Post af Deleted den Aug 23, 2014 14:25:58 GMT 1
@kaiser
Et job i Mysteriedepartementet betød ofte skæve arbejdsdage og uregelmæssige pauser, men for Maurissa var i dag en heldig dag. Hun havde afsluttet et forskningsprojekt før tid, hvilket betød, at hun havde vel over en uge tilbage til at lægge den afsluttende hånd på rapporten. Det havde oven i købet ikke været et svært projekt som sådan - den værste faktor havde været tiden mellem de forskellige prøver. Det havde halvvejs slået den nysgerrige Ubenævnelige ihjel at skulle vente på at se resultaterne, men de havde i sidste ende båret frugt, og her stod hun så med et færdigt projekt, som hun snart kunne overrække til sine overordnede. Ikke at det var det, der trak i hendes bog; nej, for Maurissa var dét at havde opdaget noget nyt belønning nok i sig selv. Det var ikke nødvendigt med chefens billigelse, og det var bestemt heller ikke dét, der motiverede hende. På den anden side var hun også lykkelig for at have muligheden for at udfolde sit talent med de redskaber, hun havde til rådighed her i departementet. Nogle af de artefakter, hun havde set og brugt, var ikke noget, den gennemsnitlige heks ville komme til at se så meget som skyggen af i hele sit liv. Så spurgte man hende, om hun kunne arbejde selvstændigt og uden ministriel indflydelse, ville svaret være helt bestemt - det var jo derfor, hun i første omgang var blevet taget i betragtning til jobbet -, men spurgte man, om hun ville, ja, så ville svaret nok være det modsatte. Og havde hun takket nej til jobbet, ville hun heller ikke have haft chancen for at smage Ministeriets køkkens helt egne kedelkager, og det, var hun helt hundrede procent sikker på, ville have været en skam. Det blev jo ofte sagt, at ministrielt finansierede forbrugsvarer ofte ikke var lige så gode som de hjemmebagte, men lige i dette tilfælde var rygtet altså ikke sandt. Derfor stod den voksne heks nu i sine hvide gevandter og ventede på at få lov til at betale de 4 sølvsegl, som en kedelkage kostede. Blikkede skøjtede hen over det store cafeteria; her sad grupper af hekse og troldmænd fra alle afdelinger af ministeriet. Advokater fra Magisk Lovgivning; obliviatorer fra Magiske Katastrofer; en hel flok arabiske troldmænd fra Internationale Kooperativer, der så ud til at have problemer med en auror, fordi de havde medbragt deres flyvende tæpper. Det trak i mundvigene på Maurissa, da hun vendte blikket væk igen. Statistisk set ville én af alle de tilstedeværende i cafeteriet være en fuser; ti ville være mugglerfødt, og da hun nåede til den noget vakkelvorne statistik om halvblodsmagikere, som egentlig mere var et skøn og ikke byggede på kolde, hårde fakta, faldt hendes øjne på en velkendt skikkelse. Det var ikke sjældent, at Ministeriets politikere spiste frokost i kantinen, men det overraskede alligevel Maurissa at se Isaac Peverell her. De statistiske beregninger blev skubbet helt ud af hovedet, idet hun fik stukket kedelkagen i hånden af ekspedienten og kunne trække sig ud af køen. Da hun så op igen, var også Peverell forsvundet ud af syne. Med spidsede læber og små, afmålte skridt begav hun sig ind mellem de mange, runde cafeterieborde for at komme ud på den anden side og tilbage til elevatoren, men helt let skulle det jo ikke gå. Hendes støvlesnude fangede en fold i et af de arabiske troldmænds tæpper, og havde det ikke været, fordi hun kunne hive sig på rette køl igen ved at tage fat i skulderen på en troldmand, der stod ved nabobordet, var hun nok faldet, så lang hun var.
"For pokker da, det må du virkelig undskylde!" udbrød hun med det samme; det var egentlig både ment til troldmanden, hvis tæppe hun havde trådt på, men også den mand, hvis skulder hun havde taget fat i.
