Fortsættelse: Do I know you?

[Deleted]

Imellem: @willy & @skylynn

Lionell havde godt mærket, hvordan Skylynn var begyndt at slå på ham, og at hun havde sagt hun ikke ville, men det havde hun sagt forsent. De sussede afsted, og det trykkede hårdt mod hans ører, og han lukkede øjnene for at gøre det så behageligt så muligt, men det var heldigvis overstået, og han hørte det lille knald, der kom, når man var kommet fra til sin destination. Normalt ville han sagtens have kunnet lande galant på benene, men det var besværgerligt, når man rejste med en, der slet ikke kunne finde ud af det, så han var landet på sin højre side.
Han satte sig lidt op på gulvet og genkendte med det samme sin stue. Rodet som altid, men for ham betryggende. Han havde jo også boet der, siden han var nitten. Det var efterhånden en del år, men alle uden Skylynn. Mon hun overhovedet havde nogen anelse om, hvor lang tid hun havde været væk? Måske troede hun, hun havde været længere væk end ti år? Han var faktisk ret nysgerrig, og hvorfor havde familien Loren kidnappet hende? Det havde Malachi Tate aldrig fortalt ham. Selvfølgelig havde den nar ikke det, men han havde heller ikke selv kunnet regne det ud. Måske havde de ikke haft nogen grund til det overhovedet? Det kunne godt tænkes. Sådan nogen svin.
"Er du ikke mega sulten?" Spurgte han henvendt til Skylynn. "Jeg finder lige noget mad. Vil du måske have en kop kaffe også, eller bare vand?" Spurgte han hende, som han var gået over til det lille køkken, der lå lige ved stuen. Han åbnede sit ene skab for at kigge efter lidt mad. Hun måtte være vildt sulten, og når ja, hun frøs sikkert også!
"Der ligger et tæppe på sofaens ryglæn, hvis det kunne friste."
Sagde han til hende med et lille smil og pegede på sofaen, hvor et tæppe med en lama på var hængt. Hans lejlighed bar da også nogen præg af hans karriere som Chefredaktør for Ordkløveren, selvfølgelig. Han var jo nødt til at have lidt lama stuff rundt omkring!

[Deleted]

Skylynn klemte de brune øjne hårdt sammen, og følelsen af at blive suget igennem en gummislange kom frem i hende. Det var ubehageligt. Hun kunne virkelig ikke lide det, overhovedet. Alt luften havde forladt hende, og følelsen af at blive kvalt kom frem i hende. Og lige da hun følte at hun var ved at besvime, stoppede det pludseligt med et knald, der fik det til at glippe i hende. Et gisp forlod hendes læber da hendes ben ramte gulvet, hvorefter de knækkede sammen under hende. Normalt ville hun hvine af forskrækkelse, men et eller andet sted overraskede det hende ikke. Selvfølgelig havde Lionell ikke helt styr på det. Havde han nogensinde haft det? Et fnis kom frem fra hendes læber, dog overraskede den hende så meget at hun bare så forvirret ud i luften.
De nye omgivelser fik hende til at krybe tæt sammen. Hvor var hun? Et eller anden fortalte hende at hun ikke skulle være bange, det var jo Lionell. Noget andet fortalte at hun var blevet lokket i en fælde. Igen.

”Frk. Unihaed. Kom her hen. Jeg gør dig intet.” Endnu engang lød hr. Lorens stemme oppe fra døren der førte ud. Dog var den ikke åben, så der var helt kulsort. Skylynn valgte at blive liggende på gulvet, præcis samme sted som hun var blevet efterladt sidste gang de havde pint hende. ”NU SAGDE JEG.” lød stemmen igen, rasende, hvilket fik Skylynn til at rejse sig op på de rystende ben, hvorefter hun gik hen imod døren. Dog lød stemmen igen, denne gang som en hæs ond latter. Fælde igen.

”Ja.” hviskede hun lavt og fulgte ham som han gik over i et nyt rum. Køkkenet? ”Æhm.. Bare vand, tak.” mumlede hun lavt, rystet over mindet. Hun havde aldrig fået lært at drikke kaffe som 15-årig, og siden dengang havde hun ikke hørt ordet. Hun bevægede sig forsigtigt over mod sofaen mens hun betragtede rummet. Hvad var der lige sket herinde? Var han kærester med en Ordkløverfan eller hvad?

