Here we are... (advarsel)

[Adrian Cornelly]

// tilegnet @aaron

Adrian landede med fødderne solidt plantet på jorden. Han havde stadigvæk et hårdt greb i Harpers arm, men slap den hurtigt som var hun giftig. Om hun havde fundet sin egen balance var han faktisk lidt ligeglad med. Huset..eller rettere villaen.. lå mørk og stille hen. Det var en stor villa i to etager og alene udefra stank den af rigdom. Græsset på plænen i den store forhave bar nydeligt slået som var det mål med lineal og der var intet ukrudt at spotte i det store rosenbed til højre for dem. Som han gik nærmere huset tændtes lyset foran hoveddøren automatisk så det var til at se hvad man lavede i halvmørket. Klokken var ved at blive mange og Adrian vidste godt at gåturen med Boomer måtte vente til i morgen tidlig, han måtte bare lige løbe rundt i haven. Adrian fandt sine nøgler frem, stak den i låsen og drejede. Allerede da han tog dem frem kunne en høj gøen høres på den anden side af døren, Adrian smilede lusket for sig selv. "Jeg håber du kan lide hunde." Sagde han koldt og håbede nok nærmere det modsatte i sit stille sind. I samme sekund som han åbnede døren sprang en enorm Schæferhund dem i møde. Den havde den karakteristiske lyse farve med sort ryg og store stritteende ører. Den brugte et par forsøg på at springe op af Adrian for at placere den ru tunge mod hans kind, "Ned med dig," sagde han bestemt, men med en kærlig undertone. Hunden rettede så pludselig opmærksomheden mod den fremmede og en dyb knurren formede sig i brystet på den. "Han er ikke så glad for fremmede," fortalte Adiran blot med en affejende bevægelse uden at gøre tegn til at kalde rovdyret til sig. Han gik ind i huset og lod den stå og nedstirre Harper fra dørtrinet.  

[Deleted]

Harper landede heldigvis stabilt på benene, nu var hendes krop jo efterhånden ved at være okay igen. Hun kiggede irriteret på ham: "Hvad fanden er dit problem? Hvis du ikke gider have mig her, så sig dog nej!" sagde hun i en irriteret tone, hun havde ikke lyst til bare at vende ryggen til at gå, for selvom han måske var pisse irriterende lige nu, så var han stadig køn at kigge på. Ikke at han skulle regne med noget som helst, hun gad ikke have samleje med sådan en irriterende forkælet snotunge: "Wow, der er vidst nogen der hiver penge ud af sine forældre" sagde hun: "Og er født med en diamantske i røven" sagde hun og rullede øjne, som hun kiggede i mod det store hus, hun var sikker på at hans badeværelse ville være større end hele hendes lejlighed.

"Yeah... Det kan jeg se" sagde hun ligegyldigt og gik forbi hunden, hun kunne om ikke altid altid forvandle sig hvis den prøvede at bide ud efter hende, så kunne hun da komme så højt op at den ikke kunne nå, lige nu var hun ligeglad med hvor i huset hun skulle opholde sig, bare at det var langt væk fra ham, og dog så skulle han jo helst kunne beskytte hende i mod Byron: "Jeg håber fandeme du har lyttet efter i skolen, de folk der er efter mig, er altså ikke for pattebørn" sagde hun og lagde armene over kors som hun fulgte efter ham.

[Adrian Cornelly]

Han gloede lidt hårdt på hende, "jeg troede ellers at det var dig som brokkede dig stolpe og og stolpe ned med at jeg ikke måtte røre dig med mine beskidte auror fingre," det var så underligt at forstille sig hvor mange gnister det slog mellem dem sidst de sås. Eller det gjorde det da også nu, denne gang bare ikke de behagelige nogen af slagsen. Det mindre udbrud fik ham til at flytte blikket fra hende mod huset. "Tja vi er jo nogen der kan finde ud af at udrette noget med livet." Var hans svar, og han nød at kunne sige det. Desværre betalte man dyrt for rigdom som denne. Ikke i penge mens psykisk. Hvad Adrian dog ikke havde været udsat for som yngre af de verse lydigheds oplæringer. Det lød måske ikke slemt, men det var kun fordi man ikke kendte historien bag. Adrian havde fået sin del prygl af sin far for at rejse sig fra bordet før tid og den slags.

