgu da være totalt underligt, geez.” Det lå så langt fra egen virkelighed, som det overhovedet kunne. I hvert fald hendes virkelighed. Faktisk ville det nok ikke undre hende, hvis hendes forældre ville have valgt hendes udkårne, blot for at sikre, at hun kom videre til en fuldblod, og ikke besudlede blodet. Altså, før de fandt ud af, at hun var fuser… så var blodet allerede besudlet, og hun var en massiv vanære til familien. Oh well.

Hun kunne ikke holde et muntert grin tilbage, som hun blinkede drillende til ham. ”Tro mig; hvis jeg havde været her før, så ville du uden tvivl kunne huske mig.” forsikrede hun og tog endnu en tår af sin ildwhisky med en uskyldig mine, selv om hun var alt andet end uskyldig. Selvfølgelig var hun kommet her som barn; helt lille barn, godt nok. Diagonalstræde havde hun også været i masser af gange som yngre; hendes forældre havde haft travlt med at slæbe Chris ind og ud af diverse butikker, og snakket højt og stolt om, hvilken fin troldmand, han ville blive. De havde virkelig gjort alt, for at forberede ham på det, der ville komme, når han fik sit brev. Og samme behandling havde hun fået - igen, ind til de fandt ud af, at hun aldrig ville få sit brev. Så blev der lukket for den magiske verden, og turene til Kandisbaronen stoppede brat op. De havde gjort, hvad de kunne for at banke magi ind i hende, men da det ikke var lykkedes, havde de også opgivet hende fuldkommen. Sådan kunne det jo gå. Alligevel var hun kommet oftere og oftere i Hogsmeade, fordi hun godt kunne lide fornemmelsen af, at vide, at Chris havde været der. Hun savnede ham frygteligt.
Hun tog endnu en tår af sin drink. ”Jeg bor i London.” kommenterede hun roligt. ”… men jeg har kommet her nogle få gange. Jeg kan godt lide at rejse lidt rundt omkring.” tilføjede hun med et skuldertræk. Idéen om at bilde ham ind, at hun var fra Frankrig var for længst blevet skyllet ud i toilettet, så hun havde ikke engang tænkt sig at prøve. Det ville blot afsløre hende. ”Hvad med dig?” Hun tænkte, at han måtte bo tæt på, når nu han ejede kroen - men man vidste jo aldrig.

[Deleted]

Grundet Cher åbenlyse chokerede reaktion over den slags familie, Rigel kom fra, kunne han ikke tilbageholde en klukkende latter. For ham var det jo ganske normalt, og det var det også for resten af hans familie, men de var alle ligeså godt klare over, at det var underligt og kontrollerende for andre, der ikke var vant til det, som de gennem årene var blevet. Han bebrejdede hender derfor heller ikke, at hun reagerede sådan, eftersom han skam havde oplevet af folk var blevet chokeret over dette før. "Nej, det er skam rigtigt nok," sagde han, "min familie lægger meget stor vægt på blodet, så det er lidt for at sikre, at det forbliver "rent"". Selv var Rigel egentlig bedøvende ligeglad med, hvor rent ens blod var, og det vidste han også, at resten af familien og dens allierede var. Det, der dog alligevel fik dem til at kæmpe for blodfanatismen var ren og skær frygt for Richard. Han var den eneste, der endnu havde den idé, og alle var enormt bange for ham med god grund. Han var grusom, når han ville og meget sadistisk. Rigel var også skrækslagen, men han forsøgte sig nu at holde sig ude af problemer. Selvom han ville være så godt som færdig, hvis Richard ellers vidste, hvad han foretog sig.
Rigel smilede smørret til hende. Ja, han ville uden tvivl have genkendt hende, hvis hun var her fra egnen. Ikke kun fordi de fleste, der kom her på kroen ofte endte med at blive stamkunder, hvis de nogensinde kom igen, men hun var også en genkendelig type. Han havde en klar fornemmelse af, at hun ikke holdt sig til den samme uskyldighed, som pigerne og kvinderne ofte havde i hans eller noget i den retning.familie. Ikke fordi de var tvunget til dette på nogen måde, men det lod til, at de fandt det ærefuldt. Han havde dog stor respekt for, at de kunne gøre det. Nogle af dem var vist decideret bange for at både drikke og blive intime med en mand. Det var ikke unormalt at finde 30 årige jomfruer blandt Mortem'erne, overhovedet ikke. "Det ville ikke undre mig, om jeg kunne," valgte han dog at svare, eftersom han heller ikke ønskede at virke uforskammet. Det kunne man dog ikke sige om så mange andre mennesker. Rigel var vist efterhånden blev kendt som provokationen selv, men nu havde han også altid haft en usædvanligt ringe situationsfornemmelse og dårlige sociale evner.
"There is no place like London," citerede Rigel fra en af sine yndlingsmusicals, "Det er et rart sted." Han kunne oprigtig godt lide London, specielt om natten. Om dagen var der alt for mange mennesker til hans smag. Det var alt for hektisk og stressende. Det var derfor, at lige denne her kro passede så perfekt til ham. "Tjah," han trak på skuldrene, "Jeg er født i England, flyttede til Paris i en tidlig alder, tjente en god sum penge, flyttede til Skotland og købte stedet her, så det er ikke det større eventyr." Medmindre man selvfølgelig vidste, hvor han hvordan han havde tjent de penge.