Et job i Mysteriedepartementet betød ofte skæve arbejdsdage og uregelmæssige pauser, men for Maurissa var i dag en heldig dag. Hun havde afsluttet et forskningsprojekt før tid, hvilket betød, at hun havde vel over en uge tilbage til at lægge den afsluttende hånd på rapporten. Det havde oven i købet ikke været et svært projekt som sådan - den værste faktor havde været tiden mellem de forskellige prøver. Det havde halvvejs slået den nysgerrige Ubenævnelige ihjel at skulle vente på at se resultaterne, men de havde i sidste ende båret frugt, og her stod hun så med et færdigt projekt, som hun snart kunne overrække til sine overordnede. Ikke at det var det, der trak i hendes bog; nej, for Maurissa var dét at havde opdaget noget nyt belønning nok i sig selv. Det var ikke nødvendigt med chefens billigelse, og det var bestemt heller ikke dét, der motiverede hende. På den anden side var hun også lykkelig for at have muligheden for at udfolde sit talent med de redskaber, hun havde til rådighed her i departementet. Nogle af de artefakter, hun havde set og brugt, var ikke noget, den gennemsnitlige heks ville komme til at se så meget som skyggen af i hele sit liv. Så spurgte man hende, om hun kunne arbejde selvstændigt og uden ministriel indflydelse, ville svaret være helt bestemt - det var jo derfor, hun i første omgang var blevet taget i betragtning til jobbet -, men spurgte man, om hun ville, ja, så ville svaret nok være det modsatte. Og havde hun takket nej til jobbet, ville hun heller ikke have haft chancen for at smage Ministeriets køkkens helt egne kedelkager, og det, var hun helt hundrede procent sikker på, ville have været en skam. Det blev jo ofte sagt, at ministrielt finansierede forbrugsvarer ofte ikke var lige så gode som de hjemmebagte, men lige i dette tilfælde var rygtet altså ikke sandt. Derfor stod den voksne heks nu i sine hvide gevandter og ventede på at få lov til at betale de 4 sølvsegl, som en kedelkage kostede. Blikkede skøjtede hen over det store cafeteria; her sad grupper af hekse og troldmænd fra alle afdelinger af ministeriet. Advokater fra Magisk Lovgivning; obliviatorer fra Magiske Katastrofer; en hel flok arabiske troldmænd fra Internationale Kooperativer, der så ud til at have problemer med en auror, fordi de havde medbragt deres flyvende tæpper. Det trak i mundvigene på Maurissa, da hun vendte blikket væk igen. Statistisk set ville én af alle de tilstedeværende i cafeteriet være en fuser; ti ville være mugglerfødt, og da hun nåede til den noget vakkelvorne statistik om halvblodsmagikere, som egentlig mere var et skøn og ikke byggede på kolde, hårde fakta, faldt hendes øjne på en velkendt skikkelse. Det var ikke sjældent, at Ministeriets politikere spiste frokost i kantinen, men det overraskede alligevel Maurissa at se Isaac Peverell her. De statistiske beregninger blev skubbet helt ud af hovedet, idet hun fik stukket kedelkagen i hånden af ekspedienten og kunne trække sig ud af køen. Da hun så op igen, var også Peverell forsvundet ud af syne. Med spidsede læber og små, afmålte skridt begav hun sig ind mellem de mange, runde cafeterieborde for at komme ud på den anden side og tilbage til elevatoren, men helt let skulle det jo ikke gå. Hendes støvlesnude fangede en fold i et af de arabiske troldmænds tæpper, og havde det ikke været, fordi hun kunne hive sig på rette køl igen ved at tage fat i skulderen på en troldmand, der stod ved nabobordet, var hun nok faldet, så lang hun var.
"For pokker da, det må du virkelig undskylde!" udbrød hun med det samme; det var egentlig både ment til troldmanden, hvis tæppe hun havde trådt på, men også den mand, hvis skulder hun havde taget fat i.
Denne side er desværre blevet lukket ned. Vi henviser til 