Leonardo havde set sig fri af det, han havde valgt at vende ryggen til det liv og Adrian misundte ham det lidt fra tid til anden. Selv var han blevet for afhængig af at have penge mellem hænderne. Den store schæfer fulgte ende med et vagtsomt blik som den fulgte efter dem ind i huset. Adrian trak staven og lavede et mindre svirp så døren lukkede bag dem. Selve gangen de stod i var stor firkantet og lys. Til højre førte et par store flot udskåret dobbeltdøre ind til den lyse stue og til venstre lå et lille toilet. Adrian vendte blikket mod Harper igen. "Jeg er skam ganske dygtig til mit kram så det behøver du ikke bekymre dig om." Stemmen var arrogant. "Så vil du have en rundvisning eller skal jeg bare vise dig dit værelse?" Spurgte han forsat i den kølige tone.

[Deleted]

"Ja mit problem er at du er auror.. OG hvad er dit problem med mig? Hvorfor opfører du dig som sådan en kælling?" spurgte hun gentagende, i en snærrende stemme, ja hun var sur fordi at han ikke havde fortalt hende at han var auror og det irriterede hende, fordi at han var en mand, hun virkeligt havde lyst til at være tæt på igen, lidt den samme følelse som hun havde haft i starten med Jared. Det var ikke følelser, kærlighed eller alt det lort, det var begær, rent og skær begær. Desuden kendte Harper ikke til andet, udover Sam som jo uden tvivl også var et af hendes bløde punkter lige nu, selvom han var sammen med sin fladpattede folkeskole elev, åh hvor var hun dog pisse irriterende: "Ja eller der er ihvertfald nogen som har nasset på forældrene, hva?" spurgte hun i en irritere stemme, han opførte sig som en kælling lige nu.

"Det håber jeg fandeme... De slår mig ihjel hvis de finder mig" sagde hun med en stemme der tydeligt var en del mere bekymret, som hun begyndte at indse, at der var lidt større problemer end det faktum at hun var strandet med en auror, det havde hun jo været forberedt på, hun havde bare ikke forventet det skulle være en hun havde knaldet - to gange. Det var lidt et chok og lige nu, kunne hun mærke hvordan hendes humør dalede, hun var træt, hun orkede ham ikke mere: "Bare vis mig mit værelse" sagde hun med en lav og tøvende stemme, som om hun bare havde givet op, det her havde uden tvivl været det værste i hendes liv, værre end Byron's seksuelle misbrug, faktisk var hun ikke sikker på at hun nogensinde havde følt sig så nedslået.

[Adrian Cornelly]

Han himlede dramatisk med øjnene, "altså bortset fra at du er dødsgardist?" Spurgte han provokerende. "Hold da op! Jeg er en kælling?" Hvor var hun dog forbandet snæversynet, "det var sguda dig som startede!" Brokkede han sig. Fedt, de var lige trådt ind af døren og diskuterede allerede som et gammelt ægtepar. Det var så svært for Adrian at læse hende, det ene øjeblik have hun været fræk og helt ufattelig tiltrækkende, det næste øjeblik var hun pisse irriterende, sur og tiltrækkende. Det måtte han give hende hun var forbandet tiltrækkende uanset hvilket humør hun var i og det var frustrereende. At han sagde at han fandt hende frastødende var udelukkende for mere for at overbevise sig selv. Hvilket mislykkedes ret voldsomt. "Men du må da indrømme at det er det værd." Svarede han blot. Ja han elskede at have mange penge uanset hvor det så en måtte komme fra.

Igen havde hendes humør ændret sig. Det var så mærkeligt og han kunne slet ikke tyde det. Han stod og stirrede på hende i nogle lange sekunder inden han rystede lidt på hovedet af sig selv. "Slap du bare af." Gentog han. Ikke nok med at han var en ganske talentfuld auror så var hans hus også beskyttet af alverdens beskyttelser, man var vel ikke rigmandsknægt for ingenting? Hendes svingende humør gjorde ham forbandet frustreret, kunne hun ikke bare være det ene eller det andet? Han kunne ikke håndterer at hun skiftede så brat. "Udemærket," istemte han og passerede hende, "denne vej." Han gik op af trappen der ledte til første salen.