[Cher Boydell]

En lettelse bredte sig i maven, da han blot grinede over hendes reaktion. Ikke, at det ville have rørt hende, hvis han var blevet fornærmet; næh, egentlig var hun pænt ligeglad. Men det var jo ikke fordi hun med vilje gik ud fra et standpunkt om at provokere alt og alle, og derfor var det da også rart, at han ikke tog det alt for seriøst. Det sagde også lidt om, hvilken type person, han var. ”Det er sgu da totalt blæst,” At lægge skjul på sine meninger, var aldrig noget, Cher havde gjort det i. Om dette var en gave eller en forbandelse, afhang vidst meget af situationen. Lige nu måtte det bare bære eller briste; hun syntes i hvert fald, at det var totalt langt ude, at andre folk skulle bestemme for en. Det gav ingen mening, uanset hvordan man vendte og drejede det. Man kunne rådføre sine børn, men bestemme for dem? Nej, vel? Det var en smule over the top.
Dog blev forvirringen afløst af en forståelse, da han forklarede videre, hvorefter hun trak på skuldrene. ”På dén måde.” Jo, hun var helt med nu. Blodfanatikere. Virkelig? ”Så forstår jeg bedre… ikke, at det gør det mindre fucked op.” Hun lo let, inden hun rømmede sig kort. ”Jeg er selv vokset op i sådan en familie. Men altså, oh well… jeg kunne nu godt finde på at være sammen med en af andet blod, bare for at sætte lidt skub i tingene, du ve’.” Hun trak ligegyldigt på skulderen, inden hun med et par uskyldige, lettere disede øjne tog endnu et sip af væsken i glasset. Jo, hun var vel en anelse stiv, men hun var ligeglad… desuden mente hun ordene. Der var intet i verdenen, der kunne tilfredsstille hende mere, end et stort fedt, ’fuck jer’, til hendes familie. Især nu hvor hun alligevel var det sorte får… hvorfor så ikke være det værste sorte får af dem alle?

Hun kunne ikke dy sig, for let at skubbe glasset en anelse til siden, så hun kunne folde armene ind over bordet, og dermed læne sig selv en anelse ind over bordet. ”Om ikke andet, så kan jeg i hvert fald sørge for, at du ikke glemmer mig nu.” kommenterede hun med et udfordrende, drillende glimt i øjet, inden hun satte sig ordentligt på plads igen og tog et nyt sip. Umiddelbart var han ikke lige typen, hun ville være sammen med, så det var mest bare for sjov. Endnu, i hvert fald.