[Deleted]

Lionell rodede lidt i hans mørke hår. Det var utroligt at tænke på, at dengang Skylynn var forsvundet, der havde han haft.. Lyst hår?! Som tiderne ændrede sig. På det tidspunkt havde han heller aldrig regnet med at blive journalist, men interessen for det var også først dukket op på 6. årgang. Det gjorde ondt, når han tænke på at hun bare havde siddet et sted spærret inde, mens han havde oplevet. Den dårlige samvittighed for, at han ikke havde fundet hende før, dukkede også hurtigt frem, men han havde jo prøvet. Det havde han virkelig!..
Han åbnede et skabet, der var ovenover vasken. Det var der, han gemte maden. Han havde ikke specielt meget. Han tog tit bare ned på en af de der muggler café/bare ting hvor han så kunne købe noget lækkert. Meget vidste han ikke om mugglerne, men at de lavede god mad var sikkert, men han havde da også selv lidt. Noget skinke og brød, lidt frugt og sådan. Han åbnede vandhanen og lod noget koldt vand strømme ned i to glas, inden han med en vip med sin stav og en non-verbal forvandling havde ændret vandet i det ene glas til varm kaffe. Lige det han manglede.
Han satte maden på bordet samme med det glas vand, hun ville have, mens han havde sin egen kaffe i hånden. Det varmede godt efter kulden, der havde været ude i skoven.
"Sky?" Startede han ud, mens han satte sig ned i en lille lænestol. Hans stue var ikke helt ringe. "Ved du egentlig, hvor lang tid du har været væk?" Spurgte han en anelse alvorligt. Man kunne jo aldrig vide.. Han nippede lidt til den varme kaffe, som han lod strømme ned i halsen. Aldrig havde han været vildt med kulde.

[Deleted]

Da han talte til hende igen vendte hun langsom blikket med de udtryksløse øjne mod ham. Det overraskede hende lidt at han allerede var kommet fra køkkenet og hele vejen hen i lænestolen. Hendes øjne blev med det samme fæstet fast på maden han var kommet med, og sulten gnavede inde i maven. Måtte hun tage et stykke af det brød han var kommet med? Ville han blive sur og slå hende? Hun var kun kort i tvivl, men videnen om at det var Lionell fik hende overbevist. Selvfølgelig ville han ikke slå hende. Vel? Med skælvende skridt gik hun mod bordet, hvorefter hun satte sig på kanten af sofaen. Hendes blege hånd søgte mod faget, hvorefter hun trak en mad til sig som hun satte tænderne i. Og før hun overhovedet kunne nå at tænke, så var maden væk. Hun spiste ikke særlig pænt lige nu, men hun var sulten. Hun var virkelig sulten. Mon sulten overhovedet ville forsvinde igen.
”Æhm..” svarede Skylynn og så tænkende ned på glasset med det klare vand. Hvor lang tid havde hun været væk? ”To år.” forsatte hun. Hun vidste at Lionell var over 17, og længere tid kunne det vel ikke være? Så meget havde han da ikke ændret sig. Kun hårfarven. Og det barnlige udtryk han normalt havde var erstattet med et mere mandlig et. ”Hvor lang tid?” spurgte hun derefter en anelse nervøs for svaret. Hvorfor hun var nervøs vidste hun ikke. Men svaret ville vel komme til at betyde en del for hende. Hvad lavede hendes familie egentlig? Hvorfor havde de ikke fundet hende noget før? To år var meget. Der skulle de have fundet hende. Det skulle de altså!
Hun slog blikket ned på sin hånd der var plettet af snavs, hvorefter hun skar en grimasse. Hun havde faktisk ikke set sig selv i et spejl siden dengang for lang tid siden. Men hvor meget kunne hun have ændret sig? ”Må jeg godt.. æhm..” begyndte hun stammende. Hun ønskede ikke at være til besvær, men hun følte sig beskidt, så et bad ville ikke skade.

