Post af Deleted den Oct 6, 2014 21:55:26 GMT 1
Tag: @willy
Joanna var lykkelig for, at vinteren stort set var ved at være over. Men der var andet, som hun var endnu mere lykkelig for.. Nemlig det faktum, at hun var blevet optaget som Søger for det irske quidditchhold! Da hun havde afsluttet sit syvende år på Hogwarts for tre år siden, var der ellers mange, der havde grinet lidt af hende - det havde taget hende tre år og tre spildte optagelsesprøver, før hun kom på kollegieholdet. Der havde ganske enkelt hersket tvivl om hendes evner på en quidditchbane, til Joannas store fortrydelse. Så hun havde naturligvis gjort, som hun altid havde gjort; hun havde arbejdet intensivt. Og så havde hun trodset sine forældre. Tre år på at nå sit mål. Det var en helt fantastisk følelse!
Nu var den unge søger med i Skotland for at spille den første rigtige kamp imod skotterne. Det var helt uvirkeligt. Kampen var først om et par dage. Men Joanna havde naturligvis luret lidt på deres spillere inden den tid. Mest interesseret var hun, ikke overraskende, i deres søger. Pacin. Det var ham, hun skulle slå.
Nervøsiteten var også begyndt at melde sin ankomst. Sommerfuglene flaksede lidt rundt i maven, selvom der stadig var et stykke tid til, at kampen skulle stå. Det var tidlig formiddag, og hun var taget ind til stadion for ligesom at… få en fornemmelse for tingene. Hun havde kun været der som tilskuer engang. Det var efterhånden lang tid siden. Hænderne var dybt begravet i jakkelommerne, som hun begav sig med små skridt henover græsplænen og skuede imod de høje målringe, der stod i hver af banens ender. Det var helt vildt. Det var simpelthen ufatteligt. Joanna fortsatte tværs over banen for at se, om hun kunne finde omklædningsrummene. Det ville være enormt pinligt, hvis hun gik forkert, når det først galt. Det var slet ikke faldet hende ind, at nogle spillere måske ville benytte dagene op til, til at få trænet det sidste, og derfor havde hun heller ingen skrupler ved at gå igennem døren til omklædningen. Indtil hun fandt sig selv ansigt til ansigt med den søger, som hun havde tænkt på for et øjeblik siden. Pacin. Så rødmede hun ganske langsomt.
Joanna var lykkelig for, at vinteren stort set var ved at være over. Men der var andet, som hun var endnu mere lykkelig for.. Nemlig det faktum, at hun var blevet optaget som Søger for det irske quidditchhold! Da hun havde afsluttet sit syvende år på Hogwarts for tre år siden, var der ellers mange, der havde grinet lidt af hende - det havde taget hende tre år og tre spildte optagelsesprøver, før hun kom på kollegieholdet. Der havde ganske enkelt hersket tvivl om hendes evner på en quidditchbane, til Joannas store fortrydelse. Så hun havde naturligvis gjort, som hun altid havde gjort; hun havde arbejdet intensivt. Og så havde hun trodset sine forældre. Tre år på at nå sit mål. Det var en helt fantastisk følelse!
Nu var den unge søger med i Skotland for at spille den første rigtige kamp imod skotterne. Det var helt uvirkeligt. Kampen var først om et par dage. Men Joanna havde naturligvis luret lidt på deres spillere inden den tid. Mest interesseret var hun, ikke overraskende, i deres søger. Pacin. Det var ham, hun skulle slå.
Nervøsiteten var også begyndt at melde sin ankomst. Sommerfuglene flaksede lidt rundt i maven, selvom der stadig var et stykke tid til, at kampen skulle stå. Det var tidlig formiddag, og hun var taget ind til stadion for ligesom at… få en fornemmelse for tingene. Hun havde kun været der som tilskuer engang. Det var efterhånden lang tid siden. Hænderne var dybt begravet i jakkelommerne, som hun begav sig med små skridt henover græsplænen og skuede imod de høje målringe, der stod i hver af banens ender. Det var helt vildt. Det var simpelthen ufatteligt. Joanna fortsatte tværs over banen for at se, om hun kunne finde omklædningsrummene. Det ville være enormt pinligt, hvis hun gik forkert, når det først galt. Det var slet ikke faldet hende ind, at nogle spillere måske ville benytte dagene op til, til at få trænet det sidste, og derfor havde hun heller ingen skrupler ved at gå igennem døren til omklædningen. Indtil hun fandt sig selv ansigt til ansigt med den søger, som hun havde tænkt på for et øjeblik siden. Pacin. Så rødmede hun ganske langsomt.
Denne side er desværre blevet lukket ned. Vi henviser til 