Cher selv kendte ikke musicalen, han citerede fra, men nikkede blot, da hun sådan set var enig. ”Helt enig.” Hun elskede London og nattelivet, det var simpelthen intet mindre end fantastisk. Dog havde hun alligevel en spinkel drøm om at komme til Miami og Las Vegas - duuh. ”… det er i hvert fald noget for sig.” Ikke, at hun havde rejst ret meget rundt, men umiddelbart virkede London til at være et sted, der var meget gang i, kontra de omkring liggende steder - Irland og Skotland, for eksempel.
Hun tog endnu et sip af væsken, som han begyndte at fortælle. ”Så du er vokset op i Paris?” Det ville i hvert fald forklare hans accent. Hun trak let på skuldrene. ”Et større eventyr et mit, da.” Hun grinede mildt og tog endnu en tår. Ikke fordi hun som sådan tørstede efter alkohol, men fordi det bare… var der. Og hun havde lyst. Desuden kunne hun sagtens styre sig, når hun var fuld. ”Jeg har boet i London hele mit liv.”

[Deleted]

Ja, det var vist totalt blæst, som hun sagde det. Det ville han meget gerne give hende ret i. Dog kun i sit eget hoved, han var for paranoid til at sige det højt. Man vidste jo aldrig, hvornår Richard lige pludselig havde sendt en eller anden ud for at holde øje med ham. Og resten af familien og dens tilhængere, for den sags skyld, var jo mindst ligeså rædselsslagende for ham, som Rigel selv var. Derfor havde han ikke den mindste tvivl om, at hvis de opsnappede et eller andet fra ham, så røg det direkte over til Raoul eller Enjolras, der straks ville fortælle det videre til Richard - og bum! Flere års ren tortur, lige dér.Bogstaveligt talt. Rigel rystede på hovedet. "Det kunne aldrig i livet falde mig ind," sagde han lidt halvalvorligt, men endnu med det meget afslappede toneleje, som han ellers holdt. En af de mange egenskaber, der gjorde, at pigerne oppe fra skolen havde tendens til at forelske sig lidt i ham. Han havde aldrig nogen bekymringer, som han gad belemre andre med. Derimod elskede han at høre på andres, og det var vist et meget stort plus i deres øjne. "Jeg ville blive slagtet, sådan bogstaveligt talt, så jeg holder mig nu til vores overhoveds bud." De havde jo visse regler at holde sig til, og selvom han vidste, at Richard heller ikke selv brød sig om dem, så ville han hellere slå en slægtning ihjel end at skuffe sin mor endnu engang, det var sikkert og vist, så der var ingen vej udenom.
Han smilede smørret til hende. Han havde ikke i sinde at gøre noget med hende, men for hendes skyld, kunne han vel godt lege med. Han lænede sig ind over disken og så på hende. "Det er jeg ikke et sekund i tvivl om," sagde han, hvorefter han ligeledes trak sig tilbage. Han havde ganske vist sine principper om, at intet var for småt til at tjene på, og når han gik i seng med nogen, som han var sikker på ikke at møde igen, så huggede han da også alt, hvad de ejede, inden han forsvandt. Trods sin forkærlighed for penge, så havde han dog ikke planer om at gøre noget lignende i aften. Hun lignede desuden ikke en, der havde en helt masse at tage af, så hvorfor overhovedet spilde sin tid på det? Det var jo også et princip, han havde. Tid var penge, og hvis der ikke var nogen at tjene, så hvorfor spilde noget på det?
Han nikkede til hans spørgsmål. Det var der, det meste af familien holdt til. Resten var spredt lidt ud over det hele, men hoveddelen var i Paris eller et andet sted i Frankrig. Det havde de altid været. Han kunne nu også vældig godt lide Paris, og fransk var et nydeligt sprog, som han nød at høre på hele tiden. "Men alligevel et større eventyr," sagde han og stillede sig til rette i en fremlænet position over disken. "Fortæl, fortæl." Han nød virkelig at høre på andre folk. Om det hjalp dem eller noget som helt, var han egentlig lidt ligeglad med, men han elskede at lytte til folk og deres problemer. Specielt de ynkelige teenageproblemer som Hogwarts eleverne skænkede op med. Det var bare direkte morsomt, selvom han nu altid havde haft situationsfornemmelse nok til at vente med at grine, til de var kommet ud.