[Deleted]

Lionell betragtede hende, som hun med skælvende skridt gik mod sofaen. Hun var virkelig medtaget, det var tydeligt, men det måtte da også have været forfærdeligt at have været fanget i 10 år. Han blev stadig helt forvirret. 10 hele år. Det var altså meget. Når folk var væk i så lang, regnede man med, at de aldrig vil dukke op igen. Sådan havde han faktisk også selv tænkt om Skylynn de sidste to-tre år, men det lille håb om, at han vil se hende igen, havde alligevel spirret. Maden forsvandt også hurtigt. Virkelig hurtigt. Han huskede det ellers, som om det var hende, der spiste pænt og ham, der spiste grådigt? Ej, nu måtte han være fornuftigt. Som om Loren havde givet hende ordentlig mad. Selvfølgelig havde de ikke det. Måske var det et vidunder, at hun overhovedet levede endnu?
Da, hun sagde to år, kunne han mærke en lille klump i halsen. Troede hun virkelig kun, at hun havde været væk i to år? Havde hun virkelig mistet tidsfornemmelsen så meget? Skulle han virkelig fortælle hende sandheden? 10 år.Han vidste ikke, men alligevel. Hun ville nok have bedst af sandheden...
"Nej Sky." Han kløede sig i sit mørke hår. "Du har, æhm.." Han holdt en lille pause, inden han tog sig ordentlig sammen, "Du har været væk i 10 år.." Han vidste ikke, hvad han skulle forvente af hendes reaktion. Hvem vil blive begejstret, hvis de opdagede, at de havde tilbragt 10 år hos en familie, der havde kidnappet en? Den eneste fornuftige svar var, vel.. Ingen!
Han kiggede afventende ned i sin kaffekop, da hun begyndte på et spørgsmål? Dog slog han øjnene op mod hende for ikke at virke fraværende. Ligeglad. Og en lille anelse dukkede op, da han så grimassen ved synes af hendes snavsede hånd.
"Hvis du vil have et bad, er det i orden? Så kan jeg lige, æhm.. Prøve at lave en skitse af nogen imellemtiden!"
Sagde han og så spørgende på hende. Det var en lidt dårlig vane, han havde fået med at lave skitser af enhjørninge, lamaer og mm., for han kunne slet ikke finde ud af det, men han fandt det meget hyggeligt..

[Deleted]

Skylynn lod sine tomme brune øjne glide hen på ham ved hans 'Nej Sky'. Det fik med det samme hendes instinkt om at noget var galt op i hende. Det lød dystert. I det hele taget lød det nej bare negativt. Hun kunne ikke fatte hans stammende ord, og den måde han hele tiden holdte pause på. Hvorfor han ikke bare kunne sige det med det samme, så slemt kunne det vel ikke være? Skylynn fik luft galt i halsen da hun hørte hans endelige svar. 10 år? Hvad? Havde hun været væk i 10 år. Uden hendes familie havde prøvet at hjælpe og finde hende? Uden Lionell havde prøvet at finde hende? Hvorfor havde han ikke fundet hende noget før? Havde han overhovedet kigget efter hende? Hun hostede ned mod sin arm i nogle korte dybe host. Men det var ikke kun for at gemme hendes host væk, at hun kiggede ned mod armen. Det var lige så meget for at skjule sine tårer der kom væltende op i hendes øjne. Hun følte sig svigtet. Havde de bare haft en fest fordi hun var væk? Havde Lionell bare ligget og kysset med Charlott mens hendes forældre havde taget på romantisk ferie? Skylynn valgte ikke at sige noget af frygt for at hendes stemme skulle knække over.
”Æhm jo tak..” mumlede Skylynn ved tilbudet om badet. Hun trængte til det. Meget! Hun rejste sig op fra sofaen og ved hjælp af de tynde ben begyndte hun at bevæge sig af sted. Hvor badeværelset lå, vidste hun ikke. Men som altid skulle hun ikke have hjælp. Hun kunne selv.
En af de første døre hun åbnede førte til et hvidt rum. Med det samme vidste hun det var badeværelset da der var et toilet, håndvask og henne for enden var der et bruseforhæng. Hun fik forsigtig bevæget sig ind og lukket døren efter sig, hvorefter hun vendte sig mod spejlet. Skræmt så hun spejlbilledet af en alt for tynd kvinde. Hendes hår hang livløst ned over det tynde ansigt med de alt for tydelige kindben. Kinderne var indsunket og en anelse mørke af snavs. Skylynn betragtede de tomme øjne mens hun trak den for store trøje af sig selv, hvilket afslørede et tydeligt sæt ribben ned langs hendes side. I hver side. Mellem hendes ribben var der dybt indsunket hul, og da hun fik trukket bukserne af kunne hun ikke holde det ud længere. De helt fedtfrie lår og hofter der sprang tydeligt ud. Det var klamt. Med lukkede øjne trådte hun ind under bruseren som hun fik tændt.

