En påtvunget pause

[Deleted]

Tag: @amelia

Hvorfor skulle pauserne også være så lange? Og endnu vigtigere, hvorfor var det så nødvendigt, at man skulle holde dem. Lennox var udemærket klar over, at der ikke var mange, der delte hans holdning, når det kom til pauserne. Han hadede pauser. Hvis det stod til ham, så skulle de selvfølgelig være der, men man burde ikke være tvunget til at holde dem. Selv havde han ikke lyst til at holde, men ville langt hellere fortsætte. Han var vist blevet lidt for tabt i rollen, dengang han havde haft æren af at spille Javert i Les Misérables, for han var blevet mindst ligeså meget af en arbejdsnarkoman. Havde det heller ikke været nødvendigt for at overleve, så havde han heller aldrig taget sig tid til at spise, da det bare spildte den dyrebare tid, som man i stedet kunne have brugt op at arbejde. Mange mente, at det var en noget besynderlig holdning, han havde sig, men sådan var det nu engang.
Lennox sukkede, hvorefter han begyndte at viske lidt ud på sit papir. Ganske vist var han en fuldblodstroldmnd, men han havde ikke det fjerneste imod mugglere og deres redskaber. Det var nemmere at tegne med en plyant og kunne viske med et viskelæder, end det var hele tiden at skulle bruge staven for at fjerne alle de unødvendige blækklatter. Det var dette, han brugte pausen på. Han havde sat sig på en af bænkene ude på gangen, hvor han havde givet sig til at tegne. Når man nu ikke kunne arbejde eller male, så kom tegning næst i rækken. Male kunne han selvfølgelig godt, men det var så besværligt at skule have et staffeli og alt det der med hele tiden. En blyant og en blok kunne man jo bare have med sig i lommen.

[Deleted]

Amelia nød at holde ferie. Hvilken skoleelev gjorde dog ikke det? Nu skulle hun også i gang med sit syvende år på Hogwarts, hvilket sikkert ville blive ganske hårdt, så hun brugte ferien på mere eller mindre at slappe af. Det, som hun dog nød allermest ved ferierne, det var chancen for at se sin familie igen. Hun havde ikke direkte hjemve, når hun var på Hogwarts, men hun kunne ikke nægte, at hun savnede sine forældre og måske i særlig grad sin bror. Når så familien viste sig ikke rigtigt at være hjemme, så måtte hun jo selv tage teten, hvis hun ville se dem. Det var derfor, hun var taget ind til Ministeriet. For at se sin far, altså, som jo var det eneste familiemedlem, der arbejde derinde. Tidligere havde hun været et smut forbi Skt. Mungos for lige at hilse på sin mor, der også havde meget travlt med at lede det store troldmandshospital.
Amelias skridt var små, men hurtige, da hun trådte ud af elevatoren på Niveau 2 og begav sig ind på etagen. Præcis hvor hendes far gemte sig, det anede hun ikke. Men han var da ofte heroppe. Man kunne tydeligt høre hendes skridt på grund af den lille hæl, der var på hendes sandaler, som så at sige klikkede imod gulvet. Hun havde smidt en mørkeblå kappe over skuldrene, da hun gik, og havde trukket det sorte hår tilbage og væk fra ansigtet.
De gråbrune øjne afsøgte opmærksomt området. Hun valgte Lennox, fordi han både var stilig og så ret ung ud. ”Undskyld?” lød hendes varme stemme, som hun gik hen til ham. ”Jeg leder efter min far. Har De set ham?” forhørte hun sig med antydningen af et smil. Hun havde ikke tænkt over, at han måske ikke vidste, hvem hendes far var.

[Deleted]

Det bragte faktisk meget undren hos folk, hvordan han aldrig lavede andet end at tegne eller læse, når der var pause. Normale mennesker ville jo få sig noget at spise, når muligheden bød sig, men selv havde han en besynderlig appetit og havde nærmest aldrig lyst til mad. Det havde han aldrig rigtig haft, heller ikke, da han gik på Hogwarts. Han havde næsten altid droppet måltiderne for at læse lektier i stedet, og hvis han så endelig skulle få lyst til noget at spise senere på aftenen, så havde han jo været noget rebelsk dengang på de mindre årgange. Dette havde dog ændre sig brat i sommerferien før 5. årgang, hvor han var blevet ansat på et teater hjemme i Skotland og havde fået sig en faderfigur i sit liv. Dette varede dog ikke længere end til han startede som aurorstuderende, men det havde alligevel ændret hans liv en hel del.
Lennox skar en grimasse, hvorefter han begyndte at viske ud på tegningen. Han var ikke nået særlig langt med den, men nu var han jo også altid været så perfektionistisk, så han tillod ikke at en eneste streg skulle være placeret forkert. Han var dog så fokuseret på tegningen, at han faktisk ikke bemærkede, at der var nogen, der havde talt til ham. han havde hørt de udtalte ord, men det var først, da han begyndte at viske ud, at han bemærkede, at det var ham selv, de var blevet sagt til. Ham så på den unge pige, som han kunne genkende som ministerens datter. Alle kendte vist hende, i hvert fald hvis man havde gjort sig sin research, og det var endnu en ting, som han havde det med at sætte sig ind i.
"Nej, ikke i dag." Svarede han og begyndte at bevæge sin blyant i cirkler over papiret som for at vurdere, hvor han skulle sætte den næste streg henne. "Er han ikke på sit kontor?" Tilføjede han, da det var det eneste sted, han ville kunne tænke sig, at han var. Men selvfølgelig, hvis han ikke var der, så kunne han være over alle bjerge, han havde jo mange opgaer at tage sig til.