Trappen var dækket af det samme tykke lyse gultæppe der også dækkede hele gangarealet ovenpå. Gangen var en smule smald, og der var døre på begge sider. Han skubbede en dør op på venstre side, og et stort badeværelse viste sig. Der var både stort boblebad og bruser, en lille dør førte ind til en mindre sauna. "Bad og toilet hvis det skulle være noget, der er håndklæder i skabet under vasken," informerede han og gik videre ned af gangen til et værelse på højre side. "Her," han skubbede døren op og et stort soveværelse viste sig. Der var en flot kamin, og en afslappende stol, en skydedør til et tomt walk in closet. "Mit værelse er for enden af gangen," informerede han flygtigt. "Hvis der skulle være noget. Men slå du sig bare ned, jeg går lige nedenunder og lukker Boomer ud." Han gjorde et lille kast med hånden uden helt at vide hvorfor han fortalte hende det.

[Deleted]

"Arh det er derfor du er muggen, fordi jeg er dødsgardist? Hvad fanden havde du regnet med! Jeg tog dig med på den mørkeste bar i London!" sagde hun i en irriteret tone, havde han regnet med at hun var en sød lille husmor som rendte rundt derhjemme, sig mig havde han ikke set på hende eller hvad? Han måtte da være helt væk: "Yeah, og alligevel snakker du om at opnå ting i livet? Det her er da mere bare at nasse" sagde hun og kiggede i mod ham i et irriteret blik. Harper var træt og hun var ked af det, det var hårdt at holde en facade oppe når man i virkeligheden bare mest havde lyst til at bryde sammen under dynen i gråd. Hun havde svigtet Jared, hun havde svigtet Dean, hun havde vendt Byron ryggen, Samuel havde en anden han hellere ville være sammen med, hun havde mistet et barn. Det var mange ting på meget kort tid.

Hun kiggede rundt på værelset og nikkede bare, ja det var flot og overvældende, hun havde aldrig boet sådan: "Dit lokum er større end min lejlighed" konstaterede hun: "No wonder du ikke gad have en type som mig med hjem, jeg havde fandeme stjålet hele huset" sagde hun i et lille provokerende grin, der hurtigt falmede en smule, med trætheden kom også alt det andet, og lige nu ville hun bare sove: "Jeg går i seng... Jeg er træt" sagde hun og tog sig let til maven, hendes mave var også stadig helt forfærdlig øm, som om at en hest havde hoppet på hende.

*****

Harper gik rundt en hel time, og bare kiggede sig omkring, hun gik i seng da klokken var halv ti, hun var bare træt, og selvom hun var i sengen, så gik der længe inden hun sov, hun vendte og hun drejede sig. INden hun havde set sig om var hun dog faldet i søvn, uden at hun næsten selv havde bemærket det, og hun mærkede snart hvordan de mange dæmoner i hendes sind begyndte at lege med hende, hun var bange... Faktisk var hun ikke sikker på at hun nogensinde havde været så bange. Tænk at hun elskede Jared, og lige nu var hun ikke sikker på han kunne finde på at slå hende ihjel? Harper skreg og hun vendte sig rundt i sengen.

Hun bemærkede ikke helt hvordan hun selv var kommet ud af sengen, men hun løb i mod døren ud i mod gangen og den sprang op da hun ramte den, som hun faldt grædende til jorden, imens hun åbnede øjnene og mærkede at hun vågnede, havde hun løbet i søvne? Hun kiggede tilbage i mod værelset. Byron! Det var Byron der var efter hende, hun... Hun huskede det.

[Adrian Cornelly]

Han tænkte lidt over hendes ord. Okay god pointe så han valgte at lade den ligge. En ting han til gengæld ikke kunne lade ligge var at hun hentyede til at han skulle være en nasserøv. Han knoklede hårdt på arbejdet selvom han havde nok penge til at lade være, ja måske hans forældre havde smidt en stor sjat penge ind på kontoen, men det manglede sgu også bare hvis man skulle udholde et liv som deres perfekte søn. "Det er ikke at nasse hvis du kendte hele historien." Mumlede han lidt sammenbidt. Hun anede intet om ham og skulle bestemt ikke belærer ham om noget som helst!

Det gav ham en mild tilfredsstillelse at hun blev imponeret over hans hus. "Så hvis jeg vågner op i morgen uden tag over hovedet ved jeg hvorfor." Hans tone var en lille smule mildere end før. Han så til som hun gik ind på værelset. "Okay..jamen så må du..sove godt og alt det der," han slog lidt ud med hånden for derefter at køre den gennem det sorte hår. "Godnat," han lukkede døren efter sig på vej ud og gik så nedenunder.