Hun åbnede forsigtig døren ud fra badeværelset igen. Skylynn havde trukket i det beskidte tøj igen, da hun ikke vidste hvilket hun ellers skulle tage på, og tøjet var halvvådt af hendes hud der stadig var våd, siden hun ikke vidste hvor hun skulle finde et håndklæde. Med lydløse skridt gik hun hen mod stuen hun vidste Lionell var i.

[Deleted]

Lionell kunne ikke lade være med at blive utilpas ved situationen. Hvordan mon Skylynn ville få det med nyheden om, at hun havde været væk så længe? Følte hun sig.. Svigtet? Hvis hun gjorde, var det kun i hendes gode ret. At have været væk i så mange år.. Han kunne ikke stile sig i hendes sted. På ingen måde kunne han forestille sig den tid, hun havde været igennem. Bare tanken om, at han havde synes han selv var gået igennem en hård periode, da han var 16-17 fik ham til at få den dårligste samvittighed. Hvordan mon hun ikke havde haft det? Fanget af en sindsyg familie. Havde de overhovedet krævet løsepenge for hende? Næh, ikke, så vidt han vidste. Havde de bare gjort det, fordi de.. Kedede sig? Langsomt kunne han mærke, hvordan han selv blev trist. Bebrejde han sig selv for ikke at have fundet hende før? Men han havde jo prøvet.. Det eneste tidspunkt han ikke havde ledt efter hende, var, da han havde været tre år i Spanien. Ellers havde han jo prøvet!
Da hun med nogen host vendte sit ansigt mod armen, vidste han ikke, hvad han skulle gøre af sig selv. Foran ham sad hans bedsteveninde, fra han havde været helt lille. Første gang havde de mødtes som 12 årige. Hun var den eneste, der mindede ham om hans Hogwarts tid. Alle de andre var forlængst ude af hans liv, men ikke Skylynn. Hun sad jo foran ham, og han havde savnet hende. Meget. Han måtte passe lidt bedre på hende fra nu af. Det måtte han virkelig!
Han nikkede med et skævt smil, da hun gik mod badeværelset. Med sin hånd rodede han irriteret i sit brune hår og lændte sig helt tilbage i den stol han sad i. Forfanden da. Han havde fundet Skylynn! Burde han ikke være fyldt med glæde? Gensyns glæde i stedet for bekymring? Eller, nej.. Hun havde det jo elendigt. Imorgen måtte han tage ud og købe noget ordentligt tøj til hende. Hun skulle ikke å rundt i det ti år gamle tøj. Hun fortjente bedre. Meget bedre!

Da han var begyndt på sin skitse af en stor lama, var han langsomt døsset hen i en lille søvn. Papirblokken lå på hans brystkasse, og hans hoved hang udover stolen. At Skylynn kom gående på vej ind i stuen kunne han slet ikke hører. Han var træt. Udmattet. Han sov.

[Deleted]