[Cher Boydell]

I starten havde hun lidt svært ved at lure hans ansigtsudtryk, da han ikke rigtig sagde noget til hendes kommentar. Ikke, at der var så meget at sige måske, men alligevel. Dog blev hun klar over, at hun i hvert fald ikke ramte helt ved siden af, for hans ansigts folder lå i overvejende forståelse, hvilket gav hende et praj om, at hun slet ikke var så langt ude igen - og det var hun heller ikke; hun syntes vitterligt, at det var komplet blæst og åndssvagt, at folk kunne have sådanne meninger. Selvfølgelig skulle alle have lov til at have sin egen mening - og lov til at ytre den - men det gjorde den ikke nødvendigvis mere korrekt.
”Heller ikke for sjov?” Hun kendte godt svaret på spørgsmålet - hans alvorlige tonefald havde givet det lidt væk - men hun spurgte nu alligevel. Hæmninger var der ikke mange af hos hende, og hun kunne faktisk godt lide at lave rag i alting; desuden var hun af den opfattelse, at hvis nogen havde behandlet en uretfærdigt, så måtte man give dem tifold tilbage. Det der ’vend den anden kind til’-hejs var slet ikke hendes stil. Næh. Hvis folk lavede bullshit, fortjente de at blive kaldt ud på det, og sådan var det bare. ”Givetvis en klog beslutning.” svarede hun, da han forklarede lidt nærmere. Desværre ville nok nærmere have set det som en udfordring, hvis det var hende selv, og ikke en trussel. Sådan var alle jo forskellige. ”… men, det må vel være på tide, at nogen siger noget, tænker jeg.” Hun var faktisk ikke helt sikkert på, om hun snakkede til ham eller sig selv. ”… vi lever trods alt ikke i middelalderen mere.” sukkede hun så, inden hun tog endnu et sip af væsken i krusset.

Hun sendte ham et charmerende, lettere forførende smil, da han selv lænede sig ind over disken, så der ikke var mange centimeter mellem dem, hvorefter hun let fangede sin underlæbe i et sensuelt nap med tænderne. At drille skulle der også være plads til, selv om hun ikke havde planer om at lave noget med ham. ”Det burde du bestemt heller ikke være.” konstaterede hun med et let smil, som han trak sig tilbage. ”… men hvis du bliver i tvivl, må du da lige sige til, og så skal jeg nok overbevise dig.” jokede hun, hvorefter hun blinkede drillende til ham.

”Spændende.” kommenterede hun, da han nikkede. Personligt hadede hun Frankrig, og alt hvad der hørte til. Paris var givetvis en smuk by, det kom hun ikke uden om, men for helvede, hvor hun hadede franskmænd og deres åndssvage, fissefornemme accent. Det var til at blive idiot af, og hun var oprigtigt lykkelig for, at hun faktisk ikke havde gået i skule på Beauxbatons, eller boet hos sin tante i Paris, selv om det var, hvad de fleste fik at vide.
Hun grinede og rystede på hovedet, da han bad hende fortælle. ”Der er virkelig ikke noget at fortælle.” fortalte hun, stadigvæk grinende og med en hovedrysten. Så tog hun endnu et sip af ildwhiskyen og rynkede på næsen, hvorefter hun lagde hovedet tænkende på skrå. ”De første år af mit liv boede vi under jorden,” begyndte hun så, og tippede hovedet til den anden side, som ville det hjælpe hende med at huske; men nej, det var egentlig bare fordi, at hun godt kunne lide den sejlende fornemmelse. ”Da det ikke længere var nødvendigt flyttede vi ind i en villa i udkanten af London, et virkelig snobbet kvarter med de dummeste møgunger, der ikke kunne holde kæft om, hvor dygtige de var til magi.” Nok havde de boet blandt mugglerne, men kvarteret de havde boet i havde været beboet af hekse og troldmænd. ”Mine forældre var også nogle snobber, blodfanatikere og pisseirriterende at høre på, så da jeg blev 15 skred jeg, og jeg har egentlig ikke set dem siden.” afsluttede hun hurtigt historien, tog et nyt sip og trak på skuldrene. Næ, der var sgu ikke så meget at sige; eller jo, det var der vel, hun gjorde det bare ikke. ”Jeg sagde jo, at det ikke var det vilde.”