****

Et skrig flængede nattestilheden Adrian satte sig op med et sæt og Boomer der lå på gulvet for enden af sengen rejste sig med en gøen. Med en lynhurtig refleks greb han sin tryllestav på natbordet og flåede døren op han løb mod Harpers værelse med Boomer lige i hælene. Med hævet tryllestav spænede han hen mod den åbne dør og forventede nærmest en mindre hær af dødsgardister, dette var dog ikke tilfældet, den eneste i rummet var Harper der..sad på gulvet, han gloede vantro på hende som andrelinen pumpede gennem kroppen, hvad pokker lavede hun? "Hvad i alverden sker der?" Spurgte han chokeret og tændte lyset som han gloede rundt. Han var kun iført et par lange rødternet natbukser der han fra hans hofte, kanten af bokseshortsene kunne spottes og mavemusklerne var tydelige i lyset.

[Deleted]

Harper sad på gulvet og gemte sine hænder i sit ansigt, imens hun mærkede at hav af tåre, alt det hun ikke havde grædt i alle disse situationer, det kom nu, alt den hårde facade, den var fuldstændig forsvundet, og hun sad bare uden først at bemærke at Adrian var i rummet. Hun havde haft et forfærdeligt mareridt, drømt om Byron og Sam... Og Barnet... Og Jared. Alt sammen rodet sammen. Harper huskede ikke hvornår hun sidst havde følt sig så ked af det og fortabt, men på den anden side, så havde hun jo heller aldrig nogensinde oplevet noget der bare nærmede sig dette her, så ville hun faktisk hellere bare kneppes af Byron eller have tæv af Dean.. Ja et normalt liv, havde hun jo ikke ligefrem haft. Hun var bare ikke et elsket menneske.

"Jeg..." hun prøvede at tale, som hun flyttede sine hænder og kiggede i mod ham, et øjeblik overvejede hun bare at sluge tårene og give ham en dum kommentar, men hun kunne ikke, hendes sjæl var fuldstændig nedbrudt: "Mareridt tror jeg..." sagde hun og tog sig til hovedet: "Jeg tror jeg er ved at blive sindsyg" sagde hun ærligt: "Undskyld jeg vækkede dig, bare... Gå" sagde hun i et snøft og rejste sig roligt op på usikre og skelvende ben imens hun gik i mod sengen, måske at hun bare... Skulle sove det hele væk.

[Adrian Cornelly]

I nogle meget lange sekunder stod han bare der og gloede dumt på hende. Ikke for at se nedgørende ud, men fordi han var træt og virkelig forvirret. Humørskiftning igen. Han ville aldrig blive klog på hende. Alt imens han bare stod der med håret strittende ud til alle sider og tryllestaven i hånden, maste Boomer sig forbi ham for at se hvad der forgik i rummet, den tøffede hen til Harper og klynkede lidt ynkelig, tydeligvis ikke tilfreds med hendes humør. Troede hun? "Det var da en ret voldsom reaktion for et mareridt," sagde han stille, stadigvæk lidt lammet af forskrækkelsen.

Han kunne have kommet med en ondbemærkning, men valgte at lade være hun var tydeligvis helt ude af den og selvom han til tider var hård og kold, var han trods alt ikke følelsesløs. I stedet for at efterkomme hendes ønske gik han hen for at ligge en støttende arm omkring hende, bare for at hun ikke væltede over sine egne ben eller noget. "Det er okay," stemmen var ærlig og de blå øjne hvilede undrende på hende. Han prøvede at gennemskue hvilke dæmoner der mon hjemsøgte hende. "Er der noget jeg kan gøre?" Ordene slap ud af munden på ham før han kunne nå at stoppe dem. Han rømmede sig. "Altså er der noget du har brug for?" Med de ord mente han naturligvis noget at drikke, et tæppe, et knus, et eller andet han følte sig pludselig en smule malplaceret.

[Deleted]

Hun kiggede i mod ham i et hidsigt blik: "Jamen jeg er da ked af jeg vækkede din nattesøvn, Mr. Auror!" sagde hun i en snærrende stemme da han sagde det var en voldsom reaktion på et mareridt, han havde bare ingen medfølelse havde han? Utroligt han ikke bare havde smidt hende ud endnu. Hun havde da slet ikke lyst til at fortælle ham hvad hun drømte, og hun trak derfor bare dynen op til sig, imens hun stadig mærkede sin krop ryste en smule, og tåre trillede ned af hendes kinder, i stilhed imens hun gjorde et desperat forsøg, på at kontrollere det.