Skylynn kastede langsomt et blik hen over stuen. Hun kunne ikke se Lionell nogle steder. Måske var han gået? Hun vidste det ikke, dog forsatte hun hen mod sofaen hvor hun forsigtig satte sig. Hun følte sig allerede klam og møg beskidt igen, men det var nok på grund af tøjet. Hun overvejede i et kort sekund om hun skulle finde en af hans t-shirts, men hun turde ikke. Tænk hvis han ville blive sur. Skylynn lænede sig udmattet tilbage i sofaen mens hendes blik søgte efter noget at spise. Hun var stadig sulten. Det gnavede helt nede i maven på hende. Hun kastede et blik hen på stolen og fik et mindre chok ved synet af en sovende Lionell. Havde hun overset ham før? Sikkert. Et lille smil spredte sig på hendes læber ved hans sovende skikkelse. Han så så fredsfyldt ud og lignede en teenager igen. Han ligende præcis den Lionell som hun kendte engang. Ingen bekymringer var tegnet ind i hans ansigt. Der var intet. 
Skylynn rejste sig op da hendes mave knurrede. Han ville vel ikke have noget imod hvis hun spiste lidt mere? Hun bevægede sig ud mod køkkenet og blev en smule genert ved sådan at stå og kigge i hans skabe. Hun følte det var forkert. Hun boede der jo ikke. Hendes tynde fingre åbnede det ene skab efter det andet, men der var intet. Med en grimasse gik hun derefter ud i stuen igen og hen til et glasskab. Inden i det stod nogle flasker og nysgerrig som hun var og altid havde været åbnede hun skabet og tog en af dem. Med et lille blik på Lionell, bare for at se om han stadig sov, åbnede hun den og snuste til indholdet. "Ew." mumlede hun og rystede forsigtig på flasken. Skulle hun smage? Var det giftig? Skylynn blev enig med sig selv om at hun godt kunne tillade sig at smage bare lidt. Den var jo allerede halvttømt, så giftig kunne det vel ikke være? Hun lod forsigtig sine læber ramme halsens åbning på flasken og tog så en slurk. En svien kom hele vejen igennem halsen på hende, hvilket fik hende til at hoste. Føj! Dog blev den ene slurkt til to, derefter til ti. 
Skylynn vidste ikke hvad hun lavede. Hun stod der bare. Hvor lang tid der var gået vidste hun ikke. Det snurrede bare rundt inden i hendes hoved lige nu. Uden at tænke over noget satte hun flasken foran Lionell på bordet og gik derefter ud i gangen. En gåtur ville være god nu. Skylynn forsatte ud igennem døren, uden at lukke den efter sig. Hun havde det gamle slidte tøj på og intet andet. Kulden kunne hun ikke mærke. Hun forsatte kun længere væk fra huset, længere væk fra den sikre følelse hun fik ved Lionells nærvær. Faktisk kunne hun ikke mærke noget. Alkoholet flød rundt i hendes blod. Det var første gang hun havde smagt noget alkohol som ikke var en ingefærøl.


//OUT 

[Deleted]

Lionell sov videre. Trætheden havde overmandet ham, og han havde virkelig brug for det, åbenbart. Livet som journalist var ikke ligefrem afslappende. Det kunne til tider tage meget tid, og det var ingen hemmelighed, at han var rigtig dårlig til det der med at få sig noget søvn. Det havde, hans søster påpegede, men han kunne ikke rigtig gøre noget ved det. Sådan var det bare for tiden.. Hans døgnrytme var lort..
Som han stille sov, faldt hans hoved ned på hans skulder, og let kunne han mærke en kulde. Han begyndte at fryse inde i sin varme lejlighed? Fortumlet vågnede han og kiggede sig forvirret omkring. Skylynn var der ikke. Var hun stadig i bad? Næppe. Døren stod også åben.. Hvad fanden? Og lige på bordet foran ham stod en tom whiskey flaske. Hvad i helvede var der lige sket? Hvorfor var han også faldet i søvn? Var han helt skudt i hovedet? Oprevet rejste han sig op og hev i sit hår. Ej, shit. Hvorfor? Hvordan havde han overhovedet fået sig selv til, at, sove når Skylynn var i hans hus. Efter ti år uden skyggen af hende faldt han bare i søvn. Skuffelsen af sig selv var stor. Rigtig store. Kunne mærkes i hans mave. Han tog flasken op i sine hænder og vendte den på hovedet, bare for at tjekke. Yes. Den var tom. Helt tom.
"Skylynn?"
Halvråbte han og løb henmod den åbne dør. Nervøs stod han i døråbningen og kiggede ud i mørket. Den lette aften vind, der var legede med hans mørke hår, men det lagde han langt fra mærke til. Skylynn var væk. Det måtte ikke ske, det, måtte det bare ikke. Hvor dum var han også lige? Den dårlige samvittighed kunne gøre ham helt deprimeret i stedet valgte han at svinge en frakke over sig og gå ud i mørket. Hans stav lavet af maghoni træ lå i hans hånd, klar til brug. Måske overreagerede han, men ja.. Nu skulle hans bedsteven bare findes! Døren gav en høj lyd fra sig, da han smækkede den i og låste den, inden han løb afsted. Dette her var bare overhovedet ikke godt.. Hun skulle findes, og han vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre af sig selv, hvis han ikke fandt hende. Det værste af det hele var, bare at hun lige havde indtaget en stor mængde alkohol. Det var noget af det dummeste, hun kunne have gjort..

//Out