[Deleted]

Det kunne risikere at koste ham livet, hvis han ville have det sjovt på den måde, så aldrig i livet. Han rystede derfor blot på hovedet til hendes spørgsmål. Han trak derefter på skuldrene og sendte hende et smil. "Hvis du gerne vil forsøge, så skal jeg da ikke holde dig tilbage. Men jeg har ikke tænkt mig at brokke mig, når jeg har en helt fin tilværelse her." Han forventede ikke, at hun ville forstå, hvorfor han var så bange for Richard, når hun aldrig havde mødt ham. Det lød måske også bare som noget, man ville kunne træde ud af, hvis man var uinforstået, men så let var det ikke. Ikke når resten af familien også var hunderæde for ham. Inden ville have en chance for at gå imod Richard, da ingen andre turde gøre det. Hvis det mirakuløse så skulle ske, at de ville få revet sig løs, så ville det heller ikke være uden hævn fra Richard. Selvom de var klart i overtal, så havde Richard jo en fantastisk tålmodighed, når det gjaldt om at vente på et bytte. Og man kunne jo ikke holde sig tæt op ad hinanden hele tiden, så han skulle nok finde sig en måde, hvordan ham ville få nedslagtet dem alle én efter én. Skrækkelig tanke, når man vidste, den var sand, men det ville nu nok alligevel aldrig ske.
Rigel grinede let og rystede på hovedet over hendes kommentar. "Du har mit ord på, at jeg nok skal sige til," sagde han. Han havde på ingen måde i sinde at gøre noget med hende i aften. Men han vidste jo, hvordan de unge piger sådan nød at tro, at de kunne forføre ham, så han spillede bare med, om det var tilfældet her eller ej. Deres selvværd blev altid så meget forhøjet, når de troede på, at de rent faktisk kunne få ham til at falde for dem. De blev dog altid slemt skuffet, hvis han endelig gik med til at lave noget med dem, eftersom de altid ville vågne dagen efter og finde ud af, at alle deres ting var blevet taget. Til tider også deres tøj. Og det var alt for pinligt berørte over situationen til at fortælle nogen om det, hvilket nok var den helt store grund til, at han aldrig var blevet opdaget. Det og så hans gode udseende, der ofte kunne redde ham ud af kniber. Han så godt ud, og det vidste han udmærket godt. Og han brugte det skam også rigtigt. Når man nu havde et godt udseende, ja hvorfor så ikke udnytte det? I modsætning til de tabere, der var uhyre hæslige, men troede, de var lækre.
Rigels liv var nu nok egentlig meget spændende, hvis man hørte hele historien. Han havde dog ikke i sinde at fortælle om den, for det ville give en livstids-billet direkte til Azkaban. Rigel fulgte på ingen måder loven, og det havde han heller aldrig gjort. Ej heller gjorde hans familien, men det var på en helt andet plan, end han. De brokkede sig nu alligevel ikke over hans opførsel, så han besluttede sig for, at han ikke ville gøre for meget ud af det. "Det ved jeg nu ikke helt," sagde Rigel og lænede sig interesseret ind over disken uden at komme for tæt på hende. Hans interesse var blevet vækket, og nysgerrig som pesten havde han altid været, så han ville vide mere. "Hvordan kan det være, at I levede under jorden? Om man så må spørge." Der var altid bemærkninger, som han bed specielt meget mærke i, når nogen fortalte noget, og dette var en af dem. Information var magt, og man vidste aldrig, hvornår man kunne få behov for at vide noget om andre, så enten skulle hun bare drikkes nok igennem, ellers så skulle hun blødgøres. To metoder, der altid hjalp med at få hevet noget ud ad folk.