"Lad være med at røre ved mig lige nu, Adrian" sagde hun og mærkede hvordan gråd kom frem i stemmen, hver gang at hun talte. Det her var forfærdeligt for hende, hun var sikker på at hun skulle dø. Sikker på at Byron, Dean, Jared, Theodore, Sage... Bare nogen! Nok skulle finde en vej til hende og slå hende ihjel, sikkert også Sam, Scott og Adrian med i købet, Harper var bestemt ikke dårlig med en tryllestav, men hun ville ikke kunne slå hverken Byron eller Jared i en duel, de havde jo trods alt lært hende alt hun vidste. Hun rystede på hovedet over hans spørgsmål, og trak sine ben op til sig og krammede dem let omkring sig: "Jeg... Jeg ved det ikke" sagde hun stille og gemte sit ansigt i sine knæer: "Kan du måske bare slå mig ihjel med det samme, så jeg ikke skal gå og vente?" spurgte hun i en mumlen.

[Adrian Cornelly]

Han tog sig selv i at himle med øjnene. "Det var ikke sådan ment," sukkede han lidt opgivende, "jeg mente bare at det må have været et ret voldsomt mareridt." Prøvede han igen og kiggede på hende. Han var altid så kejtet omkring piger der græd. Hendes arrogance fik ham til at skære en mild grimasse, men han trak hånden til sig igen og så til som hun kravlede op i sengen. Igen stod han bare der komplet dum og stirrede blindt frem for sig. Det gik op for ham at han stadigvæk havde tryllestaven i hånden han lod den langsomt falde ned på natbordet i den ene side og uden at spørge om lov kravlede han op og satte sig ved siden af sig med ryggen hvilende mod hovedgærdet.

Spørgsmålet fik ham til at se på hende med alvorlige øjne, "hold op med at sig sådan noget," snappede han bestemt og lidt tøvende lagde han en arm omkring hende og trak hende ind mod sit bryst med en stærk arm, stærk nok til at hun ikke bare lige ville kunne kæmpe sig fri. Lige nu ville han skide højt og helligt på om hun ikke kunne lide den form for kontakt, han havde det svært ved bare at sidde og glo på hende. Okay han havde det også svært ved at trøste folk, måske derfor han ikke var til faste forhold og den slags? Tanken blev gemt væk igen og han kiggede ned på hende, "noget du har lyst til at snakke om?" Det hårde øjne var blødt op og havde et let bekymret skær.

[Deleted]

Hun sagde ingenting, som han satte sig ved siden af hende. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige, Harper var jo heller ikke ligefrem god til at takle det med at være ked af det, for oftest når at hun var ked af det, så var det jo fordi at nogen havde banket hende og hun havde ondt et sted, og ikke fordi hendes hoved spillede hende et pus, hun havde aldrig prøvet noget lignene, men lige nu ville hun faktisk hellere brække et ben: "Nej jeg vil ikke!" sagde hun i en alvorlig stemme, som tårene endeligt havde besluttet sig for at holde op med at løbe: "Du har ingen idé om hvilket helved mit liv er.. Jeg bliver slået ihjel ligegyldigt hvad jeg gør! Så jeg kan da lige så godt gøre det selv, og i det mindste have den fordel" endte hun i en ganske alvorlig tone.

Som han lagde en arm omkring hende, lod hun sig trække ind til ham. Hun kiggede let frem for sig, som hun mærkede tårene der var begyndt at tørre lidt ud på hendes kinder, og det gav hende en let stikkende fornemmelse: "Nej" sagde hun i en fast tone, hun havde ikke lyst til at snakke om det, sådan noget snakkede man ikke om, sådan noget glemte man. Hun sad et øjeblik bare ved ham, og kunne høre at hans hjerte slog: "Jeg syntes stadig du er dum at være auror" sagde hun med en stille stemme, for at pointere at hun altså ikke kunne lide ham, bare fordi at de sad sådan her. Faktisk var det hun mere bare irriteret over at han ikke bare kunne have været.. Ja whatever, tyv, vagabond, bare noget andet.

[Adrian Cornelly]

Adrian lod hånden glide op og ned af hendes arm i blide strøg, "der er ikke nogen der kan røre dig her Harper, du er i sikkerhed." Gearrentrede han hende og lod hånd glide op for at stryge hende let over håret. Det her var virkelig uvant for ham, normalt var det ud ind og en aflevering når det kom til piger. "Du har hele livet foran dig, tænk dog på hvordan det bliver når Theodore og hans tilhængere sidder i Azkaban, så er du fri." Prøvede han at berolige som han forsatte de blide strøg.

Faktisk kom det ikke den mindste smule bag på ham at hun ikke ville snakke om det. Hun havde tilsyneladende en konstant trang til at være hård. "Er du sikker?" Spurgte han ledende. Hvis ikke hun havde lyst ville han ikke presse hende, men igen kunne han ikke lade være med at tænke om hun måske havde lyst, men bare ikke ville indrømme det. Hans hjerte slog roligt mod hans bryst der dog begyndte at hoppe blidt som han lo af hendes kommentar. "Og du er dum at være dødsgardist," gav han igen, men denne gang var det ikke som en fornærmelse, nærmere et kærligt drilleri. Han sad lidt i stilhed og bare kiggede lidt tomt ud i rummet uden at stoppe sine kærtegn. Boomer havde lagt sig til rette på gulvet ved siden af sengen og han vidste egentlig ikke hvor lang tid der var gået, men han var ved at blive træt igen nu hvor adrenalinen havde lagt sig.

[Deleted]

"Jeg er aldrig fri Adrian.. Jeg er dødsgardist" sagde hun i en hård tone, man blev jo aldrig fri fra dødsgarden når man først var blevet en del af den: "Om der så kun er en gammel mand tilbage når alle andre er i Azkaban, så vil han stadig prøve at slå mig ihjel for at forråde dem" sagde hun blot, hun kunne godt forstå, at han ikke forstod det, fordi at han jo ikke var en der nogensinde havde været i den verden og han havde aldrig prøvet hvad det ville sige at være så langt nede, at blive voldtaget af sin egen onkel, og elske en mand som man kunne rende rundt og dræbe mugglere med, som om man skød bjørne i Tivoli.

"Ja..." sagde hun direkte, hun ville ikke snakke om det: "Du forstår det ikke alligevel, og desuden så har du givet mig medfart nok til at jeg aldrig nogensinde kommer til at fortælle dig noget" sagde hun blot, alle hans grimme kommentare huskede hun skam, især den om at hun var dårlig i sengen, nu ville hun da ihvertfald aldrig være sammen med ham igen, den havde ramt hende, også selvom hun måske inderst inde godt vidste at han løj: "Hvad lavede du overhovedet i det område?" spurgte hun med en forsigtig stemme, hun havde svært ved at være sur på ham, for hun kunne faktisk godt lide ham, men hun.. Nej, det kunne hun bare ikke. Hun sukkede let, stadig med hans hoved i mod hans bryst, man lå faktisk ret godt op af ham.

[Adrian Cornelly]

Adrian så på hende med et lidt skarpt blik. Var der en ting der var blevet banket ind i hovedet på ham siden han blev født nærmest så var det at man kunne hvad man ville. "Du er ikke den eneste dødsgardist der er sluppet ud af kredsen," han havde hørt mange rygter i Ministeriet, selvfølgelig kunne han ikke love hende at hun ikke ville blive myrdet, man han kunne jo heller ikke love hende at hun ikke ville blive ramt af en bil eller falde af sin kost og dø på den måde, dog kunne han love at ingen af ovenstående ting ville få lov til at ske på hans vagt!

Det var frustrerende for ham at hun ikke ville snakke med ham, hvorfor anede han ikke, men det pinte ham på en eller anden måde hvilket gjorde ham irriteret. "Prøv mig," sagde han, og rullede så let med de blågrå øjne. "Hold da op med at spille så tolvårsfornærmet, det var dig selv som begyndte den tone!" Fastholdt han stædigt. Selv havde han ingen ide om at hans ord faktisk havde ramt hende. Han havde jo ikke ment det, han havde bare været ude på at give svar på tiltale ved hendes fornærmelser. Spørgsmålet fik blikket til at flakke en kende usikkert. "Ikke noget," sagde han hurtigt og rømmede sig let. Ikke noget han havde lyst til at snakke om i hvert fald. Hun havde rigeligt med klemmer på ham, hun behøvede ikke også at vide at at han hjalp hans bror med at rode sig ud af problemer fra tid til anden.